Full text of "Edda. Nordisk tidsskrift for litteraturforskning"

See other formats

åå bb å åå. å hd 5 hhrd bd bid» obo SST ET ET EEE EE

i Lik i på ST et

—-— nt

(0 GIe

Original from

Digitized by Google PENN STATE

Original from

Digitized by Google PENN STATE

Original from

Digitized by Google PENN STATE

Original from

Digitized by Google PENN STATE

Original from

Digitized by Google PENN STATE

EDDA

| NORDISK TIDSSKRIFT
FOR LITTERATURFORSKNING

REDAKTØR: REDAKTIONSSEKRETÆR :

GERHARD GRAN FRANCIS BULL

BIND IV

KRISTIANIA
I KOMMISSION HOS H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)
1915

Google

Aa SVATE
E PENNSYLVANI:
SE RIVERSITY LIBRARY

DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI

Google

INDHOLD

Side
Knut Liestøl: Nokre islendske folkevisor . . . . .L. 22 va va aa as l
Vilhelm Grønbech: Wordsworth . . . .. Levva rv aa am 28
Alfred Jensen: Polens fråmste renåssansskald ....... vore vev 67
Moltke Moe: Episke grundlove . . . . 22 ev va 22 reven 85
Elias Wessén: Om kuiöa i namn på fornnordiska dikter . . . . ++ oa 127
Hans E. Kinck: Giovanni Pascoli. . . .. 2 ov 0 av 222 20 0202 142
Robert Neiiendam: Johanne Luise Heiberg, 21 aar gammel ...... 6 153
Henning Kehler: Studier i det Ibsenske Drama . . . LL 2 ea 2222 as 169
Anathon Aall: Filosofien i norden . . . Lever vr verve 218
John Landquist: Skuldkånslan i Frödings diktning .. > ++ ev 22 ae 246
Johs. Pedersen: Gammeltestamentlig Skepticisme . . . . Lo 2 av vvs 273
Mathias Feuk: «Om tråden» — en naturbetraktelse aus der Tiefe des Bewusstseins 316
Sigurd Høst: Henrik Ibsen, drøm og daad . LL. ov arr 2 ror 327
J. Paludan: Holberg og England . . LL. ea vr vr 0 0 vr 0 å 00 vos 342
O. M. Sandvik: Halfdan Kjerulf og poesien. . .. ++» ar va 222 r vn 357
Breve fra Henrik Ibsen til teaterchef Schrøder. Meddelt ved Francis Bull . . 362
Gunnar Castrén: Finlåndsk litteraturforskning 1914—1915. . . LL ++ 2 2 366

Smaastykker: Otto Sylwan: En anmiårkning till Runeberg's Kung Fjalar
s. 164. — Francis Bull: Manuskripter av Claus Fasting s. 166.

Google

RETTELSE
Side 34, linje 19 f. o. staar fremad, læs fremmed.

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR
I.

ei islendske folkevisone hev ikkje vore granska so som dei burde.
Svend Grundtvig og Jön Sigurösson gav dei ut i ei god ute
gaave under namnet fslenzk fornkvædi, men baae utgjevarane
døydde fraa arbeidet fyrr det vart heilt ferdugt. Meste luten av det
som ikkje kom med i Åslenzk fornkvædi, er sidan prenta i Danmarks
gamle Folkeviser, so det er godt høve til aa faa eit nokolunde heilt
yversyn yver den islendske folkeviseskatten. Likevel hev granskarane
berre av og til vore burt i desse visone, og dei hev ikkje fyrr no det
aller siste vore emnet for nokor større utgreiding. Svend Grundtvig
umtalar ofte dei einskilde islendske visone i DgF., og um den iss
lendske visediktingi i det heile segjer han i innleidingi til 3dje bans
det s. XIV (1867): «Islands andel i den middelalderlige folkevise er
af mindre omfang end noget andet skandinavisk lands, og det er
kjendeligt, at saa godt som alt, hvad det eier af denne digtart, de
saakaldte «fornkvædi», er modtaget udenfra, for det meste fra Dans
mark, dog noget, saasom den fortrinlige Olavsvise (Isl. fornkv. nr.
50) ogsaa fra Norge. Men netop fordi Island ikke paa dette punkt
har udfoldet nogen egen virksomhed, men indskrænket sig til at
modtage og bevare, saa have de paa Island bevarede lævninger af
danske folkeviser en særdeles stor betydning. De staa paa et langt
ældre og oprindeligere standpunkt end noget andet skandinavisk
folks.» Men Grundtvig tenkjer seg «at Island har modtaget disse
viser alt i begyndelsen af 13de aarhundrede, og ikke siden har videre
benyttet eller udviklet denne digtform». Den same meiningi uttalar
han ogso sidan i 5te bandet, s. 375 (1878). Denne høge alderen
paa dei islendske folkevisone hev baade Jön Porkelsson og
I — Edda. IV. 1915. 1

Google

KNUT LIESTØL

Sophus Bugge drege i tvil. Porkelsson segjer i «Digtningen paa Ise
land 1 15. og 16. aarh.», s. 187, at han tykkjer «den lærde Svend
Grundtvig i almindelighed overvurderer de til Island indvandrede
folkevisers alder». Bugge som citerar dette, segjer (Arkiv VII, s.
141): «Det forekommer mig umuligt at hævde en saa høi alder
som begyndelsen af det l3:de aarh. for flere af de fra Danmark til
Island (middelbart eller umiddelbart) overførte ballader, som f. ex.
for visen om Torkil Trundesøn (Porkels kvædi Pråndarsonar, Åsl.
fornkv. nr. 62). Ja, jeg finder det endog ubevist, at det versemaal
med stropher paa fire linjer, hvori visen om Torkil Trundesøn og
nogle andre til Island overførte ballader (f. ex. kvædi af Loga i
Vallarhliö, nr. 28) er forfattede, er saa gammelt i Norden som fra
begyndelsen af 13:de aarhundred.»

Finnur Jönsson, som fleire gonger hev umtala dei islendske fols
kevisone (sjaa «Den islandske litteraturs historie» (1907), s. 409), hev
no skrive ei lang avhandling «De islandske folkeviser» i Aarbøger for
nordisk oldkyndighed (1914, s. 1 f.). Det er gledelegt at ein mann som
Finnur Jönsson vil taka desse visone upp til gransking. Med sin vel»
duge kjennskap til islendsk maal og bokheim, vil han kunna uttala
seg med vegt um det rom visone hev havt i islendsk kulturliv. Som
islending hev han den inngrodde kjensla av kva er egte islendsk og kva
er framandt, so han ofte lett kann fella ein avgjerande dom der ein
framand vil staa tvilraadig. Han tek fyre seg versemaal og umkvæde
og gjev ei liti parallelsamling; til slutt greider han nærare ut um
tri visor: Elenar 1j68, Olafur liljurös og Hildibrandskvædi; av dei tvo
siste gjev han ogso tekstøærestitutionar. — Dei hovudresultati han kjem
til er desse: Visone er ikkje eldre enn fraa 15de (og 16de) hdr., og
berre nokre faa er upphavleg islendske; dei fleste hev beinvegs van:
dra inn fraa Danmark.

Mot desse resultati kann ein tvillaust koma med vegtuge mot
legg. Gjorde Svend Grundtvig dei islendske folkevisone for gamle,
so gjer Finnur Jönsson dei reint for unge. Han finn at maalet i
visone, heile deira diktion og stil ikkje kann vera eldre enn ikr. 1400.
Han nemner ei rekkje ord og ordformer som «maa siges at være
utænkelige i 13. aarh. og 14. med» (s. 4). Men maalet i folkevisone er
oftast lite sætande naar det gjeld aa tidfesta ei vise; for det brigdar
seg fraa ætt til ætt, gamalt vert skote ut, nytt kjem inn. I det store
og heile kann ein segja at folkevisone fylgjer den vanlege maalvoke
steren, men dei hev sjølvsagt leivor av dei eldre maalstig som dei hev

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

gjenomgjenge; den faste formi, rimet og rytmen krev ofte at gamle
ord og former lyt standa, um ikkje versi skal verta sprengde. (Elles
er det merkande at lengdi av verslinone kann skifta mykje i dei ulike
uppskrifter av ei og same visa.) At maalet i dei islendske visesupp-
skriftene fraa 17de hdr. hev ein yngre svip, er soleis heilt naturlegt,
ja sjølvgjeve. Jamvel um ein ikkje set dei lenger attende enn Finnur
Jönsson gjer, maa dei ha livt lang tid paa folketunga som dansevisor.
Elles hev sjølvsagt det faktum som Grundtvig heldt fram: at det
er det eldre laget av folkevisor ein finn att paa I ss
land, stor vegt. Axel Olrik segjer og at «det islandske viseforraad
gennemgaaende er optaget i en meget tidlig tid; der er langt flere
viser, der hører sammen med «Ridder Stig», «Tove» og «Liden Kir
stin» end med «Torkel Trundesøn» eller «Germand smed». (Dans
ske studier 1906, s. 182). Jfr. A. D. Jørgensen i «Bidrag til Nor
dens historie», s. 102, og i «Historiske afhandlinger I, s. 415.

Elles trur eg ikkje at ein kann gjeva noko fullnøgjande svar paa
kor gamle dei islendske folkevisone jamt yver er, fyrr ein hev detal»
jera utgreidingar um dei einskilde visone aa byggja paa. Fin maa
hava greide paa kvar visa er komi fraa 1 kvart einskilt høve. Det
skeivsynet som eg trur Finnur Jönsson hev, naar det gjeld alderen
paa visone, heng saman med den endskapen han hev kome til i
spursmaalet um kvar dei er komne fraa. Han segjer: «Der kunde
være tale um 3 muligheder. De kunde være komne fra Norge
eller fra Færøerne eller endelig direkte fra Danmark. — Hvad
Norge angaar, er der i det hele liden grund til at tænke derpaa. En
sammenligning af teksten i de isl. og norske folkeviser viser gen-
nemgaaende altfor store uligheder og altfor faa ligheder til, at der
kan være tale om at antage at Norge skulde være utførselslandet.
Verbale ligheder træffes ganske vist, men de forklares paa det
bedste ved en fælles kilde» (s. 5). Med dei færøyske visone finn han
større likskapar, «ja undertiden saa store, at der maa være et indre
slægtskab tilstede». Men han trur helst at det er so aa taka at desse
visone er komne fraa Island til Færøyane, endaa ein ikkje kann
neitta «at enkelte viser kan være komne fra Færøerne til Island, men
jeg betragter det som meget lidt sandsynligt». Tvillaust er det og
«at flere (de fleste?) af de færøske folkeviser, der kommer i betragt»
ning, er (til forskjellige tider vel) komne direkte fra Danmark». —
«Der er saaledes kun den tredje mulighed tilbage, at viserne er komne
direkte fra Danmark. Derhen fører i virkeligheden alle spo»

Google

KNUT LIESTØL

rene» (s. 5—6). Desse «spor» er serleg: at dei fleste av dei islends
ske visone finn ein att i Danmark, at der oftast er dansk lokalisering,
og endeleg dei historiske tilhøvi med det sterke samkvæmet med
Danmark i 15de hdr.

Det er helst umtalen av Norig som er misvisande her. Det
er slett ikkje so liten grunn til aa tenkja paa Norig. Fer ein
yver dei islendske folkevisone”", vil ein sjaa at ein finn att 30—40
i Norig, 40—50 i Danmark, 20—30 paa Færøyane. Det er soleis rett
nok at ein finn att fleire i Danmark enn i Norig. Men ved det er
aa merka at det finst meir enn dubbelt so mange danske visor aa
jamføra med. Ein finn att paa Island ein større procent av dei
norske visone enn av dei danske. Dessutan maa ein hugsa paa at vie
sone treng ikkje ha kome beinvegs fraa Danmark; dei kann ha
kome yver Norig eller yver Færøyane og sidan vorte gløymde der.
I denne samanhengen maa ein ogso draga seg til minnes at store
mengdi av dei danske visone finst i uppskrifter fraa 16de (17de) hdr.
og dei fleste islendske i uppskrifter fraa 17de hdr. Dei færøyske
derimot fyrst fraa slutten av 18de hdr., og av dei aller fleste norske
fær me ikkje uppskrifter fyrr burtimot midten av det 19de. Um
skilnaden millom den norske og den islendske formi no er større
enn millom den danske og den islendske, so treng det ikkje ha vore
tilfellet i 16de hdr. eller tidlegare.

Finnur Jönsson segjer at «der er ingen tvil om at «folkeviser»
har været kjendt paa Island allerede i 13. aarh.», og han nemner dei
velkjende dømi fraa Sturlunga: «Minar eru sorgir pungar sem bly»
og «Loptr er i Eyjum». No er det heilt tvillaust at i Norig i
minsto var folkevisa vel kjend i l3de og l4de hdr. Men me veit
og at i 13de og l4de hdr. var det sterk samferdsle millom Norig og
Island. Soleis hadde Island i den harde tidi i fyrste halvparten av
l4de hdr. ei sterk tilførsle fraa Norig. P. A. Munch segjer: «Et
held var det ellers i denne haarde tid, at tilførselen fra Norge, over
hvis ophør der tidligere var klaget, saasom den endog var paabuden
i overenskomsten, nu, efter alt at dømme, var temmelig regelmæssig,
ja endog livligere og i større maalestok, end fra først af bestemt.
Der tales snart om tre skibe, snart om sex, elleve, tretten o. S. V.,
der kom til Island og stundom overvintrede. Kun i 1333 siges der
udtrykkeligt, at der den sommer alene kom et eneste skib» (Det

! Her er ikkje, som hjaa Finnur Jönsson, berre nytta dei 66 i Isl. fkv., men
ogso dei som er prenta i DgF.

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

norske folks historie, unionsperioden I, s. 311). Det vilde vera meir
enn underlegt um ikkje denne sterke samferdsla skulde ha ført med
seg kjennskap til norske visor, naar me veit at visediktingi ved dette
leitet stod i sin beste blom i Norig. Men den tryggaste maaten til
aa faa svar paa spursmaalet er aa granska visone sjølve, og me skal
daa fyrst taka fyre oss dei tri som Finnur Jönsson hev vigt ein sere
leg umtale.

II.

Åsl. fkv. nr. 2, Elenarljöd finn ein att i alle Norderlandi. Varis
antane kløyver sig i tvo hovudformingar: ei med tragisk og ei
med lukkeleg utgang.

Med tragisk utgang finst visa i Danmark, Sverike og i ein ein»
skild norsk variant fraa Aaserall (ei uppskrift ved Hans Ross, prenta
i DgF. IV, s. 814). Denne formi, sluttar seg nær til dei svenske
uppskriftene Å (Afz.*, nr. 73) og E (DgrF. IV, s. 813). Sjaa t. d.
fyrste verset:

Nykkjen han sette seg paa ein stein,
— Vaager upp, I edelege drengi —
so skapte han kjøt paa tjurre bein.
— For mi he sovi tiæ for lengi —

Svensk E:

Nåcken han satt uppå en sten,

— Vaker upp, mina redeliga dringar! —
så skapar han kött uppå sina ben.

— Ty hon har sofvit tiden för långe.

Brot av denne visa i ei form som synest staa nær den aaseralls
ske, er det funne baade i VestsTelemark og Aust-Telemark (DgF.
III, s. 819, IV, s. 814). Alle stader hev denne versionen framande
maalformer i umkvædet, og gjerne i teksti og. Endaa slike framande,
danske og svenske, former ikkje hev so mykje aa segja i norske vis
sor paa grunn av det serlege maaltilstandet som det lange tider hev
vore i landet *, so peikar denne varianten — saman med all likskap elles
— tydeleg paa at visa hev kome fraa aust.

I Jørgen Moe segjer: «Man maa i det hele være varsom med efter sproget at
bestemme en vises hjemsted, da man netop i metrisk digtning hos vort folk sporer

en lyst, som ellers ikke viser sig, til at betjene sig av bogsproget» (Sml. skr. II, s.
104). Det same hev Moltke Moe (Indberetning 1879, s. 9) og sidan fleire andre funne.

Go ogle

KNUT LIESTØL

Den andre hovudformi hev lukkeleg utgang, finst berre i Nos
rig, paa Færøyane og Island, og er visseleg yngre enn den fyrste
(den dansk-svenske). Det ser ein fyrst og fremst av det, at dei slas
viske, tyske og skotske visone som nærast svarar til den nordiske
visa, hev tragisk utgang. Dessutan maa ein syrgjeleg slutt paa ei
vise ofte vika for ein lukkeleg (eller moralsk, rettvis), av di at folkes
diktingi hev ein tendens til aa taka burt det tragiske; at ein lukkes
leg utgang er umbytt med ein tragisk, finn ein ikkje, utan det hev
gjenge fyre seg ved sideverknad fraa andre diktingar. At den tras
giske formi i dette høvet er den eldste, fær ein heilt avgjerande
prov for, naar ein røkjer etter dei ulike versionane av denne norrøne
formi med lukkeleg utgang. Desse versionane byter seg i tvo floke
kar: ein telemarksk, og ein vestlendsk-færøysksislendsk. Den telemarke
ske finst i uppskrifter av Landstad, Jørgen Moe, Sophus Bugge,
Moltke Moe o. fl. (utgjeven: Landstad nr. 39, Bugge 12 A, Hel
land: Norske folkeviser, s. 13, Liestøl og Moe: Norske folkevisor
fraa millomalderen, s. 70, Lammers: Norske folkeviser II, s. 18).
Her er utgangen paa visa so: Nykken fører Heiemo med seg. Ho
syrgjer og klagar. Han tek henne i fang og vil bera henne um bord
paa skipet sitt; men ho sting han i hel med knivane sine.

«Her ligg'e du nykkjen fyr hauk aa ravn,
enno ber eg mitt jomfrunavn.»

Grundtvig og sidan Bugge hev vist at draget um at Heiemo
drep nykken med knivane sine, maa vera laant fraa ei vise der fore
føraren er eit menneskje, eller nøgjare sagt: fraa den overlag vid.
gjengde visa um kvinnemordaren (Landstad nr. 69 og 70). Denne
visa hev ogso andre stader verka paa nykkevisone, t. d. i ei uppskrift
fraa Schlesien av «Wassermanns Braut» (ved Hoffmann von Fallerse
leben 1 «Deutsches Museum» 1852, II, s. 164).

Den vestlendsk-færøysk-islendske formi hev me i:

1. Ei uppskrift fraa Hardanger ved Jørgen Moe (Bugge nr. 12 B).

2. Ei uppskrift fraa Sogn (Norske folkeskrifter 19, nr. 4).

3. Eit brot av ei uppskrift hjaa Faye: Norske folkesagn*, s. 49.

4. Den færøyske «Nykurs visa», DgF. IV, s. 814, Anth,, s. 12.

5. Det islendske «Elenarljöd».

I alle desse formingane, so nær som den sognske, maa nykken
vika naar han vert nemnd med namn.

Så ogle

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR
Bugge nr. 12 B, v. 11—12:

Daa ho kom i rosenlund
ho nemnde nykkjen, han sokk i grunn.

Upp kom nykkjen vesul aa vaat
helvten va mann aa helvten va baat.

Færøysk 11—12:

Elsa litla litur seg upp f fjöll:
«Eg meini , tå ert eitt nykartröll.»

Nykurin leyp å vatnid ut,
eftir st65 Elsa litla vid sorg og sut.

I islendsk 11 segjer jomfrua:

«Eg pvi ekki nenni.»
Svo hvarf hann frå henni.

Det verset som stend i Fayes folkesegner er etter J. K. Christie.
I ein merknad kjem han med nokre upplysningar um nykken og
legg til: «Paa Søndmør og Nordmør derimod, har jeg ofte ord til
andet hørt den skildre som før i sagnene fortalt. Man lægger til,
hvad og sees af den dernord bekjendte nøkkevise, at naar den har
forvandlet sig i menneskeskikkelse for at forlokke et væsen til sig,
bliver det hans død, om hans udkaarede bytte kjender ham og nævs
ner ham. Saaledes heder det i slutningen af nøkkevisen, efter at den
adelige frøken, han vilde drage med sig, havde sagt ham: «Saa er
du nøkken det skadelige dyr»:

Nøkken forsvandt udi røden blod,
(Vaagner op I adelige drenge!)

igjen stod jomfruen med sølvspendte sko,
(thi I have sovet forlænge).

Formi fraa Sogn hev gløymt namnesnemningi, men utgangen er
der den same som elles i denne krinselen:

Med naableike lippe mot sky ho rette hand,
men nykken sprakk sund som ei bløra paa land.

Denne utgangen paa visa i den vestlendsksfærøysksislendske
formi er laant fraa ei gamall folketru um nykken, som me

Google

KNUT LIESTØL

møter i mange segner. Som ein vil sjaa av citatet etter Christie, set
han visa fraa Møre beinvegs saman med folketrui. Sjaa og det Faye
segjer same staden! I DgF. III, s. 819 segjer Sophus Bugge at
det finst fleire segner um korleis nykken lyt røma, naar han vert
nemnd med namn, og han fortel denne segni fraa Kviteseid: «En
hvid afbarket tørgran var dreven ind paa land og laa i bakken ved
vandet. Da kom der tre gutunger. De to vare lidt større; de klavs
rede op i grenene paa granen. Den tredje var saa liden, at han
ikke kunde komme op; saa sagde han til de andre: «Nykk (2: ryk)
meg uppil» Med det same han havde nævnet nøkken, rystede gras
nen børnene af sig og tog ud paa vandet, saa fossen stod for den.»
Finnur Jönsson jamfører ogso med Årnason: Pjödsögur I, s. 137.
Der stend det at «nykken heiter med eit anna namn Nennir» og
«han er so laga at han toler ikkje aa høyra namnet sitt; daa fer han
ut i vatnet». Dei tvo dømi Årnason gjev paa denne trui, hev same
uppløysningi som visa med verbet «nenna» i præsens; men nykken
hev hestesskap, og dei stend soleis ikkje so nær ved visa som dei
norske segnene fraa Vestlandet gjer, der nykken hev mannesskap.
Dei islendske segnene ligg nærare dei danske um damhesten.

Som ein ser hev den lukkelege utgangen ulike former paa dei
ulike stadene. Dette maa ein tyda paa den maaten at dei i staden
for den tragiske utgangen hev sett inn den lukkelege, men ein stad
valt ei løysing og ein stad ei onnor. I Telemarki, der folkevisa
jamt hev havt slik magt, tok dei løysingi fraa ei folkesvise. Den
vestnorsk-færøysksislendske formi hev laant fraa folkessegni.

Den danske og den islendske formi stend soleis ved kvar sin
ende av ei lang utvikling. I formi hev denne utviklingi ikkje skapt
so store avvik; men visa hev likevel skift karakter og hev fenge ein
ny daam, ei ny aand og ein ny tone. Fyrst klang det gjenom visa
ein djup tone av rædsle og avmagt: mot dei vonde vetti stend men:
neskjet hjelpelaust. Til slutt gjeng det som sigerrop gjenom visa:
mot det store mannevitet magtar ikkje dei vonde vetti noko med
sine meinraader. Den stolte jomfruva vender attende og liver det
same glade og sæle livet etterpaa som fyrr.

Dei vestnorske formene er stygt medfarne i traditionen, og det
er difor vandt aa bruka dei til jamføring med dei andre versionane
i det einskilde; men det er daa eit og anna draget som peikar i same
leid som det me fyrr hev halde fram. Namnet Elsebø i den sognske
formingi svarar til Elsa litla i den færøyske, og ligg nærare det is

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

lendske Elen enn dei andre namneformene gjer. Den sognske fors
mingi endar med at møyi retter hendene mot himmelen — tydeleg i
bøn eller takk til Gud; den færøyske og islendske endar med at ho
takkar Gud for at det ikkje gjekk verre. Men samstundes peikar
dei vestnorske formene austyver mot dei svensksdanske, soleis t. d. um
kvædet i versionane fraa Sogn og Møre (vakna deko ædelige drengje —
for gutane sova so lengje). Dei vestnorske formene stend soleis millom
dei som er austanfor og dei som er vestanfor, og det er vigtugt i denne
samanhengen at det nettupp er den vestnorske formi som samstavast
best med den islendske og færøyske. Island og Færøyane hadde sjølvsagt
meir samkvæme med Vestlandet enn dei hadde med Telemarki.

Det er greidt at dei vestnorske formene me no hev, ikkje kann
liggja til grunn for den islendske formi. Det maa ha vore eldre og
betre former — andre former som i sumt hev stade Telemarkssformi
nærare enn dei vestlendske formene no gjer. Sjaa soleis fyrste verset
baade i den islendske og den telemarkske formi:

Isl.: Elin litla kvad svo hått,
heyrdi nykur f vatni lå.

Norsk: Heiemo kva, de song i li,
de høyrde nykkjen paa havi skri.

At det hev vore fleire former paa Vestlandet, og at det attum
desse formene ligg ei lang utvikling, ser ein av den store skilnaden
det i det einskilde er millom den hardangerske og den sognske formi.
Formi fraa Hardanger hev umkvæde for seg sjølv (Svennen — mæ
den herre dansar den jomfru) og «efterslængen i alt fald synes at
være udsprungen af og oprindelig at høre hjemme i visen» (Sophus
Bugge). Korleis ein skal tyda dei danske (svenske?) maalformene i
den vestnorske visa, er ikkje so godt aa segja. Maalet i varianten
fraa Møre veit me ikkje noko um, av di verset tydeleg er umsett
til dansk. Hardangersformi er, som dei andre visesuppskriftene eg
kjenner fraa Hardanger, sterkt blanda med former fraa det vanlege
bokmaalet den gongen. Um desse formene beintfram er innsette i
seinare tid, um dei er utslag av ein sekundær innverknad fraa dan»
ske formingar av visa, eller um det framande grunnlaget aldri hev
vorte heilt umstøypt i maalvegen paa desse kantar av landet, kann
eg ikkje avgjera no. Men at den vestnorsksfærøysksislendske formi

skulde ha kome fraa ei dansk form med ein dilik lukkeleg utgang
9

Google

KNUT LIESTØL

er reint urimelegt. Kor store vanskar ei sovori forklaaring støyter
paa, ser ein godt av Finnur Jönssons eigi jamføring. Han meiner
at den «kærnefuldt helstøbte» islendske formi er «en kombination
af to danske»: «Nøkkens svig» og «Mø fra dansen». Men ved den
fyrste maa han medgjeva at slutningi er «ganske forskellig». Ved
den andre er det aa merka at me ikkje veit det minste um at ho
hev vore kjend paa Island; ho er berre dansk. Dinæst er likskapane
reint aalmenne; det er nærast nokre parallelvers ein finn, ikkje ei
viseforming som kann forklaara slutten paa den islendske visa, og
det av den gode grunn at «Mø fra dansen» ingi nykkevise er.
Naar Finnur Jönsson kann finna at «det er klart, at der ingen som
helst forbindelse er mellem den norske vise og den islandske», so
kjem det av at han berre steller saman dei norrøne formingane som
hev skilt seg lengst fraa einannan ved ei lang divergerande utvike
ling. Heller ikkje kann Finnur Jönsson med full rett segja at «slut+
ningen (resultatet) er kun forstaaeligt ud fra et særligt islandsk stands
punkt». Sjølve slutten er sams for den vestnorske, den færøyske og
den islendske formi; men alle tri stadene hev slutten fenge sin sers
skilde svip, sjølvsagt, med det namnet paa nykken som var vanlegt
paa vedkomande stad. Skulde grunnlaget for den islendske formingi
vera dansk, maatte visa alt i Danmark ha havt den lukkelege utgans
gen med namnesnemningi av nykken. Men av ei slik dansk form
finst det aldri evet, endaa ein kunde ha venta, at um det fyrst
hadde kome upp ein version med lukkeleg utgang, so hadde den
havt gode vilkaar for aa vinna seg fram. Jfr. at den danske Agnete»
visa er dikta i Danmark med lukkeleg utgang, medan det tyske fyre»
bilætet var tragisk. Ikkje er det tenkjande heller at den vestnorske og
den islendske visa kvar for seg kann ha dikta til nettupp same
utgangen. Som fyrr nemnt er den serskilde formi av segni um
namnesnemningi som ligg til grunn for slutten paa den islendske visa,
ikkje kjend i Danmark, men derimot vel i Norig. Dessutan peikar,
som nemnt, fleire norske formingar av visa austyver, serleg mot den
eine svenske formingi; men den hev ein heilt annan og tragisk ut
gang. Skulde ei dansk form liggja til grunn for baade den vestø
norske og denne svenske formingi, vilde me faa ein avleggjar av
denne danske visa med lukkeleg utgang, og ein annan med tragisk,
og det er psykologisk umogelegt naar dette grunnlaget sjølv hadde
lukkeleg utgang.

Eg held det for fullt og heilt prova at den islendske visa er

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

avleidd av ei eldre form av den vestnorske visa, ei form som i fleire
ting hev stade den telemarkske formingi nærare enn dei vestnorske
formene no gjer, eller med andre ord hev stade den norske grunn-
formi av visa nærare. Ein maa vera heilt samd med Finnur Jönsson,
naar han segjer at i den islendske visa er emnet «behandlet paa en
selvstændig maade»; for poetisk stend den islendske formi høgt
yver alle dei andre og kunde, som Finnur Jönsson segjer, «sættes ved
siden af visse eddadigte» (s. 45).

Dette er elles ikkje det einaste tilfellet der ein kann peika paa
serlikskap millom den vestnorske og den islendske formi av ei vise.
Det finst eit anna døme som er endaa tydelegare: Hörpu kvædi (fsl.
fkv., nr. 13). Denne visa finst ogso paa Færøyane, i Norig, i Sves
rike, Danmark og England. I ei avhandling i «Maal og Minne»
1909, s. 37 ff., hev eg freista aa prova at denne visa var upphavleg
engelsk, og at ho hev kome til Norderlandi paa tvo vegar: ei form
hev kome til Danmark og ei til Norig. Alle avbrigdi kløyver seg i
tri flokkar: den engelsksskotske, den norrøne og den danske. Dei
svenske formingane stend millom dei danske og dei norske. Dei
norske formingane kløyver seg att i tvo: ei telemarksk, og ei
vestnorsk som berre finst i ei einaste men framifraa god uppskrift
fraa Haus prestegjeld i Nordhordland. Men det er so stor serliks
skap millom denne vestnorske formi og den islendske og færøyske,
at det kann ikkje vera den minste tvil um at dei heng beinvegs sa
man”. Det islendske Hörpu kvædi hev tvillaust eit norsk grunnlag.
Men den islendske formi stend heilt for seg sjølv i sume ting og
er av stort verd, so dette tilfellet er heilt parallelt med det fyrre,
naar det gjeld spursmaalet um yverføring til Island. Dersom ikkje
folkevisone paa Vestlandet hadde fenge den vanlagnaden aa verta
gløymde mest allesaman, er eg ikkje i tvil um at ein kunde ha
funne fleire parallelar.

Den næste visa som Finnur Jönsson tek fyre seg, er den vide
gjetne Elverskuds»visa (islendsk: Kvædi af Ölafi liljurös). Han paa
viser at den færøyske formi stend den islendske nærast. Han syner
ein og annan likskapen med danske og norske formingar, og kjem
til dette resultatet: «Som man heraf ser, findes der saaledes i den
nærmest beslægtede overlevering enkelte — meget faa ordrette — lig»
heder. Et slægtskab, rigtignok ret fjærnt som det synes, er der til»

I Ej detaljera utpeiking av likskapane finn ein i den fyrrnemnde utgreidingi
i «Maal og Minne» s. 46 ff.

Google

KNUT LIESTØL

stede. — Der er for mig ingen tvivl om, at visen oprindelig stammer
fra den danske vise, rigtignok i en meget ældre form end den, vi nu
har, og at denne form er blevet stærkt ændret i henhold til isl. folkes
tro og nature og kulturforhold, samt at det er den færøske vise, der
er paavirket af den islandske, og ikke omvendt» (s. 52).

Det store variantsapparatet me hev til dette kvædet, viser same
stundes all igjenom stor einskap i hovuddragi og rik variation 1 det
einskilde, og det er ikkje so lett innum dei nordiske variantane aa
prova til fullnads at den eine varianten er avleidd av den andre.
Svend Grundtvig hev granska heile variant-apparatet rett grundigt
og skrive ei framifraa utgreiding um det i DgF. IV, tilæg til nr.
47. Um dei norske formingane segjer han: «Den norske overleves
ring frembyder en livlig vexel baade af udtryk og af sagntræk, i
det hele taget inden for den samme kreds som forefindes inden den
danske og svenske, i nogle tilfælde dog med nærmere tilknytning til
de færøske og islandske former» (s. 849). Dette er, sovidt eg kann
sjaa, rett; den norske formi stend millom dei dansk-svenske og dei
islendsksfærøyske. Hovudresultatet av Grundtvigs etterrøkjing er at
visa hev fyrste heimstaden sin i Bretagne. Ho hev vandra mot nord
og aust og kome til Danmark. «Efter at have overfaret og erobret
Danmark, Sverige, Norge, Island, Færøerne og de syd for disse ligs
gende øer med oprindelig nordisk befolkning, er den fra disse sidste,
endnu i middelalderen, vandret til Skotland» (s. 874).

Fransmannen George Doncieux hev sidan granska denne visa
nøgje og skrive ei lang utgreiding um henne i sin «Le romancéro
populaire de la France», Paris 1904. Endaa han ikkje med Grundt
vig held Bretagne, men tvertimot Norderlandi for den upphavlege
heimstaden, trur han likevel at visa innum Norderlandi hev vandra
den vegen Grundtvig meinte. Han segjer: «Cette vise, née en Dane:
mark, å une époque trés antérieure au milieu du XVIe siécle, s'est
propagée naturellement par toute la Scandinavie, occupant d'abord
les royaumes voisins de Norvége et du Suéde, importée aussi par
les émigrants norvégiens dans les iles Færæ et en Islande» (s. 112.
Jfr. Nyrop i «Dania» 1901, s. 211 få.).

Merkeleg nok hev ingen av dei som hev granska samanhengen
millom dei nordiske formingane, nemnt at sjølve tilleggsordet «liljue
krans» til namnet paa hovudmannen talar for at visa fraa Norig hev
kome til Færøyane og Island. Dei danske og svenske formene hev
ikkje noko tilnamn. Dei norske formene av tilleggsnamnet er: lil

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

jukrans, liljugrein, liljutein. Formen som lilju(liljesgrein,
liljustein, liljusrunne skifter i dei norske visone med silju-grein, siljue
tein, siljusrunne. Desse tilnamni skal merkja ut det rakvaksne, blø»
mande ved den unge mannen. Jfr. stevet:

Guten min han æ ven aa sjaa
liksom siljusteinan' mæ Vallar:aa.

I innleidingsverset til «Vilgaar Hertugson»:

Vilgaar han va i vokstro ven'e
han va som ein siljutein,

skifter siljutein og siljurunne med liljutein og liljurunne. Desse tvo
linone finst ogso i nokre versionar av Draumkvæe, og der skifter like
eins siljus og liljus, medan Landstads version av Vilgaar Hertugson hev:

De va V. H.
han va som røyr upprunnen.

Av samansetningane med siljus og liljus- er dei fyrste dei
eldste. Den norrøne diktingi nytta visse tre til nemne paa folk.
Med romantikken kom blomenemni inn, og i folkevisa breider
dei seg helst i Norig, paa Island og Færøyane. No er det so at
baade selja og lilja serleg vart bruka um kvinnor det fyrste, men i
folkevisestidi synest kjensla av at selja helst høyrde kvinnenemni
til aa ha kome burt, og daa lilja trengde inn, førde vel ljodlikskae
pen millom silju og lilju til at dei kom til aa skifta. At blome
nemne kunde brukast um menn likso vel som um kvinnor, hev me
ogso døme paa fraa den millomengelske diktingi. Men korleis ut
viklingi enn hev vore, so er desse samansetningane ukjende i svensk
og dansk visedikting. No viser dei færøyske og islendske formene
av tilnamnet aat Olav ein tydeleg samanheng med det norske liljue
krans; færøysk: rösin(s)krans eller rösinkinn eller riddararös, islendsk:
liljurös. Rosa og lilja vert jamleg nemnde saman i diktingi, og rosa
er liksovel som lilja nytta til umskriving for kvinna i visone, so
ein kann best tyda desse færøyske og islendske formene som avbrigde
eller forvendingar av den norske.

Den tridje visa som Finnur Jönsson hev greidt ut um, er Hildi=
brands kvædi (Isl. fkv. nr. 7). Her kjem han, etter at han hev
gjenomgjenge dei ulike formingane, til eit resultat som halvvegs stend
i strid med det generelle synet hans paa kvar dei islendske visone

Google

KNUT LIESTØL

er komne fraa. Han segjer: «Det er klart at der i isl. foreligger to
forskellige former, den ene nær beslægtet med den norske vise. Det
kunde være fristende at antage, at denne form var kommen fra Norge
(hvor den var bleven omdannet af den oprindelige danske?). I hvert
fald er det indlysende, og det er et meget interessant, skønt ret enes
staaende fænomen, at Hildebrandsvisen er bragt til Island i to fore
skellige former, vistnok til to forskellige tider, maaske fra to for
skjellige lande» (s. 57).

Dette resultatet er utan tvil rett. Eg skal her berre koma med
ei supplerande jamføring, som set det norske upphavet aat den andre
islendske hovudformi utanfor all tvil. Det kunde vera freistande aa
greida ut um heile dette forvitnelege emnet, men det vilde i denne
samanhengen taka for stort rom, so eg held meg til det som hev
vegt for spursmaalet um yverføring fraa Norig til Island.

Visa er kjend i Danmark, Sverike, Norig, paa Færøyane og Is
land. Det er so sterk samanheng millom variantane, at dei alle maa
ganga attende til ei sams grunnform, men ingen variant hev no det
upphavlege all igjenom; alle er meir eller mindre avbrigda, den dane
ske uppskrifti fraa 16de hdr. kann henda minst. Det er tvo hos
vudformingar av visa, og baae finst, meir eller mindre tydeleg skilde,
paa Island, i Norig og Sverike. Visa fortel at ein bror vil berga
syster si or det fengslet som den vonde mannen hennar hev kasta
henne i. I den eine hovudformingi nyttar han ein hest som hev
yvernaturlege evnor og som i grunnen er eit umskapt menneskje.
Denne hesten skal bera husbonden sin yver havet, men forbyd hus-
bonden aa nemna han paa namn eller tala til han. Husbonden
gjer dette likevel og fell i havet, men hesten kjem fram og friar fan»
gen. — Den andre hovudformingi hev berre ein naturleg hest; det
er tale um ei vanleg riding, og der er ingi namnesnemning. I dette
stykket er den andre formingi meir rationalistisk, og utgangen
paa dei tvo formingane vert heilt ulik. Den fyrste sluttar seg til
andre visor um underfulle hestar (Beiarblakken, Rosensfolen, hesten i
visone um Aasmund frægdegjæva og Hugaball), den andre sluttar
seg til ei rekkje med visor som fortel um ei rideferd (t. d. Kvikjee
sprakk Hermodsson, der den eine broren fær bod um at den andre
er fengsla og so rid av stad og bergar han).

Til den fyrste formingi høyrer dei danske uppskriftene, den eine
svenske (B), den eine norske (Landstad 58, B), dei færøyske og den
eine islendske (A). Til den andre høyrer den eine svenske (A), den

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

eine norske (Landstad 57, A) og dei islendske B, C, D. — Svensk
B, norsk B og dansk B høyrer nøgje saman. Dei hev alle namnet
kong Vallemo (norsk Valdemon, dansk Volmor), dei fortel alle at
hesten døyr naar han kjem i land, og mangt anna som er sermerkt.
Grundtvig viser i Jyske Folkeminder II, s. 226 at den nye danske
uppskrifti truleg hev kome fraa Sverike 1 nyare tid; den norske
B er vel dg komi derifraa.

Den svenske Å stend for seg sjølv i sumt. Ho hev t. d. name
net hr. Tune (som er kome av eit stadnamn i visa) og den vonde
husbonden fær ingi straff, men elles høyrer ho som nemnt til fyrste
hovudforming.

Den fyrste norske skil seg skarpt ut fraa den andre norske, og
høyrer paa sin kant att so nøgje saman med dei islendske for
mingane B, C, D, at det maa vera beinvegs samanheng millom dei.
Namnesrekkja Hildebrand, Hildeborg (Hljödborg), og Torkell høyrer
berre desse variantane til (namnet Hildebrand finn ein ogso i dansk
Å og islendsk A, Torkell i færøysk). Mange vers syner den nære
skyldskapen. Jfr. islendsk B 10—12:

Hrafninn sezt å glugga
hann munn vifid hugga.

«Eg skal gefa pår kåpu blå,
ef segir pu Hildibrandi frå.»

«Geföu mér litur og lunga
ur honum Porkeli unga.»

med norsk A 7, 8:

Hildeborg site fer gluggi
og ser uppaa ravneskuggi.

«Eg skal gjeva deg kaapa blaa,
vil du bera bo ti Hildebrands gaar.»

og norsk uppskrift fraa Eidsborg (DgF. III, s. 836):

Men de gjev meg livr aa lungur
alt av Tarkjell den unge.

Jfr. framleides isl. D 10:

Svo flaug hrafninn dagana prjå,
hvergi hann til landa så.

Google

KNUT LIESTØL

Visa er kjend i Danmark, Sverike, Norig, paa Færøyane og Is»
land. Det er so sterk samanheng millom variantane, at dei alle maa
ganga attende til ei sams grunnform, men ingen variant hev no det
upphavlege all igjenom; alle er meir eller mindre avbrigda, den dan»
ske uppskrifti fraa 16de hdr. kann henda minst. Det er tvo hos
vudformingar av visa, og baae finst, meir eller mindre tydeleg skilde,
paa Island, i Norig og Sverike. Visa fortel at ein bror vil berga
syster si or det fengslet som den vonde mannen hennar hev kasta
henne i. I den eine hovudformingi nyttar han ein hest som hev
yvernaturlege evnor og som i grunnen er eit umskapt menneskje.
Denne hesten skal bera husbonden sin yver havet, men forbyd hus»
bonden aa nemna han paa namn eller tala til han. Husbonden
gjer dette likevel og fell i havet, men hesten kjem fram og friar fan»
gen. — Den andre hovudformingi hev berre ein naturleg hest; det
er tale um ei vanleg riding, og der er ingi namnesnemning. I dette
stykket er den andre formingi meir rationalistisk, og utgangen
paa dei tvo formingane vert heilt ulik. Den fyrste sluttar seg til
andre visor um underfulle hestar (Beiarblakken, Rosensfolen, hesten i
visone um Aasmund frægdegjæva og Hugaball), den andre sluttar
seg til ei rekkje med visor som fortel um ei rideferd (t. d. Kvikjes
sprakk Hermodsson, der den eine broren fær bod um at den andre
er fengsla og so rid av stad og bergar han).

(40 ogle

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

Den svenske Å stend for seg sjølv 1 sumt. Ho hev t. d. nam»
net hr. Tune (som er kome av eit stadnamn i visa) og den vonde
husbonden fær ingi straff, men elles høyrer ho som nemnt til fyrste
hovudforming.

Hrafninn sezt å glugga
hann munn vifiö hugga.

«Eg skal gefa pår kåpu blå,
ef segir pu Hildibrandi frå.»

«Geföu mér litur og lunga
år honum Porkeli unga.»

med norsk Å 7, 8:

Hildeborg site fer gluggi
og ser uppaa ravneskuggi.

«Eg skal gjeva deg kaapa blaa,
vil du bera bo ti Hildebrands gaar.»

og norsk uppskrift fraa Eidsborg (DgF. III, s. 836):

Men de gjev meg livr aa lungur
alt av Tarkjell den unge.

Jfr. framleides isl. D 10:

Svo flaug hrafninn dagana prjå,
hvergi hann til landa så.

Google

KNUT LIESTØL

med norsk Å 16:

Ravnen han flaug ivi bylgja blaa,
der va inkji land aa kvile paa.

Og dessutan isl. B 15:

Hrafninn sezt å kjallarasstöl,
blaktir vængjum og lézt vera mödur.

med Eidsborgsuppskrifti:

Ravnen sett" seg i forgylte stol,
han skok sine vengjir, toss vera mo.

Men det er sjølvsagt helst 1 siste luten av visa at likskapane
kjem fram. Heile versrekkjor samsvarar. Jfr. soleis isl. D 16—18:

Pegar hann kom at borgarhlid,
på st6d greifinn Uti vid.

«Velkominn, Hildibrandur, mågur minn,
hér er f bland[i] mjödur og vin.»

«Eg hugsa ei um Pinn mjöd og vin,
hvar er hun Hljööborg, systir min?»

med norsk Å 28—30:

Hildebrand kom seg riand i gaar
Tarkill ute for honom staar.

«Velkomen, Hildebrand, heim til meg!
no hev eg bryggja og blanda vin.»

«Eg æ inkji um din mjø aa vin,
eg æ meir um Hildeborg, syster mi.»

Jfr. framleides isl. C 34—37:

Klappar å dyr medö löfa sin:
«ljuktu upp fyrir mér, systir måfn |»

«Eg get ei låtidö lokurnar frå:
jårnbönd liggja höndum å.»

Hildibrand hleypur dyrnar å,
svo hurdin hrökk 1 parta brjå.

Hjö hann af henni fjötur og bönd,
svo heyra måtti f önnur lönd.

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR
med norsk A 33—36:

Han klappa paa dynni mæ fingane smaa,
«statt upp, Hildeborg, skrei lokunn ifraa |»

«Eg kann inkji skreie dei lokunn ifraa,
bundne æ hendann aa føtane smaa.»

De gjore blakken mæ sin hov,
han spende sund dynni i naglemot.

De gjore blakken mæ si tonn,
han beit av Hildeborg nie jønnband.

Her i Landstads tekst er det, som ein ser, hesten som løyser
Hildeborg, men i Eidsborgsuppteikningi er det Hildebrand som
sprengjer døri til fengslet og løyser bandi, nettupp som i den
islendske.

Isl. C endar med desse versi:

Hrafninn fekk lifur og lingu
ur honum Porkel, og tingu.

Systkinin heim svo venda
med silfur og gullid brenda.

(B og D endar med at ravnen fær livr og lunge).

Norsk Å endar med:

Aa korpen fekk livr aa lunge,
de fekk han av Tarkill unge.

Åa korpen settest ne paa ton,
so vart han til ein kongsmanns son.

Som ein ser hev dei islendske formingane ført rationalismen
endaa vidare enn dei norske, med di me heller ikkje høyrer nokon
ting um at ramnen, som bar bodi til Hildebrand, var ein umskapt
kongsson.

Det kann etter alt dette ikkje vera tvil um at dei islendske for»
mingane B C D hev eit norsk upphav. Den islandske Å hev vel,
som Finnur Jönsson trur, eit dansk upphav, men det er lett aa sjaa
at den andre formingi i sumt hev verka paa henne.

2 — Edda. IV. 1915. 17

Google

KNUT LIESTØL

ITI.

I fyrre bolken hev eg mest halde meg til dei visone som Finnur
Jönsson hadde gjeve ein serleg umtale i si avhandling. Men
saman med Flenarljöd vilde det ha høvt aa greida ut um den andre
islendske nykkevisa Gauta kvædi (åsl. fkv. nr. 3).

Denne visa, som er best kjend under namnet «Harpens kraft»,
finst ogso i Norig, Sverike og Danmark, og er ei av dei visone som
hev halde seg best til vaar tid; ho finst i ei mengd uppteikningar.
Sophus Bugge gjorde henne til emnet for ei lang utgreiding i «Ar
kiv for nordisk filologi» VII, s. 97—141. Bugge paaviser der at
denne visa er sett ihop etter tvo kjeldor. Den eine er ei form av
den tyske visa «Møyi som druknar», den andre er eit millomengelsk
avbrigde av den klassiske segni um Orpheus og Eurydike. Visa er
helst dikta av ein dansk mann og kanskje i Skaane. Ho hev vans
dra nordetter, og sunnanfraa og austanfraa hev ho kome til Teles
marki og Sætesdal, dei einaste stadene der ho er funni i Norig. Bugge
kjem ogso inn paa den islendske formingi. S. 129—30 segjer han:
«I den islandske vise om harpens kraft kaldes kvinden som vin
des tilbage ved harpespillet, Magnhild. Visen er med dette navn
overført fra Norge — — — Magdelin, som kvinden kaldes i en op:
tegnelse fra Selgjord, er da efter sin oprindelse det tyske deminutiv
af magd. Dette navn omgjorde man i Norge til Magnhild, Magnill,
som var et sædvanligt norsk kvindenavn. Paa samme maade er den
appellativiske betegnelse for en kvinde svanni i flere nordiske balla
der gaaet over til et kvindenavn; se Danm. gl. Folkev. II, 81 f. III,
823 a. Betragtningen af navnene i visen om «Harpens kraft» kan
ogsaa give nogle andre bidrag til dens historie. Gauti og Magnhild
i den islandske vise” er ikke sædvanlige navne paa Island, men vel
i Norge, hvor visens personer ifølge flere optegnelser bære de samme
navne (Gaute er som navn paa nu levende mænd især brugeligt i
Ryfylke og Hardanger). Deraf slutter jeg, at visen er overført til
Island fra det vestlige Norge. Navnet Gaute paa harpespilleren fine
des i Telemarken kun vestpaa. Oftere, især længer østpaa, i Selgjord,
Hjartdal, Tuddal, Sauland, Bø Lunde, heder harpespilleren Gullmund.
Bl. a. i Kviteseid mødes begge navne. Vi kan her spore, hvorledes

* Det synes at maatte være en lapsus calami, naar Grundtvig i Isl. fornkv. I,
s. 17 siger, at personnavnene Gauti og Manghild gjenfindesi den færøiske opskrift.

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR.

visen fra forskjellige sider er vandret ind i Telemarken.» (Cfr. s. 100

og 140).

Til dei provi Bugge hev ført fram, kann ein leggja fleire andre.
Um ein jamfører den islendske visa med alle dei andre versionane,
vil ein sjaa at dei norske formingane som hev namni Gaute og
Magnhild, stend den islendske formingi nærare enn nokon av dei
andre. Eg skal til jamføringi taka Ross's uppskrift i «Syn og Segn»
1903, s. 167 (og Landstads A).

Islendsk 2.

Norsk, Ross 4.

5.
Landstad. 11.
Ross. 7.

Gauti spurdi Magnhildi sin:
«hvad syrgir Dig, sætan min?»

«Mig syrgir pad på mått ei sjå:
eg mun drukkna f Skotbergså.»

«Du skalt ei drukkna i Skotbergså,
jårnbru skal eg midja slå.»

«D6 på slåir svo hått sem sky,
enginn getur sin forlög flyd.»

Aa Gaute han tala te bruri si:
«Kvi renn de strie taarinn paa kinn?»

«Aa væl dei taarinn renne maa,
d'æ spaatt eg sko drukne i Vendels aa.»

«Aa me skal byggje den bru so haag
aa sterke jønnstolpane unde slaa.»

«Aa du maa byggje um du vi unde sky:
de kann ingjen fraa sitt foddogje fly.»

Heile draget um at Gaute hev ein samtale med fylgjet sitt daa
han saknar Magnhild, hev ikkje noko tilsvarande i dei andre fore

mingane :
Islendsk T.
8.
Norsk, Ross 13.

Gauti talar vid sveina sin:
«hvad såu Der til Magnhild min?»

Paö såum vær til Magnhild fru:

hun var komin å miödja bru.»

Aa Gaute han tala te brukvinna si:
«Hör æ Magnill, bruri mi?»

Google

KNUT LIESTØL

14. «De seiste me ho Magnill saag,
de va midte paa Vændels aa.»

Den islendske visa hev ei rekkje avvik fraa den telemarkske,
men dei er lette aa tyda. Innleidingsverset

Gauti og hun Magnhild fru
pau lågu saman i lopti tvö,

er laga etter den vanlege folkevisesformelen um dei tvo elskande
som ligg i buret og talar saman. Grunnen til avbrigdet kann maa
henda vera at jomfrua i nokre norske uppskrifter av visa sit i buret
og græt.

Det vigtugaste avviket er at i den islendske visa misser Magne
hild livet; det er berre liket hennar som rek i land. Baade Grundtvig
og Bugge hev tydt dette paa same maaten. Grundtvig segjer:
«Denne den islandske vises vending er ganske vist en senere mis
forstaaelse, maaske foranlediget ved en forvexling af ordet lik i dets
mere omfattende benævnelse af legeme og dets mere indskrænkede
(senere mest almindelige eller udelukkende) bemærkelse af det døde
legeme. — Tanken i den nordiske vise er maaske endog overalt op
rindelig den, at bruden tilsyneladende livløs gjengives sin rednings»
mand. Noget saadant synes allerede antydet ved udtryk som det i
den norske vise (Landst. nr. 51):

Magnild up på havi flaut,
nykkin nappaöd i silkiskaut.

Dette hedder i den her foran omtalte første Kviteseidopskr.:

Aa likje upp ffraa botn flaut,
aa nykkjen hélt atte f silkjeskaut,

endskjønt hun her strax efter rider med sin brudgom gjennem lun»
den, hvor hun dog først efter en stund bryder sin taushed med sit:
«Sæl er den moder slig søn fødtel» Og i det her foran meddelte
brudstykke af en anden norsk opskr. fra Vraadal siges det jo endog,
at brudgommen, efter at have faaet sin brud igjen, ved sit harpeslag
«slog maal i Magnilds mund», det er: atter bragte hende til
liv og bevidsthed» (DgrF. III, s. 822; jfr. Bugge Arkiv VII, s. 112).
Dette er sjølvsagt mykje rimelegt. Men ved det avviket som den
islendske visa hev fenge, skifter ho heilt daam, og ein fær ein mistanke

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

um at der maa vera innverknad fraa andre diktingar. Ser ein etter,
vil ein finna at fleire av dei versi det her gjeld um, finn ein att i
Hörpu kvædi. Der dg er det belen som gjeng ved strandi og finn
liket av festarmøyi si; der og er det tale um ei underfull harpe (som
rett nok vert bruka paa ein heilt annan maate). Ein kann jamføra
desse versi med einannan:

Gauta kvædi 18. Gauti gekk um hvitan sand,
par var Magnhild rekin å land.

20. Hann tök hennar bjarta hold,
gröf bat ofan f vigda mold.

Hörpu kvædi A 16. Bisdillinn gekk å sandi,
bar likid rak ad landi.

prs
Pa

Hann tök hennar hvita hold,
gröf hann pad 1 vigöa mold.

Men heilt avgjerande i dette spursmaalet er Gauta kvædi v. 21:

Hann tök hennar bjarta hår,
spann sér ur pvi strengi små,

Til dette verset svara Hörpu kvædi v. 18:

Hann tök hennar gula hår,
gjördi ur hörpustrengi prjå.

Dette verset er heiltupp naudsynlegt i samanhengen i Hörpu
kvædi, men stend likso uturvande og grunnlaust i Gauta kvædi. No
er Hörpu kvæ?i tvillaust mykje eldre enn Gauta kvædi, og dette vers
set som berre finst i den islendske formingi av Gauta kvædi, maa
soleis vera laant fraa Hörpu kvædi. Men daa maa dei andre versi
som høyrer saman med dette, vera tekne or same kjelda. Det same
er vel tilfellet med v. 12—13 i Gauta kvædi som synest aa gjeva so
litt meining (Gaute kastar harpa tvo gonger i golvet fyrr han tek til
aa spela), for i norske uppskrifter av Hörpu kvædi er det fortalt at
spelemannen slo horpa mot golvet, og ho vart til ei jomfru. Det er
soleis tvillaust Hörpu kvædi som hev skapt det store avviket i den
islendske formi av Gauta kvædi1, men det draget Grundtvig nemner, hev
vel vore tilføret til at Hörpu kvædi kunde trengja seg inn. Det som
uppskrift D av Gauta kvædi fortel um at ogso Gaute og mor hans

Google

KNUT LIESTØL

døydde og vart jordfeste saman med Magnhild, er berre ein vanleg
slutningssformel som ein finn att gong paa gong (t. d. i Olav Lilje»
krans).

Av dette ser ein at ogso den største skilnaden millom dei islends
ske og dei andre norderlendske formingane av Gauta kvædi best let
seg tyda ut fraa den norske formingi, og likskapane baade i namnes
former og innhald er so store, at dei ogso her set det norske upp:
havet aat visa utanfor all tvil".

Hildebrands kvædi og Gauta kvædi viste oss kor mykje namn
kann hava aa segja for spursmaalet um kvar ei vise er komi fraa.
Me skal taka eit anna døme som er endaa klaarare og der namni
endaa tydelegare peikar i ei viss leid. Det er visa um Tjovane.
Den islendske, dei danske og ei svensk uppskrift er prenta i DgF.
386 (VI, s. 471). Ei norsk uppskrift er prenta hjaa Bugge, nr. 27.
Tvo tjovar vil stela paa ein gard. Den eine gjeng inn og set seg
hjaa husmori og kved for henne um stulden. Imedan er felagen
hans i buret og stel, og songen gjev honom rettleiding um kva han
skal stela og korleis han skal fara aat. Til slutt fær husmori mis
tankar, men tjovane slepp undan.

I dei norske uppskriftene heiter tjovane Steinfinn og Staale,
husmori Aase. I den islendske er namni Steinfinn, Stålir og
Åsa. I dei svenske derimot hev ikkje tjovane namn, og husmori er
«kårring i Spissen» eller «mor i Spissen». I dansk er det Wolle og
hans broder, eller Agsel og hans broder og «den gamle kælling» eller
berre «kælling». Alle namni er soleis nett dei same i Norig og
paa Island, men ikkje eitt finn ein att korkje i svensk eller dansk.

Namnet Steinfinn hev vore lite bruka paa Island, men heller
mykje i Norig, baade paa Vestlandet og Austlandet. Det finst i gamal»
svensk, men sovidt eg kann sjaa ikkje i gamaldansk. Det er namnet
paa hovudpersonen i den norske visa um Steinfinn Fefinnsson, men finst
elles aldri i visone. — Staale er berre eit norsk namn. Det er,
etter Linds namnebok, fyrst kjent fraa Tunsberg 1363, og hev etter

I Namnet Skotbergsså (Skorbergsså) som Grundtvig tenkjer seg kunde vera
den danske Skodborgsaa, kann eg ikkje meir enn Bugge gjeva nokor upplysning
um. Men ein kann ikkje leggja nokor vegt paa denne eine, kanskje heilt tilfellelege
likskapen, naar namnet ikkje finst i nokor av dei danske uppskriftene. — Det den
islendske visa fortel um at brui brest under Magnhild hev vel upphavet sitt i ein
variant som er burtkomen, sidan det, som Bugge nemner, finst i tyske og slaviske
formingar av visa um møyi som druknar (Arkiv VII, s. 136).

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

diplom og gardnamn aa døma serleg vore bruka i SudsNorig (Vest:
fold, Telemarki, Agder, Rogaland), men er ogso funne i Trøndelag.
I vaar tid finn ein namnet Staale nettupp i Telemarki og Agder;
Innherad hev formi Staal. — Det tridje namnet Aasa er, etter Lind,
heller sparsamt nytta paa Island, og der er til og med formi Asa
den vanlegaste. I Norig derimot er namnet mykje vanlegt nettupp
paa 1300» og 1400:stalet, og der er formi Aasa den vanlegaste. I
vaar tid og er Aasa eit vanlegt namn og atter helst i SudzNorig.

Namni 1 visa peikar soleis paa SudsNorig, og det skal vera
vandt aa finna noko anna døme der namni tydelegare og meir av
gjerande viser mot ein einskild landslut som heimstad for ei vise.

Men ogso i andre maatar viser den islendske og den norske
formi seg aa vera sers nærskylde. Endaa dei norske uppskriftene er
uheile og i grunnen hev mist pointet, er det ingen tvil um at dei
etter innhaldet stend den islendske mykje nærare enn nokor onnor
form av visa.

Jfr. norsk 1. Steinfinn aa Staali
dei va' kjovanne baai.

2. «Kvaare vi' du Steinfinn i stoga kvea,
hell du vi' at buri stela.»

4. «Høyrer du Aase goe:
maa eg kvea um kjovar ?»

5. «Kve du, kve du, meste du vi",
naar du inkji kve mine gjestinne til»

6. «Høyrer du fruva Aase:
heve du sterke laasar?»

med islendsk 1. Steinfinnur og Stålir
beir voru pjöfar bådir.

3. Pad töku peir f hlutina ad bera,
hvor peirra skyldi ur burinu stela.

4. «Heyröu bad, hustriin ljufa,
leyf mår aö kveda um Djöfa.»

5. «Kvedtu, kvedtu, sem pu vilt
fullgott hefur på leyfid mitt.»

23. «Heyrdu pad, mödir min Åsa:
er Pitt bur komid f låsa?»

Google

KNUT LIESTØL
Jfr. ogso etter ei onnor norsk uppskrift:

Staali gjekk aat buri stela,
Steinfinn gjekk i stoga aa kvea.

med islendsk 6. Stålir för I stofu ad kveda
enn Steinfinnur f bur ad stela.

(Umkvædi er ikkje medtekne, av di dei skifter fraa land til land.)
Her renn den store likskapen so mykje meir i augo som dei
norske uppskriftene berre er paa 10—11 vers. Dansk B, som kjem
nærast den norske av dei svenske og danske formingane, byrjar so:

Hr. Agsel og hans broder
det var to tyve baade.

Den jen gik sig ad stov og sang,
den anden gik sig ad loft og stol.

«Og hør du broder i loften staar:
du stæler nu, som visen gaar».
o. s.b.

Av dette kann ein sjaa kor mykje nærare den norske visa ligg
den islendske enn dei andre gjer. Det er ikkje urimelegt at denne
skjemtevisa er dikta i Telemarki, og hev vore so god, at ho hev
havt evne til aa spreida seg baade mot aust og vest.

IV.

Dei visone eg hev teke med her, er berre slike som det nature
leg høvde aa tala um i samanheng med Finnur Jönssons avhandling.
Det er greidt at den nordiske visegranskingi maa verta klaar yver
upphavet aat dei islendske folkevisone og faa fastsett den lut som
kvart land hev i dei. Men ei fullnøgjande gransking av dette spurse
maalet vil fyrst verta mogeleg, naar ein hev fenge ei vitskapeleg ute
gaave av alle dei norske visone og ei samling av alle parallelstader
i nordisk visedikting. Etter den store likskapen me hev funne ved
dei seks visone me hev umtala i denne utgreidingi, er det mest sjølve
sagt at den lut som Norig hev i dei islendske folkevisone, ikkje
kann vera avgrensa til desse seks berre. Og det skortar ikkje paa at
ein kann finna fleire døme paa at likskapen millom den norske og

Google

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

den islendske formingi av ei vise er serleg stor. Eg skal nemna tvos
tri visor.

Dei norske uppskriftene av visa um Dagmeor (Isl. fkv. nr. 17: So:
nar harmur) stend dei islendske nærare enn dei danske og svenske
gjer, og hev fleire sermerkte vers sams med dei islendske, vers som
ein ikkje finn att i dei danske og svenske formingane; men den
austnordiske traditionen er rett nok i dette høvet ille medfaren. —
Ved Kvædi af Knuti fi Borg (sl. fkv. 31) finn Svend Grundtvig at
jamvel den forvende formi hjaa Landstad, nr. 31, er «nærmere bes
slægtet med den islandske end med den danske viseform» (DgF.
IV, s. 134). Dette kann ein med endaa større rett segja um den
andre norske uppskrifti (DgF. IV, s. 134). Den norske og dei iss
lendske formingane hev ikkje berre halde paa namnet kong Svein
(dansk: Sommer, Sanner, Soner, danerskongen), men hev ogso for
seg sjølv t. d. eit so sermerkt vers som dette:

Høyrer du, fruva liti Kjersti,
du bere fyr meg ingjo sut!

han plaga allstøtt verri fara
den, fangtokji by'e ut. (v. 12).

Is. A-B 27: Heyrdu bad, sæla sæti min!
ad mörgum hugrinn lygur:
så kann opt ad falla,
er fångid ödrum bydur.

Um dei norske formene av Vallara kvædi (åsl. fkv. nr. 15) segjer
Axel Olrik at dei «nærmest slutter sig til visens færøske og islande
ske overlevering» (DgF. VI, s. 114; jfr. s. 119). Berre ei upp»
skrift sluttar seg til den jyske varianten. Norsk og islendsk er ogso
draget med ljosi som brenn yver draapsstaden. Olrik talar daa ogso
um «den gamle vestnordiske overlevering».

Det som ofte gjer spursmaalet um samhøvet millom dei norske
og dei islendske visone mindre klaart, er den store invasionen av
danske visor i Norig i seinare tid. Flogbladi, Peder Syvs «Kjempe:
bok» saman med trui paa at det danske maalet høvde best til alt
som laag yver den daglege samrøda og kunde staa i bøker, hev gjort
at fleire norske visor hev vorte ute for ei umdikting i dansk leid.
Me hev alt havt døme paa noko slikt ved Elenar ljöd. Og tak ei
vise som Far og dotter (Bugge 24). Ho finst i alle Norderlandi
(Åsl. fkv. nr. 34: Olöfar kvædi), men uppskriftene kløyver seg i tvo

Google

KNUT LIESTØL

flokkar: ein austnordisk (dansk, svensk), der broren spør ut syster
si, og ein vestnordisk (norsk, islendsk, færøysk), der faren spør ut
dotter si. Norsk A, dei færøyske og islendske formingane hev ogso
det draget at faren tek fram handi, foten og hovudet av elskaren.
Dessutan hev desse uppskriftene den utgangen at dotteri brenner
faren inne (i norsk slepp han ut or elden). Serleg dei islendske
uppskriftene D E F G H er nærskylde med dei færøyske og norske
uppskriftene (DgF. V *, s. 211—12). Men ser ein no paa maalet i
dei norske uppskriftene, vil ein finna at alt dei tvo fyrste uppskrife
tene hjaa Bugge er noko paaverka av dansk, endaa innhaldet er
uskipla. Um den tridje uppskrifti hjaa Bugge segjer Axel Olrik at ho
«er egentlig ikke en norsk opskrift, men en sammenstykning af Syvs
text og fyvebladet i næsten ren dansk sprogform»; um teksti hjaa
Abrahamson IV, s. 363—64 segjer han at dei «første halvfjerde vers
stamme fra flyvebladet; resten er ægte norsk» (DgF. V”, s. 210).
Men etter det Afzelius (Folkev. III, s. 109) upplyser, syng dei ein
varlant av denne visa paa norsk maal i Sverike.

Sovidt eg skynar, kann ein alt no slaa fast at storfjøldi av dei
islendske visone hev vandra inn fraa Norig og Danmark og at ein
liten flokk er upphavleg islendsk. Ved dei innflutte visone er spurss
maalet mindre um kvar dei er dikta, enn kvar dei hev kome til Ise
land fraa. Det er rimelegt at Norig hev vore millomled millom
Danmark og Island for fleire visor som upphavleg var danske. Som
me hev set, er det tilfellet med Olafur liljurös og Gauta kvædi; og
det er mykje som talar for at det hev vore so med fleire. Det er,
som fyrr nemnt, serleg det eldre laget av danske folkevisor som er
yverført til Island. Men so lenge Norig var i velmagt og politisk
stod i nært samband med Island, var det mest berre nordmennene som
dreiv handel paa Island. Daa magti vaar tok til aa minka sterkti l4de hdr,,
kom danskane seg meir inn paa Island, og ein høyrer gjete fleire og
fleire av dei di lenger det lid, soleis som Finnur Jönsson hev paa
vist. Men at det ogso i seinare tider hev kome visor fraa Norig til
Island, kann ein m. åa. sjaa av Gauta kvædi som visseleg ikkje hev
kome yver fyrr i 15de hdr.

Men, kann ein spyrja, kvifor fekk daa ikkje dei sernorske
kjempes og eventyrvisone rom i den islendske folkevisediktingi?
Medan baade Færøyane og Norig hev ein stor flokk visor um fere
der til Trollebotn, um strid med jøtnar o. dl., alt i nær samanheng
med fornaldarsogor og eventyrsogor, so hev ikkje Island ei einaste

(Go ogle

NOKRE ISLENDSKE FOLKEVISOR

av slike visor. Grunnen til dette er sjølvsagt ikkje at det ingi sam»
ferdsle var med Færøyane og Norig etter den tid desse visone vart
dikta. Men paa Island var det rimur”ne som var den aalmenne
versformi for sovorne emne; og det førde til at desse emni vart
haldne utanfor den eigenlege folkevisa ". Heller ikkje heimlege hen
dingar vart haldne for høvelege; det finst, sovidt eg veit, ikkje ei
einaste folkevise med emne fraa dei store ættestridene 1 Sturlunge»
tidi. I den meining kann ein nok segja at folkevisa aldri hev havt
rett heime paa Island. Men det vil ikkje segja det same som at ho
aldri hev trengt ut millom folket. Tvertimot viser det seg, som
Finnur Jönsson held fram, at dei islendske visone ikkje er umsetjin-
gar gjorde med penn i hand, men dei hev kome til Island paa same
maaten som visor elles vandrar fraa land til land. Dei hev der, som
andre stader, livt lenge paa folketunga. Dei hev oftast fenge ein
sterk islendsk sersvip, og poetisk stend mange av dei millom dei
fremste i Norderlandi.

I Eg skal snart i eit større arbeid koma attende til dette spursmaalet.

Knut Liestøl.

Google

WORDSWORIH

landt alle klassificeringer af digtekunstens udøvere er der en, som

udmærker sig ved sin uafhængighed af tiders og skolers teorier:
Paa den ene side kan man stille de digtere for hvem livet gaar med
at gøre vers og stifte familie, paa den anden en gruppe af energiske
sjæle, der bruger det halve døgn til at lave verdenshistorie som kris
gere, opdagelsesrejsende, statsmænd, og inden for den anden halvdel
præsterer det at forevige deres egne oplevelser og fornæmmelser
overfor samme verdenshistorie. Den sidste slags var ret kraftigt uds
viklet i tidligere tider; det 19de aarhundrede har derimod været rigt
paa poetiske genier, der rigorøst afholdt sig fra at bringe verden af
lave ved aktiv indgriben. For dem er begivenhederne i den store
verden kun til, forsaavidt de kan kaste skygge hen over sjælene og
lade sig omsætte i digteriske billeder. Kuriøst nok er der i det 19de
aarhundrede i England blevet udformet den læresætning, at for at
være digter maa man af naturen være udrustet med fantasi, forme
ævne samt 500 å 800 £ om aaret. Digterspiren skal værnes mod
den fristelse at tjene sit brød og derved blive forledt til at tage sig
noget nyttigt for.

Maaske har Wordsworth ikke været uden indflydelse paa denne
socialøkonomiske betragtning af digterprofessionen, — i hvert fald
staar han paa alleryderste fløj af dem der ingen historie har. Han
er historieløs af princip; for ham er digtningen en opgave der kræver
sjælens koncentration i sig selv, — en eremitagtig afsondring fra
verden er digterens første pligt. Selv det surrogat for handling som
bestaar i erobringer og opdagelser i kvindens gaadefulde verden, er
ham ukendt; — han har en hustru, — og dermed er den ting afgjort.

Da han lykkeligt og vel var bleven født — i det herrens aar

Google

WORDSWORTH

1770 — og hjulpet over de første uselvstændige livsaar, kom han i
skole; da han havde gaaet et passende antal aar i skole, kom han til
universitetet i Cambridge, og da han havde været der et passende
antal semestre uden at opleve noget mærkværdigere end en examen,
kom han til London, hvor han spadserede og gik i teatret. Den
største begivenhed faldt i aaret 1795; da traf han Coleridge. Denne
begivenhed førte for det første til at de to havde mange forfriskende
samtaler med hinanden om deres livsopgave, og om den maade
hvorpaa samme livsopgave skulde udføres, for det andet førte den
til at de — aar 1798 — i fællesskab udgav en digtsamling, Lyrical
Ballads. Denne blev i anden udgave — 1800 — af Wordsworth fors
synet med en fortale, der indeholder hele loven og al profetien.
Loven lød paa, at saadan som her var digtet, var der rettelig digtet,
og saadan omtrent burde der digtes i fremtiden, for med denne lov
var forbundet forjættelsen om tusindaarsrigets gryning i digtningens
verden.

Saadan er jo vi mennesker, at naar vi har fundet ud af os selv
og har faaet kodificeret vore iagttagelser til brug 1 den lille republik
som bærer navnet Wordsworth eller en tilsvarende konkret benæve
nelse, har vi dermed ikke blot givet love for hele menneskeslægten,
men i kraft af dem sætter vi os til doms over baade fortid og freme
tid. Det er ikke første gang verden har hørt loven og profeterne,
men den har sørgeligt nok bevaret sin forstokkelse overfor aaben»
baringer, og holdt hart ved sin overfladiske brug af ordet begivens
hed om saadanne tilfældigheder som de genistreger diplomater og
generaler finder paa.

Altsaa — for at tale verdensbørnenes sprog — der skete ikke
noget. Ganske lovende synes derimod de to venners expedition til
Tyskland, — for skulde noget i Wordsworths liv bære navnet bes
givenhed, maatte det vel blive denne energiske forflyttelse af hans
engelske person til det land der var fuldt af olympiere og barder,
romantiske bjærgmænd og naturfilosoffer. Coleridge studerede tysk
og læste romantisk filosofi; Wordsworth rejste til Goslar, sad hele
vinteren paa et værelse oven over en port, hvor der blev mere og
mere arktisk efter som graderne sank, — og de sank som bekendt
med en sjælden ihærdighed i det herrens aar 1798—99. Han var
der for at lære tysk, og da han altsaa ikke kunde sproget, talte han
ikke med et menneske. Om foraaret vendte han hjem, — og der
ender den begivenhed. Et par gange før havde han været udenlands

Google

VILHELM GRØNBECH

— paa besøg i Frankrig; revolutionen fyldte horisonten, og den
kastede sine skygger, endda meget stærke skygger, hen over hans sjæl;
men han ikke saa meget som dansede en lille kankan hen over Bas
stillens ruiner, han nøjedes med at putte en murbrok i lommen.
Skyggerne fremkaldte først en stærk begejstring for Frankrig; den
gik saa vidt, at han — i løndom — jubilerede over Englands nedere
lag; siden, da Frankrigs fremskridt paa friheds, ligheds og menneskes
ligheds bane kom til at foregaa i udpræget uoverensstemmelse med
det himmelske ideals forskrifter, aad han i løndom taarernes brød.
Skyggen fra verdensbegivenhederne indhyllede ham helt, saa længe den
hvilede over ham, — og saa en skønne dag forsvandt den — som en
skygge.

For øvrigt kan hans liv bedst skildres med ordet «boede». Han
boede en tid lang i Sydengland, flyttede saa til sin hjemstavn i Lake
District, og boede der til sin dødedag. Der kan nu den fromme
turist vandre de veje hvor han gik sine ture — nu og da i solskin,
nok saa ofte i regnvejr; over den side af hans livsførelse er der fuldt
historisk dagslys — endda meget skarpt lys. Deér, ved randen af
Rydal Water, udpeger kusken den sten hvor han «used to sit coms
posing that beautiful poetry of his, such as Lucy Gray and We are
seven», — en mærkelig sten, ikke saa meget derved at Wordsworth
sad paa den, for det kan man ikke godt lade være med naar man
kommer forbi, som fordi Lucy Gray daterer sig fra anno 1798—99
— opholdet i Goslar — og We are seven er digtet i Alfoxden i Syd:
england. I Rydal kan de andægtige gratis betragte hans sidste leje
lighed udefra, og for en ringe betaling faa adgang til en grundig
undersøgelse af de indvendige bekvemmeligheder i hans første resis
dens. Mest udbytte faar den rejsende vel af besøget paa Grasmere
kirkegaard, hvor han hviler med sine uadskillelige fæller i livet, den
elskede hustru, hvis største betydning synes at have været den at
kvæge ved sin nærværelse, og den fantasirige, varmblodige søster,
der for ham var omtrent alt hvad det ene menneske kan være for
det andet. Hun havde en sjæl i hvilken branden aldrig slukkedes;
atter og atter har han dér hentet næring for sin egen flamme. Hun
havde en naturfølelse der i oprindelighed ikke stod tilbage for hans,
og som overgik hans ved at holde sig frisk op igennem aarene, og
for alt hvad hun saa, kunde hun finde udtryk der stod maal med op:
levelsen. Men hun havde ogsaa den omtænksomhed, der aldrig
glemte blyanten paa spadsereturene; hendes øjne opfangede straks

Google

WORDSWORTH

symptomerne paå at hans tanker begyndte at størkne, og dér sad hun
med papiret paa knæet rede til at opfange det dikterede. Ved Gras»
mere kirke hviler de nu side om side. Den der har staaet der, har
et minde der kan opløses i en hel række enkeltheder; som en lille
halvø bygger kirkegaarden sig ud ved en slyngning af bækken
Rothay, skyggerne falder hen over gravene fra de store træer og for
stærkes ved bjærgene, som paa begge sider af dalen skærer et stort
stykke bort af himmelfladen, stilheden falder paa sindet som en hen.
døen af bækkens rislen, de svære gravsten knuger dødt og tungt paa
mulden. Men under minderne føler man en egen stilhed, et liv der
er sunket til jorden som et tungt, broget efteraarsløv; livets sus gaar
hen over det, og forhøjer stilheden i det der har taget og brugt
livets safter, og har sluppet dem.

Den lov Wordsworth proklamerede i fortalen til Lyrical Ballads,
lyder paa simplificering og naturliggørelse. Bort med personifikae
tioner, med allegoriske billeder, med al pomp, med alle pyntelige
ord. Poesi er god prosa med rytme. Digteren henter — skal hente
— sit ordvalg fra det gode talesprog, han skal lære sin ordstilling
hos samme praktiske mester, hans sproglige virksomhed er ind
skrænket til at udvælge, udskille alt lavt, resten er rent materiale;
men, men — tale, det kan man kun paa landet. Bonden lever i føling
med naturen, sproget springer lige ud af tilværelsens kilder; by
mennesket henter sit sprog fra kunstige brønde. Hvorfor graver man
brønde der ikke giver rigtigt vand, uden fordi man har sat sin na
turlige tørst til. Menneskeliv kan der overhovedet ikke findes i
byen, fordi den traad der binder mennesket til livsgrunden, er bristet.
Kun hvor han daglig og stundelig overskygges af naturen, hvor han
sund i sig selv mærker solens straaler, dens opslugen af mørket og
dens tilbagevenden, hvor han konstant har øjet fuldt af de bjærge
og dale der er hans hjem, kun der er han rodfast, kun der har han
ubrudt forbindelse med kilderne. Digteren kan ikke omplantes, han
maa være hvor naturen har sat ham, og maa kun digte om det han
har levet sammen med fra det øjeblik han slog øjnene op paa
denne jord.

Saadan lyder altsaa den lov til hvilken forjættelserne er knyttede,
og som alle love bærer den tidsmærket paa panden. Den forkynder
at lovgiveren havde tilbragt en vis brøkdel af sine ungdomsdage med

Google

VILHELM GRØNBECH

at læse det 18de aarhundredes literatur. Den priser følelsernes lige
strøm fra hjærtet ud i sproget, fordi der i tiden forud grasserede en
digterfagon der lod følelserne cirkulere saa længe i allegoriens og
billedets snirkler, at de tørredes ud, inden de naaede udtrykket. Den
synger en naturlivets pris, som kun kan synges i samfund der hoster
og nyser af bare byluft. Og modsætningen mellem den gamle tid,
nemlig det 18de aarhundrede, og den ny tid, nemlig det 19de, op:
højes saa til en grundmodsætning i menneskelivet; det ene er synden,
det andet er retfærdigheden, det uforfalskede menneskeliv.

Een røst til de mange der allerede har raabt ve over stadens
mure og torve, een til der gør sin egen sjæls oprør mod fængslet
til menneskeaandens evige kamp mod dæmonen! Og alligevel — der
er mere i loven end en blot projektion af øjeblikkets trang til selve
hævdelse overfor et knugende system. Der er et stort stykke evige
hed i loven. Evigheden viser sig karakteristisk nok netop i at resuls
tatet af loven, som det fremtræder i de digtninge der skal være
exempler paa et menneskes lydighed mod loven, er saa lidet opsigte
vækkende. Vanskeligheden ved Wordsworths digtning er ikke altid
den at hans ord er svære at faa fat paa, men oftere den at de til»
syneladende er saa simple, at tankerne synes jævne, ja mere end
jævne, maaske banale. Samme opposition som Wordsworth rejser,
frembringer andensteds i de dage store, skybærende aandrigheder,
der tvinger folks nakke bagover, til de faar krampe i musklerne af
- beskuelse. Men hos Wordsworth leder oppositionen ind til det selv»
følgelige, det umiddelbare, til noget som i den grad er os selv, at
vi lever det, eller bør leve det, med samme lethed som vi drager
vejret. Han kæmper mod en livsenergi der i den grad er rettet udad,
at vi glemmer at trække det nødvendige vejr.

Der hører dybe erfaringer til for at give sit liv hen til at lære
lærdomme der er dybe og nyttige, men ikke opsigtvækkende, — der
hører dybe erfaringer til for at fremsætte dem uden pynt, — og der
skal endnu dybere erfaringer til for at holde fast ved simpelheden
uden anden begrundelse end den, at en sandhed hvis væsen er nas
turens ligefremhed, bliver usandhed naar den tulles ind i døgnets
moder. Det er let nok at sige f. g. m. til en verden der erklærer
en for saa original, at man har en skrue løs; men det er svært at
sige quand méme, naar verden ryster paa hovedet ad en, fordi man
docerer hvad alle selv kan tænke sig, og ikke kan begribe at det
gør forskel, om man drager konsekvenserne af hvad enhver kan

(Go ogle

WORDSWORTH

tænke sig, eller ikke. Man bliver ikke i hast profet, naar ens dybeste
ord er dette: I ved alt hvad jeg siger, men I gør noget andet; jeg
derimod lever det og intet andet, og dette er menneskelig storhedl

Fortalen til Lyrical Ballads peger hen paa en historie, der har
ført i dybden hvad digterens liv manglede i udvortes relief. I de aar
der ligger forud for udgivelsen, er der i hans sjæl foregaaet en bryd»
ning, i hvilken de impulser der formede hans liv, igennem mod:
standen fra tendenserne udefra styrkedes til at virke til deres yderste
grænse.

Alt hvad han er, samler sig i hans forhold til naturen, og dette
forhold vandt sejr over alle andre muligheder — en sejr saa absolut,
at hans sjæleliv fra den dag af blev en strøm, der flød mod havet i
kraft af sin egen tyngde, og hvori der ikke faldt et eneste af de tils
løb der for andre mennesker bevarer selvet fra at tørre ind. En
saadan historie kan ingen gengive uden den der selv har oplevet
den. Wordsworth gjorde forsøget med sit digt The Prelude. I
dette værk har han beskrevet og analyseret sin aandelige vækst ud
fra den selvvurdering der kom til at dominere hans liv. Belysningen
falder altsaa bagfra ind over begivenhederne, saaledes at han og
hans læsere ser oplevelserne klarede i den værdi der fra først af var
til stede potentielt, og som kun blev reel gennem kædens fuldene
delse. Men forstaaelsens eftertanke faar ikke lov til at forfalske
dokumenterne.

Wordsworths tilblivelse som sjæl er uadskilleligt knyttet til bjære
gene og dalene omkring «Søerne» i Nordengland. Et ejendommeligt
land: Dalgange hvor naturen i overmodig vegetationsrigdom trænger
sig ned til søen, paa marken staar kornet frodigt og tæt; hvor na
turen faar lov til at skøtte sig selv, bruser den op i busk og blomst,
og vidt og bredt over dalen ruger de brede kroners skygge. Men
umiddelbart op til markernes frodighed grænser fjældverdenen: Stien
bøjer af fra vejen, og efter en halv times stigning staar man 1 høj-
fjældets øde og ensomhed, i et bregnehav, der gaar over i lyng,
hvor vandreren maa kunne stole paa sin lokalsans, om han skal
komme levende ned igen. Rundt om i dette øde ligger smaa, mørke
nende tjern, og over det rejser sig skarpskaarne, ofte fantastiske
fjældtoppe. De pasveje der forbinder dalene, bærer til tider høj»
fjældets præg; til andre tider har de en helt anden karakter end andre
bjærglandes passer, der leder fra en verden til en anden gennem en
tredie oven over begge; naar man staar paa en saadan overgang,

3 — Edda. IV. 1915. 33

Google

VILHELM GRØNBECH

løsnes de dale som ligger i udsigtens horisont, ud af den verden
hvori man nys saa dem, og smælter i anden skikkelse sammen med
højdernes flader til en ny verden i et højere plan. I Lake District
danner passet ofte en bro, der forbinder de to verdener; herfra aabene
barer sig den uendelige mangfoldighed af søer, skove, træklynger og
blomstermasser som et kvægende hele; dalen er et gulv med en bru
sende mangfoldighed af høje; de fjældsider og heder som stænger
dernede, er veje der lokker ud mod et uendeligt. I sidedalenes bund
glider frugtbar uro umærkeligt over i ødemarkens hvilen i sig selv
og dens anelsesrigdom, marken afløses af græsgangen, skoven af
krattet, lyngen kryber ud under fødderne paa den sidste busk, gaare
den bærer forpostpræget, og endelig kryber stien opad i uendelig»
heden over grus og sten. Over det alt sammen lægger himlen sit
sære spil: skyerne skærer ansigt, de bylter sig saadan at lyset snart
siler, snart kommer som fra en bruse, nu glider ned ad bjærget som
et skred, og atter lægger sig rugende paa fjældet som en masse, der
gløder i guld og toner ud i graagult. Taagen driver og fyger, eller
den staar som en vægt, der synker sammen i alt større tæthed: den
viger ud som en sky fremad, og den raver tilbage som en der har
mistet balancen. Og den verden den gemmer over, rykkes tilbage til
et dybt plan uden for denne verden.

I alle Wordsworths barndomsoplevelser er denne natur bag
grunden, der hvert øjeblik sprænger menneskelivets vægge. Hvad han
saa fortæller om drengestreger og lege, er det blot et gennemsigtigt
slør, gennem hvilket fjældet og søen ses i forklarelse. Fra de tid»
ligste aar er denne baggrund brændt ind: han legede og sprang

«when rock and hill,
The woods, and distant Skiddaw's lofty height,
Were browsed with deepest radiance». The Prelude I 294.

Alle hans skildringer af barnlige friluftsbeskæftigelser har naturens
dybde i sig. Naar vinteren sætter ind,

«'twas my joy
With store of springes o'er my shoulder hung
To range the open heights where woodcocks run
Along the smooth green turf. Through half the night,
Scudding away from snare to snare, I plied
That anxious visitation; — moon and stars
Were shining o'er my head. I was alone,

Google

WORDSWORTH

And seemed to be a trouble to the peace
That dwelt among them.» I 309

Om vaaren fejder han paa fuglerederne op ad klippesiden;

«hung
Above the raven's nest, by knots of grass
And half-inch fissures in the slippery rock
But ill sustained, and almost (so it seemed)
Suspended by the blast that blew amain,
Shouldering the naked crag, oh, at that time
While on the perilous ridge I hung alone,
With what strange utterance did the loud dry wind
Blow through my ear! The sky seemed not a sky
Of earth — and with what motion moved the clouds |» I 330

Naturen er med selv i hans minder om indendørs beskæftigelser;
naar de sidder rundt om bordet,

«From under Esthwaite's splitting fields of ice

The pent-up air, struggling to free itself,

Gave out to meadow grounds and hills å loud

Protracted yelling.» I 539

Disse beskrivelser ender regelmæssig med ord i hvilke iagttageren
og det iagttagne flyder sammen; det er «stemningen» han gengiver,
naar han siger: «I was alone ....» eller «the sky seemed not å sky

..» Klarheden i disse billeder beror ikke paa at Wordsworth
var en særlig skarp iagttager, men paa at de er i ham; enten maa han
overvinde dem eller give sig dem i vold. De har, som han selv siger,
«selfspresence» i hans sjæl. Disse tilføjelser røber, at der var et plus
i oplevelsen, der er uafhængigt af øjets og ørets skarphed.

Der er noget i naturen som ofte faar den unge til at vende sig
om gang efter gang, naar han har beredt sig til at gaa. Det kommer
stærkest, naar han slipper beskuelsen, det viger, naar han ser mest
efter, og i denne kommen og vigen holder det ham stærkere end den
mest raffinerede spænding. Det gækkende skaber en rastløs følelse
af undren, og paa en gækkende maade gaar den undrende stirren
over i naturen, som om den rugede over noget den ikke kunde faa
sagt. Saadan gaar det, naar sindet vaagner op af sin uskyldighed til
reflektionens skelnen; men i barndommen gaar strømmen altid den
ene vej: ind i sindet; barnet høster indtryk, dybe indtryk, ofte som
en tilgift naar det spejder efter kammerater eller fuglereder eller andre
nyttige ting, og for hvert skue lever det indtrykket ned mod dybere

* Romertallene henviser altid til The Prelude.

Google

VILHELM GRØNBECH

lag. — Efter ungdommens undren med dens forsøg paa at digte over
undringen, kommer manddommens trang til at udtrykke hvad barnet
har følt, og manden fortvivler ofte over vanskeligheden. Oplevelsen
er formløs, og for hver gang skal han dysse sig selv i dvale, lade
stemningen stige op paa ny og banke paa hos ordene, — og saa
gælder det om, at den skjulte aarvaagenhed kan springe frem i rette
øjeblik og gribe flygtningen.

Saa let har Wordsworth ved at naa de inderste ringe i sin sjæl,
at han virkelig her overfor de tidlige barndomsindtryk kan finde
sande ord for det der lukkes ude ved den nøjagtige beskrivelse af det
faktiske. I en skildring han har givet af sine skøjteture ligger der en
hel drengepsychologi gemt. Beskrivelsen, der for øvrigt næppe kommer
helt til sin ret, naar den tages ud af sammenhængen, lyder saaledes:

«All shod with steel,

We hissed along the polished ice in games
Confederate, imitative of the chase
And woodland pleasures, — the resounding horn,
The pack loud chiming, and the hunted hare.
So through the darkness and the cold we flew,

* And not a voice was idle; with the din
Smitten, the precipices rang aloud;
The leafless trees and every icy crag
Tinkled like iron; while far distant hills
Into the tumult sent an alien sound
Of melancholy not unnoticed, while the stars
Eastward were sparkling clear, and in the west
The orange sky of evening died away.
Not seldom from the uproar I retired
Into a silent bay, or sportively
Glanced sideway, leaving the tumultuous throng,
To cut across the reflex of a star
That fled, and, flying still before me, gleamed
Upon the glassy plain; and oftentimes,
When we had given our bodies to the wind,
And all the shadowy banks on either side
Came sweeping through the darkness, spinning still
The rapid line of motion, then at once
Have I, reclining back upon my heels,
Stopped short; yet still the solitary cliffs
Wheeled by me — even as if the earth had rolled
With visible motion her diurnal round!
Behind me did they stretch in solemn train,
Feebler and feebler, and I stood and watched
Till all was tranquil as å dreamless sleep.» I 433

Google

WORDSWORTH

Det praktiske, legen, er udgangspunktet, og fra den udfolder sig
naturens baggrund i synets og hørelsens dimension — samt i en
tredie, stemningens, dimension; her lister sig et ord ind — «alien
sound of melancholy not unnoticed» — der paa ingen maade lægger
noget væsensfjærnt til, men blot røber at det er den voksne der fors
tolker barnet. Under legen kan han bryde ud, af ægte drengelyst
til at krydse hen over stjærnelyset paa isen, eller han kan med eet
skære sin skøjte fast i fladen. Saa kommer den gryende følelse af
det mysteriøse. Drengen leger med oplevelsen, indtil han under legen
pludselig støder paa noget udefra, som slaar sig til og forstærker
den spænding han selv experimenterer sig ind i. Den «skure» som
opdragelsen med sine lærebøger tvinger verden ind i, har drengen
en trang til at slaa i stykker, og for hver gang hans forsøg lykkes,
bliver han overvældet ved naturens svar, som en bjærgmand vilde
blive, hvis han hørte aanderne indefra besvare hvert af hans slag med
et endnu stærkere. Det er en oplevelse, fordi drengen ikke frems
kalder den ved betragtning, men faar den gennem bevægelsen; den
udløser sig først og fremmest i en stemning, men bag stemningen
lurer anelsen omm noget der betyder meget mere.

Nu mælder der sig en endnu vanskeligere opgave — at udtrykke
den vekselvirkning mellem natur og menneske som allerede er til
stede 1 den første «stemning», men ved gentagelsen bliver et forhold
— eller bedre paa engelsk — «an attitude».

Oplevelserne lægger sig oven paa hinanden, og af sjælens tryk
i sig selv fremgaar uden nogen skaberhaands indgreb en kosmos.
Men de kosmiske grundlove bliver altid nede i mørket, hvor de har
deres virkefelt, og nu sidder manden og forsker i det der er, for at
formulere det. Minderne om det virkelige er saa levende i ham, at
de skyder enhver lethaandterlig mytologi fra sig, og det er kun tils
syneladende, at der kommer noget famlende over digterens søgen
efter udtryk; ti det gælder for ham om at undgaa det ord der vilde
gøre det dunkle usandt ved at omsætte det til forstandsmæssig klare
hed. Hans vers vugger over vekselforholdet mellem det ydre og det
indre. Han ved, at den største lykke laa i de øjeblikke, da sjælen

glemte sig selv og gled ud i naturen.
«Wonder not
If high the transport, great the joy I felt,
Communing in this through earth and heaven
With every form of creature, as it looked
Towards the Uncreated with å countenance
Of adoration, with an eye of love.

Google

VILHELM GRØNBECH

One song they sang, and it was audible,

Most audible, then, when the fleshly ear,

O'ercome by humblest prelude of that strain,

Forgot her functions, and slept undisturbed.» II 409

Paa den anden side ved han ogsaa, at uvejrsskyen forandrede
karakter i det øjeblik den gled fra stenens flade hen over hans sjæls
flade, at dens mulm blev mørkere ved at spejle sig i hans øje. Der
var noget i bækkens rislen, som vel laa i vandets egen lyd, men
kun var til for ham. Han taler om et tilskud af lys, «an auxiliar
light», der udgik fra hans sjæl og gav den synkende sol ny glans,
om at naturen «Came, strengthened with a superadded soul, Å
virtue not its own». Men naar han saa tilføjer om bækken, der
fik sin sang fra hans øre, «fountains that run on Murmuring so
sweetly in themselves», skjuler dobbeltspillet i ordene en dybere enhed.
Somme tider opgiver han sin søgen efter et ord der kan udtrykke
det formløse, og tager sin tilflugt til et enten — eller, i tillid til at
tilhørerne netop gennem modsætningen vil føle det uudsigelige der
gør begge udtryk lige mulige:

«To unorganic natures were transferred
My own enjoyments; or the power of truth

Coming in revelation, did converse
With things that really are.» It 391

Det er de to siders sammensmærltning han til sidst udtrykker med:

«I was only then
Contented, when with bliss ineffable
I felt the sentiment of Being spread
O'er all that moves and all that seemeth still»; II 399

det er ikke i tanken, men i «bliss ineffable» at den store forening
mellem naturen og mennesket er fuldbyrdet. Saa dybt har han levet,
og saa dybt sidder oplevelsen i ham, at Being om naturens liv tvine
ges ud af sin gravitering hen imod det mytologiske og holdes til»
bage i den vageste stemningsvibration.

Med ungdommen mælder sig vel regelmæssig mytedannelsen.
Barnet er — eller kan endnu trods al opdragelse være — skabende, men
den unge er efterlignende, afhængig af literære mindelser. Words
worth har leget legen, han har forsøgt sig paa at faa det ensomme
træ til at anlægge sig en «ghost»; den klippe der lyste saa sært ud i
rummet, vaad som den var af stadig kilderislen, har han fantar
seret om til et skjold over. krigerens grav, eller til porten i et fes

Google

WORDSWORTIH

palads, — og af respekt for mytens livsberettigelse gik han uden om
stedet. Livslysten lærte ham ogsaa at vurdere den søde kløe ved det
bedrøvelige; han kunde gøre en saa begrædelig myte, at hjærtet helt
blev borte af fryd.

Men myten flyder kun løst paa overfladen, hans digtning vidner
med ham, at han havde smagt for meget af det der aldrig glemmes,
til at en overfladisk leg med oplevelser kunde tilfredsstille ham.
«Hvert luftigt paafund havde en fast kærne, som gav det bevægelse,
men ogsaa holdt det i tømme», siger han selv senere. Ungdoms:
tiden efterlod i ham lede ved billeder, og naar han senere gjorde
en skarp adskillelse mellem «fancy» og «imagination», var det et pers
sonligt opgør han foretog med sig selv, hvor han sagde sig løs fra
tilfredsheden med det udtryk der nipper til oplevelsen, og bandt sig
til altid at hente indhold og form nede i dybet.

«Fancy» er den ordkunst der lader sig nøje med at skabe et
øjebliks fornøjelse af sit materiale. Den holder muslingskallen for
øret og hører den mumle om sin hemmelighedsfulde forening med
havet, og lærer deraf at holde universet for troens øre. «Imaginas
tion» besejrer materialet og gør det til sin evige ejendom; den lægger
igennem udtrykket noget til sit æmne, saa at det for en udvortes
betragtning vokser, maaske helt ud i mytiske proportioner, men dog
bliver sandere end det faktiske, fordi det suger den «stemning» med
som gør det faktiske til en oplevelse — altsaa til en virkelighed for
mennesket. Digteren skal i sin søgen efter form gaa saa dybt ned,
at digtningen bliver skaben.

I sit digt «The Solitary Reaper» har Wordsworth «skabt» den
enhed mellem sin egen og den ukendte piges sjæl, der gjorde hin
aftenstund uforglemmelig for ham. Hendes sang var som gøgens
røst ud af skovens dunkelhed, den fugls som Wordsworth et andet
sted kalder «no bird, but an invisible thing, å voice, a mystery»;
hans sjæl mødte den med den uendelige stilheds genlyd:

«A voice so thrilling ne'er was heard
In spring-time from the Cuckoo-bird,
Breaking the silence of the seas
Among the farthest Hebrides.»

Saadan hang hans barndoms sjæl i naturen som i et elastisk
spind, der aldrig snærede, altid bar. Da han 17 aar gammel forlod

Google

VILHELM GRØNBECH

sin hjemstavn og blev henflyttet til det brede, flade land omkring
Cam, mistede spindet lidt efter lidt sin elasticitet. Han føler sig
egentlig ikke ulykkelig, men tom; studierne hverken fylder eller
mætter, studenterlivet fremkalder blot en lunken sjælstilstand — ikke
lyksalig, gudlignende dovenskab, ikke den megetnærende flid, men
det golde, ufrugtbare op og ned. Der begynder at indsnige sig en
følelse af disharmoni mellem ham og omgivelserne,

«a strangeness in the mind,
A feeling that I was not for that hour,
Nor for that place». III 80

Han søger til sin fostermoder naturen, men hun, der altid før
har baaret ham, begynder at blive affældig og mere og mere trænge til
al den støtte en trofast søn kan give. Han maa reflektere kraft ind i
naturen

«From strict analogies by thought supplied

Or consciousnesses not to be subdued.

To every natural form, rock, fruit or flower,

Even the loose stones that cover the high-way,

I gave å moral life: I saw them feel,

Or linked them to some feeling: the great mass

Lay bedded in å quickening soul, and all

That I beheld respired with inward meaning.» II 128

Hans aandelige arbejde henter endnu sin kraft fra den umiddels
bare tillid til naturens overmagt; men med tiden svinder kraftkilden
ind, mens sliddet bliver tilbage. Sjælen bliver mere og mere henvist
til sig selv. Hans bestræbelser faar mere og mere karakteren af fors
søg paa at genoplive en halvdød, barnet skulde ernære sin moder,
for at ikke de bryster han diede sit liv af, skulde udtørres. Det er
et arbejde der trætter en sjæl, og det bliver for hver dag tungere;
kræfterne synker i ham, og til sidst staar han overfor den værste
form for fortvivlelse — kulden og frygten for at have mistet sin egen
hemmelighed. I bøgerne og hos lærerne møder han helt andre grund:
love end dem hans væsen gaar paa. Han bæres af umiddelbare ins
stinkter; nu støder disse sammen med logikkens Å og B, der enten er
eller ikke er identiske, logikken skærer igennem hans umiddelbare kone
klusioner, og den har intet værktøj der duer til at sætte den slags
stof sammen som han bestaar af. Hans sjæls «sluttede enfold» op:
løser sig i en afmægtig mangfoldighed,

Google

WORDSWORTH

«a treasonable growth
Of indecisive judgments, that impaired
And shook the mind's simplicity». III 214

Det er ikke anderledes, naar han kommer hjem i ferien. Til at
begynde med fylder gensynets glæde ham helt; men underligt nok,
der er netop saa god plads til den, der er jo tomt i ham, op
dager han;

«a comfort seemed to touch
Å heart that had not been disconsolate:
Strength came where weakness was not known to be,
At least not felt; and restoration came
Like an intruder knocking at the door
Of unacknowledged weariness». IV 153

Men han skal opdage endnu underligere ting; i sjælens verden
er tomheden en magt lige saa godt som fylden, og undertiden er
det tomme rums dæmon saa stærk, at den kan hævde sin plads imod
en hel hærskare af hussøgende aander. Den dybeste tragik i disse
oplevelser er den, at han er udelukket fra at forstaa grunden til
ulykken. Han søger skaden i de yderste lag af sin personlighed, ser
den som synd. Han mærker hjærtets kulde, fortvivler over at han
ikke kan presse blodet frem til at koge i aarerne, fortvivler endnu
dybere, da han opdager at han ikke engang kan faa sig selv til for
alvor at ville. Han føler sit ydre jeg som en mare over sin sjæl:

«It seemed the very garments that I wore
Preyed on my strength, and stopped the quiet stream
Of self-forgetfulness.» IV 295

Saa kommer de store øjeblikke der svulmer af forsætternes andagt,
— en morgenstund fyldes hjærtet:
«I made no vows, but vows
Were then made for me; bond unknown to me
Was given, that I should be, else sinning greatly,

Å dedicated Spirit. On I walked
In thankful blessedness, which yet survives.» IV 334

Ungdommen har stunder der overgaar barndommens i fryd, og
derfor bliver tomheden i mellemrummene saa meget des større. Den
unge der gaar og lider under tvedragt i sindet, kan drømme om det
smerteligt søde i eremittens liv, i Ahasverus's flakken gennem verden,
d. v. s. ensomheden med hele verden som folie. I saadanne drømmes
rier klinger hans første ungdom ud.

Google

VILHELM GRØNBECH

Krisen i hans ungdomsliv fremskyndes af et par rejser til Frank»
rig; den første gik i aaret 1790 over Alperne ned i Italien, den anden,
og betydningsfuldeste, bestod i et længere ophold i Orléans 1791—92,
midt i revolutionens røre. Mens de store folkeomvæltninger ved
hans første besøg havde været ham et fjærnt skuespil, blev han i
Orléans vakt gennem sin omgang med en begejstret soldat i frie
hedens hær, general Beaupuis. Fra først af var frihed og lighed
tomme ord for ham, ti han havde aldrig oplevet andet end fællese
menneskelighed 1 sin hjemstavn. General Beaupuis gav ham i deres
samtaler baggrunden for den franske revolution; hoffets og de højeste
klassers fordærvelse fik et melodramatisk liv i Wordsworths fantasi,
og i hans hjærne kom nu indignation og begejstring for folket, det
ufordærvede, af naturen selvopofrende, ædelmodige, rettænkende folk,
til at hvirvle rundt højt over al virkelighed. Men denne intellektuelle
rus havde skæbnesvangre følger. Han, hvis eneste styrke laa i bes
røringen med jorden, blev revet ind i drabelige batailler højt oppe i
det blaa. I de følgende aar saa han ideen legemliggøre sig til magt»
stræb, han saa den forgroves til had og grusomhed; men han holdt
fast til det sidste i fligen paa denne frihed og lighed og hvirvledes
videre i det tomme. Han famlede ud efter et fast punkt i denne
heksedans, og der var intet andet at faa fat i end et system til
menneskeslægtens forbedring pr. princip og fremskridt. Han analy»
serede menneskenaturen, og en skønne dag var han naaet saa vidt,
at han havde faaet sig selv analyseret til trævler, — og dermed
sank han.

Da han havde sluppet taget, stod han paa jorden, og langsomt
mærkede han en kraft stige op og fylde tomrummet i hans sjæl.
Hvordan det gik til, — et saadant øjeblik lader sig vel daarligst af
alle analysere. Af største betydning for ham var det aandelige møde
med søsteren; i hende kom han til at staa ansigt til ansigt med sit
eget jeg fra gamle dage, eller rettere sit eget jeg saadan som det
vilde have været, hvis det med planteagtigt instinkt var vokset videre
op igennem aarenes lag. Hun havde hans egen gamle styrke, blot
hærdet fra stængel til stamme; hun følte sin styrke, fordi hun ikke
kendte sin styrkes svaghed; hun gik sejrrigt gennem alle de vanskes
ligheder der havde rejst bomme paa hans vej, fordi ingen jordisk
magt kan lære et menneske ærefrygt for de problemer der ligger
uden for dets livserfaring; hun var den stærke Hans, der ikke havde
lært at gyse.

Google

WORDSWORTH

Nu, en troende søster er en stor Guds gave, men til deus ex
machina i et saadant sjælsdrama som Wordsworths slaar hun ikke
ti. Guderne virker kun indefra — som ild til ild. Det der skete
var, at Wordsworth gennem kampen fandt sig selv som et nyt jeg.

Han mente selv, at det var den svare synd letsindighed, der
havde afsvedet hans sjæl i studentertiden. Men hvis nu glæden ved
selskab og glam er bleven syndighed, maa grunden jo være den, at
der er foregaaet en forandring i ham, ti barndommens lystighed
gjorde intet skaar i hans sjælefred, tværtimod, munterheden og de
glade optog faldt i forlængelse af naturen. Ja, brød den lille William
menneskelige bud, virkede overtrædelsen blot til at naturens tag
krammede ham stærkere. Naar han gav efter for fristelsen til at se
hvad der var i de andre drenges snarer, hørte han skridt bag ved
sig; det har ogsaa andre drenge gjort naturligvis, men ikke alle har
hørt, at de var «almost as silent as the turf they trod». Naar han
tog anden mands baad for at ro ud i sommeraftenen, rejste der sig
bag den takkede kam der var hans méd, en anden top, sort og
uhyre, og stjal stjærnerne fra ham, saa at han skælvende gjorde omkring.

Hvad var det for problemer han stred med i revolutionen? Var
det frihed, lighed, menneskerettigheder og moralens væsen? Da blev
i hvert tilfælde disse problemer uløste. Ved afslutningen stod der
— ikke et resultat, nej ingenting, det var som om tallene i et regne
stykke vilde opsluge hinanden og gøre facit overflødigt. Hvor var
frihedsbegejstringen henne, da kampen var endt? Man har kaldt
ham forræder, Browning har lagt ham paa stejle, og i den ideelle
republik hvor der er to flokke, faarene, der med hjærte og sjæl kun
lever for det der ikke existerer, og bukkene, der aldrig stanger før
de faar at vide om det de skal forsvare, er i tilværelsen — der maa
han finde sig i at høre til bukkene. Men dette er spørgsmaal der
afgøres for de evige domstole; den jordiske sandhed er, at Words
worth glider ind i en anden verden, hvor friheden i den betydning
hverken hævdes eller bekæmpes, fordi livet dér har sine egne fornøden»
heder og sine egne ressourcer.

Nej, kampen staar om hans eget jeg, og den bliver saa haard,
fordi dette jeg hverken havde linjer eller indhold til fælles med de
normale jeg'er han traf ude omkring. Da det i barndommen blev
bygget op, kunde intet komme derind uden at gaa igennem naturen,
og saaledes blev han — ikke præget af, men identisk med bjærgene
og dalene, lyset og skyggerne i sin hjemstavn. Han kan sige:

Google

VILHELM GRØNBECH

«I was as sensitive as waters are
To the sky's influence in å kindred mood
Of passion»; III 139

han har fuld ret til at hævde at hans første aandedræt gik paa rytme
med bækkens rislen:
«For this, didst thou,

O Derwent! winding among grassy holms

Where I was looking on, a babe in arms,

Make ceaseless music that composed my thoughts

To more than infant softness, giving me

Amid the fretful dwellings of mankind

Å foretaste, a dim earnest, of the calm

That Nature breathes among the hills and groves?» I 274

Digtet om Lucy, naturens datter, i hvilket læsere af en anden
støbning kun kan se en fantasiens leg, er lige saa godt et psycholos
gisk dokument som noget afsnit i The Prelude:

«The floating clouds their state shall lend
To her; for her the willow bend;

Nor shall she fail to see

Even in the motions of the Storm

Grace that shall mould the maiden's form
By silent sympathy.

The stars of midnight shall be dear

To her; and she shall lean her ear

In many a secret place

Where rivulets dance their wayward round,
And beauty born of murmuring sound
Shall pass into her face.»

De billeder der dannede den stadige baggrund for hans tanker,
omsatte sig til en usigelig stemning, der blev selve kraften i hans
tænken; «timbren» i hans tanker, den som gjorde at han kendte
dem som sjæl af sin sjæl, den udgjordes af naturen: «From nature
and her overflowing soul I had received so much that all my thoughts
Were steeped in feeling.» De forskellige tankedomæner i ham var
organisk forbundne i og med denne «feeling», og lige saa inderligt
de hang sammen saa længe den var frisk, lige saa magtesløse faldt
de fra hinanden naar den svigtede. I naturbetagelsens stunder følte
han sig paa højdepunktet af sin tilværelse, fordi «stemningen» var
identisk med livsfølelse.

Saa oplevede han det som vi alle een eller flere gange maa op:

Google

WORDSWORTH

leve, at miste sin sjæl, og han oplevede tomheden ved at det centrum
der giver alle indstrømmende indtryk og impulser deres arbejdsplads,
har svigtet. Tankerne falder ikke i lag, men hvirvler omkring uden
at kende deres sted og uden at kende deres kraft, og dette kaos
maler sjælen nedad i mørke. Gennem lidelser skal den nye hersker
i sjælens verden fødes, han fremgaar ikke af de stridende kæmpers
rækker, han skyder op som en fremmed og detroniserer disse vilde
guder, der en tid lang har pralet af at udgøre tilværelsens ældste
kuld. Han er ny, fordi han er ældre end alle de andre.

Men hos Wordsworth bliver kampen om muligt endnu heftigere,
derved at den nye hersker, der skaber lys og mørke, helt og holdent
er urguden, kun genfødt i anerkendelsens tro. Ellers plejer kaos'ets
guder dog at nyde den ære at have fostret ham og forfulgt ham,
men hos Wordsworth synes de kun at være til for at styrtes. Det
ser ud som om barndommen i ham var saa stærk, at han kun havde
valget mellem at lade den give sig liv eller at give den døden. Det
synes, som om kampen kun fører til at han igen bliver hvad han
havde været. Hvad man ellers kalder at være sig selv tro, det blev
her oplevet af et menneske, i det store set uden komplikationer fra
en «udvikling».

Men selv efter at Wordsworth nu havde fundet sig selv, ventede
der ham, i hans manddom, endnu en alvorlig prøvelse. Hans umids
delbare samfølelse med naturen tabte mærkværdig tidlig sin intens
sitet; den opblussende fryd, den salige henslumren i det højere liv
mældte sig sjældnere og sjældnere, om end disse stunder ikke helt
forsvandt. Des inderligere klyngede han sig til sin barndomsop»
levelse, des stærkere blev — som vi kan se af digtningen — hans
genoplevelse af den følelse der var bunden i den, des lydigere blev
han sin første ureflekterede kærlighed til naturen. Han havde ogsaa
paa dette punkt oplevet angsten og kendt den urolige higen efter at
tvinge det flygtende mod dets vilje. Han taler om en overgang, da
han aldrig fandt hvile i naturen, men hastede fra scene til scene, altid
paa jagt efter noget endnu skønnere, noget der kunde overvælde
ham. I barndommen havde det været anderledes, da var den op»
levelse han netop havde, lig med øjeblikket selv, og han hvilede
trygt i den. Efter bitre erfaringer vendte han tilbage til hvilens liger
vægt, han gav sig hen som modtager og forlangte intet ud over det
der blev givet ham i stunden.

Naturen var ham selv, materialet i hans sjæl — nej ikke naturen,

(Go ogle

VILHELM GRØNBECH

men de bestemte bjærge og dale hvorfra stoffet til hans sjæl var
taget. Og først naar sjæl passedes ind i sjæl, blev selvets enhed
fuldkommen. Det var derfor ikke en udvortes harmoni han søgte
og fandt, da han fæstede bo i sit hjemland. Han var ikke nogen
stor naturelsker i den gængse forstand. Vel rejste han en hel del,
maaske mere end det var almindelig skik dengang, vel frydede han
sig over hvad han saa, men han levede kun eet sted. Der er mene
nesker for hvem hvert — eller næsten hvert — nyt stykke natur de
ser, er en aandelig erobring, en partiel genfødelse; der er mennesker
der har hentet stof til deres sjæl fra en hel række af jordens riger
og lande, og som derfor i bogstavelig forstand udvider deres fædre
land for hver gang de betræder ny jord: de kan opleve hjemkomstens
fryd baade i nord og syd og øst og vest. Til dem hørte Words
worth ikke, af den simple grund at han som ingen anden var ens
sidigt bygget op af naturoplevelser. Man mærker en vis fattigdom
i hans beskrivelser af sine alpevandringer; hvad der for mange er
den højeste betagelse, at ombytte forventning med virkelighed, det
kunde for ham blive et tab. Der kan fra hans mund falde disse ord:

«That very day
From a bare ridge we also first beheld
Unveiled the summit of Mont Blanc, and grieved
To have a soulless image on the eye
That had usurped upon å living thought
That never more could be.» VI 523

Vandringen i Alperne var en lykke, han siger selv at han nød
dagene; men der hvor han har levet, der siger han ikke at han nød
dagen, — han siger hvad dagen gav ham.

Wordsworths analysering af hans egen historie bærer altsaa præg
af at lyset kastes tilbage over begivenhederne. Deri er der intet bes
tænkeligt, tværtimod. Men der er andre punkter i skildringen, hvor
sammenhængen er skabt rent udvortes, saadan at læseren ikke kan
værge sig mod den følelse at han kunstigt frembringer en teleologisk
udvikling, som fornægtes af hele hans digtning. Han mener at have
lært een ting gennem universitetssemestrenes tørre tider: da gik
mennesket op for ham. Naar han kom hjem i ferien, lagde han
mærke til at den krog hvor han var vant til at se en gammel mand
sidde og sole sig, stod tom, pigerne havde ikke altid vokset sig saa

Google

WORDSWORTH

kønne som de tegnede til, og babyen havde lært at gaa. Denne op»
dagelse skal saa, mener han, være bleven uddybet gennem opholdet
i Frankrig og den tunge krise der fulgte efter. Der er mennesker i
hvis sjæl andre mennesker — fra nutid og fortid — indgaar paa
samme maade som naturen indgik i Wordsworths sjæl. I ham havde
naturen fyldt det hele, fordi den ikke var bleven holdt inden for
nogen grænse af andre impulser. Hans beskrivelse af livet i London
viser saa meget, at det menneskelige blev ham fjærnere og fjærnere,
jo mere han saa til det; han forarges over det, og tror aabenbart at
forargelsen er en dyd. Nu, at elske er heller ingen dyd, det er en
simpel følge af at noget faar virkelighed for en; men for Wordsworth
naaede figurerne paa gader og stræder aldrig virkelighed; han saa i
dem aldrig mennesker der syndede eller var forfængelige, overalt var
det kun syndere, forfængelige, overfladiske. Menneskelivet kom for
ham til at staa som et element med storme af «last og brøde», om
end sikkert ogsaa med en guddommelig aand under oprøret. Og
verden var for ham hjemsted for mennesket — et abstrakt collectivum
med «human nature» til sjæl. I sin sjæls Odyssé kan han noksom
forsikre os at han opdagede mennesket, men man ser ham aldrig
dvæle hos mennesker for at lære deres tanker at kende; vejen fører
alt længere ud i abstraktionen, — til han plumper igennem og staar
paa jorden, under aaben himmel.

Men verden er eet land, Cumberland et andet, og kun det sidste
sted er han virkeligt menneske, — saa skulde man da tro, at der
maatte være mennesker det sted i verden. Det siger han ogsaa der
er. Bonden var naturens søn, der talte naturens sprog, og bonden i
hans hjem talte jo hans sprog og tænkte hans tanker. Vi giver os
uvilkaarlig af sted ud i hans digtning for at stifte bekendtskab med
disse naturvæsener. Deroppe i Cumberland og Northumberland
levede Englands oprindeligste bønder, og man venter at disse «statess
men» skal flokkes i Wordsworths digtning; men sandt at sige, havde
vi ikke andet at holde os til, vilde disse stolte «fribønder» ikke faa
noget fyldigt liv i historien. Nej, gennem hans digte traver en skare
underlige skikkelser, eremitter der har forspist sig paa livet og paa
revolutionsideer og nu i ensomheden søger lindring for de efterføl»
gende besværligheder, præster der søger ly for deres høje dannelse
i herregaardsagtige præstehjem, bissekræmmere der har læst 1001 nat
og klassiske forfattere og har slaaet sig paa omstrejfen for at fordøje
det læste og blive dybsindige; hvor de end bor, og hvad de end

Google

VILHELM GRØNBECH

er, eremitter eller bissekræmmere, har de som regel attest for at have
et hæderligt tillæg af bøger til at gøre livet værdifuldt — dog ikke
for mange; i begrænsningen ligger denne oprindeligheds styrke. Og
ind imellem dem trænger sig et helt kompagni af uforfalsket roman:
tik, hustruer der i 10 aar har stirret ned ad landevejen efter en
mand der gik i kongens trøje, mens konen sov, grædere under tornes
buske, hensvindende pigebørn og elskovssyge ungersvende. Somme
tider tager han kirkegaarden som det mest passende udgangspunkt
for intimere bekendtskab med sognets beboere; en lokalkyndig mand
slaar sig ned hos ham og gennemgaar beholdningen. Men ikke en
gang i jorden finder vi bønder og bondehustruer og stoute karle;
her hviler kun eneboere og grædersker og hjærtebrustne.

Overfor naturen staar Wordsworth i barndommens styrke, overfor
mennesket lever han i hø) grad paa ungdommens sentimentale, mytes
dannende uselvstændighed, eller — for at sige det samme med andre
ord — han udarbejder her det 18de aarhundredes opdagelse af de
rørende tragedier i simple sjæle.

. De sunde mennesker findes f. ex. i hytten, hvor konen venter
sin mand hjem fra det strænge arbejde; hvor er alting rent og pænt
med gardiner og levkøjer og fejet rundt om arnen, hvor er de glade
for hinanden, hvor tager de kærligt imod gæsten, hvor breder de
dugen vakkert for ham, hvor er det kvægende at tale med dem,
hvor hviler han godt paa det tarvelige leje de reder ham! Men hvis
er det øje der ser paa dem? Det er gæstens. Der er altid en ude
og gaar i Wordsworths digtning, med stav og et opladt øje, og han
falder altid ind hos disse mennesker, saadan for en time eller en nat,
og saa gaar han videre til den næste klient. Det er mennesker set
fra spadsereturens standpunkt.

Mennesker er nødvendige i dalen, de hører med til omgivelserne,
de vilde lævne et tomrum, om de pludselig tog reisaus og lod hyte
terne staa; — en og anden tom hytte er nødvendig for Wordsworths digte
ning, men saadan en gros, det blev for megen forladte arners romantik.
Menneskene er staffage, det er, naar alt kommer til alt, grundlaget i
hans opdagelse af mennesket, — han savnede dem der hvor de plejede
at være. Og som staffage kan han løfte dem op til en pragtfuld
menneskelighed. Naar han griber dem som de falder sammen med
naturen, da slaar deres urkraft igennem som primitiv helstøbthed, da
skabes det udødelige billede af hyrden paa fjældsiden, i hvilken de
udvortes bevægelser gengiver sindets trygge langsommelighed:

Google

4 — Edda.

WORDSWORTH

«There, 'tis the shepherd's task the winter long
To wait upon the storms: of their approach
Sagacious, into sheltering coves he drives

His flock, and thither from the homestead bears
Å toilsome burden up the craggy ways,

And deals it out, their regular nourishment
Strewn on the frozen snow. And when the spring
Looks out, and all the pastures dance with lambs,
And when the flock, with warmer weather, climbs
Higher and higher, him his office leads

To watch their goings, whatsoever track

The wanderers choose. For this he quits his home
At day-spring, and no sooner doth the sun

Begin to strike him with a fire-like heat,

Than he lies down upon some shining rock,

And breakfasts with his dog. When they have stolen,
As is their wont, å pittance from strict time,

For rest not needed or exchange of love,

Then from his couch he starts; and now his feet
Crush out a livelier fragrance from the flowers
Of lowly thyme, by Nature's skill enwrought

In the wild turf; the lingering dews of morn
Smoke round him, as from hill to hill he hies.
His staff protending like åa hunter's spear,

Or by its aid leaping from crag to crag,

And o'er the brawling beds of unbridged streams.
es rd himself he feels

In those vast regions where his service lies,

Å freeman, wedded to his life of hope

And hazard, and hard labour interchanged

With that majestic indolence so dear

To native man. Å rambling school-boy, thus

I felt his presence in his own domain,

As of a lord and master, or åa power,

Or genius, under Nature, under God,

Presiding; and severest solitude

Had more commanding looks when he was there.
When up the lonely brooks on rainy days
Angling I went, or trod the trackless hills

By mists bewildered, suddenly mine eyes

Have glanced upon him distant å few steps,

In size a giant, stalking through ihick fog,

His sheep like Greenland bears; or, as he stepped
Beyond the boundary line of some hill-shadow,
His form hath flashed upon me, glorified

By the deep radiance of the setting sun;

IV. 1915.

Google

VILHELM GRØNBECH

Or him have I descried in distant sky,
A solitary object and sublime,
Above all height!» VIII 223

Staffagen er imidlertid ingenlunde noget der males ind i billedet
bagefter for at bryde fladerne. Mennesket hører organisk med lige
saa vel som faarene paa fjældsiderne og blomsterne i klipperævnerne.
Og overalt hvor hans menneskeskikkelser virkelig lever, falder de
sammen med baggrunden, saadan at man har svært ved at sige hvor
naturen holder op og mennesket begynder, som i skildringen af «the
leech-gatherer»:

«Himself he propped, limbs, body and pale face,
Upon a long grey staff of shaven wood;

And, still as I drew near with gentle pace,
Upon the margin of that moorish flood

Motionless as a cloud the old Man stood, Resolution
That heareth not the loud winds when they call and Indepens
And moveth all together, if it move at all.» dence XI.

Wordsworth ser saa langt ind i sine mennesker, som man kan
se udefra. Men udefra er ikke identisk med udvortes. I hans møde
med mennesket er der ogsaa «stemning», dette plus som beror paa
at iagttageren smælter sammen med det iagttagne, givende saa vel
som modtagende. En analyse af hans forhold til sine figurer kommer
til at kæmpe med de samme sproglige vanskeligheder som dem han
selv illustrerer ved sin fortolkning af barndommens samliv med nas
turen, kun at stemningen overfor mennesket aldrig naar den intens
sitet og den rigdom. Forskellen lægger sig betegnende for dagen i
kulminationen af de to sider af hans digtning: himlen og jorden føder
henrykkelse, digtene om mennesker løber som oftest ud i en dybe
sindig lære.

Det 18de aarhundrede opdagede den betydning som de usammen»
satte sjæle havde for kulturen, og det forsøgte at udtrykke værdien
ved de «simple» følelser. Det 19de aarhundrede har for en stor del
været optaget af at uddybe denne opdagelse, og der er langt igen,
før grunden er naat. Arbejdet blev begyndt af mænd der sympa
tetisk bøjede sig ned mod almuen, det blev fortsat af almuesmanden
selv, og overgangen fra den forstaaende betragtning udetra og den
instinktive oplevelse var saa stor, at de to epoker i mennesker
skildringen trods deres genetiske sammenhæng kom til at staa som
fjender overfor hinanden. Wordsworth kan med stor ret kaldes en

Google

WORDSWORTH

tidlig pioner for den anden hær af opdagere, han staar paa grænsen
og gør somme tider et hastigt skridt ind i det fremmede. Men som
regel er hans psychologi den almenmenneskelige, som det 18de
aarhundredes mænd havde destilleret ud af deres egne bedste øje-
blikke, den i hvilken dyder som kærlighed, hengivenhed, nøjsomhed
var faste kategorier.

Wordsworth hører trods alt til «kulturen», og deri ligger fore
udsætningen for hans psychologiske sans udadtil, men ogsaa noget
mere, nemlig forudsætningen for hans selviagttagende kærlighed til
naturen. Der er en kløft mellem Wordsworth som naturbaaren sjæl
og bonden (nu jo et forhistorisk væsen i Nordeuropa) som naturs
født organisme. De to har sikkert nok i virkeligheden mere til fælles
end extremister vil indrømme, de har samme historie, samme religion,
og bondens opdragelse kan godt kaldes en popularisering af den
videnskabelige verdensbetragtning og den traditionelle kultur; hvis
man ved natur kun forstod et umiddelbart eller i hvert fald selve
stændigt forhold til livets problemer, da var der ingen grund til at
dele Europas befolkning i to hobe. Ikke des mindre er kløften der,
ti de to har forskelligt tyngdepunkt. Bonden er gennem sit arbejde
afstemt i en fuldkommen rytme med naturen; hans sjæls salighed af»
hænger ikke af oplevelser der kommer og gaar. Hans forening med
naturen kendes paa den planfulde ro hvormed han gaar op i sit
arbejde, paa den sikkerhed hvormed det virkekraftige liv slutter om
naturens svingninger mellem udsædstid og høsttid. Wordsworths
styrke er stemning, bondens er omtanke. De landlige følelser og
lidenskaber har for bymennesket en vis naturkraft, — i virkeligheden
er de tungere end bymennesket tænker sig, ti de inspireres af naturen,
som den gennem arbejde og arv er inkorporeret i ejendom og fødes
sted, gaard og marker.

Wordsworth er mennesket, der, netop fordi det ikke mere gror
paa landet, kan nyde det som en fest at mærke muldens ejendom:
melige lugt og varme. Selv hans ubevidsthed er umiddelbarheden
ophøjet til anden potens. Han kan give slip paa sig selv overfor
naturens overvældende favntag, og derfor opleve selvforglemmelsens
extase; hans livsvaner er regulerede efter en afledet verdensbetragt-
ning, og ved at skyde den til side oplever han drømmeriets ujordiske
tilværelse. Der er i ham et lag af Europa — af mennesket. Det
kan kendes paa hans dybeste karaktermærker; han er saa meget frie

Google

VILHELM GRØNBECH

gjort, at han kan digte det oplevede i naturen frem. Det kan mærkes
paa hans udvortes behov som menneske, — til et hjem hører bøger,
nogle faa, kun nogle faa; der ligger forskellen mellem ham og bys
digteren.

Til at leve hører ikke blot at vorde, men ogsaa at bruge. Man
kan ikke i længden nøjes med at være en sjæl, og Wordsworth
kunde ikke leve for naturen alene. Som bonden omsætter sin natur
i arbejde — og fest —, omsatte Wordsworth sin i vers; han var
digter, eller profet om man vil, af profession. Han havde tidlig
taget sin forkyndelse som en opgave. Inden han udgav Lyrical Bale
lads, havde han med haardhændt alvor bestemt sig for sit kald, set
sin ungdom som en opdragelse af en højere styrelse, gjort op hvad
han og hans forgængere var, hvad han skulde give og hvordan —
alt med en omtænksomhed der er alt andet end et spontant udbrud.

De forskellige lag i hans personlighed forlænger sig ud i digtning.
Ungdommens mytedannelse gaar, som antydet, omkring 1 en del af
de personer der befolker hans poesier. Der er i ham et bredt lag
som viser tilbage til det 18de aarhundredes tro paa, at naar Vorherre
har givet os mennesker en god forstand, saa er det fordi han saa,
at vi af alle hans skabninger havde de bedste anlæg til at bruge
den. Den side hos ham forlænger sig ud i den moraliserende prær
dikant. I den digtning som udspringer herfra, lever den gamle per
sonifikation en rask og rørig alderdom: «Nature» trisser om med
sit store N paa nakken og peger fingre ad tilhøreren; moralen hives
ud af naturen i alenmaal; populærfilosofiens svalende, men alt andet
end berusende vande flyder med samme givtighed som hos nogen
overbevist forkynder af disse eller hine menneskerettigheder. Der er
i Wordsworths digtning et hartad uudtømmeligt fond af den slags
poesier, som «faar forhøjet interesse for den der trænger ind 1 dige
teren og ser ham i forhold til sin tid», og hvad det vil sige, ved
enhver der blot en eneste gang i sit liv er faldet i hænderne paa en
criticus, der har lært at læse sin autor ved lyset fra samme autors
egne værker.

Vi er tilbøjelige til at skyde disse lag bort for at naa den egent»
lige Wordsworth. Men de er dog dele af ham selv, de har safter
til fælles med de andre lag. I hans poesi er der grader, alt efter
som det «sentimentale» eller det «naive» jeg bliver det overvejende.
I digtene om de smaa, rørende existenser her i verden — børn, tiggere

Google

WORDSWORTH

og husmænd — er der en egentone, som er Wordsworth, ikke dette
eller hint aarhundrede, og i de sandeste er denne Wordsworth meget
stærk. Og ogsaa moraliseringen vedkender han sig med rette som
tanke af sin tanke, lige saa vel som den flygtige dybsindighed, som
holder muslingskallen for øret eller driver anden tidkort, der ikke
er direkte skadelig og muligvis er nyttig til at afholde mennesker
fra værre laster. I sin ungdoms hellige ild er han ikke langt fra at
sige sig løs fra den side i sin natur som hænger ved «fancy»; men
at undsige er ikke at undlive, og han har opdaget, at det er bedre
at komme til forstaaelse med en fælle som man ikke kan blive af
med, end at skulle forbitre sin livsvej med evigt kævl. En anden
sag er det at vi frabeder os naturens opmærksomhed, naar den
stikker os en tusindfryd op i ansigtet for at lære os at tage til takke
med jordbunden, og det er forhaabentlig undskyldeligt, at vi med
al respekt lægger Wordsworths «fancy» til hvile paa Grasmere kirke:
gaard og maner ham frem i en anden skikkelse til at leve med os i
dagens tynge og hede.

En udgiver af Wordsworth har tre synspunkter at vælge imellem:
For Wordsworthianerne skal han udgive alt, den hele Wordsworth
med bogstavinspiration; for andre mennesker et lille udvalg, og dette
udvalg har sin plads paa klassikerhylden i engelsk literatur. Men
inden for dette udvalg findes en mindre skat, som tilhører menneske»
heden — bibliotekarisk udtrykt: verdensliteraturen. Og den digtning
kommer fra det jeg, hvis frelse kostede ham den bitre ungdoms»
kamp.

I denne digtning mærker vi menneskesjælens aandedræt. Den
aabenbarer de enkelte øjeblikkes tyngde; digteren følger impulserne,
mens de synker ned i sjælen og lag efter lag vækker en oplevelse,
der er dybere og stærkere end alt hvad øjeblikket kan give; han
følger dem undertiden, til de naar det dyb hvorfra hele sjælen bobler
op i een ubegribelig følelse af expansion. Det er hans glæde at
vise hvordan de mindste ting kan afstedkomme store omvæltninger,
hvordan f. ex. en hilsen ikke blot kan give vandreren hjemfølelse,
men ogsaa aabne ham en uendelig vej lige ind i aftenrøden.

Atter her mærker vi det dobbelte i ham, som skriver sig fra at
hans manddom var en genfødelse af barndommen. Barndommen
prægedes af kontinuitet; der kunde være en ulige spænding i de
enkelte øjeblikke, men der fandtes ikke nogen værdiforskel. Ung:
dommen og manddommen blev en rad af enkelte oplevelser, afbrudte

Google

VILHELM GRØNBECH

af graa almindelighed; i hans digtning er der en rigdom af krystale
lisationer fra deres udbrud. Naar han derimod digter paa barne
dommens glæde over de lidet udprægede bølger i sindet, da bliver
resultatet ofte uforstaaeligt for tilhøreren, med mindre han — under
forudsætning af at han hører til «thoughtful readers» — faar som
fodnote en af Wordsworths karakteristiske prosaforklaringer af de
«somewhat remarkable circumstances» som gav ham inspirationen.
Prosaiske, indholdsløse kalder tilhøreren dem, og paa en maade har
han jo ret.

Til andre tider er Wordsworths poesi en undervisning i erindrins
gens kunst, der lærer hvordan man suger næring af oplevelser i fors
tiden. De paaskeliljer han har set svaje paa søbredden, kommer
tilbage til ham:

«For oft, when on my couch I lie

In vacant or in pensive mood,
They flash upon that inward eye

Which is the bliss of solitude; I wandered
And then my heart with pleasure fills, lonely as å
And dances with the daffodils.» cloud.

Hans visdom er ikke den udvortes, at hjærnen skal gøres til en
billedbog at blade i uden lys. Ikke lære, ikke huske, men opleve
og omsætte til sit jeg, det er kunsten, saa kan man leve af sig selv.
Gøre til sit jeg, det betyder at faa indtrykket saa langt ned, at det,
naar det kommer op igen, trækker et univers af sjæl med sig, at det
rykker gennem hele organismen, saa at alt det henslumrende vaagner
og jubler af ren vitalitet. Mens han i hine digte gengiver fødselens
øjeblik, fremstiller han her den stund da det optagne dukker frem
klædt i sjæl. Han er vældigst, naar han skildrer hvorledes naturen
udvider sjælen og efterlader en spænding, som er ny mulighed, eller
naar han skildrer en scene, der frembyder sig for sjælen netop naar
denne er i spænding — af sorg eller glæde, — og som derfor opsuger
spændingen 1 sig; disse øjeblikke bliver en uforgængelig rigdom for
hele livet, — et minde, ja, men meget mere, en styrkefølelse der
indeholder glædens og sorgens ædleste elementer i en fuldkommen
syntese. Slutningen af Prelude's 12te bog viser ham paa hans høsjeste.

Han følger den dunkle vej nedad, til han naar det lag hvor det
oplevede fortætter sig til en rytme i personligheden. Hans rytme
gaar fuldt i samklang med naturen, dens ro reproduceret i sjælen er
for ham den sande mennesketilværelse. Den udvortes moralisering i

Google

WORDSWORTH

hans poesi er kun en lære for døgnet; etisk værdi afhænger for ham af
selvets opgaaen i stilheden. Ro er altsaa ikke søvn, men en bes
vægelse i uhyre buer. Men han priser ogsaa extasens øjeblikke, ikke
som brud paa hin vegetative ro, men som en intensifikation af dens
kraft. Og i disse øjeblikke — eller snarere i genoplevelsen af dem
— finder han fremdriften i det etiske liv; de aabner anelser om noget
som ligger saa langt ud over alt hvad der er realiseret, at de slet
ikke kan antage billedets faste form. Idealet som styrke — det er
den rigdom stunden giver.

«And deem not profitless those fleeting moods
Of shadowy exultation : not for this,

That they are kindred to our purer mind
And intellectual life; but that the soul,
Remembering how she felt, but what she felt
Remembering not, retains an obscure sense
Of possible sublimity, whereto

With growing faculties she doth aspire,

With faculties still growing, feeling still
That whatsoever point they gain, they yet
Have something to pursue.» II 312

I aarenes løb bliver disse stunder sjældnere; des mere giver han
sig hen i den tryghed der bliver mennesket til del, naar naturen faar
lov til at vinde skikkelse i det. Kraftordet i hans moral er derfor
pligt. For at blive sig selv maa man vokse ned under dagens og
stundens tilbøjeligheder, blive til eet med den grundrytme der bæver
gennem sjælen i dens enhed med naturen. Pligten, den er stræng,
som han siger i sin Ode to Duty, men den bærer dog guddommens
elskelige smil:

«Flowers laugh before thee on their beds

And fragrance in thy footing treads;

Thou dost preserve the stars from wrong;

And the most ancient heavens, through Thee, are fresh and strong.»

Men hvis vi nu gaar ud over det punkt hvor mennesket er na»
turen omsat i sjæl, støder vi da paa en kløft? Er naturen og men:
nesket blot to paralleller, eller existerer der til sidst et fællesskabi liv?

Er Wordsworth mystiker? — Det er vel den tidsmæssige formue
lering, ti mystik er for øjeblikket det slagord som med forkærlighed

Google

VILHELM GRØNBECH

bruges til at dysse tanken i en blid og nydelsesrig slummer. Mystik
kalder man alt mellem himmel og jord, som ikke staar i skole.
bøgerne; uden at man behøver at forbinde nogen videre forestilling
med ordet, breder det ganske gratis en hel sfære af exotiske dufte
omkring sig. Indiske asketer og middelalderlige skomagere, rødhuder
og hysteriske nonner har sikkert nok saa meget til fælles, at man
kan bringe dem under een hat, naar man blot forarbejder samme
hat af tilstrækkelig elastisk materiale; men naar man gaar ud fra
klassifikationen, er der en ikke ringe fare for at man kommer til at
fortolke mangen en «mystiker» ud fra lidt for almengyldige tendenser,
eller genfinder de saakaldte mystiske karaktermærker i ham i steden
for at finde ham selv.

I sin store «Ode on Intimations of Immortality», der almindelig
betragtes som hans svendestykke i mystikerlavet, har han en lære
om menneskesjælen. Barnet er naturens præst, som med sine klare
øjne ser igennem naturen og læser en hemmelighed i den; ti over
ham falder endnu glansen fra den lysets verden han er dukket ud
af. Alt som han vokser op, glider døren til, lysets flod bliver smallere
og smallere, og til sidst er der kun en stribe tilbage gennem en
sprække, netop tilstrækkelig til at give oldingen gangsyn. Ejendoms
meligt nok vokser myten i løbet af selve digtet og bliver i slutningen
en fornægtelse af hele Wordsworths senere digtning og en fornæge
telse af hans sande jeg. I 5te stanze er ynglingen endnu naturens
præst:

«Our birth is but a sleep and a forgetting:
The Soul that rises with us, our life's Star,
Hath had elsewhere its setting,

And cometh from afar:
Not in entire forgetfulness,
And not in utter nakedness,
But trailing clouds of glory do we come
From God, who is our home:
Heaven lies about us in our infancy!
Shades of the prison-house begin to close
Upon the growing Boy,
But He beholds the light, and whence it flows
He sees it in his joy;
The Youth, who daily farther from the East
Must travel, still is Nature's Priest,
And by the vision splendid
Is on his way attended;

Google

WORDSWORTH

At length the Man perceives it die away,
And fade into the light of common day.»

I S8nde stanze er barnet steget til at blive filosof og profet:

«Thou, whose exterior semblance doth belie
Thy soul's immensity;
Thou best Philosopher, who yet dost keep
Thy heritage, thou Eye among the blind,
That, deaf and silent, read'st the eternal deep,
Haunted for ever by the eternal mind, —
Mighty Prophet! Seer blest!
On whom those truths do rest,
Which we are toiling all our lives to find,
In darkness lost, the darkness of the grave;
Thou, over whom thy immortality
Broods like the day, åa master o'er a slave,
Å presence which is not to be put by;
Thou little Child, yet glorious in the might
Of heavenzborn freedom on thy being's height,
Why with such earnest pains dost thou provoke
The years to bring the inevitable yoke,
Thus blindly with thy blessedness at strife?
Full soon thy soul shall have her earthly freight,
And custom lie upon thee with å weight,
Heavy as frost, and deep almost as life!»

I Onde stanze hæver han sin røst til tak, fordi tvivlen paa sanse
verdenen har beredt vej for

«High instincts before which our mortal Nature
Did tremble like å guilty Thing surprised»;
han priser
those first affections,
Those shadowy recollections,
Which, be they what they may,
Are yet the fountain light of all our day,
Åre yet å master light of all our seeing;
Uphold us, cherish, and have power to make
Our noisy years seem moments in the being
Of the eternal Silence: truths that wake,
To perish never;
Which neither listlessness, nor mad endeavour,
Nor Man nor Boy,
Nor all that is at enmity with joy,
Can utterly abolish or destroy!
Hence in å season of calm weather,
Though inland far we be,
Our souls have sight of that immortal sea

Google

VILHELM GRØNBECH

Which brought us hither,

Can in åa moment travel thither,
And see the Children sport upon the shore,
And hear the mighty waters rolling evermore.»

Den visdom, at en saadan myte har været i verden før Words-
worth, at han har grebet den som et kærkomment udtryk for en
sandhed han følte, og ikke har udvundet den af sin egen erfaring,
den har hjemme i literaturhistoriens formlære. Interessen ligger i
den erfaring som fanger billedet ind og gør det til sit. Og denne
erfaring, den er Wordsworths, den er hans personlige oplevelse af
at manddommen var en falmet barndom, — hans personlige, jeg vilde
være tilbøjelig til at sige hans tilfældige, oplevelse. Digtningen er
som altid en forlængelse af hans sjæl ud i ord, men det er hans
sjæl som den udfolder sig i tiden, og ikke det dybeste i ham, det
tidløse, der har skabt disse pragtstrofer.

I den store ode er troen traadt ind i steden for erfaringen. Man
fristes til at gaa videre og sige, at den er inspireret af en tro der
skaber dogmer til erstatning for virkeligheden. Man kan undskylde
sin svaghed overfor fristelsen med at digtet indeholder en modsigelse;
ikke blot er de første stanzer, som blev digtede nogle aar tidligere,
i strid med de senere, men i den sidste halvdel lægger hver stanze
et plus til mysteriet, som om ordet havde taget magten fra indholdet.
I hvert fald kan man uden bæven sige, at den store ode staar ret
alene med sin mystik, og endvidere at den ikke staar uigendrevet i
Wordsworths egen digtning.

Der er et lille digt fra omtrent samme tid; det har 1 sin simpel»
hed et helt andet evangelium at bringe:

«My heart leaps up when I behold
Å rainbow in the sky:
So was it when my life began;
So is it now I am å man;
So be it when I shall grow old,
Or let me die!
The child is father of the man;
And I could wish my days to be
Bound each to each by natural piety.»

Her ligger vægten paa pieteten, paa den ubrudte sammenhæng
mellem barndom og manddom. Det samme er grundideen i hans

(Go ogle

WORDSWORTH

Lines Composed near Tintern Abbey fra 1798: Med vemod skuer han
tilbage paa barndommens umiddelbare naturglæde, dens stingende
fryd og dens svimle rus, dog skal der ikke fra ham komme nogen
klage:

«For I have learned
To look on Nature, not as in the hour
Of thoughtless youth; but hearing ogenmne
The still, sad music of humanity,
Nor harsh nor grating, though of ample power
To chasten and subdue. And I have felt
Å presence that disturbs me with the joy
Of elevated thoughts; å sense sublime
Of something far more deeply interfused,
Whose dwelling is the light of setting suns,
And the round ocean and the living air,
And the blue sky, and in the mind of man:
Å motion and a spirit, that impels
All thinking things, all objects of all thought,
And rolls through all things. Therefore am I still
Å lover of the meadows and the woods,
And mountains; and of all that we behold
From this green earth; of all the mighty world
Of eye and ear, both what they half create,
And what perceive; well pleased to recognise
In nature and the language of the sense,
The anchor of my purest thoughts, the nurse,
The guide, the guardian of my heart, and soul
Of all my moral being.»

Den der kender Wordsworth, véd at han her udtaler noget som
ikke er begrænset til eet aar eller ti aar. I et digt fra 1818, Com»
posed upon an Evening of Extraordinary Splendour and Beauty,
toner endnu odens klange sagte igen, men ejendommeligt nok uden
mytologi. Aftenstundens pragt faar ham til at juble over at fortidens
naturbetagelse kommer tilbage til ham. Jubelen har sin vemod i
modsætningen mellem før og nu; men der er intet af den dumpe
rugen over et brud i menneskesjælen. Det evige er indesluttet i det
timelige. Den ophøjede harmoni som er sjælen baade i aftenens
stilhed og i solnedgangens farver, er naturens egen, saadan som den
forlænger sig ud i verdener hvor ingen sol lyser.

Som mystikeren kender Wordsworth betagelsens øjeblikke, da
følelsen af selvet forsvinder,

Google

VILHELM GRØNBECH

«that blessed mood,
In which the burthen of the mystery,
In which the heavy and the weary weight
Of all this unintelligible world,
Is lightened: that serene and blessed mood,
In which the affections gently lead us on, —
Until, the breath of this corporeal frame
And even the motion of our human blood
Almost suspended, we are laid asleep
In body, and become a living soul:
While with an eye made quiet by the power Lines Composed
Of harmony, and the deep power of joy, near Tintern
We see into the life of things». Abbey

Dette kan med sandhed kaldes extase, den som griber mystis
keren, naar det inderste liv i ham skyder alle tilfældigheder bort,
den som griber den saakaldte praktiske mand, naar han oplever sig
selv som helhed i modsætning til dagens stykkevise, i hvilket hans
livskraft kun er latent til stede. Men medens den traditionelle
mystiker faar sin aabenbaring ved indstrømning fra en verden der
ikke er kommensurabel med det sanselige, rækker Wordsworth sig
udad i forventning; kun gennem sanserne gaar vejen til hans sjæl.
Mystikerens højeste øjeblikke er stumme, eller de giver sig lyd i en
uartikuleret lallen, og i sin tilbageskuen maa han gribe til billeder som
mere virker gennem ordenes musik og antydningsrigdom end gennem
deres indhold. Wordsworths extase er vel ogsaa stum, men stilheden
beror snarere paa at oplevelsen lægger beslag paa hele sjælen, end
paa at den ligger helt uden for ordets muligheder, og bagefter staar
oplevelsen frem i klare billeder med et tydeligt indhold. Ja billedet
bliver for hele hans liv bærer af extase, saadan at han atter og atter
kan leve den om igen ved dets hjælp. For at berigelsen gennem sane
serne kan fremkalde extasen, maa der imidlertid være noget mere
end nervekildring med i spillet. Naturen faar et nyt lys ved sammen»
stødet med sjælen; i de store øjeblikke fordybes den til en uendes
lighed af indhold, som ingen tanke kan analysere, og derfor hedder
det utvetydigt, at paa extasens højeste slukkes det ydre øjes lys, og
sjælen oplever sig selv. Allerede om sin barndom siger han:

«Oft in these moments such å holy calm
Would overspread my soul, that bodily eyes
Were utterly forgotten, and what I saw

Appeared like something in myself, a dream,
Å prospect in the mind.» II 348

Google

WORDSWORTH

Enhver der kender den rette mystiker, føler hvilken himmelvid
forskel der er mellem dette syn og mystikerens, for hvem netop
verdens lys paa forhaand lukkes ude, for at et lys af helt anden art
kan opstaa. Man behøver blot at forestille sig paa den ene side
digteren, der fylder sit syn med solnedgangens pragt, til øjnene bliver
svangre med en solbelyst verden af den højeste intensitet, og paa
den anden side mystikeren, der stirrer paa den blanke tallerken, til
synsnerven er paralyseret. Ogsaa naar extasen helt og holdent kommer
indefra for Wordsworth, har den samme præg af at tilhøre sjælens
normale funktioner. Naar sansernes døre lukkes, fremstiger der en
stemningskraft, men denne udgaar fra en eller mange tidligere op»
levelser, som forlængst er blevet omsatte til sjælelig rigdom og dag
for dag er blevet inderliggjorte ved alt det der sivede ned til deres
dybde. Stemningskraft er kun tilsyneladende et vagt ord, det skal
udtrykke noget som fylder hele sjælen med vibrationer, men saaledes
at sjælen gennembæves af styrke. Som helhed er denne stemning
uartikuleret, men den kan være og er vel oftest forbunden med et
«minde».

Wordsworths mystiske selvbekendelser har derfor en enestaaende
psychologisk klarhed. Et saadant udtryk som det nys citerede er en
syntese af den højeste poesi og den klareste sjælebeskrivelse. Hans
etik har gjort det der forekommer mange uigennemførligt, at spænde
idealet for arbejdskærren. Han kender de ideelle længsler, han ved
at man ikke kan berøve dem deres anelsesrige vibration uden at røve
dem deres egentlige styrke, og saa giver han dem sikkerhed ved at
knytte dem til faste sjæleprocesser. De himmelstræbende øjeblikke
er derfor i ham ikke en hendunstende rus, lige saa lidt som han for
dem glemmer den stille, sagte vækst; fra naturindtrykkene udgaar

«feelings
Of unremembered pleasure: such, perhaps,
As have no slight or trivial influence

On that best portion of åa good man's life, Lines Composed
His little, nameless, unremembered, acts near Tintern
Of kindness and of love». Abbey.

Der er intet af mystikerens hektiske higen hos Wordsworth;
hvad mennesket een gang har oplevet, er en evig ejendom; han be
høver aldrig at sukke efter en ny regnstrøm over sjælen, efter nye
oplevelser til at erstatte de gamle, der nu er opbrugte.

Naar man har set, at livsnerven i Wordsworths forhold til nar

Google

VILHELM GRØNBECH

turen var den gensidige paavirkning mellem natur og sjæl, vil saas
danne spørgsmaal som disse, om han var pantheist, eller om han
havde en bestemt lære angaaende naturen, forekomme en misvisende.
Ethvert billede, enhver lære bliver hos ham kun en tjener for er
faringen, den faar aldrig lov til at sætte sig fast og erhverve selvs
stændigt liv. Det gensidige forhold udelukker, som vi har set, de
to gængse mytologiske extremer, saavel enhver anthropomorphisk ud
formning af naturfænomenerne som en «besjæling» af Verden — med
et pantheistisk stort bogstav. Vort sprog er ved aarhundreders arv
blevet prædisponeret til mytisk udtryksmaade; blot vi smider det
tøjlen over halsen, fører det af sig selv tanken trygt ind i det rige
hvor pantheisme og anthropomorphisme fører et mildt regimente med
uindskrænket tænkefrihed. For at holde sig klar af mytologien maa
Wordsworth tøjle sproget med haard haand, og hans sikkerhed
vidner højt om hvor faste hans minder er, men tillige om at op»
levelsen ikke har forandret karakter for ham i hans manddom. Naar
naturen træder frem for barndommens tanke, klæder den sig i vage
former, der blot udfolder deres indre ikkesmenneskelige ejendommer
ligheder i synlige — eller halv synlige — gestalter,

«huge and mighty forms, that do not live
Like living men, moved slowly through the mind
By day, and were aå trouble to my dreams». I 398

Og paa samme punkt staar hans modne tanke, som den f. ex.

er udtrykt i digtet til bækken:

«If wish were mine some type of thee to view,
Thee, and not thee thyself, I would not do

Like Grecian Artists, give thee human cheeks,
Channels for tears; no Naiad should'st thou be, —
Have neither limbs, feet, feathers, joints nor hairs:
It seems the Eternal Soul is clothed in thee

With purer robes than those of flesh and blood, Brook whose
And hath bestowed on thee a safer good; Society the
Unwearied joy, and life without its cares.» Poet Seeks.

Ord som verdenssjælen eller naturens besjæling er kun etiketter
til at klassificere oplevelser af højst forskellig oprindelse, og naar
etiketten har gjort sin — saare begrænsede — nytte, kommer først
det egentlige arbejde med at forstaa erfaringens karakter. Words

Google

WORDSWORTH

worth har nok af udtryk der frembyder sig for etikettens fagbe»
handling. Allerede om sin ungdom bruger han, som allerede citeret,

udtrykket:

«I felt the sentiment of Being spread
O'er all that moves and all that seemeth still»; II 401

og i hans manddoms digtning lyder tanken igen i mere pointeret form:

«To every form of being is assigned

An active Principle: — howe'er removed

From sense and observation, it subsists

In all things, in all natures; in the stars

Of azure heaven, the unenduring clouds,

In flower and tree, in every pebbly stone

That paves the brooks, the stationary rocks,

The moving waters, and the invisible air.

Whate'er exists hath properties that spread

Beyond itself, communicating good,

Å simple blessing, or with evil mixed;

Spirit that knows no insulated spot,

No chasm, no solitude; from link to link The Excur:
It circulates, the Soul of all the worlds.» sion IX 1.

Men Wordsworth holder ikke hart ved et udtryk, ja ikke
sjælden kan han (som i Prelude II 419 ff.) med et vist pedanteri
desavouere sine egne inspirerede linjer med et: «Hvad enten nu denne
teori synes acceptabel eller ikke, staar faktum fast» Hovedsagen er,
at besjæling for ham er resultatet, ikke en forudsætning der regulerer
forventningen om hvad det er muligt at opleve. Og skal man fore
søge paa at sige hvad der for ham egentlig indeholdes i hans tale
om universets sjæl, vil ordene sædvanligvis falde saadan: Words
worth vil dermed udtrykke den betydningsfulde sandhed, at verden
ikke er noget dødt. Til død har vi mennesker kun een modsætning,
nemlig liv, og med liv forstaar vi uvilkaarlig liv af menneskers liv,
eller i hvert fald noget der i art svarer til vore egne indre oplevelser.
Men selv om vi ikke kan forcere vor tanke til et spring ud over
dens egne forudsætninger, er det ikke givet, at disse forudsætninger
er tilværelsens egne grænser. Der er intet i vejen for at vi kan ane
livsformer af en anden art.

Men naar alting skal høres, kommer vi dog til sidst til erkene
delse af at Wordsworth havde en lære; dens styrke ligger imidlertid

Google

VILHELM GRØNBECH

i at den aldrig udtales direkte, men til gengæld er latent til stede i
alt hvad han siger. Han lever paa den overbevisning, at sjælen bliver
til ved et maalbevidst arbejde fra sjælens ejermands side. Mennesket
skaber sig selv. Det faar materialet udefra — ifølge Wordsworth
ensidigt fra naturen, vi andre kan vel have lov til at føje flere kilder
til, — det indoptager det og omsætter det til en følelsess og viljese
masse, der intet modstykke har uden for menneskets personlighed.
Wordsworths største digtninge er minutiøst sande beskrivelser af
skabelsesprocessens momenter, og det kan de kun være, fordi digt-
ningen er et led i selve skabelsesgerningen. Derfra kommer hans
dybe opfattelse af «imagination» som udtryk for digterens hovedævne,
— han skaber, fordi han gentager sin egen tilblivelsesproces.

Der er et ord som gentages atter og atter i hans tale om naturens
forhold til mennesket — ordet glæde. En digter skal frembringe
glæde i verden, ellers er hans arbejde forfejlet; men han kan ikke
naa sit maal ved blot at gentage halleluja ad infinitum. I selve ordets
indhold skal der være gemt en skaberakt. Og saaledes er det med
Wordsworth. «Joy» er for ham selve livsfølelsen, der rummer fryd
lige saa vel som smærte, higen lige saa fuldt som tilfredsstillelse.
Glæde er den stærke spænding i sjælen, som beror paa at den for
næmmer sig selv som voksende, glæde er en kraft i de dybeste strata,
der gennem mange mellemled bærer de øverste stemningslag.

Derfor mangler der tilsyneladende i denne digtning enhver my:
stisk eskatologi saa vel som enhver anden slogi. Trods hans ode kan
man med sandhed sige, at han ikke kender nogen opgaaen i Gud,
ingen fortid og ingen fremtid. Der tales ingen overbevisende ord
om sjælens guddommelige oprindelse, ej heller om dens søgen tilø
bage til sit udspring, ej heller om nogen tilkommende forherligelse,
hvor afbilledet forsvinder for den fuldkomne skønhed. Evigheden, i
betydning af menneskelivets anden og sidste akt, ligger uden for
hans horisont. Fremtiden er ham som en fortsættelse, maaske en
fuldkommengørelse af de jordiske oplevelser. Her paa jorden lever
mennesket, og mere end leve kan det ikke. Her paa jorden kan
man leve dybere og dybere, — og Wordsworth ser ingen grænser
for menneskets muligheder indad, — men en overgang til en anden
sfære kender han i virkeligheden ikke. Det er kun i legemet han
er til, og sikkert er legemet ofte paa grund af ydre omstændigheder
en daarlig medhjælper, men en nøgen sjæl har han ingen fortrolige

hed med.
64

Google

WORDSWORTH

Men det materiale som sjælen skabes af, af hvad art er det?
Svaret paa dette spørgsmaal er ogsaa kun latent til stede i Wordss
worths digtning. Ja, medens han direkte udtrykker skaberakten
gennem al sin poesi, lader han dette spørgsmaal staa aabent, med
den simple antydning at af intet kan intet skabes. Han har nok i
sin tillid til at mennesket aldrig behøver at føle sig fattig af mangel
paa muligheder. Naturen, der er hans hovedkilde, har et liv af en
saadan art, at det kan omsættes til sjæl, og af hvad art saa dette liv
end er, udspringer det af uudtømmelige kilder. Den «Being» som
han føler i alt bevægeligt og alt ubevægeligt, har sin grund i dybder
hvor tanke, viden og syn svigter. Solnedgangens harmoni tilhører
aftenen, men den udstrømmer fra «worlds not quickened by the sun»
(Composed upon an Evening of Extraordinary Splendour and Beauty).
Naturen, som vi opfatter den, er ikke tingenes væsen, lige saa lidt
som den er et falsk afbillede af det reelle. Fjendommeligt nok siger
han aldrig med mystikerens ligefremhed, at dette naturens dyb er
Gud. Hans oplevelse hindrer ham i begge extremer, baade at bee
grænse Gud og at begrænse den for sanserne tilgængelige natur.
Naar han ikke har travlt med at kæde en evighed til tiden, er grun»
den den, at han er en evighed, en evighed i dybden.

Udvortes set glider hans liv hen uden noget brud med den bes
staaende religion og moral. Kulturlaget i hans sjæl — det der mora
liserer og symboliserer — lever i god forstaaelse med Gud Herren
og kirkens velsignelse og alt hvad et land som England byder sine
børn. Men i virkeligheden beror hans hengivelse i det bestaaende
paa dybere forudsætninger. Naar frihed og lighed bliver tomme
ord for ham, er det fordi han føler sig selv som noget der vokser,
og alt hvad der har livsværdi, er blevet til ved at gro. Konser»
vativ maa han da blive efter terminologien, men hans konservatisme
ligger i at han uden vanskeligheder lever sit eget liv inden for
de former der er, d. v. s. er voksede frem; og derfor er han i virke
ligheden inkongruent med sociale systemer og med dogmer. I sig
selv føler han at han er, og i denne umiddelbare tryghed giver
han sig hen, uden at stille noget spørgsmaal om hvordan denne
væren kan tænkes at overvinde døden og uden nogen forsikring om at
den altid vil bevare sit særpræg. Det dybeste udtryk for hans livse

$ — Edda. IV. 1915.
65

Google

VILHELM GRØNBECH

vished finder man vel givet i de fire linjer, der indeholder sjælens
lidenskabsløse hengivelse i naturens orden (ti saaledes maa jeg be

stemt opfatte digtet om Lucy):

No motion has she now, no force;

She neither hears nor sees;

Rolled round in earth's diurnal course,

With rocks, and stones, and trees. Lucy V.

Vilhelm Grønbech.

Google

POLENS FRÄMSTE RENÄSSANSSKALD

ån den nuvarande preussiska provinsen Posen med årkebiskops»

såtet i Gnesen utvidgade sig det gamla polska konungariket allt
mer Österut, och residensstaden Krakau blev ock den andliga hården.
Men den religiösa splittringen med KievsMoskva gjorde, att det
naturliga sambandet med den slaviske grannen i öÖster tidigt avslets,
och å andra sidan var under senare delen av medeltiden den polska
kulturen ånnu för spåd för att kunna undvara inflytandet från våsterø
landet, såvål det tysktstsjechiska som det latinsktæitalienska. Polens
första kronikörer voro utlånningar, t. ex. Gallus från Frankrike och
långre fram Philip Buonaccorsi de Gemigniano från Italien. Den
mårkliga s. k. florianska Psaltaren i polsk översåttning (från slutet
av XIV årh.) upptåcktes i ett Österrikiskt kloster nåra Linz, och det
var en serb, som på polska nedskrev sina intryck från den dåtida
Balkanshalvön, lika mårkliga i språkligt som i historiskt avseende.
Latinet var ånda fram till 1500stalet det herskande skriftspråket i
Polen, och når de lårda poeterna omsider började begagna sitt mos
dersmål och behandla nationella åmnen, t. ex. krigen med tyskarna,
blev det dock dårför ej en nationell poesi. Och universitetet i
Krakau, som begynt sin verksamhet så löftesrikt (1400), hemföll allt
mer under teologiens och skolastikens stela bokstavstvång.

Den litteråra våckelse, Polen behövde, kom först genom den
bömiska husitrörelsen och sedan genom den tyska humanismen och
den italienska renåssansen. Den senare hålften av det sextonde åre
hundradet, då konungens och senatens förenade makt successivt
överflyttades på den sjålvrådiga, egennyttiga adelsrepubliken (rzecze
pospolita), representerad av szlachtan (ty. geschlecht, ådel börd),

Google

ALFRED JENSEN

visade redan tecken till det politiska förfallet, men det var dock
under denna tid som den polska vitterheten frodades och skapade
den första litteråra «guldåldern». Genom prinsessan Bona Sforzas
förmålning med Sigismund den gamle fick det italienska inflytandet
Övervikt över det tyska, och renåssansen skapade utmårkta konstverk
i Krakaus kyrkor och palats. Vad den framstående statsmannen
Jan Zamojski var för Polens politiska bildning och Skarga för det
religiösa livet, det blev Jan Kochanowski för den polska poesien.
Han år den polska jordens, det polska lantlivets förste nationelle
skald i modern mening.

Kochanowski har drabbats av samma oförskyllt hårda öde som
så många andra slaviska skalder från åldre och nyare tid, nåmligen
den oförtjånta glömskans. Hans namn förekommer visserligen i
«vårldslitteraturens» historia; men vad som fanns bakom detta namn
— dårom torde vål åven mycket bildade litteraturkånnare utom Polen
ha svåvat 1 ovisshet. Då undertecknad har åran att råknas som tids
skriftens medarbetare på det slaviska litteraturområdet, tror han sig
icke kunna göra en låimpligare början ån att genom en populår, på
resultaten av de nyaste forskningarna grundad studie av denne hittills
föga kånde polske skald. |

Jan Kochanowski föddes år 1530 i byn Sycyna (distriktet Sane
domir) vid en liten flod av samma namn, i en skogig trakt på vånstra
sidan av Weichsel. Fadern Piotr, som var domare, hade vid 40 års
ålder gift om sig med den 18:åriga Anna Bialoczowska. Av sin
samtida Görnicki, författaren av den efter Balthasar Castigliones
«Libri del Cortigniano» gjorda polska omarbetningen «Dworzanin»
(Hovmannen), prisades hon för sin intelligens och torde på sonen ha
haft samma poetiska inflytande som Slowackis mor på sin son. «Om
jag har fått någon poesi i min sjål, har jag tagit den från dig.» 1 detta
åktenskap föddes sju söner och fyra döttrar, av vilka några gjort
sig kånda genom vitter begåvning: Jans bror Andrzej Översatte
«Eneiden» på polska, och hans verssmidande bror Mikolajs son Piotr
år vålbekant som tolkare av Tassos «Gerusalemme».

Vid 14 års ålder inskrevs Jan i Krakaus universitet. Detta var
då snarare ett teologiskt seminarium ån den fria forskningshård,
varom dess förste rektor Stanislaw av Skarbimierz hållit ett ståtligt
invigningstal. Även en jurist eller en baccalaureus artium kunde bli
pråstvigd. Alla studenter måste bo i konvikt under uppsikt av
magistrar. De fingo ej klåda sig «vårldsligt» med hatt och vapen.

Google

POLENS FRÄMSTE RENÄSSANSSKALD

Skorna med långa spetsar voro utbytta mot kortskaftade såmskskinns-
stövlar; den långa, årmlösa tröjan omslöts av en vestis clericalis (en
svart tunica), och hjåssan tåcktes med en liten mössa av taft. Lektioe
nerna begynte redan klockan 5 på morgonen; studenterna sutto hop»
klåmda på tråbånkar, med knåna som pulpet och med blåckhornet
fastbundet vid gördeln.

Kochanowskis far dog 1547, och samma år lemnade Jan uni-
versitetet. Enår pest då utbrutit i staden, beslöt han att 1 förening
med sin vån Tarnowski fullfölja sina studier 1 utlandet. Osannolikt
år det icke, att han studerat i Leipzig och Prag, men dårom vet man
dock intet, och åven om en tysk studieresa gjordes, var den ganska
betydelselös för hans utveckling. Av så mycket större vårde blev
dåremot den resa, som han över Wien och Venedig företog till
Padua.

Paduas universitet åtnjöt på den tiden europeisk ryktbarhet. I
det sextonde århundradet besöktes det av ett tusen studenter ensamt
från Polen. Dess förnåmsta adelsåtter voro der representerade; dår
fingo blivande statsmån och diplomater sin utbildning, och 50 polska
biskopar och 40 ståthållare och palatiner utgingo från denna högs
skola. Hår utbildade sig historikerna Kromer och Stryjkowski samt
den ovannåmnde Görnicki. Hår gjorde Kochanowski måhånda pere
sonlig bekantskap med den unge vojevodan Stefan Batory av Siebens
burgen, vilken blev en av Polens båsta regenter i nyare tiden. Åven
inom universitetet åtnjöto polackerna ett visst anseende; de beklådde
flera förtroendeposter och hade en egen förening, Academia Animos
sorum. Tasso har i sin episka dikt «Rinaldo» ågnat en strof åt
Kochanowskis studiekamrat Tarnowski. Såsom en egendomlig tillfållig»
het må anföras, att under 1600stalet voro vid Paduas universitet
immatrikulerade två studenter med namnen Petrus Dionysius Koscius
szko från Polen och Dawid Mickiewicz från Litauen. Studenterna
voro fördelade på sju nationer, och åven på den tiden höllo den
polska och den franska «nationen» ihop mot den tyska, med vilken
det upprepade gånger kom till handgripliga konflikter. Goda lårares
krafter funnos då, sårskilt i filosofi och klassiska språk, och det lider
intet tvivel, att Kochanowski hår fick många andliga impulser. Isyns
nerhet intresserade honom Petrarca, om vilken han diktade latinska
verser, och efter dennes förebild besjöng han sin donna gentile under
olika namn i latinska dikter, som redan röjde den poetiska begåvs
ningen.

Google

ALFRED JENSEN

Men åven på den tiden hade studenterna tid övrig för annat ån
bokliga studier, och Paduas arkader inbjödo till förströelser av dis
verse slag: ån tillstålldes slagsmål, ån anordnades turneringar, dans
och teaterförestållningar. Så t. ex. hade den tyska nationen på mid»
sommardagen offentliga upptåg på den heliga Katarinas gata. Åven
Venus var ingalunda fråmmande för dessa nöjen, och Kochanowski
erkånner sjålv, att

«Solus amor docuit blandos me fingere versus».

Mycket av Kochanowskis latinska erotik torde ha varit oskyldigt
tidsfördriv för den litteråra övningens skull. En förbindelse höll
dock på att bliva ödesdiger för honom — det var bekantskapen med
"Lydia. Vem denna kvinna varit, år icke nårmare bekant; såkert
torde dock vara, att hon tillhörde kurtisanernas fladdrande slåkte,
åven om hon förvårvat sig en viss bildning, och då det uppgives,
att hon stundom uppsökte Kochanowski förklådd till gosse, torde
detta snarare ha varit ett lustigt spratt ån förestavat av den ångsliga
försiktighetens tvång. Såvitt man får döma av skaldens antydningar,
voro hennes levnadsvanor icke av den art, att hon pålade sig några
konventionella band. |

Men om det för den mognade italienskan endast var en lek
eller blott ett spekulativt geschåft, blev det åter för den unge, oers
farne polacken djupt allvar, och han genomkåmpade i sin diktning
och fantasi alla kårlekens faser allt ifrån den första blygsamma knacke
ningen på hennes port till svartsjukans mörkaste natt. Om hennes
utseende får man tyvårr ej veta mer ån att «hennes kind var som
snö, håret som guld, ögonen som stjårnor och hela den hårliga ge
stalten liknande en forntidens gudinna» — så ungefår såg vål också
Petrarcras Laura ut jåmte den oråkneliga raden av herdinnor på
Sicilien, i Provence och Dalmatien! Når han började mårka hennes
otrohet, utlöste han sin förtvivlan i en bitter elegi: «Elåndigal För
dig vakar jag hela natten, och fågeln har redan med full strupe före
kunnat dagens inbrott. Men du sitter med blomprytt hår vid fulla
bågare eller anför dansen vid lutans toner och sållskapar med andra.
Ack, trolösa slåktel Kvinnorna förstå blott svek och de leka med
de arma månnen. Olycklig den, som allt för lått lånar er sitt öra
eller tror, att edra ord ha vikt och vårde! Om någon inbillar sig,
att I kunnen tala utan svek, kan han lika gårna tro, att rågn år torrt
eller att eld år våt.»

(20 ogle

POLENS FRAMSTE RENASSANSSKALD

Vid pestens utbrott flyttade Lydia ut på landet, och Kochanow»
ski blev ensam. Når universitetet också måste stingas, reste han
med en landsman till Rom och Neapel. Några spår av denna ut
flykt finnas dock icke i hans diktning, och överhuvud tyckes han ha
haft föga förstående för de bildande konsterna. Når han återkom
till Padua, erfor han, att Lydia knutit förbindelse med en annan.
«Olycklig den dag — heter det i en ny latinsk elegi — då mina ögon
varsnade dig, Lydial Ve mig, som ej genast genomskådade ditt
våsen och dina planer! Ditt hjårta motsvarar tyvårr ej din skönhet I»
Han sökte tröst i en ny bekantskap, men då blev hon sårad i sin
fåfånga och ville åter fånga honom. Når drottning Bona 1556 åter»
vånde från Polen till sitt land genom Padua och Kochanowski kom
i beröring med hennes hovstat, blev Lydia svartsjuk eller låtsades
åtminstone vara det. En studievån lyckades visserligen övertala den
ålskogskranke poeten att följa med honom hem till Sycyna; men
snart återvånde Kochanowski till Padua för hennes skull. Då han
av kamrater fått höra, att hon hade gråtit av förtvivlan och inbillat
sig, att han på vågen blivit mördad av banditer, veknade hans hjårta,
och i en ny 'elegi' utbrister han: «Nu år det tid att roa sig, att
ålska, min Lydia, och att med fulla handen gripa glådjen i flykten.
Nu åro lutor och sånger vålkomna; nu kan man fritt ströva kring i
staden och sent på natten vånda hem.» Men den nya fröjden råckte
ej långre ån poetens magra kassa. Hans ögon blevo åntligen öpp»
nade, och i en ironisk elegi tog han för alltid avsked av den tro»
lösa: «Somna i lugna drömmar, Lydia! Du skall ej mer behöva
gråta för att jag bultar sönder din dörr, och du skall slippa höra
hotelser, blandade med snyftningar. Inga kransar skola grönska vid
din tröskel; ingen hes flöjt skall gnålla vid din dörrpost. Det år
tid för mig att tånka på den uttjånade soldatens åretecken.»

Over Marseille for Kochanowski genom Frankrike till den stad,
dår «den blåa Seine med snabba vågor sköljer det stora slottet». I
Paris studerade han vid det nyligen inråttade «Collége royal des trois
langues» (sedermera Collége de France) och gjorde personlig bekant»
skap med den firade måstaren Ronsard, om vilken Boileau sade, att
han «på franska talade latin och grekiska». Liksom Kochanowski i
Padua litterårt påverkats av Petrarcas erotik och den burleska poesien
(frasche, på polska fraszki, epigram och skåmtsamma småvers), fick
han i Paris ett starkt intryck av «plejadernas» odes, folastries,
meslanges, amours etc. Men Katarina av Medicis och Diana av

Google

ALFRED JENSEN

N
Poitiers' levnadsglada Paris utövade ock sin dragningskraft, och åven
på denna studietid kunde han tillåmpa sin sjålvbekånnelse:

«Ej annorlunda leva jag kan ån jag skriver:
enår jag gårna dricker, min vers ock rusig bliver.»

Hans levnadssått var fortfarande något regellöst, och ehuru påne
ningenöden blev allt större, kunde icke ens hans vån Hieronym
Ossoliniski övertala den förlorade sonen att vånda hem. Det var
först moderns död (1557), som förmådde honom att plötsligt fara
til Sycyna.

Ända till sista tiden har en uppgift blivit tagen på god tro, att
Kochanowski skulle hava sånt från Paris till Krakau en polsk dikt,
som skulle ha gjort poeten Rey så hånryckt, att han i ett epigram
tackade Kochanowski för «den slaviska gudinnans sång». Prof.
Bruckner har med råtta påvisat, att detta berömda poem («Czego
chcecz po nas, Panie») på grund av den utmårkta formen och den
varma religiösa kånslan måste vara en frukt av den mognade och
stadgade mannens senare alstring, då han sysslade med sin poetiska
omskrivning av Psaltaren. Enår denna dikt plågar betecknas som
utgångspunkten för Polens moderna vitterhet, torde ett svagt försök
till nåstan ordagrann tolkning icke vara Överflödigt.

«Vad vill du av oss, Herre, för alla de skinker,
varmed du i din godhet på de dödliga tånker?
Ej kyrkan dig rymmer. Allt år fullt av din ande
i himlen, uti havsdjup och i allo lande.

Allt år uti din ågo. Du guld icke kråver

och slikt, varöver månskan sig ömkligt förhåver.
Men med ett tacksamt hjårta vår lovsång skall klinga,
ty vårdigare offer vi ej kunna bringa.

All vårldens herre år du. Himlens sal låt du timra
med alla gyllne stjårnor, som dåruppå skimra.

Du lagt en såker grund åt omiåtliga jorden,

vars nakenhet ett grönskande hölje år vorden.

På din befallning havet vid strånderna glinser,
men Överskrider icke utstakade grinser,

och floder ymnigt bringa det svalkande vatten,
och ljusa dagen följer på kolmörka natten.

Google

POLENS FRÄMSTE RENÄSSANSSKALD

Du låter Våren föda de plantor, som spira;

du låter Sommarn kransar av rågaxen vira

och Hösten bringa åpplen och rankornas safter,
varmedels Vintern skånker hugsvalande kratter.

Din kårlek fåller daggen på vissnade tråden

och friskar upp med regnet den solbrånda såden.
Du med din allmakts hand alla varelser hågnar
och kreatur på marken med vålmåga fågnar.

Odödlighetens Herre, dig vare pris och åral
Din kårlek och godhet oss alltid vare nåral
Bevara oss på jorden, så linge dig tåckes,

tills dina vingars skugga för evigt oss stråckes!»

Om Kochanowskis liv före återkomsten till Polen i många styce
ken år dunkelt och okånt, gåller detta kanske ånnu mer om den
senare delen av hans liv. Detta dunkel beror på det bristfålliga
materialet, ty under de nårmast följande århundradena gjorde jesuis
terna sitt båsta i att förtiga en skald, som med orått ansågs som
kåttare, och forskningen år nåstan uteslutande hånvisad till de bio
grafiska antydningarna i Kochanowskis egna dikter. Man vet, att
han deltog i åtminstone ett fålttig (mot Moskva), men om hans
krigiska meriter nåmnes intet. Han fick inkomsterna av domprosts
åmbetet i Posen, men blev aldrig pråstvigd. Han utnåmndes 1560
till sekreterare vid hovet, men om hans personliga stållning till ko
nungen har man sig ingenting med visshet bekant. Han upptrådde
visserligen som talare på en riksdag, men gjorde föga lycka, och
överhuvud stod han fråmmande för det politiska partikivet.

Men en varm fosterlandsvån var han och han insåg de vådor, som
hotade det polska konungariket genom det allt mer våxande sjålvss
våldet hos adeln under den «absoluta frihetens» tåckmantel. Hårom
vittna fördelaktigt hans båda första tryckta lårodikter «Satyr» och
«Endråkt». Han varnar för split och gisslar samhållslytena, ehuru
hans kritik icke alltid tråffar de ömmaste punkterna, t. ex. når han
klagar över att hans landsmån bliva köpmån och jordbrukare för att
samla rikedomar. «Förut (i den gamla goda tiden!) var det bondens
sak att odla jorden, men adelns att utöva krigaryrket, dess största
rikedom och åra. I glömmen, att samma medel, som ha gjort ett
rike stort, ock kunna förstöra detsamma. Obekymrade om ert fostere
lands vål, omsmiden I edra fåders vapen till plogbillar och stekspett.

Google

ALFRED JENSEN

Av tatarerna låten I föra er i fångenskap, åt moskoviten överlåten I
edra blomstrande ståder, och I vågen ej tråda djårvt upp mot sven:
sken, som en gång skall angripa oss över havet.» Felet låg enligt
hans förmenande i slösaktighet, lyx, religiös splittring och åndlösa
dispyter — icke minst på det politiska området. Aven uppfostran
vore förvånd, ty barnen skickades till utlåndska högskolor; men om
dugliga lårare avlönades ordentligt, kunde det uppvåxande slåktet
utbildas lika bra i Polen. Slutligen yrkade han på en kraftig enhet»
lig styrelse gent emot den stolta adelns sjålvsvåld och beklagade, att
konungen var omgiven av smickrare, som ej vågade såiga honom
sanningen. «Fursten skall som ett ljus gå före, ty folket följer hans
exempel, och åmbeten böra förlånas blott åt de vårdigaste.»

Vare sig man ser på den mångsidiga åmnessfåren eller på de
omvåxlande versformerna, måste man förundra sig över Kochanows
skis produktivitet. Förutom den sedvanliga polska alexandrinen
(med genomgående kvinnliga rim) och den rimmade sapfiska metern,
till leda utnyttjad i den följande polska verskonsten, införde han en
mångd nya strofbildningar och var den förste, som skrev polska
terziner och sonetter. Han kan ock betraktas som det polska dras
mats grundare genom det versifierade skådespelet «De grekiska
såndebudens avfårdande». Detta stycke, som skrevs till Jan
Zamojskis senare giftermål (med Kristina Radziwillowna) 1578, mot»
svarar visserligen icke nutida anspråk, ty dår saknas både handling
och intrig, men det betecknar dock en våndpunkt i Polens drama
tiska litteratur. Förut hade man måst nöja sig med latinska och
polska medeltidsmysterier, som på landsbygden sedan fortlevde i
form av naiva krubbspel (s. k. szopka eller jasielka) med religiösa
julvisor (kolendy) och burlesktskomiska biscener. Kochanowskis
något åldre samtida Rey skrev visserligen skådespelet «Josefs liv»,
men det var byggt uteslutande på biblisk och medeltida grund.
Kochanowski åter gick tillbaka direkt till Greklands tragöder och
Seneca, och osannolikt år icke, att han åven hår dragit fördel av
sina studier i Italien och Frankrike, dår Trissino, Pietro Aretino och
Jodelle nyligen begynt odla den klassiska dramatiken.

Till åmne valdes ur Homers Iliad (III boken) en episod, som
föregick det trojanska kriget. Odyssevs och Menelaos hava kommit
till Troja för att återfå den av Paris bortrövade Helena. Paris har
mutat hela den trojanska senaten så når som på den rittrådige
Antenor, som röstar för att hon skall återlemnas åt sin make Menelaos.

Google

POLENS FRÄMSTE RENÄSSANSSKALD

Ett såndebud lemnar den klagande Helena en redogörelse för sena-
tens Överlåggning, som slutar med att Paris segrar. Kassandra siar
onda tider, och budskap kommer, att den grekiska flottan år samlad
i Aulis. Sådant år det enkla innehållet, utfyllt med körens sång och
utmynnande i Åntenors uppmaning att hellre gripa till vapen ån att
ståndigt blott vånta och rådplåga om försvar. Det dramatiska vårdet
i dessa dialoger år ej stort, men språket år mycket vårdat, och dras
mat har ett visst tidsvårde genom politiska antydningar om dåtida
förhållanden i Polen.
Av Kochanowskis historiska diktning må hår endast beröras
hans båda gravkvåden över den polske ådlingen Jan Tenczyriski,
vilkens namn står i något samband med skandinavisk historia. Denne
herre av det nåra Krakau belågna slottet Tenczyn, tillhörde en gam»
mal förnåm adelsslåkt, som utslocknade redan 1637. Han hade 1561
kommit till Stockholm dels för att underhandla rörande det ifråga-
satta giftermålet mellan hårtig Johan och Katarina Jagiellonica, dels
för att bilågga tvistigheterna om Estland. Ung, vacker och iålskvård,
kunde han icke undgå att tjusa prinsessan Cecilia Wasa, som, att
döma av kårleksåventyret med greve Johan av Ostfriesland, torde ha
varit en obetinksam och något varmblodig kvinna, åven om den
nyaste forskningen har sökt visa, att Gustaf Wasas dotter var vida
båttre ån sitt rykte." Den polske ådlingen, som icke utan skål ansåg
sig jåmngod med en tysk greve, vann utan svårighet Cecilias hjårta,
och konung Erik tycks ej ha varit obenågen för detta parti, ehuru
han i sitt vankelmod — icke minst då det gillde giftermål! — icke
ville binda sig med bestimda löften. Den unge greven av Tenczyn
betraktades emellertid i Polen redan som Erik XIV:s svåger in spe.
Men når han 1563 åter begav sig till Sverige för att hemta sin brud,
blev han under det svensksdanska kriget gripen av danskarna och
förd till Köpenhamn, dår han dog i fångelse efter en kort sjukdom.
Hårigenom besparades honom dock sorgen att erfara, hurusom den
hernliga förlovningen redan hade blivit uppslagen, ty under tiden
hade Erik åt sin syster funnit en vårdigare friare i markgreven av
Baden, med vilken hon ock blev gift 1564.
Vånnens sorgliga levnadsöde har Kochanowski behandlat i ett

* Jmfr. studierna av H. Wieselgren och F. Odberg. I Krakaus Czartorys
ska bibliotek finnes ett franskt manuskript (n:r 2284): «Memoire sur Cecile, fille de
Gustave I et femme de Christophe Markgrave de Bade». — Om Tenczyiski i polska
vitterheten se mina «Svenska bilder i polska vitterheten», sid. 31—43.

Google

ALFRED JENSEN

latinskt och ett polskt klagokvåde, av vilka det senare har större
historiskt och poetiskt intresse. Han antyder dåri Tenczynskis hår
stamning från en gammal ått,* varur «stora mån framgått, liksom ur
den trojanska håsten». Efter att ha prisat hans lårdom och genom
resor vunna bildning skildrar skalden hans ankomst till det gortynska
(gotiska?) hovet, dår «prinsessan knappt hann kasta en blick på ho»
nom, förrån hennes hjårta uppflammade med en låga, som trångde
till mårg och ben och eldade den arma till vild kårlek». Efter ett
ömt avsked skildes de ålskande med löfte att snart återses, och når
seglen försvunnit på havet, bars Cecilia nåstan halvdöd hem av sina
tjånarinnor. Efter ett års vistelse i Wilna begav sig Tenczyfiski till
Finland (troligen i den nyförmålda Katarina Jagiellonicas svit), men
han glömde ej sitt till Cecilia givna löfte, «inristat med diamant i
hans hjårta», och för andra gången seglade han utför Weichsel till
Danzig. Tre gånger blev han av motvind slungad tillbaka mot
kusten, och når han åndtligen kom ut på Öppna havet, angreps han
av två danska fartyg, fördes i fångenskap och dog efter ett bittert
avsked från livet.

«Så åndades hans levnad, fast ånnu ej mogen,

liksom en ört för tidigt blir skuren av plogen.

Av nordiska gudinnor förnummos klagokvåden;

hans död begråts av bergen och skåren och tråden.

Men liket återfördes till Polen över havet

och blev bland stora fåder högtidligt begravet.

En inskrift på hans gravvård åt vandraren såger:
I stållet för det yppiga kungliga låger,
som bjöds dig, Jan Tenczymski, din fristad hår gråves.
O ömkliga förhoppning! Vad stråvan förgåvesl»”?

Omkring år 1570 drog sig Kochanowski tillbaka från det poli
tiska livet, för vilket han med sin blida natur föga passade. Han
gifte sig timligen sent (1574) med Dorotea Podlowska, dottern till

* Mordet på en av hans förfåder Andrzej 1461 utgjorde åmnet för en av de
åldsta dikterna på polska.

Ti:s grav år spårlöst försvunnen, och måhånda år inskriften en poetisk fantasi
av Kochanowski. En antydan om Cecilia Wasa ligger måhånda ock i hans efter
Hieronymus Vidas latinska dikt ombildade «Schackspelet», vars handling år
förlagd till det danska hovet. Det handlar om en fintlig prinsessa, som nattetid
flyttar om pjeserna för de om hennes hand tivlande schackspelarne, så att Fiedor
vinner hennes hand, under det att Borzyj blir matt och seglar bort utan att ens
bli bjuden på bröllopet.

Google

POLENS FRAMSTE RENÄASSANSSKALD

en familj i grannskapet, och åktenskapet blev mycket lyckligt. I sina
dikter kallar han Dorotea «Pasifile», och måhånda år hon ock iden
tisk med den dygdiga, ljuva «Hanna», om vilken han sjunger:

«Ett paradis det år, var hon sitter eller går,
och ros och lilja spira uti hennes spår.»

I en latinsk elegi har Kochanowski givit uttryck åt sin glådje
att få lemna det stela hovlivet och uteslutande njuta av lantlivets
idylliska behag: «Nu bebor jag mitt arvegods. Farvål, bedrågliga
hovglans! Friheten skattar jag högre ån smycken. Hår slipper jag
passa upp för någons vink och vaktar ingen annans tröskel, skavande
mina mjuka höfter mot den hårda dörrposten. Hår avbidar jag ej
med tom mage min herres hunger, och min tid år ej bunden av
andras godtycke. Hår fördjupar jag mig 1 Sokrates" visa låror eller
försöker sjunga en sarmatisk visa, befryndad med Latiums musa. Fj
heller anser jag det under min vårdighet att sjålv plöja den lilla
åkern, ty nesligare år det, menar jag, att vara trål. Åkrarna förvandla
såden till spis och åro åldre ån befåstade ståder. Utan tegarna
skulle ståderna svålta, och om somliga gudar skydda ståderna, åro
andra åkern hulda. Lantman, sköt nu ditt arbete, så långe det kyliga
vådret gynnar ditt förehavandel Nu år det tid att bygga fartyg, om
ock Satyren vredgas. Når Weichsel sedan om våren språnger sitt
iståcke, må skepparen fara till norden för att återvånda med lönen
för sin möda.»

Det arvegods, som denne polske naturpoet, mer befryndad med
Horatius ån med Sokrates, tog i besittning, heter Czarnolas, «den
svarta skogen». Att det var en fridfull vrå bland skogar och kullar,
och att den polska gåstfrihetens dygd hår hölls i hålgd, framgår
redan av den inskrift, varmed ågaren hålsade fråmlingen vålkommen:

«Se, mina hinders verk och den himmelska gåvan,
som intill livets ånde har skånkts mig från ovanl!
Palats må andra bygga och marmorsalar sköna,
dem guldbeprydda tornen och tinnarna kröna.
Men låt mig, Herre, dvåljas i fådernenåstet

med samvetsfrid och hålsa, det tryggaste fåstet,
och må i årbar vandel, bland gåster i trevnad,
med ro och skålig utkomst förrinna min levnad |»

Ännu i början av 1800stalet skulle på denna egendom ha fun»
nits en gammal lind, som enligt traditionen hårrörde från Kochas

Google

ALFRED JENSEN

nowskis tid. Når Mickiewicz i fjårde sången av «Herr Tadeusz»
långtansfull drömmer om sitt hemlands skogar, ågnar han ock en
tanke åt

«Den svarta skogens lind, som åt Janska strångaleken
har lånat ömma toner . ..»

och Jan sjålv har i en liten vacker dikt förevigat sin kåra lind:

«O giåstvin! Sått dig ned i min skugga och vilal
Hit kunna inga strålar av solen sig sila,

ty huru högt på himlen hon må sig begiva,

så kan hon dock ej lövverkets skugga fördriva.
Hår flåkta svala vindar från ångar och dalar,

hår ljuda starars kvitter och sång av nåktergalar.
Ur mina blommor suga bestindigt flinka bin

en honung, som kan tåvla med herremånnens vin,
och med min sakta susning jag oron kan döva
och i en ljuvlig slummer de tröttade söva.

Ej bår jag åpplefrukt, men står prydlig och stark
som herskarn i min herres hesperidiska park.»

I denna fridfulla miljö utförde Kochanowski sin poetiska ome
skrivning av Davids Psaltare, den polska litteraturens största bragd
före Mickiewicz' «Herr Tadeusz». I sjål och hjårta var han en god
katolik och sympatiserade varken med Luther eller Calvin, men å
andra sidan var han en avgjord motståndare till religiös ofördrage
samhet och konfessionell söndring. Han skrev icke en enda dikt
till den heliga jungfruns lov, och Kristi namn förekommer knappt i
hans diktning. Men han hade en varm gudsfruktan och en djup
religiös vårldåskådning, som i alla livets företeelser spårade den
gudomliga försynens nårvaro och kårlek, och denna kånsla framtrå-
der vackert i de 150 dikter, som bilda hans Psalterz Dawidéw.

Psaltaren hade redan flera gånger öÖversatts på polska, men det
var först Kochanowski som fullt förstod att ösa ur denna poetiska
kålla på ett för sin tid formfullindat språk, som lika konstnårligt
återger den sublimt majeståtiska tonen som den ödmjukt resignerade.
Hans tolkning år naturligtvis icke ordagrannt trogen; han gjorde
både uteslutningar och tillågg och höll sig mindre till grundtexten
ån till en latinsk «paraphrasis» av skotten George Buchanan, som
dock år vida underlågsen den polska omarbetningen. Som prov må
anföras början av psalmen «Quemadmodum desiderat cervus»:

Google

POLENS FRAMSTE RENASSANSSKALD

«Liksom en hind, förföljd av flinka hundar,

i öknen söker vattenrika lundar,

så flyr också, o Gud, till sålla stranden
den vilsne anden.

Du, Herre, år den kållas friska bölja,

vari min trötta sjål får vingen skölja.

Når kommer stunden, då jag finner hamnen
i fadersfamnen?»

Eller hur ståtligt klingar ej rytmen i den bekanta hymnen
«Domini est terra et plenitudo ejus»:

«Så gören portar höga, så gören dörrar vida,
ty in den onåmnbare och evige vill skrida.
Ho år den onåmnbare och evige? Besjungen
hårskarornas herre och den evige kungen |»

De kanske allra vackraste tonerna avlockas denna polska Davids
harpa, då Kochanowski kvåder om israeliternas fångenskap och lidane
den, och hår klingar det som en varsel om det polska folkets eget
framtidsöde. Når skalden besjunger de prövade och bedrövade
israeliterna, som på piltråden hångde upp sina förstummade harpor
super flumina Babilonis, dallrar på hans lyra en åktpolsk mollton,
som i det nittonde århundradet svållde ut till nationella sorgehyms
ner, och hans dikt med ovanstående latinska titel fick tvåhundras
sjuttio år senare en nåstan ordagrann genklang i Kornel Ujejskis
elegi om de biltoge i «Bibliska melodier»:

«Älvarna i Babel strömma, strömma dystert hån;
tungt och sorgeligt det susar mellan vass och trån.
Tiggande om bröd vi sitta vid de Babels floder.
Helga land, når få vi åter se dig, dyra moder?

Solen glöder, alla vatten glittra i dess sken.

Men på skimret ser vårt öga tårefyllt allen,

ty den sol, som i vårt hemland tånds, förgyller fårgen
skönare på Zions tak och Libanonska bergen.

Uppå piltråd, vilka flåtats hop på fuktig ång,
våra harpor blevo hångda med förstummad strång-
Gammal tiostrångad harpa må ej mer vibrera,
skall uti vår nöd och tråldom aldrig klinga mera.»

Google

ALFRED JENSEN

Om Kochanowskis «Psaltare» står högst i hans diktning ur konst
nårlig synpunkt, erbjuder dåremot en annan diktcykel ett större poer
tiskt och kulturhistoriskt intresse: det år en samling byvisor under
den gemensamma titeln Sobötka.* Detta ord, som kommer av sabbat,
sl. sobota (samstag), betecknar midsommardagen och midsommar
nattsvakan, då folket av gammalt firade Johannes Döparen (slavernas
Ivan Kupalo), och ehuru kristna förestållningssått spelat in, lider det
vål intet tvivel, att vi hår ha att göra med en urgammal hednisk
soldyrkan, som naturligtvis kulminerade vid sommarsolståndet. Innes
hållet i Kochanowskis sommaridyll år följande:

Når solen uppvårmer «Kråftan», d. v. s. ingår 1 Kråftans stjårne
bild, och då nåktergalen slutat upp att sjunga, samlas folket till
midsommarvaka i «den svarta skogen», d. v. s. i en lund på Czars
nolas. Eldar tåndas, och några spelmån börja blåsa såckpipa. Sex
par unga kvinnor stålla upp sig, prydda med blommor och omgjordade
med grönt, och medan de utföra sina danser, sjunga de, en i sender,
tåcka visor. Den första uppmanar sina systrar att med vaka, sång och
dans hålla gamla sedvånjor i hålgd. Arbete kråves dag och natt,
för att månniskan skall få sitt dagliga bröd, men i denna natt må
eldar, sånger och danser hålsa den helige Jans sköna morgonstund.
De andra flickorna prisa dansen, den ystra glådjen och kårleken.
En tånker på sin ålskade, åt vilken hon binder kransen, men kan
icke alldeles frigöra sig från en kånsla av svartsjuka, under det att
en annan år mer skalkaktig och gårna vill förlåta sin Szimka hans
ostadighet. En tredje långtar efter sin hjårtevån, som år jågare, och
ville gårna som en hund följa honom i spåren, hvaremot den fjårde
med båvan tånker på det krig, vari hennes ålskade dragit ut, men
åndå gårna vill dela hans lott. En ungmö klagar över den bedragna
kvinnans sorgliga öde; en annan sjunger om skördearbetet i solgasset
och den ljuva vilan efter arbetet, och en tredje tar avsked av sina
kåra oxar, enår hon snart skall gifta sig:

«Kåra oxar! I er möden,
men er bida kållans flöden
och en ång å blomsterdråkt,
ånnu ej av lien bråckt.»

! Hårom en ingående studie av Jan Rymarkiewicz. Kochanowskislitteraturen
år mycket rik. Hår må vara nog att påpeka polackerna Briickner, Tarnowski och
Plenkiewicz, ryssen Glokke och tysken Löwenfeld.

Google

POLENS FRÄMSTE RENÄSSANSSKALD

I dessa visor har skalden återgivit kårlekens alla skiftningar från
det djupaste vemod till den yraste skalkaktighet. Dessa sångerskor
åro icke stiliserade gengångerskor av Arkadiens och Siciliens söta
herdinnor, utan levande bondflickor på Kochanowskis jord. Och
den natur, som skalden målar, år varken Hellas eller Latium, utan
det gamla goda Polen, förhårligat i «sarmatisk» visa. Så långt min
kånnedom om den dåtida litteraturen stråcker sig — från Gundulits
föregångare i söder till Ronsard i våster, har jag icke funnit ett mot»
stycke till denna folkpoetiska realism. Folkvisor, lekar och ordståv
ligga till grund för dessa konstnårliga idyller, och når det t. ex. på
ett stille heter om en kyss, att man «i tre dagar kånner sockersmae
ken i gommen», har Kochanowski också upplivat en gammal folklig
bild. En gång nåmnes visserligen ordet fauner, men detta klassiska
begrepp torde på den tiden ha varit ganska brukligt i det polska
skriftspråket, och når på tal om bedragna kvinnor en antydan göres
om den antika sagan om den till en fågel (Filomela, nåktergal) för
vandlade kvinnan, tilligger skalden dock uttryckligt, att «sådana
seder och under åro lyckligtvis icke kånda i Polen». I de tolv
jungfrurna ha några forskare velat se en allegorisk bild av årets
månader, men dikternas innehåll ger alls intet stöd åt ett sådant
antagande, och för en slik symbolik stod Kochanowski helst visst
fråmmande.

Först i den nåst sista sången framtråder författaren sjålv, i det
han uppmanar spelmannen att till gesle (cittra) besjunga hans maka
(eller fåstmö), den ovårderliga Dorota, vilken i jåmförelse med andra
kvinnor år «som guldet bland kopparen och som månen bland stjåre
norna». Han har också givit eftervårlden en bild av hennes utseende,
men teckningen år föga upplysande, ty hår har han åter förfallit i
trubadurernas manér att måla kvinnofågring: «Ansiktet år som en
bukett av liljor och rosor, nåsan rak som ett snöre, ögonbrynen
svarta, ögonen två glödkol, låpparna koraller, tånderna pårlor» o.s.v.
Precis så sågo också de sydslaviska skönheter ut, som de ragusanska
poeterna besjöngo. Visserligen var den ragusanska poesien Kochas
nowski obekant, men redan i Padua hade han genom Ariosto fått
låra sig denna portråtteringskonst.

Den tolfte sången — epilogen till dessa byidyller — utmynnar i
en lovsång över lantmannens liv. «Andra må genom ocker samla
rikedom, tjånstgöra vid hovet, segla över haven eller gjuta blod i
krig, men bonden

6 — Edda. IV. 1913.

Google

ALFRED JENSEN

med sin plogbill jorden plöjer
och familjens vålstånd höjer.

Tomt och tåppa flinkt bebygges,
honungen av bina brygges,

ull de feta fåren bringa,

och i hagen lammen springa.»

Efter förråttad skörd forslar husbonden såden till lada och loge,
och i vinterkvållarna samlas man kring brasan för att sjunga, dansa
och gissa gåtor. Än går familjefadern ut på jagt i skogen, ån lågger
han sina nåt i floden, under det att herden med sin flöjt sitter vid
stranden. Husmodern sköter om hushållet, råknar kreaturen, når de
vånda hem från betet, och hjålper sin man att med rep infånga de
bångstyrigaste. Men de små barnbarnen luta sig mot de åldre och
få tidigt låra sig goda seder och förnöjsamhetens dygd i det lilla.
Och så slutar idyllen med att solen går upp efter den sköna mid

sommarnattsvakan.
«Se, det gryr! Med skåra skyar
sommardagen sig förnyar,
liksom om min stimma våckte
nyfött liv åt somnat slåkte.»

Lugnt och fridfullt sjönk Kochanowskis levnadssol på det idyle
liska Czarnolas. Frånsett ungdomens övergående förvillelser var han
en harmonisk natur, som helst ville leva i fred med hela vårlden
«procul negotiis», och i denna horatianska ståmning flödade hans
skaldeådra ymnigast. Inemot sin levnads ånde drabbades han dock
av ett svårt slag, som bidrog till att bryta hans av naturen ej starka
hålsa, men som på samma gång lyfte hans skaldekonst till en svaner
sång, som hör till det vackraste, som den europeiska lyriken frame
bragt före romantiken. Hans ålsklingsbarn, den knappt treåriga
dottern Ursula, dog år 1579, och faderns bittra sorg tog sig ett
gripande uttryck i den elegiska cykeln Treny (grek. thrånoj, tårar).

Den begynner med en bitter klagan över att alla Heraklits och
Simonides' sorgekvåden hemsökt honom och över den jordiska fås
fångligheten, når hans lilla nåktergalsunge blivit rövat ur nåstet av
ormen. Hellre skulle han velat dikta vaggvisor för den levande ån
gråta över en kånslolös grav. Som en omogen frukt från ett tråd
skakas ned, har döden ryckt från honom det begåvade barnet, som
skulle kunnat bliva hans ålderdoms tröst och stolthet, och han före

Google

POLENS FRÄMSTE RENÄSSANSSKALD

undrar sig ej lingre över att Niobe förvandlades till sten, då hon
fick se sina barns lik. Den femte sången lyder:

«Liksom en spåd oliv uti moder-jordens sköte

ur fröet spirar uppåt till dagsljusets möte,

men ånnu ej har fått minsta blad eller gren,

ty ån år den ej tråd — en bråcklig stingel allen,
och örtagårdsmåstarn, som vill jorden befria

från nåsslor och törnen, med sin viåssade lia
skår spåda stammen av, så att den inom kort
vid modertrådets fot utan kraft vissnar bort,

så gick det ock Orszula i blomstrande gården:
hon våxte upp med grönska i fådernevården,
men i sin första knoppning av dödens andedråkt
den lilla blev förgiftad och låg på båren stråckt
vid sina kåras fötter. Proserpina grymma,

varför skall tåren stindigt månskoögonen skymma?»

Den bittraste förtvivlan bryter fram i den tionde sången, dår
skalden i sin tröstlösa sorg frestas att tvivla på Guds tillvaro och
sjålens odödlighet:

«Orszula, ljuva dotter, som lemnat fadershården,
varthån, till vilka nejder har du nu styrt fården?
Kanhånda du till himlen har lyfts och dig svingar
bland andra ånglar små uppå gyllene vingar?

Kanske i paradiset, på de saliges ö

du dviljes, sjålv lycksalig? Kanske på dyster sjö

dig Charon har fraktat och låtit dig tömma

en skål av Lethes dryck, att min gråt du må glömma?
Kanhånda har du utbytt månskoskepnad och klider
mot nåktergalens hamn med små vingar och fjåder?
Kanhånda i en skårseld ditt hemvist du har,

att plåna ut de flåckar, som ån åro kvar?

Kanske du efter döden förflyttad år vorden

tillbaka dår du var, förrn du föddes på jorden?

Men finns du — var som helst, hav misskund med mitt öde
och bringa mig en hålsning, om ock från de döde,
och trösta mig, som förr lika ålsklig och öm,

som skugga, som en villa, som en gåckande dröm |»

Vid erinringen av hennes barnsliga joller och lekar tycker han,
det skulle varit båttre, om hon aldrig hade blivit född, ty hon tog
med sig hålften av hans sjål, och på hennes gravvård borde ristas,
att det tillkomme henne att begråta honom, icke han henne. Han

Google

ALFRED JENSEN

vore fårdig att uppsöka den port, genom vilken Orfevs skred för
att söka sin förlorade maka bland de bleka skuggorna i de dystra
cypressernas lunder; men kunde han ej beveka Pluto med sina
klagosånger, ville han hellre stanna kvar i underjorden. Han söker
tröst i lutan, innan åven hon blivit förstelnad. «Det år lått att yvas
över sitt förnuft, så linge månniskan år frisk och har vålgång i
livet. Om man sjålv har sin goda utkomst, kan man till och med
prisa fattigdomen, och i lyckan kan man dikta om sorgen. Cicero
var redo att fördraga all olycka utom vanåran och ansåg döden för
fårlig blott för den lastbare.»

Efter överstånden sjålskris lår sig skalden genom sorgen öd
mjukhet och ånger. «Gud må straffa som en strång fader, men för
hans vrede smålta vi som snö för solens strålar. Hans hand år tung,
men hans barmhirtighet vare prisad.» Slutligen framtråder i den
sista sången («Drömmen») Ursula för honom i sömnen, sådan som
hon var då hon om morgonen kom för att låsa sin bön för honom
— klådd i vitt linne, leende och med en liten cittra i handen. Mo:
dern frågar honom i drömmen: «Sover du, Jan, eller har sorgen så
förvirrat dig?» Hon tröstar honom med att döden berövat honom
Ursula just för att Övertyga honom om sjålens odödlighet och det
tillkommande livets lycksalighet. Den lilla blev förskonad från livets
elånde och fick bevara sin sjåls renhet. Guds rådslut åro outrane
sakliga, och inga tårar kunna våcka den döda ...

Vid 54 års ålder dog Kochanowski i Czarnolas 1584, efterleme
nande ånka och fyra döttrar. Han blev begraven i Zwolen, nåra
Radom, men hans huvudskål fördes sedermera av furst Adam
Czartoryskis gemål Izabella till det s. k. Sibyllastemplet i Pulawy
(Wolynien).

I en dikt siade skalden, att hans namn skulle ihågkommas av
«ryssar, tatarer, engelsmån, tyskar, spanjorer» etc. Denna profetia,
som smakar av litteråra reminiscenser, har icke gått i fullbordan, ty
universell betydelse har Kochanowski icke fått vid sidan av vårldss
litteraturens furstar, men med en Anakreon, Horatius, Gundulic och
Ronsard torde han kunna tåla en jåmförelse, och han står i fråmsta
ledet bland 1500-talets europeiska lyriker.

Alfred Jensen.

Google

EPISKE GRUNDLOVE

ventyret «Det blaa baand» (N. F. I, s. 293) hører til en almins

delig utbredt eventyrkreds om en mor som for en elskers skyld
— i de fleste formninger er det et overnaturlig væsen eller ogsaa en
røver — sviger sin egen søn og stræber ham etter livet. Hos os er
dette motiv forbundet med et andet av østerlandsk oprindelse, om
frieriet til en prinsesse, som er saa godt gjemt, at alle som prøver at
finde hende, taper og maa bøte med livet. I denne sidste del
bruker gutten en list, som vore fædre har læst om og lært ca. 1250.
Den fortælles nemlig i Didrik av Berns saga. Det er listen med at
klæde sig i bjørnehud (s. 303). Hensigten er at utspeide hvor
prinsessen er. I Didrikssaga brukes den samme list for at utspeide
kong Osantrix's borg og finde en fange han har tat (Ungers utg.
kap. 140—144, s. 149) ). I samme sidste del av eventyret forekommer
et træk som De kjender godt fra 1001 nat, men som ogsaa fortælles
av den græske forfatter Lukian: Gutten ladet fire skibe og skulde
seile til Arabien efter prinsessen. En stund hadde de godt og stille
veir, men saa blev de liggende børfast ved en bergholme. Der gik
skibsfolkene i land og drev omkring til tidsfordriv; saa fandt de et
stort digert egg, mest saa stort som et litet hus. Gutten fik tilslut
kløvet egget med sverdet, og der kom ut en unge saa stor som en
elefant. Da skjønte gutten at de hadde gjort galt, og de seilte unna
saa fort de kunde. Straks de kom til Arabien, kommanderte gutten
skibsfolkene til at gaa op og grave sig ned i en sandhaug, saa de
netop kunde se skibene. Skipperen og gutten gik op paa et høit

! Se ogsaa Gonzenbachs Sicil. Mårchen, nr. 68, og især R. Köhlers anmerke
ning dertil.

Google

MOLTKE MOE

berg og satte sig under en toll. Om en time kom fuglen med berg»
holmen i klørne og slap den over flaaten saa skibene sank. — Dette
er det samme som fortælles i 1001 nat, Sindbads femte færd (1001
Nacht, Breslau, 2. Aufl., III, s. 5 ff.), og hos Lukian, Vera historia
II, 40 (Wielands oversættelse 4, pag. 219). — I den første del av
eventyret har vi derimot en indflydelse fra et ganske andet hold:
Tors styrkebelte, og kong Laurins belte, hvori der laa 12 mands
styrke (s. 293).

Selve fabelen, den episke handling i eventyret «Kvernen som
staar og maler paa havsens bund» (N. F. I, s. 249), er i grunddragene
et fælleseie for mange folkefærd. Det kan betegnes som eventyret
om den rike og den fattige bror. Den fattige ber den rike om hjælp
og faar et stykke kjøt eller flesk av ham, men med tillægget: «gaa
til helvede med detl» Den fattige tar dette bokstavelig, kommer til
helvede og faar av fanden en hane som det drypper guldpenger av
munden paa, hver gang han galer, og gale gjør den saa længe eieren
vil det. Paa den vis blir han rik. Men da broren faar vite, hvor
dan det er gaat til, vil han ogsaa til helvede med en kjøtsending.
Dér tar portvakten imot ham og siger: «Det var bra du kom.
Aldrig i dit liv har du git nogen saa meget som det du kome
mer med her. Men du skal faa like for det: vi skal forsørge dig
her al din dagl». Og siden den tid har ingen set hverken ham eller
kjøtet hans. Han er vel i helvede den dag idag. — Da dette frem.
mede eventyr naadde til Norden blandet det sig med en hjemlig
fortælling: den om kvernen Grotte som maler guld og sølv til
eieren, kong Frode, og som til sidst sank i havet hvor den maler
salt — derfor er sjøen salt den dag i dag (Munch — Kjær, p. 158 £.).
Som følge av denne blanding med det gamle nordiske sagn om
Frodes kvern, er det i vort norske eventyr ikke en hane, men en
kvern den fattige bror faar i helvede; den tap som den interna»
tionale fortælling dreier sig om, er blit erstattet av en anden, og det
en som rækker op i vor gamle mytologi — et mytebillede som for»
klarer jordens forandringer og havets og verdenssaltets bevægelse som
frembragt av en uhyre stor kvern, der har sin plads i underjorden
eller havet, og derfor senere er blit et symbol paa rigdom og frugt
barhet. Her har altsaa ikke alene en hjemlig mytisk forestilling i
sin stivnede billedform trængt ind i det fremmede eventyrstof, men
er oven i kjøpet blit fortællingens kjerne og knutepunkt. Dette har
da igjen medført en ændring i den gjerrige brors straf: han gaar ikke

Google

EPISKE GRUNDLOVE

længer til helvede og blir sat fast der, men han betaler den fattige
store penger for at faa kvernen, holder saa paa at drukne i den flom
av sild og velling som han lar kvernen male, og maa tilslut betale
ham for at stanse kvernen og ta den igjen. Til sidst ender vort
eventyr med en episode som likefrem er hentet av den gamle my:
tiske fortælling i Norden, og som ikke har noget tilsvarende i de
andre internationale sidestykker til eventyret: Der kommer en skip:
per og kjøper kvernen. Han glemte at spørge hvordan han skulde
stille den, og da han var kommet et stykke ut paa sjøen, lot han
kvernen male salt, og det holdt den paa med til skibet sank. Endda
staar den og maler paa havets bund, og derfor er det at sjøen er
salt. Oldsagnet fortæller at sjøkongen Mysing tok kvernen Grotte
og begge søstrene med sig. Han satte dem til at male salt, og de
malte saa længe til skibene sank i Petlandsfjorden; siden den tid er
der en malstrøm hvor sjøen styrter ut og ind av øiet paa kvernstenen,
og da blir sjøen salt.

Og er ikke sammensmeltningen mellem den gamle hjemlige myte»
forestilling og det utenlandske eventyr — er den ikke ogsaa her fuldt
og kunstnerisk gjennemført? Kan man, naar man hører eller læser
eventyret om «Kvernen paa havsens bund», se at det er kittet sam»
men av forskjelligartede bestanddele, av forskjellig herkomst, fra for»
skjellig tid? Danner det ikke et helstøpt kunstverk, norsk
i aand og norsk i ham, — like norsk for alt det som er laant fra
det fremmede eventyr, som for det som stammer fra det nordiske
oldsagn? Det kommer ikke an paa hvor de enkelte motiver
og drag er hentet fra: de er bare raaemne. Det er bearbeis
delsen, tilrettelægningen, omskapelsen efter det nye folks eien»
dommelighet — det er den, og bare den, som danner kunstverket,
digterverket.

Saa til slutning et blik paa eventyret «De tre mostre» (N.
F. I., s. 49). Det bestaar ogsaa av to vidt skilte dele: hovedmotivet
dannes av en almindelig utbredt fortælling om et overnaturlig væsen
som tilbyr sig at hjælpe et menneske, oftest en ung pike, med at
løse nogen umulige opgaver som er foresat hende: kan hun klare
dem, skal hun bli kongens brud. Jeg tænker de fleste av Dem
har læst Grimms eventyr om «Rumpelstilzchen»; det gjengir godt
eventyrets almindelige indhold. Rumpelstilzchen hjælper piken som
skal spinde guld av halm, men paa betingelse av at han faar hendes
første barn, hvis hun da ikke kan gjette hvad han heter. Hun

Google

MOLTKE MOE

gaar ind paa forslaget, men er fortvilet, og vandrer i sin sorg hjæl»
peløs omkring i skogen. Saa faar hun høre det siger borte i skogen:

«Hvor godt at ingen vét
at jeg Rumpelstilzchen hetl»

Og dermed er hun hjulpen. Som De ser er motivet hos os
sterkt avændret: «Hvis du vil kalde mig moster paa din hædersdag.»
Betingelsen i det tyske eventyr gaar om her i landet knyttet til et
bygdesagn, oftest under St. Olavs' eller St. Laurentius's navn, om
hvordan de ved et trolls hjælp bygget Trondhjems og Lunds dom-
kirker. Trollet krævet sol og maane og Olavs klare øine for byg*
verket, hvis Olav ikke kunde gjette hans navn, før kirken var fære
dig. Sidste kvelden lægger St. Olav sig paa en haug utenfor Tronds
hjem, og da hører han det siger inde i haugen: Byss, byss baanel
Imaaraa kjeme Finn — far din — mæ leikur aat baane — mæ
manneraugor klaare — mæ sol aa mæ maanel» — Denne bruk av
navnegjetningen i et slikt bygdesagn (eller et andet hjælpesagn) er
det oprindelige, skjønt den ikke findes i den tillempning av bygde:
sagnet som har faat plads i vikingetidens halvlitterære mytologi: her
er det en jotun som byr sig til at bygge Aasgard, gudernes borg,
færdig paa et aar, mot at faa Freyja, sol og maane til løn. Loke
raadet til, og æserne lovet jotunen lønnen; men hvis der stod noget
tilbake første sommerdag, skulde han ingen ting ha. Men det gik
fortere end de hadde trodd, for jotunens hest Svadelfare var saa sterk
at den drog frem stener store som fjeld hver eneste nat. Og da der
bare var tre nætter igjen til sommermaal, var alt borgledet paabes
gyndt. Da blev æserne rædde, og truet Loke med døden fordi han
hadde git dem saa daarlig et raad. Saa skapte han sig om til en
hoppe, og kom kneggende ut av skogen om kvelden just som Svar
delfare drog sten. Hesten slet sig løs og løp efter hoppen — og
bygmesteren bakefter: hele den nat blev der ikke trukket noget sten,
og arbeidet var spildt, og Freyja og sol og maane var reddet. — Nu,
i et slikt sagn eller eventyr om hjælp fra overnaturlige væsener er det
navnegjetningen fra først av hører hjemme, og fra et slikt sagn er den gaat
overi det tyske eventyr. Vort eventyr «De tre mostre» kjender imidlertid
ingenting til denne betingelse eller til navnegjetningen i Rumpels

! Til St. Olavs navn i et eiendommelig svensk sagn (fra Nerikes Kil), hvor St.
Olav er prest, men ikke har nogen kirke (Albr. Segerstedt, Nöa sager å paschaser,
Stockh. 1885 [== Öreskrifter för folket nr. 135), s. 29: «Körka i Nerikes Kil»).

Google

EPISKE GRUNDLOVE

stilzchen. I stedet for et troll eller en underjordisk har det norske
de tre mostre, og hvad de betinger sig som løn, er bare at bli ind»
budt til jentens bryllup med kongssønnen, og at hun skal kalde dem
mostre. Denne avændring er foregaat under paavirkning av den
gamle tro paa de spindende skjæbnemøer, moirer og norner, som
man trodde i særlig grad beskyttet egteskapet og kvinden. Sands
synligvis er sammensmeltningen først foregaat i Grækenland, hvor
troen paa skjæbnegudinderne har holdt sig hos folket like ned mot
vore dage. Baade i Grækenland og i et par romanske land kjendes
eventyret nemlig i denne form. Herfra har det saa vandret til Nor:
den, hvor det straks slog rot i sin nye skikkelse, fordi det paa det
nærmeste svarte til vor egen gamle folketro paa nornerne. Selve
navnene paa de hjælpende kvinder viser likhet, norsk: Lippesia,
Launebrekka, Skjelauga = græsk: Mytu (næse), Tsachilu (læbe),
Kolu (bakdel). Det er interessant at se at paa grænsen mellem
Tyskland og Norden — i Slesvig og Holsten — der optræder dette
eventyr med en blanding av begge motiver, baade det tyske om
navnegjetningen og det græsksnordiske om nornerne («Fru Rumpen-
trumpen», Millenhoff, Sagen s. 409).

Disse eksempler haaber jeg har git et ikke altfor svakt indtryk
av assimilationsdriftens evne til at knytte det mest forskjelligartede
sammen til et hele, og gjøre det paa mangfoldige og mangeartede
maater, saa at de mest uanede kombinationer kan indtræde i sagn» og
digtstoffenes utvikling.

Jeg gaar dernæst over til omsmeltningsdriften eller tils
lempningsdriften, — alle de indflydelser paa den enkelte digt
ning som følger av forandret kulturstandpunkt eller skiftende histo-
riske vilkaar hos samfundet. Disse indflydelser kan gjøre sig gjæl-
dende baade paa den ytre ham og paa selve kjernen i fortæls
lingen: først altsaa en kulturel eller historisk tillempning av digt
ningens sceneri, personer, og episke indklædning; dernæst en tilbøie»
lighet til omsmeltning av selve digtningens aand, og det igjen enten
irationaliserende eller humoristisk parodierende retning.

Jeg tar først indflydelserne paa det ytre, og begynder med to
sagn hos Asbjørnsen (Huldreeventyr I, s. 36 ff.; jfr. II s. 248):

«Paa Eldstad i Ullsaker sto det et brøllopp engong; men i brøls
lopsgarden aatte dom itte bakeromn, og demmersaa maatte dom sende

" Se Moltke Moe: Hellenske og norske folketraditioner, Nordisk Tidsskrift
1879, s. 261 (U. a.).

Google

MOLTKE MOE

steikene bortaat grannegarden, der hadde dom bakeromn. Om kvele
den sku tenestgutten i brøllopsgarden kjøre himatt med dom. Da 'n
kom bortpaa en ta moane der, hørde 'n skjelli det rofte:

«Hør du, kjøre du aat Eldstad fram,
saa sei henni Deld
at Dild datt i eld.»

Gutten slo paa og kjørde, saa det kvein om nasan paa 'n, og
kaldt va" det og gildt sleaføre. Og likeens rofte det etter 'n gong
paa gong, saa 'n mintes det væl. Han kom væl him med foringa
si, og gikk saa framaat borde", der tenera gikk og fikk sig noe aa leva
ta, etter som dom hadde stønner te. «Naa da, gut, har faen sjøl skysse'
dig, hell har du itte vøri sta etter steika ennaa?» va' det ein som sa.

«Aa, je har da det,» sa'n, «der ser du åa; men je slo paa, og
let det gaa alt det mærra orke" spænne ti, for da je var paa moen,
saa rofte det:

«Kjøre du aat Fldstad fram,
saa sei henni Deld
at Dild datt i eld.»

«Aa, det var baane' mit det!» rofte det i gjestebustua, og saa
för det ei avstad som hu var gælen, hu rennte paa baade den eine
og den andre og slo dom før skællen allesamma; men saa datt hatten
ta a, og saa fikk dom sjaa at det var huldra som hadde vøri der.
For hu hadde raske" med sig baade kjøtt og flesk og smør og kaku
og øl og brænnvin og alt det som godt var. Men hu va saa fors
fjamsen over ungen, at hu glømte att e søllkaupe i ølkarret, og itte
sanse" a at hatten datt a hell. Dom tok baade søllkaupa og hatten
og gjømte paa Eldstad; og hatten den var slik, at den som hadde *n
paa, hannom saag itt" no menneskje, naar ”'n itte va synen da.
Men om hatten er der ennaa, det skær je itte kunne seia, før itte
har je hat 'n paa, og itte har je sett 'n heller.»

«Ja underjordsfolke" er grove tel aa stæla, det har je hørt æll mi
ti» sa gamle Berte Tuppenhaug. «Men værst skær dom væra i sæ
tertia, det er jussom e lang helgj baade for hulder og underjordsfolk;
for me" sæterjentene gaar og tænker paa gutta sine, glømmer dom aa
korse over mjælk og rømme og aen bumat, og da tar huldrefolke
ællt det dom vil. Det er itte ofte folk faar sjaa dom, men det hæn»
der da ibland, og ein gong hænde det paa Nebergøsætera oppi al-
menninga her. Det var noen tømmerhoggerer eller veahoggerer oppi

Google

EPISKE GRUNDLOVE

der og høgg. Da dom saa sku framaat Neberg*vangen te kvelds,
saa rofte det borti skauen: «Hels henni Kille, at sønna hennes för
ille; dom brænnte opp sig i soddkittiln» Da hoggera kom fram
te sætera, saa fortælte dom jentene detta og sa: «Den ti vi sku
gaa himatt te kvelds og hadde faat øksa paa nakken, saa sa det
borti skauen: «Hels henni Kille, at sønna hennes för ille; dom
brænnte opp sig i soddkittiln.»

«Aa, det var baana mine det» skreik det inni mjælkebua, og
saa kom det faranes e& hulder med e kolle i nævan, og den kaste' a
saa mjælka skvatt om øra paa dom.»

Dette er intet andet end en omformning av et sagn den
græske forfatter Plutarchos fortæller (Mannhardt «Antike Wald» und
Feldkulte», p. 133: «Den store Pan er død»). Det heter der, at
man fra et skib som seilet nær de Fchinadiske øer (ved Akarnien i
det vestlige Grækenland), pludselig hørte en stemme fra øen Paxai,
der ropte høit: «Thamus!» — Thamus var skipperen, en ægypter. —
To ganger ropte det, men han svarte ikke. Men tredje gang svarte
han, og da sa stemmen høit: «Naar du kommer til Palodes, saa meld
at den store Pan er død.» Thamus besluttet sig til at seile forbi
Palodes uten at si nogen ting, hvis det var bør, men hvis det blev
vindstille og rolig paa havet naar de kom dit, da vilde han si det han
hadde hørt. Da de kom til Palodes, var det vindstille og ingen bølger,
og Thamus gik agterut til bakstavnen, og ropte derfra indover til
land: «Den store Pan er død.» Han hadde ikke før sagt det, saa blev
der stor graat og klage, ikke av en, men av mange, og blandet paa
en forunderlig maate.

Det klassiske sagn om den store Pans død er hos os overført
paa huldrefolket eller paa heksenes rike: naar man ikke kjendte fore
tællingen om Pan, vilde man maatte holde de norske sagn for egte
hjemlige, — der er ikke et træk som ikke stemmer med vor folketro
og vort folkelynne, eller med det præg som sagn* og eventyrdigt
ningen har antat hos os.

Jeg skal nu gi et andet eksempel. I Appenzell i Schweiz gaar
der en historie om guldmakeren Paracelsus: han kom en gang til et
furutræ, som djævelen var manet ind i; i hullet stod en liten tap,
saa han ikke kunde slippe ut. Djævelen bad Paracelsus om at ta
tappen ut («og naar djævelen er i knipe, kan han be baade fint og
vakkert,» siger det gamle sagn naivt), — saa skulde Paracelsus faa et
vand, som forvandlet alting til guld. Paracelsus gjorde det, og fik

Google

MOLTKE MOE

vandet, — og djævelen var løs. «Men kjære dig,» sa Paracelsus saa,
«hvordan i alverden kan du slippe ut og ind av saa liten en aapning?
Vis mig det, saa jeg faar se detl» Ja, djævelen var ikke klokere:
han gjorde sig til en edderkop og krøp ind, — og Paracelsus spune
set hullet til igjen. Der sitter djævelen den dag idag. — Den same
me historie henføres i en litt anden og adskillig ældre formning til
Vergil, som efter middelalderens tro var en stor trollmand. Dypt
inde i en hule hører han, fra et hul i væggen, en røst som ber ham
ta væk et forhekset bret foran hullet; vilde han det, skulde han faa
svarteboken og mange andre trolldomsbøker. Vergil gjør det, og
straks efter staar djævelen foran ham, — som en stor svær mand.
«Det var sandelig heldig du slap ut av det trange hullet,» sa
Vergil; det hadde jeg aldrig trodd. Men ind igjen er du nu ikke
kar til at komme,» sa han. Dette syntes djævelen gik paa honnøren
løs, — gjorde sig til en aal og smuttet ind av aapningen igjen. I
det samme skjøv Vergil brettet for, og djævelen maatte bli der. —
Skjønt denne fortælling ogsaa har et rotskud i den græske oldtids
sidste dage (i Evstathios's beretning om hvordan Sisyfos overlistet
døden og la ham i lænker, saa Ares maatte komme og fri ham ut
igjen, forat folk kunde faa dø), er det dog ikke derfra den stammer,
men fra et gammelt østerlandsk eventyr, som findes hos indere, tibes
tanere, mongolere og arabere; det er optat i 1001 nat, og handler
om en fisker som var ute og drog garn, men ingen ting fik. Til+
sidst kjendte han noget tungt i garnet, og da han fik det op, saa
var det et forseglet messingkar. Fiskeren var nysgjerrig og aapnet
karret. Da steg der en tyk sort røk op, som naadde like til skye
erne; den fortættet sig, og i samme øieblik stod der en vældig aand
foran ham. Aanden fortalte, at den i sin tid hadde gjort oprør mot
Salomo; til straf hadde han manet den ned i karret, og forseglet det
med sin mægtige tryllering, — og kastet det i sjøen. Aanden vilde
dræpe fiskeren, men han later som han ikke tror at det er fra kar
ret aanden er kommen, «du bare lyver» siger han. Saa opløser
aanden sig i røk igjen og synker ned i karret, fiskeren sætter straks
Salomos blysegl paa; og aanden maa bli der.

Mellemformen mellem dette østerlandske eventyr og sagnene om
Vergil og Paracelsus har vi i en latinsk fortælling fra slutningen av
middelalderen, — den er ogsaa henført til Vergil. Han finder en
flaske, som en aand er indesluttet i. Aanden lover at skaffe ham
Salomos trolldomsbok, hvis han vilde slippe ham ut. Ja, Vergil

(0 ogle

EPISKE GRUNDLOVE

gaar ind derpaa. Men da han ser, hvor stor aanden er, blir han
betænkelig, og synes at det kanske ikke er saa bra at slippe et slikt
væsen løs. Saa anstiller han sig enfoldig og siger: «Du kan sik
kert ikke slippe ned i flasken igjen?» «Joda,» siger djævelen. «Nei,
det tror jeg ikke,» siger Vergil. Tilsidstgjør djævelen sig liten, og
viser at han har ret. I samme nu sætter Vergil Salomos segl paa
flasken — og saa maatte hr. Urian bli der. —

Hvor jeg vil henmed disse paralleler, har De sikkert straks gjet-
tet: De har med én gang tænkt paa «Gutten, og fanden i nøt
ten» (N. F. I, 133): «Der var engang en gut som gik paa en vei og
knækket nøtter; saa fandt han en ormstukken en, og med det samme
møtte han fanden. «Er det sandt,» sa gutten, «det de sier, at fanden
kan gjøre sig saa liten han vil, og tvinge sig gjennem et knappenaals»
hul?» — «Ja,» svarte fanden. — «Aa — la mig se det, og kryp ind
i denne nøttenl» sa gutten; og det gjorde fanden. Da han vel hadde
krøpet ind gjennem makkhullet, satte gutten i en pinde. «Nu har
jeg dig der» sa han, og la nøtten i lommen. Da han hadde gaat et
stykke, kom han til en smie; der gik han ind, og ba smeden om
han vilde slaa itu den nøtten for ham. «Ja, det skal være let gjort,»
svarte smeden, og tok den mindste hammeren sin, la nøtten paa am:
bolten og slo til; men den vilde ikke i stykker. Saa tok han en litt
større hammer, men den var heller ikke tung nok; han tok da en
endda større en, men den gjorde det heller ikke; men saa blev smeden
sint og tok storsleggen. «Jeg skal vel faa dig istykker —l» sa han
og slo til alt han orket; og saa gik nøtten i knas, saa halve smie
taket fløi av, og det braket som om hytten skulde ramle ned. «Jeg
mener fanden var i nøtta jeg —l» sa smeden. «Ja, han var saa,»
sa gutten.»

Naar vi sammenligner dette eventyr med de fortællinger jeg netop
har citert, er der saa ikke en dyp og væsentlig forskjel i opfatningen?
Har ikke norsk aand og norsk tænkemaate gjennemsyret det frem
mede emne, saa det føles fuldkommen hjemlig, — og drysset en hus
mor over det som er fremmed for de utenlandske formninger?
Og ikke bare det: vort folks lynne og kunstneriske smak har hug»
get emnet til paa en ganske anden vis. At djævelen to ganger lar
sig fængsle paa samme maate, svækker motivet, og kræver oven i
kjøpet en forklaring av hvorledes det skedde første gang. Følgelig
kaster vort eventyr bort indledningen, og begynder med
pointet med én gang: «er det sandt, det de siger: at fanden kan

Google

MOLTKE MOE

tvinge sig gjennem et knappenaalshul?» Men da blir pointet bare en bes
gyndelse, og en begyndelse med sterk stigning som kræver fortsættelse:
Der maa digtes til. Saaledes opstaar slutningen, om smeden og nøtte»
knækkingen. Motivet har vort eventyr faat fra en episode i et
andet eventyr, som vort folk ogsaa kjendte og fortalte: «Smeden som
de ikke turde slippe ind i helvede» (N. F. I, s. 95). Smeden her
har gjort en kontrakt med fanden, og det er for at hytte sit skind
han narrer ham ned i pungen og tresker løs paa ham; men i «Gut
ten, og fanden i nøtten» vet smeden av ingenting: han tror det er
en almindelig nøt gutten vil ha knækket, — og tar saa den mindste
hammer han har. Ikke sandt: motivet er glimrende varieret? En
form som i én henseende slutter sig nærmere til episoden i «Smeden
som de ikke turde slippe ind i helvede», men ellers staar midt
imellem dette og «Fanden i nøtten» har vi i nogen danske eventyr
(S. Grundtvig D. Av. II, s. 145). — Det humoristiske træk, at sme:
den ikke vet hvad det er han skal banke, forekommer — saa vidt
jeg kjender til — bare i disse danske eventyr, i «Gutten, og fanden
i nøtten», i en skotsk version av samme eventyr fra Høilandene,
og saa i et siciliansk eventyr, hvis overensstemmelse med de
norske og danske er saa paafaldende, at det utvilsomt maa betragtes
som stammende fra samme grundlag (de øvrige italienske versioner
av denne eventyrring har ikke disse overensstemmelser med de nor
diske). Det ligger da overmaade nær at tænke paa normannernes
mere end 100-aarige herredømme paa Sicilien (1061—1194), og anta
den enestaaende sicilianske formning av eventyret for en levning fra
normannernes dage (Crane, Pop. Ital. Tales, s. 217).— I dette evene
tyr finder vi tilmed det træk, som ellers ikke forekommer utenfor
vort «Gutten, og fanden i nøtten», — at helten paa smedens utaale
modige utbrud svarer: «Ja vel, det er djævelen.» Men en sammens
ligning mellem replikkerne i det sicilianske eventyr, og i «Fanden i
nøtten» lærer os ogsaa, at smedens ord er avsvækket i det første,
og at i det hele «Gutten, og fanden i nøtten» poetisk staar høiere.
Som i de danske eventyr indgaar trækket ogsaa i det sicilianske som
en episode i det samme eventyr som hos os kaldes «Smeden som
de ikke turde slippe ind i helvede». Ogsaa trækket i den skotske
formning synes at finde sin forklaring i de gamle nordiske koloni+
sationer i Skotland og Irland.— Vi har ellers her i Norge en tredje
form av dette motivet i vore eventyr. Det findes i en variant fra
Voss til eventyret om «Gutten med øldunken». Her er det døden

Google

EPISKE GRUNDLOVE

som blir narret. En mand fra Raundalen paa Voss, som kjører med
færdeslass, møter en nat døden oppe paa Raundalsskogen og kome
mer i snak med ham. Saa spør døden, om det er sandt, at det er
saa mange gamle folk i Raundalen? «Ja» siger manden. «Ja, ja,
det er paa tide jeg kommer og rusker litt op der da, for jeg er døs
den jeg, ser du.» — Nu hadde manden en brændevinskagge paa las»
set, som det bare var en ørliten skvett igjen paa, og da han hørte
hvem det var han var kommen i følge med, tænkte han det skulde
være gildt at stanse ham paa veien. «Er du den karen,» sa han, «saa
farer du baade vidt og langt og kan nok trænge til en styrkedrik:
jeg har en skvett paa kaggen, men du faar selv smette ned og ta
den — de siger for et gammelt ord, at du er god til at krype igjen»
nem et nøkkelhul.» Døden takket baade vel og fint og smatt nedi.
Dermed satte manden tappen i og tok kaggen og bar den bort un
der en svær heller. Der blev døden liggende like til kaggen raatnet
av ham, og da han kom ut, var det næsten ikke værende her i ver»
den, saa yrende fuldt av folk, — og saa mange utlevde gamlinger
dal — Denne form er jo ogsaa ypperlig lokalisert. Den er en kryds-
ning av episoden i «Smeden som de ikke turde slippe ind i hel»
vede» med det før nævnte sengræske sagn om Sisyfos som bandt
døden, saa folk ikke fik dø. — Men godt omformet er den, og lagt
folkelig til rette — like til brændevinskaggen. — De ser: Mor
tiverne blir de samme; men de skyter stadig ham — for hver ny
tilpasning, som for hvert nyt kulturtrin.

Brændevinskaggen minder mig om en anden historie, en svensk
en, som stammer fra en tysk schwank fra middelalderen. Den tyske
fortælles i en gammel katolsk andagtsbok scala coeli".— De våét, at
man i de senere aarhundreder av middelalderen strødde eventyr,
sagn og historier ind i prækener og opbyggelsesbøker, for at holde
opmerksomheten fangen.— Den lyder saa: «Det var en bonde, som
hadde en kone og et æsel. En gang kom der en «andagt» paa dem, saa
de lovet de skulde ikke drikke vin oftere, uten naar de hadde kjøpt
eller solgt noget, — for da betinget de sig at de vilde ha lov til at
drikke kjøpskaalen. Saa gik der en fjorten dages tid: de blev mer
og mer tørste, og til slut sa konen til manden sin: «La mig faa
kjøpe æslet ditl» Det fik hun, og begge to drak kjøpskaal, og godt
smakte det. Saa en stund efter kjøpte manden æslet; saa kunde

1 Jfr. gjengivelsen hos Hans Sachs: Komiske fortællinger, oversat av Viggo
Petersen, s. 43 f.

Google

MOLTKE MOE

de drikke kjøpskaal igjen; og slik drev de det dag efter dag, med
god samvittighet, — for det de hadde lovet, det holdt de» Hør
nu den svenske tillempning av dette moralske eksempel: «Det
var engång en gubbe och en kåring, som gårna vilde ha sig en
liten tår alltibland. Men de voro så arga, för det usla brånnevinet
kostade så mycket, och så funderade de jåmt på, huru de skulle
komma åt det för intet. Och till slut så hittade alls kåringen på
det; för de skulle ta och sålje sin ko og köpa ett helt ankar
brånnevin för pångarne och så skulle de sålje ut det i supavis och
ta tre skilling supen. Det blef alltid förtjånst. Men så för de inte
skulle fresta ankaret mer, ån förtjånsten tålde, så gjorde de upp med
hvarandre, att den, som ville ha sig en pilleknarkare, skulle først ge
den andra tre skilling. Och då skulle det tvunget bli god förtjånst.
— Så ledde de till staden med kon och sålde hånne och så köpte de
sitt ankar brånnevin med sig hem. Och gubben hade åndå en tres
skilling öfver. Då såger gubben: «Ge mig en supl» «Ge mig tre
skilling dål» sade kåringen. Så fick kåringen treskillingen, og gubben,
han fik en sup. Men så blef kåringen lysten: «Ge mig en supl»
sade kåringen. «Ge mig tre skilling då!» sade gubben. Så fick gubs
ben treskillingen, och kåringen fick en sup. Men gubben ville snart
ha sig en sup igen och då fick han limna treskillingen till kåringen,
och så ville kåringen ha sig en, och då fick hon limna treskillingen
till gubben. Och så gick treskillingen för sup efter sup ur hand och i
hand tills ankaret var tomt. Då hade gubben sin treskilling igen. Det
var god förtjånst.» (Bondeson, Folksagor, s.27). Er den ikke godt gjort?
Eller den gamle ballade om «Harpens kraft». Den stammer fra
en middelalderlig engelsk bearbeidelse av det græske sagn om sane
geren Orfevs som elsket nymfen Evrydike. Hun blev stukket av
en orm og døde, og i sin sorg sang Orfevs slik at fisk og fugl og
vilde dyr kom for at lytte til, ja endog trær og stener. Saa steg han
ned i underverdenen til skyggernes land og bevæget med sin sang
og sit spil Plutos og Persefones hjerter. Evrydike skulde faa følge
ham tilbake til jorden; men kun paa betingelse av, at han ikke
snudde sig om og saa efter hende før de var oppe. Orfevs holdt
sit ord, like til han saa dagskjæret fra opgangen til jorden. Da saa
han sig tilbake og med det samme forsvandt Evrydike for altid.
Med dette stof har der i Danmark, hvor vor vise er digtet hene-
ved aar 1400, blandet sig en anden vise, en tysk, om hvorledes
nøkken røver en brud og hendes søster og ikke vil gi slip paa dem,

Google

— en vise som
havmanden».

EPISKE GRUNDLOVE

er beslegtet med den bekjendte vise om «Agnete og

Av disse to bestanddele er vor vise fremgaat, og

skjønt den tyske nøkkevise har øvet en sterk indflydelse paa den,
især paa sagnformen, er Orfevssagnets skildring av tonernes magt
blit bevaret, og i strofer der er like saa originale som mægtige:

Nykkjen:

Villemann:

«Villemann gjeng'e for straumen aa staa,
meistarleg kunna han gullhörpa slaa.

Han leika mæ lempe, han leika mæ list:
fuglen daana paa ville kvist.

Han leika mæ lempe, han leika mæ gny:
de gjallar i berg, aa de rungar i sky.

Villemann leika so lang ein leik:
de rivna börkjen av ör aa eik.

Han leika av topp, han leika av tre,
han leika hönni av kvike fe.

Han leika mæ vreie aa leika mæ harm,
han leika Magnill av nykkjens arm.

«Der heve du den eine, der heve du dei tvo,
lat meg no hava mitt vatn i rol»

«Vælkomi den fysste, vælkomne dei tvo
Men alli sköd du hava ditt vatn i ro.»

Villemann leika, aa hörpa skein,
Nykkjen han sprakk i haran stein.

Dei fysste ori som Magnill tala:
«Sæl er den moer, slik son maa hava!

Sæl æ den moer, slik son 'e aa,
endaa sælar den hdno maa faal» — —

(Norske folkeviser fra middelalderen
ved Knut Liestøl og Moltke Moe. s. 90.)

Med større digterisk intensitet og frihet kunde behandlingen
ikke være skedd.

Selvfølgelig gives der dog ogsaa adskillige eventyr og viser, hvis
nationale omsmeltning ikke er gjennemført. Snart er det bare et
enkelt fremtrædende træk som er blit staaende igjen i den frem»

7 — Edda. IV. 1913.

Google

MOLTKE MOE

mede form, — saaledes som navnet og begrepet i eventyret om «De
tre citroner»: i slike tilfælde pleier laanet altid at være meget ungt
(det er da ogsaa «De tre citroner» her i landet; det er bare op»
tegnet efteren eneste person, en kurvkone i Kristiania, som uten tvil
har lært det av en sjømand eller en anden som hadde været uten”
lands). Snart kan det fremmede tvertom ligge i fortællingens aand
og tone, selv om intet enkelt træk er uhjemlig. Som eksempel
nævner jeg et eventyr fra Hallingdal (Hallvard Bergh I, s. 41): «Der
var en engang en rik greve som vilde gifte sig. Aa ja, der blev
brygget og bakt i tre ottedager, og tolv syjomfruer sat i fire fjorten»
dager og sydde brudestas; men da bryllupsdagen kom, var der endda
ingen som visste hvem bruden skulde være. Det hjalp ikke hvor
meget de grov og spurte, saa fik de ikke greie paa det. — En av
tjenestejenterne hans hette Gro Selde. Hun var datter av en hus
mand, og saa fattig og armt var det med hende, at hun knapt nok
eide de klærne hun stod og gik i. Fillerne slang om hende, saa
den ene slog den anden i svime. — «Jeg skal ta dig Gro til kjærring,»
sa greven, «dersom du vil love aldrig at si mig imot,» sa han. Dette
gik hun ind paa. — Da et aar var omme, fik hun et jentebarn. «Dette
barnet er av saa ringe rot paa morens side, at vi er nødt til at tyne
det» sa greven, og tok barnet fra hende. Gro graat, men hun hver
ken bad eller truet. Et aar efter blev hun med barn igjen. Denne
gang fik hun engut. Nu gik det paa samme maate; greven sa, at det
var av saa ring æt paa morens side, «at vi ikke kan la det leve».
Hun graat saart, men sa ingen ting. — Det led og det skred. Seksten
aar derefter sa greven at de skulde lage til bryllups. Dette syntes Gro
og alle de andre var rart, kan en vite. Saa blev der da brygget og
bakt i tre ottedager, og tolv sypiker sat i fire fjortendager og sydde
og sømmet, og stelte til brudestas. «Ja nu, Gro Selde,» sa greven,
da bryllupsdagen kom, «nu faar du ta igjen de gamle fillerne dine,
og gaa hjem igjen; for jeg kan for min stands skyld ikke drages
med dig længer, jeg maa ha mig en som er yngre og av gildere
folk,» sa han. I det samme kom bruden, en ung og spillende vake
ker jente, kjørende ind paa gaarden. Hun var saa grus og gild at
det lyste og lavet lang vei av hende. Gro sutret og tutret og
graat, tok pjanket sit og vilde gaa. Da greven saa dette, bad han
hende bli. «Det er ingen brud det, Gro» sa han. «Det er din
egen datter, og gutten som følger hende, er søn din, og her efter
dags kan du frit si mig imot saameget du vil» Saa drak de bryl-

Google

EPISKE GRUNDLOVE

lup en gang til. Greven og hun var stedse venner og vel forlikte,
og er de ikke nys døde, saa lever de endnu.» Her er hele aanden
unorsk; det er noget saa oprørende i denne rørende taalmodighet,
at vi føler vi er utenfor folkedigtningens sunde sans, og snarere
kjender et pust fra den litterære middelalders sentimentalitet. Saa er
det ogsaa: stoffet stammer fra Boccaccios Dekamerone; baade han
og hans lærer Petrarca har fortalt historien om den taalmodige Gri-
seldis (selve navne Gro Selde er bare en ombytning av Boccaccios's
navn, en opløsning i fornavn og gaardsnavn). Boccaccio fortæller at
markgrev Walter giftet sig med den skjønne Griseldis, datter av en
fattig landmand. For at prøve hendes troskap og ydmyghet uttænkte
han forskjellige grusomme og umandige prøver: han skaffet hendes
to barn av veien, og befalte hende til slut at vende tilbake til sin
fædrenehytte, da han vilde ta sig en anden gemalinde. Griseldis
finder sig taalmodig i alt, og da markgreven er blit overbevist
om hendes offervillighet, forklarer han alt for hende, kommer frem
med de to barn som hun trodde var døde, og siden levde de sam»
men i et lykkelig egteskap.

Til dette eventyr skal jeg lægge et andet eksempel, en vise som
er utbredt baade i Danmark, Sverige, Norge og paa Færøerne: «Pa
ris og dronning Ellen.» Den er tydeligvis digtet i Danmark, men
stoffet er ikke dansk eller nordisk: det er det gammelgræske sagn
om Paris som bortfører dronning Helena. Merkelig nok svarer sagn
formen bedst til sengræske og byzantinske gjengivelser, og er tydelig
kommet til Norden over de slaviske land. Den formning som svar
rer nærmest til vor vises, findes nemlig i et gammelt bulgarisk haande
skrift fra det l4de aarhundrede. Men original til visen er denne
version ikke; de maa begge stamme fra en mundtlig gjengivelse av
Parisssagnet som i middelalderen har vandret fra Byzanz til slaverne,
og derfra videre enten over Tyskland eller Rusland. Under denne
vandring har sagnet saa naturligvis optat adskillige fremmede sagn*
elementer fra de forskjelligste kanter. Skjønt visen ikke er fri for
kjedsommelighet, har det dog sin interesse at se det berømte stof,
Iliadens grundlag, i en nordisk folkevisedragt fra slutningen af mid»
delalderen. Indholdet av den danske formning af visen er følgende:
Paris tjener hos kong Nilus, ikke for løns skyld, ti han var herre
over otte kongeriker, men for dronning Ellens skyld, «hun var saa
skjøn». Nilus drager i leding, og imens faar Paris overtalt dronning
Ellen til at give ham sin tro. De lar grave en gang fra slottet og

Google

MOLTKE MOE

ned til stranden. Da Nilus kommer hjem, gaar Paris ham imøte paa
stranden og ber om dronning Ellens tjenestekvinde, som i virkelig:
heten er dronning Ellen. Nilus synes at tjenestekvinden ligner
dronningen, og vil først hjem og raadføre sig med sin dronning.
Ellen løper gjennem jordgangen og er paa slottet før kongen og by
der ham velkommen. Kongen gaar nu til stranden igjen, men Ellen
løper atter gjennem den underjordiske gang og staar paa stranden, da
kongen kommer tilbake. Dette gjentar sig endnu engang, og tilslut lar
kongen Paris drage bort med tjenestekvinden. Da han opdager be
drageriet, sætter han efter Paris og Ellen til Trøjeborg, og beleirer
borgen i syv aar. Tilslut lar Nilus gjøre en kobberhest, hvori der
befinder sig 700 mand. Trods Ellens raad blir denne hest ført
ind i borgen. Da Paris og Ellen ser at de er blit overlistet, lar de
sig aareslaa og dør i hinandens armer. Nilus finder kun deres lik.
Ikke sandt: stoffet har skiftet karakter? Men ikke i den for
stand at det har faat et nordisk præg med sin nordiske visedragt;
de ændringer som findes i den retning, er kun tilsprang. Aand og
tone og mangfoldige enkeltheter er fuldstændig unordiske, — end mere
end eventyret om «Gro Selde». Men aand og tone er like saa
ugræske, og mange enkeltheter med. Isteden har emnet faat et
romantiskseventyrlig præg, uten synderlig lokalfarve, men med
en bestemt middelalderlig tids farve. Det er den senere middelalder
med dens forkjærlighet for det sentimentale og det vildt eventyrlige
som taler gjennem visen. Stoffet har øiensynlig vandret saa vidt
hurtig fra land til land, at hvert enkelt folk ikke har faat synderlig
tid til at omskape det i sit billede; det er blit med en del utsmelte
ninger og tilsætninger, i overensstemmelse med en smak som ikke
tilhørte nogen enkelt nation, men var tidens fælleseie. I denne hen»
seende er visen meget lærerik for de episke omsmeltningsprocessers
væsen og virkemaate.— Og ikke mindre interessant er den i en an:
den henseende. Den har jo nemlig, som De vil ha merket, optat
forskjellige sagntræk som er fremmede for den græske fortælling om
Paris og Helena. I en av versionerne forekommer den bibelske
konge Og fra Basan i broderlig forening med Amor, som her er blit
en kongssøn. I en anden optræder tolderen Sakkæus som den
gamle vise mand der gir Menelaus raadet om kobberhesten. Og av
slike træk kunde der nævnes mange. Jeg indskrænker mig imidlertid
til at peke paa den sterkeste ændring i sagnform: den maate, hvor
paa kong Menelaus blir bedradd ved hjælp av den underjordiske

100

Google

EPISKE GRUNDLOVE

gang, saa at han tror det er en anden end Helena han gir bort.
Dette træk er egentlig et vidt utbredt eventyr, som er optat i de
orientalske eventyr og fabelsamlinger, like fra «De syv vise mestere»
til «1001 nat», og som gaar omkring hos de forskjelligste folkefærd,
fra de sibiriske tatarer og tyrker til italienere og franskmænd. Den
ældste form vi kjender av trækket, har vi hos den romerske komedie»
forfatter Plautus i hans «Miles gloriosus» (forbilledet for Holbergs
Jac. v. Tyboe). Men det har ogsaa trængt sig ind i de slaviske
sagn om Salomo og hans utro hustru, som rømte fra ham med aans
dernes konge: De to brukte den samme list for at skuffe Salomo.
Sandsynligvis er det paa veien gjennem Rusland at tilknytningen
av dette træk er skedd, og dette har da ændret hele sagnet gjennem»
gripende. Selvfølgelig findes der dog ogsaa i visen flere, og stundom
merkelige reminiscenser av det græske sagngrundlag:

«Enten er du Paris, en engel lik,
eller er du Kristus av himmerik»

svarer paa det nøieste til den græske digter Kolluthos's ord, naar
han lar Helena spørge Paris om han er Eros eller Dionysos.
Bare kristelig oversat! Ved siden av slike træk findes ogsaa mo»
menter fra langt senere tid, saaledes verset 68, hvor der tydelig er
tale om den i middelalderen bekjendte græske ild:

Hesten tog til at sprude
den gloendes ild at skjude.

Morsomt er det ogsaa at se den nordiske tillempning av nav*
nene i Nilus og Ellen, og stedfæstelsen av visens Trojassagn til
Sjælland (i E. T. Kristensens «Danske Sagn» III st. 1440).

Det sidste eksempel vil ha git Dem et sterkt indtryk av at det
dog ikke udelukkende er saadanne mere ytre faktorer som det kom»
mer an paa, om et episk stof skal faa en hel og fuld national tilrette»
lægning, — slike ytre ting som større eller mindre forskjel i kultur
og opfatning hos det laanende folk og det folk som der laanes fra,
eller en kortere og længre omsmeltningstid i det nye hjemland. Alle
slike faktorer er mer eller mindre blinde. Skal omsmeltningen
lykkes fuldt ut, og støpningen bli smeltet like ned i sin kjerne,
da maa der mere aandelige kræfter til. Til at gyde liv og
klarhet i digtningen, blæse aand i den, gjøre den til et kunst
verk, maa der en digters øie og evne. Først da blir malmen flys

101

Google

MOLTKE MOE

tende og tar skikkelse efter den nye form som den støpes i. Men digs
terøine og digterevne er ikke hver mands vuggegave, — og hvor de
findes, i folkedigtning som i kunstdigtning, er der stor forskjel paa
øiets skarphet og evnens omfang. Heri ligger selvsagt den dypeste
grund — men ogsaa den som er vanskeligst at blotlægge — til den
enorme forskjel mellem laante fortællingsstoffer, hvad national om:
prægning angaar: en endeløs skala, fra de første famlende tilsprang
til nationalisering — like til det færdige fuldendte kunstverk som
baade i aand og ham synes like nationalt — som om det hadde su
get al sin saft og al sin farve av det nye lands jordbund.

Det eksempel jeg nu tar frem, er hentet fra en gammel islandsk
ættesaga, sagaen om Viga-Glumr. Men først skal jeg gjengi den østers
landske original, en fortælling som fra østen har vandret næsten hele
Europa igjennem, og som vi endnu den dag idag støter paa rundt
om i mange landes folketradition. Første gang den blev opskrevet i
Europa var i begyndelsen av det 12te aarhundrede av en spansk
jøde, kong Alfons av Kastiliens livlæge, Petrus Alfonsi, som blev
døpt 1 1106. Han har skrevet en bok som han kalder Disciplina
clericalis, det vil, frit oversat, si: leveregler for en dannet og klok
mand. Hele boken bestaar av østerlandske, især arabiske og jødiske,
fortællinger, til indskjærpelse av en eller anden leveregel eller sand»
het. I denne Disciplina clericalis finder vi nu følgende fortælling
pag. 35 (Schmidts utg.): Det var engang en araber som laa paa sit døds
leie. Han kaldte sin søn til sig og sa: «Sig mig, min søn, hvor
mange venner har du vundet dig i livet?» «Jeg tænker 100,» svarte
sønnen. Faren sa: «Vismanden siger: Ros ikke en ven, før du har
prøvet ham. Jeg er ældre end du, og jeg har knapt nok vundet
mig en halv ven; hvordan skulde saa du kunne ha faat 100. Gaa
og prøv dem alle, og se hvilken av dem der er trofast mod digl»
«Hvorledes skal jeg prøve dem, mener du?» spurte sønnen. Faren
svarte: «Dræp en kalv og ha i en sæk, saa sækken blir blodig.
Naar du saa kommer til en ven, sig saa til ham: kjære ven, jeg er
kommen i skade for at dræpe en mand; jeg ber dig, vær saa snild
og begrav ham i al hemmelighet, — ingen vil mistænke dig, og paa
den vis kan du frelse mig.» — Sønnen gjorde som faren hadde sagt.
Den første vennen han kom til, svarte: «Ta sækken og manden
med dig igjen! Har du gjort galt, saa faar du lide for det; i mit
hus slipper du ikke ind!» Paa samme maate gik det hos alle vene
nerne hans, ikke én vilde hjælpe ham. Saa kom sønnen tilbake til

102

(Go ogle

EPISKE GRUNDLOVE

faren og fortalte hvordan det var gaat. Faren sa: «Nu er det gaat
dig, som vismanden siger: Mange er venner, naar det bare gjælder
at regne dem op; men naar nøden kommer, blir der faa! Gaa nu
til den halve ven jeg har, og hør hvad han vil sil» Sønnen gik,
og sa til ham det samme som han hadde sagt til sine venner.
Han svarte: «Kjære kom ind! Du skjønner da, at dette er en hem*
melighet, som du ikke maa plapre ut med for hele nabolaget.» Saa
sendte han sin kone og hele familien ut, og grov selv en grav for
liket i sækken. Da sønnen kom hjem igjen, sa faren: «Om slike
venner er det vismanden taler, naar han siger: Det er i sandhet en
ven, som hjælper dig, naar verden svigter dig!» To varianter av
denne beretning (den ene i en latinsk formning fra det 13de aars
hundrede, den anden i Gesta Romanorum fra c. 1300) svarer i det
væsentlige til fremstillingen 1 Disciplina clerialis, bare at der her er
tale ikke om en privat araber, men om en kristen konge og hans søn,
— og at de venner sønnen stoler paa, viser sig at være— de upaas
lidelige: jordisk gods, kone, barn og slikt, — den tro, «halve» ven:
Gud (Goedeke, Everysman Homulus und Hekastus, s. 23—26).
La os nu lægge den islandske sagaepisode ved siden. I
Viga-Glumssaga, kap. 13 fortælles at paa et hesteting blev Glumr
haanet og hans arbeidsstyrer (verkstjöri) Ingölfr ilde medfaren av
bonden Kalfr paa gaarden StokkasHlaöa. Glumr lot sig ikke
merke med noget. Videre fortælles i kap. 14 at Ingölfr hadde fors
elsket sig i en vakker bondedatter fra gaarden Hamarr. Glimr
likte ikke at Ingölfr besøkte hende, og en kveld da Ingölfr først
kom hjem efter at Glumr og hans husfolk hadde spist natverd, sa
Gluimr: «Nu skal vi ha det til underholdning at hver og en siger
hvilke venner han stoler mest paa. Først skal jeg sige hvilke jeg har;
det er tre: min pengepung, min økse, og det loftsbur som jeg sover
i» Ingölfr nævnte Porkell paa Hamarr som sin bedste ven. Da
blev Gluimr harm; med sverdet i haanden gik han frem mot Ingölfr
og sa: «Det var en vakker ven du har valgt dig.» Siden gik han
ut og Ingölfr fulgte efter. Da de kom utenfor huset, sa Glumr:
«Gaa nu til din ven og sigat du har dræpt HlodusKålfr» og saa tok
han Ingölfr med sig til laden; de hug hodet av en kalv, og Glumr
gav Ingölfr det blodige sverd og sa: «Gaa nu til Porkell og sig ham
at han er den eneste som du kan haabe at faa raad og hjælp av;
og vis ham sverdet som et tydelig bevis paa hvad du har gjort.»
Ingölfr gik, traf Porkell og fortalte ham at han hadde dræpt Hlodu-

103

Google

" MOLTKE MOE

Kålfr og bad om hans beskyttelse, men Porkell bare jaget ham bort.
Han vendte saa tilbage til Glimr som skjulte ham i sit loftsbur.
Næste dag blev det bekjendt at HloöusKålfr virkelig var dræpt —
naturligvis hadde Glåmr selv utført daaden —. Porkell røbet straks
Ingölfs natlige besøk, men Glumr fik stelt det slik at Ingölfr kom
uskadt over til Norge. Da Kålfs venner vilde faa Ingölfr dømt
fredløs, oplyste Glumr om det sande forhold og fik saken avvist.
(Cederschiöld, Kalfdråpet, s. 10—12).

Her er jo ikke bare samme grundtanke, men ogsaa Saa
mange karakteristiske detaljlikheter (og i ganske samme orden) at
der ikke kan være to meninger om begge fortællingers oprins
delige identitet. Men avvikelserne er ogsaa store og væsentlige:
1. Der er ikke tale om en anonym araber og hans søn, men om
to navngivne mænd paa Island, hvorav den ene tilhørte den andens
husstand. 2. Det er ikke den arabiske fars dødsleie som gir anleds
ning til venneprøven; men den islandske tjeners frieri, som hans
husbond misliker, og leken at nævne sine bedste venner. 3. Den
som gir raadet, liter ikke paa en «halv ven» >: til dels paa en ven,
men paa en pengepung, sin øks, og sit soveloft (disse tre ting er
øiensynlig en tilrettelægning av moralisationen om de upaalidelige
venner i «Gesta Romanorum»: jordisk gods, kone, barn og slegt).
4. Den unge har ikke tillid til 100 venner, men til én, som han
navngir. 5. Kalven som dræpes, kaldes med et ordspil i den island»
ske version med et mandsnavn. «Kalv» bruktes jo baade paa Island
og i Norge som mandsnavn, og hlada betyr ikke bare lade, men
er ogsaa et stedsnavn Hlaöa eller Stokka-Hlada. 6. Dette mands»
navn har raadgiveren valgt for derved at velte mistanken for et
virkelig drap fra sig selv; da den unge paa grund herav holder
paa at bli dømt for drapet, oplyser raadgiveren dog om at han selv
er drapsmanden. — — Hvad er det som har git anledning til saa
mange betydelige avvikelser fra originalen? Det er først og fremst
det, at det er en virkelig digter som har foretat omplantningen
til Island; han har følt nødvendigheten av at tilpasse stoffet efter
islandske forhold, og han har ikke bare nationaliseret sit emne,
men lokaliseret det, — tidfæstet det og stedfæstet det. Det er
ikke saa meget refleksion som har ledet til ændringerne som dunkel
følelse av hvad der passet bedst for tilhørerne. Hovedavvikelsen fra
originalen: at kalven kaldes med et tvetydig navn, som baade kan
betegne en kalv og en bestemt, kjendt mand, — og at den faar dette

104

Google

EPISKE GRUNDLOVE

navn, fordi denne mands drap, som endnu ingen vét om, skal synes
øvet av en anden end den virkelige drapsmand, — er et genialt
træk, som gjør intrigen i høi grad spændende, dobbelt naar intrigen
henføres til en mand som Viga-Glumr, der som hans navn siger
(«Draps«Glum») — hadde flere manddrap paa sin samvittighet og
var bekjendt for baade sluhet og voldsomhet. Denne dramatiske
tilspidsning av situationen, som vi kjender saa mange eksempler paa
fra sagalitteraturen og eventyrene, er i egentligste forstand genuin nor
disk, ikke mindst paa grund av det tvetydige gaadelignende navn,
som ogsaa sagaer og oldkvad byr os en mangfoldighet av paralleler til.
Saaledes i netop denne saga, da Glims fiende Skuti blir indhentet
av Glums mænd, og de spør hvad han er for en, svarer han: «Jeg
heter Vanlig i Myvatsbygden, men Sjeldsynt i Fiskebæksbygden.»
(«Ek heiti Margr i Mjvazhverfi, en Får i Fiskelokjarhverfi»); der
ved narrer han forfølgerne; men da Glumr selv faar høre svaret, for-
staar han straks gaaden: Skuti betyr nemlig en hule, og av slike
var der mange i Myvatsbygden, faa i Fiskebæksbygden, — altsaa
et lignende ordspil med mandens navn Skuti. Men det er ikke
bare hovedændringerne som er ypperlig avpasset efter islændin»
gernes lynne og forhold. Om alle de mindre ubetydelige avvikelser
gjælder det samme: overalt gaar ændringerne ut fra det hjemlige
syn, alle er, i stort og smaat, realistiske. Naar venneprøven er
indskrænket til én ven istedenfor originalens 100, saa skjønner man
straks, at saa høit et tal kun kunde passe for en storby; det maatte
være aldeles umulig for spredt bebodd landsbygd paa Island ". Eller,
naar ynglingen ikke længer er raadgiverens søn, men hans tjener,
saa har den ændring like saa rigtig sin rot i islandsk syn: lettroenhet
og blind tillid til en uprøvet ven tilhørte ikke vore gamle fædres
lynne. En høvding kunde umulig, ikke engang i sin ungdom,
skildres som den naive arabiske yngling: da blev han uhjælpelig
hjemfalden til latteren, — og det var hvad de gamle nordboer mindst
av alt taalte. Derfor maatte ynglingens rolle overføres paa en under”
ordnet, paa en tjener. Saaledes kunde vi gaa avvikelserne fra origi+
nalen igjennem, én for én; overalt ligger motivet til ændringerne i
islændingernes sterkt utprægede egenart, og er utført med like saa
sterk begavelse som takt. Men jeg tror ikke nogen paavisning be»
høves: lægges kun den østerlandske og den islandske version side

1 Cederschiöld, Kalfdråpet, s. 15.
105

Google

MOLTKE MOE

om side, saa springer det av sig selv i øinene, hvor islændingen fors
tæller historien anskuelig, livfuldt, dramatisk, nationalt og lokalt in-
dividualiserende, — i motsætning til den spanske jøderforfatters mo»
raliserende, i al almindelighet holdte gjengivelse. Og dog er det den
spanske fremstillings tørre ben som er skelettet for sagaberetningen:
her har i sandhet omarbeideren været digter, gydt aand og liv i
fortællingen, skapt et virkelig kunstverk. Her, som saa ofte,
viser det sig, at det ikke er stoffet men behandlingen, det
kommer an paa, — omglødningen i en digternatur, — det er den,
som gjør digterverket. La mig lægge til — skjønt det ikke angaar
os i denne sammenhæng — at den østerlandske fortælling (hos Pe-
trus Alfonsi) vistnok viser tilbake til et gammelt græsk forbillede,
som er overleveret os i et skrift av Polyainos fra c. 150 e. Kr.
(Goedeke: Everyman, s. 2). Her henføres episoden, som i den is
landske saga til en navngiven, historisk mand, — ingen mindre
end Alkibiades. Det er eiendommelig at se den samme kunst
neriske, anskuelige og individualiserende behandling bryte igjennem
i det samme stof netop hos antikens og hos middelalderens selvstæns
digste og originalest skapende folkefærd.

Det er imidlertid ikke blot og bart ved tilegnelsen av fre me
mede, laante emner og motiver at den episke omsmeltnings»
drift viser sig virksom, — skjønt den rigtignok i dem optræder baade
sterkest og mest iøinefaldende. Omsmeltningss eller tillempningsdriften
virker like saavel paa de hjemlige episke fortællinger, enten nu
disse fortællinger er opstaat i landet og folket selv, eller de engang
i tiden er indkommet utenfra, men i tidens løp blit fuldt nationalt
ompræget, — enten de altsaa er indfødte eller naturaliserte
borgere.

Jeg tar først omsmeltningerne av det mere utvortes, den ytre
ham. Jeg begynder med de sedvanlige omlægninger av den episke
gang, episodernes rækkefølge og betydning. Mit første eksempel hen»
ter jeg fra et gammelt kvad fra katolicismens tidsalder, digtet kort
efter aar 1200. Det er det bekjendte Draumkvæe, som fortæller om
en visionær henrykkelse til himmel og helvede og skjærsild. Av
dette digt, som i alle disse 6—700 aar har levet paa folkemunde i vort
land, har vi fra 19de aarhundrede en lang række optegnelser og
varianter, specielt fra Telemarken. En sammenligning av disse fors
skjellige versioner viser, at den form digtet er utgit i (av min far
og av Landstad) ikke er den oprindelige. Særlig er der én episode

106

Google

EPISKE GRUNDLOVE

som aldeles har skiftet plads og betydning — enkelte av varianterne
har endnu bevaret det rette. Det er episoden om erkeengelen Mie
kael og hans sjælevegt.

Denne episode (vers 52—59 hos Landstad), som nu gir en frems
stilling av sjæleveiningen og Mikaels kamp med djævelen ved
den endelige verdensdom, har fra først av omhandlet kam
pen mellem Mikael og djævlene om den enkelte sjæl, straks den
har forlatt sit legeme, og den foreløbige veining som Mikael da un-
derkaster den. Det var gjængs tro i middelalderen at Mikael var
sjælefører, at han møtte op ved ethvert dødsleie og med sine
engler stred med djævlene om sjælen. At der er foretat en avæne
dring 1 avsnittets oprindelige indhold, ser man av det selvmotsigende
i at la et menneske som tilhører den nuværende verdensorden, overs
være den dom som engang i fremtiden skal avslutte denne
verdensorden — undtagen da i et likefrem profetisk syn, og for det
profetiske element er baade Draumkvæe og de andre middel
alderlige visionsdigtninger fuldstændig rene. Draumkvæe staar al+
deles alene med sin dommedagsskildring; og denne motsætning har
saa meget større vegt, som Draumkvæe ellers paa alle væsentlige
punkter er avhængig av disse kirkelige visionslegender. Avæns
dringen av trækket om St. Mikael og den foreløbige dom har utvil»
somt sin væsentligste grund i en sukcessiv sammenblanding av denne
foreløbige dom med den endelige, med verdensdommen —
især under indflydelse av Johannes aabenbaring. Derfra Kristi til
stedeværelse ved denne foreløbige dom; derfra luren, domsbasunen;
derfra paalægget «no sko adde saaline fram fy domen gange». Som
følge av at tanken paa den endelige dom har sprængt sig ind,
maatte naturnødvendig den foreløbige dom svækkes og trænges til»
bake, og alle de drag som ikke lot sig forene med en samtidig en-
delig dom, maatte falde bort. Denne utvikling kan ogsaa paavises
ved en sammenligning mellem de forskjellige versioner av Draumkvæe".
— Her har altsaa en specifik katolsk forestilling maattet følge vort
folk i dets overgang til protestantismen, saaledes at det hele
motiv har skiftet karakter og faat en ganske anden plads og betyd-
ning i digtningen.

Det sidste eksempel viste os omsmeltningss eller tillempnings

* Om Mikael og hans sjælevegt findes der i Moltke Moes papirer en utførlig
utredning, som snart vil bli utgit. (U. å.)

107

Google

MOLTKE MOE

driften under dens arbeide paa at lægge et overlevet forestile
lingsmotiv til rette for en ny tids opfatning ved at avændre
det. Selvfølgelig kan omsmeltningen ogsaa foregaa ved simpelthen
at brænde den slags motiver og træk bort, eller ved at tildigte
nye træk med utgangspunkt i et gammelt motiv. Ofte virker alle disse
lempningsmaater sammen, ofte er det to av dem som optræder i
fællesskap, — stundom kun den ene eller den anden maate. Det er
altsaa ikke let at holde eksemplerne paa de forskjellige arter ut fra
hverandre, og jeg behandler dem derfor ogsaa under ett, efterat jeg
først har git et ublandet eksempel paa hver av dem. Paa avæne
dringen av et overlevet forestillingsmotiv bød Draumkvæe os altsaa
et tydeligt eksempel. Det samme Draumkvæe byr os ogsaa en illus
stration til den anden tillempningsmaate: den at skjære væk et
træk, hvis idé ikke længer forstaaes. — Draumkvæe er bevaret paa
folkemunde like ned til vore dage; den første skriftlige optegs
nelse av det stammer fra 40-aarene. Nu har vi, med brudstykker
og slikt en 50 optegnelser — alle fra forskjellige sangere i fors
skjellige bygdelag rundt om i Telemarken og Sætesdalen. Det siger
sig da selv, at alle disse versioner av kvadet maa skille sig sterkt
indbyrdes, — digtet har jo levet i 6—700 aar paa folkets læber. I
én av disse optegnelser findes nu et par vers som har tilhørt digtet
i dets oprindelige skikkelse; — hun som meddelte denne version,
hadde ikke anelse om hvad versene sigtet til: de var bare ord for
hende. Versene har hjemme like efter skildringen av den sylhvasse
tornehede som visionæren først maa arbeide sig blødende over for at
komme til den hinsidige verden; saa heter det:

«Eg sleit sund'e mi skarlakskaape,
— i tynnyrringjen meg rispa:
kome dei fram smaadrengjinne,
aa mine finganne fesla.

Eg sleit sund'e mi skarlakskaape
igjenom den tynnyrmog'e,

fram kom adde smaadrengjinne,
dei helt unde kvor min fot'e.»

Uforstaaelig som denne skildring efter katolicismens ophør var, har
næsten alle versioner av kvadet latt den falde. Den bunder i en
gammel tro, som ogsaa har git sig utslag i et eventyr fra det katolske
Bretagne, — om en som blev sendt med et brev til Gudfader, og

108

Google

EPISKE GRUNDLOVE

som efter usigelig møie og mange rædsler ogsaa naadde frem med
brevet. I dette eventyr er den anden verden omgit av en uhyre
tyk, tæt og høi tornehæk; da budet har arbeidet sig igjennem tornes
hækken, kommer han til en vakker eng; midt paa den laa der et
berg, og ved foten av berget saa han en utallig flok av smaabarn
som forsøkte at klatre op paa fjeldet. Men i samme øieblik de skulde
sætte foten paa toppen, rullet de ned igjen like til foten. Saa kløv
de op igjen, men bare for atter at tumle ned. Da de fik øie paa
budet, styrtet de allesammen mot ham som en bisværm, og ropte:
«Ta os med! Ta os medl» Ja, han tok tre av dem, én paa hver
aksel og en i fanget, og steg op med dem. Men da han ikke
hadde mere end et eller to skridt igjen til toppen, faldt baade han
og barnene ned. Han prøvet baade to og tre ganger, og tok nye
barn, men like litet hjalp det. Da han saa at han ikke var istand
til at naa op med bamene, forsøkte han alene, og da gik det
baade let og glat. Langt om længe, efter mange eventyr, kommer
han til himlen, og da han har utrettet sit erend, gir Gudfader ham
lov til at spørre om hvad han vil. Saa spør han da, blandt andet,
ogsaa om barnene som ikke kunde klatre op paa berget, hvor den
eneste vei til himlen gik. «Det er smaabarn som er døde uten daab,»
svarer Gudfader, «og som derfor ikke kan faa glæde sig ved synet
av Gud. Men de lider ingen smerte, og deres eneste straf er at de
ikke kan komme hit.» — — Som De ser er forestillingen ganske den
samme som i Draumkvæesversene. Paa begge steder en episk forme
ning av den vidt utbredte tro at smaabarn som dør udøpt, hverken
kommer til himmel eller helvede, men til et eget sted, et mellem»
sted paa grænsen av himmel og helvede. Troen paa et slikt mel»
lemsted er meget gammel i kirken, skjønt den aldrig er ophøiet til
dogme. Allerede Augustin kjendte et saadant sted som gik under navn av
limbus infantium (barnenes grænse eller forgaard); paa den store
kartagiske generalsynode i 418 fremsatte han til vedtagelse en kanon,
hvor han likefrem taler om «mellemstedet for udøpte barn», beligs
gende mellem straffens og salighetens steder. Senere blev hans an
skuelse optat og forsvaret av Thomas av Aquino, som kaldte stedet
limbus puerorum (gutternes forgaard). Og fra den tid av blev denne
tro almindelig. Vi har endnu en række av middelalderlige prækener
herom. — I en præken fra mellem 1300—20 (altsaa en 100 aar yngre
end Draumkvæe) siger saaledes broder Nikolaus fra Strassburg: «Det
sted hvor de udøpte barn bor, er evig. De har hverken glæde eller

109

Google

"dt amm———

MOLTKE MOE

pine. Heller ikke plages de av længsel efter himlen; ti de vét vel,
at de ikke er gjenfødt dertil i daaben, derfor længter de heller ikke;
— like saa litet som jeg plages av længsel efter at bli konge av
Frankrike, naar den franske konge dør, for jeg vét godt at det er
jeg ikke født til; derfor plager jeg mig heller ikke med det» Næ:
sten det samme siger et par 100 aar senere (c. 1500) Geiler von
Kaisersberg; han taler om «en verden hvor de uskyldige barn er,
som selv ikke har gjort nogen synd, men er henfarne i arvesynden
uten daab. Du skal ikke tro at de har det ondt, eller at det er ild
dér, som brænder dem. De har ingen følelig straf, de er kun be
røvet synet av Guds ansigt». Den tanke som kommer tilsyne hos
Nikolaus og Geiler: at barnene ikke engang længter efter himlen,
stammer fra den teologiske systematisering: folketroen har altid holdt
paa at de længtet til Gud, og én gang ogsaa skulde bli optat i hans
himmel. Baade kirkens tro og folketroen om de udøpte barn har
forresten sit utspring fra en klassisk forestilling, som Vergil har
brukt i 6. bok av Æneiden, hvor han siger: «infantumque animæ
flentes in limine primo», — og har dels herfra og dels fra kirketroen
bredt sig langt ut over Europas grænser. Saaledes har man fra oss
seterne, en iransk stamme i Kaukasusfjeldene, et gammelt likfærdse
ritual — eller hvad jeg skal kalde det —, hvor der tales om de talg
løse barneskarer paa engen hinsides dødsbroen: «mor kommer,»
siger de til dig; «far kommer,» siger de. «Eders far vil komme og
eders mor vil komme,» skal du svare, og for hvert par av dem skal
du ta frem et eple og gi dem. «Vis mig veien» (til de dødes land),
siger du. Men de svarer: «Veien staar ikke i vor magt»; de hen»
viser den døde til en anden. Ut fra denne gamle forestillingsrække
er altsaa vore to Draumkvæervers skutt frem: «smaadrengjine» i mel»
lemstedet for udøpte hænger sig ved visionærens hænder og føtter
for at faa følge med til saligheten. Men da denne forestilling efter
katolicismens ophør litt efter litt forsvandt av vort folks bevissthet,
svandt ogsaa den episke besyngelse av forestillingen, og disse vers
ligger for os som et gammelt rustet jordfund eller en halvt forvitret
forstening *.

Den tredje maate omsmeltningen av nationaliserte stoffer kunde
foregaa paa, var ved tildigtning av nye træk. Her tar jeg
mit eksempel fra eventyret om Mestertyven. Som De vét

" Se Moltke Moe: Limbus puerorum, i «Mindeskrift over prof. dr. Sophus
Bugge», s. 247—257. (U. a.).

110

Google

FPISKE GRUNDLOVE

viser dette eventyr tilbake til en ægyptisk fortælling om Rhamp»
sinitos og en snedig tyv som han ikke kunde faa tak paa. Den
ægyptiske beretning er fortalt av Herodot, c. 500 f. Kr. (II, c. 121).
Jeg skal ikke indlate mig paa nogen sammenligning mellem denne
fortælling og vort eventyr om Mestertyven. Jeg peker kun paa
at kong Rhampsinitos hos os er blit degradert til amtmand,
og at hovedepisoderne i eventyret: at amtmanden blir overlistet og
hans datter til slut gift med tyven, samt maaten hvorpaa tyven drik-
ker sin motstanders folk drukne (foruten flere andre træk) likefrem
viser sig som en national omsmeltning av det ægyptiske sagn.
Kjernen er den samme. Men der er ogsaa store avvikelser.
Ikke blot har et av de ægyptiske motiver kløvet sig, er blit kløvet
i to træk, med samme tanke, men forskjellig indklædning;
men der er ogsaa kommet et par ganske nye episoder til. Til hele
begyndelsen av vort eventyr har de utenlandske beslegtede eventyr
intet sidestykke: Her har hos os den logiske fortsættelsess
drift været virksom: Originalen fortalte om en mestertyv uten like,
som kongen ikke med al sin list og hele sin magt kunde overvinde.
Da laa det nær at undres paa hvordan tyven var blit en saan
mestertyv, og dermed var utfyldningsdriften vaaken, og res
sultatet er vor indledning, — fortællingen om ham som vandrer uti
verden for at lære et haandverk, og saa kommer til røvere i en skog,
som tar og lærer ham op til mestertyv: han maa tilmed gjøre mes
sterstykke i sin haandtering, før de erklærer ham for utlært.
Det hele er en utfyldende forklarende tildigtning endende
med en kulturlevning fra middelalderens laugs* og haandverksvæsen.

Men endda interessantere er den anden episode som er kommet
tili vort eventyr. Var det den logiske fortsættelsesdrift som skapte det
tilæg jeg netop har nævnt, saa er det mere den plastiske utform
ningslyst som har fremkaldt dette. Det er episoden om hvordan
mestertyven paa amtmandens anmodning narrer presten (N. F. I, s.
159 £). Nogen prest forekommer ikke hverken i den ægyptiske
original eller i de utenlandske mellemled, og hele episoden har intet
tilsvarende dér. Episodens utgangspunkt er tydeligvis livet selv, slik
som det artet sig for folkets iagttagelse. Prest og amtmand og skri*
ver, alle embedsmændene stod for almuen halvveis som en kaste, —
og almuen undte dem litt igjen, ganske særlig har den hat et godt
øie til presterne, og her var en ypperlig leilighet for en begavet fore
tæller til at satirisere. I hvilken grad eventyrfortællerne her har følt

111

Google

MOLTKE MOE

sig paa kjendt grund, og sikre paa tilhørernes tilslutning, fremgaar
ikke bare av de mange realistiske og gjønende drag skildringen
er utstyret med, men like saa meget av de forskjellige fortælleres
yppige variering av dette billede: I en variant fra Ullensvang er det
bispen som vedder med mestertyven at han ikke kan narre ham.
Ogsaa her spiller mestertyven engel og faar bispen i sækken. Saa
drar han op gjennem kirketaarnet (N. F. I", s. 446). En variant fra
Kvinnherred ligner denne, men har et ypperlig nyt træk, om prester
konen (Smstds., s. 444). Et andet nyt træk forekommer i en varis
ant fra Vaagaa (Smstds., 442): Da mestertyven har faat presten ned
i sækken, saa gik han til prestegaarden og kastet sækken ind i grise»
huset. Da presten hadde ligget der en stund, kom jenten og skulde
slippe ind grisene. Men da hun fik se at der var noget i sækken
som rørte sig, sa hun: «Nei, ko Fan æ detta?» «Gud trøste og
bære mig, bander de i himmelen ogsaal» ropte presten.

Ikke sandt: æstetisk er dette et ganske godt opgjør med et krav som
almuen, like ned til vore dage, har fundet urimelig: «Bander de i
himlen ogsaa.» Jeg gjør, i forbigaaende opmerksom paa, at likesom vi i
indledningsepisoden fandt en kulturlevning fra laugsvæsenets
dage, saaledes har vi her, ikke bare i skjærsilden og i ham som
sier han strider med djævelen, men ogsaa i «den høie bakken
som er paa veien til paradis» levninger av katolske forestillinger,
— den sidste endog av betydelig ælde.

I alle moderne formninger av dette eventyr — saavel her i lan» —
det som i utlandet — er naturligvis desuten hele eventyrets per
sonale og sceneri blit et ganske andet end i det ægyptiske even
tyr. Det er ikke under Ægyptens sol handlingen foregaar, ikke en
av Faraonerne som ser sin magt komme til kort. Scene og personer
skifter fra land til land, og fra tid til tid, at f. eks. amtmanden og
skriveren ikke er gamle i vort eventyr, men har avløst ældre for»
gjængere, er jo klart, men overalt naar personalet skifter, vil denne
skiftning indvirke paa handlingen, dra med sig ind i fortællingen
motiver og træk, uten hvilke figurerne bare vilde være tomme navne.
Men fordi denne skiftning sker langsomt, litt efter litt, og altid føl-
ger bak efter folkets samtidige kulturutvikling, blir der ofte i den
nye fortællingsform staaende igjen træk som tilhører den ældre, og
kun kan forklares av den. Paa dette forhold byr de allerfleste even»
tyr, sagn og viser os en rigdom av eksempler.

De husker eventyret om Gjertrudsfuglen, — hvordan Vorherre

112

Google

EPISKE GRUNDLOVE

kommer til en bakstekjærring og ber om en brødleiv? Dette even»
tyr har jeg i Hitterdal hørt i følgende form: «Dæ va i den tia,
ælting konne taalaa; saa vandra Jesus paa jora, aa saa hadde'n
skrubbeinn' te bikkjur. Saa kom ”n te ei bakstekjering aa ba um
mat te bikkjunne sine. Ja, ho tok av deigen aa sku" te kjevle ut.
Men saa blei dæ saa stort, at ho totte ikkje ho konne gje" dem
dæ; saa mona ho av aa mona av, men alt ho mona, saa voks dæ
mylljom hennenn' paa 'o. Saa blei dæ 'kje noko. Saa sa Jesus te
bikkjunn" sine, at dem iaut finne si næring i skogar aa markjir;
men naar folk huga aa skreik etter dem, saa maatte dem reise. Te
bakstekjeringa sa'n dæ, at ho sku” finne sin mat mylljom borken aa
ve'en, og saa blei ho te ei hakkespette.» (Kristofer Janson, Even-
tyr fraa Sandeherad, s. 60). Som De ser, har denne variant litt mere
end eventyret om gjertrudsfuglen (N. F. I, s. 6): Den fortæller at
Vorherre under sine vandringer brukte ulver til hunder, og forklarer
hvorledes ulvene er blit de vildsdyr de nu er. Dette er en levning
fra de gamle myter om Odin og hans to ulver og svarer ganske
til de mange naturforklarende mytesagn om hvorledes laksen har
faat sin smale spord, eller falken sine halefjær, gjeten sine klover
o. s. v. Hele fortællingen har fra først av gjældt Odin. Engang
efter kristendommens indførelse har Jesus saa arvet hans plads og
med den ogsaa hans ulver: dermed er omsmeltningen efter kristen
opfatning blit hindret fra at gjennemføres helt, den er stanset paa
halvveien, midt imellem myte og legende.

Til dette eksempel skal jeg lægge nogen andre løse eksempler.
Først et par eventyrnavne, — baade som eksempel paa forstenede lev
ninger, og paa omdigtende tilrettelægning. Jeg skal bare nævne ett
fra hver sfære. I barneeventyret om de tre bukkene Bruse er nav:
net Bruse en slik forstening. Folket forstaar det ikke længer, det
opfattes nu som egennavn for de tre bukker. Men det er i sig selv et
gammelnorsk appellativ, som likefrem betyr bukk (brusi, m.). De
tre bukkene Bruse betyr altsaa egentlig de tre bukkene Bu k k. Ganske
paa samme vis, likesaa uforstaat, er ordet blit staaende i en telemar
kisk gjetelokk, som regner op en mængde gjetenavn og ender med
bukkene: «Blaaman, Syldann — Hoppmann aa Bukkebrusel» I dette
tilfælde har vi altsaa en forstening fra gammelsnorskens tid for os.
Det eksempel jeg nu tar frem, er en yngre omdigtning av et nor
get ældre: De husker alle eventyret om «Somme kjærringer er slike»,
om ham som var fra Ringerike, men som den gale kjærringen trodde

8 — Edda. IV. 1915. 113

Google

MOLTKE MOE

var fra Himmerike, og sendte bud med til sin første avdøde
mand. Dette er en omlægning av det oprindelige. Grundlaget for vort
eventyr lar manden være fra Paris; konen tar feil, og tror det er
paradis. Paradis kjendte folket nok heroppe ogsaa, men Paris
hadde de liten greie paa efter sagatiden med dens sjøfærder og ome
flakking. Meningen forstod de imidlertid, forstod ordspillet, og da
maatte Ringerike av sig selv by sig frem: likesom Paris mindet
om paradis, ligner Ringerike Himmerike, — og med disse
nye navne er eventyret vandret ut til vore nabolande like til Fin»
land, hvor man tydeligvis har hat vanskelig for at finde stedsnavne
til at gjengi ordspillets tanke. —

Og saa nogle eksempler paa episk omsmeltning, — paa borte
skjæring, omdigtning, eller tildigtning, og paa survivals, hvor jeg fores
løbig holder mig mere til omsmeltningerne i det ytre; de indre og
væsentligere ændringer følger siden.

Om den frankiske konge Guntram fortælles i det 9de aarhune
dred følgende sagn: Engang han var paa jagt, la han sig træt til at
sove i skogen ved en bæk. En av hans riddere sat hos ham. Da
kongen var sovnet, saa ridderen at der løp en væsel eller en orm
ut av hans mund og ned til bækken. Den vilde over, men slap
ikke, før ridderen la sit sverd tvers over bækken; da sprang den
over sverdet og ind i et fjed. Om en stund kom den samme veien
tilbake og krøp ind i kongens mund igjen. Han vaaknet og sa at
han hadde drømt at han gik over en jernbro og ind i et fjeld,
hvor han saa en mængde guld og kostbarheter, og vendte saa tilbake
over samme broen. Ridderen fortalte hvad han hadde set. Saa gik
begge to til fjeldet og grov der hvor ridderen hadde set dyret løpe
ind, — og der fandt de skatten kongen hadde drømt om.

Hør nu hvorledes det samme sagn lyder paa Listerland: Det
fortælles at engang var to personer paa jagt, og da det var
midt paa sommeren, bevirkede varmen, at de blev næsten forsmæge
tede af tørst, indtil de endelig kom i skoven til en liden bæk,
hvor de fik tørsten slukket. Og for endmere at styrkes efter de
havte strabadser, besluttede de sig til her i skovens kjølighed at tage
sig en middagslur. Den ene, der havde lagt sin børse tvert over
bækken, indslumrede snart, hvorimod den anden vedblev at være i
vaagen tilstand, og blev nu var, at der, kort efter at hin var ind
slumret, løb ud af hans mund en bitteliden mus, som løb over
børsen paa den anden side af bækken, hvor den midlertidig fore

114

(Go ogle

EPISKE GRUNDLOVE

svandt mellem græs og stene. Men om en halv time kom den
samme vei tilbage og løb igjen ind i den sovendes mund. Kort
efter vaagner denne og fortalte nu, at han havde havt en besynderlig
drøm, og at det blandt andet havde forekommet ham, at han havde
været paa et fremmed sted, hvor han paa en mageløs stor bro var
gaaet over et bredt sund, og at broen syntes ham at være forarbeidet
baade af jern og træ (Osmundsens tillæg til Storaker og Fuglestvedts
folkesagn, s. 15). Her er kongen og ridderen blit to almindelige
bondeskyttere, ormen eller væselen en mus, og istedenfor svers
det har vi faat den nye kulturs børse; dernæst er bækken blit til
et stort bredt sund, og broen blit endeløs stor; tilsidst er fore
tællingen om skatten helt faldt bort. Men sagnets kjerne er
ganske den samme, karakteren er ikke i mindste maate ændret
eller utvisket. — Nærmere det gamle sagn staar en dansk fortælling
(Gamle danske Minder III, s. 162). Her har vi to soldater, en
mus, en sabel, samt en rendesten og en maurtue istedenfor
bækken og fjeldet. Men drømmen om skatten er blit staaende, —
rigtignok bare som drøm, det er ikke en virkelig skat som drøm*
meren bakefter finder. — Baade her i landet, og andensteds gaar der
en mængde variationer om av dette sagn. Saaledes er der et andet
dansk sagn, som lar broen være en ljaa, men ender med et virkelig
skattefund (G. d. M. III, s. 163). — Noget fjernere, men utsprunget
av den samme forestillingsrække om sjælen som et litet dyr,
som under søvnen søker ut av legemet, er et engelsk sagn
fra Lincoln. Dér er det to vandringsmænd som lægger sig til
hvile ved veikanten. Den ene av dem faldt i søvn. Da saa den
anden en bie, som satte sig paa et stengjærde tæt ved og krøp ind
i et litet hul. Han tok sin stav og stak ind i hullet, saa bien var
fanget. Da han vilde fortsætte reisen, vilde han vække sin ka
merat; men hvordan han stelte og bar sig, var det ikke mulig at faa
den sovende vaaken. Til sidst tok han stokken for at gaa fra ham,
rent ærgerlig. I det samme fløi bien ut av hullet og ind i øret
paa ham som sov. Da kunde han vække ham; og saa sa han:
«Det var da svært som du sover, drømte du kanske?» «Uf ja,» sa
den anden; «jeg drømte, at du stængte mig inde i en mørk hule, —
og jeg kunde ikke vaakne, før du slap mig ut.» Saa forandret som
her de enkelte træk og fortællingens hele ham er, saa er, — som
De ser — sagnets tanke, idéen, aldeles den samme som i forrige
fortællinger. Deter kun det ytre, som er ændret, omdigtet, utbro-

115

Google

MOLTKE MOE

dert, — i aand og opfatning er der ingen forskjel: Den ene
gelske fortæller trodde fuldt og fast, at den sovendes sjæl hadde
været i bien, — likesom Guntram og ridderen trodde at kongens sjæl
hadde været i ormeham, — eller de andre sagn ser sjælen i den lille
mus som kryper ut av munden.

Til disse sagn findes et interessant sidestykke fra kongesa-
gaerne. Det fortælles i Harald Hardraades saga (k. 37) og hen:
føres til kong Magnus den gode: «Kort før kong Magnus's død
kom Harald Hardraade til ham og satte sig hos ham. Da faldt
kong Magnus i en kort døs: hans mund aapnet sig, og det forekom
hans mænd som om der løp en fisk ut av munden, den var gulde
farvet. Straks efter vilde fisken vende tilbake i munden paa ham,
men kunde ikke komme til» Her har vi ogsaa sjælen ute paa van»
dring i dyreham, men uten fortællingen om bækken som den slap
over paa sverdet, og uten skatten. Motivet er her brukt kun som
et varsel om kong Magnus's nær forestaaende død. Ogsaa til denne
form har vi en flerhet av varianter fra senere tid. Saaledes fortæller
et utbredt sagn om en tjenestedreng, som en aften la sig til at sove
paa bænken inde i stuen. Da det led paa, begyndte han at snorke
og gape og bære sig stygt. Manden paa gaarden ser bort paa ham:
da blev han var en styg graasort mus som hoppet op paa drengen
og var like ved at smætte indi munden paa ham. Manden slog til
musen, saa den trillet ned paa gulvet. Med det samme gav drengen
et underlig hikst fra sig, og da de skulde se til, var han død. — Den
væsentligste forskjel fra fortællingen om kong Magnus er den at
musen forhindres fra at slippe ind i den sovende igjen: Den
vil og kan selv vende tilbake, men blir hindret av en som ser
paa. Og dette er avgjort en ældre form, som man har avændret,
for at faa den til at passe ind i kong Magnus's historie: ti han
døde ikke under eller umiddelbart efter Harald Hards
raades besøk. Men i sig selv er trækket med dyret som forhindres
fra at smutte ind i den sovende igjen, kun en videre episk utspin»
ding av en enkelt side av sagnene om sjælen som vandrer i dyree
skikkelse, mens legemet ligger livløst i dyp søvn: det er det negar
tive motstykke til disse sagn. Og idet dette punkt blev midte
punktet i fortællingen maatte naturlig og nødvendig alt det øvrige
falde bort: trækkene med bækken, sverdbroen, og skatten blev hene
sigtsløse, naar sjælen ikke slap indi legemet igjen, og den sovende
altsaa ikke kunde fortælle sin drøm. For at faa den negative .side

116

Google

EPISKE GRUNDLOVE

frem, trængtes ikke mere end at sjæledyret blev formént adgangen til
sit legeme; alt andet var ikke blot overflødig, men umulig at bringe
i overensstemmelse med den nye form for grundtanken. Et andet
endnu radikalere middel til at hindre sjælen fra at vende tilbake til
legemet, naar den er ute paa vandring, fortæller Plinius d. y. (+ 79 e&.
Kr.) i sin naturhistorie. Det dreier sig om en mand i Klazomenæ som het
Hermotimus. Han faldt i avmagt, og mens legemet laa der som liv»
løst, drog hans sjæl ut viden om lande, «og hadde meget at fortælle
om fjerne egne, som ingen kunde vite, uten den som selv hadde set
det,» lægger Plinius til, — overmaade naivt; ti like efter beretter han,
at Hermotimus's fiender brændte hans legeme, for at hindre sjælen i
at komme tilbake. Ingen fik altsaa vite noget om hvad hans sjæl
hadde set under sin omflakken. Uagtet der her ikke siges, at sjælen
var i dyreham — i en umiddelbart paafølgende historie om en
anden mand lar Plinius hans sjæl flyve ut av munden i skikkelse
av en ravn — hører denne fortælling med til sagnene om sjælens
vandringer i dyreskikkelse, — og av de naive bemerkninger om hvad
Hermotimus's sjæl saa under sin reise, ligger det nær at slutte, at
vi i denne beretning har en av overgangsformerne fra den
positive sagnkreds om sjæles vandringer til den negative, —
en overgangsform som endnu ikke har smeltet alle de træk av den
positive formning som den negative ikke har bruk for.

I Grundtvigs «Gamle danske Minder» III, s. 140, fortælles om
en Stærke Esben at han syntes saa godt om en brud, «at han tog
hende fra hendes brudgom, førte hende bort med sig og beholdt
hende. Stærke Esben havde oversmurt hele sit legeme med en salve,
saa at jærn og staal ikke kunde bide paa ham; men der var en lille
plet mellem hans skuldre, som ikke var smurt, for den havde han
ikke kunnet naa at smøre. Saa var det engang han gik med den røs
vede brud ude i en lille kratskov ved Slabæk, at han lod hende sætte
sig ned og lægge sit hoved i hendes skjød: hun skulde lyske ham,
sa han; og saa faldt han i søvn. Da tog bruden en kniv og jog
ham ned imellem skuldrene, og saa løb hun bort og skjulte sig un
der en bro. Stærke Esben vaagnede ved saaret, sprang op og løb
efter hende; men i det stærke løb han var i, lagde han ikke mærke til,
at hun smuttede ind under broen. Han blev ved at løbe omtrent
en fjerdingvej endnu, i den mening at han skulde naa hende og tage
hævn over hende; men da faldt han endelig om og døde af sine
saar».

117

Google

MOLTKE MOE

Sagnet hører ellers nærmest til samme række som de mange
røversagn fra ældre tid, om røvere som stjæler kvinder og tvinger
dem til at bli hos sig — slike sagn, som det der ligger til grund
for den bekjendte lokk: Tililill Tove — tolv mann i skögje — bue
hunden hengja dei — storestuten dengja dei — meg vil dei føra
langt burt i fjelloml» Men i dette danske røversagn har der sat sig
fast en interessant avændring av et ældgammelt episk træk: Esbens
usaarlighet uten midt imellem akslerne. Det er et træk som med
større eller mindre variationer gjenfindes over en stor del av verden.
De gamle tyske kvad om Sigfrid — Sigurd Faavnesbane — fortæller,
at da han hadde dræpt dragen, saa badet han sig 1 drageblodet;
derved blev han usaarlig overalt, uten mellem akslerne, hvor et linde»
blad hadde sat sig fast. — Dette træk har været gammelt kjendt ogsaa
i nordisk folketradition, og har sat sig fast baade her og der paa for”
skjellige episke helter. I flere av vore eventyr brukes motivet saas
ledes om et troll, men da fortælles der rigtignok ikke hvordan
trollet var blit skudfast. Her i det danske sagn stammer trækket fra
Sigfridsagnet: fra danske gjengivelser av de tyske kvad,
gjengivelser som forlængst hadde vundet hjemstavnsret i Danmark.
Men det er ikke drageblod som gjør Esben usaarlig; drager
hadde man ikke at kjæmpe mot i hans dage. Blodet maatte erstattes
av et andet stof, og saa har man tydeligvis, uten engang at vite av
at man ændret, latt det være en slik usaarlighetsss alve som var
saa i vinden i det l6de og 17de aarhundred: krigsfolk brukte at
smøre sig med den, i den tro, at de derved skulde bli «skudfaste
og huggfaste» som det kaldtes, >: at skud og hugg ikke skulde
bite paa dem. Og istedenfor lindebladet som sætter sig fast mellem
skuldrene — og som passer ypperlig godt for Sigfrid: han dræper
dragen ute i skogen, og bader sig i blodet under et lindetræ — har
vi da faat den udinerkede realistiske motivering, at mellem akslerne
kunde SterkesEsben saares, for dér kunde han ikke naa ind med
salven. — I en parentes bemerker jeg, at selve fortællingen om Sig:
frid igjen, paa sin side, stammer fra ældre sagn, fra fortællingen
om Achilles, hvem hans mor tok og dyppet i Styx, den underjordiske
elv, for at gjøre ham usaarlig; derfor kunde han alene saares i den
ene hælen, som moren holdt ham i da hun dukket ham. Ganske
lignende betragtninger over tillempende omdigtning av et episk mor
tiv — som mellem Sigfrid og SterkesEsben — kunde vi alt
saa gjøre her, mellem Achilles og Sigfrid: begge steder om:

118

Ge ogle

EPISKE GRUNDLOVE

digtning, kun avvikende efter vilkaar og kultur: Styx passer hos
grækere og romere, men ikke hos tyskerne; drageblodet passet for
dragehelten Sigfrid, men ikke for røveren SterkesEsben o. s. v.
Motiverne blir de samme, men de skyter stadig ham.

De sidste eksempler fra sjælesagnene og fra de dødes liv har
vist os en større gjennemgaaende likhet mellem versioner
fra vidt forskjellig tid end vi i regelen har møtt i andre eksempler.
Og det er let at se hvad grunden er: Det er den at alle disse
traditioner hviler paa tro. Man har trodd paa de dødes liv i
gravhaugen, paa at sjælen kunde forlate legemet, for at gaa paa van
dring, — trodd paa det uavhængig av de enkelte episke sagn som kon:
kreterer troen, Det har derfor alene været i uvæsentlige utvor
tesheter disse sagn har maattet avændres, for at kunne følge med
i folkets kulturvekst. Selve grundtankerne har derimot slegterne
trodd paa, den ene efter den anden, like ned til vor tid, — ja tror
tildels endnu paa: i den ledende idé har derfor ingen ændringer
været nødvendig. Det siger sig selv, at saken staar ganske anderledes,
naar det gjælder slike fortællinger som kun er frie episke utstrøm*
ninger av fantasien, en slags digterisk lek med episke billeder. Der
gjør omsmeltningsdriften sig gjældende i langt høiere grad, trænger
ganske anderledes ind til digtningens indre, omskaper, utstøter, og
digter til — i eklektisk frihet, og i den sterkeste avhængighet av
folkekulturens fremgang eller svingninger. — Der er imidlertid ett av
denne frie fantastiske digtnings omraader som jeg maa undta. Det
er de anekdotmæssige fortællinger, saadanne som væsentlig
bygger paa det virkelige liv selv, og forholdsvis litet kjender til vid»
underligheter. Den slags tradition slutter sig, med hensyn til om
smeltningen og omprægningen efter nye tider, nær til de traditioner
som bunder i tro. Det synes ved første øiekast underlig, at de
mere realistiske og de trosmæssige traditioner skal staa sam”
men overfor de rent poetiske. Men det er i grunden ikke saa
merkelig. Anekdotseventyret er sjelden utsat for en fuldstændig
omprægning, det er kun de smaa utvortes kultursuoverensstem»
melser som maa fjernes. Dets virkelighetspræg beskytter det,
man tar det halvveis for historie. Anekdoten har et mere univer:
selt præg, er ikke saa sterkt bundet til nationalitet eller bestemte
kulturtrin som det egentlige fantastiske eventyr; den trænger mindre
at bli helt omdigtet for at kunne nydes og leve i nye slegter. Hvor
anekdotmæssige eventyr undergaar en virkelig omsmeltning, der kan

119

Google

MOLTKE MOE

man næsten være viss paa, at de er fremmede og i sit grundlag
har hat et sterkt lokalpræg, som maatte brændes ut, forat et
nyt folk skulde kunne tilegne sig dem. — Jeg skal gi et par eksempler
paa hvor seigt slike fortællinger kan holde sig fra slegt til slegt uten
synderlige ændringer undtagen i den ytre fremstilling. La mig be
gynde med et barneeventyr. I det verk jeg før har citert for Dem,
Disciplina clericalis, av den spanske jøde Petrus Alfonsi (c. 1100),
findes følgende (s. 50 f.):

«Der var en konge som hadde en eventyrfortæller som hver nat
skulde fortælle kongen fem historier. En gang hændte det at kongen
hadde vanskelig for at sove, og vilde ha flere eventyr. Ja, han fik
tre til, men de var smaa. Kongen bad om mer; «men jeg vil ikke ha
smaahistorier» sa han; «jeg vil ha en lang en, saa skal du faa
lægge dig.» Ja, eventyrfortælleren begyndte: «Der var engang en
bonde som hadde 1000 daler; for dem kjøpte han sig 1000 sauer.
Paa hjemveien kom han ut for en stor flom, og da der hverken
var vadested eller bro til at slippe over paa, maatte han se sig om
efter noget han kunde sætte sauene over i. Tilsidst fandt han en
ørliten pram, saavidt stor at han med nød kunde ta to sauer ad
gangen, og da han ikke visste anden raad, saa maatte han bruke den
redskap han hadde, og begyndte at sætte over.» Dermed taug even
tyrfortælleren. Kongen spurte hvorfor han ikke fortalte. Han svarte:
«Elven er svær, farkosten liten og saueflokken svare stor. Du faar
la bonden faa tid til at sætte allesammen over først, — saa skal jeg
fortælle videre.»» — Hør saa hvad en liten 6 aars jentunge fortalte
mig oppe i Telemarken for 15—16 aar siden: «Nu skal jeg fortælle
dig et langt eventyr! — Der var engang en mand som hadde været
ute og kjøpt sauer, — mange, mange, sauer. Paa hjemveien kom
han til en bred elv som han skulde over med alle sauene. Der gik
en lang smal gangbro over elven, men den var saa skrøpelig at den
orket ikke at bære mer end én og én sau. Saa slap han den første
sau ut paa broen. — Men driften var stor, elven var bred, og broen
baade lang og skral, saa du kan vite det varer en stund. Og nu
faar du bie til de kommer over. Naar alle sammen er paa det andre
landet, saa kan du si fra; saa skal vi følge driften paa vei igjen.»
— — Det er jo samme knepet, og samme historien helt igjennem,
næsten til de mindste enkeltheter. Allerede i originalen var for»
tællingen saa klar og almengyldig, at der ingen ændringer trængtes
ved overførelsen: man lot bare rammen falde: eventyrfortælleren

120

(Go ogle

EPISKE GRUNDLOVE

som var ansat for at fortælle kongen i søvn. Det var et lokaltræk
fra de arabiske fyrstehoffer som ikke passet ind i de nordiske fore»
stillinger. — — Morsomt er det, at vi har fuld greie paa naar denne
anekdot kom til Norden. Den blev bragt hit kort efter aar 1300
av biskop Jon Haldorsson, en nordmand som siden var bisp paa
Island. Jon var en stor prædikant, og han pleide at indflette smaa
historier og anekdoter og i sine prækener for at faa folk til at lye
vel efter. Ved hans død blev en hel del av dem samlet og opskre*
vet. Baade paa Island og her i Norge gaar den dag idag adskillige
eventyr om som først har lydt paa norsk fra hans prækestol. Dette
er étt av dem. Og trods sine næsten seks hundred aars omflakken
ingen forandringer at tale om! — — Biskop Jon fortæller ogsaa et
eventyr om tre tyver i Danmark (Gering, fslendzk æventyri I, s. 276).
Han har hørt det enten i Danmark, eller i Frankrike, hvor han stus
derte. Fortællingen er vidt utbredt; den findes baade i Frankrike, i
et gammelt middelalderdigt, 1 Italien, hos slaviske folk og albanesere,
og i en tyrkisk eventyrsamling «De 40 vesirer», som er oversat fra
arabisk. Desuten lever den endnu paa folkemunde baade i Danmark
og Norge. I det store tat er den danske form bedre end den norske,
paa en del enkeltheter nær, hvor vor version har bevaret det gamle,
— saaledes i navnene paa de tre hovedmænd i beretningen: Ill, Verre,
Verst. Den danske formning (Kamp, Danske folkeminder (1877),
s. 131) stemmer vel overens med den gamle fortælling, — kun at
den er bedre og knappere fortalt, og har en bedre, mere individualie
sert motivering av enkelte træk, — f. eks. den maate hvorpaa røveren
fik vite, hvor grisen var gjemt, — at røvernes frygt for gjengangere
skrev sig fra den gamle bedstemor de hadde slaat ihjel, — at mane
den narrer røveren sidste gangen ved at skrike som en hane. De
væsentligste ændringer er de som er foranlediget av kulturfore
skjellen mellem de to tider i indledningen: bakerovnen som gjemsel
istedenfor kjeldernedgangen under sengen, og tilslut blodpølsen.
Men til trods for alle detaljavvikelser er likheten saa gjennemgris
pende, — især naar man tar hensyn til sagastilen i den ældste —, at
man snarest maa undre sig over, at saa vidt lang en beretning har
kunnet gjennemleve saa mange hundred aar uten at bli mere foran*
dret. Det vilde neppe heller være lykkes for en mindre anekdot
mæssig fortælling.

Jeg tar saa et par eksempler hvor bare personerne er ombyttet,
og hvor der næsten ikke er foretat flere ændringer end dem person»

121

Google

MOLTKE MOE

ombytningen medfører. Arild Huitfeldt, den bekjendte danske historie»
skriver, fortæller i sin historie følgende anekdot om kong Hans av
Danmark (+ 1513): Den danske adelsmand Otte Rud skjæmtet ofte
med kongen. En dag sa kong Hans til ham: «Otte, det haver væ»
ret merkelige riddere jeg finder i denne bog, hr. Ivent og hr. Gaus
dian, — hvor finder man nu saadanne ridderel» Otte svarte: «Aa,
vi finder dennem vel, dersom vi holdt ikkun et saadant hof, som
kong Artus holdt» Otte mente med andre ord, at det avhang av
kongen selv. Men han hadde ikke suget svaret av sit eget bryst.
Fra det 13de aarhundred har vi en historie om en fransk konge og
hans nar, som danner forbilledet for Huitfeldts. Den franske konge
spurte hvorfor der ikke gaves slike riddere længer som Roland og
Oliver. Narren svarte: «Skaf mig en konge som Karl den store, saa
skal jeg skaffe dig riddere som Roland og Oliver» — Som De ser
er Årilds fortælling kun en lokalisering av historien fra én tid og
ett land til en anden tid og et andet land, — en skiftning av de
handlende personer, og — som følge av det forskjellige tidspræg
— ogsaa av de omhandlede personer.

I Telemarken gaar der en regle om en gammel kjærring som
møtte presten og futen ute paa alfarveien. Presten var en snil
mand, futen en fæl flaaer. Saa stillet kjærringen sig op ved veis
kanten og sa: «Vorherre ta presten til sig, og gi futen et langt livl»
Futen var ikke videre vant med velsignelser; han stanset og spurte
blid: «Hvorfor ber du saa vakkert for mig da, kona mi?» «Jo,» sa
kjærringen, «det skal jeg si dig: jeg ser ikke andet, end at for hver
prest vi faar, saa er den nye likere og snillere end den gamle; fik
vi nu en som var bedre end denne, saa blev det en guds engel av
Himmerig. Men futerne blir bare værre og værre, og faar vi saa én
som er værre end du, saa mener jeg det blev fanden sjøll» I en
litt anden form gaar historien i Valdres (J. E. Nielsen, Gamle segner,
s. 60 f.).. Hør nu originalen, en latinsk fortælling fra 12—1300
(Wright, Lat. Stories LI, p. 49 f.): Der var engang en abbed som
ikke gav sine munker mere end tre grisunger. Saa sa munkene: «Han
er gjerrig og gir os det mindst mulige, — la os be Vorherre at han
tar ham!» Enten det nu var derfor — eller hvorfor —, nok av
det, abbeden døde straks efter. Saa kom der en anden abbed; han
gav dem bare to grisunger. Munkene blev sinte, og sa: «Nu faar
vi nok be pent, at Vorherre tar livet av dennel» Ja, han døde og:
saa. Og der kom en tredje abbed; han gav dem bare én. «Huff,»

122

Google

EPISKE GRUNDLOVE

sa munkene; «dette er den værste av dem alle, han vil jo sulte os
ihjel. La os be, at han maa faa en braadød|» «Nei,» sa en av
dem; «jeg ber Vorherre, at han vil gi ham et rigtig langt liv!»
«Er du ør?» spurte de andre. «Nei,» sa han; «men dere ser jo selv:
den første var slem, den 'anden var værre, og denne her værst, —
dør nu han, og vi faar en endda værre, saa er her ikke levende;
vi sætter til av sult allesammen.» «Unde solet dici: Selde cometh
the lattere the betere,» slutter historien. Som citatet viser stammer
den fra England, og er, som saa mange andre lignende anekdoter, først
spredt ut over vort land fra prækestolene. Efter reformationen maatte
imidlertid indklædningen ændres: klostre og abbeder og munker for*
. svandt. Ganske naturlig blev da det tilsvarende forhold mellem prest
og menighet indsat isteden, og under det haarde tryk av tidens mange
blodsugende oppebørselsbetjente, differentierte snart hovedpersonen
sig i to: i prest og fut: Saa var historien færdig, slik som den gaar
i Telemarken".

Eventyret om «Fanden og futen» (N. F. II, s. 243) er næsten ord
til andet en gammel prækenhistorie fra middelalderen (Wright, Latin
Stories, s. 70). Mellem de to fortællinger er der ikke stort anden fors
skjel, end at grisen — i vor norske — roter oppi smørkjernen til en
kjærring, og at barnet har gjort «ugagn», — og saa at fogden i ori
ginalfortællingen er ute paa en eksekutionsreise, — samt endelig at
fandens hensigt med at komme til fogden er uttrykkelig uttalt i
det norske eventyr”. I sit store verk Dialogus miraculorum fore
tæller den tyske prior Cæsarius fra Heisterbach (1243) en liten
historie: Det var en lærd og skarpsindig mand som præket en
gang. Og det er sandt, — jeg har hørt prækenen med mine egne
øren, siger Cæsarius. Men des lærdere og skarpsindigere prædi
kanten blev, des mindre fulgte menigheten med. Og til slut fandt
han hele forsamlingen hensunket i blid slummer. Da stanset han;
løftet stemmen og sa: «Der var engang en konge som hette Artus
— —,» Straks vaaknet de sovende, og begyndte at spidse øren. «Da
Jeg talte til eder om Gud — ropte presten forarget — da sov I;

! Grundlaget for den latinske fortælling er forresten en gammel græsk historie
om tyrannen Dionysos (Wright, s. 226 £.).

3 Cfr. Kuhn, Westf. Sag. II, s. 225 f.; J. Kamp, Folkeminder, s. 286; Bondeson,
Sv. Folksagor, s. 204. Stoffet ogsaa behandlet i et tysk digt,v. d. Hagens Gesamts
abenteuer Ill, s. 382 ff. og s. CXIII. Likesaa av Chaucer i hans Canterbury Tales,
Ordensbroderens fortælling.

123

Google

MOLTKE MOE

men fortæller jeg eventyr, saa vaakner I straks paa flekken|» —
Denne snart syv hundred aar gamle historie gik 500 aar senere igjen
i en litt anden skikkelse om en original prest Lassenius i Kjøbens
havn. Artus og hans riddere var sunket i glemsel i den lange tid;
men pudset husket man, og knyttet det i sin nye form til en mand
som var saa rar, at det nok kunde passe paa ham. Lassenius var ogs
saa en lærd mand, og efter den tids skik holdt han milelange lærde
prækener, med mange underavdelinger og underavdelingers underav»
delinger. Men folk blev trætte og orket ikke at holde sig vaakne
under et tre timers langt foredrag. Saa en dag, da han merket, at
de holdt paa at sovne igjen, tar presten med én gang sit lommetøre
klæ og gir sig til at spille ball med det paa prækestolen. De som
var vaakne, nugget de sovende i siden med albuen, forat de
skulde faa se dette synet, og alle trodde presten var blit gal. «Ja,»
tordnet presten: «naar jeg gjør narrestreker for eder, som en gjøgler,
saa er [ opmerksomme; men naar jeg foredrar religionens vigtigste sand»
heter, da falder I i søvnl» — — I «1001 dag» — den yngre parallel»
samling til «1001 nat» — findes der en historie om en grovsmed
Basem, som sneg sig ind mellem Harun al Raschids livvakt, bilda
rerne; et sverd hadde han ikke raad til at kjøpe, saa tok han et
stykke palmetræ og skar til og malte, saa det saa ut som et sverd.
Paa sine natlige eventyr kom Harun forklædt sammen med storves
siren tilfældigvis til Basems hus; han var i udmerket humør, tok
imot de fremmede og lot dem drikke med sig, og fortalte aapent
om den gode lette leveveien han hadde fundet paa, om sit træsverd,
og alting, og gjorde sig lystig over kalifen. Harun moret sig meget,
og lovet sig selv at han vilde spille ham et puds. Dagen efter lot han
høvdingen for livvakten mønstre alle bildarerne for ham; han lot som
han tok Basems løgn for god, og befalte ham og tre andre bildarer
at hente fanger som skulde halshugges. Hver bildar skulde hugge
hodet av én fange. Basem tok sverdet i skeden, men drog det ikke.
Kalifen opfordret ham til at hugge hodet av fangen, og Basem gjorde
nu alle forberedelser; tilsidst sa han til fangen: Er du uskyldig, saa sig
det med høi stemme. «Jeg er uskyldig,» sa fangen. «Du lyver,» sa Bas
sem, «men jeg har en hemmelighet, som jeg kun vil røbe for kalifen
selv.» Han nærmet sig derpaa til kalifen og fortalte ham at han fra sine
forfædre hadde arvet et tryllesverd, «og,» fortsatte han, «dets trylle»
magt er forunderlig; hvis denne mand er uskyldig, saa forvandler
sverdet sig til træ, saa snart jeg drager det; men er han skyldig, saa

124

Google

EPISKE GRUNDLOVE

farer en ildstraale ut av det og river hans hals tvert over som om
den var av straa.» (1001 Tag [Prenzlau 1835] XI, Basem oder der
Grobschmied). — — Denne anekdot blev trykt i Frankrike i føre
ste halvdel av 18de aarhundred, og vandret hurtig utover. Den
maa i slutningen av aarhundredet være blit fortalt mellem gardi»
sterne ved Kristian den 7des livvakt, som har lokalisert fortællingen
og gjort en sterk valdresdøl til hovedperson (Segner fraa byg:
dom I, s. 28): De va ei gaang ein mann her ovate, som tente i
kongens kumpeni i Kjøpenhamn. De va ein stor vælvøksin fin kar;
men han va dan ette fyll aa nær han stuka i drykkjelago, so hadde
alle moro taa hono, før han va ordhittog aa snodig, aa alder va de
noko leidt mæ hono. Bissmi (trætta) aa slagsmaal brydde han seg
'ki um. Kongen syntest fælt godt um han, aa ein kveld so tok han
paa seg noko arbeidsklæ"o, so at ingin kjende han, aa so slo han se i
lag med hono Knut, — han eitte so denne norske mannen. So gingo
dei fraa eit vertshus aa aat hino aa drøkko aa stulla, aa kongen syn»
test, at so morosam drykkjekall hadde han alder hatt fyrr. Daa pungen
hass Knut vart tom, bitalte kongen te han inki hadde att ein halve
skilling. «De va leidt detta» sa'e kongen, daa dei hadde sete ei
stund, — «e har ikki so myki som te ein dram ei gaang. — «Aa de
ska du 'ki bry deg um,» sa'e han Knut, «e veit ei raa, e,» sa'e han,
«e set i pant sabilen min.» Detta gjorde han. Kongen syntest, de
va meisterle godt paahitta, aa so drøkko dei so lengi de vara; si'a
skildest dei aat. Dagen derette so befala kongen, at heile kumpenie
skulde koma fram før hono mann før mann aa vise fram sabilen sin.
Han Knut hadde 'ki faatt att sin, men han va 'ki raa'laus; han
skunda se, skar ein sabil taa tre aa sette den i slire si. Daa han no
kom fram te kongen, sa'e han de: «no vil e syne kongen ko kar e
er. Nær e& dreg up sabilen min, so ska han førvanle se te tre, so
sannt som du sit der,» sa'e han te kongen, aa saa dro han tresabilen
upp aa helt hono tett framafør nasa paa kongen. Alle dei høg»
ovseradn, som støndo der, vorto no fælt førundra; men kongen syne
test de va so godt gjort, at han gjorde han te kaftin sama dagen.
Sia kalla dei han 'ki anna ell KaftinssKnut. -- Harun al Raschids
natteeventyr er blit knyttet sammen med Kristian den 7des natte»
vandringer i Kjøbenhavn og hans svir sammen med soldaterne, — saa
meget lettere som ogsaa Kristian i regelen forklædte sig til disse tus
rer. Træsabelens motivering er blit en anden, og meget realistisk —
man har virkelig historiske sidestykker til pantsættelsen fra kone

125

Google

MOLTKE MOE

gens nattesværming. — Men er denne ændring god, saa er den
maate soldaten trækker sig ut av klemmen paa saa meget daar
ligere: i Harun al Raschids østerland kunde trolldomme og fore
vandlinger høre hjemme, ikke ved Kristian den 7des hof. Og —
skjønt det kun skal være et fif til at slippe fra affæren paa — viser
Knuts ord et almueagtig ubekjendtskap med og underskatning av
«høgovseradn» og den høiere kultur. Men det som interesserer os
her, er jo netop den forbausende likhet i grunddrag og i episoder
mellem begge versioner, skjønt tid og sted og de handlende pers
soner er blit vidt forskjellige: bare at den svake sindssyke Kristian
den 7de har arvet den kraftige vise Haruns plads!

Moltke Moe.

126

Google

OM KUIDA
I NAMN PÅ FORNNORDISKA DIKTER
ETT BIDRAG TILL EDDADIKTNINGENS HISTORIA

KK förekommer enligt Fritzners Ordbok i den islåndska litte»
raturen dels som namn på kvåden avfattade i versslaget kuidu
håttr (t. ex. Glælognskuida), dels också som namn på andra dikter
(t. ex. Guörunarkuida, Hymiskuida). Och enligt Hægstad Gamalnorsk
ordbok betecknar kuida «eit episk kvæde, helst i versemaalet kviduhåttr».

Att kuidöa ursprungligen ej har betecknat en dikt avfattad i
kuiduhåttr — lika litet som smål ett kvåde i målahåttr eller sliéö
ett dylikt i liödahåttr — framgår redan av den omståndigheten, att
av eddasångerna ej mindre ån tio båra gamla namn sammansatta
med kuiöa, under det den numera som kuiduhåttr betecknade strofe
formen år helt och hållet okånd för denna folkliga diktning och
uteslutande tillhör skaldepoesien. Av dessa namn förekomma Pryms»
kuida, Helgakuidöa (= H. Hund. I), Velsungakuida en forna (= en del
av H. Hund. II), Guörunarkuidöa (= Gudr. I och Guör. II), Kuidöa
Gudrunar (= Guör. III), Kuida Siguröar 1. Siguröarkuida en skamma
och Atlakuiöa en grænlenzka i Cod. reg.; dessutom Hymiskuida i
AM. 748 (= Pörr drö Miögarzorm i Cod. reg.) och Sigurdarkuiöa
(= Brot af Siguröarkuiöu) i Volsungasagan. Även i Cod. reg. bes
tecknas Brot som en kuida: hér er sagt i Pessi kuidu frå dauda Sis
gurdar. Dåremot förekommer namnet Volundarkuida ingenstådes i
de gamla urkunderna, utan år en uppfinning av modårna utgivare
(Frå Volundi ok Niöaöi Cod. reg.). Guör. II (en forna) kallas
Gudrunarræda i Nornagestspåttr (sid. 69", Bugges ed.).

Utom Eddan förekommer emellertid kuidöa endast som namn på
trenne dikter avfattade i kuiduhåttr: Pörarinn loftungas Glælogns»

127

Go ogle

ELIAS WESSÉN

kuida, Sturla Pördarsons Håkonarkuida och Hallmundarkuiöa i
Grettis saga." Samma versmått förekommer för övrigt endast i Ynge
lingatal, Håleygiatal, Arinbiarnardråpa*, Sonatorrek, Noregs konungatal
och några lausavisur; se Gislason Aarbøger 1881 sid. 188. Det år
sannolikt, att kuida i senare tid kommit att uppfattas som beteckning
för dikter just 1 ett visst beståmt versmått, som till följd dårav också
erhöll namnet kuiduhåttr. Men denna anvåndning år i varje fall
sekundår, en specialisering av en ursprungligare betydelse.

Kuiduhåttr finnes belagt tvenne gånger i den gamla litteraturen:
dels förekommer det i Olåfr huitaskalds Målskruzfroædi (Sn. E.II, 98)
som beteckning för en strof av omvåxlande 3= och 4øledade verser
utan assonans (den vers, som kommenteras, år håmtad från Egils
Arinbiarnardråpa), dels också i Ragnvalds Håttalykill som överskrift
Över en vers, som tyvårr i den enda bevarade pappersavskriften till
större delen år olåslig, men tydligen haft samma byggnad (Möbius
Ark. I, 291). — Liksom de flesta övriga beteckningar för de islåndska
strofformerna år kuiöuhåttr ett lårt ord, en fackterm, uppfunnen av
metrikerna, och troligen ej kånd utanför deras och skaldernas krets.

En vidstråcktare och mera allmån betydelse tycks dåremot
kuida ha haft som grundord för kuidlingr, en liten dikt av ett par
versraders omfång (alltså mindre ån lausavisa, einstakavisa, som
vanligtvis omfattade en strof), alldeles oberoende av strofform och
versbyggnad. Bildningen år av samma art som dræplingr till dråpa.

Kuiöa skulle enligt Gislason Aarbøger 1881 sid. 189 dessutom
på ett stålle i Snorra Eddan ha anvånts om en versart, som i metriskt
avseende år dröttkuætt. Detta år emellertid ett misstag. Stållet
ifråga lyder (Sn. E. I, 646):

essi håttr er en forna skialfhenda:
--—--—-————— [vers 35 av Håttatal]
—--—--— — — Penna hått fann fyrst Veili; på lå hann i utskeri

! På kuad hann Hallmundarkuidu, ok er petta par f:
-—-—--—--—-—— [5 strofer]

Margra athafna sinna gat Hallmundr f kuidunni. — Fritzner uppför felaktigt Hall*
mundarkuida som exempel på kuidur, som ej åro avfattade i kuiöuhåttr.

> Finnur Jönsson (Norsksislandske Skjaldedigtning Å I, 43) kallar dikten
Arinbiarnarkuiöda, i anslutning till Gislasons förslag, Aarbøger 1881 sid. 188. Den
saknar stef, och år dårför ej någon dråpa i vanlig mening. I handskriften (AM.
132 fol.) står emellertid Arinbiarnardråpa som överskrift till dikten. Det behöver
ju dock ej vara mer ån en oeftertinksam skrivares uppfinning. I sagan kallas den
blott kuædi, d. v. s. dikt i största allmånhet; så kallas också t. ex. Hofuödlausn.

128

Google

OM KUIDA I NAMN PÅ FORNNORDISKA DIKTER

nokkuru, kominn af skipsbroti, ok hofdu peir ilt til klæda ok vedr
kalt, på orti hann kuædi, er kallat er kuidan skialfhenda e8a dråpan
steflausa, ok kuedit eptir Sigurdar sogu.

Kuidan skialfhenda (eller Dråpan steflausa) var alltså namnet på
Pörvaldr inn veili's dikt, ej alls beteckning för sjålfva versarten;
och lika oriktigt som det vore, att av detta stålle draga den slut
satsen, att dråpa kunnat anvåndas om dikter utan stef — den contras
dictio in adjecto, som ligger i namnet Dråpan steflausa, år tydligen
åsyftad och ger åt namnet dess karaktår —, lika omöjligt år det, att
hårpå bygga en uppfattning av betydelsen av kuida. Det såges ut»
tryckligen, att dikten år «kuedit eptir Sigurdar sogu»; det ligger då
så nåra till hands att antaga, att åven namnet år upptaget från någon
Sigurdöarkuida, som skalden på något sått sökt efterbilda.

Av eddasångerna med namn sammansatta med skuida åro nio
-avfattade i fornyrdislag, en — Atlakuida ' —i målahåttr. Dessutom föres
kommer fornyrdislag i tolv andra sånger.” — Jag tror, att man redan
hårutav kan skönja, att kuiöa ursprungligen ej alls refererat sig till
någon bestimd strofform, vare sig fornyrdislag eller kuiduhåttr, ej
avsett versens form eller byggnad, utan snarare betecknat någonting
rörande diktens innehåll och allmånna karaktår. Redan i edda
dikternas namn år visserligen betydelsen så allmån och förbleknad,
att skuiöa knappast kan sågas beteckna något mera ån ,sången,
dikten om Helge, Sigurd, Atle, Velsungarna o. s. v." Det låg då
nåra till hands och år lått förklarligt, att namnet kuidöa sedan, når en
rik och skiftande strof bildning börjat utveckla sig och man i så hög
grad hade sitt intresse riktat mot poesiens formella element, kom att
fåstas vid en viss bestimd strofform och naturligtvis vid en sådan,
som direkt framgått ur den gamla rapsodiska versen.

Den slutsats vi hittills dragit angående betydelsen av kuiöa —
att denna nåmligen från början ej haft något med versbyggnaden att
göra, och att namnet kuiduhåttr, liksom beteckningarna för de folk»
liga metra fornyrdislag, målahåttr och li6dahåttr, år sent till sin upp»

" Att kalla namnet Atlakuiöa för forkert' (F. Jönsson, Oldn. Lit. Hist. I,
106) tror jag knappast man har rått till. Det finnes icke något namn på skuida,
som år så sikert belagt. Dels förekommer det som överskrift i Cod. reg., dels kallas
dikten uttryckligen i den inledande prosan för en kuida: Um pbetta er siå kuiöda ort.

2 Håri år ej Hårbarzli6ö inråknad; ej heller Reginsmål, som delvis anvånder
denna strofform.

9 — Edda. IV. 1918.
129

Google

ELIAS WESSÉN

rinnelse och frukten av metrisk analys och systematisering * — frame
tråder i synnerhet som antaglig vid en jåmförelse med övriga kuæöanofn
i Eddan.

Vad först de båda namnen på sliod betråffar, så år Hyndluliööd
avfattad i fornyrdislag och Hårbarzliöd i ett mycket oregelbundet
metrum, som dock nårmast Överensstimmer med fornyrdislag. För
Övrigt åro gamla namn på sliöö mycket fåtaliga. I H. Hund. II ome
nåmnes en Kåruliöö, om vilken för Övrigt intet år bekant. DarraSar»
liöd år ett modårnt namn på sången i Nialasagans 157. kap. Sölare
liöd (i li6dahåttr) år en sen dikt; enligt Finnur Jönsson «sikkert
ikke ældre end fra det 12. aarh.»; Paasche (Kristendom og Kvad)
förlågger dess tillblivelse till tiden omkring år 1200. I mycket sena
dikter — från 1400- och 1500stalen — blir s1165 rått vanligt. Bryngerdare
liöd, Gullkarsliöd eda Sniålsliöö, Hyndluliöö hin nfiu, Vambarliöd,
Pöruliöö m. fl., se Porkelsson, Digtn. paa Island, sid. 201 f.

Vad 05 betytt framgår av Håv. 146:

Li6ö ek Pau kann,

es kannat pi6öans kona
ok manzkis mogr:
higlp heitir eitt,

en pat pér hialpa mon
vid sorgum ok sokum
ok sutum gorvollum.
Pat kann ek annat,

es purfu yta synir,
beir's vilia læknir lifa.

Liöda bessa
mundu Loddfåfnir
lengi vanr vesa,
pott sé per gåd, ef på getr,
nyt, ef på nemr,
porf, ef pu piggr.
I Sigrdrifumål heter det (v. 5):

Biör færek Dér,
brynpbings apaldr,

! Eddans vanligaste versmått, det som utvecklat sig ur den samgermanska
allitterationsversen, har ju stringt taget intet namn alls, då fornyrdislag i Snorres
Håttatal endast betecknar en underart av strofformen i fråga.

130

Google

OM KUIPA I NAMN PÅ FORNNORDISKA DIKTER

magni blandin
ok megintfri;
fullr es li65a
ok liknstafa
gödra galdra
ok gamanrina.

Om Oden såges det i Ynglingasaga, att «hann kunni pau liö3,
er upp lauksk fyrir honum iordin ok biprg ok steinar ok haugarnir,
ok batt hann med oröum einum på, er fyrir bigggu»". I Snorra
Eddan kallas Grottasongr — eller råttare den del dårav som utgör
malerskornas förbannelser — för 1168. Hårmed stimmer också
namnet Hyndluliöö. — Dårjåmte förekommer lidd, sårskilt i senare
isl, med betydelsen ,sång, dikt i allmånhet'*; åven om denna be
tydelse måste anses som ursprunglig (fht. liod, fe. léod ,sang, ges
dicht', got. liupon ,singen, lobsingen'), och ,trollsång, förbannelse,
besvårjelse" som en senare utveckling, en specialisering, så år det
dock tydligt, att lidd ej betecknat någon viss strofform, allra minst
liööahåttr. Hur detta namn uppkommit, år svårt att såga. Kanske
år det bildat just efter «Liööatal» och andra dylika besvårjelses och
trollsånger, vilka ju företrådesvis, av Eddan att döma, tyckas ha be
gagnat sig av samma metrum som målsdikterna; efter dessa kunde
strofformen ju ej uppkallas, sedan en gång målahåttr — av andra skål
— kommit att anvåndas som namn på en helt annan versart.*

Något annorlunda ligga förhållandena vid namnen på smål.
Vad först målahåttr betråffar, så torde detta namn uppkommit efter
skaldedikter sådana som Hrafnsmål (Pörbiorn hornklofis och Pörmöödr
Trefilssons), Håkunarmål, Hafliöamål (Sn. E. II, 116) eller de Fd-
dan tillhörande eller nårstående Atlamål, Hamdismål, Biarkamål en
fornu och Eiriksmål*. Målahåttr betyder alltså ,den strofform, som

! Jfr. åven fimbulsli6ö Håv. 102.

"I Eddan H. Hund. II vers 46: «skal engi madr angrli6ö kueda, pött mér å
briösti beniar liti».

* I motsats mot Finnur Jönsson tror jag nåmligen ej, som ovan betonats, att
namnen på de folkliga metra åro gamla; jag finner ej den ringaste sannolikhet för
att li6dahåttr som namn på den &6-radiga strofen skulle ha uttrångt ett åldre
målahåttr. Når dårigenom detta namn blivit till begagnande ledigt, skulle man
ha överflyttat det på den «nydannede versart, hvor linjen bestod af 5 stavelser».

* Utom de nu nåmnda och Eddasångerna i li6dahåttr — till vilka jag straxt
skall komma — kånner jag av kuæöanofn på smål endast Alsvinnsmål (en nafnabula,

131

Google

ELIAS WESSÉN

anvåndes i Firiksmål, Håkunarmål, Biarkamål och dylika dikter på
smål'*, ej alls «det versmål, som anvendtes til samtale(r) eller i
dialogiske digte» (Finnur Jönsson) eller «prunkredeweise» (Sievers,
Altgerm. Metrik S. 219).

I de ovan nåmnda kvådena betecknar «mål uppenbarligen ett
visst beståmt metrum, den Ssradiga strofen med 5 stavelser i varje
vers. Men hur har det kommit dårhån? Om man bortser från
Atlamål och Hamödismål åro ju alla eddadikter, vilkas namn sluta på
«mål, avfattade i liödahåttr: Håvamål, Grimnismål, Alvissmål, Vaf:
prudnismål i Cod. reg., dessutom Skirnismål i AM. 748 (i Cod. reg.
Skirnisfor) *.

Jag tror, att denna egendomliga motsåttning löses på följande
sått. Håvamål, Vaf prådnismål, Grimnismål och Alvissmål intaga ju
ur innehållssynpunkt en sårstållning bland eddasångerna. De ute
göra resterna av de gamla nordbornas didaktiska diktning, såvål
den som bestod i etiska klokskapsråd och levnadsregler (Håvamål),
som den som återgav deras teologiska och naturvetenskapliga visdom.
Mål har varit namnet på denna högtidliga, didaktiska poesi (jfr.
Håv. 111, 164). Aven i prosa synes mål åldst ha betytt: ,i högtidlig
form gjort uttalande, (högtidlig) utsago, förkunnelse'; hårur ha bety»
delserna ,påstående, uttalad mening, som man håller fast vid; juridiskt
påstående, råttssak, krav, förhandlingar; avtal, överenskommelse; Jesu
ord och förmaningar; saga, beråttelse' o. s. v. utvecklat sig." Dessa mål

Sn. E. I, 482), avfattad i fornyrdislag, och Kråkumål i håttlausa. Hugsuinnsmål
(No.sisl. Skjaldedigtning A II, 167) hör till en senare tid och efterbildar medvetet
Håvamål; dårför också det utom Eddan ytterst sållsynta versslaget — li6dahåttr.

1 $å har saken också uppfattats av Sijmons (Lieder der Edda, Einl. S.
CCXXXIV). Diåremot kan jag i övrigt ej dela Sijmons' förklaring av mål som
namn på dikter i liödahåttr. Det metrum, som nu allmånneligen bår namnet
målahåttr skulle enligt Sijmons ursprungligen ha varit strofformen för dialog» (och
monolog) dikter (fvn. mål rede, gespråch', det skulle alltså också ha betytt
«versmass fiir gedichte in monologischer oder dialogischer form». Sedermera skulle
emellertid «eine verschiebung» ha ågt rum, så att dylika monologer och dialoger
kommo att behandlas i ett annat versmått, liödahåttr, under det att målahåttr före
behölls åt den episka poesien.

* I pappersavskrifter från 1600stalet förekomma namnen Loddfafnismål, Rigss
mål, Fåfnismål, Sigrdrifumål och Fiolsuinnsmål; Reginsmål, Hrimgeröarmål, Suip»
dagsmål dåremot först i modårna editioner.

> Jfr. speciellt betydelsen av mål (,ordspråk, sentens, visdomsregel') i sådana
uttryck som: fornkuedit mål er, at morg eru konungs eyru; pat er fornt mål, at
blådnætr eru brådastar; å liti beir mål en fornu.

132

Google

OM KUIDA I NAMN PÅ FORNNORDISKA DIKTER

kunde nu samlas till dikter, åt vilka man sökte giva sammanhiållning
genom att ligga dem i munnen på någon vis siare eller pulr (vanligen
Oden: Håvamål, Grimnismål) eller genom att infoga dem i en dialog,
varigenom uppstod vad Schick kallar katekespoesi (Vaf prudnismål,
Alvissmål). I denna dialogform fanns emellertid redan ett beråttelse»
element, som det låg nåra till hands att vidare utveckla. Den ur:
sprungliga dikten omvåvdes så småningom av en episk berittelse,
som först var på prosa, men snart nog omsattes i vers. Slutligen blev
denna beråttelse, som från början blott varit en yttre ram, sjålva
huvudsaken, det som man i fråmsta rummet fåste sig vid. Så år
Alvissmål, sådan dikten föreligger i Eddan, inte så mycket en låro»
dikt om huru vissa ting benåmndes i de olika vårldarna, som fast»
mera kvådet om huru den övermodige dvårgen Alviss överlistas av
Tor och uppehålles genom ett lårt replikskifte, till dess solen skiner
in i salen och han förvandlas till sten. I Vafprudnismål år visser»
ligen den naturvetenskapliga och mytologiska visdom, som meddelas,
det våsentliga, men intresset hålles hela tiden spånt av den utom-
ordentliga tvekampen och den höga insatsen; åven inledningen år
på vers, och en strof bryter till och med igenom dialogformen, år
rent beråttande — någonting för liööahåttr i Eddan alldeles ena-
stående («För på Oöinn — — —, at hollu hann kom, ok åtti åms
fadir; inn gekk Yggr pegar.»). Vafprudnismål år alltså ej långre
Vaf pbrådnirs, den gamle pulens, visa mål, utan dikten, som beråttar
om huru han måtte sin visdom med Odens och besegrades. För
övrigt ha hår den egentliga lårodikten och den novellistiska ramen
sammansmålt till en fullståndig, verkligt konstnårlig enhet. Det år
dåremot knappast fallet med Grimnismål. Sambandet år hår helt
lösligt, och den ursprungliga målsdikten, en monolog av Oden, kan
mycket lått skalas ut från det övriga"; den beråttande delen av in
ledningen år helt och hållet på prosa. —

På detta sått kom smål så småningom att betyda ,beråttande dikt,
episkt kvåde" överhuvud. Så år förhållandet med Skirnismål (AM.
748; i Cod. reg. heter dikten Skirnisfor) = (den beråttande) dikten
om Skirnir, liksom Vaf prudnismål om Vafpbrudnir. Det år möjligt,
att namnet år relativt ungt och föranlett av strofformen (den samma
som i Håvamål, Vafprådnismål etc.) och den dårmed sammans
hångande dialogformen; alla håndelser beråttas ju på prosa. —

* Den börjar med vers 4: «Land er heilakt, es ek liggia sé åsum ok olfum nær.»

133

Google

ELIAS WESSÉN

Liödahåttr var just det specifika versmåttet för den ursprungliga
målsdikten, för ordspråksdiktning och katekespoesi, liksom den också var
det för trollsånger och besvårjelser. Det år ganska egendomligt att
iakttaga, hur stor benågenhet dylika mål ha att trånga sig in 1 edda
dikter, som åro avfattade i liödahåttr. Jag vill blott erinra om Res
ginsmål, dår Oden i Hnikars skepnad kommer i tillfålle att meds
dela en hel del lårdomar och snusförnuftiga råd, som ej ha det
ringaste med sammanhanget att göra; för att ej tala om Sigrdrifumiål,
som till stor del utgöres av dylika råd och levnadsregler, som den
ur sömnen våckta valkyrjan framsåger för Sigurd («Pat ræ" ek pér et
fyrsta» etc., v. 22—37) eller Fåfnismål, vars första parti år en katekesø
dikt alldeles i stil med Vafprudnismål. Eller för att taga ett exs
empel bland många: då Reginn efter Fafnirs död smyger fram och
lyckönskar Sigurd till det utförda dådet, svarar denne på följande
karakteristiska sått:

Pat er uvist at vita,

på's koma allir saman
sigtfva synir,

huerr vblaudastr er alinn;
margr er så huatr,

er hior né rybr

annars briöstum I.

Mål kunde nu emellertid anvåndas som namn på dikter av bes
råttande innehåll och med annat metrum ån liööahåttr. Kanske har
det först anvånts i dikter sådana som Eiriksmål och Håkunarmål
med blandning av liödahåttr och målahåttr och hårifrån blivit pro»
duktivt för dikter med uteslutande målåhattr, t. ex. Atlamål."

Om mål alltså genomgått den betydelseutveckling, som jag ovan
sökt göra trolig:

1. ursprungl. Jårodikt, samling råd och levnadsregler, katekesdikt';

2. en sådan dikt + den densamma omgivande novellistiska ramen
(t. ex. Vafprudnismål, Grimnismål);

3. beråttande dikt överhuvud (t. ex. Skirnismål, Rigsmål, Atlamål);

4. dikt i en viss strofform (Atlamål, Firiksmål, Hrafnsmål m. fl.),
som erhållit namnet målahåttr;

så ha vi åtminstone rått att tinka oss, att kuidöa kan ha haft like

nande öden.

* Om namnet Rigsmål år gammalt (det förekommer i pappershandskrifter), så
ha vi dår ett exempel på en dikt på smål avfattad i fornyrdislag.

134

Google

OM KUIPA I NAMN PÅ FORNNORDISKA DIKTER

Vi Övergå nårmast till en grammatisk undersökning av ordet
kuiöa, och vår första fråga blir då: hur år det bildat och var hör det
hemma? M. a. o. vad år dess etymon?

Så vitt jag har mig bekant, har man hittills allmånt stållt kuida
i samband med verbet kueda ,såga, utsåga, framsåga, föredraga',"
ehuru jag visserligen ej sett något försök att förklara, hur detta sam
band skall kunna tånkas. I sjålva verket torde det också av grammatiska
skål vara alldeles otåinkbart. Någon nøstam med abstrakt betydelse
till detta verb år ej kånd från något germanskt språk; finnes den,
skulle den i fvn. ha formen *kueda, f. (eller *kuedi, m.) eller möje
ligen *kuåda, f. Jfr. fvn. geta, f. ,omtalande; förmodan, mening,
gåta, f. förmodan, misstanke; gåta': geta (gat); lega, f. liggande;
begravningsplats' : liggia (lå); seta, f.: sitia (sat); tregi, m. ,sorg':
trega (prås. tregr, part. pråt. freginn); reki, m. ,anklagan, beskyll.
ning" : reka (rak); dråpa, f. : drepa (strengi) m. fl. Se hårom min
avhandling «Zur Geschichte der germanischen nøDeklination», sid.
87 f£. En ljudlagsenlig övergång av e& > i ha vi ingen anledning att
i detta fall antaga och ingen möjlighet att kunna förklara. Lika
omöjligt år det att tånka sig kuidöa som avledning av fvn. kuidr, m.
"dom, utslag”. Betydelsen förbjuder likaledes att tånka på en ome
bildning av ett till åventyrs inlånat fe. cwide; detta år (av lexika att
döma) ett i den fe. litteraturen synnerligen talrikt belagt ord, men
endast med en utpråglad betydelse Ausspruch, sententia, Urteil, Lehre".”

I Sievers, Altgerm. Metrik S. 219: «Kuida scheint, schon aus etymologischen
Griinden, eine einfache Frzåhlung' bedeutet zu haben.» F. Jönsson, Oldnorsk og
Oldislandsk Litteraturhistorie I, 106. Sijmons, Die Lieder der Edda, Einl. S.
CCXXV: «die aus sprachlichen grnden zu erschliessende urspringliche bedeutung
des wortes ,erzåhlung' (vgl. ahd. cheda ,dictio' widarsqueta ,contradictio' Graff, 4,
468) passt vollkommen zu der verwendung desselben zur bezeichnung des epischen,
einfach erzåhlenden gedichts.» Jimförelsen med de fht. orden, össtamsabstrakter till
verbet quedan, år vårdelös, då varken i fonetiskt eller morfologiskt avseende någon
överensståmmelse med det fvn. kuida påvisats. Brate, Fornnord. Metrik, sid. 2.

* Abstraktbildningar i germanska språk till det starka verbet urg. "kuepan ,såga':
fvn. kugd, f. krav, befallning; spec. inståmmande av kuiömenn';
fht. cheda, f. ,dictio', widarqueta («queda) ,Widerspruch';
fvn. kuidr, m. domsframsegn, dom, orskurd; sjølve nemndi' Hægstad, ,udsagn, især
vidneudsagn (k. norna) (FgilssonsJönsson); fe. cwide m. ,Ausspruch, sententia,

Urteil, Lehre' (fore», word», hearme, sibcwide m. fl.); fs. quidi, m. (Gallée

$ 314 a. 5, $ 315), fht. quidi, quit, m. (Braune, Ahd. Gr. $ 217; Franck,

Afrånk. Gr. $ 142; Schatz, Altbair. Gr. $ 103; lexika Graff 4, 647 och Schade

ha dåremot quidt, f. och quiti, n.) ,Rede, dictio, Ausspruch';

135

Google

ELIAS WESSÉN

Om vi altså måste uppge alla tankar på etymologiskt samband
med verbet kueda (kuad), så år det klart, att kuidöa måste höra hemma
i första avljudsserien och att det på ett eller annat sått år befryndat
med verbet kuiöa "være bekymret, bange for noget". Detta verbs
förekomst och flexion i de germanska språken framgår av följande

översikt:
A. I de nordiska språken:

fvn. kuida. Fritzner kånner blott svaga former (pråt. kufdda):
likaså Hægstad, som ej heller tar upp kuida i «Lista yver dei
sterke verbi». Cleasby-Vigfusson anför som fornspråkets pråt.
kuidda. Dåremot anger EgilssonsJönsson som pråt. kufdda och
kueidö, men utan belågg för de starka formerna. På intet av de
citat, som lexikonet har för verbet kuiöa, förekommer någon
stark form. — Jfr. åven Noreen, Aisl. Gr.* $ 472 a. 2. Porkelsson,
J., Beyging sterkra sagnorda, sid. 287: Petta sagnord er veikt i
fornislensku. Å nyislensku er pad veikt i nutiö, en sterkt i påtid.

nisl. kvida, prås. kvidi, pråt. kveid, kvidöum, part. kvidit. 7Zoéga,
Thorkelsson Suppl. 3, Haldorsen, CleasbysVigfusson.

nno. kvida, prås. kvider, pråt. kvidde, 'grue eller ømme sig for noget.
Aasen, Ross.

fsv. quidha (sir, quidde), 'vara orolig, bekymras, frukta; kvida, klaga,
jåmra sig; beklaga, sörja över. Söderwall.

å. nsv. qvidha, pråt. qvidde. Bibeln 1541.

nsv. qwida, qwed, qwidit. Sahlstedt 1773.
quida, quidde, 1. qued, quidit. Weste 1807. Dalin 1850.
kvida, kved, kvedo, kvidit, imperf. åven kvidde. Svenska Akad.
Ordlista 1900.

nsv. dial. kvia, kve 1. kvidde. Rietz.
qui, quidde. Möller, Ordbok över hallåndska landskapsmålet.

got. sqiss: anasqiss, f. Låsterung', ga-qiss Verabredung', biupisqiss, wailasqiss Segen',
ussqiss Beschuldigung, Anklage'; fe. cwis, f. ,a saying, speaking';

fvn. kuittr, m. Snak, Fortælling' ;

fvn. kuddi, n. ,kvåde, dikt' (jfr. kostegæfi, n. annsemd, ihuge; hug, traa'; næmi, n.
upplæring*, lægi, n. lægje, skipslægje', m. Å);

fvn. kuedandi, f. Recitation, Sang, Foredrag';

fht. squedunga, «quetunga: antquedunga, f. ,Ubereinstimmung', untarquetunga dis
crimina vocum', widarquetunga ,Widerspruch".
Till kausativet "kuadian (fvn. kuedia) höra:

fvn. kuada, f. Krav, Kræven':

fvn. kuedia, f. ,Tiltale, Hilsen';

fht. queti, f. ,salutatio' (< *kuadtni»).

136

Google

OM KUIDA I NAMN PÅ FORNNORDISKA DIKTER

kvi, sv. v. Nilén, Ordb. över allmogemålet i Sörbygden.
gotl. kvåida, kvaid, kvidu, kvidi. Rietz.

B. Utomnordiskt:
fs. quidian (endast inf. belagd: Hel. 2142) laut klagen". Gallée, As.
Gr. $ 406 a. 3.
fe. cwidöan, prås. cwideö, pråt. cwiöde ,to speak or moan in grief,
mourn, lament'. Bosworth; Grein. Sievers, Ags. Gr." $ 405 å. 5.!

Som av denna Översikt framgår, år det stållt utom allt tvivel,
att den ursprungliga böjningen av verbet kuiöa varit svag. De starka
formerna upptråda först relativt sent i de nordiska språken (nisl.,
nsv.) och utgöra resultatet av en rått naturlig ombildning efter de
många starka verben med I i prås. En alldeles likartad flexionss
föråndring har i svenskan ågt rum hos verbet strida; det gamla
pråteritet stridde (fsv. stridde, fvn. stridda) har delvis ersatts av det
nybildade stred. — Med avseende på sin bildning år kuida att upp»
fatta som ett denominativum, nårmast avlett på en substantivstam,
som i sin tur medelst ett dentalsuffix år bildad på roten "kui klaga,
jåmra sig". Denna föreligger jåmvål i fvn. kuein, f. och n. ,klagan,
jåmmer*, got. qainon ,weinen, trauern*, fvn. kueina, fe. cwånian. Jfr.
fvn. strida (stridda) ,vera strid eller hard imot, plaaga, gjera vondt;
strida, kriga', avlett på substantivet strid, n. ,strid, plaaga, uro; krig,
ufred". — Till kuföa höra som verbalabstrakter substantiven kuföa,
f. och kufdi, m. ,kvida, hugverk, otte" Hægstad, ,kvide, angst (især
med hensyn til noget fremtidigt)' EgilssonsJönsson (fsv. quidha,
quidhe), bildningar av samma art som deila, f. ,tråta, tvist': deila
(Id), Bræta, f. : bræta (tt), fylgia, f.: fylgia (gd), heita, f. bryggning':
heita (tt) brygga, leiga, f. Jega, arrende': leigia (gd) ,arrendera',
talga, f. ,tåljande, skårande': telgia (gd), bykkia, f. och okki, m.:
bykkia (bötta), kuada, f. och kuedia, f.: kuedia (kuadda), orka, f.:
yrkia (orta), hula, f.: Bylia ( bulda) o. s. v.

Har substantivet kuida I eller i? I sjålva verket ha vi knappast
några medel att avgöra denna fråga, då ordet aldrig förekommer i
vers, så att kvantiteten kan av metriska skål bestimmas. Att ny
islåndskan har ett kviöa med öppet isljud i betydelsen ,epic poem,

1 Torp, Wortschatz d. germ. Spracheinheit (Fick, Vergl. Wörterb. d. indos
germ. Sprachen, 4. Aufl. Teil III) anger felaktigt fe. cw1dan som starkt verb; som

grundform ansittes ett samgermanskt starkt verb *kvipan *kvaih, som aldrig torde
ha existerat.

137

Google

ELIAS WESSÉN

song, canto' betyder ingenting, då detta med all såkerhet endast år
ett lånord från den gamla poesien. För I talar i någon mån den
betydelseförskjutning, ordet genomgått; med från verbet avvikande
vokal kunde det låttare isoleras från detsamma och slutligen kanske
uppfattas som hörande till verbet kueda, med vilket det ursprung
ligen ingenting haft att skaffa.

I fall vi ha att göra med kort vokal i stamstavelsen, år kuida
som en bildning på roten *kui ,klaga' nårmast att jåmföra med fvn.
huida, f. ,vindstöt, vindil' (nisl. hvida; fe. hwida, m. 'a breeze") till
roten *hui i bl. a. fvn. hufna ,vina, susa', — Var vokalen återigen
lång, kunna vi ha att göra med den substantivstam, som ligger till
grund för verbet kuida, eller med en ombildning av densamma.'"
Men lika möjligt år, att ordet år sekundårt i förhållande till verbet,
i vilket fall det ur ordbildningssynpunkt år identiskt med kuida, f.
Bekymring, Frygt. Med avseende på bildning och anvåndning över
ensståmmer det då med ett annat kuædanafn: pula, f. "Tale, Ramser'
(i Rigspula, Pörgrimspula etc.), ursprungligen abstraktum till verbet
Bylia (bulda) ,tale, udsige, fremsige".

Den ursprungliga betydelsen af kuida har alltså varit ,klagan, att
någon jåmrar sig", varur ,dödsklagan, klagosång'. Verbet har 1 fvn.
något förskjutit sin betydelse, det översåttes av Fritzner ,være be
kymret, bange for noget, som man gjerne vil undgaa', alltså ,ångslas,
gruva sig, Jåmra sig för något, som man fruktar skall intråffa*, ej
,Sörja över en redan skedd olycka'*; åven nisl. feel apprehension
for (esu, fyrir esu)"* och nno. ,grue eller ømme sig for noget, føle
Ulyst eller Modbydelighed, f. Ex. for et ubehageligt Arbeide' (dårför
också subst. kvida ,Ulyst, det at man gruer for noget; ogsaa: Be
kymring; ubehagelige Forventninger). Jåmför dåremot fvn. kueina
klaga, jåmra sig"; samma betydelse lever kvar hos quidha i fsv.
och i nsv. dial. Fs. quidian Heliand 2142 översåttes laut klagen,
wehe rufen'".* Fe. cwidan år tåmligen rikligt belagt, det betyder
,SÖrja, klaga över något, i ord ge uttryck åt sin sorg, beklaga, bes

! Psilander KZ. 45, 277.

* T. ex. Fåfn. 40: Fåglarna uppmana Sigurd att ej fåsta sig vid den döende
Fafners olycksbådande spådom, att skatten skulle bli hans fördårv, utan bemåktiga
sig densamma och modigt gå sitt öde till mötes:

Bitt pu, Sigvorör, bauga rauda!
Esa konunglikt kuifda morgu.

* Thår (= i helvetet) mag man gihörian helidös quidean,

thår sie irö torn manag tandon bitad.

138

Google

OM KUIDA I NAMN PÅ FORNNORDISKA DIKTER

gråta" och anvåndes just om klagan, jåmmer över en hjåltes död eller
någon olycklig håndelse." Vi ha alltså hår hos verbet just den be:
tydelse och anvåndning, som jag ovan antagit som den ursprungliga
för det fvn. substantivet kuida.

Om emellertid kuida ursprungligen betytt ,klagan, jimmer', spe»
ciellt klagan vid någons död, dårefter med en lått förklarlig bes
tydelseövergång anvånts som beteckning för de klagosånger och
minnesdikter över döda, som enligt vad vi veta tillhört germanernas
åldsta poesi och utgör en av de förnåmsta kållorna för den episka
hjåltedikten," så måste vi antaga, att det med tiden kunnat brukas
för en beråttande dikt överhuvud taget, för att slutligen, når flera
olika strofformer hunnit utveckla sig och bli anvåndbara för episk
framstållning, fåstas vid ett bestimt metrum, det som utvecklat sig
ur den samgermanska versen (fornyrdislag) eller det som inom
skaldedikten nårmast motsvarade detta (kuiduhåttr). En sådan bes
tydelseförskjutning år både antaglig och av sakliga skål lått före
klarlig. Den år för Övrigt fullt analog med den, som vi ovan frame
stållt som den sannolika för smål.

Den germanska klagodikten var naturligtvis åldst ett uttryck för
sorgen över hjåltens död, tillika också ett prisande av hans hårliga
egenskaper och bragdrika levnad. Om dylika sånger åga vi kånne»
dom redan från förlitterår tid. I Jordanes' 49. kapitel finna vi en

" Bosworth: ,to speak or moan in grief, mourn, lament'; GreinsKöhler: ,queri,
lamentari, deplorare'; Sedgefield, Beowulf: ,bewail. lament'; Sweet, Student's Dic-
tionary, The Oldest English Texts: Jament, tr. and intr.

Ex. Beowulf 3169 (Beowulfs likbegångelse):

pa ymbe hlæw riodon hildedeore,
ætelinga bearn ealra twelfe;

woldon ho cwidan, kyning mænan,
wordgyd wrecan ond ymb wer sprecan
eahtodan eorlscipe ond his ellenweorc
dugudöum demdon. Swa hit gedefe bid
pæt mon his winedryhten wordum herge,
ferhöum freoge, ponne he ford scile,
of lichaman lysed weoröan.

Swa begnornodon Geata leode
hlafordes hryre, heorögeneatas,
cwædon bæt he wære wyruldcyninga,
manna mildust ond mondöwærust,
leodum liöost ond lofgeornost.

? Schiick, Illustr. svensk litteraturhist., 2. uppl., sid. 8 f.; Grundriss d. germ.
Philologie II: 1 sid. 40 f.

139

Google

ELIAS WESSÉN

latinsk omskrivning av den gotiska sång, som hunnerna uppstimma
vid Attilas bår: den omnåmner hans hårstamning, hans makt och
hans våldes storhet, den klagar över hans död mitt i bragder och
åra «non vulnere hostium, non fraude suorum, sed in gente incos
lume inter gaudia lætus sine sensu doloris occubuit. Quis ergo
hunc exitum putet quem nullus æstimat vindicandum?» — Av all
deles samma karaktår år geaternas dödsklagan vid Beowulfs gravhög,
och för densamma anvåndes just verbet cwidan (se ovan sid. 13
not. 1). Kåmparna rida tolv kring högen.

«De ville klaga sin sorg (scwidJan), sörja sin konung,

tala om honom och prisa hans namn,

De lovordade hans mandom och förkunnade högstimt

hans tappra gårning; såsom det vål höves,

att man av hjårtat hedrar honom, då hans sjål måste

avsked taga från kroppens hölje.

Så klagade sin sorg geaternas folk,

de som delat hans hård, över sin herres fall.

De sade, att han var bland vårldens konungar

mildast bland mån, den månniskovinligaste,

den blidaste mot sitt folk, mest lysten efter lov.»
(Björkmans översåttning).

Men ej blott krigarne uppståmma högtidliga kvåden till den
fallnes åra; det anstod åven de kvarlevande anförvanterna att på
dylikt sått hedra den dödes minne. Kring båren sitta de och klaga
sin sorg, och denna får luft i sånger, som prisa den döde, hans hår
liga gestalt och lysande egenskaper, hans bragdrika liv och hans
död genom svek eller i årofull kamp. Ett nåra till hands liggande
exempel på en dylik dödsklagan ha vi i Gudruns sång över Sigurd
i Gudrunarkuida I.

Jag erinrar också om vad Helge såger till Sigrun, då hon efter
hans död besöker honom i gravhögen.

Vel skulum drekka
dyrar veigar,

pött mist bafim
munar ok landa.
Skal engi maör
angrli6d kueda;
pött mér å briösti.
beniar liti.

Angrliéö — det år just kuidan.
140

Google

OM KUIDA I NAMN PÅ FORNNORDISKA DIKTER

Liksom den slaviska dödsklagan ånnu i dag och liksom de ygres
kiska threnoi har den germanska kuidan varit episk, beråttande till
sin karaktår. Den övergick till minnesdikt, hjåltens bragder ute
smyckades och fortlevde i den heroiska sagan, det episka elementet
blev allt starkare och slutligen framstod den beråttande dikten sådan
vi kånna den från Eddan och de tyska och fornengelska hjåltee
sångerna. — Om på detta sått klagosången, minnesdikten, år en av
de förmåmsta kållorna för den germanska episka poesien, så ligger
det intet orimligt i den tanken, att ett ord som ursprungligen be
tecknat en dylik threnisk poesi, genomlupit en analog utveckling,
kommit att anvåndas åven för minnesdikter, som ej tillkommit vid
hjåltens död, och slutligen för en heroisk dikt vilken som helst. Att
kuida törekommer endast i Norden står såkerligen i ett visst sam
band med den omståndigheten, att den korta balladen, som skildrade
en enda håndelse i hjåltens liv eller på sin höjd gav en summarisk
framstållning av hans bragder, men ej det våldiga eposet, som oms
fattade en hel sagocykel, hår blev formen för hjåltedikten. — Sluts
ligen — och såkert mycket sent — kom kuida till anvåndning åven
för beråttande dikter av mytiskt innehåll; anmårkningsvårt år,
att de tre dikter av detta slag, som finnas i Eddan, samtliga åga
andra, möjligen åldre namn. Hymiskuiöa i AM. 748 har i Cod.
reg. i stållet överskriften Pörr drö Midögarzorm, Prymskuiöa Cod.
reg. heter i pappershandskrifter Hamarsheimt, vilket vål torde återgå
på gammal tradition, och namnet Vegtamskuida förekommer övere
huvud taget först i pappershandskrifter, i AM. 748 kallas dikten
Baldrs draumar. Vid dessa kuidasnamns uppkomst har måhånda
strofformen spelat huvudrollen: de ha uppstått först sedan utveck»
lingen börjat luta dårhån, att skuida uppfattats som karakteriserande
en dikt såsom avfattad i fornyrdislag. Namnen på de folkliga dik»
terna åro sannolikt ganska sena till sitt ursprung och ha blivit fasta
först genom den skriftliga uppteckningen. En hel del eddadikter
ha ju faktiskt inga namn i handskrifterna. Så långe de levde i
muntlig tradition, hade man knappast behov av några sådana; man
föredrog det kvåde, som handlade om Tors fiske, når han drog
Midgårdsormen upp ur havet, om hur det gick till, når Tor håmtade
sin hammare hos jåtten Trym, om Volund, den skickligaste av smeder,
och konung Nidud o. s. v.

Elias Wessén.

141

Google

GIOVANNI PASCOLI
ET LITET RIDS

«V sils sidste søn», «Romagna's digter» Giovanni Pascoli
fik for tostre aar siden, i den italienske presse's overflod paa
krigersk stof dengang, lov til at vandre ubemerket bort; han døde i
skyggen av Italiens heltebedrifter i den Libyske Ørken. Han var vel
da en femti aar.

Pascoli er født inde i Apennin mot Luccaskanten, i en liten by
Barga, som ligger utenfor turisternes alfarvei og jernbaneruterne.
Carducci var bl. a. hans lærer. Og som voksen underviste han i
latin og græsk, blev siden professor, har været ansat i Livorno, Bo»
logna, Messina. Han har oversat dele av Homer og Hesiod, og har
kommentert Dante. Han var ansat som professor ved universitetet
i Pisa, da han blev kaldt til Bologna for at overta nationalskalden
Carducci's plads som professor i italiensk literatur.

Her døde han altsaa i april for tostre aar siden. Man lette den
gang forgjæves i aviserne efter et litet telegram om hans sygdom og
død eller om den sidste reise fra Bologna hjem til hans fødeby inde
i Åpennin. Heller ikke privattelegrammerne kunde avse plads til
denslags, — vel fordi pladsen var disponert for schakspillernes daglige
træk paa den Libyske Ørken. I en slik hul vaabenlarmens tid, da der
Jo ogsaa dreves febrilske bankspekulationer i Tripolis, og chauviniste
skravlet stod mot taket i Aragnoskaféens inderste mørke rum, som
da blev døpt «il garage dei leteratucoli» (smaaliteraternes garage), —
i denslags gny vilde forresten kanske selv en Carducci vandret heden,
uten at utlandets pressetelegrammer hadde bemerket ham. Og ellers
ynglet stormagtsssynerne de dage slik, at det visselig tilslut foresvævet

142

Google

GIOVANNI PASCOLI

Aragnosalens helter intet mindre end at gjenerobre Romerrikets tapte
provinser; da er der selvsagt ingen bruk for digtere, ti større digtere
end sine egne statsraader kan folket jo slet ikke faa. — Og Pascoli's
lik blev i stilhet ført hjem, først paa jernbanen til Pistoia, hvorfra
saa kjøreveien gaar opover mot Barga i nordvest.

Og Carducci's stol paa katetret i Bologna stod atter tom. Care
ducci hadde været en personlighet, med syn, bornert, men sundt —
sit eget! Suverænt ordnet han Italiens gamle literatur efter sit
hode, haardhændt, ogsaa brutalt; og samtidige aandens varer stemplet
han uten at blunke, uforfærdet som det sig en gammel Minerva's
prest bør. Pascoli derimot var uten synets mod, om han end hadde
synet — forsaavidt var han ingen personlighet. D'Annunzio, som
en lang tid var stillingens kandidat, er ikke engang en literær pers
sonlighet; bare en veirhane, en plagiatorernes fyrste uten ansats til
eget ansigt; han er alt hvad tiden ønsker: Tolstoianer, Nietzsches
dyrker, socialist, monarkist, moderne og antik, hedning og kristen.
Om han ikke skulde synes særlig paakrævet i øieblikket som lærer
netop i literatur, saa kunde det kanske lignet tiden, om han just
dengang hadde plantet sin apekatsbak paa Carducci's stol; han var
ialfald som professorsemne favorit i literatuklernes garage i Aragnos
kaféen. — Saavidt mig bekjendt, staar katetret endnu tomt; ialfald
varte det meget længe, før det blev besat — indstillingen fra Bologna
universitetet maa nemlig være enstemmig, før regjeringen kan ut»
nævne. —

Pascoli var ingen stridssgnyets mand som Carducci. Han var
heller ingen skaperiets champion; og naar han kort før sin død blev
bedt om at skrive vers til en regatta i Salerno, og da svarte, at jo
«jeg skal gjøre det — Vergil kom og hvisket at jeg skulde», saa lig»
ner en saadan fagte ham litet. Til hans liv knytter sig ingen store,
larmende begivenheter; der er i grunden bare én begivenhet som
nævnes i forbindelse med Pascoli — og den nævnes da baade av ham
og andre en liten smule ofte.

Hans far blev ansat som godsfuldmægtig hos millionærerne
Torlonia, hvis æt har vældige eiendomme paa Romagnassletten
mellem Ravenna og Rimini — denne egn som har alet, og endnu aler,
Italiens uforsonligste politikere; blandt disse principssteile stridbukker
hænder det saaledes oftere den dag idag at socialister og republikanere
skyter hverandre ned i hidsighet. Vi vet jo, de var kjendt for sin strids
barhet ogsaa paa renæssansens tid. — Digteren har gang paa gang i

143

Google

HANS E. KINCK

vers malet sletten. Og den av os, som har faret der en foraarsdag,
vil ikke ha saa let for at glemme dens groende soldis, dette bru
sende, blindende solhav ... vuggende akrer i det endeløse, eller
grønne græsenger saa langt éns øle naar, med en og anden mager,
høi poppel ragende i veiret, som en gjæter blandt lubne, kuttede nytte»
trær; og staar brisen den rigtige vei, lugter man salt fra Adriateren,
som blinker der straks ut 1 øst, lik en stripe smeltet sølv. Men ine
gen takker og tinder! Først langt inde i vest retter noget skarpt sin
ryg, med et par fjeldspidser; San Marinosrepublikkens by ligger paa
en av dem, skjælver som skjørt nips av glas oppe i soldisen. Pascoli
har selv sunget om sin barndoms utsigt i Canti di Castelvecchio:

. monti, una selva, un castello:
poi monti; piu in su San Marino ....

Hit flyttet fjeldgutten fra Apennin; her paa den endeløse slette
uten tinder og takker, med en vældig himmel over sig, drømte han

sine unge aar.
Han kan ogsaa se den i mørkere lys, med tung himmel, som i den

raske lille tegning, han kalder Temporale (uveir):

Et bulder ute i det fjerne ...

Rødner kimingens rande,

som for en brandtomts lue;
svart som bek ind mot landet;
skydrift om fjeldets pande;
mot det svarte en stue,

og saa en ving av en terne.

Og her paa sletten oplevet han da sit livs begivenhet: Det
hændte en kveld at faren vendte hjem fra en forretningsreise som
lik i sin vogn, han var skutt fra bakhold gjennem ryggen; han sat
med to dukker i fanget, som gave til børnene — saa beretter folketra»
ditionen. Et av sønnens digte — La cavalla storna i Castelvecchios
sangene — behandler denne hjemkomst og morens besøk hos hesten
i stalden, det eneste øienvidne til udaaden.

I Torre var forlængst det slut paa dagens tummel.
Fra Saltosaaens popler bare lød der mummel.

I sine spiltaug stod de, de Normannershester,
og tygget knusprende paa sine havresester.

144

Google

GIOVANNI PASCOLI

Midt foran stod hun, hoppen, fyrig, sky, derinde,
født mellem pinjer, i en sjøsalt strandbreds vinde, —

og hadde havets sprøit i næsevingen hidsende
endnu, og braket i de rappe øresspidsene.

Med albuen paa krybben stod i baasen inde
min mor, og snakket med den slik, saa mo i sinde:

«Du kjære, snille hoppe, du som nu er fremme
og skysset ham, som ikke kom igjen til hjemmet, —

du faar hans hilsen og det sidste ord, som falder!
Han efterlot en søn her i saa ung en alder, —

den første av de otte iblandt døtre, sønner; —
og holde tømmer endnu ei hans hænder skjønner.

Men du, som kjender stormen langsmed dine lænder,
retleder nok engang de vesle barneshænder;

du som i hjertet bær' en ødslig havstrands vildhet,
retleder nok engang den lille barne-stemmes mildhet |»

Sit magre hode hoppen snudde litt og skakket
imot min mor, som bare mere traurig snakket:

«Du kjære, snille hoppe, du som nu er fremme,
og skysset ham, som ikke kom igjen til hjemmet, —

jeg vet hvor du var glad i ham, jeg vet det!
Det var blot du og saa hans død, som var tilstede.

Du, født i skog, i kuling og i bølgelarmen.
du har begravet al din rædsel dypt i barmen;

og som du kjender bidslet ligge slapt i munden,
dit hjerte stagger dog sit løp i samme stunden:

da følger du din vei saa sagte og med lempe,
paa det at han i ro sin sidste strid kan kjæmpe.»

Det magre, lange hode holdt sig tæt ved siden
av mor, til hendes ansigt, mildt av graat og kviden.

«Du kjære, snille hoppe, du som nu er fremme,
og skysset ham, som ikke kom igjen til hjemmet, —

Aa du! Han sa to ord, det sikkert dog han gjorde!
Og du forstaar dem og, men kan ei gjenta ordet.

10 — Edda. IV. 1913.

145

Google

HANS E. KINCK

Med tømmer løse mellem dine hover hængende,
med al din hete troskaps ild i øiet fængende,

med riflesmeldets ekko i dit øres kammer, —
du følger veien mellem høie poppelsstammer:

Du bragte ham tilbake, just som solen dalte,
fordi vi skulde faa de sidste ord, han talte.»

Det lange, stolte hode stod og lyttet længe.
Min mor, hun kysset den indunder fakseshænget:

«Du kjære, snille hoppe, du som nu er fremme,
trak en til gaards, som ikke kom igjen til hjemmet!

til mig en mand, som aldrig hjem mer kommer I
Du var saa snil. — Men kan ei snakke, — du som stum er!

Du kan ei, stakkar; andre tar sig vel i vare.
Aal men du maa si den ene, ene tingen bare!

For du har set ham nylig, morderen, den vilde:
Han bor her inde, gjør han, — her i din pupille!

Hvem var, hvem er det? Jeg et navn for dig vil nævne.
Saa gir du mig et tegn. Gud skjænke dig den evnel»

Nu knuspret hestene ei mere paa sin føde:
de sov og drømte om de hvite veiers øde.

De trampet ikke halmen med de hover bare:
de sov og drømte blot om hjul, som hvirvlet snare.

I denne store stilhet løftet mor en finger.
Og sa et navn. — Et høimælt knegg tilbake klinger.

Det kom aldrig op, hvem gjerningsmanden var. Men den begis
venhet la moren i graven et aars tid efter av sorg, beretter traditio»
nen; flere av børnene døde ogsaa av samme grund. Og bare Gio»
vanni og to søstre overlevet begivenheten.

Ja, saa lyder legenden. Og vi faar nøie os med dens ordlyd.
Ingensteds har jeg set antydet, i hvilken retning mistanken gik, om
hint skud var en stridbar Romagnolo's vendetta mot en nidkjær foged,
eller der spillet et kjærlighetsdrama bak; til forklaring av udaadens
virkning paa familien er jo ikke det et helt uvæsentlig moment.
Men dette uhyggelige barndomsminde blir ialfald den kilde, hvor»
fra hans bedste digtninger øser inqhold; og bestandig er det likesom

146

Google

GIOVANNI PASCOLI

sangbunden, det som forklarer hans knæk i livsmodet. For selv om en
slik usammensat livstragedie ifølge sakens natur ikke kan være noget
synderlig frugtbart eller tændende som utgangspunkt for en digters
sjæl, ja selv om motivet kan virke en smule trættende, naar det
gjentages slik ved hver digtsamling, eller naar han kommer halende
med sin fars lik, bedst som han sitter saadan uanfegtet og pensler
sommersidyller, saa kan man aldrig paastaa, det er mundsveir, eller
bent frem artistisk manér. Det er trods alt følt. Og i den fortale,
5om Carducci skriver for ham til digtsamlingen Myricae (1894), siger
han at disse sange er som kranser paa hans fars grav: «. .. Der er
fuglekvidder, cypressers sus og kirkeklokkers fjerne klemt: Passer til
en kirkegaard.» I Poemetti nævner han det selv i fortalen til søstes
ren, og i samlingen Canti di Castelvecchio siger han, at de digte
den indeholder, er blomster til hans mors grav.

Som sindsytring betegner hans digtning reaktion. Den er heller
ikke hvad man kalder mandig digtning. Han retter sig aldrig i imø
pulsiv sund trods — ikke et øieblik! Hverken ved egen eller ans
dres smerte sporer man nogensteds en saadan trang; han nyder det
isteden kunstnerisk. Han stanser op i lummer resignation; hans kvide
blir stundom klynk, hans medynk klissenhet, hans natursans negativ
kontemplation. Og hans Eros er vek, eller er der i grunden slet ikke.

Jeg skal gi en liten prøve — et digt han kalder Notte (nat):

Der sitter piker foran hesplerne, som svirrer,
og lygtens skin de blonde hoder stilt forgylder.

De blonde hoder, svarte stjerneblik, som stirrer, —
det hen til vinduet sig alt i ett forvilder:

Mon sitter de paa våk for ridderssmænd, som irrer,
og var sig frem igjennem nattens tause mylder?

De snakker elskov, søte ting som sind forvirrer:
Slik snakker de, til morgenrøden stuen fylder.

I Poemetti lyser han fred over menneskene i disse statelige
terziner:
Uomini, pace! Nella prona terra
troppo é il mistero; e& solo chi procaccia
d* aver fratelli in suo timor, non erra.
Pace, fratellil E fate che le braccia,
Ch" ora o poi fenderete ai piu vicini,
non sappiano la lotta e la minaccia.

Å 147

Google

HANS E. KINCK

(3: Fred, mennesker! Paa den ilende jord er mysteriet for
stort; og den, som sørger for at ha brødre i sin angst, han alene
farer ikke vild. — Brødre, fred] Og pas paa at den haand, som I
nu eller senere strækker mot jer næste, ikke smaker av kamp eller
trusel.)

I den grad from og partiløs og fredsæl var han. Men derfor
slos jo partierne like fuldt om ham til en begyndelse; socialisterne
vilde annektere ham som sin, de klerikale indrullerte ham i sit ges
led. Han søkte at verge sig og svarte dem alle: «Homo sum»; og
at han sang bare for de unge sind — med sin kunst var det dem
han vilde husvale og glæde. Presterne har dog hat et agtsomt øie
til ham, ialfald i de senere aar; men det lykkedes dem allikevel ikke
at slippe ind til dødsleiet med sakramentet, — og i den uforsonlige
holdning var det kanske traditionen efter hans gamle lærer, hednins
gen Carducci, som egentlig gik igjen, — vel saa meget som netop
Pascoli's egen hu.

Jeg oversætter endnu et digt fra denne tid — Il ponte (broen):

En havgrøn maane kanter himlens rande,

klær av hver eng, som svøpt i nattens ham er,
og floden flakkende. Med hulk og jammer
mot ensom bro en bølge høres lande.

Hvor gaar det hav, som drog? hvor kildens vande,
som mumler nølende bak busk og stammer ? —
Men floden gaar med spring, hvor solblink flammer,
fra ukjendt fjeld mot ukjendt hav og strande.

Frem maanen glir: De retter sig og lyer,
hver høi cypres, langs med de dystre diger,
fromt hviskende, mens vinden i dem napper.

Der stanser seilende og hvite skyer,
snur sig til den og op de uset stiger
ad azurstemplets endeløse trapper.

Ved denneslags hastige oversættelser kan der være en ørliten finesse
som gir hele linjen, ja verset, duften, — som er gaat én forbi; der er
saa farlig mange av denslags netop i italiensk, kanske mest i versene.
Foruten at man jo, naar man oversætter fra «romansk», har prosodien

148

Google

GIOVANNI PASCOLI

og det rent rytmiske imot sig. Og saa eier det sprog sine malende
ord paa helt andre felter end vi har vore. Som eksempel kan jeg
netop citere den herlige første linje i denne sonet om broen:

«La glauca luna lista T'orizzonte» —

Denne forventningens majestætiske ro imot maanens opgang! — Eller
jeg citerer første linje av Uveir — den brummende torden:

«Un bubbolio lontano» —

Men forhaabentlig gir det oversatte dog indblik i arten av hans
miniaturer over lands og bondeliv. Som man ser, er hans symbolik
saa litet paatrængende, saa vag og nethændt som man overhodet kan
vente den fra sydens digtere. Carducci var der brutalere. —

Efter de første digtsamlinger: Myricae og Canti di Castelvecchio
hadde han en mat periode; i den utgav han bl. a. Poemi convivali
og Odi e Inni, hvor han holdt til i den græskslatinske antiks drivs
hus. Men i 1909 plukket han til sine beundreres glæde atter vilde
blomster paa sin egen slette; — og i saa maate staar dette nye i
klasse med den episke digtning, de fem Canzoni di Re Enzio, med
norditaliensk emne fra 13. aarh., som han vistnok ikke fik helt fære
digskrevet.

Det aar utgav han Nuovi Poemetti. I denne samling skildrer
han de vekslende aarstider paa landet; han synger om kornet som
faar stængel, om druen som mørkner, om mennesket, denne slettens
evige jordtræl, uforanderlig som selve den muld, hvorav han henter
sin næring. Og over dette liv de vingede, syngende skarer; vi mø
ter akerriksen, som bygger av røtter og haartjafser sit uvande rede
klos paa den nakne jord; svalerne, som smetter ind under takren»
den, meiserne, gjøken, som galer sine to stavelser, hakkespetten
med det gneldrende skrik, og høit oppe i himlen har vi lerkens
tilrende prik; saa, naar den første stjerne tændes over den tause
jord, kommer nattergalen, og de to skogduer vagler sig tæt op til
hverandre med blyblaa hals indtil hals; uglen gjentar op og op igjen
sit uhyggesskrik, og ørnen drager forbi paa de svære vinger, ror sig
fremad, langt bortenfor kveldens gyldne skyer, og gneldrer tre ganger
sit grumme skrik ned over jordelivets svimlende dyp, — som det
heter:

149

Google

HANS E. KINCK

Fuor delle nubi risplendenti d'oro
V'aquila rota, remeggiando lenta
sopra il terrestre vortice sonoro.
E s'alza ancora ed alto un grido avventa
atroce per le vane plaghe sole.
Tre volte grida e sta tre volte intenta
all" eco forse che ne manda il sole . ..
Midt i dette naturens liv gaar en bondejente og en statelig jæ-
gersmand; kjærlighet gror og modner, likesom kornet, og hun gir
ham sit ja. Før aaret er omme, smiler barnet i vuggen. Men det
dør; moren gaar taus og klær den lille engel, som vender tilbake
til englene. — Ovenpaa den kjærlighetssidyl synger digteren videre
om aaret, som gaar sin gang; han synger om høisommerens og skur
rens brændende dage: blondt korn rasler i vinden, og lerken hører
ljaaens kvasse hvin: «Lig stillel» roper den ned til ungerne i redet,
«saa gaar ljaaen over dere.» — Og aarets førstegrøde sendes straks til
møllen, og melet vender tilbake til hjemmene; han besynger derpaa
bakingen av Romagna's primitive «piada», hvorunder hele huset duf:
ter av det nybakte brød. — Saa kommer den glade vinhøst: Det
var en opholdsdag, og paa den glatte, tørre vold skled folk allesteds;
hvepse-surr allevegne; «druen var het, og i kiperne duftet det alles
rede most»; kar og kvinde stevjes med hverandre i strambottens
gamle versstubber. — Og saa tilslut hæver Pascoli sig i sky, synger
et statelig lovkvæde til denne fete, bærende jord, til Italia med flos
der og hav og sjøer. Hans syn stiger videre, han skuer det uendes
lig store; han stirrer paa stjernerne, og firmamentet vokser; han
stanser svimmel op foran det uendelige — en panteistisk vision! —
svimmel og ræd i denne «verdners dumpe hvirvel» (in quel cupo
vortice di mondi).

Dette er, kort gjengit, gangen og indholdet av disse digte, hvori
han vendte tilbake til det bedste i sig; samlingen er forsaavidt ty
pisk. I sin literære samtids larmende humbug og reklamesyke er
hans poesi som den stille natlampes vage blaff. Han har selv brukt
et lignende billede om sin digtning, har sagt, at den er at ligne med
den vaakende staldlygts skin eller med lyset hos barnet, som graater i
vuggen. I sit mondæne decennium var han landlivets og arnens digter.

Og her har man sagt om ham, at der nok var græs og trær og
fugler i den italienske poesi før ham, men først han fik alle bevin-
gede til at synge, alle markens straa til at piple frem, alle trær
til at suse, alle blomster til at dufte. Det er sandt sagt: Han

150

Google

GIOVANNI PASCOLI

kunde den kunst at gaa ut av sit menneskelige skind, bli lutter øre,
lutter øie; ved synet av vindens klissne lek gjennem den blonde
aker kommer han i skjælv, han staar ekstatisk i en lys taakesky; ved
humlessurret under slaapetornshækken, ved den grosvangre soldis, fore
svinder han, gaar op i det uten en rest av bevissthet om sig selv, —
som humlen, som svalen, som barneropets ekko under leken. Al
vilje er opløst, al mandighet fløiten; der er tilslut ingen digter, det
er ikke han som synger, der er bare et konkylium tilbake, som lig+
ger ute paa sletten og suser for alle himmelegnes vindpust. Det er
den milde lydhørhet som hos spægede munker, man tænker paa den
hellige Francesco fra Assisi, naar han er ute og gaar.

Det vedkommer ikke resultatet, selve digtet, men det er ikke
likegyldig psykologisk: Det er det lærde, forlæste boks
menneske, som falder i staver, naar han en dag tar sig
litt stunder til at gaa ut i naturen; han staar med spilede barneøine,
tror han hører græsset gro. Det er hemmeligheten ved Pascoli's
gave, kjernen ved hans inspiration. Og saa gaar skoles«duksen hjem
igjen, lukker sig atter ind i kunstens halvlyse celle, ciselerer hændig
frem, endnu halvt indsovnet av blomsterduft, det fine, enkle digt,
især i gratiøse terziner, Dante's metrum, i hvilket han er mesteren
over alle. For han er enkel, ikke frasefyldt og retorisk og lærd i
sin digtning, denne folklorist og belæste filolog, som kan den antike
og middelalderens prosodi paa sine fingre, bare med smaa epitheta
som «flumen errans» o. 1. lekende paa tungen efter læsning av Horats
og Vergil og andre. — Og Pascoli's digtning blir altsaa heller ingene
sinde den stormende vivørs overskud eller hans bitre lede.

I arten av hans inspiration ligger hans styrke. Men der ligger
ogsaa hans svakhet. Saaledes kan han falde paa at eftergjøre høi»
sommerens lyder, han utleverer til fuglene sit menneskelige alfabet.
Hør f. eks. dette første vers av «Il fringuello cieco» (den blinde
finke) i Castelvecchio-sangene:

Finch — finche nel cielo volai,
finch . . . finche ebbi il nido sul moro ...

(3: saa længe jeg fløi i himlen, saa længe jeg hadde rede i morbær
træet). Eller i andet vers i samme digt, hvor bl. a. nattergalen
synger smægtende farvel:

Addio addio dio dio dio dio ...
151

Google

HANS E. KINCK
Eller i sidste vers, hvor den blinde fugl synger til solen:
O sol sol sol sol . .. sole mio.

Denne grad av barnslighet har passert grænsen for det naive.
Det er forresten et træk han har tilfælles med sydlændingen og
klarhjernede racer, som har saa vanskelig for at holde maate saadan
instinktivt, naar de først gir sig hen i naive og skjønne rørelser.

Der er ogsaa en anden svakhet ved hans digtning, som er en
følge av samme evne: I hans haand mistet efterhvert kunsten sin
mening og betydning. Den blev barenips. Mennesket blev i grunden
borte for ham, det som dog til enhver tid er en digters vigtigste
emne. Man ser bedst, hvor velgjørende de menneskelige ting kan
virke som rygrad, i noget av det sidste han skrev: «Hymnen til
Turin»; den blev naturligvis under Tripolisskrigen rigtignok chau+
vinistisk anløpen, men netop det gav versene reisning, saa det blev
det bedste han hadde gjort paa flere aar.

Til straf for denne egenhet opdager hans kunst heller ingen
nye horisonter, eller gir andres syn en ny retning; han har ingen
ordnende og byggende evne i sin haand — bare evne til analyse.
Til straf derfor blev han heller ikke paa Carducci's kateter landets
literære samvittighet. Til straf for denne viljens opløsning kan han
forfalde til umandig klynk. Og til straf, fordi hans natursans ustan»
selig færdes i dette kontemplationens mystiske halvlys, virker hans
digtning stundom monoton, for ikke at si bent frem kjedsommelig;
men det kan jo tildels være dosernes skyld — man maa nemlig ikke
læse meget Pascoli ad gangen.

Men trods dette: Er der nogen som gjennem vers vil dukke
sig ned i en bestemt italiensk natur, da er Giovanni Pascoli manden,
man skal søke til, — endda han tar op toskanske dialektord, endog fra
sin lille flekke Barga, saa selv italienske læsere knurrer (i den nye
utgave følger forresten nu noter og glossar). Søk til Pascolil Ingen
nuværende italiensk digter har en naturfølelse som han. Ingen. I
kraft av den vil han bli staaende. Det nye, han har bragt, er intimis
tet. I saa maate er han et særsyn paa italiensk grund. Og man
leter forgjæves i landets kunst efter et slikt forhold til naturen; naar
jeg leter efter noget at sammenstille ham med, ja, da kommer jeg
for mit vedkommende saa langt tilbake som helt til Ghibertis's dør

og dens ornamentik paa baptisteriet i Florens.
Hans E. Kinck.

152

Google

JOHANNE LUISE HEIBERG
21 AAR GAMMEL

Enevældens Dage var det kongelige Teaters Styrelse Kongen direkte

underlagt, og hans Overhofmarskal havde som Chef Ansvaret for
den øverste Forvaltning; under ham stod i Reglen to Direktører, én
for Finanserne og én for den kunstneriske Ledelse, derefter kom Inspek»
tøren, Instruktørerne og Regissøren samt de øvrige Embedsmænd og nederst
de væsentligste ved hele Institutionen, Teatrets Sjæl — Kunstnerne. Der
var en afgjort Modsætning mellem den Magt, de havde paa Scenen, og
den Afmagt, de led under i Livet; dér stod de sidst paa Rangstigen i
Række med Hofbetjente og var som disse for Forseelser underkastet Ar-
rest i Blaataarn. De ærgerrige Naturer, f. Eks. den store Oehlenschlåger-
Fremstiller Dr. Ryge, stræbte paa enhver Maade at hæve sig socialt.
Han vilde have sin akademiske Grad angivet paa Plakaten, og naar han
søgte Embedet som Økonomiinspektør, der slet ikke passede til hans
viltre, hidsige Naturel, var det ikke alene den forøgede Gage, der fri-
stede ham, men en Trang til at komme Direktørstolen nærmere, til at
hæve sig opover den Pariakaste, som Bourgeoisiet ansaa Skuespillere
standen for at være. Et pseudonymt Angreb*, der i 1852 udkom i
Anledning af Phisters Udnævnelse til Ridder af Dannebrog efter 27
Aars fortjenstfuld Virken som udmærket Skuespiller, har en vis kultur-
historisk Værdi, fordi det afslører de besiddende Klassers Syn paa Skue-
spillere og deres Kunst. Forfatteren strutter af bureaukratisk Tænke-
maade og søger gennem uhyrlige Paastande at bevise, at en Dekoration
taber al Betydning, naar f. Eks. en Embedsmand skal dele den med
«det flygtige Livs Repræsentanter». Paa samme Tid blev Instruktør
Th. Overskou titulær Professor, hvilket man — ifølge Piécen — følte
som «upassende»; at give den «hæderlige og høitagtede» Professortitel

* Gregorius Philatethes, Bemærkninger i Anledning af Skuespiller Phisters
Ridderkors m. m. Kjbhvn. 1852. — To Aar før var C. N. Rosenkilde og N. P.
Nielsen de første Skuespillere, som blev Riddere.

153

Google

ROBERT NEIIENDAM

til en Sceneinstruktør var «ligesom at røve noget af den academiske
Lærerstands Anseelse». Saaledes opfattede ogsaa Videnskabsmanden
Christian Molbech denne Udnævnelse, skønt han var forhenværende
Teaterdirektør; han skrev til sin Søn, at han herefter paa sit Visitkort
vilde sætte Betegnelsen Professor ved Universitetet under sit Navn."
Hvilken Haan mod Overskou, som dengang i en Menneskealder havde
været Teatret en meget nyttig Mand. Han havde ofte som Forfatter og
Oversætter gavnet det mere i én Sæson end Molbech i de tolv, han
var Direktør.

Det var vel en Frygt for, at den indre Værdi, han ejede som
Kunstner, ikke skulde vinde tilstrækkelig ydre Paaskønnelse, der drev
den anden betydelige Oehlenschlåger-Skuespiller, N. P. Nielsen, til at
blive «Skydebanens» Historieskriver* og til at oprette et Kursus i «pos
litisk Veltalenhed»*; forøvrigt viste han ogsaa denne Kunst i Praksis ved
som Taler at hverve Stemmer for Valget til Folketinget af den senere
Minister Hall,* og de samme Motiver drev uden Tvivl Hjerteknuseren
Wilhelm Holst, naar han, skønt over fyrretyve Aar, gik frivillig med
i det slesvigske Felttog 1848 og senere skrev en Bog om Treaarskrigen.>
Men faa af Skuespillerne havde Mod til at slaa Slaget for Fremskridtet
der, hvor det skulde slaas, nemlig overfor Direktionen; henvendte de
sig til denne højtstaaende Myndighed, skete det i Regelen i underdanige
Skrivelser om Trang og Gageforbedring eller om indbyrdes Skænderier.*

Johanne Luise Heiberg var 21 Aar gammel, da hun formede
dette Brev, som her skal meddeles. Hun var i Færd med at blive Tie
dens Muse; andre Digterøjne end Johan Ludvig Heibergs hvilede
paa hende. Hun henrev Tilskuerne ved sin unge Dejlighed og sine
morsomme Indfald, daarede ved sin besnærende Evne, hjertegreb ved
sin skønne Sorg. Publikum var betaget af Elskov til hende, og vel at
mærke — det gode Publikum.

Hun var en fantasifuld Opkomling, klog og vidunderlig perfektibel,
og hun ejede en Friskhed i Domme og Syn, som ofte tabes for den,
der gaar den slagne Skolevej. Eventyret var nylig foregaaet: Ballets
barnet fra det fattige, udannede Hjem, Datteren af en Beværterske paa
Dyrehavsbakken, var ved sit Ægteskab med Professor, Dr. phil. J. L.
Heiberg blevet hævet op i Landets bedste Selskab, og ved sit Geni blev
hun der Midtpunktet, hvorom Alle drejede sig. Brevet er en sjælden Levs
ning fra hendes Vaartid, og det er et morsomt Vidnesbyrd om, at hun
bedrog sig selv, naar hun i sit Digterværk «Et Liv genoplevet i Erin+

ae I ve Ea Brevveksling mellem Chr. Molbech og hans Søn Chr. K. F. Mole
ech, Pag. 23.

2. N. P. Nielsen, Hellig Trefoldigheds Gilde udi det danske Compagni. Kjøs
benhavn 1836.

> Jvfr. Kjøbenhavnsposten 1835, Nr. 62.

4 Jvfr Fædrelandet 1849, Nr. 271.

5 W. C. Holst, Felttogene i 1848—50.
N JEG Robert Neiiendam, Breve fra danske Skuespillere og Skuespiller»
inder I—II.

154

Google

JOHANNE LUISE HEIBERG

dringen» karakteriserer sig selv i disse Aar som en, «der endnu saa
smaat gik omkring i Taage», ubevidst og uberørt af «alt det Bifald, den
Hyldning og Beundring, man viste hende».!

Tværtimod; det Menneske, som skriver et saadant Brev, er ikke
uvidende om sin Betydning; det ejer den Overflod af Kraft, der gør
Anstrengelsen til Lyst, Kraftudfoldelsen til en stadig Længsel efter Sejr.
I dette Tilfælde var det ikke et kunstnerisk Maal, hun vilde naa; det
var — med klog Benyttelse af tilfældige Omstændigheder — et socialt.
Skønt hun paa Scenen var ombølget af Tilskuernes Jubel og i Livet til-
hørte en Samfundsklasse, der ingensinde før havde rummet en Skuespiller-
inde, var hun dog subaltern. Andre Kunstnere kan føle sig fri og vælge
det Emne, som ligger deres Hjerte nærmest; men Scenekunstneren er en
Direktions Vilje underlagt og skal modtage sine Opgaver af tilfældige,
men overordnede Mænds Hænder, og disse Mænd kan ogsaa ber
stemme Arbejdets økonomiske Værdi. Dette Forhold pinte hende; det
er Scenekunstnernes evige Aag, og det rummer en stor Fare for deres
menneskelige Karakter. I hine Tider, da der kun fandtes ét Teater i
Hovedstaden, og da Pligtfølelsen var større end nu om Dage, var Aaget
ogsaa tungere. End ikke Fru Heiberg kunde afkaste det — i hvert Fald
ikke førend hendes Mand mange Aar senere blev Direktør —, men hun
maatte nøjes med at anmode de Herrer, som af Kongen var ansat til
bl. a. at bestemme, hvilke Figurer hun skulde give Liv, om at vise sig skyle
dig Opmærksomhed, erindre dem om, at en Forvandling var foregaaet i
Skuespillerindernes private Liv, og ved sin Personlighed søge at fors
mindske Afstanden mellem Teatrets Direktion og dets Kunstnere.

Men siden hen i Livet saa hun sig selv som ung i et gudbenaadet
Lykkebarns Lignelse, og saaledes vil hun, at Fftertiden ogsaa skal se
hende. Hendes Forestillingskreds skal synes en sigtet Verden, hvorfra
Bundfaldet er holdt i Afstand. Dog, det er ikke muligt for hende i
Digterværket at fastholde dette idealiserede Ungdomsbillede; det sande
stikker i Lynglimt sit Ansigt frem. Naar hun taler om noget «ustyre
ligt i sin Natur»* og udbryder «Gud maa vide, hvad der var blevet
af mig, hvis han (Gud) ikke i sin Godhed havde sat mig ind i en
Kreds, der var en ypperlig Regulator for enhver Udskeielse, mit Overe
mod kunde have ledet mig til»*, saa røber hun sig som et lidenskabe-
ligt Menneske, en livslysten, lunefuld og koket Kvinde, der oprindelig
slet ikke var anlagt til at tale Æstetik med Landets største Digtere eller
Moral med Sjællands Biskop. Hun, der aldrig oplevede den Lykke at
blive Moder, maatte ofre for at tækkes sine Omgivelser og sig selv og
iføre sig et fremmed Væsen, og da hun var Skuespillerinde fra Hoved
til Fod, formaaede hun at forvandle sig fra et Zigeunerbarn til en klog
Anstandsdame. Imod sin Natur klædte hun sig i aandelig Nonnedragt,
og medens Aarene gik, blev Vanen til hendes anden Natur.*

I Ft Liv, 1. Folkeudg. I, 133. — * Et Liv, 1. Folkeudg. I, 145.

* Et Liv, 1. Folkeudg. I, 161.

* Denne Opfattelse af Fru Heiberg er nærmere udviklet af Dr. E. Brandes i
«Politikens» Kronik, */1a Novbr. 1912.

155

Google

KOBERT NEIIENDAM

Brevet er udsprunget fra «det Ustyrlige» i hendes Væsen; det er
skrevet af et Menneske, for hvem Tradition betød Hindring. Paa Bag:
grund af Tidens Form og Præg af lunken Forsigtighed er det et Vidness
byrd om Mod, drilsk Lune og en ungdommelig Hensynsløshed, som er
klædelig; man mærker de vage Dønninger af det Røre, Julirevolutionen
vakte; den Tone havde ingen før vovet at benytte overfor de «høje
Overordnede» uden at være sikre paa Afsked eller Arrest i Blaataarn."
Man yndede ikke den Sikkerhed, som ikke bad om Skaansel.

Mangfoldige Vidnesbyrd fortæller om lidet menneskeværdige indre
Forhold ved Frederik den VI's Teater, og giver Fru Heiberg Ret i Kla
gens Realitet. Men hun ønskede ikke ene at paapege nogle af de værste
Mangler, derfor samlede hun sine betydende Kammerater til en Kvins
dernes Sammensværgelse, og i en Korpsaand, der er sjælden blandt
Teatrets selviske Børn, underskrev de Brevet og afsendte det paa Sæ:
sonens næstsidste Spilleaften i 1832—1833.

«Allerede for flere Aar siden have vi undertegnede Skuespillerinder
villet tage os den Frihed at skrive til den høie Direction, for at gjøre
den opmærksom paa adskillige Ubehageligheder, af hvilke vi og vore
Kunstsøstre dagligen lide, under hele Theater Saisonen, og paa hvilke
vi tør haabe, at Directionen vil raade Bod, saasnart den har lært dem
at kjende.

Enhver Fremmed eller Uvedkommende, som kun var bekjendt med
den Opmærksomhed, som i den hele dannede Verden vises Damerne
fremfor Herrerne, vilde, naar han saae, hvorledes det modsatte Forhold
finder Sted ved Theatret, falde i Forundring over, at denne Indretning
contrasterer saa stærkt imod Alt, hvad der udenfor samme ansees for
henhørende til fine Sæder og god Tone. Denne Contrast maatte saas
meget mere forekomme ham besynderlig, som Theatret, der i vore Tider
skulde være een af Culturens Befordrere, sætter sig i sine indvortes
Forhold i en saadan Opposition til den, at man ved at betragte de
store Forrettigheder, som Skuespillerne nyde fremfor Skuespillerinderne,
skulde troe, at vi levede før Christi Tider, da Quinderne betragtedes som
Slavinder.

I Særdeleshed ville vi omtale vore Paaklædningskamre. Kan der
tænkes noget mere Uhyggeligt, noget mere forderveligt for Helbreden
end disse? Vi ville, for at holde os til eet af dem, hvilket langt fra
ikke ansees for det sletteste, beskrive Nr. 11, som er det, der hver
Aften indrømmes de første Skuespillerinder. I dette Værelse er en stor
Kakkelovn paa den ene Væg, og Døren ligefor; den tredie Væg udgjør
et Vindue, og den fjerde en mørk Baggrund. Den eneste, og endog
høist indskrænkede Plads til Paaklædning i dette Værelse, er den imels
lem Døren og Kakkelovnen. Ved at sidde med den ene Side op ad
en brændende Kakkelovn og med den anden i den frygteligste Træk
fra den til Gangen vendende Dør, er det umuligt at undgaae Forkjølelse

" Endnu i 1831--32 blev denne Straf anvendt.

156

(Go ogle

JOHANNE LUISE HEIBERG

og andre Sygdomme, hvilke ikke blot ere til vor egen, men til Theatrets
Skade. Paa samme Tid som vi her maa gjøre Toilette, benyttes Værelset
af Fru Ryge* som Boutik, hvorfra der uddeles Alt, hvad Pyntekonerne
behøve til deres Arbeide; thi da hun intet eget Værelse har til at op-
bevare og uddele disse Ting, saa benyttes dette dertil, og en Følge her»
af bliver, at Døren aldrig staaer stille, men uophørlig lukkes op og i.
Da der nu ingen anden Plads er til Paaklædning end den allerede ome
talte, imellem Døren og Kakkelovnen, saa forøges derved de pludselige
Afvexlinger i Temperaturen, ligesom man ogsaa hvert Øieblik maa, for
ikke i sin Negligé at sees af de paa Gangen Forbigaaende, springe til-
side, hvilket afbryder Toilettet og bevirker, at man har den største Møie
med at blive færdig til rette Tid.

Og hvorledes er nu Værelset meubleret, og hvilke Beqvemmelige
heder frembyder det? Et hvidt Træbord, nogle smaa Tabouretter, et
Speil, hvori man netop kan see sit Hoved, en smudsig Viinflaske af
grønt Glas, istedetfor Vand-Caraffe, en bruun Leerskaal istedetfor Vaske
fad, dette udgjør omtrent det hele Meublement, thi endogsaa et Vandglas
mangler, formodentlig i den Forudsætning, at man kan drikke af den
omtalte Flaske. Der findes ikke engang en Servante, saa at naar Chefen
eller Regisseuren vil tale med os om Tjenesten, eller en Forfatter takke
os, hvilket undertiden kan være Tilfældet, da maa man rødme af Frygt
for, at de skulle see dem formeget om i Værelset. Hertil kommer, at
Damernes og Herrernes Værelser støde umiddelbart til hinanden og blot
ere adskilte ved en Brædevæg, hvis Bestanddele slutte saa daarligt, at
de paa flere Steder ikke forhindre Lysstraalernes Gjennemgang, en Om:
stændighed, som er bleven benyttet til at gjøre Aabningerne større, saa
at vor første tidsspildende Forretning hver Aften er, at maatte eftersee
alle Væggene, for at tilstoppe alle de Huller, som enten forefindes eller
ere anbragte deri. Directionen vil udentvivl blot behøve at erfare dette,
for at føle det Oprørende i at udsætte honnette Fruentimmer for Ubes
hageligheder af denne Natur. Derimod har enhver af de første Skuer
spillere sit eget bestemte Værelse, hvori han klæder sig paa hvergang
han spiller, hvori han altsaa kan have staaende, hvad han behøver til
sin Paaklædning og gjøre sig Værelset saa behageligt, som han vil,
istedetfor at vi, som snart klæde os i et, snart i et andet Værelse, ikke
have noget Gjemmested til de, til enhver Aftens Toilette nødvendige
Ting, men maa bære store Kurve med os, for deri at medbringe dem.
Disse Kurve fylde tillige unødvendigt op i Vognen," hvori der ofte,
især ved store Stykker, ere 6 å 7 Personer, og altsaa ligesaa mange
Kurve. Alt dette synes at tyde paa, at det mandlige Personales Toilet
ansees for vigtigere end det qvindeliges, en Mening, som dog neppe
gjelder hos Tilskuerne. Dette bestyrkes endvidere derved, at Herrerne
have Tilladelse til, naar de ønske det, at tage deres egen Tjener med

* Charlotte Betzy Ryge f. Anthon, 1794—1860, Skuespillerens anden Hustru,
var Garderobeforvarerske og Overpaaklæderske — «Ornatrice» — ved Teatret.
2 Teaterkassen betalte Skuespillerindernes Befordring til og fra Teatret.

157

Google

ROBERT NEIIENDAM

for at klæde dem paa, hvilken da erholder samme Betaling, som The:
atrets egne Paaklædningsbetjente, hvorimod Damerne ikke have Tillas
delse til at medtage deres egne Piger, af hvilke de er vante til at paa
klædes, men maae lade sig nøies med det fremmede Fruentimmer, som
Oeconomie-Inspecteuren finder for godt at anvise dem; og dog er det
ømfindtligere for et Fruentimmer end for et Mandfolk at bruge frems
med Hjelp ved sit Toilette. Det er ikke vor Mening at begjære Pynte:
konernes Afskaffelse, men kun at det samme frie Valg indrømmes os
som Herrerne.

Men den høie Direction synes hidtil saalidet at sympathisere med
vore Anskuelser i dette Punct, at da nogle af os Undertegnede, nemlig
Mad. Wexschall, Jfr. Jørgensen, Fru Heiberg og Jfr. Heger, allerede for
længe siden, skriftlig anmodede Directionen om at lade os beholde Jfr.
Nielsen, der var den eneste, som klædte os paa til vor Tilfredshed, blev
ikke allene dette Ønske uopfyldt, men vi beæredes ei engang med et
Svar, og maa af denne Mangel paa den simpleste Opmærksomhed bes
frygte, at Directionen anseer os for meget underordnede Væsner, saavel
i Livet som i Kunsten. Men vi ville ikke antage, at Directionen skulde
have en privat Mening, der er — det tør vi sige — aldeles modsat den
offentlige.

I ældre Tider var det anderledes. Skuespillerindernes Opførsel i
de Forhold, som ikke vedkomme Theatret, var ikke altid, som den burde
være; som Mennesker vare mange af dem mindre agtede, og paa Grund
deraf blev deres Stand det ogsaa mindre.* Kun faae iblandt dem vare
som Huusmødre bekjendte for Orden eller Sands for den behagelige
eller forskjønnende Indretning af det huuslige Hjem. Det var altsaa
naturligt, at de ikke følte Mangelen af Orden, Beqvemmelighed og
Ziirlighed paa Theatret, da den ikke stak af mod den, som de fandt
hjemme. Men hvis den høie Direction vil værdiges at tage vore Paas
klædningskamre i Øiesyn, vil den vist sande med os, at de ikke ere
anderledes, end at man til Nød kunde lade Tjenestepiger benytte dem,
men ikke Fruentimmer, som ere vante til i deres Hjem at finde alle de
smaa Behageligheder, som de her maae undvære. Ja, naar man kommer
derover om Aftenen, kunde man gjerne græde over den Foragt, idet
mindste tilsyneladende, som vises de stakkels Skuespillerinder, der til
bringe saa stor en Deel af deres Tid om Vinteren i disse ubeqvemme
og usunde Huller. At OeconomiesInspecteuren* ikke paataler Sligt, er
til vor Ulykke, men da han selv, som bekjendt, sætter saa liden Pris
paa, hvad der hører til Beqvemmelighed og Elegance, kan man ikke
fortænke ham i, at han ikke kan føle det for os Saarende i at maatte
undvære det.

Direktionen mener maaskee, at det ikke vedkommer den, enten
Skuespillerinderne ere ordenlige eller uordenlige Huusmødre og i det
Hele, hvorledes de ere som Mennesker. Men ifald saa skulde være,
tage vi os den Frihed at sige, at dette netop maa være en Theater-Bes

* Dr. Ryge.
158

Google

JOHANNE LUISE HEIBERG

styrelse magtpaaliggende, thi den Agtelse, som det qvindelige Personale
nyder hos Publicum, falder jo ogsaa tilbage paa Theatret. Det har varet
længe nok, inden den offentlige Mening har villet skjenke Skuespillere
inderne den samme Agtelse, som tilkommer det hele qvindelige Kjøn,
og vi kunne vist, uden at rødme, sige, at vi, i vore Tider, fortjene den
ligesaavel som alle andre Fruentimmer. Ogsaa er det vist nok dobbelt
nødvendigt for en Skuespillerinde at have Sands for Orden, thi uden
denne kan hun ikke ordne sine Tanker, og uden dette kan hun ikke op:
fatte en Characteer. |

Ifølge vor Mening burde de nuværende Skuespillerinder, endnu af
en væsentlig Grund behandles med største Agtelse og Omhu; hvor accue
rate ere de nemlig ikke i Opfyldelsen af deres Pligter? Hvor godt
lære de ikke deres Roller fremfor de fleste af Herrerne? Hvor berede
villige ere de ikke fremfor disse til at vise Theatret Tjeneste ved alle
pludselige Forandringer af Stykker? Men istedetfor at belønnes derfor,
Synes det snarere, som om den paa Theatret gængse Talemaade var
sand: at kun ved at gjøre Vanskeligheder og vise sig stridig, opnaaer
man Erkjendelse af sin Virken. Kun saaledes kan man forklare, hvor
for Skuespillerinderne for det meste ere slettere gagerede end Skuespils
lerne,' uagtet de maae anvende en betydelig Deel af deres Gage til deres
Garderobe, medens Herrerne faae aparte Betaling for hver Gang, de
spille i deres egne Klæder, ja endog for enhver Hat, som de bruge paa
Scenen. Og dog kunne Herrerne benytte de samme Klæder udenfor
Scenen, hvorimod vi, som idelig maae anskaffe os moderne Hovedtøier,
Blomster, Fjer, Baand o.s.v., hvormed vi bestandig maa variere, som
oftest ikke siden have Brug for disse Gjenstande, da den Pynt, som
tager sig ud paa Theatret, ikke passer paa Gaden eller i Selskaber. Dese
uagtet have vi ingen Erstatning derfor. Det er langt fra os at ønske
nogen Indskrænkning i Skuespillernes Fordele, men det forekommer os,
at vi have samme om ikke større Adkomster dertil.

For at raade Bod paa de omtalte Ubehageligheder ved Paaklæde
ningskamrene tillade vi os at foreslaa følgende Forandring ved dem:

De fire til Skuespillerinderne anviste Værelser, kunde ved Borttagelse
af et Par Skillerum indrettes til to større. Thi da dog de nærværende
Værelser sædvanlig besættes med to Skuespillerinder, saa vilde det ikke
forøge Ubehageligheden om et dobbelt saa stort Værelse, der frembød
flere Beqvemmeligheder, besattes med tre eller fire. I disse større Væ»
relser kunde anbringes et Par Comoder, forsynede med Skuffer med fors
skjellige Nøgler, en til hver Skuespillerinde; fremdeles en Sopha, bes
qvemme Borde, Stole og Tabouretter, et Par Servanter med alt Tilbes
hør, et simpelt Teppe paa Gulvet, og hvad der især er nødvendigt for
Tjenesten: et stort Toiletspeil, hvori man kan besee den hele Figur, da

! Paa dette Tidspunkt havde Fru Heiberg 650 Rådlir. i aarlig Gage. Flere æls
dre, men ringere Skuespillere (f. Eks. Enholm, Hass, Holm) havde større Gage end
hun, og de penydelige Skuespillere, f. Eks. Lindgreen, Frydendahl og Nielsen, havde
høieste Gage, 1000 Rdlr., + et Tiller for at varetage Instruktørembederne. (The:
aterkassens Regnskab 1833, Rigsark.) En Rigsdlr. er ca. 5 Kr. i vore Penges Værdi.

159

(20 ogle

ROBERT NEIIENDAM

man ikke i de smaa Speile kan se, hvorledes det Nederste af Kjolen
sidder, og man ikke upaaklædt kan gaae ind i den af Mennesker ops
fyldte Foyé, men maa vente, til man er paaklædt, og da er det for silde
at gjøre Forandringer.

Hvad vi her have taget os den Frihed at anføre, er ikke det Eneste,
hvorover vi med Grund kunne beklage os. Men for ikke at falde den
høie Direction til Besvær, have vi Pr denne Gang indskrænket os til
at henlede dens Opmærksomhed paa det vigtige Punct: Vore Paaklæd:
ningskamre og den Opvartning, som vi erholde i disse.

Kbhvn. 30. Mai 1833.

H. Jørgensen. J. L. Heiberg. E. Heger. S. Winsløw.
F. Larcher. Å. Wexschall. B. Kragh.»
[Ujourn. Breve til Theaterdir. Rigsark.]

Fru Heiberg satte ikke sit Navn først blandt Underskriverne, og
hun benyttede heller ikke sin egen Haandskrift, men lod en Afskriver
renskrive Brevet. Hun ønskede ikke derved at dække sig selv, men
netop at markere at enhver af Underskriverne agtede at bære sin Del
af Ansvaret. Professor Molbech, der som Direktionsmedlem fik det
Hverv at forme Svaret, havde ikke før set en Skuespillerinde saa dyg:
tigt og med saa stor Frimodighed føre en Pen; han antog derfor, at
J. L. Heiberg! maatte have formet Klagen. I Direktionens Navn svar
rede han:

«I en, ved fremmed Haand affattet, af Dem undertegnet Skrivelse,
dat. 30. Mai 1833, har Directionen modtaget Deres Meddelelse angaaende
adskillige Mangler ved de af Skuespillerinderne benyttede Paaklædningss
værelser, som De troer at kunne besvære Dem over, m.m. For saa
vidt som disse Mangler befindes at være grundede, og af den Art, at
de efter Omstændighederne kunne afhjelpes, vil Directionen drage fors
nødent Omsorg for, at dette efter nærmere Overlæg med det Kongelige
Theaters Oeconomi Inspecteur skeer, og vil De, for saavidt 'der til nogen
af de fremsatte Poster ikke tages Hensyn, kunne mundlig erfare Gruns
den herfor, naar De derom henvender Dem til Directionen i en af dens
sædvanlige Forsamlinger.”

Hvad iøvrigt saavel Indholdet i bemeldte Skrivelse angaaer, der
tildeels indbefatter aabenbar Usandhed, (saasom at Skuespillerinderne
for det meste skulde være slettere gagerede end Skuespillerne, et Fore-
givende, der, hvad enten man tager Hensyn til Forholdet imellem de
af begge Classer af TheatersPersonalet udførte Roller og sammes Gage
ring, eller til det Fortrin, der i den Henseende er givet Enkelte fremfor

Siden 1828 havde Heiberg — som en Paaskønnelse for Skuespillet «Elver:
pe — været ansat som «Theaterdigter og Oversætter» med 600 Rålr. i aar
ig Gage.

* En Gang om Ugen afholdt Direktionen Bestyrelsesmøde.

160

Google

JOHANNE LUISE HEIBERG

deres jævnaldrende eller ældre Medspillende, er lige ugrundet), som ogsaa
den i en Skrivelse til den Dem foresatte Kongelige Direction herskende
upassende Tone, da vil Directionen ikke videre agte herpaa, eller paa
de mange i meerbemeldte Skrivelse forekommende stødende, urimelige
og tildeels latterlige Udtryk, (f. Ex. om slavisk Behandling af det qvinde-
lige Theaterpersonale m. m.). Directionen troer saa meget mere for
denne Gang at kunne oversee det Upassende i denne Skrivelse, som
den troer at kunne antage, at dette Misgreb i Almindelighed ikke har
havt sin Grund i ond Villie hos de Skuespillerinder, der have sat deres
Navne under den indgivne, ved en fremmed Haand affattede, Besvæ:
ring, men snarere i disses Ubekjendtskab med de passende Former, vel
ogsaa i den valgte Concipients Tilbøielighed til, uden Hensyn til om
de Underskrivendes Sag derved skadedes, at benytte en Leilighed til at
yttre sig paa en uhøflig Maade imod Theatrets og Theaterpersonalets
Foresatte.

Directionen vil derfor endnu blot tilføie: at den finder sig forans
lediget til at advare Dem for en lignende Fremgangsmaade i Fremtiden,
da en saadan meget let kunde drage ubehagelige Følger efter sig.

Directionen for de Kongelige Skuespil d. 24. Juli 1833.

F. Holstein. C. L. Kirstein. C. Molbech.»
[Prot. over afgaaede Breve fra Theaterdir. 1833, Rigsark.]

Men nu rykkede Professor Heiberg frem til Undsætning, og han
kendte Formen. Som den Mester i Ironi, han var, sagde han i høflig
Tone Direktionen en Del Sandheder, der næsten lod sig opfatte som
Komplimenter. Tilsyneladende gav han den en Undskyldning og irette-
satte paa vittig Maade sin Kone; men hans Hensigt læses tydeligt melz
lem Linjerne; ingensinde før i Teatrets Historie havde en Mand saa
elegant og overlegent draget sin Hustrus Forsvar:

«Et den 24. Juli dateret Brev fra den høie Direction til min Kone,
hvilket under vor Fraværelse var blevet sendt til Falster, hvorfra det
først retournerede i Søndags, har overtydet min Kone om, hvor uber
sindigt hun har handlet i at indlade sig i Correspondance med Direcs
tionen, da hun, som Fruentimmer, er ubekjendt med Embedsstilen, og
blot har kunnet skrive saaledes, som en Forening af Fruentimmer kan
skrive til en Forening af Mandfolk. Følgen heraf har været, deels, at
Directionen, vant til en anden Skrivemaade, ikke har forstaaet det af
hende conciperede, og af adskillige Skuespillerinder undertegnede Brev
(den har f. Ex. fundet et skjemtefuldt, ironisk Udtryk «latterligt», hvile
ket bliver Tilfældet med al Ironi, som forstaaes bogstaveligt); deels at
hun, ligesaa uvant til at tiltales i den Tone, hvoraf Directionen betjener
sig, frygter for, at hun paa sin Side ligesaalidt har forstaaet Svaret. Idet
hun altsaa beder den høie Direction være overbeviist om, hvor meget

161

Google

ROBERT NEHENDAM

hun fortryder sin Fremgangsmaade, trækker hun sig, allerede skræmmet
ved Trudslen om de ubehagelige Følger, som den meget let kunde drage
efter sig, villig tilbage fra et Forehavende, som hun under de nærværende
Forhold ikke føler sig voxen, og overlader til mig at meddele den høie
Direction, hvad hun i al Ydmyghed troer at burde bemærke i Anleds
ning af dens Skrivelse.

Directionen har Ret i, at Skuespillerindernes Brev var skrevet med
«en fremmed Haand», nemlig den dertil brugte Afskrivers;
men naar Directionen længere hen i Svaret giver hiint Udtryk den Be:
tydning, at Brevets Concipient er at søge udenfor de Underskrivendes
Antal, ja, endog fremsætter denne Mening, som en afgjort Sag, da er
dette en beviislig Feiltagelse, eftersom min Kones originale, egenhændige
Concept, som jeg har opbevaret, kan bevise at det er hende, som ene
og allene, uden min eller nogensomhelst Andens Hjelp har conciperet
Brevet. Hun selv har følgelig kun undertegnet, hvad hun selv havde
skrevet; de andre Skuespillerinder, hvad de, efter at have læst Brevet,
fandt overeensstemmende med deres egne Anskuelser og betragtede som
et Udtryk for disse. Naar Flere ville underskrive en fælleds Skrivelse,
kan denne naturligviis ikke forfattes af dem Alle, men kun af en Enkelt
i Alles Navn; men denne Enkelte er her ikke, hvad Directionen afs
gjørende antager, fremmed for de Underskrivende, men tvertimod En
af disses egen Midte.

Hvem der maa tage sig af det sorte Skudsmaal, som Directionen
giver Concipienten, idet den omtaler «det Upassende i hans Skrivelse»,
og hans «Tilbøielighed til, uden Hensyn til, om de Underskrivendes
Sag derved skadedes, at benytte en Leilighed til at yttre sig paa en
uhøflig Maade imod Theatrets og TheatersPersonalets Foresatte», — er
altsaa afgjort. Men at den høie Direction finder Tonen i det omtalte
Brev «upassende», ja endog «uhøflig», har forbauset min Kone ligesaa
meget, som det har smertet hende; thi i sin Omgang med Folk af de
meest dannede Cirkler har hun endnu aldrig hørt Bebreidelser for en
upassende, eller endog uhøflig Tone. Men heldigviis kan jeg forklare,
hvad der forekommer hende utroligt: Hun er, som sagt, ubekjendt
med Embedsstilen, og det var derfor unægtelig en Feil, at hun skrev til
Directionen; thi Meget, som i al anden Correspondance er passende og
høfligt, kan, naar det skrives til en kongelig Direction, som fordrer visse
antagne Former, og fordrer dem ikke blot af Herrer, men ogsaa af Damer,
let faa Udseende af at være upassende og uhøfligt.

Desuden kan jeg for min Part tilføie en anden Forklaring, som min
Kone hverken kunde eller vilde give: Hun er nemlig — det gjør mig
ondt at maatte sige det — bleven fordærvet ved den store Yndest, hvori
hun staaer baade som Kunstnerinde og som Menneske. Hun hører
næsten kun Berømmelser og Lovtaler. Alle kappes om at vise hende
Galanterie og Opmærksomhed; og derved er hun bleven vant til at
fordre dem, selv der, hvor de ikke bør ventes. Den offentlige Mening
sætter hende saa høit, at hun undertiden glemmer den kun altfor iøines
faldende Afstand mellem hende og Directionen. Heri ligger desværre

162

Google

JOHANNE LUISE HEIBERG

Nøglen til det Hele. Men fremdeles ville den høie Direction gunstigst
erindre, at da hun tilligemed nogle Andre af vore meest anseete Skues
spillerinder indgav et tidligere — ikke af hende, men af En af de andre
conciperet — Brev til Directionen, angaaende Pyntepigen Jfr. Nielsens
til Alles Ubeqvemmelighed ophørte Tjeneste ved Paaklædningen, tog
Directionen saa liden Notice af Begjæringen, at den ei engang svarede
derpaa, og dog var hiint Brev affattet i den underdanigste Tone. De
omtalte Skuespillerinder meente derfor, at et Brev, som ikke var sat paa
Skruer, men affattet i en naturlig, simpel og frimodig Tone, snarere vilde
være saa heldigt at tildrage sig Directionens Opmærksomhed paa Inde
holdet; og Udfaldet har jo ogsaa viist, at de havde Ret i denne Fors
modning, da min Kone nu er bleven beæret, ikke blot med et Svar,
men ogsaa med den behagelige Efterretning, at adskillige af de attraaede
Forbedringer ved Paaklædningskamrene ere iværksatte, en Opmærk:
somhed, hvorfor hun for sin Deel herved aflægger sin allerærbødigste

Taksigelse.

Kjøbenhavn, den 30te August 1833.
Underdanig
J. L. Heiberg.»
Til .
Directionen for de kongelige Skuespil.
[Indk. Breve 1833, Nr. 120, Theaterarkivet, Rigsark.)

Sagen endte med, at Direktionen anmodede Heiberg om at hens
vende sig personligt til den, «hvis han endnu havde noget at fremføre
i dette Anliggende».

Overfor ham opgav man den skriftlige Form, som ellers sad til
Højbords i Enevældens Dage.

Robert Neiiendam.

163

Google

SMAASTYKKER

EN ANMARKNING TILL RUNEBERG'S KUNG FJALAR.

Till de stora vårk, med vilka man aldrig blir helt fårdig, hör Kung
Fjalar. Förnyat studium ger förnyat intryck av måktig monumentalitet, och
Fjalargestalten vårkar alltåmt — på mig åtminstone — lika imponerande.

Det år nog sant, att det sått Runeberg tagit sin tillflykt till, då han
ville stålla in Fjalar i en tragisk situation, år högst anfåktbart: vid den
nalkande ålderdomen gör han, «mått på bragder och strid», ett löfte att
skydda friden och dårpå såtta in sin kraft:

Trott har på min vilja jag förr, styrde den dödens gång, i friden
på samma vilja tror jag ånnu; i strid styra den skall okuvelig livets gång.

Denna sjålvtillråcklighet utmanar gudarne, som straffa hans trots.

Givetvis har samtidens estetiska åskådning sin andel i att Runes
berg paa ett så otympligt sått åvågabringat tragisk konflikt och tragisk
skuld. Emellertid synes det mig, att förutsåttningens brist icke mycket
mer håmmar intrycket ån fallet år t. ex. med kung Lear. Så har det icke
varit för Söderhjelm*, som visserligen medger, att «man snart glömt det
onaturliga i uppslaget», men tillfogar: «Oihonna och Hjalmar bliva nu
för oss i rak motsats till vad Rineberg sjålv påyrkar, diktarens huvuds
figurer och fortfara att vara det, åven når Fjalars måktiga gestalt åter i
sista sången framtråder.»

Hårom må nu envar hava sin mening; i alla håndelser år man ju
beråttigad icke blott att skårskåda dikten från Runebergs egen synvins
kel, utan vål också att håvda, att det till sist dock år Fjalarsgestalten,
som skånker vårket dess originalitet.

Ursprunget till skapelsen ligger i dunkel. I allmånhet kunna vi såga,
att i Runebergs eget våsen funnos likheter med Fjalar, icke blott den
fromma undergivenheten för all gudomlig skickelse, som vikingakungen
slutligen når, utan också något av hans hårdhet. Men det faktum, den
livserfarenhet, kring vilken dikten kristalliserat sig, år oss fördold och
kommer vål att så förbliva.

Då jag vid ett föregående tillfålle" hade att tala om dikten, kallade
jag den «en tragedi ej blott till andan, utan ock till byggnaden». Det

1 J. L. Runeberg. Hans lif och diktning II: 205.
3 Svensk literatur vid adertonhundratalets midt s. 278.

164

Google

SMAASTYKKER

år för att förebygga en missuppfattning, jag hårtill önskar foga en ans
mårkning och genom en liten analys påpeka, at behandlingssåttet ingas
lunda år dramatikerns.

Dramat, d. v. s. det högre dramat kan beståimmas såsom en åskåd:
ligt gestaltad psykologisk kris, och vi hava då att se till, på vad sått
Runeberg skildrar Fjalar i de inre konflikternas stora Ögonblick. I före
sta sången har denne att avgöra vilketdera av barnen, sonen eller dot
tern, som skall utsåttas på det att Dargars spådom må bliva gåckad.

Tyst som en grift var salen, tysta, darrande satt kung Fjalar åter,

båvande blickar levde kring Fjalar blott. gudabekåmparn skalv för ett vårnlöst
arn.

Vad skulle han göra. Han såg :

På Hjalmar först, såg långe, hans anlets natt Bort flydde från henne hans blick:

arnade, blott till avsked tycktes på Hjalmar föll den, flydde från honom,
stilla hans öga sjunka på dottern nu. , flö
snabb som en ljungeld mellan båda,
Hon mötte hans Oga och log, tills att, mot höjden riktad, den kvarblev
mot fadersbarmen lutande kinden trygg; stel.

Det blir Sjolv, som avgör valet, och Fjalar sitter kvar, orörlig, stum
som förut.

Sent höjde han blicken. Han såg båva för blixten, född i hans ögas natt.
ing vida salen forskande, bister, mörk;
kimpar, som lett mot dödar, syntes Nu tystnaden bröt han ...

Således först då Fjalar återvunnit behårskningen har han ord. Hela
den inre kampen år icke skildrad, blott antydd. Det kan vara lika
suggestivt, men dramatiskt år det givetvis icke. Samma teknik anvånder
Runeberg jåmvål i tredje sången, då Fjalar skall straffa Hjalmar för att
ha brutit mot hans befallning. Åter heter det, att

— tyst, förfårlig, hotande, ensam stod
Gauthiods kung. Då Hjalmar avlyftar sin hjålm och bjuder
åt faderns håmd sitt blottade huvud,

veknar Fjalar, men ej ett ord tolkar detta:

Dock se, den gamle sviktade nu. Hanssvård så matt, som om till vila det lagt sig ned
till dödshugg lyftat, drabbade ofret på lockarnes gula, svållande bådd.

Och åter vid diktens slut, då Hjalmar avlagt sin beråttelse och dös
dat sig, samma tilvågagående:

Stunder efter stunder flydde. Dagen Först når solen sjönk mot skogen fjårran,
måtte stilla sin vandrings ban. slog mot höjden han ögat upp:

Som han suttit, stel som en stod på gravar, «Er år segren,» talte han, «höge gudarl
satt orörlig, tigande Fjalar kvar. Jag år straffad vorden, jag prövat er.»

se bekånnelsen om hans nyvunna åskådning, hans försoning
med gudarnes vilja.

165

Google

SMAASTYKKER

Fjalar har ord först, då den inre kampen år till ånda, då han återe
vunnit harmonien. Det år, synes mig, alldeles Runebergskt. Hela den
sinnets förvandling, som måste hava varit det ursprungliga motivet till
dikten, år blott antydd, icke utförd. Men det år, som sagt, i gestaltnine
gen av en dylik inre kris, dramatikern har sin egentliga uppgift.

Man må såga, att sjålva beskaffenheten av den kris Fjalar genoms
går, icke låmpar sig att åskådliggöras i ett drama, och denna anmårke
ning skall jag icke söka gendriva, utan vill blott fasthålla, att Runeberg
åven i Fjalar visar sig såsom epiker, trots allt vad han hår har upptas
git ifrån den grekiska tragedien. Men vål år hans episka stil nu en
helt annan ån i begynnelsen av hans skaldebana. Från antikimitationen
började han frigöra sig redan i Älgskyttarna och tillågnade sig sedan
en mera fri, mera modern stil. Men åven mot Nadeschda bryter Fjalar
starkt av, och skall man med en bestimd term karakterisera dess stil till
skilnad mot Runebergs övriga episka diktning, så föres vål tanken når
mast till balladen. Bortser man från de Ossianska episoderna och sam*
lar vad som i dikten tillhör det egentliga Fjalar-motivet, så får man en
— visserligen något vidlyftig — ballad. Och ålskar man att draga upp
abstrakta utvecklingslinjer, kan man såga att Fjalar så betraktad ger en
övergång till Fånrik Ståls Sågner. Otto Sylwan.

MANUSKRIPTER AV CLAUS FASTING.

I Claus Fastings bibliotek i Bergens Museum findes et originals
manuskript fra 1773, Fasting: Samling av Bon=Mots, Sententzer, Epis
grammer; i Riksarkivet og i Universitetsbiblioteket har man likeledes
nogen utkast av ham. Ilaar har imidlertid vore offentlige samlinger faat
nogen nye Fastingiana, idet skuespiller Gustav Thomassen har forært
Bergens Museum en del løse blade, som indeholder Fastingske kladder
og utkast fra tiden omkring 1770—71.

Faa av det 18de aarhundredes norske forfattere kan stilles ved siden
av Fasting i formel henseende; hans klare stil, hans europæiske dannelse,
hans humane tankegang har altid været anerkjendt av vore litteraturs
historikere. Hans ypperlige tidsskrifter har været meget rost, men litet
læst. Hans tragedie Hermione har man gjerne avfeiet med nogen faa
overlegne bemerkninger, sikkerlig mindre bygget paa personlige indtryk
end paa en hundredaarig skik og bruk. Naar Fasting i senere tider har
faat saa faa læsere, er en av grundene sikkerlig den at hans skrifter er
særdeles vanskelige at faa fat paa. Hans tidsskrifter hører til de største
sjeldenheter, som næsten aldrig forekommer utenfor de offentlige biblios
teker, og ogsaa hans øvrige skrifter er vanskelige at faa fat i. De fleste
av dem findes nemlig kun i originalutgaverne; nogen samling av Fastings
verker er aldrig utgit, bortset fra Lyder Sagens utvalg (1837), og
det er altfor litet. Ingen virkelig monografisk behandling av Fasting er
endnu kommet for dagen, skjønt det skulde høre til de nærmestlig»
gende opgaver for norske litteraturhistorikere. |

166

Google

SMAASTYKKER

Thomassens gave kan gi litt stof til en kommende behandling, og fors
tjener derfor at bli lagt merke til. Man finder for det første nogen
sider av kladden til sidste akt av Hermione. Rettelserne viser et intenst
arbeide med formen, saa ihærdig at der er en stadig vekst i rytmisk
velklang, i ordvalg og sætningsbygning; men av og til sliper Fasting
slik paa urformen at kraften svinder bort. Kladden har et sted: Jeg
elskte Dig, Barbar, men endnu meer din Throne — Saa kunne mindre
ey end Blod mit Had forsone. Den trykte tekst (akt 5, sc. 7) er læns
gere og tammere: Viid, at jeg elskte dig, Barbar — — og dette Hierte
— En troeløs Lue til sin egen Qval ernærte, — Og for at naae det Maal,
hvortil jeg sigtede, — Der ingen Pligter var, jeg jo opofrede. Et enkelt
blad i samlingen indeholder en komediescene, mellem Crispin og Verten;
efter rettelserne at dømme synes den at være fra en oversættelse, som
ellers ikke kjendes. En række blade har hørt til en komedie i 3 akter,
Julie, som likeledes er ukjendt. Personnavnene er franske, saa det er mulig»
vis en oversættelse. Komedien synes noksaa ubetydelig og schablonmæse
sig, efter brudstykkerne at dømme; kanske er den det ældste av utkas
stene, den har nemlig sin tids almindelige retskrivning, mens de andre
mskr. viser Fastings selvstændighet (av med v, ofte k istedenfor ch, etc.).
Paa sidste side av Julie har Fasting — aabenbart efter en avvisning ved
teatret, hvor N. K. Bredal var chef — i ungdommelig saaret forfænger
lighet skrevet: «Maaskee er det ikke den beste Opmuntring for en Fors
fatter, der ved nye Forsøg ville stræbe efter at oprette ved Flid hvad
han mangler af Talenter» Men saa behersker han sig: «Jeg vil ingen
Uret gjøre Hr. Bredal før jeg veed om han har gjort mig nogen.»

Nogen blade indeholder digtutkast, bl. a. til et platevers (anonymt
trykt i Kbhavnske Adressecontoirs Efterretn. 1771 nr. 157), og til digtet
Da jeg var frisk, motstykket til Ewalds bekjendte Da jeg var syg (trykt
smstds. nr. 157—158, og Bergenske Magazin 1772 s. 92 ff.). Ogsaa
her viser stadige overstrykninger og aapne rum i teksten Fastings flittige
stræv for at finde de rette ord og den feilfri rytme. Men det inter
essanteste i Thomassens gave er utvilsomt en del brudstykker som maa
ha tilhørt en paatænkt fortale til Hermione, eller muligvis har været ute
kast til et brev til teaterdirektionen ved indleveringen av Hermione. Her
heter det bl. a.: «Vi skal maaskee endnu opleve at see vore egne Helte

aa vore Skuepladse foreviges i vore egne Digtere, og glemme at der
kar været en Tid i Dannemark, hvor det maatte skylde Fremmede en
Fornøyelse, som det ved Belønninger kunne have skyldet sig selv.

Jeg maatte være uvidende om hvor meget der udfordres til at være
sit Lands tragiske Digter, eller jeg maatte tvivle om min egen Svaghed”,
ifald jeg troede at saa stor en Epoke skulle begyndes med Hermione.
Den kan maaskee meere tiene til at vise hvordan et Sørgespil ikke bør
være, end hvordan det virkelig er, og det er kun dets Feyl som kan
tiene meer til Advarsel end Exempel.

Men desto større Ret har mine Landsmænd til at fordre en Unds
skyldning for et Forsøg som jeg har vovet at underkaste Deres Dom.

! Denne sætning, fra «eller» er senere overstrøket.

167

Google

SMAASTYKKER

Jeg er nød til at tilstaae at en uovervindelig Lyst til Den smukke Lites
ratur og til den dramatiske Deel av den især, et maaske uforskyldt Bi
fald for nogle Vers, jeg ved en eller anden Leylighed har skrevet blant
mine Venner, og den Fornøyelse hvormed jeg har giennemlæst de beste
tragiske Skribentere har forført mig til dette Forsøg.

At jeg har valgt Sujettet, Scenen, de fleste av de handlende Personer
og nogle av Karaktererne av Her: Dusches' Orest og Hermione behøver
jeg vel lige saa lidet at sige som at jeg tillige har valgt Dem med den
Forandring, som var nødvendig for at giøre Romanen til et Sørgespil.

Jeg skulle maaskee kunne giort mig et sikrere Haab om Bifald, ifald
jeg havde beholdt meere av denne smukke Skribent.»

Resten av fortalen indeholder forsøk paa at undskylde og forklare
at tragediens personer minder saa litet om de græske sagnhelter, som
de har sine navne fra. Fasting krævde en handling som var «usædvans
lig eller tragisk nok til at opvække enten Skræk eller Medlidenhed».
Og han vilde ikke bruke slike uhyrer, som enkelte av personerne i de
græske sagn; denslags skikkelser vilde han «forvise til Operaen», hvor
de kunde «hyle over Skiæbnen i et Recitativ». Derfor har her Her
mione og Orestes ikke mere av historien over sig end at hun er datter
av Menelaos og han er søn af Agamemnon. Avvikelser fra historien
kan man jo ogsaa finde «hos Racine og hos Her Voltaire. .. . Det kunne
tilkomme denne udødelige Skribent at skrive en Oedipe efter Sophocles
og Cormeilles, han var vis paa Mester Stykke hvor en anden bør tvivle
om at skrive taalelig». De mange forsvarsord for tragediens forhold
til sagnstoffet har dog ikke været Fasting nok. Paa baksiden av bladene
findes en række løsrevne sætninger, med protest mot de mange regler
«som ingen anden Grund har end i Konstdommernes Hierne ....
Om et Sørgespil skal være i 4 eller 6 Acter, heroisk eller Borgerlig, i
Vers eller Prosa, med eller uden Chor, hvilke Regler man bør opofre
for at conservere andre. Der er hundrede som ingen anden Besteme
melse har end at jeg vil, og som kan besvares med et jeg vil ikke
+++. Om Scenen er bundet til en Bye, eller et Værelse, om den bør
forandres lidt — der er Tilfælde hvor man har Tilladelse at forandre
den — eller slet ikke, om Handlingen bør vare 2—4 Timer eller 3, om
man kan forandre Historien eller bør følge den aldeeles . . . . maaskee
tiener det til at forøge mine Feyl at jeg har indseet dem og ligevel
begaaet dem. Men jeg har endnu et Forsvar.» Hvad det var for noget,
er uvisst. Hermione utkom (1771) uten fortale, og blev som bekjendt
forkastet av det kongelige teaters direktion. Forkastelsen maa kaldes
helt urimelig, naar man tænker paa de stykker som blev antat ved den
samme tid. Men Fastings begavelse hadde ikke kunnet komme klart frem
i en tragedie. De sætninger som nylig er citert, peker fremover mot
litteraturkritikken, hvor han snart efter fandt sig et bedre virkefelt, og hvor
hans kjendskap til samtidig europæisk litteratur, hans fordomsfrihet, og
hans sikre smak og formsans kom helt til sin ret.

i Johann Jakob Dusch (1725—87): Orest und Hermione, oder die Stårke der
edlen und reinen Liebe in vierzehn Bicher geschildert. Altona 1762.
på Francis Bull.

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

m Henrik Ibsen er skrevet en hel Litteratur, til hvilken vistnok

uden Overdrivelse alle europæiske Sprog har leveret Bidrag.
Hvor forskellige de end er, alle disse Værker, Bøger, Piecer og Ar
tikler, eet Træk synes at være fælles for dem: de er introducerende.
Deres Maal er at give en Indførelse i den store Dramatikers Værker
til Brug for et Publikum, der ofte kun kendte Ibsen af Navn og
ialfald næppe havde mere end en overfladisk Forstaaelse af hans
Tankers Rækkevidde og hans Personligheds Betydning. Hovedvæg:
ten ligger paa Præsentationen. Derfor former disse Fremstillinger
sig, enten de er særligt biograferende eller særligt kritiserende, mest
som kronologisk fremadskridende Kommentarer til Ibsens Liv og
Livsværk, afpasset efter den enkelte Kritikers Temperament, Overbes
visning og Nationalitet. Og hvad enten Kritiken ligefrem finder sin
egen Sympati og Antipati udtrykt hos Ibsen og allierer ham med
sin Sag ved en varm Propaganda for hans Livsanskuelse, eller den
forholder sig mere blot nysgerrigt refererende, saa er dens Hoved:
formaal uden Væsensforskel. Det gaar i alle Tilfælde ud paa at
udfælde Tankeindholdet af den dramatiske Fremstilling, at klarlægge
Udviklingen i hans Ideer ved at følge Motivernes gradvise Vækst
og Forskydning fra Drama til Drama, at bestemme hans Forhold og
Gæld til Aarhundredets aandelige Liv i det hele taget, og paa denne
Baggrund til sidst at frigøre Billedet af hans Personlighed.

For hele denne Kritik er saaledes Værket Udgangspunktet, og
Billedet af Digteren og Tænkeren er Resultatet. Ibsen har tilsynee
ladende været et velkomment Emne for den kritiske Retning, der
lægger mere Vægt paa at konstatere det store Menneske, den ud

12 — Edda. IV. 1915. Å

Google

HENNING KEHLER

prægede Individualitet end Mesterværket. Denne Metode i Kritikens
Historie er nøje forbunden med Romantiken. Medens en Kritiker
som La Harpe æstetiserede over Værkerne, gav Saintes-Beuve, den
franske Romantiks Kritiker, sig til at æstetisere over Digteren, bes
sjælet som han er af Trangen til at udløse den størst mulige Sum
af Individualisme ligesom hele den Litteratur, hvis Luft han havde
indaandet i sin Ungdom. Alle Romantikens Helte i Roman, Epos
og Drama: Werther, Obermann, René, Adolphe, Chatterton, Don
Juan o. s. v. er udsprungne af en Kunstopfattelse, der er diametralt
modsat den, som raader baade i den franske Klassicisme, i Shake»
speares Dramer og i den græske Tragedie. Karaktererne i disse ros
mantiske Værker, der alle bærer Navn efter een enkelt Person og
fyldes helt af denne, dækker paa en ganske anderledes intim Maade
Digteren, end f. Eks. Kong Lear er et Udtryk for Shakespeare eller
Alceste for Moliére, hvor meget personligt der end kan være nedlagt
i disse Skikkelser. Den romantiske Digter forstørrer ikke sine sjæle»
lige Dispositioner i vidtforskellige Individualiteter, han søger ikke at
generalisere Menneskeheden i dens fornemste Typer; han sætter sig
selv i Scene og kun sig selv. Individualismen i dens mest selviske
Form bemægtiger sig Karakteren.

Metoden har altsaa sin historiske Begrundelse, og derfor indes
holder den en $Sandhed. Og utvivlsomt en desto større Sandhed for
Ibsens Vedkommende, hvis det viser sig, at hans Forfatterskab har
føjet sig efter dens Fordringer. Dens Anvendelse paa det Ibsenske
Drama yder en Vejledning, som vil være bestemmende for disse
Undersøgelsers Anlæg. Det er tydeligt, forekommer det mig, at
Diderot ikke har Uret, naar han skriver: «Hvorfor søge Forfatteren
i hans Personer? Hvad har Racine tilfælles med Athalie, Moliére
med Tartuffe? Det er geniale Digtere, som har haft Evne til at
bore deres Sonde ned i vort Sinds hemmeligste Dyb og bringe det
Træk for Dagens Lys, som slaar os.»* Overfor Digtere som dem,
Diderot nævner, vil den romantiske Kritiks Metode altid komme til
kort. Den vil altid kun faa fat i en enkelt Side af Sandheden, og
ikke den mest karakteristiske. Et Værk som Brandes" om Shake:
speare bekræfter dette, fordi det bliver bedst der, hvor Metoden
lades i Stikken, og La Harpe, genfødt og straalende, fører Ordet
for SaintesBeuve. Men hvis nu den samme Metode overfor Ibsen

! De la potsie dram. XVII.
170

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

har arbejdet med Held, hvis den her har frembragt Resultater, der
er en Art Generalnævnere for enhver Betragtning af hans Digtning,
saa giver den et Fingerpeg, som forlanger at blive taget i Betragtning
ogsaa for en rent formel Undersøgelse af hans Drama. Det Svar,
som vi kan hente i Ibsenlitteraturen, gaar ud paa, at der hvor Me:
toden anvender en Kombination af Biografi og Psykologi til at give
en genetisk Fremstilling af Ibsens Digtning, har den ingen reel In-
teresse for de Spørgsmaal, vi ønsker besvaret. Hvem der har staaet
Model til Ibsens Personer, om Lie eller Bjørnson eller Brandes for
Dr. Stockmann, om Fru Collett eller Magdalene Thoresen for Ellida,
om Grev Snoilsky for Rosmer, o. s. v., hjælper os ikke, alene af den
Grund, at vi overalt maa søge Oplysninger af saa bestemt og utvivle
som Natur som muligt. Og medens Heine paastod, at efter hans
Død vilde syv Byer strides om Æren for at være hans Fødeby, saa
har man jo set Ibsenske Modeller endnu i Digterens levende Live
gøre deres Krav gældende. De sande Anledninger til Værkernes
Tilblivelse er kun ved et Lykketræf overleveret, og selv hvor en
træffende Sandsynlighed virkelig kan uddrages af deres Komplika-
tioner, bliver de dog aldrig mere end Anledninger, der efter Behag
kan tænkes erstattet af andre Anledninger. Det vil derfor altid blive
ligesaa letsindigt at procedere efter Aarsagsloven i deres Forbindelse
som med Scribe at aflæse Verdenshistoriens Skæbne i et væltet Glas Vand.

Men der hvor den romantiske Kritik ikke arbejder med Models
ler og episodiske Foranledninger, der, hvor dens Opgave former sig
som en Bestemmelse af Forholdet mellem Værkets Realitet og dets
indre Idealitet, bliver den interessant. Det viser sig nemlig, at Ibsen
kritiken altid naturligt har set sin Opgave i at give et Billede af
Ibsens ideale Personlighed. Alle mere betydelige Arbejder indenfor
Ibsenlitteraturen har arbejdet med paa dette Billede. Det ligger i
Dramernes Natur, at Karaktererne giver mindre Anledning til Dis
kussion end Ideerne. Det er den bestandig ny Skærpelse i Ibsens
Opstilling af sine sjælelige og sociale Problemer, som tiltrækker Op»
mærksomheden. Personernes Skæbne, Handlingens Konflikter træder
i Skygge for den sammenhængende Tankeverden, som afsløres, og
frem af hvilken Fortolkningen hæver Ibsens aandelige Personlighed
som Digtningens sande Monument.

Hvorledes de enkelte Kritikere kolorerer dette Billede af Ibsen,
om de som Brandes ser ham som Anarkist og Oprører, eller som
I. Collin fører alt tilbage til hans religiøse Følelse, hæfter vi os ikke

171

Google

HENNING KEHLER

ved her. Den Lære, vi udleder og tager os til Nytte, er, at Ibsens
lange Dramarække hos dem begge og hos alle andre opfattes som
en Kontinuitet, hvis Strøm afspejler Digterens aandelige Liv og Vækst.
Der er en indre Forbindelseslinie mellem Karaktererne, et Fællesskab, som
er mere end blot Formens og Temperamentets. Karaktererne vokser med
den Tanke, hvorfor de er Symbol, den ene følgerigtig ud fra den
anden, saa at de Dateringsvanskeligheder, som er tilstede for Shake»
spearekritiken, under lignende Forhold skulde synes utænkelige for
Bestemmelsen af de Ibsenske Dramers Rækkefølge. Ibsens Karakte-
rer har ikke den Parallelitet i deres Udspring, som gør en vilkaarlig
Ombytning mulig. De er ikke udløst spontant af Bevidstheden i
Sammenstød med Virkeligheden og Livet. De er Tankeprodukter,
kædede sammen med en forstandsmæssig Logik, der er deres første
og sidste Begrundelse.

En Undersøgelse af Karakterernes Tilblivelse, af deres indre
Struktur og deres hele Forhold til den dramatiske Økonomi viser
saaledes hen til Digteren selv, som han kommer tilsyne i sine Tan
kers Verden. Karaktererne er afsat paa en Række ideale Linier.
Disse maa først konstrueres op, for at det kan blive klart, i hvor
høj Grad Hovedlovene for Ibsens Tænkning gør sin Indølydelse
gældende paa Karakterernes Muligheder. Paavisningen af, hvorledes
det indre Slægtskab, Karakterernes Descendens fra Ideerne, fremkal»
der en ensartet Symbolik, er tillige en Beskrivelse af Karakterernes
Motivering, deres egentlige Naturhistorie.

Og hvad der gælder Karaktererne gælder i en vis Udstrækning
ogsaa for selve Dramaets Teknik. Hvis Karaktererne er afledede i
Forhold til Ideerne, er ogsaa Handlingens Teknik uadskillelig fra de
diskuterede Problemers Natur. Handlingen kan ikke være selvstæn-
dige Love undergivet, hvis de Karakterer, den manøvrerer med, kun
har en stærkt begrænset Bevægelsesfrihed. I Forordet til Ibsens
«Efterladte Skrifter» har Koht og Elias givet en detailleret Sammen:
stilling af forskellige Fænomener indenfor Ibsens dramatiske Teknik.
Det er dette Raamateriale, som vi vil benytte og udvide efter vort
Behov, og derpaa underkaste en rationel Forklaring først og frem:
mest i Forhold til de i Karaktererne afspejlede Ideer. Hovedsyns-
punktet er, at Dramaets indre Historie kan forklare Udviklingen i
Ibsens Teknik. Selv om de opnaaede Resultater skulde blive nok
saa smaa, vil denne Fremgangsmaade alene yde Garanti for, at ikke
de mest frugtbare Sandheder til Forstaaelsen af denne Tekniks Sære

172

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

præg anbringes som Noter i Marginen til langt mindre paatrængende
Sandheder. Alt hvad der ikke naturligt, uden Tvang, kan forklares
ud fra det interne, ideale Krav, tilfalder af sig selv andre Forklarings»
muligheder, der bygger paa litterær Paavirkning eller ydre, teoretiske
Love for Dramaets Teknik. Foreløbig vil det være bedst at give
Afkald paa enhver forudfattet Mening om Dramaets Karakter i Al»
mindelighed og behandle det Ibsenske Drama som et absolut ene
staaende Fænomen, til hvis tekniske Fortolkning alle andre Dramer
i Verden kun kan afgive frugtbare Sammenligninger, men ikke nogen
i sig selv gyldig Norm eller Regel. Maaske vil Dramaets almindes
lige Historie ikke blive beriget ad denne Vej, men der vil falde et
desto skarpere Lys over det Ibsenske Dramas særlige EFjendommelig»
heder.
Den Vej, vor Undersøgelse agter at tilbagelægge, bliver altsaa
modsat den almindelige. Den gaar ud fra Digterens Personlighed
og søger paa Grundlag af hans Tankeliv, de Problemer som fores
svævede hans Grublen, at bestemme hans Værks formelle Natur og
Tilblivelse. Den Tid, der hos Ibsen genkendte sine egne vage Tans
ker og følte de Ibsenske Skikkelser som Kød og Blod af sig selv,
havde naturligt nok især Øje for Profeten i Digteren, og dens Kri+
tik former sig ikke uden Kampe og Opgør. Nu Ibsen er kommet
paa Afstand, er det værd at prøve en objektiv Vurdering af hans
Værk, objektiv i den Forstand, at vi aldrig spørger om hans
Ideer er moralske og berettigede, eller om hans Fremstilling er æstes
tisk forsvarlig eller ikke, men kun om hvorledes Iagttagelsen forhol»
der sig til Udførelsen, Stoffet til Formen. Som det lærelystne Barn,
der piller Urværket i Stykker for at komme til den sidste Hemme»
lighed, vil vi undersøge Ibsens Drama i hele den Side af dets Vær
sen, som er undergivet en vis Lovmæssighed. Naturligvis er en
saadan Kritik ikke fri for et mekanisk Tilsnit, der navnlig vil gøre
sig gældende ved Behandlingen af den Del af Dramaet, som har
mest Rapport til Livet, nemlig Karaktererne. Den giver sig da heller
ikke ud for at være den eneste, der fører til Sandheden endsige ud»
tømme denne. Den vil ramme Digteren med en vis væsensbestemt
Kølighed, fordi den ingenlunde kan give ham alt, hvad der tilkoms
mer ham. Dens Metode dvæler ikke ved det udmærkede hos Ibsen
for at fremhæve det, men nok saa meget ved det ulevende Element,
som er i al Kunst, og hvis Betydning for Helheden giver Værkets
Horoskop. De kommende Slægter vil ikke spørge om, hvad Ibsens

173

Google

HENNING KEHLER

Skikkelser har betydet for os, men kun søge, hvad der passer paa
dem selv. Kierkegaard skrev om Scribe med Begejstring,) og dog
er Scribe blot et Navn for os. Ved at opløse det Ibsenske Drama
i dets 'tekniske Bestanddele vil det enten lykkes at konstatere, at
Lovene for dets Tilblivelse ikke fjerner sig fra de Love, Livet selv
paatvinger lagttagelsen; bag Formens Panser vil vi finde Klassicite»
tens indre Harmoni. Eller ogsaa vil det omvendt vise sig, at Dra»
maet i sit Udspring præges af en indre Modsigelse, der kommer til
Orde paa Karaktererne, og som i Tidens Løb vil gennemtrænge dem
helt til Overfladen. Den døde mekaniske Vægt, de bærer paa, vil
hindre Livsillusionen i vedvarende at gøre sig gældende. Nedsæne
kede i Litteraturhistorien vil Dramerne da indgaa i det store Arkiv
som Dokumenter til de menneskelige Følelser og Ideers Historie i
det 19. Aarhundrede, og hvad Tekniken angaar, som de interessante
Eksperimenter til et endnu ufødt Drama.

Undersøgelsens Afsnit bliver tre. Først Digteren og den Verden
han bevæger sig 1. Et levende, menneskeligt Billede af Ibsen, som
det saa tit er forsøgt og udført af hans tidligere Kritikere, tilsigtes
ikke. Et sammenhængende Indtryk af hans personlige Udvikling
ligger ikke i Opgavens Interesse. Derimod er det nødvendigt at give
en skematisk Fremstilling af de Problemer, der har sysselsat ham hele
hans Liv igennem, og paa Grundlag af Dramerne at vise hans til
forskellige Tider forskelligt betonede Stilling overfor Hovedmotiverne.
At ikke alle Motiver vil komme med, men kun de mest karakteristie
ske for Dramaet og de mest gennemgaaende, er klart. Denne Gen:
nemgang søger jo heller ikke sin Værdi i sig selv, men skal kun
tjene til Grundlag for de to næste Afsnit, der vil behandle henholds
vis Karaktererne og Handlingens Teknik. Hvis en saadan Cirkel-
slutning indenfor selve Værket, fra dets Personlighed til dets Form,
kan give Bidrag til Forstaaelsen af den Ibsenske Dramatekniks nature
lige Love, kan Forsøget maaske have sin Interesse i en Tid, hvor
Kritiken netop gerne arbejder med et stort udefra hentet Materiale,
hvorved den undertiden løber Fare for at komme til at gaa over
Aaen for at hente Vand.

! Enten — Eller I. Den første Kærlighed.

174

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

IL.
MOTIVERNE

Ibsens Drama har, som saa ofte paapeget, været en Digtning om
Forholdet mellem Individ og Samfund, en Dramatisering af de Kone
flikter, som har deres Rødder i Umuligheden af at realisere sit Selv
indenfor de af Samfundet afstukne Grænser. Forsaavidt er dets
Karakter udpræget romantisk. Alle Romantikens sociale Læresætnin»
ger er tydelig udtrykt hos Ibsen: Civilisationens nedbrydende Ind-
flydelse paa Mennesket, afgørende Uoverensstemmelse imellem Same
fundets og Individets Krav, Lovenes og Traditionernes Absurditet,
Lidenskabens ubetingede, næsten guddommelige Ret, Retten til Lykke
og den naturlige Mulighed for at opnaa Lykken, der kun kunstig
umuliggøres Menneskene paa Grund af de Institutioner og Fore
domme, Samfundet skaber. Kun for det sidste Punkts Vedkommende
fatter Ibsen Mistanke, og der rejser sig andre Problemer for ham,
hvorved han føres ind paa at overveje, om ikke Hindringerne skulde
stamme fra Menneskets eget Sind. Disse Spekulationer udløser
Dramernes mange religiøst farvede sjælelige Motiver. I «Catilina»
er den egentlige Skueplads Heltens Indre: hans Stilling til Samfundet
har ingen Interesse i Sammenligning med de moralske Brydninger i
hans Sjæl. I Samfundsdramerne fra omkring 1880 udvikles hele den
tragiske Handling, ved at Samfundsmoralen voldsomt tørner sammen
med Menneskets frie Instinktmoral. De symbolske Dramer drøfter
derimod udelukkende disse for Ibsen ejendommelige Problemer, hvor
Psykologien bestandig forbindes med religiøs Metafysik. Den ydre
Verden er atter helt fortonet. Denne Kurve iagttages let ved at
følge forskellige af Ibsens Motiver fra det første til det sidste Drama
og se, hvorledes de flytter sig fra et Omraade over til et andet, fra
at være sociale bliver etiske eller psykologiske. Langs Kurverne vil
vi dernæst finde Karaktererne og Lovene for deres indre Identitet.

SAMFUNDET

Samfundsmoralen. Det 18. Aarhundrede frembragte det borger»
lige Drama, der byggede paa Dyden og alle samfundsbevarende
Egenskaber. Henover dets ferske Optimisme vælter det romantiske

175

Google

HENNING KEHLER

Drama som en Styrtesø og ved hverken Ende eller Begyndelse paa
den Moral, det vil sætte i Stedet; med Hovedet er det i Himlen
(Goethe og Schiller som unge), med Fødderne i Helvede (Antony
af Dumas ainé) og undertiden begge Steder paa een Gang (Kleist).
Samfundet overlevede som bekendt Angrebet og naaede atter at turde
drage Pusten hos Digterne. Mellem alle romantiske Mindelser er
Samfundsdyden atter et staaende Omkvæd hos Dumas fils: «Je ne
suis pas un homme supérieur, mais je commence å étre un homme
utile,» siger «Le fils naturel». Ibsens Drama har haft en udpræget
Modvilje for at slaa ind paa denne Vej; det tæller kun ganske faa
hæderlige Repræsentanter for Samfundsmoralen, og kun i de tidligste
af de moderne Dramer. - I «De unges Forbund» er den gamle kon:
servative Kammerherre Brattsberg en saadan sympativækkende Haand:
hæver af den almindelige borgerlige Moral, og i «Samfundets Støtter»
falder Tæppet for den ideale Samfundsmorals Morgenrøde, uden at
det dog kan bringes i Forglemmelse, at den er i Varetægt hos en
Mand, der nylig var blandt de fremmeste til at mele sin Kage paa
det almindelige Velfærds Bekostning.

Dette er Samfundets Lyspunkter i Ibsens Dramer, og overfor
disse Undtagelser er det Regelen, at al Tale om Almenvellet og en
sædelig Moral kun dækker over Hykleri, Fejhed og Egoisme. Naar
Adjunkt Rørlund og Borgerskabets filantropiske Damer konstituerer
sig som «Foreningen for de moralsk fordærvede», hvad har de saa
for Øje andet end deres egen moralske Uangribelighed? Naar
Pastor Manders tænker paa Kammerherre Alvings Asyl, glemmer
han ikke at glæde sig over, at det vil lette Byens kommunale Fattigs
byrder. |

Den humane Utilitarisme har ikke Ibsens Sympati. I «Brand»
hjemfalder Fogdens nævenyttige Virketrang til Foragten i Sammen-
ligning med Brands ideale Storslaaethed. Der er ingen Brug for hans
Arresthus, Pesthus, politiske Festhus og Daarekiste, hvor det som er
vigtigere haardt tiltrænges. Og med hans Filantropi er det kun saa
som saa:

Først vil jeg bygge op det Ry,

jeg stod i for ej længe siden;

det lakker stærkt mod Tingvalgstiden;
thi maa til noget stort jeg ty

og bringe Forslag paa Bane,

saa jeg blir Kurvens første Hane
og hindrer Valget af en ny.

176

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

Ingen anden har virket som Konsul Bernick for sin By. Den
skylder ham Gass og Vandledning, Skolehus og Lystanlægget «Kars
sten Bernicks Gave». Snart vil den komme til at skylde ham en
Jernbane. «Man maa dog virke for det Samfund, man lever i» er
et af hans Valgsprog til udvortes Brug. Eller: «Vi, det praktiske
Arbejdes Mænd, støtter Samfundet ved at sprede Velvære i saa vid
en Kreds som muligt» I deres Taler til Bernick fremhæver Sands
stad «Endrægtigheden mellem de forskellige Samfundslag» og Vige
land det ønskelige i «ikke at forrykke det moralske Grundlag, hvor:
paa vi nu staar». Og hvad er det saa for et Grundlag: at Samfunds-
støtterne aldrig giver noget for intet, at de for egen Vindings Skyld
handler stik imod deres Medborgeres Interesse, at de besiddende
udbytter de mindre heldigt stillede Samfundsklasser og gladelig
sætter Fattigfolks Liv paa Spil i elendige Plimsollere, at kort sagt
Samfundets nuværende moralske Grundlag er raaddent og løgn
agtigt.

Hvor Samfundsmoralen ikke som i «Samfundets Støtter» og
«En Folkefjende» er et Skalkeskjul for den laveste og mest hensynss
løse Egoisme, avler den ialtfald Fejhed og Usselhed. Massen intis
miderer den enkelte. Har man Meninger, der adskiller sig fra de
gængse, saa gælder det om at stikke dem under Stolen. Hvad «man
siger» og hvad «man gør» er Samfundsmenneskenes første Rettesnor.
«Naar en Mand er sat til at være en moralsk Støtte for det Sams
fund, han lever i, saa. . .; man kan ikke være forsigtig nok.» (Rørs
lund.) «Vi tør dog ikke udsætte os for et skævt Omdømme; og
vi har paa ingen Maade Lov til at vække Forargelse i Menigheden.»
(Manders.) «Dersom jeg med en vis Ængstelse vaager over min
Anseelse, saa sker det til Gavn for Byen.» (Byfoged Stockmann.)
Hykleriet er ligefrem en sjælelig Funktion hos et Væsen som Man:
ders. I Anledning af de moderne Bøger, han finder hos Fru Alving,
siger han: «Man behøver dog virkelig ikke at gøre alle og enhver
Regnskab for, hvad man læser og tænker indenfor sine fire Vægge.»
Og Diskussionen om de frie «vilde» Ægteskaber inspirerer ham til:
«Og saa at Autoriteterne taaler saadant noget! At det faar Lov til
at ske aabenlyst.»

Skandalen er alle disse Menneskers Rædsel. Siden Fru Alving
flygtede fra Mand og Barn for at søge Tilflugt hos Manders, har
denne ikke vovet at sætte sine Ben i Huset hos hende af Frygt for
offentlig Mistydelse. I den Grad sidder Angsten ham i Blodet, at

177

(Go ogle

HENNING KEHLER

det gamle Pjok foretrækker at sove paa Gæstgivergaarden. Årnholm
spørger bekymret Ellida, om hun har fortalt sin Mand, at han har
friet til hende. «Han vilde have følt sig ligesom lidt trykket,» om det var
kommet ud. Med samme Forfærdelse erfarer Wangel Ellidas For
bindelse med den fremmede, en Morder, som Politiet kan tage naar
somhelst, som ryster Tesman, naar han taler om Løvborgs Forfalden»
hed. Efter Løvborgs Tilbagefald proklamerer Brack med indre Sike
kerhed, «at ethvert anstændigt Hus fra nu af igen vil være lukket
for Eilert Løvborg». Hos Brack og Hedda, disse to Produkter af
Civilisation og Overklasseatmosfære, finder den samme Tankegang
endog samme Udtryk. «Sligt noget bruger man da ikke,» siger
Hedda, da Fru Elvsted fortæller hende, at en Kvinde (>: Hedda
selv) har løftet Pistolen for at skyde Løvborg. Og Brack kommen»
terer mekanisk Heddas Selvmord med Ordene: «Men Gud sig fors
barme, — sligt noget gør man da ikke.» Det er Heddas Frygt for
Skandalen, Brack spiller paa for at gøre hende til sin. Kroll bærer
sig ad overfor Rosmer paa samme Maade. Han sætter ham først i
Avisen og pletter hans Rygte. Dernæst fører han ham sammen med
«Vennekredsen» og sætter sin Lid til at Rosmer nu er blevet myg
og bange for helt at miste dens Agtelse. Baade Krogstad og Mor
tensgaard ved, hvad Folks Omdømme rent praktisk er værd, og
kæmper hver paa sin Planke for at erhverve sig den gode borgerlige
Agtelse tilbage. Naar Fru Borkman gør sit Had til Manden op,
saa er dog det værste, at han har unddraget hende Samfundets Re
spekt, og hendes Haab er, at Frhart skal aftvætte den Plet, som
Katastrofen ogsaa har sat paa hende. Overalt denne næsten mystiske
Hensyntagen til Samfundets Omdømme, til hvad «de virkelig
meningsberettigede» mener. Og hvem er saa disse virkelig me:
ningsberettigede, hvis Dom Manders og de andre raadspørger:
«Mænd i saavidt uafhængige og indØlydelsesrige Stillinger, at
man ikke godt kan undlade at tillægge deres Stillinger en vis
Vægt.» |

Saaledes stempler Ibsen Samfundsmoralens uhyre Magt over
Individet som en uhyggelig Nivellering af alt selvstændigt Mod og
Livssyn. I endnu højere Grad end hos Hebbel — i «Maria Mage
dalena» — er det borgerlige Dramas Tendens vendt om; i Stedet for
at være Borgerdydens Støtte, er det blevet en Svøbe over det bor:
gerlige Samfunds Selvretfærdighed og Uidealitet. Ibsens Tro til, at
Samfundet overhovedet formaar at udvikle en Moral, som frie Men»

178

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

nesker kan gaa ind under, bliver i Aarenes Løb mindre og mindre.
I «Samfundets Støtter» kommer de frigjorte fra Frihedens forjættede
Land, Amerika. En saadan Hyldest til Borgeraanden i Amesika,
var hyppigere dengang end nu. Ogsaa Dumas fils hylder den ædle
Amerikanisme. I «L'Etrangére» (1876) er det den brave, ligefremme
Amerikaner, Clarkson, der skærer igennem Samfundets Væv af For:
domme og Hykleri: «Deres lille Frue forekommer mig at være et
Offer for Fordomme og Sæder, som vi vilde fra Amerika ikke be
griber noget af,» siger han til Stykkets aristokratiske Usling med et
Udtryk, der omfatter baade Romantik i Rousseaus Stil («vilde»)
og borgerlig Optimisme. Men den «Frihed og Sandhed», som Lona
Hessel i Amerika har lært at anse som «Samfundets sande Støtter»,
bærer ikke Frugt for Ibsens Opfattelse af Samfundsmoralen. Frihed
og Sandhed er ikke mulige for Mennesket mellem Samfundets In-
stitutioner. Hans Udvikling fører ham bestandig til de radikaleste,
ja rent anarkistiske Synspunkter.

Fædrelandsfølelse. Uden at være altfor paradoksal kan man
sige, at Samfundsfølelsens Udvidelseslyst indeholder Kimen til dens
Opløsning. Jo flere Mennesker, der skal samles under een Hat,
desto større Afslag maa der gives i de fælles moralske Krav. Ibsens
Kosmopolitisme er derfor Konsekvensen af hans Stilling til Samfun:
det. Han er en naturlig Fjende af det lille Samfund, der binder
Individerne stærkest, og en Tilhænger af det størst mulige Samfund,
der synes at stille dem friest. Skønt hans Liv falder indenfor Nor:
ges aandelige Renæssance, og han selv er en af Tinderne i den ny:
norske Kultur, er hans Tilknytning til Nationalismen kun kort og
lidet betydende.

I «Kæmpehøjen» er hans Patriotisme i Tradition fra Oehlen-
schlåger fællesnordisk. De følgende Dramer, «Fru Inger», «Gildet
paa Solhaug», «Olaf Liljekrans» og navnlig «Kongsemnerne» anslaar
derimod norske Strenge, medens «Hærmændene paa Helgeland» er
neutralt. Hans nationale Følelse er i «Fru Inger» mere opportun
end egentlig hjertevarm, og selv i «Kongsemnerne» kan det for
Nordmænd være fristende at lægge større Betydning ind i det nas
tionale Element, end det har ligget i Ibsens Tanker. Hans politiske
Anskuelser, der i Treserne var skandinaviske, bliver i Halvfjerserne
under Opholdet i Tyskland decideret verdensborgerlige. Det er paa
dette Tidspunkt, han digter om sit tredje Rige, denne romantiske

179

Google

HENNING KEHLER

Utopi, som skulde omfatte hele Menneskeheden. Saa tidlig som i
«Catilina» havde han digtet:

Vell lad os flygte bort fra dette Sted,

et bedre Fødeland vi ville finde —

her kues Aandens høje, stolte Flugt —

her slukker Lavhed hver en herlig Funke,
førend til Flammer højt den blusser frem —
Kom! lad os flygte — hal for Frihedssindet
er hele Jordens Kreds et Fædrehjem I

I de Digtninge, der fulgte lige efter 64, retter hans Misfornøj-
else sig direkte mod Fædrelandet. Den episke Brands Indledningss
digt: Til de Medskyldige, er en bitter Anklage, og rundt om i
«Brand», i «Peer Gynt» og i «De unges Forbund», ja selv i «Sams
fundets Støtter» findes hvasse Udfald mod Nationalismen. Den
tomme ørkesløse Begejstring for Fortidens Storhed haanes af «Hær:
mændenes» Digter i «Brand», hvor Fogden med Stolthed og Rørelse
mindes Kong Bele og Bygdens Plyndringstog paa Bretland. Den
overdrevne Selvfølelse, som den norske Digtning hyppigt havde gjort
sig til Tolk for, grellest i Wolffs berømte Linier:

«Om Kloden rokkes end, dets Fjelde
skal Stormen dog ej kunne fælde,
som Bauta end de skulle staa

og vise, hvor vort Norge laal» —

— paatales i Brands myndige Vers om «det lille klippefaste Klipper
folk»:

der aldrig tog mod Stryg og Svolk, —
lidt ødsel, naar det gælder Løfter, —
lidt haarfin, naar han ædru drøfter
det Ord, som gaves i et Lag

til Løsning paa en Alvorsdag.

Hentydningen til «Løftet» gaar igen i «De unges Forbund»,
naar Monsen raaber: «Et Glas til, siger jeg; — det er et Løftets
Bæger.» Og i «Samfundets Støtter», hvor Rummel forsikrer, at «et
Nordmandsord staar fast som Dovrefjelds Klipper».

Den nationale Satire er dog kun et forbigaaende Fænomen. Det
er Fædrelandets Lidenhed, den indskrænkede Horisont i de smaa

180

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

Samfund, som Ibsens Temperament rejser sig i Forbitrelse imod.
Det flommende nationalistiske Stræb er jo kun en lille Udvækst
paa Samfundet. Det at alt i Hjemmets Afkrog er saa jammerligt
smaat og indestængt, er meget mere Vrede værd. «Her sidder I i
Tusmørke og syr paa noget hvidt. Der er da ikke Dødsfald i Fas
milien?» spørger Lona Hessel. Der mangler Sol og Livsglæde i
Norge. I «Kongsemnerne» staar Lysfornægteren Nikolas overfor
Haakon, der vilde samle Bygderne til eet Folk, et større Samfund.
Lys er det Ibsens frie Mennesker bringer med sig, og Lys er det de
ufrigjorte sukker efter. Helt naivt kommer denne Tanke frem i Ude
kastet til «Samfundets Støtter»: «. .... og hør, hvor de spiller og
synger i Solskinnet, disse fremmede! Det er ægte Mennesker, — sole
fyldte som Sydfrugter.» Lys bringer Lona med sig og senere Hilde.
Vidderne eller Syden tiltrækker Ibsens Personer. I Dalene eller
hjemme i det hele taget gaar de tilgrunde. Nora længes saa indere
ligt efter Syden, og Osvald fortvivler over Regntaagen, som altid
hænger over Hjemmet. -«Livsglæden» siger han, «den kender I ikke
stort til herhjemme. Og fornemmer den aldrig her.» Men Bagler-
bispens hjemmefødte Ætlinge glædes over at være udenfor «det store
bølgende Menneskesamfund, hvor saa mange gaar til Grunde ....
Se .bare ned paa Gaden. Der gaar Menneskene i Solheden og sveder
og tumler med sine smaa Anliggender. Nej, da har vi det sandes
ligen bedre, vi, som sidder svalt herinde og vender Ryggen til den
Kant, hvorfra Forstyrrelsen kommer». (Rørlund.) Manders taler med
Forfærdelse om «den store Verden», hvor Fru Alving «har ladet sin
Søn færdes saa længe». Det «lille rolige Samfund» er netop Paras
diset for alt aandeligt Bagstræb i Modsætning til «hine fordærvede
og samvittighedsløse Samfund», der for Ibsen aabner den eneste Mus
lighed for et Liv under den faretruende Højspænding, der for ham
som endnu mere afgjort for Nietzsche er Betingelsen for Personlige
hedens Udvikling. Her er det ogsaa «Arbejdet gør sin Mand fri,
Arbejdet, som Hjemmet og Skolen lærer, er en Forbandelse og
Syndestraf». (Osvald.) «Herr Rørlund siger, at Arbejde er en Straf
for vore Synder,» fortæller ogsaa den lille Morten Stockmann i «En
Folkefjende».

Med inderlig Vemodighed har Ibsen, den store Kosmopolit
og Verdenserobrer, fortalt om sit Gensyn med Hjemmets lille Verden
i «Naar vi døde vaagner —». «Ved du, hvad for en Stemning jeg
kommer i, naar jeg ser paa Menneskelivet her omkring mig?» spør»

181

Google

HENNING KEHLER

ger Professor Rubek. «Da kommer jeg til at huske paa den Natten,
vi rejste opover med Jernbanen . . . Jeg mærked, det blev saa lyd»
løst ved alle de smaa Stoppestederne —. Jeg hørte Lydløsheden,

. og saa forstod jeg, at nu var vi kommet over Grænsen. Nu
var vi rigtig hjemme. For ved alle de smaa Stoppestederne holdt
Toget stille, skønt der ingen Trafik var... Ingen Rejsende steg
ud og ingen kom ind. Og Toget, det holdt stille en lang, endeløs
Stund alligevel. Og ved hver Station hørte jeg, at der var to Bane
mænd, som gik paa Perronen, — den ene havde en Lygte i Haans
den, — og de talte med hinanden, dæmpet og klangløst og intet.
sigende ud i Natten.»

Samfundets Love. Samfundet har to Slags Love: de uskrevne
og de skrevne. De uskrevne Love er dem, Samfundets Støtter kalder
sine Grundsætninger, og naar de bøjer andre Mennesker ind under
disse Grundsætninger, ophøjer til Pligter. De sidste er Loven,
som med sin Straf tvinger alle frivilligt eller ufrivilligt til Under
kastelse. Ibsen afslører i lige Grad Grundsætningernes Egoisme og
Lovens Utilstrækkelighed.

Bernick, Helmer, Byfoged Stockmann og Kroll er alle Mænd med
faste Principper. «Karsten, en Mand med hans strenge Grundsæt
sætninger . . . .» siger Fru Bernick om sin Mand. Nora derimod
har kun faaet «letsindige Grundsætninger», - hvilket vil sige slet ingen,
i Arv fra sin Fader. Hun har ingen Religion, ingen Moral, ingen
Pligtfølelse. Pligter vil Helmer lægge paa hende, Pligter vil Man
ders lægge paa Fru Alving. Alle de mishandlede Hustruer i Ibsens
Dramer træller under Pligten: Fru Bernick, Nora, Fru Alving, Gina,
Aline. Hos Aline er Pligtfølelsen i den Grad bundfældet, at hele
hendes Livsvisdom rummes i det Ord, Hilde finder «saa koldt og
haardt og stikkende». Da Allmers opgiver sit eget Kald, er det
fordi han føler sig forpligtet: «Det er min Ret at være haard her:
efter! Min Pligt ogsaa — min Pligt mod Eyolf.»

Loven er Samfundets faste Borg; alle de Mennesker, som finder
sig tilrette i Samfundet, ser derfor hen til Loven med Ærefrygt;
det er en Helligbrøde at krænke den. Manders forfærdes først rigtig
over Engstrands Falskhed, da han opdager, at Snedkeren i fuldstæn
dig Respektløshed for Administrationens ærværdige Koder har faaet
ham til at «indføre Uefterretteligheder i Ministerialbogen». Byfogden
i «En Folkefjende» oprøres over den Foragt for Loven, som Brode

182

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

ren lægger for Dagen ved at drive Løjer med «en reglementeret
Uniformshue». Tesmans første Bemærkning, da Hedda fortæller
ham, at hun har brændt Løvborgs Manuskripter, lyder: «Det er jo
ulovlig Omgang med Hittegods.» Krogstad, som har faaet Lovens
Strenghed at føle, siger hadefuldt: «Lovene spørger ikke om Bevæg:
grunde,» hvortil Nora svarer: «Da maa det være nogen meget daars
lige Love.» Da Helmer erfarer Hustruens Falskneri, rystes han dels
af Skandalefrygt, men ogsaa af en vis mystisk Rædsel for Lovbrude
det, en Rædsel, der ogsaa bemægtiger sig Wangel, da han hører om
Ellidas Forhold til en Mand, der sigtes for Mord.

Ikke blot Nora tvivler om Lovenes ubetingede Gyldighed; det
gør alle de, som kues af dem. Fru Alving først og fremmest. «Ja,
da De tvang mig ind under det, som De kaldte Pligt og Skyl-
dighed; da de lovpriste som ret og rigtigt, hvad hele mit Sind op»
rørte sig imod, som imod noget vederstyggeligt. Da var det jeg be
gyndte at se Deres Lærdomme efter i Sømmene. Jeg vilde bare
pille ved en eneste Knude; men da jeg havde faaet den løst, saa
rakned det op altsammen. Og saa skønte jeg, at det var Maskin»
søm.» Naar Pastor Manders siger: Da jeg sagde: «Kvinde, gaa
hjem til din lovlige Husbond —» saa er Kammerherre Alvings
Skygge nok til at fremhæve Lovens uhyggelige Ironi. «Saa meget
staar ialfald fast» fortsætter Manders, «at Deres A"gteskab blev stife
tet i Overensstemmelse med fuld lovlig Orden,» og Fru Alving svarer
tungt: «Ja, dette med Lov og Orden! Jeg tror mangen Gang, det
er det, som volder alle Ulykkerne» «En Folkefjende» er endnu
mere yderliggaaende i sin Foragt for Autoriteterne, Lovenes Ude
øvere. «Det første jeg fik Syn paa, det var Autoriteternes umaades
lige Dumhed . . .. Ledende Mænd kan jeg ikke udstaa for min
Død ... Min Broder Peter: sen i Vendingen — sej i Fordomme

. > etc. etc. Dr. Stockmanns Had til Samfundets lovlige Ordenss
haandhævere er rødglødende. Forbrydelser mod Samfundets Love
er da for Ibsen heller ikke de Forbrydelser, som stempler Menne:
skene som slette. Det er Bernicks indre moralske Usselhed, han
angriber, ikke hans Ungdoms Fejltrin. Romantiken, der har holdt
sin Haand over saa mange Forbrydere, har endnu et lille kriminelt
Enklave i det Ibsenske Drama, som oprejser tre Vekselfalsknere, først
Erik Brattsberg, dernæst Nora og Krogstad. Endnu i «John Ga
briel Borkman» kommer Ibsens Mening frem hos Ella Rentheim:
«Aa, tro aldrig, at jeg sigter til, hvad du kan have forbrudt imod

183

Go ogle

HENNING KEHLER

Lands Lov og Ret» Det er anderledes store «naadeløse Synder»,
der udleverer Ibsens Mennesker til Dommen.

Statskirken. Ibsen var vokset op i en pietistisk Vækkelsestid.
Han var en religiøs Natur, hvad hele hans Digtning er Vidne om.
I sine første Dramer synes han en troende Kristen, og hvor langt
han end fjernede sig fra den kristne Lære, saa er han hele sit Liv
dybt præget af kristelig farvede Forestillinger. Derimod er hans Brud
med den kristne Statskirke afgørende. I Halvtredserne er han under
Paavirkning af Kierkegaard, hvis katastrofiske Afslutning paa sit
Forfatterskab med «Øjeblikket» gav hele Norden Diskussionsstof.
Ibsen forvilder sig ikke ind paa Spekulationer over den kristne Læres
Natur, selv om Brand baade er mere paavirket af Kierkegaard og
mere specifik religiøs og kristelig, end Ibsen selv har villet være ved.
Han retter Slaget mod Kristendommens samfundsmæssige Side, mod
dens autoritative Repræsentanter. Straamand, Provsten i «Brand»,
Manders er udelukkende skildrede som Statskirkens nidkære Embeds
mænd, hvis Tro og religiøse Idealisme let lemper sig efter Samfun-
dets og de meningsberettigedes Fordringer.

Som Præsterne saa Menigheden. Bønderne i Brand er ikke
Folk, der egner sig for Brands Forkyndelse. Deres rette Hyrder er
Provst og Foged. Den gudelige Vigeland i «Samfundets Støtter»
«holder fast ved Forsynet», medens han ombord i Plimsolleren uddes
ler smaa Traktater, «som jeg har det Haab vil virke til Velsignelse».
For Nora stiller det religiøse Problem sig først i den store Opgørets
Time. «Har du ikke Religion,» spørger Helmer. «Ak, Torvald, jeg
ved jo slet ikke rigtigt, hvad Religionen er. Jeg ved jo ikke andet,
end hvad Præsten Hansen sagde, da jeg gik til Konfirmationen.
Han fortalte mig, at Religionen var det og det. Naar jeg kommer
bort fra alt dette her og bliver ensom, saa vil jeg undersøge den
Sag ogsaa. Jeg vil se, om det var rigtigt, hvad Præsten Hansen
sagde, eller ialfald, om det er rigtigt for mig.» Fru Alving er blevet
alene og er kommet til Klarhed. Hun har læst fritænkerske Skrifter
og billiger Osvalds Angreb paa den gængse — kristelige — Moral:
«Her i min Ensomhed er jeg kommet til at tænke ligedan.» — Ross
mer har været Præst i Folkekirken, men da hans Anskuelser kom til
at gaa andre Veje, maatte han nedlægge sit Embede for helt at være
sig selv. Religionen er overalt saaledes opfattet som Samfundsinstie

184

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

tutionen mellem andre, der lægger sit Tryk paa den frie Udfoldelse
af det, som bor i Individet.

Politik og Presse. Der er ikke den Ting i Samfundsindretningen,
som tør regne paa Ibsens Velvilje, men naar det gælder dens politie
ske Foreteelser er hans Dissektionskniv ganske naadeløs. Den fors
dummede Konservative, den hykleriske Rabulist: han udleverer med
lige stor Glæde de Snyltere, der lever af at bevare Samfundet, og
dem, der lever af at omstyrte det. Han var saa upartisk i sin Af»
straffelse, at han efter «De Unges Forbund» blev Konservatismens
Yndlingsdigter i Norge, medens «Samfundets Støtter» i Berlin blev
erklæret for at være skrevet af en rødglødende Socialist.

Ibsen debuterer med politisk Satire allerede i «Andhrimner»
(«Norma»). Saasnart han gaar over til det moderne Drama, ind
drager han ligesom Bjørnson den politiske Verden i sit Stof: Den
var netop et Yndlingsemne for det nyere borgerlige Drama, og «De
Unges Forbund» er en politisk Komedie i samme Genre som Augi»
ers «Le fils de Giboyer». I begge Stykker gennemhegles den libes
rale Stræbertype som Hovedperson, medens Bipersonerne yderligere
fastslaar det politiske Milieu. I «Samfundets Støtter» afslører Ibsen
den konservative Politik for Almenvellet som det huleste Hykleri.
De taler smukt nok, som naar f. Eks. Monsen (De U. Forb.) siger:
«Mine private Affærer vilde vistnok lide under det, men dersom man
mente, at Kommunens Tarv fordrede noget sligt, saa fik jeg nature
ligvis finde mig i at sætte personlige Hensyn til Side.» Konservative
og Liberale, det er kun Etiketten, som er forskellig: den samme
lave Egoisme driver Værket for begge Parter.

Mere dybtgaaende er den politiske Satire i «Rosmersholm»,
hvor Kroll og Mortensgaard danner en virkningsfuld politisk Kone
trast, samtidig med at Overensstemmelsen i Tænkes og Handlemaade
falder nøje sammen hos dem. Alle Midler er dem lige gode, naar
det gælder Partiet, Magtstræbet. Kroll søler Rosmers Rygte til som
den værste Smudsbladsskribler. Fritænkeren, Radikaleren Mortens
gaard vægrer sig ved at offentliggøre Rosmers ateistiske Livssyn:
«Jeg siger som saa, at det giver vort Parti et stærkt moralsk Ryg
stød, hver Gang vi vinder en alvorlig, kristeligsindet Tilhænger. —
Det som Partiet trænger til, det er kristelige Elementer, — noget som
alle maa respektere» I samme Aand er det, naar Hovstad («En
Folkefjende») fylder Føljetonen med gudelige Historier, for at det

13 — Edda. IV. 1915. 185

(Go ogle

HENNING KEHLER

ovenover lettere skal glide ned. Ibsens Opfattelse af Politiken og
Pressefolk er kortelig følgende: det er Personer, som lever af at have
Meninger, løber fra dem, saasnart det trækker op til Uvejr, eller
hvis de kan have personlig Fordel af at mene det modsatte. Hov
stad protesterer mod offentlig at blive udraabt som Fritænker:
«Naar har jeg sagt det paa Tryk.» Billing søger en Sekretærplads
under den Magistrat, han daglig nedrakker. Aslaksen, som er det
fineste Hoved mellem dem, gør sin Fejhed op saaledes: «Ræd? Ja,
naar det gælder de lokale Magthavere, saa er jeg ræd, Herr Billing;
det er noget jeg har lært i Erfaringens Skole, skal jeg sige Dem.
Men sæt mig op i den store Politik, ligeoverfor Regeringen selv, og
se saa, om jeg er ræd ..... » I et ærligt Øjeblik siger Hovstad:
«Vi Avisskrivere du'r ikke stort —» og i «De Unges Forbund»
hedder det: «De tvivlsomme . . .., det er det Stof, hvoraf man gør
Politikusser.» Ibsen ynder disse tydelige inappellable Udtalelser.

At Ibsen ikke har noget tilovers for den samfundsbevarende
Politik er ikke til at undre sig over. Hans Konsekvens i den Tanke
gang, som leder hans politiske Anskuelser, faar ham til med ligesaa
stor, ja større Kraft at vende sig mod Demokratismen. Den vil jo
dog kun afløse det, den bekæmper, og saa blive ligesaadan: «Jeg er
kommen af ringe Folk, som De ved; og jeg har haft Anledning nok til
at se, hvad som mest trænges til i de lavere Samfundslag. Og det
er at faa være med paa at styre de almene Anliggender» (Hov
stad.) Der er ikke mere Idealitet i Demokratiet end i den konser
vative Lejr. Først dets Indskrænkethed. Evig og altid er det Ass
laksens «lokale Forhold», som er Løsenet. «Det staar til os, om vi
vil styre Verden — her i Distriktet» lægger Ibsen Stensgaard paa
Tungen. I «Rosmersholm» profeterer Ulrik Brendel om Mortens
gaard: «Peder Mortensgaard er Fremtidens Høvding og Herre. Al+
drig har jeg været stedet for en størres Aasyn. Peder Mortensgaard
har Almægtighedsevnen i sig. Han kan gøre alt, hvad han vil...
For Peder Mortensgaard vil aldrig mere end han kan. Peder Mor
tensgaard er kapabel til at leve Livet uden Idealer. Og det, — ser
du, — det er just Handlingens og Sejrens store Hemmelighed. Det
er Summen af al Verdens Visdom. Bastal»

Derfor har Ibsen kun Foragt tilovers for den offentlige Mening
i Pressen og «den kompakte Majoritet». Scribe havde alt snærtet
Pressen i enkelte af sine Lystspil, skønt han saavist ikke var Poles
miker. Bjørnson snærtede den i «Redaktøren». Ibsen pidsker den

186

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

med sin Haan. «Opinionen er en overmaade variabel Ting.» (By:
foged Stockmann.) «Det er den offentlige Mening, den oplyste Al»
menhed, Husejerne og alle de andre ...... , som regerer Bladene.»
(Aslaksen.) Baade de «virkelig meningsberettigede» og «den for
bandede, kompakte, liberale Majoritet» er en Vederstyggelighed.
«Flertallet har aldrig Retten paa sin Side» — «Den er stærkest, som
staar alene.» Dr. Stockmann og bag ham Ibsen hugger sig løs af
alt politisk Koteri og Kævl. Igen en Appel til Individets Ret og
Pligten til at være sig selv paa Trods af Samfundet.

Æpgteskab. Det er karakteristisk for Ibsens Dramer, at de
mindre behandler Kærlighedens indre Historie end de ydre Former,
den paatager sig i Samfundet. Tag «Kærlighedens Komedie», hans
første direkte Samfundssatire. Hvor sørgeligt, om dette virkelig var
en Komedie om Kærlighed, Sandheden er, at Ibsen slet ikke har
digtet Kærlighedens sentimentale Komedie, men kun dens sociale.
Han parodierer Forlovelserne som Heiberg i «De Uadskillelige».
Han forkaster det frie Forhold og anviser Fornuftægteskabet som
det, der alene realiserer den varige Lykke. Den stille, faamælte
Agtemandskærlighed faar Fortrinet for Poetens og Elskerens fyrige
og flagrende Lidenskab — ganske som hos Kierkegaard i «Stadier»
— (Ægtemandens Optegnelser) og 1 det yngre borgerlige Drama,
f. Eks. hos Augier. Scenen i sidste Akt, hvor Guldstad kaster Tvivl
mellem de elskende, er identisk med den Scene i «Gabrielle», hvor
Ægtemanden, Julien, taler de elskende til Hjerte og derefter — som
Guldstad — overlader sit Værks Fuldførelse til deres eget Opgør.
Guldstad og Julien er borgerlige Personer, besjælede af en borgerlig
Idealisme, der gør dem til Digtere ikke i Bøgerne, men i Livet. Jus
lien siger om sin lille Datter:

Va, cher petit roman de mon destin banal,
Ma seule réverie et ma seule aventure,
ce n'est pas moi qui cherche un bonheur en peinture.

(I 3.)
Efter Forsoningen siger Gabrielle symbolsk til ham:

«O pére de famillel & poétel je t'aime.
(V. sidste Sc.)

Guldstad bevæger sig ganske i samme Tankegang, idet han bes
tror Falk:

187

Google

HENNING KEHLER

Jeg ogsaa gaar og grunder paa en Digtning, —
en faktisk en, — foruden al Slags Svigtning.

Denne Tilslutning til det borgerlige Dramas kæreste Tanker er
dog kun midlertidig. Ibsens Indrømmelse til Dyd og Fornuft er
ligefrem ikke alvorlig ment; den er aftvunget ham. «Kærlighedens
Komedie» afgiver et Eksempel paa, hvorledes forskellige Motiver
kan støde sammen og det ene bukke under for det andet, naar Dig
teren ikke magter at forlige Konsekvenserne af sine Motiver. I dette
Tilfælde er det især Kaldsmotivet, som fremtvinger Forherligelsen af
Fornuftsægteskabet, og derved skaber en indre Konflikt i Dramaet,
som forklarer den Kølighed, der meddeler sig til enhver af Komedie
ens Læsere. I Virkeligheden er der Blodsslægtskab mellem Ibsens
og Romantikens Opfattelse af Kærligheden, hvad der ogsaa kommer
frem i «Kærlighedens Komedie». Ibsen kan udfra sin Moral højst
gaa med til at straffe letsindig Omgang med den romantiske Livs
visdom, saaledes som Flaubert, der ogsaa bar en Romantiker i sit
Hjerte, gør det i «Madame Bovary» eller i «L'éducation sentimentale».
Til at identificere Kærlighed og Ægteskab føler han ikke Trang, og
den store Kærlighed er jo ogsaa udelukket af Guldstads og Svane
hilds Ægteskab. Han vilde bestemt have protesteret mod den krasse
borgerlige Sundhedslære, som Dumas fils formulerer: «Gifte sig,
naar man er ung og sund, vælge ligegyldigt i hvilken Samfunds
klasse en frisk, frimodig, god ung Pige, elske hende af hele sin Sjæl,
med alle sine Kræfter, gøre hende til sin trofaste Livsledsagerske og
til en frugtbar Moder, arbejde for at opdrage sine Børn og efterlade
dem sit Livs Eksempel, naar man engang dør: Det er hele Sandheden,
og Resten er kun Vildfarelse, Forbrydelse og Galskab.» (Den uægte
Søn III. 1.) Ibsens Tilbagefald i den modsatte Lejr er da ogsaa
voldsomt, saa voldsomt, at det ikke er noget Under, at den franske
Kritik ofte har antaget George Sand som en af hans direkte Forud-
sætninger (f. Eks. Lemaitre: Contemporains VI). Alle Ibsens Sam»
fundsdramer rettes mod den Kærlighed, der nøjes med «Moralens
Krydderi og Legalitetens Duft» (Falk). Guldstads og Svanhilds
ægteskabelige Forbindelse, der er et smukt Perspektiv i «Kærlig»
hedens Komedie», bringer han atter og atter paa Scenen, men i lidet
flatterende Realisationer. Bernick og Fru Bernick, Brattsberg og
Selma, Helmer og Nora, Alving og Fru Alving, Wangel og Ellida,
Arnholm og Bolette, Tesman og Hedda, Borkman og Fru Borkman,
det er ligesaa mange Ægteskaber, som Ibsen bryder Staven over,

188

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

skønt de er indgaaet af borgerlig Dyd og Fornuft med Samfundets
fulde Anerkendelse og Velsignelse. Utrættelig piller han det legale
Puds af dem og lader os se, hvorledes disse Ægteskaber er i Bund
og Grund utilstrækkelige, fordi de gnaves af den samme Orm, fordi
de alle mangler den indre Vielse: Kærligheden.

Kærligheden, om den er mulig i Ægteskabet, maa hvile paa
Ligeberettigelse. Kun hvis begge Parter kan give og modtage i
samme Forhold, er sand ægteskabelig Lykke mulig. I Bjørnsons «De
Nygifte», der aabner Rækken af de norske moderne Skuespil, siger
Axel til Svigerforældrene: «I har ikke Raad til at afstaa mere Kærs
lighed end den, hun kan afstaa til en Dukke.» Hermed er Dukke»
hustruen introduceret. Selma i «De Unges Forbund» er ikke være
dig at faa Del i sin Mands Sorger; Bernick «deler ikke sin Livss
gerning» med sin Hustru. Nora er Dukkehustruen par excellence.
Kvinden er undertrykt i de Ibsenske Ægteskaber. «I ser ikke Kvins
den,» siger Lona Hessel; «jert Samfund er et Samfund af Peber.
svendesjæle» Hustruen er i Ægteskabet undergivet en Lov, som
Manden alene har sat. En fuldstændig Revidering af Kvindens
Samfundsstilling, baade af de skrevne og de uskrevne Love, som
gælder for hende, er paakrævet, for at hun kan blive Mandens lige»
stillede og jævnbyrdige. Endogsaa Hanskemotivet kommer frem hos
Ibsen, i «Gengangere» (1881. En Hanske 1883). Fru Alving
spørger Manders: «Hvad siger De da om mig, som gik hen og lod
mig ægtevie til en falden Mand . .?» Manders: «Jamen det er dog
saa himmelvidt forskellige Ting.»

Dernæst maa Ægteskabet være bygget paa Hjertets og Instink-
tets Frivillighed. De Ægteskaber, hvor Samfundet eller Familien,
hvad der omtrent er det samme, har spillet en Rolle, bliver ulykke
lige. Bernick har «af udenforliggende Grunde» ægtet en anden
Kvinde end hende, han elskede. Fru Alvings Giftermaal er en Han»
del, som Familien bringer i Stand. Ellida har solgt sig til Wangel,
og nu vil hun «lade Handelen gaa om». Arnholm lokker Bolette
med en sikker Samfundshandel. Hedda Gabler vælger Tesman, for
«jeg havde virkelig danset mig træt, kære Assessor . .. og da han
saa gik der og endelig med Vold og Magt vilde faa Lov til at fors
sørge mig .....» Borkman har af Samfundshensyn og Magtbegær
sveget Ella Rentheim. Allevegne bringer Ægteskabet, som er ind.
gaaet under Samfundets Tryk, kun Ulykke. Fru Linde vragede
Krogstad, fordi han var fattig. Livet har kun haft Nederlag til dem begge,

189

Google

HENNING KEHLER

og dog, hvis disse to som af Naturen var bestemt for hinanden, endnu
kan forene deres Skæbner, har de Lov at haabe noget af Fremtiden.
Derfor føler ogsaa Fru Alving det som sit Livs Forlis, da hun løb fra
Alving, og Manders, som elskede hende som hun ham, saa ikke turde
gøre Ulykken god igen.

At Mennesker disponerer over hinandens Skæbne af sociale
Hensyn, er saaledes en tragisk Hovedfaktor i Ibsens Dramer. Der:
imod forekommer Ægteskabsbruddet, som ellers altid har været en
saare yndet Anstifter af dramatiske Konflikter baade i Komedie og
Tragedie, bogstavelig ikke hos Ibsen. Det er ikke i Ægteskabets
Opløsning, men 1 dets Indstiftelse, at hans radikale Natur søger Præ:
misserne for sin Kritik. At et Ægteskab, som ikke er indgaaet i
frivillig Kærlighed, brydes af den ene eller anden af Parterne, er saa
selvfølgeligt, at det kun berøres i Forbigaaende. (Gengangere, Vild»
anden, Hedda Gabler.) Det lovlige A'gteskab garanterer ikke Lykke,
ikke Troskab, og dets Autoritet er derfor ikke bindende. Gyldig er
kun Vielsen i Frivillighed (og under Ansvar). De sande Ægteskaber
er dem mellem Sigurd og Hjørdis, mellem Alving og Fru Manders,
mellem Ellida og den Fremmede, mellem Borkman og Ella Rent
heim og, som Ibsens Pessimisme indrømmer det, mellem Werle og
Fru Sørby. «Jo, ser du,» siger Ellida til Wangel, «vi kan aldrig
komme bort fra den Ting, at et frivilligt Løfte er fuldt ud saa bin
dende som en Vielse» Men den Fremmede reducerer endog dette
Løftes Betydning. «Løftet binder ingen. Hverken Mand eller Kvinde.
Naar jeg nu holder saa uryggelig fast ved dig, saa er det, fordi jeg
ikke kan andet.» Wangel gyser ved Tanken om «lovformelig Skilss
misse», skønt Skilsmissen jo allerede er fuldbyrdet, naar man frivil»
ligt løser sig. Ogsaa Helmer opfatter først og fremmest Nora som
sin Hustru for Loven: «Men du er min Hustru, baade som du er,
og som du blir» Nora skyder Loven tilside: «Hør, Torvald; —
naar en Hustru forlader sin Mands Hus, saaledes som jeg nu gør,
saa har jeg hørt, at han efter Loven er løst fra alle Forpligtelser imod
hende. Jeg løser dig ialfald fra enhver Forpligtelse. Du skal ikke
føle dig bundet ved noget, lige saa lidt som jeg vil være det. Der
maa være fuld Frihed paa begge Sider» Det sande Møde mellem
to Mennesker behøver ikke Samfundets Indstiftelse, og følger det
efter Agteskabet, brydes alle lovlige Baand af sig selv. Saaledes for
Thea Elvsted og Eilert Løvborgs Vedkommende, tydeligst i Udkar
stet. Thea: «Det er saa rent frivilligt fra begge Sider, naar vore

190

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

Tanker og vore Meninger mødes.» Løvborg: «Ja, vi to — hun og
jeg, — vi er to gode Kammerater. To Mennesker, som tror ubetins
get paa hinanden, skønt Forholdet er helt og fuldt frit imellem os.»
Fogden og Thea «ejer derimod ikke en Tanke sammen. Ingen Vers
dens Ting». Derfor er deres Ægteskab ugyldigt for Ibsens supras
sociale Moral, og Theas Ret til at flygte fra Mand og Børn er
evident.

Endnu engang ser vi, hvorledes Ibsen giver det borgerlige Drama
en stik modsat Retning af, hvad det oprindelig havde. Det begyndte
som Opbyggelse for Samfundet; en af dets specielle Opgaver var
netop at værne Agteskabets Ret og til Skræk og Advarsel frem
stille de Ulykker som ventede dem, der krænkede den. Ibsens Kritik
af Samfundsinstitutionerne i Forbindelse med hans bundromantiske
Opfattelse af Kærligheden, der er det underforstaaede Ledemotiv
ogsaa i de sociale Dramer, fører ham lige i Armene paa det frie
Forhold.

Det frie Forhold. «Forherligelsen af det frie Forhold kommer
igen helt fra «Samfundets Støtter» til «Naar vi døde vaagner —»,
skriver Koht og Elias. (E. S. I. XCI.) Først er der Dina og Tønnes
sen, som rejser til Amerika sammen uden hverken Forlovelse eller
Vielse. I «Gengangere» er indlagt en hel Diskussion om det frie
Forhold. Osvald fremhæver de mange frie og lykkelige Kunstnere
hjem, han har truffet ude omkring i Verden. Manders begriber ikke
denne Tale: «Ved et Hjem forstaar jeg et Familiehjem, hvor en Mand
lever med sin Hustru og sine Børn.» Han finder det oprørende,
om en Mand lever i «vildt Ægteskab» med «sine Børns Moder»,
som Osvald, d. v. s. Ibsen, ikke uden Sofisteri anfører. «Hvor er
det muligt, at en — en blot nogenlunde vel opdragen Mand eller
ung Kvinde kan bekvemme sig til at leve paa den Maade — lige
for Almenhedens Øjnel» Naar Manders stempler de Kunstnerhjem,
hvor Osvald har færdedes, som Kredse, «hvor den utilhyllede Usæs
delighed gaar i Svang og ligesom har faaet Hævd», saa foreholder
Osvald ham, at Umoraliteten der udelukkende er repræsenteret af
«de mønstergyldige Ægtemænd og Familiefædre», som tror at kunne
faa deres uterlige Nysgerrighed tilfredsstillet. «Rosmersholm» bringer
den samme Diskussion paa et noget andet Grundlag mellem Kroll
og Rosmer. I alle de senere Dramer er der sønderslaaede Agteska-
ber, medens det frie Forhold vinker i Fremtidens Morgenrøde og

191

Google

HENNING KEHLER

kun forspildes, fordi Menneskene har forsyndet sig mod sig selv
eller andre, saa Gengældelsen er over dem. (Rosmer—Rebekka. Sole
ness—Hilde. Rubek—lrene.)

Selv de Vedtægter, som Samfundet med særlig, næsten voldsom
Inderlighed vaager over, er ikke fredhellige for Ibsen. Atter og
atter kredser han om Blodskamsforholdet. Det ligger i Luften i
«Samfundets Støtter». I «Gengangere» stikker Ibsen Hul paa Byl
den ved at lade Fru Alving spørge Manders: «Haanden paa Hjertet,
.+ . tror De ikke, at der ude omkring i Landet findes adskillige
Ægtepar, som er ligesaa nær i Slægt» Dog er hun under Loven.
Hun nærer en sand Rædsel for, at Osvald og Regine skal blive fors
elsket i hinanden. En lignende Uhygge griber Rebekka, der dog er
langt mere frigjort i Ibsensk Aand, da hun fatter Anelse om at have
staaet i Forhold til sin Fader. Det falder ikke Ibsen ind at kaste
mindste Plet paa hende af denne Grund. I «Lille Fyolf» gælder
Allmers og Asta for Broder og Søster; de ved heller ikke andet selv;
men det er kun Bevidstheden herom, der holder dem fra at blive
deres Kærlighed bevidst. Da Asta opdager Sandheden, føler hun
øjeblikkelig «Forvandlingens Lov» virke, men atter her er et Motiv»
sammenstød, som fører til et kunstigt Resultat og virker poetisk afø
kølende; thi Ibsens romantiske Kærlighedsopfattelse lader sig ikke
forlige med en Forvandling af delvis ræsonnerende Karakter. Uden
at vove sig saa langt ud som forskellige ældre romantiske Outsidere,
men uden heller at opløse Motivet i Pønitentse som Chateaubriand
(René), holder Ibsen af at lege lidt med et af Samfundsmoralens
bedst beskyttede Dogmer. Dr. Brix har ved sin vaagne Læsning af
«Gengangere» morsomt kunnet paavise, at han virkelig har antydet
et fuldbyrdet Forhold mellem Osvald og Regine." Ud i de yderste
Konsekvenser ofrer Ibsen til Individernes Instinktmoral.

Forældre og Børn. I det borgerlige Drama indtager Familien
en fremragende og hædret Plads. Dets norske Fortsættere indrømmer
den vedblivende denne Interesse, men i helt forskelligt Øjemed.
Bjørnson er «Hjemmets Digter», Ibsen er dets lidet velvillige Kritis
ker. Det er ironisk, naar han lader Bernick sige: «Naa, Familien er
dog Samfundets Kerne. Et godt Hjem, hæderlige og trofaste Ven
ner, en liden tætsluttet Kreds, hvor ingen forstyrrende Elementer
kaster sin Skygge . . . .,» men det er uden Ironi for Ibsen, at Dr.

* Gudernes Tungemaal $. 242—243.
192

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

Stockmann staar alene, skønt han har baade Familie og Ven i Ryggen.
Blandt de Problemer, hans Kritik af Familielivet strejfer, er ogsaa
Forholdet mellem Forældre og Børn.

Som Ibsen søger at frigøre Kvinden for det Aag, Manden har
spændt hende i, saaledes taler han Barnets individuelle Ret mod
Forældrenes Egoisme. Bernick vil opdrage Olaf til at tage hans
Gerning i Arv, — dernæst til «at oprette og sone alt». Dog gaar
han tilsidst i sig selv og hans Syn paa Olafs Fremtid ændres til:
«Herefter skal du faa Lov til at vokse op, ikke som Arvtager til
min Livsgerning, men som den, der selv har en Livsgerning ivente.»
I «Lille Eyolf» er Allmers naaet til det samme Standpunkt: «Eyolf
skal ta" mit Livsværk op. Ifald han saa vil. Eller han kan faa
vælge noget, som er fuldt ud hans eget» Omvendt vil i «John
Gabriel Borkman» baade Erharts Moder og Fader og Tante vriste
ham fra ham selv og hans eget Liv for at tjene deres Lykke og Formaal.

Naar Ibsen saaledes hævder Børnenes Ret til at blive og være
sig selv, indskrænker han i samme Grad Forældrenes Pligter til at
lade sig binde af Børnene. Helmer oprøres især over, at Nora vil
«svigte de helligste Pligter: Pligterne mod Mand og Børn». Nora
svarer: «Jeg har andre lige saa hellige Pligter. . . . Pligterne imod
mig selv.» I «Gengangere» ser vi, hvad Fru Alving faar ud af at
ofre sit Liv for Mand og Barn. Hvad nytter det hende, at hun tager
Kampen op, dækker over Mandens Usselhed, holder Sønnen fjernt
fra Hjemmet og lader ham leve i den Illusion, at hans Fader var
det prægtigste Menneske paa Jorden; hvad nytter hendes egne Savn
og Lidelser hende? Sønnen er forgiftet fra Fødselen af, og efter alt
hvad hun har gennemgaaet, maa hun endda opleve, at han kaster
hende i Ansigtet, at han aldrig har bedt om Livet, og forlanger, at
hun skal tage det igen. — Hedda Gabler er syg ved Tanken om det
Barn, hun skal føde, som Samfundet og hendes Fejhed har paatvuns
get hende. Det eneste Lyspunkt i hendes Karakter er den Stolthed,
der faar hende til at foretrække Døden frem for at blive lænket til
et Barn, hun ikke vedkender sig. — Thea flygter baade fra Mand
og Børn; Rita hader det Barn, som stiller sig mellem hende og
Manden, medens det antydes om Allmers, at det er af Mistro til
sine Evner, at han vil ofre sit Livsværk og gøre Sønnen til den
fuldfærdige i Slægten. Han svigter paa den Maade sit Kald, hvad
han ikke har Lov til. Individet har Pligt til Selvhævdelse.

En tilbagevendende Tanke i Ibsens Dramer er det ogsaa, at det

193

Google

HENNING KEHLER

bringer Nemesis over Afkommet at gifte sig af udenfor liggende
Grunde. (Cfr. E. S. III 5.) Børnene præges af Forældrenes Fors
brydelse mod sig selv. Omvendt handles der ilde mod de Kvinder,
som Børnene bliver berøvet af lignende unaturlige Grunde. Helmer
vil forbyde Nora at opdrage sine Børn, fordi hun har gjort sig skyle
dig i noget, Samfundet kalder en vanærende Handling. Alines Børn
maa dø, fordi Solness' Planer skal fremmes. Og dermed er Alines
Lykke knust. Thi «hun havde Anlæg ogsaa — til at bygge op smaa
Barnesjæle». Irene maa ofre sig for Rubek, men hun angrer sin
golde Tilværelse: «Jeg skulde have født Børn til Verden. Mange
Børn. Rigtige Børn. Ikke af dem, som gemmes i Gravkælderne.
Det havde været mit Kald. Skulde aldrig ha' tjent dig — Digter.»
Alle disse Eksempler viser, hvorledes et socialt Motiv som saa ofte
hos Ibsen understøttes af et moralsk, uden hvilket dets Kritik af
Samfundet kun vilde være et Vildskud. Nu drages det ind i en
større Sammenhæng, ind i Ibsens romantiske Etik. Ibsen, der retter
saa mange drabelige Slag mod Samfundets Moral, er selv en Mora»
list ex professo. Hans Dramer indeholder netop til Forskel fra det
ældre romantiske Drama, der lægger en altovervejende Vægt paa Angrebet,
Undermineringen, — tillige en konsekvent gennemtænkt Instinktmoral,
der allerede har et stærkt dogmatisk Præg. Forsaavidt den lader sig
systematisk opstille, er en Oversigt over dens vigtigste Læresætninger
en Fordybelse i det Ibsenske Dramas mest originale Partier.

INDIVIDET

Instinktmoral. Samfundsmoralen er forfalsket; den hæmmer og
nedværdiger Individet Men Mennesket har en naturlig iboende
Moral, der som Sokrates" Dæmon foreskriver, hvad der er ret og
rigtigt. Det gælder blot om at ville høre Stemmen i sit Indre. Dens
Røst dikterer de uafviselige Krav, som Ibsens Mennesker forsvarer
overfor Samfundet og dets Love. De allerførste Ord i «Catilina» er:
«Jeg maa, jeg maa, saa byder mig en Stemme i Sjælens Dyb.» Alle
de Skikkelser, Ibsen har følt noget for, maa noget med samme ro»
mantiske Lidenskabelighed. Særlig Kvinderne. Thea Elvsted f. Eks.
der er løbet bort fra Manden og Børnene for at følge Løvborg, for:
klarer sig: «Jeg betænkte ingen Ting. Jeg gjorde bare, hvad jeg
syntes, jeg maatte gøre. — Jeg ved bare, at jeg maa leve her, hvor

194

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

han lever. Hvis jeg skal leve.» Hilde siger: «Det var dette her
indeni, som jog og piskede mig hid. Lokkede og drog mig ogsaa.»
Hendes Rivalinde, Kaja Fosli, paa samme Maade: «Jeg maa, — jeg
maa faa bli hos Dem. Kan ikke gaa fra Dem. Saa rent — umuligt,
det»

Mændene har — navnlig i de sociale Dramer — vanskeligere
Adgang til den naturlige Morals Kilder; de er for meget Samfunds-
mennesker; derfor er de forgiftede. Kvinderne føler Problemet. Fru
Alving kæmper for at fordrive sit Sinds sidste Gengangere. Hedda
Gabler ved i sin Kreds alene Vej ud af Samfundsmoralens Sump.
Stillet mellem sine tre aandeligt korrumperede Elskere har hun In
stinkt nok til at søge Døden. Hedvig er i «Vildanden» den eneste,
der, rent instinktivt, opfylder den ideale Fordring. Rebekka har haft
Instinktets frie Mod til at vælge; nu føler hun, hvorledes hun er
«knækket» ved at være «kommet ind under det Rosmerske Livssyn».
«Her har jeg faaet min modige Vilje knækket. Og forkludret. Den
Tid er forbi for mig, da jeg turde vove, hvad det saa skulde være.
Jeg har mistet Evnen til at handle, Rosmer.» Hilde, derimod, har
bevaret sin Urnaturs Mod og Hensynsløshed.

Kun, hvor Mændene har slappet Samfundsbaandene, aner de
Instinktmoralens dragende ophøjede Bud. Ellers er de blot stupide
og gemene. Dog stikker de altid dybere i Refleksionsfordomme end
Kvinderne. Den frigjorte Rosmer, som tror paa «det naturlige Sædes
lighedskrav», faar aldrig Handlingens Friskhed, Solness aldrig det vil»
lende Mod, Allmers og Rubek ikke Elskovens Hengivelse. Naar de
Ibsenske Mænd ikke er opslugte af Samfundstypen, er de dog orm:
ædte i Karakterrødderne og mangler Evnen til at ville og være
sig selv.

Instinktmoralen gennemtrænger Ibsens vigtigste dramatiske Mo-
tiver. Den er den blodrøde Traad i hans Dramer, som den er det
i al romantisk Litteratur, fra Rousseau til Nietzsche.

Kærlighed. Det viste sig, at Ibsens Tilslutning til Fornuftgiftere
maalet og det borgerlige Kærlighedsideal var lidet overbevisende og
ganske foreløbig. Hans Opfattelse af Ægteskabet hviler paa hans
Opfattelse af Kærligheden, og selve «Kærlighedens Koinedie» viser
hans slet dulgte Sympati for den renlivede Romantiker Falk. Naar
han synger:

195

Google

HENNING KEHLER

Jeg brak Blomsten; lidt det siger.
Hvem der tar den døde Rest —

saa er det Maaden, der er letsindig, men Ibsen selv er ikke Kærligs
hedsfilantrop og Springet ikke stort til Oehlenschlåger, der i «Dina»
erklærer Ægteskabet for noget, Samfundsindretning og Ærbarhed
kræver, naar «Blomsten paa Livets Træ skal sætte Frugt», men som
er en overflødig Forvandling, hvis man vil nøjes med den blotte
Blomst.*

Tværtimod, Oehlenschlåger er kun en godlidende Nyttemoralist
i Sammenligning med Ibsen. Ibsens Instinktmoral begunstiger den
vilde, hensynsløse Kærlighed. Saaledes som Hjørdis' Valkyriekære
lighed, der ikke er «leflende som de vege Kvinders», er de Ibsenske
Kvinders Elskov. Den er deres Livskrav. Hedda maa tabe til Thea,
fordi «dette, at jeg ikke turde skyde dig ned, det var ikke min ar
geste Fejhed den Aften» «Du og jeg — det var dog Livskravet i
dig,» svarer Løvborg. Fru Alving har ogsaa svigtet Livskravet. Re
bekka maa dø, fordi hun ikke vover at «begære» længere.

«Hensynsløs» er et af de tilbagevendende Ord, hvormed Ibsen
karakteriserer Instinktets Kærlighed. Hildes Kærlighed er hensynsløs.
Rita, der elsker sin Mand med sit fulde kvindelige Instinkt, mener
ikke at Asta elsker Borgheim: «Ikke alvorligt. Ikke helt og holdent.
Hensynsløst» Da Fru Wilson rejser med Erhart, siger hun til Fru
Borkman: «Der gives Magter i Menneskelivet, som De ikke synes at
kende synderligt til . .... de Magter, som byder to Mennesker at
knytte deres Livsgang uløseligt og hensynsløst sammen.» Rubek
siger til Irene: «Og du tjente mig ogsaa, Irene, — saa frejdigt, —
saa glad og hensynsløs.»

Naar en Kvinde, der nærer denne lidenskabelige Elskov, sviges
af den Mand, hun elsker, bliver hendes Skæbne den mest tragiske,
Ibsen kender. Hjørdis klager: «Jeg blev hjemløs i Verden fra den
Dag, du tog en anden til Viv. Ilde handlede du dengang! Alle
gode Gaver kan Manden give sin fuldtro Ven, — alt, kun ikke den
Kvinde, han har kær; thi gør han det, da bryder han Nornens løn*
lige Spind og to Liv forspildes» Da Ella Rentheim mødes med
Borkman og faar at vide, at han virkelig elskede hende, dengang
han sveg hende og tog Søsteren, da klager og anklager hun ganske
paa samme Maade: «Du sveg den Kvinde, du elskede! Mig, mig,

1 Vedel: Guldalderen S. 69.

196

(40 ogle

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

mig! Det dyreste, du vidste i Verden, det var du rede til at af:
hænde for Vindings Skyld. Det er Dobbeltmordet, som du har
gjort dig skyldig i! Mordet paa din egen Sjæl og paa min! ....
Du har dræbt Kærlighedslivet i mig. .... Der tales i Bibelen om
en gaadefuld Synd, som der ingen Tilgivelse er for. ..... Den
store naadeløse Synd, — det er den Synd at myrde Kærlighedslivet
i et Menneske.»

Mændene har ikke Natur nok til at give denne grænseløse Kær»
lighed, de har ikke denne Tro paa Elskovens absolutte Værdi: De
underordner let deres Følelser mere praktiske Hensyn. Sigurd res
signerer af Venskab, Fostbrodertradition, for Gunnar. Manders vover
ikke at forarge Menigheden. Borkman foretrækker en Bankchefpost,
Bernick at redde Firmaet ved et rigt Ægteskab. Allmers formaar
ikke at møde Ritas hensynsløse Elskov med samme Hengivelse, for
han har ogsaa tænkt paa hendes Formue, da han giftede sig med
hende. Solness vil kun nødtvungent opfylde sine Løfter til Hilde.
Rubek er Kunstner, før han er Elsker. I de enkelte Tilfælde, hvor
en Kvinde svigter en Mand, er det hans fuldstændige Ruin, for en
Kvindes Kærlighed er efter Ibsensk Tankegang anderledes fatal,
ogsaa naar den slipper Livskravet. Krogstad og Relling er blot
Ruiner af det, deres Evner berettigede dem til at blive i Livet.

Den Kærlighed, som vokser op af Instinktlivets Dybder, er saa
voldsom, at den i Modgang fortsætter sig til Had. «Had og Hævn
beliver dette Bryst,» raaber Furia. Had føler Rita til Barnet, der
stiller sig mellem hende og Mandens Kærlighed. «Had og Hævn»
taler baade Hjørdis og Irene om. Motivet er ægte romantisk. I det
Schillerske Drama er det Ebolismotivet (Don Carlos). Det bundfældes
som en sikker romantisk Rekvisitfigur i det moderne sociale Drama
i Form af Aventyrersken, den af Mystik ombølgede Ødelæggerske.
Saaledes hos Dumas fils i «L'Étrangére» >: Mrs. Clarkson eller i
Césarine («La femme de Claude»). Den udenlandske Kritik har
tidligt fundet denne Kvindetype repræsenteret i Hedda Gabler.
(«Hedda est le génie du mal en lutte avec le progrés.» Ehrhard:
H. I. et le théatre contemp. 458.) Senere føjede Ibsen Irene til.
Irene har staaet paa Drejeskiven; hun har gjort sin Mand, en Syds
amerikaner og høj Diplomat vanvittig. Han lever paa «en Kirkes
gaard etsteds. Og med en ranglende Blykugle inde i Hjerneskallen
vadet Min anden Mand hedder Satow. Han er Russer . . . ...
Lever? lever? Egentlig har jeg dræbt ham . .. dræbt med en fin,

197

Google

HENNING KEHLER

spids Dolk, som jeg altid har med mig i Sengen.» Til Sammenlig-
ning hedder det om Mrs. Clarkson: «Hun har været Heltinden i
en Proces i Amerika: To Brødre af hvilke den ene havde dræbt
den anden for hendes Skyld. Man taler om en fornem Adelsmand,
som hun først skal have ruineret og dernæst gjort gal; og om en
berømt Diplomat, som skal have jaget sig en Kugle gennem Hjernen,
fordi hun havde solgt Statshemmeligheder, som han havde været
uforsigtig nok til at betro hende.» (I 2.) Dofia Sol i Ibafiez' Ro:
man «Sangre y Årena» er udstyret med ganske lignende Effekter.
Smagen er maaske blevet lidt finere paa Vej til den sociale Realisme
og Symboliken, men Typen forraader ikke sin Afstamning fra
Hugos Kurtisane Marion de Lorme og Dumas' ikke mindre udy:
dige Mylady (De tre Musketerer). Publikums Yndlingsfigurer
flytter med som Nisserne, naar de litterære Doktriner holder
Flyttedag.

Den romantiske Kærlighed et dog ikke blot i Slægt med Hels
vede, men ogsaa med Himlen. «Kærligheden og Døden er det enes
ste, som forbinder Mennesket med Uendeligheden,» hedder det hos
Dumas. (L'Étrangére V 4.) Elskovens overjordiske Kraft er et
Motiv, Ibsen aldrig helt taber af Syne. Kærligheden undskylder alt.
«Han (Sønnen) var min Kærligheds Barn, det eneste, der mindede
mig om den Tid, da jeg var Kvinde i Aand og Sandhed,» siger Fru
Inger. Dernæst er Kærligheden løskøbende, sonende. I «Catilina»,
«Brand» og «Peer Gynt» gentages dette ærværdige Romantikermotiv,
verdenskendt fra Goethes Faust og i vor Litteratur bl. a. anvendt i
«Adam Homo». De moderne Dramer afdækker momentvis samme
Idé: Hedvigs Død er sonende; Rebekkas er det, hun som «gaar samme
Vej som Beate» for at give Rosmer «Troen paa sin Kærlighed».
Slutningen af «Naar vi døde vaagner —» er baade i Udførelse og
Tankegang analog med «Brands» Udgang.

Om romantisk Kærlighed gælder det, at den opstaar pludseligt,
med et Trylleslag. Forelskelsen er en Benaadelse, der melder sig ved
første Øjekast mellem Aladdin og Gulnare og mellem de elskende i
Fru Gyllembourgs Romaner. Saa er det og hos Dumas fils: «Man
underkaster sig Kærligheden, man naar ikke til den ved Refleksion.
Den er straks, eller den er aldrig.» (Raymond de Nanjac: Le Demie
Monde II 3.) Ibsen unddrager sig heller ikke denne Side af den
romantiske Elskovslære:

198

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

. &t Øjekast, og med et flygtig Blik
hun møder mit; det trængte gennem Sjælen . ..
(Catilina.)

Blanka (Kæmpehøjen) og Eline (Fru Inger) genkender øjeblik.
kelig i Gandalf og Niels Lykke den Helt, som herskede i deres
Kærlighedsdrømme. Peer Gynt og Solveig mødes i den samme plud»
selige Betagelse. Dina og Johan Tønnesen (Samf. St.) finder Vej til
hinanden i Løbet af en Eftermiddag, hvad der maaske kan skyldes
dramatiske Grunde. Men er ikke Ellidas Lidenskab for den Frem:
mede og Kajas for Solness opstaaet med uimodstaaelig pludselig
Vælde? Er ikke Hildes første Møde med Solness, da hun endnu
kun er tretten Aar, afgørende for hele Livet? «Herregud,» siger
hun, «en kan da ikke selv hjælpe for, hvem en kommer til at holde
af, ved jeg.» Og Solness svarer: «. . . Det er vel Troldet inden i
en, som raader for det.»

Kærligheden vedblev for Ibsen altid at være noget absolut, uen»
deligt og uforanderligt. De af hans Personer, der virkelig har elsket
hensynsløst og til Bunds, kommer aldrig ud over deres Lidenskab.
Der er ingen af dem, der gaar over til at føle ny Kærlighed eller
falder af paa den gamle. For Allmers' Vedkommende har dette med
Pengene jo altid siddet som en Orm i hans Elskov, og Rita og El
lida skylder en paa Dramernes Poesi følelig Motivforskydning deres
«Forvandling». Den store Kærlighed er i det hele taget en af den
romantiske Traditionalismes fasteste Skanser, et af Digternes og
Publikums varmeste Sympatipunkter. I Udkastet til «Hedda Gabler»
siger Løvborg: «Gaar De ogsaa og slæber paa den Fordom, at en
Mand bare kan føle Kærlighed for een Kvinde — ad Gangen ?» (E.
S. III 226). Repliken er udgaaet i det færdige Stykke. Ibsen skil
drede ikke gerne Kærlighedens komplicerede Psykologi, saa den
næppe engang. Kærlighed er, den diskuteres ikke. Og dens Ret er
saa absolut som dens Væsen. Selv i de sociale Dramer er det Kære
ligheden, som fører det sidste Ord og griber ind paa Omraader, hvor
den synes uvedkommende. Helmer siger under Opgørsscenen, da
Nora vil forlade Hjemmet: «Det er fordi du ikke elsker mig mere,»
og Nora svarer: «Det er just Tingen. Jeg elsker dig ikke mere.»
Kærlighedens Ophør er den afgørende Begrundelse for, at Nora
ikke kan blive under Tag med Helmer, — og ikke hendes emancis
patoriske Forsætter.

199

Go ogle

HENNING KEHLER

Frihed. Naar Samfundsmoralen er Hæmskoen paa al individuel
Udvikling, er Friheden det store Maal, Menneskene maa sætte sig.
Frigørelseskampen er derfor et standende Motiv i Ibsens Dramer.
Først efter Schillersk Mønster (Demetrius f. Eks.), naar Catilina
sværmer vildt for Frihed:

++ .+ de vide ej, hvor højt mit Hjerte slaar
for Ret og Frihed og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen jordisk Barm ...

Schillers «Jungfrau» og «Wilhelm Tell» er Prototypen for det
patriotiske Frihedsmotiv i «Fru Inger». I «Peer Gynt» er Frihedss
kravet blevet filosofisk farvet i Heibergsk Aand; Peers Kamp mod
sit Sinds jordstræbende Magter, mod den «store Bøjgen» er under
den samme ideale Frihedsmetafysiks Love som «En Sjæl efter Døden»
og «Kalanus». «Kejser og Galilæer» staar væsentlig paa samme
Standpunkt. «Julian gør sig gradvist fri for Kejseren, Kristus og
Gud. Tiltrods derfor bliver han ved at være ufri, en Slave af sit
forfængelige Jeg, afhængig af Tegn, Ansigter, Drømme, af sine Nere
ver og sit Blod.» (I. Collin: H. I. 372). Saa vendes Frihedskravet
en Overgang mod Samfundet. Nora vil frigøre sig for Manden;
Fru Alving for sine «Gengangere», Rosmer for Slægtstraditionen.
Hedda basker mod Burets Tremmer som en stækket Rovfugl, man
har søgt at gøre til Selskabsdyr. Men allerede Rosmers Frihedskamp
er mest af indre Natur. Kirkens Dogmer kan han sagtens blive fris
gjort for, men ikke Sindets. Ikke blot Rosmersholms døde, de
«hvide Heste», hersker over ham og gør ham ufri, men ogsaa en
knugende Syndsbevidsthed, en Skyldfølelse, han ikke kan afryste,
og hvormed han ogsaa binder Rebekka. Ellidas A'gteskabshistorie
fortæller om en Udvikling fra Frihed til Ufrihed og til Frihed igen;
thi, som Wiangel siger: «Din Dragning imod denne fremmede Mand,
— det har været Udtrykket for et vaagnende og voksende Frihedse
krav i dig» Da Wangel lader hende vælge «i Frihed og under
Ansvar», bliver hun løst fra dette Frihedskrav. Et pudsigt Eksempel
paa, hvorledes Ibsens romantiske Dogmatik med dens Tro paa de
abstrakte Fænomeners Absoluthed kan gøre Moralen tvetydig. —
Thea Elvsted er frigjort, men Hedda har svigtet sit «Frihedskrav»,
som vilde have gjort hende til Løvborgs. Hun beundrer i Grunden
Thea: «Der hører ganske antageligt Mod til at gaa fra sin Mand.
Fra Hus og Hjem. Og altsammen for saadan i Frihed at slutte

200

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

sig til en anden.» Frivillighed er i det hele taget en Betingelse for
alle gode Beslutninger og Handlinger. «Det nytter ikke at kræve
noget. Alt maa gives frivilligt» (Allmers.) Selv Brack («Hedda
Gabler») synes at føle dette, om han end er rede til at nøjes med
det modsatte: «Trekanten ser De — den bør helst befæstes og for
svares i Frivillighed.»

Frihedstrangen bliver hos Ibsens Kvinder til Udlængsel. Eline
i «Fru Inger» længes mod den brogede Verden ligesom Bolette i
«Fruen fra Havet». Nora længes mod Syden, Ellida mod Havet;
Hedvig faar vage Længsler ved at se i sin Billedbog; Thea gik til
Grunde af Længsel i sin Afkrog af Verden indtil hun brød ud.
Maja, der undslipper Rubeks ulevende Kunstnertilværelse, synger og
jubler af fuld Hals:

Jeg er fril Jeg er fril Jeg er fril
Mit Fangenskabs Liv er forbil
Jeg er fri som en Fugl! Jeg er fril

Det frie Menneske var Ibsens Drøm, hans smukkeste, hans dy-
beste og hans ulykkeligste. Det frie Menneske er «Menneskeaandens
Revolutionering», det er Skabningen 1 «det tredie Rige», det er
Adelsmennesket, som Rosmer drømte om. Fjenden er det nuværende
Samfund, men ogsaa den Splittelse, som skjules i den menneskelige
Bevidstheds Dyb.

Sandhed. Frihed og Sandhed skilles ikke ad hos Ibsen. De to
Begreber er for ham identiske. Sandheden var for Romantiken et
Idealbegreb. Derfor angriber dens Satirikere den falske Idealisme,
f. Eks. PaludansMiller i «Luftskipperen og Atheisten». Ibsen træder
i dette Fodspor i «Sancthansnatten» (Julian Paulsen) og i «Kærlig»
hedens Komedie». Endnu i «Samfundets Støtter» er Hilmar Tønne»
sen en Hostrupsk StudentsKarrikatur, der gaar rundt og «holder
Ideens Fane højt». Men denne Parodi paa en filistrøs Tilegnelse af
Sandhedsfølelsen er kun et periferisk Motiv. Ellers er den Sands
hed, som prøves i Stykket konkret nok: det er Samfundets Sandhed.
Bjørnson havde antydet Motivet i «En Fallit» ved Valborgs Replik:
«Ja, jeg kan ikke godt tænke mig en større Mishandling end den
at lade mig indtage en løjet Stilling, saa min Omgang ikke engang
bliver min, men hviler, som alt, paa en bedragersk Forudsætning ...
den Dag, jeg opdagede, at det var stjaalet, alt det, som min Fader

14 — Edda. IV. 1913. Så

Google

HENNING KEHLER

havde givet mig, — at det var Løgn, alt ....» Og som Tjælde
har ladet sit Hjem leve paa en Løgn, har Konsul Bernick bygget sit
op paa Løgn og i femten Aar nydt Are og Anseelse paa bedrage
riske Forudsætninger. Lona Hessel maa komme hjem fra Amerika
for at lære ham, at Frihed og Sandhed er Samfundets sande Støtter.

I de følgende Dramer fortsætter Ibsen med at rive Masken fra
Samfundets hæsligste Ansigter. Overalt, hvor Samfundet ser sande
lykkelige Forhold, finder han Løgnen. Helmer kan kun se Noras
Smaaløgne, men Nora opdager Løgnen i deres Ægteskab. Fru Als
vings Ægteskab hviler paa en Løgn; hun bærer det, gennemfører det
ved Løgn. I «En Folkefjende» suger hele det «opblomstrende Sam»
fundsliv» Næring af en Løgn; det «hviler paa Løgnens pestsvangre
Grund». Samfundet er en uhyre Rugekasse for Løgne, der langsomt
vokser sig til Magt og Autoritet. Det hæger om de afdøde Sands
heder: «Hvad er det for Sandheder, som Flertallet plejer at flokke
sig om? Det er de Sandheder, som er saa vidt tilaars, at de er paa
Vejen til at blive affældige. Men naar en Sandhed er saa gammel, saa er
den ogsaa paa gode Veje til at blive en Løgn.» Majoritetens Tilslutning bes
viser ikke Sandheden, som Steensgaard mener: «Hvad der kan gribe saa
mange, — ved den evige Gud, det har Sandhed i sig.» (De U. Forb.)
«Flertallet har aldrig Retten paa sin Side» «Sandhedens og Frihes
dens værste Fjender er den forbandede kompakte, liberale Majoritet.»
(Dr. Stockmann.) Den «antagne Folkeløgn» bliver aldrig Sandhed,
heller ikke naar den autoriseres af Staten; thi Staten gør den frie
Personlighed til Funktionær og tyranniserer den individuelle Sande
hedsopfattelse: «Som Funktionær har du ikke Lov til at nære nogen
separat Overbevisning. — Som underordnet Tjenestemand her ved
Badet har du ikke Lov til at udtale nogen Overbevisning, som staar
i Strid med dine Foresattes.» (Byfoged Stockmann.)

Ibsens Syn paa Sandheden er nok relativt, men det er, fordi
det kun tager Sigte paa Individet. Det er altsaa udpræget romantisk
og ikke aandsbeslægtet med den moderne Videnskabs utilitære Sands
hedsbegreb (James, H. Poincaré o. s. v.), der netop tænker sig en
Udvikling i de kollektive Sandheder. Nora vil undersøge om Præs
sten Hansens Sandheder er rigtige for hende. Fru Alvings
«Gengangere» er Hjemmets, Skolens, Opdragelsens indterpede Sand»
heder. Dr. Stockmann opdager at Sandheden er «at staa alene».
Sandheden er altsaa for Ibsen det samme som den videst gaaende
Individualisme, men indenfor Individets Sfære er den absolut og

202

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

urokkelig ganske som Kærligheden. Hans Standpunkt er forsaavidt
kun en Negation af Sandheden, eftersom Perspektivet til en Sam»
fundsreformation ved Hjælp af Frihed og Sandhed er afsluttet med
«Samfundets Støtter». Hans Dybsindighed ligger i Kritiken, naar
han f. Eks. viser, hvorledes det er i Samfundets Interesse, at der uds
klækkes specielle individuelle Løgne til «stimulerende» Brug for den
enkelte, samtidig med at Massen lever trygt paa de store dogmatiske
Løgne. Det er godt at indpode Individet en særlig Livsløgn, som
kan gøre det ud for Liv og Sandhed hos ham. Saaledes siger Man»
ders: «De har grundfæstet en lykkelig Illusion hos Deres Søn, Fru
Alving, — og det bør De sandelig ikke skatte ringe.» Relling sætter
«Fontaneller i Nakken» paa Menneskene. Molvik bilder han ind,
at han er dæmonisk. «Hvad Fan' vil det sige at være dæmonisk?
Det er jo bare noget Sludder, som jeg fandt paa for at bjerge Livet
i ham. MHavde jeg ikke gjort det, saa var det stakkels, skikkelige
Svin bukket under i Selvforagt og Fortvivlelse for mange Herrens
Aar siden.» Den gamle Ekdal «har fundet paa Kuren selv». Hos
Hjalmar er den stimulerende Livsløgn, at han er en stor Opfinder.
«Tager De Livsløgnen fra et Gennemsnitsmenneske, tager De Livet
fra ham med det samme», er Summen af Rellings Livserfaring. Same
fundet vil ikke undvære sine Gennemsnitsmennesker, for det er just
dem, det sætter mest Pris paa.

Men bagved Ibsens tilsyneladende radikale Pessimisme fører han
tydeligt nok den sande Idealismes Kamp mod den falske. Samfun-
dets Idealisme er falsk; den er Løgnens Skalkeskjul:

Manders: Er der ikke en Røst i Deres Moderhjerte, som for
byder Dem at nedbryde Deres Søns Idealer.

Fru Alving: Jamen, Sandheden da.

Manders: Jamen, Idealerne da... kast ikke Vrag paa Idealerne.
Det hævner sig haardeligen.

Eller Rellings Ord i «Vildanden»: «Hvorfor bruger De det
fremmede Ord: Idealer. Vi har jo det gode norske Ord: Løgne.»

Samfundet kultiverer Løgnen, men Individet kan altid finde sin
Sandhed, selv om den er dyr at tilegne sig. Det er blot Mod og
Vilje det skorter paa. «Hvor skal vi se hen,» spørger Rita. «Opad,»
svarer Ållmers. «Opad, imod Tinderne. Mod Stjernerne og den
store Stilhed.» Saaledes er ogsaa dette Motiv dybest præget af en
utopisk Optimisme, som viser tilbage til de romantiske Kilder.

203

Google

HENNING KEHLER

Kald. Kunstnerkaldet er et Yndlingsmotiv for Romantiken:
Tasso, Corregio, «Tycho Brahes Ungdom» (Hauch), Eivind Skalda
spiller (Poul Møller). Det gaar herfra over i den moderne Littera-»
tur, hvor denne polemisk vender sig mod Romantiken: «Nutidsbilles
der» (Topsøe) etc. Ibsens Drama gør denne Udvikling med.

«Catilina» staar naturligvis den romantiske Tradition ganske nær.
Baade Bjørnsons og Ibsens Digtning tager «det geniale Menneskes»
Problem i Arv fra Fortiden. (Cf. Chr. Collin: Edda I 1914.) Catis
lina er dog ikke blot et Geni i Kamp med Samfundet; han er endnu
mere i Kamp med sin Natur. Hans Kald foreskriver ham den store
Gerning, men hans Sanselighed trækker ham nedad, og en ydmyg,
kristelig Trang til Askese lader ham undertiden øjne en fredelig Tils
værelse ved Aurelias Side som den bedste:

— I Galliens Dale fæste vi vort Bo,
et lille Agerland skal os ernære.

Der vil som Kolonist jeg stille leve,

jeg vil forglemme, hvad jeg engang var,

vil slette Tanken ud om mine Planer,

vil som en dunkel Drøm min Fortid mindes!

Kaldsmotivet fortsættes i «Fru Inger», hvor Moderkærligheden
kæmper med det Ungdomskald, hun har indviet sig til; i «Hær
mændene», hvor Hjørdis maa dø, fordi hendes Kald er blevet uop»
fyldt: «Grant ser jeg nu mit Hverv i Livet: at gøre dig berømmelig
over alle Lande.» I «Kongsemnerne» er det blevet uddybet og stillet
i en omfattende Belysning ved at være knyttet til alle tre Hoved
personer. Bisp Nikolas er et Kongsemne uden Kald. Han er uden
for den Ibsenske Moral, fordi hans Instinkt intet byder ham. Hans
«Kald» er derfor blot at bryde ned og ødelægge. Skule aner Kaldet
og dets Betydning, men er selv magtesløs, uden Mod og Vilje, «en
ufrisk Tvivler». Han ser, hvorledes Haakon er stor i Kraft af Troen
paa sit Kald, og han tænker paa at dræbe Haakon eller stjæle hans
Kongstanke. «Jeg er som en ufrugtbar Kvinde. Derfor elsker jeg
Haakons kongelige Tankebarn, elsker det med min Sjæls hedeste
Kærlighed. O, kunde jeg ogsaa knæsætte det! ...» Haakon ejer
sig selv. Hans Kald er en Gave fra Gud, og det byder ham at gaa
dets Veje eller dø. For det ofrer han uden Betænkning først sin
Frille, saa sin Moder og sin Hustrus Fader, medens han overser
Margrete og hendes Kærlighed, en Videreudførelse af Tanken i

204

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

«Kærlighedens Komedie», hvor Svanhild viser Falk Vej til Resignation i
Kærlighed, for at han kan blive sit Kald tro. Han gaar «opad —
tilfjelds . . . mod sit Maal som Digter . . . for at synge Tenoren i
Norges Ungdoms Kor». Brand ofrer sin Moder, Barnet, Hustruen,
sin Stilling og Formue for at tjene Kravet i sit Indre. Men hans
Vej fører ham til Iskirken. Den tragiske Konflikt, som var latent
til Stede i de foregaaende Stykker, mellem Kaldsmotivet og Kærlig»
heden er i Brand afgørende fremstillet, om end ikke løst.

Hermed staar det maaske i Forbindelse, at Ibsens næste — sos
ciale — Dramer skarpt vender sig mod det ortodokse Genikrav.
Først hos Steensgaard, for hvem Førerkaldet blot er dum Selvovers
vurdering og Opvigler. Dernæst i «Vildanden», hvor hans Ironi
udlader sig dobbelt, dels mod Hjalmar, dels mod Gregers. Af disse
er den første med Rette den berømteste, fordi han er blevet Anti
romantikens Hovedfigur i den nordiske Litteratur, men den anden
er Hovedpersonen, naar det Ibsenske Drama ses i sin Sammenhæng.
Hans Kald er at bære «den ideale Fordring» frem. Over ham falder
da ogsaa det tragiske Skær, mens Hjalmar blot er parodisk.

Det parodiske Kaldsmotiv fortsættes i Lyngstrand (Fruen fra
Havet), hvis naive Kunstneregoisme overfor Bolette er Falks og
Svanhilds Forhold om igen i Karrikatur. Endvidere — en passant —
hos Foldal i «John Gabriel Borkman». Men ellers har Motivet
igen fundet sin fulde tragiske Berettigelse. Rosmer har det Kald at
ville gøre Menneskene til Adelsmennesker. Solness' Kald gaar hen
over Alines Lykke, — som Corregios henover Familien og Brands
over alle Værdier. For at hans Kald kan komme frem, maa Alines
Livskald lægges øde. «Og hun havde sit Livskald ogsaa. Lige saa
godt, som jeg havde mit. Men hendes Livskald, det maatte fore
kludres, det, knuges, knækkes sønder og sammen for at mit kunde
vinde frem — til et Slags stor Sejr» Borkman, der har Magtens
«ubetvingelige Kaldelse» i sig, maa myrde Ella Rentheims Kærlig»
hedsliv. Allmers ofrer sit Kald, som han tvivler om, for Eyolf. «Du
var begyndt at tvivle paa, at du havde noget stort Livskald at leve
for i Verden,» siger Rita. Ganske paa samme Maade søgte Tvivles
ren Skule at oplive Kaldsfølelsen gennem sit Barn. Erhart Borke
man vil ikke underkaste sig noget fremmed Kald. Han vil leve for
sig selv, som Maja i «Naar vi døde vaagner —». I dette Stykke er
Motivet igen stillet som i «Kærlighedens Komedie», men Løsningen
er den modsatte: dengang Askese — nu Liv. «Hele dette med Kunst»

205

Google

HENNING KEHLER

nerkald og med Kunstnergerning — og sligt noget, — det forekommer
mig som noget saa tomt og hult og intetsigende i Grunden.» (Rue
bek.) Det havde været Irenes Kald «at føde Børn, rigtige Menne
skebørn». Hun har ofret sig for Rubeks Kald: «Du sagde, jeg var
Svanen, som trak din Baad.» Og som det viser sig: til ingen Nytte.
Naar de døde vaagner, maa de leve Livet om igen, — og saa er det
for sent. Ibsens Moral er atter saa tvetydig som den delfiske Py-
thias Svar.

Lykke. Naturens muntre Søn er Lykken næst.
Hvorefter Nattens Grubler flittig grunder,
Naar Solen slukkes i det blege Vest,
Det finder han med Lethed ved et Under,
Fast ubegribeligt ham Lykken gaar
I Møde, mens han sødt og sorgfrit blunder.

Oehlenschlågers berømte Vers er ogsaa et fuldgyldigt Udtryk
for den Lykketro, som er et af de røde Motiver i Ibsens Dramer,
kun at Ibsen altid anskuer Lykken fra Nureddins Stade. Han er en
Nattens Grubler:

Øver jeg engang et Storværk,
Det bliver en Nattens Daad —

synger han etsteds. «Mit Liv var Natten,» siger Catilina, og «Mør:
ket er vort Rige» samstemmer Furia. «Mørke Natten er bedst,»
mener Ulrik Brendel. Ibsen er en Nureddin, der som denne inderst
inde tilbeder Lyset. Utallige er de Steder hos Ibsen, hvor Lyset
paakaldes eller symboliserer Lykken. I «Brand» og «Kejser og Gas
lilæer», i «Samfundets Støtter» og «Gengangere» er det Symbol for
Livsglæden, i «Bygmester Solness» paa Ungdommens stærke Lykke:
tro, 1 «Lille Eyolf» og «Naar vi døde vaagner —» paa Sjælens af:
klarede Lykketrang o. s. v. Mørket er Symbol paa Sindets onde
Magter (Furia, Hjørdis paa det mørke Helgeland, Hedda Gabler,
som ikke taaler Solskin), paa Indestængthed og Fjendskhed mod
den sollyse Glæde (Tusmørket hos Bernicks, Regnvejret i Gengans
gere), paa Sindets knugende Lykkeforladthed (Brand og Rosmer
i deres sorte Dragter).

Lykkemotivet i «Kongsemnerne» viser i særlig Grad tilbage til
Oehlenschlåger. «Den lykkeligste Mand er den største Mand,» siger
Bispen til Skule. Selv om Haakon i Modsætning til Aladdin er

206

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

tegnet som en Handlingens Mand, saa er han dog et Lykkebarn,
«hvem Tidens Krav kommer over som i Brynde, som avler Tanker,
dem han ikke selv fatter, og som peger for ham paa den Vej, han
ikke selv ved, hvor bærer hen, men som han dog gaar og maa gaa ..»
For Skules Vedkommende er Tilslutningen til «Hakon Jarl» aaben»
bar. «Tror I, at min Krone vil passe om Eders Tinding», siger
Haakon til Skule. Lykken udpeger den til at «bære Kronen», som er
Kronen voksen».!

Ligesom Kaldsmotivet gennemløber Lykkemotivet en Udvikling
i realistisk Retning. Hos Ekdal og Lyngstrand parodierer Ibsen den
blinde «geniale» Lykketro. Da Hjalmar hører, at de har været tret-
ten til Bords, bliver han bange. Relling trøster ham: «Dig rammer
det sgu ikke.» Lyngstrand siger naivt: «For jeg tror det, at jeg har
Lykken med mig.» Denne Digression spiller imidlertid ingen større
Rolle. Problemet stiller sig snart igen for Ibsen i den romantiske
Belysning. I de sociale Dramer sammensværger Samfundets Love
og Vedtægter sig mod de kvindelige Hovedpersoners Lykke ganske
som i M=* de Staéls «Delphine» og «Corinne». «Det fade Indtryk
af disse Romaner skyldes Mangelen paa enhver Følelse af Skæbne
(>: fatalité), og den tykke Illusion, der overalt er tilstede, at der
kun er en Hindring af social Natur mellem disse Mennesker og
Lyksaligheden, og at denne Hindring er kunstig.» (Lasserre: Le
romantisme frangais. S$. 163.) Den Bebrejdelse unddrager Ibsen sig
hurtigt. Den kan med Føje rettes mod «Samfundets Støtter», men
allerede «Gengangeres» Lykkeopfattelse er skæbnebestemt. Og alle
de følgende Dramer viser os Menneskene i en Lykkekamp, der er
tragisk bestemt indefra.

Rosmer proklamerer Lykken. I Udkastet til Rosmersholm staar

der særlig tydeligt: «. . . og saa vil jeg leve, være lykkelig . ....
Jeg maa dog begynde at leve engang, jeg ogsaa. Jeg vil og maa
blive lykkelig her i Verden ..... Det er noget af det største ved

den unge Tid, at vi vover aabenlyst at proklamere Lykken som
Livsmaal» Men inden i ham er der bestandig Magter, som stiller
sig imellem ham og Lykken. Og Rebekka, som dog havde det rette
Vovemod til at ville sin Lykke, — da hun kommer «under det Ross
merske Livssyn», saa føler hun, «hvorledes det adler, men det dræber
Lykken».

! CÉ. ogsaa V. Vedel i Festskr. t. Ibsen. S.64.
207

Google

HENNING KEHLER

Bygmester Solness er Ibsens mægtigste Drama om Lykken, hans
Lykketragedie. Den herskende Idé er, at Lykke kun købes ved
Ulykke. Solness har «ønsket», som Aladdin ønskede hos Lampens
Aander, og hemmelighedsfulde Magter kom og «tjente» ham. «Hvem
raabte paa Hjælperne og Tjenerne? Det gjorde jeg! Og saa kom
de og føjed sig under min Vilje. . .... Det er det, som Godtfolk
kalder at have Lykken med sig. Men jeg skal sige Dem, jeg, hvor
ledes den Lykken kendes! Den kendes som et stort hudløst Sted
her paa Brystet. Og saa gaar Hjælperne og Tjenerne og flaar Hud:
stykker af andre Mennesker for at lukke mit Saar. Men Saaret
heles ikke endda.» Hans Lykke gaar over Alines, Ragnars og Kajas.
«Tage Livslykken fra andre Mennesker, — slig, som han har gjort
baade med Far og med mig, — det er han ikke ræd for . ..», siger
Ragnar. Og dog er Solness ulykkelig. Skæbnen er over ham ude
fra: Gengældelsen, og indefra: den skrantne Samvittighed. Han ser
Lykken, men evner ikke at gribe den: «Jeg — jeg — som ikke kan
leve Livet glædeløst.»

Hilde er den genoplivede Hjørdis. Naar Hjørdis svarer Sigurd,
der paaberaaber sig Skæbnen: «Vel sandt; onde Norner raader over
Verden, men deres Magt er ringe, ifald de ikke finder Hjælpere i
vort eget Bryst.» «Lykken times den, der er stærk nok til at stævne
i Strid med Nornen», — saa skærer ogsaa Hilde igennem og kræver
sit Kongerige, sin Lykke af Solness. «Hvorfor skulde jeg ikke gaa
paa Rov, jeg ogsaa? Ta' det Bytte, jeg har Lyst til? Hvis jeg saa
sandt kan faa Kløerne i det da. Vinde Bugt med det.» Hendes
Samvittighed er «frodig struttende sund». Hun «tør det, hun helst
vil». I intet andet af Ibsens Dramer er det romantiske Lykkebegreb
saa skarpt formuleret, samtidig med at dets ideale Optimisme kryde
ses af andre Motiver, og Moralen sluttelig reduceres til en pur Ne
gation. Lykkemotivet findes iøvrigt i alle Ibsens senere Dramer:
Allmers' Lykkefølelse kommer under Forvandlingens Lov og vendes
til Offerglæde for Sønnen, og herunder maa Ritas Lykke lide.
Borkman dræber Ella Rentheims Lykke, som Rubek dræber Irenes
og Majas.

Ibsens Lykkebegreb er af ligesaa absolut ideal Natur som hans
andre abstrakte Motiver. Lykken lader sig ikke dele, ikke administrere i
smaa Portioner. «Intet eller alt» er dens Væsen. Derfor er Ibsen
fjendtligsindet overfor enhver Gaaen paa Akkord med Lykken. Ca
tilinas Venner skildres med Foragt som Vellystninge, der præker

208

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

«Øjeblikkets Nydelse»; «vivants d'opéra» kalder Ehrhard dem træ
fende. Niels Lykke og Catilina hælder begge til den samme grove
sanselige Form for Lykkefølelse. Bengt i «Gildet paa Solhoug», der
iøvrigt minder om Birkedommeren i «Aventyr paa Fodrejsen», er
skildret som en gammel Libertiner i Modsætning til Gudmund.
Einar i «Brand» er Ibsens mest udførte Skildring af et Menneske,
som lever under en «æstetisk» Lykkeidé. I «Kejser og Galilæer» er
Ibsens Sympati afgjort paa den kristne Askeses Side. Ganske vist
hedder det først om Hedenskabets Lykkefølelse, at den er «en hel
og virkelig Verden, som I Galilæere er blinde for. I den er Tilvæ:
relsen en Højtid mellem Billedstøtter og under Tempelsange, med
fyldte skummende Skaaler og med Roser i Haaret. Svimlende Broer
spænder sig mellem Aand og Aand, lige til de fjerneste Lys i Rume
met . . .»; den «hedenske Synds Skønhed» prises. Men derpaa af,
sløres Libanios, Hovedrepræsentanten for denne lyse Lykke, som en
pengegridsk Materialist. Visdomsvennernes Gud er deres Bug:
«Havde de i denne Stund et Suk til Gud, skulde det være, at han
vilde tømme deres Maver for Frokosten.» Ibsen er endnu haardere
ved den hedenske Visdom end Paludan-Milller i «Kalanus» er ved
de græske Filosofer, om hvilke Mynster vittigt skrev til Hostrup, at
«de tale som i et Middagsselskab hos Heiberg». De følgende Dra
mer viser en Svingning i Ibsens Tanke, ganske som vi har konstateret
den ved de forrige ideale Motiver. Det tages ikke Rank ilde op, at
han forsøder sin triste Tilværelse med Vin, Cigarer og lidt sentimen:
tal Erotik. «Har du lagt Mærke til, at alt hvad jeg har malet drejer
sig om Livsglæden,» siger Osvald til Moderen; og denne Gang er
det ikke den asketiske Livsglæde. Til Brug antagelig for «Vildanden»
(Gregers Werle) findes følgende Notits i «Efterladte Skrifter»: «Sy
bariten Å. K., der i Fattigdom og Elendighed er æstetisk indigneret.
Han nyder sine Besøg hos den forkomne Skolekammerat uden at
være sig det klart bevidst» Disse Træk gaar fra Gregers over paa
Ulrik Brendel, men ikke længer i en afgjort usympatisk Mening. Brendel
staar tværtimod Ibsens Hjerte nær. (Cf. Poul Levin: Tilskueren
1909.) «Du ved, min Johannes, at jeg er et Stykke af en Sybarit.
En Feinschmecker . . . Jeg holder af at nyde i Ensomhed. Thi da
nyder jeg dobbelt o. s. v» Med Styrke fremhæves det i «Rosmers»
holm», at «Lykke er Glæde». Det Rosmerske Adelsmenneske er
«skyldfrit og glad». Der dukker Mennesker frem, der ligesom Ejnar
fordum vil leve. Erhart Borkman vil «leve, leve, leve! . . ... For

209

Go ogle

HENNING KEHLER

Lykken, Mor!» Fru Wilton føler det samme: «Jeg har aldrig før
vidst, hvad Lykke var i Livet. Og jeg kan da umulig vise Lykken
fra mig, fordi den kommer for sent.» Baade Rita og Maja vil den
jordiske Lykke. Da Allmers siger: «Her i Jordlivet hører vi levende
hjemme,» griber Rita det: «Ja, her er den Slags Lyke, som vi fore
staar.» Allmers faar da Skrupler og svarer «mørkt»: «Aa, Lykken
— Lykken — du.» Svaret er karakteristisk og viser, hvorledes Ibsens
Moral ikke har truffet nogen Afgørelse. Løvborg er et Tilbagefald
til den æstetiske Type, til Ejnar og Libanios. Som de er han tænkt
med Vinløv i Haaret, d. v. s. han er en Sybarit, hvis Lykkeideal
ikke slaar til for Ibsens Maalestok. «Vi er Jordmennesker,» siger
Rita, og dermed forsøger han at stille Lykkekravet midt i selve Livet.
Men Allmers svarer: «Vi er lidt i Slægt med Himmel og Hav ogsaa,
Rita» Alle Ibsens Tankehelte har denne Uendelighedsfølelse i sig.
De kan ikke nøjes; de vil det umulige. Deres Lykke bor ikke i Jord»
livet, men i Verdensaltet. De vil ikke dele sig, de vil eje og give
alt fuldt ud.

Ibsen har altsaa intet afsluttende Svar paa Problemet. Lasserre
indvender mod Romantikens optimistiske Lykkebegreb: «Der er
noget usmageligt i at afmale den tilfredsstillede Lidenskab som en
Fuldkommenhed i Nydelse (3: plénitude de délices)» Denne An:
klage kan ikke indbefatte Ibsen, eftersom han netop undflyer den
banale Lykke ved at skrue Lykkekravet op til Paradoksets Spids:
«Intet eller alt» Hans Sammenhæng med Romantiken viser sig i,
at han overhovedet ikke tvivler om Menneskenes Ret og Pligt til at
søge Lykken. Som det gjaldt Sandheden, gælder det hans Opfattelse
af Lykken: den er, den eksisterer. Den realistiske Pessimisme, som
benægter, at Menneskenes Opgave er at søge Lykken, og reducerer
Lykken til et tomt Ideal, har ingen Plads i Ibsens Dramer. A'gte
romantisk er hans Formulering af Lykken som en Utopi, der for
langer Tiltro; hans Ejendommelighed er den indtrængende Dialektik,
hvormed han optaarner Vanskelighederne for dens Virkeliggørelse.

Lykken betinges af fuldstændig Hengivelse og fuldstændig Be
siddelse. Motivet finder som mnævnt sit paradoksale Udtryk i
«Brand», men spores iøvrigt overalt i Ibsens Drama. Fru Alving
kunde «næsten velsigne» Osvalds Sygdom, der fører ham hjem:
«Jeg har dig ikke; du maa vindes.» Stymperen Hjalmar Ekdal for
tvivler over ikke at have ejet Hedvigs Kærlighed. Ellida og Wangel
har aldrig ejet hinanden fuldt ud. Rosmer og Rebekka kan ikke

210

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

give sig fuldt ud hen til hinanden, for den døde staar imellem dem.
Fru Elvsted og hendes Mand har intet at give hinanden: de «ejede
ikke en Tanke sammen». Naar Allmers siger: «Jeg maa dele mig
mellem Eyolf og dig,» prosterer Rita: «Jeg vil være alt for dig....
Jeg taaler ikke at dele noget med en anden! Ikke i Kærlighed.»
Asta og Borgheim spiller samme Spil. Asta: «Vilde De nøjes
med at have mig halvt» Borgheim: «Nej. Helt og holdent maa
jeg have Dem.» Saa radikale Fordringer medfører, at Lykken koster,
og Offerkravet er derfor et tilbagevendende Ledsagemotiv i
Ungdomsdramerne, i «Brand», i «Rosmersholm» og i de sidste Syms
boldramer. Menneskene opnaar ikke noget for intet. Sorgen er
derfor paradoksalt knyttet til Lykkefølelsen. Falk ønsker sig en
Sorg til at digte paa. Peer Gynt er endnu letsindigere; han siger:
«Giv mig en Sorg, men kort.» I «Brand» hedder det alvorligere:

«Sejrens Sejr er alt at miste,
Tabets alt din Vinding skabte;
Evigt ejes kun det tabte |»

Rita taler om «Sorgens og Savnets Guld». Hun har naaet et
højere Liv, men med «Forlis af hele, hele Livets Lykke». «Det For
lis er just Vindingen,» svarer Allmers. Brand vilde have svaret det
samme. Alt jordisk maa ofres for Lykken. Det er ikke blot
«Brand», men ogsaa Lykkens mindre golde Metafysikere, der søger
opad mod «Vidderne». Allmers peger «opad — opad, — imod Tin
derne. Mod Stjernerne. Og imod den store Stilhed». Irene og
Rubek maa opad «gennem Taagerne — og saa helt op til Taarnets
Tinde, som lyser i Solopgangen».

Forsøget paa at forsone det konkrete, jordiske Lykkekrav med
det ideale, som fører ud over alle Grænser og ender i Døden, faar
Ibsen til at opfatte Livet som en Kunst. «Husk, — det at leve er
en Kunst,» siger Brand til Ejnar. Det at leve er at søge Lykken,
og Livet forvandler sig derfor til et Eksperiment. I de sociale Dra
mer ser Ibsen den pessimistiske Løsning: her gør Livsløgnen det ud
for Livskunsten, som det kommer frem i Rellings Replik om Lykken
og Gennemsnitsmenneskene. Saa længe den ideale Fordring ikke er
præsenteret Hjalmar Ekdal, er han fuldt ud lykkelig. De senere
Dramer fra «Fruen fra Havet», men navnlig «Lille Eyolf» undersøger
Muligheden for en Forsoning ved en Livskunst, der bygger paa
«Frihed og Ansvar» eller «Forvandlingens Lov». For at ikke Eyolf

211

Google

HENNING KEHLER

skal komme til at lide under den samme Splittelse som hans Fore
ældre, taler Allmers om at gøre «Livskunsten til Natur» i Sønnen.
Her synes altsaa Livets Lykke at maatte underordne sig en Lykke,
der tager Evigheden til Synsvinkel. Men i de to sidste Dramer er
det afgjort Livet, som har Overhaand, tydeligst i «Naar vi døde vaags
ner —», hvor Rubek slaar Haanden af sit Kunstnerliv: «Jeg var fors
blindet, som stilled det døde Lerbillede over Livets, — over Kærlig»
hedens Lykke. » . . . «Lad os to døde leve Livet en eneste Gang
til Bunds, — før vi gaar ned i vore Grave igen.»

Sandhed og Frihed, Kaldet og Lykkekravet er de tre vigtigste
Motiver, hvorigennem Instinktmoralen hos Ibsen gør sig gældende.
Ad disse Veje søger Individet sin Ekspansion. Ligesom i den ældre
Romantik har vi set, i hvor høj Grad Samfundet er den døde Vægt
paa al Idealitet ogsaa i Ibsens Dramer. Men langt ejendommeligere
for ham og bestemmende for Dramaets Karakter er hans Opfattelse
af de indre sjælelige Motiver, som gør Individets ideale Himmel»
stormen til en Dædalusflugt i saa mange af hans Dramer.

Synd. Skyld. Samvittighed. Det er i de senere Dramer, hvor
Samfundspolemiken træder i Skygge for Grublerier over den nature
lige Etiks vanskeligste Problemer, at Ibsens Tanke med Forkærlighed
dvæler ved Syndsbevidsthedens, Samvittighedsfølelsens Magt over
Menneskenes Sind. At Samfundet lægger sit Tryk paa Individet
ægger til Vrede og Protest; men Samfundets Love kan dog gøres
ugyldige; det kan maaske i Enkeltheder finde en heldigere Form at
udøve sin Magt paa. Hvor langt mere tragisk, naar det er Mennes
skesjælens Natside, som stiller sig hindrende i Vejen for Instinkt+
moralens Opfyldelse; naar det er Stemmer indefra, naar det er hvert
levet Sekund, hver «lønlig Tanke», hvert dristigt «Ønske», «Tanke
synden» som hos Peer Gynt, Solness og Rita, der maner Fortiden
frem og lammer Livsglæde og Handlekraft med knugende Skyld.
følelse.

Samvittighedsnaget er i sin grove, haandgribelige Form et ofte
benyttet dramatisk Virkemiddel. Tanken om den i Fortiden begaaede
Brøde, der skygger over Menneskets Liv, tilhører Dramaet i alle dets
Afskygninger: Shakespeare (Macbeth), Oehlenschlåger (Stærkodder),
Iffland (Das Gewissen) o.s.v. Motivet giver rig Anledning til ræde
selsfuld Effekt, f. eks. hos Iffland: «Wachend und traumend wankt
der Sterbende an mir voriber, jeder Schatten, jeder Laut fordert mir

212

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

zur Rechenschaft. Mein Gewissen klagt mich an, meine Augen vers
raten mich, jeder, der mich scharf ansieht, richtet mich. Mit jedem
Tage ist meine Strafe neu, o. s.v.» Lignende Udløbere af Samvit-
tighedsmotivet findes i Ibsens ældste Dramer: «Catilina», «Fru Inger»
og «Kongsemnerne». Det borgerlige Drama ynder Motivet, fordi
det begunstiger dets andre Motiver: Anger, Tilgivelse etc. og dets
Hovedformaal: Borgerdyd. Bjørnson spiller derfor kraftigt paa det
i «En Fallit», og Ibsen — langt blegere — i «Samfundets Støtter».
Ibsen interesserer sig nemlig ikke for de Samvittighedsskrupler, som
melder sig efter en i Samfundets Øine uhæderlig Handling. Den
Samvittighed, der beskæftiger ham, ligger dybere; den skyder op at
Bevidstheden tilsyneladende uden ydre Foranledning som et Instinkts
produkt.

Hos Gregers Werle er Samvittigheden syg fra Fødselen af.
Gregers: «Skal jeg blive ved at leve længer, saa maa jeg se at finde
Helsebod for min syge Samvittighed» Werle: «Den bliver aldrig
frisk. Din Samvittighed har været sygelig lige fra Barneaarene. Det
er en Arvelod fra din Moder, Gregers» Rosmer bærer ogsaa paa
en «medfødt svag Samvittighed». «Den Sag, som skal vinde frem
til varig Sejr, den maa bæres af en glad og skyldfri Mand» Og
han smitter Rebekka: «End Skyldfriheden da? Hvor tager jeg den
fra . ... Skyldfriheden, ja. I den er Lykken og Glæden. Det var
jo den Lære, som du vilde gøre levende i alle disse vordende, glade
Adelsmennesker.» Hilde har bevaret sin robuste Samvittighed — eller
Mangel paa Samvittighed, men Solness' Samvittighed er «skranten».
Han kæmper med disse «Dævler», som «en ikke ser». — «Vidste en
bare altid, om det er de lyse eller de mørke, som har Tag i en!
Haahaa. Det var ingen Sag da.» Hilde svarer: «Eller en havde en
rigtig frodig, struttende sund Samvittighed, saa en turde det, en helst
vilde» Solness: «Jeg tror nu, de fleste er ligesaa store Skrællinger
som jeg i det Stykke» Baade for Werle, Rosmer og Rebekka, og
Solness er Motivet ganske ens, kun det beskrivende Tillægsord varis
erer: Syg — Ssvag — skranten. Og i denne Opfattelse forekommer
det endnu i de sidste Dramer, i «Lille Fyolf», hvor det atter er
knyttet til en Ønskesynd, og i «Naar vi døde vaagner —», hvor
Rubek taler om Samvittigheden, der tynger ham.

Men Ibsen ser ikke blot Samvittigheden knyttet til den indivis
duelle Skyld, hvorved Lykken kunde begrænses til et psykologisk
Problem. Samvittigheden er et Urinstinkt, der er lagt i Menneskene

213

Google

HENNING KEHLER,

fra deres Skabelse, og ubodeligt spærrer dem ude fra Lykkens Pa
radis. Allerede i Udkastet til «Gengangere» staar der: «Fejlen
stikker i, at hele Menneskeheden er mislykket etc.» (E. S. III S. 6.)
Tanken findes dernæst tydelig i Udkastet «Hvide Heste», hvor Het
man (Brendel) siger: «Menneskeheden er uhjælpelig. — Uhjælpelig
til evige Tider. — Det var en Fejl i Skabelsen fra først af. — Me
steren har forraadt sig. Utryg Samvittighed. Den er det,
som vi har faaet i Arv allesammen. Derfor er Menneskeheden ulær
gelig, uhjælpelig.» — Herfra gaar Motivet nogenlunde uforandret
over i Udkastet til «Fruen fra Havet» og til selve dette Stykke. Det
viser i denne Form udpræget Slægtskab med Rousseaus Syn paa det
primitive og det civiliserede Menneske, suppleret med Darwinske
Tankegange. Samvittigheden er aldrig for Ibsen et Fænomen, som
giver Anledning til kompliceret Psykologi; den er givet a priori og
er som en Stang gennem Livet paa Karaktererne.

Gengældelse. Nemesis. Skæbnebegrebet er et Motiv, som har
været brugt og misbrugt til alskens dramatisk Brug. Den romantiske
Skæbnetragedie optager det fra Grækerne og Calderon, men iscener
sætter det meget overfladisk (Werner, Milner, Schiller «Braut von
Messina» etc.), saa at Skæbne og Nemesis bliver blot en Art Fylde»
ord, de agerende tyr til, naar de ikke i Øjeblikket ved noget bedre
at sige. I Oehlenschlågers Tragedier kan man finde Eksempler nok
paa en saadan poetisk Anvendelse af Ordene, uden at Motivet dog
betyder noget for den dramatiske Handling. I Ibsens Ungdoms
dramer er Skæbnemotivet mere end en dramatisk eller litterær Tra
dition. Catilina trues (som Hakon Jarl) af «en fjendtligsindet
Skæbne». Furia er hans skønne «Nemesis». Niels Lykke rammes af
Nemesis, da han for første Gang forelsker sig alvorligt. Nemesis
rammer Fru Inger, og over Sigurd og Hjørdis raader Skæbnens
gaadefulde Bestemmelse: «Mangt Værk mægter Mands Villie at
fremme, men de store Gerninger styres af Skæbnen, — saa er det
gaaet med os to.» Denne trofaste Benyttelse af Motivet er værd at
lægge Mærke til. Ibsen nøjes ikke blot med at sige «Skæbne», han
peger bestemt paa en Brøde. Nemesis er i hans Dramer virkelig
Gengældelse. Furia deklamerer allerede:

Ha, hvilken Skæbne — og hvad var vel Brøden,
som fængsled mig til dette Tempel her,

som røved mig enhver min Ungdomsglæde

i Livets skønne Vaar hver skyldfri Lyst.

214

Så ogle

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

Paa den Maade finder vi allevegne Ibsens Tanke optaget af at
konstatere Sammenhængen. Skæbneideen er hans dramatiske Hoved
motiv, som han fører med op i sit moderne Drama. Her er det til
en Begyndelse under realistisk Paavirkning. I «Kejser og Galilæer»,
som er et sandt Repertorium for de Ideer, der skulde præge hans
senere Dramer, diskuteres ogsaa Skæbnebegrebet set i Forhold til
den videnskabelige Determinisme, men ganske vist i en saa søgt
symboliserende Dialog, at der skal nogen Nidkærhed til at finde
Meningen. I de sociale Dramer er Opfattelsen af Skæbne som De:
terminisme tilsyneladende den herskende. Baade «Et Dukkehjem»
og «Vildanden», men navnlig «Gengangere» tumler jo med moderne
naturvidenskabelige Synspunkter. Men Tilslutningen er meget overs
fladisk; i Bunden af sit Hjerte er Ibsen sit gamle Skæbneideal tro.
Hvad er f. Eks. den inderste Kim i «Gengangere»? Udkastet har
den: «Det bringer Nemesis over Afkommet at gifte sig af udenfor*
liggende Grunde.» (E.S. III S. 5.) Det er ganske samme Tanke
gang som i «Hærmændene»: «Egil er veg, det kendes paa ham, at
han er ufrels født» Hjørdis er blevet sveget af sin rette Elsker
Sigurd af «udenforliggende Grunde». Derfor har «Skændselen suget
sig ind i Egils Blod, ligesom Edderen efter et Ormebid. Der er et andet
Malm i fribaarne Heltesønner». Det er først under Udarbejdelsen
af «Gengangere», at Slægtssygdommens uafvendelige, blinde Skæbne
kommer til at overskygge det romantiske Skæbnemotiv. Den gamle
Tanke er dog stadig Tragediens Akse. Osvald leder i sit Ungdomse
liv efter en Forklaring, en Brøde, der kan gøre hans Sygdom til en
retfærdig Straf. Det er «Fædrenes Synd», der hjemsøges paa ham,
ikke blot Faderens Ryggesløshed, men i langt højere Grad Fru
Alvings Forræderi mod det bedste i sig. Det er hendes Brøde, som
finder sin Nemesis, da Osvald beder hende tage det Liv hun har
givet ham. MDramaets Moral udpeger hende som Stykkets store
skyldige.

I «Fruen fra Havet» konstateres den modsatte Forskydning. I
Udkastet er Motivet afgjort deterministisk, men saasnart Ibsen skal til
at udføre det, antager det fuldt ud sin romantiske Farvning, og den
deterministiske Forudbestemmelse kommer slet ikke til at spille nogen
Rolle. Udkastet har: «Den store Hemmelighed er Menneskeviljens
Afhængighed af det viljeløse (3: Naturen) etc.» (E. S. III $. 143.)
Saaledes var i «Kejser og Galilæer» Kain og Judas afhængige af noget
udenfor dem selv: de vilde, hvad de maatte ville. Ligeledes er den

215

Google

HENNING KEHLER

«viljeløse» Natur en materialistisk Naturbetragtning. Romantiken
besjæler Naturen, giver den Liv og Hensigter. I det udførte Drama
raader imidlertid de mystisksromantiske Toner: Nemesis kommer
over Ellidas Afkom, saa det fødes med den fremmedes Øjne, men
kun for at dø fra hende. De telepatiske Forklaringer, Ibsen
sysler med, fortrænger aldeles ikke det bestemte Indtryk, at Ibsen
igen opfatter Skæbnen som Gengældelse for Brøde. I de symbolske
Dramer er den romantisk-religiøse Tankegang eneraadende. Hver
Synd sin Straf, er Ledetraaden. Paa den Maade bygges Broen til
bage til Peer Gynts Romantik, hvor Peers Tankesynd avlede Barnet
med den grønklædte og ramte ham som Nemesis, da han stod ved
sin Lykke. Nu kalder Rosmers ubevidste Tankesynd Skæbnen ned
over hans Hoved. Og Rebekka rammes af sin brødefulde Fortid:
«Det er jo det forfærdelige, at nu al Livets Lykke bydes mig med
fulde Hænder, — nu er jeg blevet slig, at min egen Fortid stænger
for mig.» Deres Brøde kræver Gengældelse. Derfor er det en Over:
tro, som indeholder Dramaets fulde Moral, naar Madam Helseth
siger: «Nej, ingen Hjælp her. Salig Fruen tog dem.»

Gengældelsen kommer ogsaa over Bygmester Solness. Hilde er
den Skæbnegudinde, som banker paa hans Dør og knuser ham, som
han har knust andre. Dramaet savner end ikke Tilknytning til den
mest outrerede Skæbnetragediestil. Den 19. September kyssede Sol
ness Hilde og lovede hende et Kongerige, og nøjagtig ti Aar efter
paa den 19. September kommer hun for at hente det. En saadan
Anvendelse af skæbnesvanger Dato fører helt tilbage i Romantikens
Mørke. (Werner: 29. Februar etc.) I «Lille Eyolf» er Motivet
særlig fremtrædende, fordi Ibsen saa aabenlyst afslører dets Idé.
Allmers kan ikke forstaa, hvorfor lille Eyolf skal drukne: «Der er
ingen Gengældelse bagved. Ingenting at sone, mener jeg. Eyolf
har aldrig gjort hende ondt (>: Rottejomfruen) . . . . Ingen Gen:
gældelse altsaa. Saa grundløst, det hele. Saa rent meningsløst, Asta.
Og alligevel saa har Verdensordenen Brug for det» Men Ibsen
skaffer Synden til Veje og genopretter Verdensordenens Ligevægt.
Lille Eyolfs Død viser sig at være en dobbelt Nemesis, over Rita,
som hemmelig ønskede ham bort, fordi han stod hendes Kærlighed
i Vejen, over Allmers, som dog aldrig ejede ham helt og kun ofrede
ham sit Kald af Mistro til sig selv. Allerede Eyolfs Invaliditet føles
af Allmers som Nemesis for hans og Ritas Brøde. Endnu i begge
de sidste Dramer spiller Motivet paa uforandrede Strenge.

216

Google

STUDIER I DET IBSENSKE DRAMA

Denne Oversigt over Skæbnebegrebet i det Ibsenske Drama
tjener til at vise, at Ibsen i det store og hele fastholder sine halvt
romantiske, halvt religiøse Forestillinger hele Livet igennem. Lige
fra først af er Skæbnemotivet den røde Traad i Dramerne, og hvor
det i de sociale Dramer antager Skin af Determinismens Nødvendig:
hedslære, pulserer dog den gamle Betydning lige under Overfladen.
I de symbolske Dramer understreges dets Præg yderligere ved Ibsens
Spekulationer over et retfærdigt Gengældelsesprincip i Verdens
ordenen. Han nærmer sig i disse Dramer den første af de tre store
græske Tragikere, Æschylos, der ogsaa opfatter Retfærdigheden som
Naturens guddommelige Orden (f. Eks. i Agamemnon). Ogsaa hos
ham følges Skyld altid af Straf. I sin Tragedie «De syv mod The:
ben» er hans Grundmotiv Slægtsskyld: Laios' Skyld nedarves paa
hans Efterkommere som en arvelig Sygdom og afføder stadig ny
Skyld og ny Ulykke. Det er det analoge Træk i den moderne
Arvelighedslære, som tiltrækker Ibsen mod Slægtssygdommen som
dramatisk Motiv. (Dukkehjem, Gengangere.) Alligevel fremsætter
han hellere Motivet rent metafysisk, som naar han lader Rank sige
i «Dukkehjemmet»: «I hver eneste Familie raader der paa en eller
anden Maade en slig ubønhørlig Gengældelse» Den konkrete
Arvelighedslære frastøder ham hurtigt, fordi han tilsigter Retfærdige
hed, men det Skæbnebegreb, han kan udlede af den moderne
Videnskabs Resultater, er ikke hverken retfærdigt eller uretfærdigt,
det er amoralsk. Derfor taler han hellere om «nedarvet syg Sams
vittighed» (Gregers Werle) eller Slægtstvivl, Slægtsangst, Slægts-
skrupler (Rosmersholm). Saadanne mere vage Arvelighedsfænomener
indgaar lettere i hans moralske Fortolkning, medens den positive
Tilslutning til Videnskabens nuværende deterministiske Standpunkt
ikke kan føre til Anerkendelse af nogen Retfærdighed som Princip
ialfald for den sanselige Verden. Hvorfor har f. Eks. Fru Alvings
Barn Syfilis, men ikke Stuepigens? Dramatikeren har her maattet
anvende en Tilfældighed, som findes i Naturen, men ikke passer i
Moralistens Tankesystem. Dramaets Hovedidé er i direkte Strid
med det faktiske Grundlag, den hviler paa. I Dramer, hvor det
religiøse Skæbnebegreb er fastere udformet end i «Gengangere»,
vilde Disharmonien ogsaa blive mere anskuelig, og det er derfor
kun konsekvent, at Ibsen fjerner sig fra «Gengangere»s Realisme.
Imidlertid er der dog en Dobbelthed i hans Drama, en Tvetydighed,
der bliver særlig iøjnefaldende paa Karaktererne.

15 — Edda. IV. 1915. Henning Kehler.
ning Kehler 217

Google

FILOSOFIEN I NORDEN
1. INLEDENDE OVERSIKT

et naturlige slektskap og de nære gjensidige forbindelser mel»

lem folkene i norden, i Danmark, Norge, Sverige og Finlann,
fortæller os ennu ikke noget om samfølge i den teoretiske virke
somhet i disse lann. Saa mangt et «tilfællig» træk i historien for
et folks indre liv kan gi støtet til at tankene hos det blir instillet
paa maal som er særegne just for det. Et blik paa den filosofi
som har funnet hjemsted hos de enkelte nordiske folk gir et alt
annet enn ensartet billede." Forskjellig er tilfanget utenfra, de kilder
som deres filosofi er flytt av, forskjellig den virkning som tænk.
ningen har øvet paa hjemmefolket. — I Norge er, like til den
senere tid, litet aa spore av en mere alsidig paavirkning fra utlannet
paa det filosofiske liv; i Finlann slog de avgjørende fremskridt ine
nen den filosofiske granskning snart an; i Danmark har kontakten
med det utenlanske tankeliv været meget viktig og resultert i en

! Min opgave er jo først og fremst her aa gi en objektiv skildring. Men
under arbeidet er tillike vokset frem et forfattermotiv av en noget personlig art.
Et ønske om at det enkelte folk skulde om mulig gjennem denne oversikt faa
øket klarhet over sin særskilte historiske og aannelige eiendom og dermed over
de nye erobringer som det blir fremtidens sak aa gjøre. Ved aa vite hvor en
staar, faar en nyt mot paa aa gaa videre. Nu er det noget eget med fremgangen.
Ikke enhver som gaar, kommer videre. Fremover bær det bare med den som
holder retningen. Det faktum kan ikke lates ut av syne, naar man skal skildre
en bevægelse, en legemlig eller aannelig. Mellem enkeltheterne i karakteristiken
vil derfor her løpe, skjult men aldrig fornektet, en bekjennelse til de principer
som efter mit skjøn skulde føre til sanne og levende verdier. Fremtiden
for tænkningen i norden er avhængig av det mot og den flid man
viser i aa gjennemføre klare principer.

218

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

sterk og fruktbar produktion; i Sverige har man for en væsentlig
del bygget videre paa det som blev skapt av tænkerperson
ligheter innen eget lann, mens nu paa det senere sterke bryte
ninger mellem gammelt og nyt vidner om hvad klokken er slagen.
Hvad har saa filosofien hat aa si for aanslivet innen det enkelte
folk?

I Norge har virkningen av et direkte filosofisk studium den
meste tid været ringe. I Finlann har paa visse punkter det folkes
lige og politiske liv været paavirket av teoretiske ideer som er blit
utviklet av filosofien innen lannet. I Danmark har baade innen
lanske og utenlanske filosofer hat stor inflytelse paa aansdannelsen.
I Sverige har utenlanske tankeretninger faat aktualitet mest gjennem
de motlæg som er kommet frem mot dem fra en hjemmebaaren filos
sofi. Sikkert har den specifik svenske filosofi git et særeget præg
ihvertfald til den akademiske folkeindividualitet i lannet. Man har
paa somme punkter faat traditioner aa hævde”.

I forhold til aansutviklingen i et lann kan filosofien ha en real
og en historisk verdi. Med realverdien i en filosofi mener vi det
den gir av sanne lærdommer og træffende synspunkter, fremdeles
av fruktbare tilknytninger til annen kunskap. Under synsvinkel av
den bestemte realverdi filosofien kan sies aa ha hatt paa den her
antydete maate, synes de nordiske folk aa staa noksaa ulikt. For
holdet mellem almenvitenskapelig tænkning og filosofi var i Sverige
meget utpræget intil Linnées og Svedenborgs dager (begge fra tiden
før 1780). Man gav fra filosofien tilskynninger til real vitenskapelig
granskning, man mottok fra den øvrige vitenskap impulser for den
filosofiske tænkning. Senere synes det aa være blit noget anners
ledes. Det maa gjøres nogen untagelser med personligheter som
E. G. Geijer og V. Rydberg, fremdeles med visse fremskredne
sansefysiologer og psykologer fra den nyeste tid; men iøvrig synes
det, som om et nærmere forhold til filosofien ikke har været særlig
karakteristisk for den som har kommet med specielle ytelser av rang
innen nationens vitenskapelige og alminnelige aannelige liv. Ikke

* For her aa komme med et eksempel, kan det henvises til vidnesbyrd av
Hammarskjöld i Sveriges Land och Folk, utg. av G. Sundberg 1901, under artikelen
juridik s. 393 fg: «Ubestridelig at den idealistiska filosofi, som av flere Svenska
lårde förberedt eller vidare bearbetad, genom Boström vunnit sin förnåmsta uts
veckling, under de senaste årtiondena utöfvat ett stort innflytande åfven på
råttsvetenskapen.»

219

Google

ANATHON AALL

sjelden spores i Sverige en bøining av filosofien i retning av det
æstetiske. Det er i lannets filosofihistorie en paafallende hyppig
forbinnelse mellem tænkning og diktning. Ellers er ikke i Sveriges
nyere historie korrespondancen mellem det alminnelige og det spe
cielt filosofiske aansliv iøinefallende. Derimot synes i dette punkt
Danmark sammenligningsvis aa fortjene særlig opmerksomhet. Det
danske aansliv har tidlig og støtt været karakterisert av kritisk op:
fatning, og i den kjensgjerning har sikkert filosofien sin del. Det
aannelige veir fra utenverdenen har her blaast uten hinder henover
et aapent lann. Og hos de aannelige høvdinger eller framifraa
mænn innen folket kan vi stadig iaktta en megetsigende føling med
den fremskridende filosofiske tænkning i samtiden. Det slaar til,
om vi tænker paa dets kritikere, filologer, læger, jurister. Jeg
minner om L. Holberg, J.L. Heiberg, Søren Kierkegaard, H.C.
Ørsted, A.S. Ørsted, Fr. Dreier, C. Lange, F. G. Howitz, G. Brandes.

Men spørsmaalet om realverdien i de filosofiske ytelser stanser
ikke op ved tankeomsætningen innen vedkommende lann. Særlig
grunn til aa tale om en real filosofisk tankedaad har man 1 ett til
fælle: Naar en tænker yter noget originalt, som fremmer den
alminnelig aannelige eller den specielt filosofiske utvikling hos men:
neskeheten. Her har vi et godt brukbart — om enn ikke det
eneste — princip for aa ordne filosofer likesaavel som menneskenes
lærere overhodet efter rangen. Det er forskjel paa de spor et ine
sekt sætter efter sig, naar det en sommerdag danser bortover tjernet,
og de merker som blir igjen efter en ingeniør som lægger jernbane
skinner gjennem et ulende. Bare hos de filosofer som hører til ine
geniørtypen, kan det være tale om et virkelig kall. Aa vite, at det
en holder paa med kan komme hver tænkende sjæl tilgode, lægger
storhet og makt inn i tænkningen. Vore følelser venter vi ikke
skal række stort længere enn dit vi naar med vor pust, men har vi
en tanke vi tror paa, saa sender vi den helst ut til alle verdens
hjørner. Vi har saaledes selv en instinktiv opfatning av situationen:
Hic Rhodus, hic saltal Hvordan staar saken i dette punkt for
norden? Har nogen filosofisk hjerne i Skandinavien unfanget
tanker, fremlagt studier av saadan art, at de hævder sig som origis
nal og fruktbar for den tænkende og granskende menneskehet?
Svaret vil bli ja. Somme av de nulevende skandinavere har kommet
med vitenskapelige inlæg, som ogsaa verden utenom norden drar
sig til nytte; stundom i specielle punkter, stundom i en flerhet av

220

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

spørsmaal". Av filosofer og filosofihistorikere H. Høffding, A.
Grotenfelt, Westermark, Kr. B. R. Aars, Kromann, Å. Herrlin,
Av psykologer Alfred Lehmann, Sydney Alrutz, R. Lagerborg,
B. Hammer, G. A. Jaederholm, og flere kunde nævnes. Blant
dem som blev regnet op her, har ialfall een ytet gransker
arbeide av verdenshistorisk rang og betydning for den frem»
skridende vitenskapelige tænkning: Alfred Lehmann med hans
mangesidige undersøkelser av hovedpunkter i sjælslivet, specielt av
sjælslivets dynamik. Nævnes skal ogsaa, at Høffdings flere
sidige filosofiske produktivitet og Westermarks bidrag til den
moralhistoriske granskning har vunnet ingang overalt der filosofien
og dens historie blir dyrket. — Ser man bort fra de nulevende,
saa synes nordens bidrag til verdensfilosofien aa være uttrykt i føl»
gende fænomener: Den prædarwinistiske evolutionslære hos
den norske filosof Treschow; den dansksnorske individualisme,
representert av Holberg, Treschow, Søren Kierkegaard, Henrik Ib
sen, og den spiritualistisksmystiske retning i Sverige, fra den
hellige Birgitta over Svedenborg til den nyere tid. Naar siste fær
nomen regnes med, saa er det fordi just svenske mænn unektelig
leverer de alvorligste forsøk paa aa faa metode inn i studiet av de
saakaldte oversanselige spørsmaal.

Dette var hvad som formentlig var aa si, naar man spør om
de filosofiske præstationer set under synspunktet av en realvurdering.
Anlægger man istedet derfor en historisk maalestok, naar man
spør om vekten i den nordiske filosofi, saa faar saken straks et ane
net utseende. Sverige intar da en særlig utmerket stilling. Det
blir da spørsmaal, om en principiel maate aa tænke paa er blit
gjennemført ut fra sine forutsætninger, og om den har øvet ine
flytelse over aanslivet hos individer og i samfunnet. Saadant vid»
ner nemlig om tilstedevær av en sterk aannelig koncentration, og
om at noget usædvanlig er skapt. Den svenske filosofi byr i dette
punkt paa et interessant skue, ikke bare i sammenligning med de
andre nordiske folk, men ogsaa om maalestokken gjøres verdens

" Det er unødig aa si, at den liste som her blir ført op, ikke er ment aa
skulle representere en fortegnelse over dem hvis tanker alene har fortjent eller
faktisk har vunnet paaaktning. Ikke alt som naar frem til utlannet er verdifullt,
og ikke alt som er verdifullt naar frem til utlannet. Men noget! Og enhver filo:
sof vil av instinkt gjøre som den hellige Christopher. For aa finne, om nogen
skulde overgaa ham i styrke, søker han ut til hele den vide verden.

221

Google

ANATHON AALL

historisk. Sverige er moderlann for et høist merkelig tankesystem:
Den Boströmske filosofi. Den var logisk fast i bygningen,
sublim 1 sine religiøse fantasikonstruktioner, streng og alvorlig i
livsopfatningen, altsammen egenskaper som gjorde den skikket til
baade aa tilfredsstille trangen til filosofi og til i det hele aa utvikle
tænkemetoderne i en spekulativ tidsalder. Det er derfor helt nature
lig, at den kom til, for lange tider, aa beherske tænkningen hos det
svenske folk, for først langsomt og alene delvis aa vike for en ny
aann.

Hvordan det hænger sammen med dette, vil sees i næste avsnit.

2. DEN SVENSKE FILOSOFI

I det svenske folks historie hører det med som et særeget træk,
at lannet innen sin midte har fostret en selvstænnig national
filosofi". Fiendommelig for den er, at den følelsesfullt fordyper
sig 1 det indre livs rørelser, mens den staar avvisende eller ringe»
aktende overfor spørsmaal som hører endeligheten til; stof og his
storie er ikke for den realitetsverdier. Den svenske tænkning maatte
efter dette bli en spekulation over subjektivt liv eller mere precist
uttrykt, en personlighetsfilosofi.

At filosofiske brytninger ute i Furopa har virket tilbake paa
det svenske folk, kan merkes fra 17de aarh. av, da det i lannet op:
staar en strid om cartesianismen i motsætning til den enda gjængse
skolastiske tænkemaate. Ogsaa Leibniz-Wolff (+ 1716 og 1754)
blev med sin skolefilosofi inført i svensk akademisk tænkning, og i
den tid som fulgte paa dem, fik aanslivet i Sverige som annetsteds i
Europa til en grad sit stempel av oplysningsfilosofien. Men snart
skulde Sverige skape eget.

Midt under brytningen mellem oplysningsrationalisme, kantisk

I For dette avsnit har jeg, foruten de enkelte forfatteres verker, gjort bruk
av efternævnte skrifter og avhandlinger: Axel Nyblæus Den filosofiska forsks
ningen i Sverige från slutet af adertonde århundradet I-IV 1879—95; Rein:
hold Geijer, artikelen Philosophie in Schweden, i Ueberweg-Heinzes Grundriss der
Gesch. der Philosophie 4. del 10. utg. 1906; H. Høffding, Filosofien i Sverig,
Nordisk tidsskrift 1879, s. 31 Å. Videre av samme forf. i Révue de metaphysique
et de morale 1908 bd. 16, s. 666 ff. La philosophie en Scandinavie, og å «Norden»
1902 s. 88 fø. Svensk og dansk filosofi: Waldemar Dons, Om Boströmianismen i
Universitetss og skoleannaler, Kristiania 12, 1874, s. 231 ff.

222

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

kriticisme og en vaaknende romantisk spekulation fremstod i Sverige
den eiendommelige art av tænkning som tilsist fant sin mønster-
gyldige form i Boströms filosofi. Allerede den historiske maate
den hævdet sig paa ved sin første fremkomst, stempler den som en
tankedaad av ikke ringe rang. Som de store bannerførere for den
filosofiske diskussion i Europa gjaldt Locke og Kant. Locke som
den der gjennemførte principet om erfaringen som al kunskapens
kilde, Kant — opfattet i sammenhæng med forgjængerne Leibniz —
Wolff og med de romantiske efterfølgere — som representant for
tysk idealisme. Baade Locke og Kant har sine tilhængere blant
svenske filosofer. Men ikke saa det monner noget større. Leopold
(+ 1829) er talsmann for Lockeske tankemetoder Men Locke
hadde baade gjennem sine liberale tanker og gjennem den retning
som hans filosofi historisk blev utviklet i, kommet i nær forbindelse
med revolutionære strømninger. Maatte allerede dette gjøre ham
mindre tiltrækkende for den toneangivende akademiske betraktning,
saa kom han med sin empirisme i direkte motsætning til grunten-
densen i den svenske filosofi. Denne er aa kalle for en høispænt
idealisme. I hvilken grad dette er tilfælle, fremgaar bl. a. av den
typiske opfatning man hadde av Kant. Man fant at erfaringen
blev tilkjent for stor rolle i Kants filosofi. For den svenske spekus
lation var Lockes tænkning som naturalisme og Kantianismen nære
paa det samme, det er for den saaatsi 2 alen av samme stykke.
Naar svenske filosofer fremstiller disse sine motstannere Locke og
Kant, saa er det hos flere av dem en hang til at la dem begge
lære en halv realisme — et synspunkt som naturlig helt forrykker
det sanne idéhistoriske forhold.

Ophavet til den svenske spekulation kan man regne fra den
virksomhet som utgik fra Thomas Thorild (+ 1808). Hos denne
følelsesfulle idérike tænker finner vi allerede et tilsprang til en
verdenskonstruktion i stor stil. Tilværelsen blir sammenfattet til et
idealt helhetsbillede; bare har Thorild ennu ikke opfattet sanses
og idéverden som to skilte systemer. Den egentlige far til Sveriges
eiendommelig idealistiske filosofi er vel Boethius (+ 1810), som nok
var en tilhænger av Kant, men ved siden hadde for egen regning
en etisk religiøs lære om en harmoni i tilværelsen. Et avgjørende
systematisk træk faar denne spekulative tænkning under sin mode
ningsproces gjennem filosofen B. Høijer (+ 1812). Den ytre vers
den foreligger bare som et produkt av det absolute. Naturen ut

223

Google

ANATHON AALL

spiller sin rolle ved aa være det ytre substrat for den menneskelige
tilværelse. Mennesket igjen er moralsk kvalificert og kan alene
være det ved aa være del av en universel aannens og sedelighetens
verden. — Nye viktige bidrag til den svenske filosofi kom enn
ytterligere til fra 3 andre svenske filosofer før Boström. Biberg
(+ 1827) underbygget systemet ved en metafysisk lære om fors
nuften, ved sin gudslære og ved den vekt han la paa moralfilosofien.
S. Grubbe (+ 1853) fremhæver som det væsentlige hos guddom»
men selvbevisstheten; han vil, man ved selvbevisstheten skal abstras
here fra dens fænomenale fremtræden og ha synet rettet paa dens
sammenhæng med det absolute. Endelig har E. G. Geijer (+ 1847)
paa en virkningsfull maate i sin historiens filosofi hævdet personlige
heten som det avgjørende centralbegrep og bygget op en religiøss
spekulativ verdensmetafysik, idet han lot alle endelige fremtoninger
av aannelig art være stykkevise aapenbaringer av den ene uendelige
personlighet.

I sin historiske form er denne filosofi autochton, en hjemme»
baaren svensk aansfremtoning. Nogen paavirkning fra tankelivet
utenom lannet kan jo øines, annet var ikke aa vente. Til den eiens
dommelig svenske verdensanskuelse kan for en del Kant sies aa ha
staat fadder. Men paa den annen side er det ikke litet som skiller.
Kant insaa, at det absolute ikke var tilgjængelig for fornuften. Men
den svenske tænkning lot sig ikke stanse ved det punkt. Fornuften
— saaledes lærte de svenske filosofer — forutsatte en virkelighet
deri de forskjellige sider av tilværelsesfænomenerne forenet sig til et
harmonisk hele. Dypere er hos de svenske tænkere slektskapet til
Kants idealistiske eftermænn i Tysklann. Med Fichte møtes den
svenske skole i den metafysiske betydning den tillægger bevisstheten,
og i den rolle moralfilosofien spiller for systemet. Med Schelling
er den forbundet ved sterke historiske traader. Derimot kom den
national svenske spekulation til i lannet aa danne en motvekt mot
hegelianismen, som ellers baade i og utenfor Tysklann i saa vid uts
strækning fik førerskapet innen den akademiske tænkning. Den
mest fremstaaende representant for hegelianismen, J. J. Borelius, f-
1823, prof. i Lund, + 1909, var betydelig som akademisk lærer.
Hans «Metafysik», trykt i 1910, vidner om en vaaken opmerksomhet
hos forf. overfor de filosofiske rørelser i tiden". Men ellers gjorde

I Se den sympatiske skildring av Bengt Lidforss i Fragment och Miniatyrer,
Stockholm 1904, artikelen: Johan Jacob Borelius s. 210 f.

224

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

hegelianismen ikke stort av sig. Historisk kan Sverige være en
smule stolt av, at i denne brytning mellem to tankesystemer, som
begge for sig krævde æren av aa representere den absolute filosofi
(resp. filosofien om det absolute), gik det svenske av med seiren,
noget som lannet forresten ogsaa fra et realt synspunkt set kunde
ønske sig tillykke med”.

Det som var tænkt og samlet av synspunkter i det filosoferende
Sverige, er aa regne for forarbeider for den store filosof som skapte
et fast system av det hele, Chr. J. Boström (1797—1866). Efter
ham bærer den idealistiske retning i Sverige med rette navn av
boströmianisme.

Boström har paa en maate været for den teoretiske opdragelse
i Sverige, hvad Kant var for Tysklann, Auguste Comte for Frank»
rige, Herbert Spencer for Englann. Som akademisk skikkelse fyls
ler han godt ut den ramme historien har git ham. Hovedvekten
ligger hos ham paa metafysiken og retsfilosofien. Men hans filos
sofihistoriske utsyn vidner baade om originalitet i opfatningen og
er mange ganger mønstre av idéhistorisk karakteristik. Sjælelæren
er ikke den sterkeste del av hans filosofi, men hans psykologi er
meget mere verd enn den samtidige hegelske i Norge.

Filosofien er ifølge det svenske syn et forsøk paa ad tankens
vei aa træ i forhold til det fullkomne, et begrep som maa forstaaes
ut fra en religiøs etisk trang hos mennesket til en helhetsopfatning.
Boström søker aa imøtekomme denne trang, idet han 1 al naivitet
gjør bruk av en apriorisk metode. Filosofen tar fat paa sin tanke
konstruktion, idet han uten videre gir det begjærte helhetsbegrep
realeksistens. Paa den maate kommer det frem en idealisme med
sit grunbegrep i det absolute. Det principielle syn i denne sak
driver ham til aa motsi retninger som hans tænkning ellers har
slektskap til, som f. eks. Schellings og Hegels filosofi. Paa en
maate er jo disse talsmænn for en metafysisk verdensutvikling. Men
ifølge Boström er al utvikling, overhode al historie, bare et inhold
for vor sanseligsendelige opfatning og dermed et vidnesbyrd om
vor inskrænkethet. Tid og rum er kategorier som ikke har noget
aa si der det spørres om den absolute virkelighet. Disse kan bare
være forhaanden i selvbevissthetens form. I selvbevisstheten

" Her kan henvises til den fortrinlige kritik av hegelianismen som R. Geijer
offentliggjorde i en avhandling fra aar 1883, Hegelianismen och positivismen,
Lunds univers. årsskrift, bd. 18.

225

Google

ANATHON AALL

blir jo alt forbundet til ett. Paa den maate blir for den filosofiske
verdensbetrakter oprullet en virkelighet bestaaende av tankestørrelser,
en saakalt intelligibel verden, en trinvis ordnet række av enkeltsub»
jekter. Alt er sammenfattet 1 et begrep, den absolute personlighet.
Det urvæsen som Boström introducerer, mener en enhet av mange
foldige funktioner; disse er igjen kræfter, og som funktioner av
en aann (d. v. s. av et tænkende væsen) er de idéer eller percep»
tionskræfter (se skrifter av Chr. J. Boström, udg. av H. Edfeldt I
Psykologi cap. I $ 7). Tankegangen gir rum for en viss indivie
dualisme. Ogsaa de ufullkomne væsener er momenter i det full
komne, i gud, og det er særeget for alt som har guddommelig art
aa være 1 og for sig, d. v. s. aa ha frihet eller selvstænnighet (sterkt
fremhævet 1 skrifter I, s. 290 fø). — Boströms filosofi er — som det
med rette er sagt — en personlighetsfilosofi. Men personligheten
faar sit inhold gjennem den maate den hævder sig paa. Med andre
ord, tyngdepunktet faller paa problemer innen den praktiske filosofi.
Det mest karakteristiske har retningen ytet i etiken og religions
filosofien, i samfunss og statslæren. Herunder gjør det metafysiske
grunsyn sig gjældende i den styrke, hvormed alt blir avvist som
gaar ut paa aa slippe naturvitenskapelige momenter inn i utrede
ningen av spørsmaal for det personlige liv. Denne egenhet ved
Boströms principielle tænkning har holdt sig hos skolen, som ut
folder en sterk aktivitet i kampen mot de saakalte naturalistiske
tendenser.

Med al honnør for de karakterfulle fortrin hos boströmianismen
kan man ikke si, at den har git gunstige utgangspunkter for det
aannelige fremskridt. Denne filosofi er ikke runnet ut av de les
vende kræfter i den vitenskapelige samtid. Det system Boström
bygget op, kunde for den saks skyld, ifølge sit anlæg, godt være
skapt dagen efter at Plotin var baaren til graven. Hele det avsnit i
tænkningens og vitenskapens historie som representeres av navn
som Descartes, Hobbes, Locke, Hume kunde være borte — det
skulde ikke merkes synderlig paa Boströmsfilosofien.

Særlig grunn til kritik fik man, da mesteren var borte og hans
talrike tilhængere tok til aa befæste stillingene. En død mann er
det ikke altid let aa flytte. Hans lærdommer faar karakteren av
minnesmerker som kan staa og kaste skygger over tankeverdenen.
Det maatte være et stort lette for Luther, at paa hans tid var det
ennu ikke nogen «lutherianisme». Hvad for tankemisgrep Kant har

226

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

gjort, det har man egentlig først faat sanne i nyere tid, da nykantiar
nismen har ophøiet flere av hans feilsyn til skolevisdom. Det har
paa flere hold gjort fremskridtsarbeidet tungt, at nye synsmaater ine
nen filosofien og psykologien har maattet stræve med aa gjøre sig
gjældende i kamp mot en av Boström fostret spekulation, som litet
svarer til den vitenskapelige tidsaann.

Blant tilhængerne av boströmianismen kan skjelnes mellem en
ældre og en yngre type. Den ældre type holder systemet oppe
noksaa helt i den store lærers aann. Her er aa nævne mænn som
K. Claeson (+ 1859), C. Y. Sahlin (prof. emerit.), som i en
lang række av aar foredrog Boströms system, med endel modifika-
tioner, for de studerende i Upsala, S. Ribbing (+ 1899), kjent
som Sokratess og Platonforsker', A. Nyblæus (+ 1899), P. J. H.
Leander (+ 1907), H. Edfeldt, retningens historieskriver, V.
Rydberg (+ 1895), som forøvrig hævder sin individualitet i ræke
ken av svenske tankehøvdinger, endelig av de yngre nulevende filo»
sofer K. Pira. I en avhandling i Festskrift tillågnat E. O. Burman,
Upsala 1910, Det principforskande förståndets regress till filosofiens
systematiska princip, tar han ordet for at vende tilbake til grun:
tankerne hos Boström. Det spørres hvad som vilde bli vunnet ved
det. Av det Pira sier, skal man ikke let bli klok paa saken:
«Den statiska principforskningsfunktionens konstante immanens i
totaliteten af de dynamiska principforskningsfunktionerna . . .,
disse ord kunde man ta for en stilprøve fra de gamles øvelser i
trivium. Men de staar hos Pira i hans nysnævnte avh. (1.c. s. 175).
Det hele lyder noksaa fortidisk.

Det er imidlertid gjennem den annen, den yngre type av tile
hængere, at boströmianismen ennu har større aktualitet innen den
svenske tænkning. Herhen hører en skare mænn som nok delvis
har frigjort sig for specielle boströmske synsmaater, men som dog
har faat sin aansdaap hos ham eller i hans skole. Det er først og
fremst Pontus Wikner (+ 1888 som professor i Kristiania); freme
deles filosofer som E. O. Burman, boströmianer, men med en viss
heldning til Fichte; Axel Lagerwall, Axel Hågerström, Karl

* Svenske filosofer har ytet ikke faa bidrag til studiet av den gamle filosofis
historie. Her kan fremhæves en avhandling av Erland Lagerlöf, docent i Lund,
+ 1913, Om dialogen Sofisten. Fremdeles en studie av docent i Göteborg A.
Wallerius om Plato och Protagoras; andre arbeider paa samme omraade foreligger
fra V. Norström, A. Herrlin, H. Larsson, E. Liljequist, A. Higerström og andre.

227

Google

ANATHON AALL

Hedvall, Adolph Phalén, Edw. Petrini, L. H. Åberg,
V. Norström, i mindre grad E. Liljequist, K. R. Geijer og
Fr. von Schéele. Mere enn en av disse mænn føler, at en ny
aann maa føre den gamle boströmske dogmatik til fall, men tilbake
hos dem er i de fleste tilfæller blit en overbevisning om, at den
tænkning som Boström inviet, var betydelig, og at dens virkninger
paa det svenske aansliv er et gode som ikke bør gaa tilspilde. I
Sverige er det spørsmaal aktuelt, om et lann har grunn til at fremme
en særegen art tænkning. Principielt er aa si om den ting, at en
filosofisk livsanskuelse ikke vinner i sanhet for om den faar
nationen bak sig. En filosofisk tænkemaate vil, om den er av
rette slag, maatte befrukte, men den maa ikke smake for meget
av den nationale jordbunn. For filosofien har alene fortjent sit
navn der som den er bygget paa en almenmenneskelig livsopfatning,
og en saadan anbefaler sig ved en logik som ikke kjenner nogen
geografiske grænser.

Det er verdt aa lægge merke til de emner som fortrinsvis drar
opmerksomheten hen paa sig. Paafallende er f. eks. hvor stor plass
innen den svenske filosofi diskussionen om tidsproblemet intar; sik
kert en efterklang efter den energiske maate, hvorpaa Boström
utelukket tiden fra omraadet for virkelighet. Psykologisksfilosofiske
bidrag til tidsproblemet er bl. a. ytet av mænn som Pontus Wikner,
L. H. Åberg, Reinhold Geijer, Fr. von Schéele og, paa eget vis,
John Landquist. Metafysiske problemer, monografier over forfattere
som tillater en drøftning av metafysiskslogiske spørsmaal intar idet.
hele helt til nyere tid en bred plass innen den filosofiske produktion
i Sverige. Det indre slektskap mellem filosoferne av den boströmske
type kjennes paa, at de retter sin polemik mot samme retninger og
møtes i aa bruke lignende argumenter. Det er tænkere med bes
stemte stikord: Idealisme, bevissthetens principielle uavhængighet av
de stofbundne livsfunktioner og fremforalt den praktiske filosofis
forrang for den teoretiske. Med stor styrke blir det fremholdt ine
nen denne leir, at empirismen ikke kan gjøre teoretisk fyllest for
sedeligheten og for de principer som sedelighet alene kan bygges
op paa. Hermed er git at utgangspunktet maa være apriorisk; i
dette forhold maa vel fortrinsvis det baand søkes som forener den
yngre svenske spiritualisme med den ældre spekulation. Mest ut
præget som arvtagere til traditionen fra Boström er, set under denne
synsvinkel, kanske Hågerström med elever og Vitalis Norström.

228

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

Axel Hågerström, professor i Upsala, har levert flere dyptgaa-
ende studier av filosofiske principspørsmaal, hans kritik er ofte rame
mende, hans evne til systematisk tænkning maa anerkjennes ogsaa
av dem som finner at selve grunvolden for systemet er logisk set et
skraaplan. Av H.'s mangesidige produktion maa vi her inskrænke
os til aa vælge ut nogen karakteristiske eksempler. I en avhande
ling 1 festskriftet for Burman, Kritiska punkter i vårdepsykologien
utvikler H. flere treffende synsmaater. Den positive følelsessum
kan (1. c. s. 35 ff) tjene som verdikriterium; for mennesket opfatter
livshelheten som maal naar det gir sig til aa verdsætte noget. Dette
er riktig iakttat. Men det standpunkt H. antyder som eget (s. 74),
gaar tilsist ut paa en psykologisk pleonasme. Den primære verd»
sætning skal være en eiendommelig forbindelse av «en subjektiv position
till objektet och uppfattning av det samma». Et subjekt kan dog ikke
ha noget objekt — enn sige ta position til et objekt — uten aa ha
paa sæt og vis opfattet det. Den feil som blir gjort her, kan H.
ikke frikjennes for aa gjøre oftere, og den maa forkastes som metodisk
misgrep. H. spærrer begrepene for meget. I den sjælelige meka
nisme som skal forklares, tillægger han dem en valør som de alene
har da naar de figurerer som logiske størrelser, f. eks. i en kunskaps»
teoretisk diskussion, derimot ikke i en psykologisk sammenhæng,
der en eksakt analyse er uomgjængelig første krav. Visse tankeut-
viklinger hos H. — eksempelvis kan henvises til s. 21 i den nævnte
avh. — har til forutsætning, at objektet forkapsler sig paa en maate
som er helt fremmed for den moderne psykologiske bevissthet. Dette
er aa mistyde erfaringsverdenen, og det drar andre feil efter sig;
saaledes har det hos forfatteren ført til den helt forkjærte diskussion,
om hvorledes rent subjektive bestemtheter ved vor opfatning — slik
som farvebestemthet — kan referere sig ekstra til tingen som tillægs»
moment til den objektive opfatning. At det netop er denne bænk
(den saakaldte objektive ting) jeg tillægger den blaa farve (den
subjektive bestemthet) er ikke noget realproblem, saasnart jeg over
veier følgende: Jeg har under sansningen bevissthet ikke bare om
farve, men ogsaa om retningen for min synsvirksomhet; jeg husker
fremdeles at jeg, for det rumbillede som jeg oplever samtidig med
farveintrykket, har sproglig navnet bænk. Den hele gaate:
hvorfor jeg just lar bænken være blaa, minner litt om tilfællet
med gutten som sat og stirret i sjøen, mens baaten han var i, blev rodd
fra fjorddypet innefter langs strannen, og som undrende ut

229

Google

ANATHON AALL

brøt: Hvorav kommer det at det altid er minst dypt i sjøen nær
lann?

I et skrift, das Princip der Wissenschaft, I. Die Realitåt, Skrifter
utg. av K. Hum. Vet. Samf. i Uppsala XII, 3, 1908 søker H. aa
kaste lys over kunskapsproblemet gjennem kritisk aa prøve de to
teoretiske hovedmotsætninger, den empiriske og den rationalistiske.
H. angriper den empiriske lære og forkaster det sansepsykologiske
kunskapskriterium. Men hans argumentation er ikke bevisende.
Naar han mener aa svække det empiristiske stanpunkt ved aa hen:
vise til at vi ser solen gaa op og ned, mens det i virkeligheten
ikke er saa, da er det «skudd forbi». Den feil H. nævner, ligger
ikke i synet, men i utsagnet (tolkningen). Den maa altsaa ikke
lægges sanseintrykket tillast; hvorved ennu ekstra er aa merke, at
bevægelsen — solens «stigning» og «synkning» — sker for langsomt
til overhoved virkelig aa bli set (strengt tat har vi altsaa kunskaps
teoretisk her aa regne med en villfaringsmulighet i 2den potens);
det vi ser, er en ulike stilling som solen til de forskjellige tider
intar i forhold til vort orienteringspunkt. Og det syn bedrager
os ikke. Det at vi stundom kan gi vore erfaringer et galt navn,
villedet i vor aarsaksopfatning, det er ikke noget argument mot den
metodiske vekt som tilkommer sanseerfaringen.

I mere avrunnet form har H. senere utviklet sin principielle
opfatning av kunskapsproblemet i et litet skrift som utkom i Stock
holm 1910: Botanisten och filosofen. Løsningen søkes her i en
dialektisk prøve av begrepene sanhet og sansynlighet. Problemet
blir formulert med mønstergyldig klarhet, og den form H. har git
sit skrift gjør det til en tiltrækkende læsning. Men han kan neppe
sies aa ha overvunnet vanskeligheten. Altfor snart kommer H. (1.
c. s. 44) til det resultat at «den empiriska vetenskapen kunskaps-
teoretiskt sedt såsom sådan (år) vanmåktig». For den empiriske
granskning nuomdagen staar det ogsaa som en opgave at søke rede
i, hvorledes kunskapsfunktionerne fullbyrdes, hvad for forutsæt
ninger det her kan bli tale om. En væsentlig del av denne opgave
tilfaller psykologien, og den vil ta erfaringen paa raad. Det er et
vanskelig og i flere punkter litet gjennemsiktig omraade vi her er
inne paa. Intet under, at det er paa det punkt, motstannerne av
den nyere empiri søker aa faa kredit for sine metoder. Hvor gjere
det er lavest, hopper alle over. Men før man kan godkjenne den
hjælp til løsning som bydes fra nykantiansk hold, maa denne gjen

230

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

opfriskning av den gamle metafysik først retferdiggjøre sine psyko:
logiske forutsætninger. Det heter hos H..c. s. 59, at empirien
bl. a. forutsætter, at den sinnliga verkligheten år bestimbar genom
våra begrepp (at begreppen sjålfva sålunda verkligen finnes hos
de enskilda föremålen). Med det stemmer da ogsaa, at hele tanke
utviklingen hos H. løper ut i bestemmelser om begrepet som noget
objektivt, om væsen og substans. Men væsen og substans hører
ikke mere hjemme blandt psykologiens grunbegreper enn ild og luft
hører hjemme blandt kemiens elementer.

I sit syn paa de enkelte filosofiske spørsmaal staar Hågerström
frit overfor de løsninger som kunde gjælde som karakteristiske for
den svenske spekulation; specielt godkjenner han ikke den lære, av
Boström, at virkeligheten alene skulde finne et adækvat uttryk i
personlighet. Men efter sin grunnart er tænkningen hos H. deduk»
tiv som hos Boström. Av nulevende filosofer som H. har berøringss
punkter med, bør kanske særlig fremhæves H. Maier. Det spekue
lative hos H. trær frem, foruten 1 kunskapsteorien, i hans lære om
moralen. Paa begge omraader er hans tankegang islekt med Kants
transscendentalfilosofi. Sin teoretiske opfatning av moralen har H.
utviklet meget precist i en utførlig avh. i tidsskriftet «Psyke» 1907
og 1908, I moralpsykologiska frågor; fra formens side en recension
av Dr. Kr. B. R. Aars stort anlagte verk: Zur Psychologie der
Moralgefuhle. H. lægger vekt paa en kjensgjerning som let blev
overset av den nyere moralvitenskap, som idethele har mere av løse
synspunkter enn av principielle synslinjer. Hos individer med fullt
utviklet moralsk eftertanke vil de såkaldte lystmotiver ha undergaat
en væsentlig omdanning gjennem den maate de reflekterer sig paa i
en centralisert personlighetsbevissthet. Om til denne hører ogsaa
viljessfrihet, blir et problem for sig. — Det er i moralfilosofien H.
har sit vektigste ord aa si. Og det skal villig inrømmes, at hans
principielle stanpunkt her har ikke ringe styrke. Skulde ikke den
moralsanktion som først gir pliktmotivet dets bærende kraft, kunne
opfattes som selv empirisk betinget og forstaaes ut fra den verdighet
som utviklingen har git begrepet menneskeperson?

At den psykologiske analyse er boströmianernes svake punkt,
trær merkbart frem hos en yngre mann som staar den Hågerströme
ske retning nær, A. K. Phalén, docent i Upsala, forøvrig en skarpt
tænkende filosof nærmest av den Rickerts«Husserlske type. I en ars
tikel i Burmans festskrift, Kritik af subjektivismen i olika former,

231

Google

ANATHON AALL

med sårskild hånsyn till transscendentalfilosofien, kommer en tanke
gang tilorde, som inbyder til en smule principiel diskussion. Han
finner (s. 128 ff.) at den subjektivistiske lære gjør forestillingen om
et objekt til en blot og bar illusion, og at paa den maate f. eks.
træet i fornemmelsen selv blir en fornemmelse. Det realproblem
Ph. her sikter til, vil ikke løses ved abstrakt—kunskapsteoretiske
overveielser, men ved psykologisk analyse av, hvorledes intrykkene
kommer istann, hvorledes tankens billeder blir bygget op og hvor
ledes de blir bevaret ved aa faa sit navn. Det er et problem om
hukommelsen, om den utfyllende rolle som reproducerte forestillin.
ger overtar overfor sansningsmomentene og om navnenes betydning
i tankeutformningens og tankebevaringens husholdning.

En annen yngre filosof med beslektet grunsyn men med ut
prægete anlæg 1 retning av kritik er docent i Upsala Karl Hedvall.
I en avhandling 1 festskriftet for Burman s. 241 ff. med overs
skriften: Frihet och natur. Nogen kritiska reflexioner, fører han
frem dyptænkte invendinger mot subjektivistiske vrangsyn og mot
feilen hos pragmatismen. Men behandlingen skjæmmes av forfate
terens metode aa tøgje motsætningene ut til det ytterst abstrakte.
At H. er en dyktig filosofihistoriker, viser hans undersøkelse: Hus
mes Erkenntnisstheorie, Upsala 1906. Hume er hittil altfor meget
blit set gjennem Kants briller. Principielt er Hedvalls verk rettet
mot al empirisme i Humesk aann. Et empiristisk stanpunkt vols
der, ifølge Hedvall, at man ikke faar øie for det væsentlige, men lar
grunbegrepene opløse sig i enkeltheter som er tidsbestemt og som
taper sig i mangfoldigheten, et begrep som Hedvall forkaster som
ikke hørende hjemme i en tilværelsesopfatning. Her forvandler
kritikeren sig til dogmatiker, og filosofien taper paa det. Ingen metas
fysik kan rydde mangfoldigheten av veien. Ingen principskonstruk:
tion kan ophæve tidsvilkaaret for det virkelige *.

Innen rammen av Boströmsk tænkning var det rum for frem.
skredne synsmaater om de enkelte filosofiske emner. I saa maate

" Av samme forf. foreligger også: Fichtes filosofi i förhållande till Kants
kriticism. Problem, metod, grundsatser 1914. En undersøkelse over et liknende
emne er den av lektor Enar Sahlin J. G. Fichtes idealism 1888. Begge disse ar
beider, som gir et fordelaktig intryk av svensk idéhistorisk granskning, har vunnet
anerkjendelse; det første roses som skarpt i analysen, det annet for det lys det
kaster over Fichtes Wissenschaftslehre, slik som den blev formet i den såkalte
Jenaperiode.

232

Google

FILOSOFIEN 1 NORDEN

adskiller den svenske spekulation sig til sin fordel fra den norske
danske hegelianisme som var reaktionær i omtrent alle teoretiske
spørsmaal. Boströms statsretslige konservatisme blir hos somme av
hans yngre tilhængere avløst av radikale synsmaater i politik. Boe
ström selv var i religiøs henseende liberal. Det er nok aa minne
om hans harmfulle kamp mot helveteslæren. L. H. Åberg (docent
i Upsala, + 1895) skrev ut fra et spekulativt boströmsk utgangs-
punkt et arbeide over moralens alminnelige del, Filosofisk sedelåra,
Upsala 1893, deri han gjennemfører en etisk principtænkning som
ikke staar i noget positivt forhold til religiøs aapenbaringslære. Om
religionsfilosofien foreligger i Sverige forøvrig ogsaa et læseværdig
bidrag av docent i Lund, P. K. Svensson, som bl. a. utvikler en
selvstænnig opfatning av de lover som kommer tilsyne i den religie
øse utvikling. I kritisk retning synes ogsaa Malte Jacobsen, docent
i Lund, aa utvikle sig; man sammenligne hans avhandling Henri
Bergsons intuitionsfilosofi, offentliggjort i skrifter, tillågnadt P.S.
Eklund, Lund 1911, med et tidligere arbeide (fra aar 1910),
Pragmatismen, sårskilt i dess förhållande til kriticismen, der han
ennu (s. 47) hævder en sætning som den: Begrepet filister er
uberoende av om filister nogensinde eksisterte. I motsætning hertil
maa det erkjennes, at stod det ikke i en eller annen form, historisk
eller realt, «filistre» bak, saa vilde ordet filister ikke ha mere bes
grepsverdi enn om det blev læst bakvendt.

Den nyere psykologi har baaret frem mange nye spørsmaal for
det tænkende nutidsmenneske, spørsmaal som konvergerer mot bes
visstheten og dens liv. Hos flere spekulativt orienterte tænkere
aapenbarer sig imidlertid en viss mothug mot eller mistvil om det
empiriske nybygningsverk paa en egen maate. De dvæler helst ved
slike foreteelser som ikke lar de psykologiske eller eksperimentelle
sider av emnet gjøre sig gjældende. Eller de fører drøftningen
over paa et rent alminnelig omraade, som en mere eller mindre
dialektisk strid om principer, ikke som et opgjør om konkrete real+
spørsmaal. Eller det de har aa si om psykologiske emner gaar 1
hovedsaken ut paa kritiske forbehold og invendinger overfor det
som er ytet ved arbeider utført efter nyere empiriske metoder. Her
kan henvises til arbeider som det av Phalén» Zur Bestimmung des
Begriffs des Psychischen, i skrifter utg. av K. Hum. Vetenskapse
samfundet i Upsala, bd. 16, 1914, samt til arbeider av docent i
Upsala Edv. Petrini; særlig blir foruten den iøvrig interessante av

16 — Edda. IV. 1915. 233

Google

ANATHON AALL

handling i Burmans festskrift om Det tråkiga, aa nævne hans stus
dier i Upsala univ. årsskrift fra aar 1900: Kritiska förstudier till
kånslopsykologien; i hovedsaken et djervt forsøk paa aa vise, hvor
resultatløst strævet er blit for aa føre op lover for sjælslivet og spe
cielt følelseslivet ved hjælp av metoder laant fra naturvitenskapene.
P. angriper særlig empirikere som Fechner og Lehmann. Men poles
miken har ikke sjelden faat feil adresse. Paastanner som gjælder
sansningserfaringer og som blir undersøkt eksperimentelt (av Leh
mann) vil P. f. eks. imøtegaa ved aa henvise til foreteelser som til»
hører det mere sammensatte saakalte høiere aansliv. En puet&Baor
eig &Mo yvévoc. Det skulde forøvrig ikke glemmes, at det man
kaller «lover» for følelseslivet ikke er ment som annet enn som
sammenfatninger av troverdige iakttagelser om regelmæssigheter i
sjælslivets maater at ytre sig paa.

Som naturlig er, kan man særlig blant de ældre av de nu
levende filosofer studere den indre kontinuitet i den svenske idealise
mes historie og denne idealismes utslag i metafysiske stanpunkter.
Et navn som under denne synsvinkel staar i forgrunnen er Vitalis
Norström, professor i Göteborg. Hans dissertation av 1885, om
undersøkningen af den gifna verklighetens Form er ren boströmsk.
Livet er selvbevisstheten. Senere har H. uttrykkelig erkjent at bo
strömianismen kommer tilkort som verdensforklaring. Det er dog
blit tilbake hos ham et indre slektskap med skolen og en viss tile
bøielighet til aa optræ som apologet for den trods alt. N. lægger vekt
paa det historiske moment i virkeligheten til forskjel fra det mate»
matiskslogiske. Det avgjørende er, at bevisstheten med dens grun
størrelser, følelse og vilje, har faat plass i tilværelsen og funnet
form i bevisste væseners liv, i deres gjerninger, eller med andre
ord, i morallivet. Ut fra denne tankegang opfatter N. selve til
værelsens idé. Naturens væsen ligger nærmest i aa være «det
personliga och historiska lifvets utansida, hvilket öfvervågande bee
tyder gestaltbart material för fornuftig handling» (artiklen Dogma
tism i Burmans festskrift, s. 96). Men naturen er for stor til aa
flytte inn 1 vore stuer, naturen faar vel gaa og gjælde for virkelige
het ogsaa der hvor ingen menneskelig finger naadde til aa røre ved
den. Fremstillingen hos N. tar i nogen grad farve av, at synsmaas
terne gjennemgaaende, formelt set, kommer som inlæg, tildels popu-
lært skrevne inlæg, i en strid. Utviklingen som imellem faar et
noget rhetorisk anstrøk, tar for en ikke ringe del i hovedsaken

234

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

sikte paa aa styrte omkull saadanne synsmaater som N. holder for aa
være fordervelige. Emner av denne art finner N. i visse tidsfæno»
mener og aansrørelser som han angriper (smlg. særlig arbeider som:
Ellen Keys tredje rike; Radikalismen ånnu en gång och Masskultur;
Den religiösa kunskapen osv.). I motsætning til tidens radikalisme
hævder N. et konservativt troende stanpunkt (smlg.: I hvilken mer
ning år Jesus vår frålsare? Foredrag ved Rydbergfesten 1902).

Mere metodisk vitenskapelig har N. skrevet mot den nyere retning
innen sedelæren som særlig representeres av den engelske empiris-
me, og fremforalt mot den moderne empirisme i kunskapslæren eller
mot det N. kaller naturvitenskapens overgrep. I motsætning hertil
hævder han en spekulativ apriorisme. I sterkt angripende form
fører han frem sine tanker om det metafysiske grunspørsmaal i sin
avhandling: Naturkunskapens sjålfbesinning 1907, delvis reprodu-
cert i tysk form i en avhandling i Archiv f. systematische Philoso
phie, bd. 13 og 14, 1907-08. Med særlig tanke paa Mach anfører
N. her som en instans mot en naturalistisk verdensopfatning den
kjensgjerning, at metafysiske forestillinger faktisk er forhaanden i
bevisstheten. Den skarpe grænse han (1. c. bd. 13, s. 508 ff.) træke
ker mellem de abstrakte metafysiske tankeprodukter og de intryk
som er begrunnet i erfaring, hviler paa en saadan skilnad mellem
subjekt og objekt, som lar objektet tape sit naturlige ophav 1 en
subjektsopfatning og lar subjektet bli et objekt artsforskjellig fra
alle andre.

Den som ikke slipper andre begreper inn i en logisk argumens
tation enn saadanne som holder stann for en psykologisk kritik i
moderne aann, vil tænke annerledes i denne sak. Ræsonnementet
forutsætter en bestemt dogmatisk opfatning av sjælevæsenet.

Den boströmske personlighetsfilosofi har funnet en ny aapens
baringsform i en særegen tankegang hos Norström. Han inordner
kunskapsverdierne under principer for det praktiske liv, slik som
dette blir opfattet av mennesket. Vetenskapen har, sier N. i Tanke
linier s. 526 fg. endast då et mått, en fortgång, en mening, når den
ståller sig i detta lifs tjånst, håmtande sina yttersta principer och afe
görelser dårifrån. Her maa ordet avgjørelse synes vaagsomt. Et
avgjør som fortjener samtykke kan alene være et som kommer fra
forstaaelsesfullt hold. Men naar har man sikkerhet for at et saadant
foreligger? Livet blir først forstaat ved aa bli tolket. Og med tolke
ningen kan det være baade saa og saa. I detaansliv som faktisk og prak-

235

Google

ANATHON AALL

tisk raar blant menneskene er tolkningen, for en tænkers syn, for en
stor del et produkt av forvillete følelser og av en misvokset fantasi.

Et næste skridt fører os til en noget annen type av svenske
tænkere. En viss kongenialitet med den ældre nationale idealisme
blir igjen. De forholder sig avvisende overfor positivismen i ene
hver form og kjæmper mot de mere radikale utslag av et natur
vitenskapelig syn paa sjæles og tilværelseslæren. Men paa det psy
kologiske omraade sker en tilnærming til den moderne vitenskap.
De eksperimentelle metoder er ikke deres sak; men gjentakende
møter man hos dem en lærerik diskussion av moderne psykologiske
spørsmaal, især om mere principielle sider av sjælslivet. Til denne gruppe
av filosofer kan man regne E. Liljequist, R. Geijer og Fr.von Schéele.

Efraim Liljequist, professor i Lund, har i 1899 offentliggjort en
kritisk psykologisk undersøkelse, Om specifika Sinnesenergier, stue
dier til psykofysikens teori och historia. Skriftet fører ham bl. a.
inn paa det principielle spørsmaal om bevissthetens væsen, om dens
forhold til den mekaniske verden. — Hos L., hvis alsidige fordan-
nelse ogsaa paa historiens omraade" prædisponerer ham til fore
staaelse av tidens positive fremstræv, finner man en avgjort bøi
ning i retning av mere moderne synsmaater. Det omraade som L.
med sin tænkning synes mest føle sig hjemme i, er principspørss
maal innen den praktiske filosofi, især i den form de har faat i dis»
kussionen hos Meinong, Ehrenfels, Brentano, Höfler og H. Schwarz.
Om dem handler L.'s verk fra aar 1904, Meinongs Allmånna Våre
deteori, Göteborgs Högskolas årsskrift, bd. 10. Trods megen krie
tik i enkeltheter, uttrykker L.'s verk tilslutning til Meinong. Men
han vil, man skal gi begrepet verdi en mere omfattende teoretisk
anvendelse, utstrække det ogsaa til omraadet for retss og religions»
filosofi. Dersom L. forfølger det spor videre, vil han uomgjængelig
føres inn i nye psykologiske analyser. Den sanne nøkle til aa for
staa verdiproblemet ligger i et sjælelig grunbegrep som heter behov;
dette gir støtet til, at det i sjælen vokser op saadanne begrepsstøre
relser som interessen og andre tilsvarende begreper. Dem blir den
næste opgave aa studere.

" I sit verk av 1894 Om Francis Bacons filosofi, med sårskilt hinsyn till det
etiska problemet faar L. leilighet til aa drøfte principielle spørsmaal i historisk form.
L., som gir en omhyggelig reproduktion av Bacons lærdommer, paaviser hos ham
tendenser av utpræget moderne karakter, noget som især trær tilsyne i den plass,
Bacon gir det psykologiske synspunkt.

236

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

Et klart billede av den naturlige forvandling fra en ren dialeks
tisk tænkning til en filosofi i en mere positiv vitenskapelighets aann
frembyr utviklingen hos Reinhold Geijer, professor i Upsala.
I en like verdig som vektig kritik av hegelianismen hos den norske
filosof Monrad fra aar 1883 (Hegelianismen och positivismen, Lunds
univ. årsskrift bd. 18) trær det boströmske islet i tænkemaaten
frem bl. a. deri, at forfatteren — i motsætning til den formentlige
panteisme hos Hegel — argumenterer for en virkelig teistisk person»
lighetsfilosofi. Men i samme avh. (s. 13) uttaler G. at al filosofisk
forskning har aa søke sit utgangspunkt i erfaringen. R. Geijer har
gjennem sin lærervirksomhet og sine skrifter været med paa aa aap
ne veien i Sverige for det nye fremskridt innen filosofien. H.Lotze
har virket tilskyndende paa hans opfatninger. Det kommer især
tilsyne i hans avhandlinger om rumproblemet. I en artikel fra aar
1880 i Ny svensk tidskrift, Herman Lotzes låra om rummet (1892,
utgit med nogen tilføielser paa tysk i Skandinavisches Archiv, bd.
1), drøfter han i en forøvrig væsentlig logisk anlagt undersøkelse
principielle vanskeligheter ved spørsmaalet om rummets virkelighet
og slutter sig i hovedsaken til Lotzes idealistiske opfatning. Naar
G.'s tænkning rører ved spørsmaal av etisk art, har den avgjort
heldning til apriorisme. Tydelig viser dette sig i hans undersøkelse
om samvittighetens begrep. Se hans sommerkursforelæsning utgit i
1905 under titelen: Om samvetet, og artiklen: Samvetets psyko:
logi i tidsskriftet «Psyke» 1909, bd. 4.

Mens Geijer ennu i det væsentlige inskrænker sig til aa bes
handle principielle sider av psykologien, møter vi hos Frans von
Schéele en produktion som gaar ut paa en realundersøkning av
sjælslivets enkeltproblemer. I aaret 1894 og følgende aar utgav
han som docent ved Upsala universitet verket: Det menskliga
sjålslifvet, den første mere utførlige fremstilling paa svensk av sjæler
læren. I sin opfatning av sjælens væsen er v. Schéele her ennu av»
gjort spiritualist. Men han kommer med sterke motlæg mot ratio»
nalisme og mysticisme. I Filosofiska Studier, Första Samlingen 1899.
Rent ut forkastelig finner han den boströmske lære om fornuftiga
kånslor. Ehrenfels og Meinongs rekonstruktion av verdibegrepene
inneholder mere sanhet. Filosofien har ikke til opgave aa levere
en absolut kunskap utenom og ovenom den empiriske sanhetse
granskning. Dens væsen kan uttrykkes dene, at den er den unis
verselle realvitenskap.

237

Google

ANATHON AALL

Blant svenske filosofer i nyere tid er det somme som vel ikke
ennu med sine verker kan sies aa inlede en ny kurs, forskjellig fra
den som er præget av traditionel apriorisme, men som dog tildels
tar opgavene op i en annen aann, eller, om de selv nærmest hører
til den spekulative type av filosofer, dog har utviklet en personlig
tænkning helt ulik den boströmske metode.

En interessant individualitet innen kredsen av de filosofiske
lærerskikkelser i Sverige er Hans Larsson, professor i Lund. Some
me filosofer fører an som tænkere og lærere ved aa ta merkbar del
i det konkrete granskerarbeide eller i den rent fagmæssige princip»
diskussion. Andre skal prises for den maate som de lægger visse
foreteelser innen aannens liv under klart tankelys paa. Filosofien
har ikke bare størrelser av typen Kant, men ogsaa av typen Plato,
hvis lærdommer er insvøpt i kunst. Hans Larsson er en svensk
fremtoning nærmest kanske av sistnævnte slags. Ennu før Bergson
har han indraget begrepet intuition i drøftelsen av opfatningens
metoder. Et hovedproblem innen psykologien drøfter han i Gråns
sen mellan sensation och emotion, i Lunds univ. årsskrift bd. 5
1899, deri han hævder en egen opfatning overfor Lehmann, Lange,
James og andre. Undersøkelsen fører tilsist utover det psykolo-
giske, idet følelsen blir inordnet i det kantiske transscendentale jeg.
Det eiendommelige ved Larssons filosofiske personlighet aapenbarer
sig mere fullt paa omraader utenfor det fagpsykologiske. L. er ute
præget akademisk i sin tænkeart. Hans filosofiske fantasi har en
dragning henimot rørelserne i det dype indre liv; han har en egen
evne til i problemdiskussionen aa finne det individuelle stemningss
præg, det man kunde kalle den personlige note. Med fin opfatning
har han karakterisert den menneskelige personlighet i tilstanner av
kunstnerisk og intellektuel elevation. I almenfattelig form har L.i
flere mindre arbeider levert tankefulle filosofiske silhouetter og drøf
tet mangt et problem som naturlig kan melde sig for et menneske
med dannelse og aansinteresser”.

De problemer som drøftes innen den systematiske filosofi i

Særlig fortjener aa nævnes: Intuition, 2net oplag 1904; Poesiens logik,
2net opl. 1908; Om bildning och sjålfstudier, 1908; Ideer och makter, 1908;
Studier och meditationer, 1908; Reflexioner för dagen, 1911. Smaa stemningss
fulle karakteristiker, kritiker og utsyn av blannet historisk, literært, æstetisk, pæda»
gogisk inhold. I 1913 utkom hans Platon och vår tid, tillike en introduktion i
de filosofiske grundproblemer; verket inneholder bl. a. talrike platontekster i
smakfull svensk oversættelse. Videre: Filosofien och Politiken, Stockholm 1915.

238

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

vor samtid, især emner innenfor psykologien og kunskapslæren, er
blit meget ingaaende behandlet av en fruktbar filosofisk forfatter i
Sverige, Å. Vannerus. Uten aa ha git sig personlig av med mates
matisksnaturvitenskapelig granskning eller aa ha tat nogen selvstæne
nig del i tidens eksperimentalspsykologiske arbeide, har han gjort
sig grunnig kjent med den naturvitenskapelige kunskaps alminnelige
resultater og med de metoder som raar for den psykologiske viten»
skap 1 vore dager, særlig kan i saa maate henvises til hans verk:
Den empiriska naturuppfattningen, 1913. I skriftet Kunskapslåra,
1905, utvikler han tanker som han allerede fremsatte i sin doktors
avhandling fra 1890. De viktigste kategorier blir her undergit en
analyse i moderne aann. V. fremhæver som væsentlig kjennemerke
for bevistheten, at den har en viss konstans. Dermed har han faat
et fruktbart utgangspunkt for aa opklare forholdet mellem logisk
lovmæssighet og den sjælelige realitet, som tankerørelsen fullbyrdes
i. W. James har git sin psykologiske samtid slagordet om the stream
of thought, Bergson har virket vækkende med sin antydning av
sjælslivets væsen i læren om la durée. Men det er ikke mere enn
billig at man minner om, at parallele verdier med fullt saa megen
metodisk styrke er blit gjort gjældende av filosofer som mere upaaaktet
i sin arbeidsvinkel søker aa føre sjælslivets gaate nærmere sin løsning.

I samme forbindelse fortjener et verk omtale, som ligger længere
tilbake i tiden og som utmerker sig ved en forstannig verdsætning
av en empirisk forklaring for tankelivet. Det er skrevet av das
værende docent i Lund $. Wågner, og har titelen John Stuart Mills
logiska system och dess kunskapsteoretiska förutsåttning, trykt i
Lunds univ. årsskrift, bd. 16 og 18, 1879-82. WW. leder opmerks
somheten hen paa den logik som tar sit utgangspunkt i de givne
psykologiske bevissthetsforhold og søker aa utrede de subjektive
grunner for normkarakteren hos de logiske grunsætninger.

Et friskt pust fra den europæiske verden der moderne tanker
brytes, slaar en imøte i John Landquists forfatterskap. I et par
publikationer: Filosofiske essayer, 1906, og Essayer, ny samling 1913,
har han med kunskap og med smak diskutert mere fremtrædende
foreteelser paa religionens, etikens, literaturens, kunstens og natur
opfatningens omraade*". L.'s mest metodiske arbeide er en undere

' Som forfatter av populærfilosofiske opsæt og billedtegninger kappes Bengt Lid:
forss med Landquist i moderne følemaate og i fremstillingskunst i et par mindre sams
linger: Fragment och Miniatyrer, Stockholm 1904, Utkast och Silhouetter, Malmö 1909.

239

Google

ANATHON AALL

søkelse av psykologisksetisk art, Viljan, 1908. Forfatteren vilde
kanske kunnet trænge mere tilbunds i sit problem, dersom han
ikke (s. 58 fø.) hadde unslaat sig for aa prøve et opgjør om hvor
ledes en indre rørelse (bevægeimpulsen) gaar over til legemlig
gjerning. I flere punkter gaar L. dypt under overflaten. Han frem
hæver at viljen er ikke bare en følelse av virksomhet, men selv en
virksomhet, en sjælelig aktivitet, hvis karakter trær frem i beslute
ningen. L. røber god iakttagerevne overfor de mange indre rørelser
hos mennesket, og overfor de situationer der viljen staar sin prøve;
han gjengir dem med liv og farver. I usædvanlig grad er forfate
terens fremstilling mættet med konkrete træk fra den menneskelige
virkelighet. I lignende aann som dette verk gaar en undersøkelse
i «Psyke» I, 1906 Om tånkandet med kånslan. — Bak karakteristiken
merker man i det som L. skriver, en høi idealisme, en brænnhug
for fremskridt, i pakt med det ædleste innen den filosofi som stiler
paa aa opfatte reale sanheter og skape fruktbare verdier.

Det maa i filosofiens historie skjelnes mellem to ting. Det gis
en staaende diskussion om ennu uløste filosofiske problemer. Her
bølger tanken atter og fram, og mangen gang har ældre inlæg
logisk rang fremfor yngre. Men ved siden av dette kan man tale
om skapende arbeider, om saadant verk som lægger ny grunvold
for filosofien, det være sig paa metodens, paa logikens, kunskapse
teoriens, sjælevitenskapens eller andre omraader. For hver gang
historien byr paa en stordaad av saadan rang, lærer tænkningen aa
søke sit emne mere i dybden, synsmaaterne for den granskende
aann vinner i vidde og høide, metoden for aa naa frem til kunskap
blir mere sikker, mere fullkommen. Nye fundamenteringer av den
art det her siktes til, blev eksempelvis lagt med Atomikerne, Sos
fisterne, Sokrates, Aristoteles, Galilei, Descartes, Hobbes, Locke,
Hume, Kant, Comte, Herbert Spencer.

Men helt siden Aristoteles' dager har filosofien ikke oplevd en
saa dyptgaaende omdannelse som i nyere tid. Omraadet er denne
gang fremforalt psykologien. Og det bærende princip for freme
skridtet er den fruktbare forbindelse mellem aansstudium og natur

240

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

vitenskap. For en del er omslaget hitført ved nye erobringer innen
omraadet for fysiologien, særlig sansefysiologien og hjernefysiolos
gien, efter avgjørende studier av mænn som Joh. Miller, Weber,
Helmholtz, Claude Bernard, Broca, Fritsch og Hitzig. Men det
egentlige gjennembrudd i de siste aartier av 19. aarh. kom fra en
annen kant. Det intraadte, da G. Fechner fremsatte sin nye lære om
psykofysiken, og W. Wundt, G. E. Miller, C. Stumpf, Plateau, Delboeuf
m. fl. utarbeidet denne lære til et system av metoder for eksperimentals
psykologi og sammen med en skare medarbeidere og elever viste,
hvorledes de mangfoldigste sider av sjælslivet lod sig studere ved
hjælp av saadanne metoder. — To ting har utvirket at den fysiolos
giske og eksperimenterende psykologi uimotsigelig har faat rang»
plassen i tidens filosofiske bevissthet. Det ene er den hittil uanete
eksakthet som den har kunnet arbeide med og som i flere punkter
gjør den til et sidestykke til naturvitenskapene. Det annet er den
evne den har til aa tilpasses til de ulike opgaver for bevissthetslivet.
Metoderne arbeider sig frem paa det ene stykke efter det annet av
vitenskapens vidstrakte mark, og de resultater man naar til paa den
maate, finner anvendelse paa felter, man paa forhaand vilde tro var
lukket for granskning av den art. Ikke bare de normale bevisst»
hetsfænomener, men ogsaa psykopatiske foreteelser, biologien, pæda
gogiken, jurisprudensen, retsmedicinen, sprogfilosofien, statsøkono»
mien, religionsvitenskapen, ja liketil astronomien er omraader som
berøres av den nyere eksperimentelle og empiriske psykologi. Dels
saaledes at spørsmaalene studeres efter dens metoder, dels saaledes
at de just gjennem dens arbeider vundne nyere insikter om sjælsø
livet er nyttig for vedkommende vitenskaper.

Intet lann med fremskridende aansutvikling kan derfor stænge
sig ute fra denne nye vitenskapelige bevægelse, og i de lann der
fremskridtet sker uhindret, blir portene slaat op baade helt og fort.
I Sverige vokser forstaaelsen for, hvor viktig og riktig det nye
grunsyn paa psykologien er. — Hver ny sak har først og fremst
nogen foregangsmænn aa takke for den fremgang den faar. Som
en saadan kan nævnes J. Bager-Sjøgren, som i sin tid virket som
docent i Lund, forfatter av arbeidet: Sanndrömmarne och deras
vetenskapliga förklaring, 1895, og av en Studie over Herbert Spen
cer och utviklingsfilosofien I, Lund 1893. En annen foregangsmann
er Axel Herrlin, professor i Lund, som med sine studier har omø

241

Google

ANATHON AALL

spændt flere omraader av filosofien', men som mere og mere har
fordypet sig i de sider av den som berøres av den empiriske natur
vitenskap. H.'s granskninger paa grænseomraadet for fysiologi og
sjælevitenskap har resultert i flere undersøkelser som ogsaa er
kommet den medicinske forskning tilgode. Her er aa nævne hans ars
beider: Snille och sjålssjukdom; Tillråknelighet och sjålssjukdom:;
Sjålslifvets underjordiska vårld, utvidet og utgit paa dansk 1905
under titelen Sjælelivets ubevidste verden. I dem alle utvikler
H. lærerike principielle synspunkter i helt moderne aann. Grænses
omraadene for ubevisstsbevisst liv, for fænomener innen viljelivet
og moralfølelsen blir her analyseret ingaaende efter empiriske mes
toder. Til støtte for en undervisning og granskning 1 denne retning
har H. nu faat et eget eksperimentelt laboratorium knyttet til unis
versitetet i Lund.

En vitenskaps reelle fremskridt i et lann kan maales paa den
vyrdnad som strævet med den vet aa tiltvinge sig. Men blant de
vitenskapelige fremskridtsfænomener for filosofien intar som allerede
nævnt fremstøtet innen psykologien en utmerket plass. Studiet av
sjælslivet faar imidlertid nu nogen av sine væsentligste bidrag fra
medicinsk hold. Ogsaa i Sverige er rike tilskynninger til aa opfatte
bevissthetslivets vitenskapelig utgaat fra fysiologer og psykiater.
Uten aa gjøre krav paa aa gi en fullstænnig liste over dem som
her har været fortjente medarbeidere minner jeg om svenske som
M. Blix, S. E. Henschen, Hjalmar Oehrvall, T. Thunberg, Å.
Gullstrand, Herman Lundborg, F. Svensson, Poul Bjerre og
Bror Gadelius. — Selve opgaven aa inarbeide den moderne sjæle»
vitenskap systematisk i lannets filosofiske undervisning og produke
tion tilfaller naturlig i første linje dem som representerer psyko:
logien som særeget fag eller som med sin vitenskapelige særutdan»
nelse som psykologer forbinder studiet av filosofi. I det arbeide
som gjøres paa dette punkt staar i Sverige, bortset fra Herrlin og
andre som er nævnt ovenfor, hittil i fremste linje 3 mænn som selv
har ytet selvstænnige bidrag til den eksperimentalpsykologiske viten»
skap, $. Alrutz, B. Hammer og G. Å. Jaederholm.

Sydney Alrutz, docent i Upsala, har som psykolog utfoldet
en i hans lann ny metodisk virksomhet. Ved aa grunlægge tids-

" Hans dissertation, Studier i Nicolaus af Cues Filosofi, Lund 1892, gir i
knap form et træffende kritisk billede av en fremtrædende skikkelse i overgangs:
tiden fra mellemalder til nyere tid.

242

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

skriftet «Psyke» har han for norden skapt et organ for granskning
paa et hittil noksaa forsømt omraade. Hans egne arbeider vidner
om en selvstænnig maate aa ta problemene paa. Undersøkelserne
som for det meste blir offentliggjort i hans eget tidsskrift, men der:
paa ogsaa ofte overføres til utenlanske fagskrifter, gaar for en stor
del paa sansepsykologien og vedrører især farves og hudfornemmele
sene; for en del handler de om suggestionsvirkninger, om hypnos
tiske og andre foreteelser, kjent under navn av telepathi og clair+
voyance. Flere av disse avhandlinger forfølger utpræget metodolo-
giske maal og har interesse ogsaa for den kunskapsteoretiske dis»
kussion. Fænomener med tildels ikke ringe bærevidde for beviste
hetslivets teori, men som gjerne har været overlatt til behandling av
ukritiske okkultister, blir hos Alrutz gransket efter strengere metos
der og paa den maate lagt tilrette for alvorlig prøve.

Med særlig sikte paa pædagogiske problemer har Bertil Ham:
mer, professor i pædagogik i Upsala, levert enkeltvis bidrag til
psykologien. Støttet paa introspektiv selviakttagelse har han kritisk
undersøkt opmerksomhetens problem i Bidrag till Uppmerksams
hetens psykologi, Upsala univ. årsskrift 1908. Opmerksomheten
blir karakterisert som en evne knyttet til vor fornemmelseskraft,
nemlig evnen til aa samle sig om en viss opgave, for aa løse et
problem, svare paa et spørsmaal. Gjennem en saadan karakteristik
gir H. snarest en beskrivelse av opmerksomhetens ytringsmaate,
mens den psykologiske forklaring til evnen, dens inordning i den
sjælelige totalutrustning ennu faar staa derhen. MH. har søkt gjen»
nem eksperimenter aa trænge dypere inn i dette og tilgrænsende
problemer, det psykologiske problem om iakttagelse, opmerksomhet,
øvelse. I Zeitschr. f. Psychologie for aaret 1905 har han offentlig:
gjort en avhandling: Zur eksperimentellen Kritik der Theorie der
Aufmerksamkeitsschwankungen. «Psykes» monografiserie I, 1909
inneholder under titelen: lakttagelsesförmågan, dess utveckling och
uppfostran, et bidrag til studiet av et meget betydningsfullt punkt
innen det menneskelige bevissthetsliv og dets historie. H. byr paa
endel egne iakttagelser, men især den kritiske del er verdifull. Den
gir en korrektur av visse punkter i W. Sterns kjente avhandling,
Die Aussage als geistige Leistung und als Verhörsprodukt.

Hos den yngste av de produktive svenske eksperimentalpsykoe
loger, G. A. Jaederholm, docent i Lund, møter os en prisverdig

243

Google

ANATHON AALL

forbindelse av grunnig vitenskapelig fordannelse", utpræget sans
for logisk sammenhæng og trang til aa nytte de nye metoder for aa
naa frem til mere centrale spørsmaal for bevissthetslivet og til de
mere vektige fænomener innen aanshistorien. Bortset fra en av
handling i «Psyke» 1912, Till teorien för förestållningsförloppet, forer
ligger det av G. A. J. et to binds verk, utk. i 1914: Undersök:
ningar över intelligensmåtningarnas teori och praxis. Nærv. referent
har paa et annet sted (Zeitschr. f. Psychologie, bd. 70, hefte 5 & 6,
s. 463 ff.) karakterisert dette arbeide som vel det vektigste bidrag
der hittil er ytet til de spørsmaal, som særlig Binet og Spearman har
gjort saa aktuelle, nemlig om begavelsen og om metoden for aa maale
de ulike aanstrin. Set under en rent alminnelig teoretisk syns
vinkel har verket interesse, fordi det bl. a. fører frem og begrunner
principielle synsmaater som gaar paa selve det konstitutionelle i den
menneskelige bevissthet. For det første drar J. paa en tankevæke
kende maate følelseslivet inn i begavelsesspørsmaalet; men dernæst
maa fremhæves den energi, hvormed han gjennemfører principet om
enheten i det sjælelige anlæg. Det er en feil aa kløve intelligensen
op 1 løsrevne delsfunktioner som f. eks. evnen til analyse og til
syntese, skjælneevne og kombinationsevne. Utfallet av intelligens
tests som er blit utfört, og ytelser av den logiske hukommelse gaar
temmelig parallelt. Disse oplysninger forbinder J. med nogen vike
tige begrepsanalyser. Det er ikke nogen grunn til aa mene at det
gis særegne uavhængige variabler for dømmeevnen eller opmerksome
heten. Elementarpsykologisk gis det bare en evne. Overalt der
intelligensen er virksom, finnes det en fælles faktor som er aarsak til
de relativt høie positive korrelationer mellem ytelserne. Hvad er
det for en faktor? Evnen til aa faa og til aa aktivere almenfore»
stillinger. Den forklarer det meste. Til den kommer en faktor av
rent fysiologisk natur. Man kan finne en paafallende høi korre
lation mellem resultatet av intelligenstests og evnen til aa utføre

* Sammenlign, foruten de nedenfor i teksten omhandlete arbeider, flere stus
dier av nervefysiologisk og tonepsykologisk inhold i Archiv fir Anatomie 1905
og i Pfliigers Archiv for 1906, 07 og 08, desuten K. Pearson and G. Å. Jaeder:
holm, Mendelism and the problem of mental defect II. On the continuity of
mental defect, London 1914, en efter den Binet-Simonske metode utført experi-
mentel undersøkelse av ca. et halvt tusen barn. Arbeidet inneholder en verdifull,
matematisk gjennemført studie over verdiernes spredning ved overgangen fra lav

til høi begavelse.
244

Google

FILOSOFIEN I NORDEN

koordinerte bevægelser!. Det maa derfor gis en central koordie
nation mellem saavel psykiske som fysiologiske foreteelser, og den
forklarende faktor vi søker vil være det vi kaller association se
dannelse.

J. har her fremført en baade dristig og original hypotese om
hvorledes man skulde ha aa forklare et av de mest interessante
spørsmaal for individualpsykologien, det om den medfødte bes
gavelse. De ulike saakalte begavelsestyper skulde efter det J. ut
vikler være aa opfatte som arbeidsvarianter for forestillingsaktiveringen.

J.'s arbeidsmaate er en god illustration til det princip som sære
lig i den senere tid vinner terræng blant psykologerne, og som gaar
ut paa aa forbinde eksperimentelle iakttagelser med et kritisk syntes
tisk arbeide for aa faa rede paa de mere alminnelige, saakalte
høiere sider av bevissthetslivet og aansvirksomheten. Hvorom alting
er, det er fra den empiriske, med naturvitenskapen fortrolige granske
ning av sjælslivet, at tiden særlig kan vente sig meget for frem»
tiden. En eksakt ny insikt om sjælslivets faktiske ytringsmaater er
en reel verdi, om den saa gaar paa et tilsynelatende aldrig saa bes
skedent emne. Saadant gir bedre utgangspunkt for fremskridt i
den filosofiske kunskap om det som har med menneskets bevissthet,
dets sjælsliv og aansliv aa gjøre, enn digre verker med dialeke
tiske betraktninger.

* For dette punkts vedkommende kan det kanske passe aa henvise til C. von
Monakows lære om den psykologiske rolle som tilfaller bevægelsens mekanisme,
og til tanker jeg har søkt aa gjøre gjældende i en avh. i Zeitsch. £. Psychologie, bd.
66, 1913, Ein neues Gedåchtnisgesetz?

Anathon Aall.

245

Google

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING
I.

r. Böök har i en artikel «Frödings Det borde varit stjårnor» i

Edda 1915, h.2, berört ett centralt problem, som Frödings dikte
ning ståller. Han har sökt ge en tolkning av den skuldkånsla, som
dår stundom kommer till uttryck. Som yttre tilldragelser i allmånhet
spelat föga roll i Gustav Frödings levnad och han huvudsakligen
levde i sin inbillnings och sina problems vårld, så åro motiven til
hans produktion insvepta i en viss hemlighetsfullhet: hans dikter
springa lågande och klara fram ur en djup skymning. Dr. Böök
har sökt trånga ned i detta dunkel. Det berörda problemets högst
betydelsefulla art tilldrar hans hypotes uppmårksamhet. Frågan om
en skuldkånslas tillvaro, art och roll hos en personlighet berör kår
nan i dess historia, och når det gåller en diktare, i hans verk. Ens
lösning av detta problem bestimmer ens syn på det psykologiska
sammanhanget i Frödings dikt och på dess inre betydelse. Har man
oriktigt uppfattat skuldkånslans roll og art i Frödings produktion,
får man nödvåndigtvis en oriktig uppfattning av hans verk Övers
huvud.

Två skål ha beståimt den som skriver detta att granska dr. Bööks
hypotes. Dels saknar den varje stöd i Frödings historia. Dels står
den i strid mot andan i Frödings verk. |

Ur fabeln och stimningen i en 1890 till priståvlan i Svenska
akademien inlåmnad diktcykel Parken, icke intagen av Fröding i hans
skrifter, konstruerar dr. Böök «en personlig upplevelse» eller «ett
biografiskt faktum», som ingivit den skuldkånsla kritikern finner
genomgå ett antal av skaldens mest kånda dikter. I detta poem,

246

Google

SKULDKÄNSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

lagdt i munnen på en slottsherre från feodaltiden, ingår bland andra
motiv åven det att slottsherren gör sig förebråelser att ha förfört en
ung flicka, som sedermera dött. Dr. Böök drar hårav den slutsatsen
att en analog konflikt måste ha förekommit i skaldens eget liv i en
enklare miljö, som bestimmes som «den vårmlåndska herrgården.
Mot den unge måktige slottsherren svarar den unge mannen av över
klass, som knyter en förbindelse med en av bygdens flickor. Vad
som utspelats dem emellan år naturligtvis omöjligt att faststålla; av
Parkens strofer kan man blott gissa att diktaren gjort sig ansvarig
för ett tungt öde, som gått över den unga kvinnan och att han gente
emot henne kånner sig som den vilde jågaren, den hårde erövras
ren» etc.

OÖverlåkaren vid Uppsala Hospital, professor Frey Svensson, som
varit Frödings låkare under hans mångåriga vistelse (1898—1905) på
Uppsala hospital och för vilken Fröding under sina depressiva perie
oder bekånt alla drag ur sin levnad, som oroade eller han kunde
erinra sig ha oroat hans samvete, förbereder en studie, dår sakför»
hållanden av hithörande natur i Frödings historia få sin fulla belyse
ning. Professor Svensson har emellertid givit mig bemyndigande att
dessförinnan kort och godt fullstindigt dementera dr. Bööks antas
gande: Fröding har aldrig antydt tillvaron av och tydligen icke
haft aning om någon erotisk konflikt med någon kvinna och dårav
uppkommen skuldkånsla under sitt liv före 1890, då dikten Parken
skrevs. Hiårtill kan jag lågga ett vittnesmål från skaldens numera
avlidna syster Cecilia Fröding. I november 1914 frågade jag, då
sysselsatt med ett företal till «Efterlåmnade skrifter» av Fröding,
Cecilia Fröding, hur diktarens förhållande till den hår berörda epi»
soden i Parken vore att fatta; hon svarade då att skalden aldrig
varit inblandad i en kårlekshistoria av analog art och att beråttelsen
i Parken var en fritt uppfunnen fabel vari han iklåidde sitt melan»
koliska sinnestillstånd.

Dåremot har den anekdot dr. Böök anför ur journalisten fröken
Ida Båckmans skildring eller snarare roman över Gustaf Fröding ett
visst faktiskt underlag. Fröken Båckman beråttar att Fröding en
gång under sin vistelse på Uppsala hospital för henne bekiånt sig i
sin ungdom tilllammans med några kamrater ha begått något våld
mot en ung kvinna och att han når han bleve frisk tinkte anmåla
sig till avtjånande av straff. Dr. Böök såtter denna historia i same
manhang med sin hypotes. Anekdoten år emellertid en i fröken

247

Google

JOHN LANDQUIST

Båckmans fantasi gestaltad variation av en försyndelseidé Fröding
plågat sig med under sinnessjuka perioder. Redaktör Mauritz Hell
berg, diktarens nårmaste ungdomsvån, har meddelat följande. På
den norska nervkuranstalt dår Fröding som sinnessjuk vistades 1894
gjorde han sig samvetsförebråelser att vid ett tillfålle under någon
av åren 1892—94 ha låtit av en prostituerad locka sig till någon art
sexuellt sjålvsvåld och han anmålde sig och kvinnan till undfående
av straff för borgmåstaren i Karlstad; denna myndighet uppbrånde
i hr. Hellbergs nårvaro hans skrivelse. 1898 efter sinnessjukdomens
andra utbrott uppdykte återigen denna idé, enligt hvad professor
Svensson meddelat. Något sammanhang med dr. Bööks hypotes
kan icke denna sak ha. Redan tidsbeståmningen omöjliggör detta:
försyndelsen förlades av diktaren till en period, som låg flera år
senare ån 1890, då Parken skrevs. De samvetsförebråelser han hår
över gjorde sig voro ett uttryck av hans sinnessjukdom, ha icke
inspirerat en rad av hans diktning och utgöra sålunda icke vad dr.
Böök kallar «ett egendomligt vittnesbörd om att ångern och skulde
kånslan om ån i sjukligt förstorade former varit uppe i dagsljuset
ånnu under Frödings sista tid».

II.

PARKMOTIVET I FRÖDINGS DIKTNING OCH
WALTER SCOTT

Dr. Bööks hypotes år sålunda i biografiskt avseende demente
rad. Må vi undersöka den dikt som stödt den; det skall dårvid
visa sig i vad mån hans analys av stycket år riktig och hans kone
struktion från detta håll kan vara ursåktad.

Skalden talar i dikten Parken inte i eget namn utan i namn av
en forntida feodal ådling, som efter irrfårder dragit sig tillbaka till
sitt «lugna slott» och som vid vandring i sin förfallna park återkallar
för sig sin ungdoms minnen. «Det er lått att se,» skriver dr. Böök,
«att det [detta «slottss och parksceneri»] år håmtadt från nervkuran»
stalten vid Görlitz i Schlesien» dår Fröding 1889—90 vistats, och
kritikern henvisar till uppsatsen Fångar (Efterskörd I), dår Fröding
skildrat denna plats. Sårskildt urskiljer dr. Böök «rådjursjakten,

248

Google

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

eklövskransen, silkesdråkten, parkpaviljongen med sin budoar» som
«den del av sceneriet, som år inspirerad ur den tyska slottsmiljön».

Detta omdöme kråver en revision. Fröding har aldrig angivit det
tyska sanatoriet ha varit eller ens påminna om ett gammalt feodalslott;
han skriver helt enkelt hårom i «Fångar»: «Den (byggnaden) ser
nåstan ut som ett gammalt herresåte. Men når man kommer inom
portarne år det mera likt en kasern — fastån av allra finaste sort.
Det år långa korridorer med numrerade dörrar, bakom hvilka man
överallt finner ungefår samma inredning.» Nervanstalten år tydligen
ett modernt sanatorium, inredt i övlig stil. Det måste ha varit
fantasibilder av annat ursprung, som givit diktaren material till den
vidlyftiga och detaljerade feodala apparaten 1 «Parken».

Vad har kunnat inspirera Fröding till en för en modern skald
så pass egendomlig fiktion som att dikta sig in i en forntida feodal»
herres skepnad och miljö? Om svaret kan ej råda någon tvekan:
Walter Scotts romaner. Scotts verk (i svensk Översåttning) och
Tusen och en natts sagor ha varit den lektyr, som under Gustaf
Frödings uppvåxtår först infört honom i diktens vårld. Hans bes
undran för Walter Scott år vål bekant. Mauritz Hellberg har i
sin uppsats Fröding som skolpojke (Bonniers månadshåften, aug.
1910) beråttat med vilken iver han under litteråra kamratdiskus
sjoner kunde dra i fejd för denna sin ålsklingsförfattare. De tidie
gaste ungdomsdikter av honom som offentliggjorts, Claverhouse och
Abbotsford, behandla Walter Scott och hans hjåltar. I en av sina sista
ofullbordade diktcyklar från sjukdomens tid Den kuvade klanen (Recone
valescentia) har han återgått till denna sin ungdoms fantasivårld. De
engelska och skotska ådlingarnas borgar med omgivande stora par
ker och sitt vildt av hjort och rådjur, vilkas jagande år feodalhere
rarnas yppersta nöje, år en typisk miljö i Scotts romaner. Dessa
ålderdomliga engelska parker med sina måktiga ekar och kastanjer,
med sin klang av jagthorn, hundskall och hetsiga jågarskaror till
håst, med sitt sus och sina rörliga gröna djup, som viska om bragder,
kårleksåventyr och feerier, ha tydligen gjort ett livligt och förbli.
vande intryck på Gustaf Frödings fantasi. I ungdomsdikten Abbots
ford blir Walter Scotts egen park på hans gods den miljö, i hvilken
hans diktnings syner och gestalter skymta för den unga poeten. Av
analog art år inbillningsleken i en dikt från hans senare år Parks
fantasi från sjukhusfönstret (Nytt och gammalt 1897). Skalden be
finner sig på ett sjukhus och medan han sitter og betraktar parken

17 — Edda. IV. 1915. 249

Google

JOHN LANDQUIST

dårutanför, förvandlar den sig för honom till en gammal engelsk
park och han befolkar den med syner ur det Shakespearska dramats
och den Scottska romanens miljö:

Nu år sommar, nu de gröna
löven gunga som når sjögång,
halvt förgången, ånnu går,
jag vill vara med i kronors
djupa valv och vara med i
mörka doftuppfyllda snår,

Jag vill drömma mig en dröm om
något fordomdags dårinne

i allt grönt om tråd och mark —
år ej grönskan ålderdomligt
William»Shakespearlik, ej parken
lik ett hörn av Windsors park?

Han tycker sig från ett snår se en skymt av en tvåttkorg, som
kunde rymt Falstaffs vidtberömda mage och fortsåtter:

Nog av, engelskt ålderdomligt
går ett vindsus genom löven
parken fylls av åventyr,

tråd och buskar bli till våsen
bli till folk och hov och adel,
håst och hund och vilt som flyr.

Jågarskarans gröna vida

kappor fladdra om var sluttning

om var grönklådd höjd och plan,
grönt år silket, grönt år floret

i var ladys kjol och slöja,

grönt vart betsel, grön var man.

Dårpå skymtar han skild från jågarskaran en riddersman och en
smårt och fintbyggd page. Han tycker att i barmens och i höftens
vekligt böjda linjer hos pagen röjs en hemlighet, att hon liknar
«hovdamsflockens yngsta ungvildt» och kavaljeren Walter Raleigh,
vilken för övrigt som skön ung man förekommer i Elisabeths hov i
Scotts Kenilworth. Bilden av den unga kvinnan som ett jagtbyte år
mycket vanlig i Scotts romaner; för ögonblicket må nåmnas som
exempel jågarns visa i Bruden av Lammermoor, som prisar hjortarna
på Bilhopes kulle och rådjuren i Shortwoods glad och slutar med

250

Google

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

att försåkra att «den snövita hind jag i parken har hår, år mer vård
ån dem alla åndå»; eller strofen i Waverley om jågarn som drog ut
i skogen att blåsa sitt jagthorn och flickan som gick dit att binda
sig kransar; eller sången i St. Valentins dag om den olyckliga
Louise, som i skogen blev ett offer för den falske jågarn.

Tydligen har Frödings fantasi vid konceptionen av ungdoms
dikten «Parken» vandrat samma vågar som i den nu nåmnda park»
fantasien. Under långvarig vistelse på ett sjukhem då som senare
har han diktat om den moderna parken kring nervanstalten i Göre
litz till en gammal engelsk park och sig sjålv till en feodal slotts-
herre, som erinrar sig sin ungdoms jagtåventyr. Han minnes hur
han skjutit sitt «första måsterskott», då «ett stakkars rådjurs hjårte
blod» flöt och hur jågarskaran drack «den skummande champagnen»
till firande av den lyckade jagten. Denna scen bygger på det hos
Scott skildrade bruket att tömma en bågare över det fållda ådlare
villebrådet; och hvad champagnen betråffar förekommer den åven
hos den skotska klanhövdingen Mac Ivor vid mera högtidligt till.
fålle. Erinringen av rådjursjagten blir ett preludium till beråttelsen
om kårlekshistorien. Den avdelning av poemet som givit dr. Böök
anledning till hans nya uppfattning av den Frödingska diktens heme
liga drivkraft och inre betydelse år av följande lydelse:

Det år en öppen plats dår blommor våxa

och kanten skuggas mörk av gamla ekar.

Jag minns hur glad jag sprang från bok och låxa
att pröva hår min unga kraft i lekar.

Och det var hår en kvåll når maj stod grönast
som dansen gick och skrattet ljöd i snåret

och hon som folkets ståmma dömde skönast
bar blyg och stolt sin eklövskrans i håret.

Det var en ström av lena silkeböljor
som över halsens tunna spetsar föllo
och över mörkrött liv som silversöljor
omkring det smala livet sammanhöllo.

Han var så frisk som daggen över knoppen,
så spånstigt lått, så fylligt smårt och smidig
— men det föll damstoft i den klara droppen
och din förvissning arma knopp blev tidig.

251

Google

JOHN LANDQUIST

Bersån år ödslig, håcken år förvildad,

ett marmorbords fragment ha fallit ner
och soffan sjålv, av torv och mossa bildad,
för vissna löv och kvistar syns ej mer.

Ja, det var hår liksom i dag det hånde
jag allting minns och allting återser,

jag kinner ån hur mina låppar brånde
mot hennes lippar, hon som år ej mer.

Hon var en årlig sjål som föga visste,

hur det bland månniskor går till och sker,
hon trodde mig om godt och trodde miste;
det kom en tid, då trodde hon ej mer.

Det kom en tid den tunga sorgetiden,

hon övergavs — och sjönk — och år ej mer;
och sjålv jag Övergavs av sinnesfriden,

den vacklade -- och sjönk — och mer.

Det våxer gammalt grås i slingergången
och buskarna stå vildt tillhopasnodda
och murgrön klinger över paviljongen,
den lutande, den långe obebodda.

I spillror fallen ligger förstusvalen

och genom dörrens springor trånger dagen,
tapeten gulnar i den lilla salen

och i ruiner hånga överdragen.

Och spindlar våvt sin våv i budoaren,

på toaletten fallit damm i fockar,

dår hon beskåftigt snabb och konstförfaren
med nåtta fingrar prydde sina lockar.

Ett lyckligt barn jag krossat utan skoning,
en fattig ödmjuk glådje har jag rövat —
det år en ting som kråver lång försoning,
min sjål år vek, mitt hjårta år bedrövat.

Dr. Boök förklarar att sedan man hår avskilt hvad som tillhör
«den tyska slottsmiljön» framtråder hår «en annan enklare, men dåre
med analog, nåmligen den vårmlåndska herrgården». Man vet ej
vilka vårmlåndska element kritikerns öga i denna målning upptåckt.

252

Google

SKULDKÄNSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

Visst år att snart sagt varje detalj av Frödings park har sin mot
svarighet i ett antal Scottska romaner. I slottet Tully-Veolans
trådgård i Waverley förekommer en liten öppen gråsplan, vars
«bakgrund bildades av en mångd uråldriga tråd»; likaledes har
man hår nöjet att «från en åttkantig sommarpaviljong» beundra
ett av en å bildat vattenfall, en prydnad Fröding ej heller för
summat att utrusta sin park med («hår bildar ån en våldsam ka
tarakt»). Att den på gråsplanen synliga flickans hår faller upplöst
ner över halsens spetsar i «en ström av lena silkeböljor» — dr. Böök
har uppfattat detta som en beskrivning på flickans silkesdråkt —
kan mindre förvåna når man erinrar sig med vilket vålbehag Sir
Edward Waverley ser de vackra höglandsflickorna Alices och Floras
lockar, sammanbundna i nacken med ett band eller ett diamant
spånne, falla över deras hals; dåremot har diktaren varken i Görlitz
eller i Vårmland kunnat få se en dylik hårklådsel. Eklövskransen
förekommer likaså flerestådes i Scotts romaner (såsom i Kenilworth
och St. Valentins dag).

Såreget för den Frödingska parken år emellertid att den år för
vildad. Vidare våcker beråttelsen om flickans bostad uppmårksams
het genom sin osannolika romantiska utrustning: att feodalherren
upplåtit en paviljong i sin park åt folkets dotter och att denna
paviljong inte år som de trådgårdslusthus vilka eljes talrikt föres
komma i Scotts parkbeskrivningar utan att den år försedd både med
en sal, prydd med tapeter och «Överdrag» på möblerna, och med en
budoar, från vilket skalden sårskildt minns toalettbordet dår ålskar
innan, beskåftigt snabb, «med nåtta fingrar prydde sina lockar».
Även en rik feodalherre torde i allmånhet funnit en dylik extraordie
når apparat kostsam, överflödig och onödigt utmanande åven på
hans tider förefintliga sedliga fördomar. Vad år upphovet till denna
Frödings fantasi?

Den frågan torde inte vara omöjlig att besvara. Greven av
Leicester, drottning Elisabeths gunstling, har i Walter Scotts Kenil»
worth, förålskat sig i, enleverat och i hemlighet gift sig med Amy
Robsart, dotter till en lågadlig landtjunkare. Som han anser det av
största vikt för sin karriår vid hovet att hans giftermål tills vidare
blir doldt för vårldens ögon, har han under strång bevakning inhyst
sin unga fru, nåstan blott ett barn, på ett avlågset förfallet gods,
som ligger i en förvildad park; flickan hålles dår under bevakning
av en köpt hejduk och dennes dotter och ingen utom greven och

253

Google

JOHN LANDQUIST

hans kammartjånare -ha rått att dår intråda. För att försona den
unga frun med sin fångenskap låter greven i slottets ena flygel ins
råtta åt henne en våning på fyra rum, som Walter Scott noggrant
beskriver. Dår förekommer en liten matsal, vars våggar åro Övers
klådda med tapeter av himmelsblå sammet och vars stolar åro förs
sedda med dynor, överklådda i samma fårg som tapeterna; om
sångkammarn beråttar författaren bl. a. att «på toaletten stod en
vacker venetiansk spegel» och den första scen vi bevittna i den ny
inråttade våningen år att den unga grevinnans kammarjungfru «med
flitiga små fingrar» ordnar hennes klådsel och «upproriska lockar»
(citaten hår som nedanför ur den 1879 utgivna svenska Översått
ningen i Vald Samling av W. Scotts romaner, vilken år en revis
derat upplaga av den åldre öÖversåttningen av 1854, dår åven det
nårmast anförda ordagrant förekommer). Byggnadens murar åro
utanpå «betickta av murgrön och andra slingervåxter». Parken
år «vild och igenvuxen», vågen år «gråsbevuxen» och en håck av
idegran, som långe varit oklippt, hade våxt upp «till stora buskar».
Trådgården visar samma förfallna utseende. «Större delen av mar
ken, som en gång utgjort parterrer och blomsterrabatter, låg nu
obrukad och övervuxen med ogrås, med undantag av några Øåckar,
som blivit besådda med vanliga grönsaker. Några statyer, som
prydt trådgården i dess hårlighets dagar, lågo nu nedkastade och
sönderslagna nedanför sina fotstållningar, och ett stort lusthus med
en tung stenfagad, prydd med bildhuggerier, förestållande Simsons
levnad och bedrifter, befann sig i samma förvildade skick» Man
jåmföre hårmed från den Frödingska parken murgrönan, som klånger
över paviljongen, slingergången, Övervuxen av grås, den förvildade
håcken, den sönderslagna Afroditestatyn och marmorbordets fragmenter.

Men åven i den Frödingska ålskarinnans obeståmda konturer
torde vi, åtminstone i viss mån, igenkånna en dimmig gengångare
från denna dystra plats. Liksom för Frödings feodalherre i hans
drömmar det fållda rådjuret blir en symbol för det kvinliga offret,
så drömmer hos Walter Scott Amy Robsart sjålv i en oredig ångestø
dröm dagen före sin undergång att hon år den kungliga jagtens
offer på greve Leicesters slott Kenilworth. På detta sått inleder
Walter Scott den stundande katastrofens skrickstimning:

Grevinnan sov några timmar och drömde att hon befann sig i sitt gamla
hem på CumnorsPlace och lyssnade efter den sakta vissling. varmed Leicester ofta
förkunnade sin nårvaro på borggården — —. Men nu hörde hon i stillet för

254

Google

—r=5CGer - EEE En

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

vissling en stöt i ett jagthorn, en sådan hennes far brukade blåsa, då en hjort
fålldes. Hon tyckte att hon sprang fram till ett fönster, som låg utåt borggården,
vilken senare hon såg uppfylld av sorgklådda månniskor. Den gamle pastorn stod
med boken i hand, fårdig att förråtta en jordfåstning, och Mumblazen, klidd i en
gammaldags dråkt, liknande en forntida hårolds, höll upp en vapensköld, varpå
syntes de vanliga prydnaderna av dödsskallar, korslagda ben och timglas omkring
ett vapen, varav hon ej kunde urskilja mer ån att det var krönt med en grevlig
krona. Den gamle mannen betraktade henne med ett spöklikt leende och frågade:
«Amy, år inte vapnet riktigt?» I det samma utstötte hornen åter sitt vilda sorgs
liga dödsskall, och hon vaknade.

Grevinnan vaknade för att höra det verkliga ljudet av ett eller råttare av
flera sammanstimmande jagthorn, vilka blåste en glådtig fanfar för att påminna
slottet Kenilworths invånare att dagens nöjen skulle börjas med en storartad hjort»
jagt i den nårbelågna parken.»

Slutligen frapperar den drömaktiga och ovissa skildringen av
flickans öde i Frödings dikt. Hon «sjönk — och år ej mer». Förföll
hon eller dog hon av sorg? «Sjönk» tyckes antyda det förra, men
talet om «den tunga sorgetiden» och tillågget att hon «år ej
mer», ge intryck att Övergivandet haft ett direkt inflytande på hen»
nes tragiska slut. Den egendomliga parallelen mellan flickans och
den manliga sinnesfridens öde: att liksom- hon åven den «vacklade
— och sjönk — och år ej mer», bidrar åven att rena ordet sjönk
från en låg betydelse och höja den upp i en obeståmd sfår. — Amy
Robsart «sjönk» åven hon, men på det mest bokstavliga och rysliga
sått. Overgiven av sin man inneslöts hon i ett torn i Cumnor Hall.
Genom en mekanism kunde de första trappstegen utanför hennes
tornrum förvandlas till en fallucka. Då Amy hör greve Leicesters
av förrådaren efterhårmade vissling ute på borggården, störtar hon
ut och sjunker ned 1 det djupaste slottsvalvet — och år ej
mer. Då obestridligt år att eljes finnes ett sammanhang mellan
Kenilworth och Frödings dikt, synes ej alldeles orimligt antaga
att vid utformandet av ifrågavarande strof diktarens melankoliska
ståmning sammansmålt med den kvarlevande ångestståmningen från
barndomsintrycket av synen av Amy, som vacklar på den vikande
trappan, sjunker och dör och att denna syn varit den oklara
urbilden till liknelsen om flickans öde och om sinnesfridens
vacklande, sjunkande och fall. Helt visst har också den unge
Gustaf Fröding, om vars livliga inlevelse i de Scottska hjåltegestal»
terna hans dikt Claverhouse vittnar, med fasa genomlevat greve
Leicesters samvetskval efter den ohyggliga håndelsen, till vilken hans
årelystnad bar skulden.

255

Google

JOHN LANDQUIST

Denna analys gör en sak fullkomligt viss. Om Fröding haft
sig några verkliga samvetsförebråelser för en ung kvinnas öde att
göra, så skulle hans fantasi ha skjutit sin blomma ur en fastare
stångel och ha slagit ut en konfiguration av anspråkslösare och mera
reella element från en mera nåraliggande vårld. Han skulle ej slings
rat sin veka melankoli kring en spökgestalt ur en roman och han
skulle isynnerhet ej diktat sig gentemot henne i en så förnim
herres roll.

Åven andra litteråra reminiscenser ån nu nåmnda kunna ha bis
dragit till utformandet av Parkens kårlekshistoria: man kan misstånka
att de första stroferna, som antyda en lantlig skönhetståvlan, återgå
till en beståmd romanscen. Hur som hilst har Walter Scott låmnat
det huvudsakliga materialet till dessa fantasiscener. Men det år na
turligtvis lika oriktigt som låttvindigt att stanna vid förestållningen
att Fröding hår skulle skrivit någon slags poetisk kria. Når han dik»
tade Parken låg hans låsning av Walter Scott 10—20 år tillbaka i
tiden. Han har helt visst icke varit sig fullt medveten att han om
diktade scener ur sina gosseårs ålsklingsromaner. Några reminiscen»
ser torde han kånt igen, men på det hela taget har han givetvis
förnummit sin fantasi arbeta sjålvståndigt. Det drömartade i hela
diktens karakter tyder på att en viss stimning dragit upp ur det
omedvetna syner, vilkas stimning var beslåktad med den han i ögone
blicket kånde. De gamla intrycken från Walter Scott ha naturligtvis
inte varit de drivande motiven till att han diktade Parken. Vi måste
söka den personliga ståmning som frammanat och till en ny syn
enat spridda fantasibilder från gosseåren.

Når man genomlåser dikten, finner man strax att den kårlekss
episod som hittills avhandlats icke alls intar den centrala stållning i
dikten som dr. Böök givit den. Varken diktens föregående delar
håntyda på den, ej heller beröres den i de tre avdelningar av poe»
met, som följa den: den melankoliska slottsherren har i början av
sin vandring i Parken inte en aning om den och i slutet har han
redan glömt den. Sanningen att såga flickan och paviljongen göra
intryck av ett staffage insatt för att liva landskapet och ge poemet
någon omvåxling 1 dess stillastående svårmod. Men framför allt
synas de indiktade för att ge en begriplig konkret motivering och
ett fåste åt den sorgsna ståmningen. De åro en förevåndning
för poeten för att ge ett fritt och rikt utlopp åt hans melankoli.
Den diktade ångern ger honom i poesien ett sentimentalt rus, och

256

Google

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

midt dåri finns kanske också en kraftkånsla, som år en omedveten
ersåttning i fantasien för vad han icke gjort i verkligheten: för
förarrollen år den i hemlighet ej minst uppskattade av högmodets
poser.

Den hårskande stimningen i dikten år ett allmånt svårmod, som
tydligen icke år sig sjålv rått klar över sitt ursprung. För att bes
grunda sig hakar den sig fast vid skilda sjålvförebråelser, som den
dock åter slåpper. Kvar står till slut endast den objektlösa, trötta
och sorgsna grundkånslan:

Min sjål år skum, i hjårtat sitter törnet,
en mjåltsjuk ande har min panna kysst.

Dock år det en sjålvförebråelse, som har en relativ beståndighet
och i skilda våndningar återkommer. Det år ångern över att ha gjort
sig sjålv illa, att ha förskingrat något ådelt arv. Denna kånsla
förenar sig med vemodet att icke ha vunnit något av livet, att blott
ha gripit overkligheter. Denna smårta över sig sjålv och denna
fråmlingskånsla i tillvaron åro hans svårmods grundelement och de
resultera begge i beslutet att draga sig tillbaka i enslighet från det
yttre livet som blott sårat honom:

Av mången vacker villa har jag blåndats
och ödslig tomhet har jag vunnit blott.

Nu har min långa vilsna irrfård åndats,
nu vill jag leva i mitt lugna slott.

Nu vill jag glömma hur mig sjålv jag rånat
på allt det båsta som en gång var mitt.

I våldsam dårskap har mitt huvud grånat,

i enslig vila skall det bliva vitt.

Vi kunna hår ikke undanhålla några anmårkningar, som 1 detta
sammanhang klinga prosaiska men som höra samman med denna
uppsats' grundtanke. Frödings mörka hår grånade mycket tidigt.
Han åldrades åven tidigt såsom årftligt belastade månniskor gårna
göra. Varken det ena eller det andra var hans skuld. Men han
tilldelade sig en sådan skuld.

Av detta hans eget inres dunkla svårmod och smårtsamma dise
harmoni blir den mörka förvildade parken med alla dess ting och

257

Google

JOHN LANDQUIST

innevånare en spegelbild och en symbol. Han ser svanorna i den
trådskuggade dammen.

Och över dunklet simma vita svanor,

från varje linje strömmar den förtrollning,
som år ett arv ifrån förnåma anor,

som levt sitt liv av makt och ådel hållning.

Men se den ene söker sig till stranden,
han rör sig ovigt på den hårda jorden
som bland det låga den förnåma anden
och till en oskön vrångbild år han vorden.

Såsom svanen hår så svåvade i sången åven hans ande ådel
och stolt över hans sjåls dunkla melankoli. Men såsom svanen på
den hårda jorden så år diktaren med sin fråmlingskånsla i livet.

Han ser en sönderslagen Afroditebild i parkens gömsle:

Du ensliga, du övergivna bild

jag bår en motbild med desamma dragen
i hjårtats park, som långe vuxit vild,

och åven den år glömd och sönderslagen.

Dock var den fordom stolt och skön som du,
tills jag en dag slog sönder den förbittrat.
Dess hårliga gestalt år hårjad nu,

dess rena anlete år nu förvittradt.

Hår förråder han det sanna förhållandet. Det ståmmer på intet
sått med den diktade kårlekshistorien. Det var inte att ha ålskat
och ålskats och sedan övergivit som konstituerade hans skuldkånsla
inom den erotiska sfåren. Det var att icke ha ålskat eller blivit
ålskad. Så yttrar sig konsekvent åven hår den avspårrning från
verkligheten och den inre disharmoni, som var hans våsens sjukdom.
Det år denna disharmoni som skall alltmer förvårras och blotta den
hisnande vidden av sin motsats mellan högt och lågt och sina lidelse»
fulla kval i Stånk och flikar.

Den gamla förnåma parken sjålv slutligen, som vanvårdats och
vuxit igen, det var, som han i strofen ovan såger, hans «hjårtas
park». Hans stolta sjål och höga gåvor, arv av en ådel slåkt, hota»
des med upplösning och förstörelse. Så skall han liknande på sitt
skaparkrafts höjdpunkt dikta Dolores di Colibrados, en symbol av
honom sjålv och av hans mor tillika, i bild av «en stolt och en skön

258

Google

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

ruin». Man förstår nu varför barndomsminnena av Walter Scottska
parker stego upp i hans sjål. Stimningen dår var befryndad med
hans egen. Det passade hans högmodiga, svårmodiga och sårade
sjål att söka skydd i deras dunkel och skåda bilder av sitt eget öde
i låmningar av förgången hårlighet.

På riktigheten av denna analys ger den Frödingska dikten i
varje fas en öÖvervåldigande bekråftelse. Just i detta sammanhang
må emellertid påpekas en dikt, skriven under samma period av hans
liv som Parken, författad efter samma kompositionsprincip och av
en beslåktad ståmning: I skogen (Guitarr och dragharmonika 1891).
Liksom skalden i den förra dikten vandrar omkring i den feodala
parken, går han hår i hembygdens skog och finner i de ting han
iakttar bekråftelse på sin melankoliska ståmning. En skillnad år att
hår icke finnes minsta antydan om någon ånger: melankolien vånder
hår tvårtom sina anklagelser utåt och har förvandlat sig i bitterhet
gentemot det månskliga livet överhuvud. Han finner i skogens scener
symboler för den ståimning han fört med sig från bygden. Denna
kånsla har ej samma svåvande och sökande karakter som i Parken
utan år bestimd och enhetlig: den år trotset mot livets grymhet,
som krossar utan mening den oskyldiga lyckan eller genom en inre
sönderfråtande process rövar oss makten att nå våra förhoppningars
mål. Så finner han i skogen hur gladan slår sina klor i trasten, som
sjunger för sin kåresta, hur krypskytten mördar den stolta elgen,
som i parningstiden söker honan, hur döden i stam och rot fråter
den höga tallen, som skjuter med makt upp i rymden och tror sig
en gång skola gunga den vackra stjårnan på sin gren. Men plötss
ligt slår han om och riktar kritiken mot sig sjålv. Vad han dröme
mer om år ju bara månniskans sjuka och förbittrade tankar, som
åro tillåmpliga på hennes jag och hennes samhiållsliv. Hans gamla
skog år vånlig och god som förr, men han hör ej långre samman
med den.

Parken och I skogen utgå från samma grundupplevelse: förnime
melsen av livets förstörelseprocess. Ena gången tar diktaren ådelø
modigt och sorgset skulden på sig sjålv. Den andra gången i en
'ungefår samtidigt skriven dikt revolterar han i oblandadt trots. I
sin diktning kommer han långe alltfort att svånga mellan denna
skuldkånsla och detta trots. Trotset behöll övertaget och med råtta:
ty hån kom till uttryck en mera real erfarenhet: av det fruktlösa i
hans viljas kamp. Når åven trotset vilade behöll han dock sitt fria

259

Google

JOHN LANDQUIST

sinne och i dess anda sökte han bortadvocera från sig sjålv och
månniskorna skuldens tillvaro.

Då sålunda såvål biografiska som litteraturhistoriska och poes
tiskt logiska skål visat grundlösheten av dr. Bööks på dikten Parken
stödda hypotes, kan man fatta sig kort om de övriga dikter han
anfört för att bekråfta den. Att Gustaf Fröding med den plan han
hyste att skildra vårmlåndskt folkliv i skilda faser åven en gång i
dikten Elin i Hagen beråttat om en flicka, som fått ett oåkta barn,
ett på landet ej enastående fenomen, och som sedan drånkte barnet,
år ett ej invåndningsfritt argument till stöd för dr. Bööks hypotes.
På samma sått har man bevisat att Shakespeare var en sömnlös
neurotiker emedan han så utmårkt skildrat den sömnlösa nattens
kval, och vilken hemlig pervers blodtörst kan vål ha drivit Walter
Scott till att med så symptomatisk enstindighet återvånda till sina
vilda höglåndares blodiga slagsmål? Skarpsinnet, lösslåppt i denna
riktning, har ingen gråns. — Såf, såf susa hör icke alls till den bes
rörda motivkretsen, alldenstund i denna dikt talas om en förmögen
flicka som förtalet och avunden, inte otrohet, bringa till förtvivlan
(«de voro henne gramse för gods och guld — och för hennes unga
kårleks skuld»). — Detsamma år förhållandet med Jiågar Malms
hustrur, dår det år fråga om en kvinna, som slåpar ut sig för en
man, och med «Det borde varit stjårnor». Så långt ifrån att hår år
antydd någon ånger uttrycker denna dikt i de strofer dr. Böök stös
der sig på, trots mot livet, som hotar att förtrampa och skånda det
fina och ådla anlaget i månniskan. Men denna spådom, ett uttryck
blott av diktarens bitterhet, återtar han ju sjålv i slutstrofen.

Den Frödingska fantasiens borg har tydligen också falluckor.
Man har sett dr. Bööks hypotes dela öde med Amy Robsart
och med greve Leicesters sinnesfrid: «den vacklade — och sjönk —
och år ej mer» Detta beklagansvårda slut var dock ej alldeles
oråttvist. Dr. Bööks uppsats ger ett exempel på vådan av en
litteraturvetenskaplig metod, som gör anspråk att arbeta med psyko:
logisk intuition, försåvidt forskaren tillmåter sina intuitivt vunna
resultat en såkerhet, som befriar från varje biografisk eller litterature
historisk undersökning, eller om han rent av som dr. Böök hår går till
den förmåtenheten att på fri hand konstruera «ett biografiskt faktum»,
som skulle varit avgörande för en stor diktares liv och verk. Detta
faktums obefintlighet har i detta fall visat sig vara icke dess enda fel.

260

Google

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

III.
SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

Det finnes två slag av skuldkånsla: gentemot sig sjålv och gente
emot medmånniskor. Skulden gentemot andra år den normala, på»
tagliga och reella skulden; frånsedt naturligtvis att en skuldkånsla
av denna art kan grunda sig på en illusion. Skulden gentemot sig
sjålv dåremot år av en mera invecklad och tvivelaktig art.

Det år vår uppfattning, som denna uppsats vill ge skål för, att
Frödings personlighet år i en ovanlig grad fri från skuld, ådragen i
förbindelsen med månniskor, och hans diktning från en motsvarande
skuldkånsla. Denna skuldfrihet genomtrånger hela hans verk. Den
år hemligheten av dess ljusa dager och av dess rörande makt. En
stor del av hans produktion beror rent direkt på denna skuldfrihet:
skuldens erfarenhet skulle i sin uppkomst hindrat en omfattande
del av de poetiska impulser som nu fritt utvecklat sig i hans poesi.

Den skuldkånsla Fröding dåremot erfarit var skuld gentemot
sig sjålv. Han kånde sig, och det ånda från ungdomsåren, på något
sått ha förspillt sitt våsens möjligheter. En förnimmelse av djup
psykisk söndring utbredde över hans sjålsliv ett grubblande svårmod,
och detta svårmod förtåtade sig gårna hos honom enligt en vanlig
process hos deprimerade i en mer eller mindre betonad kånsla av
moralisk skuld: han tilldelade sig sjålv skulden till sin disharmoni.
Mer eller mindre 1 sig sjålv oberåttigad var denna skuldkånsla ett
uttryck för hans moraliska kraft: gav han sig sjålv skulden för sitt
liv och sitt sjålstillstånd, var han i och med detta också övertygad
om sin förmåga att lyfta sig över det deprimerade sjålstillståndet
och dess viljeapati. Den skuldkånsla, som framtråder i Frödings
diktning, år ett uttryck för hans sjåls moraliska kamp mot sinness
sjukdomen.

Gustaf Fröding var svårt årftligt belastad. Hans mor var
sinnessjuk, då hon födde honom till vårlden, och hans far för
sjönk alltmer i en djup melankoli, som gjorde honom mindre
duglig för livets vårv och förvandlade honom till en religiøs
grubblare och tung låsare. Det fanns hos begge hans föråldrar
en Ömtålighet, som ej uthårdade livets påfrestningar. Professor
Gadelius har i en uppsats «Om sinnessjukdom, diktning och

261

Google

JOHN LANDQUIST

skapande konst» (Ord och Bild, h. 7, 1915) beståmt Frödings sinness
sjukdom som katatoni eller med ett av professor Bleuler skapadt
ord schizofreni. Schizofreni kan kortast angivas som en abnorm
dels söndring och dels försvagning av viljes och kånslolivet. Viljans
makt att behårska driftlivet och den kroppsliga mekanismen och ge
individens verksamhet en målmedveten riktning förminskas eller upp»
håvas i denna sjukdom; automatiska rörelser som ofta yttra sig som
besatthet av en fråmmande makt, instålla sig; ofta förnimmas hallue
cinationer av «ståmmor» som anklaga eller befalla individen. Kånslo»
livet faller på liknande sått sönder; motsatta kånslor eftertråda var»
andra utan normal motivering eller existera samtidigt; kånslolöshet i
olika grad gentemot yttervårlden intråder, individen avspårras och
lever i en drömvårld, som ger honom hans önskningars uppfyllelse
(autism). Intelligensen har i sammanhang hårmed ej långre förmåga
av korrekt uppfattning av yttervårlden, och visar olika grader och
former av forvirring. Melankoliska schizofrena överhopa sig med
samvetsförebråelser över gårna diktade brott. Ovanstående beståme
ningar åro håmtade ur Bleulers arbete Dementia præcox oder Gruppe
der Schizofrenien (Leipzig u. Wien, Deutiche, 1911 i samlingsverket
Handbuch der Psychiatrie), vartill hånvisas. Att döma av denna
sjukdomsskildring och av att Fröding återkom till relativ hålsa, har
hans sjukdom varit av tåmligen lindrig art. Tydligt år emellertid,
vad åven Gadelius i sin uppsats visar, att Fröding långe varit, enligt
Bleulers uttryck, «en latent schizofren». Det år. kanske ej ur vågen
att hår anmårka en sak som gåller sinnessjuka av denna art i all»
månhet men i högre grad en komplicerad och högtstående månniska:
nåmligen att Frödings sjukdom företer en individuell med hans per
sonlighet sammanhångande bild, som givetvis ej uttömmes av det
abstrakta sjukdomsbegreppet och dess underavdelningar.

Den skuldkånsla vi finna hos Fröding och vars mest framtrås
dande uttryck vi nedanför skola analysera, åger det intimaste sam
manhang med hans sjålsliga disharmoni. Denna skuldkånsla har i
Överensståmmelse hårmed en töcknig och overklig karakter. Den
stiger ur hans melankoli och upplöser sig åter deri. Söka vi trånga
in i vad det år skalden ångrar, så finna vi som enda verkligt be
ståmt och konkret fenomen antydningar om begångna excesser, av
vilka givetvis ingen annan ån han sjålv blivit lidande. Dessa excess
ser å sin sida åro tydligen handlingar av förtvivlan, uttryck för hans
psykiska söndring, revolter mot hans depressionstillstånd.

262

Google

jm ee

SKULDKANSLAN 1 FRÖDINGS DIKTNING

Huruvida denna skuld gentemot sig sjålv Fröding var hågad
tillmåta sig kan anses åga något fog år tydligen en fråga som var
och en måste låmna dårhån: den sammanfaller med det vanskliga
problemet om grånserna för viljans frihet; otvivelaktig år hår endast
förtjensten av hans mångåriga förtvivlade kamp mot sinnets över»
handtagande sjukdom — en ofta segerrik kamp vars oförgångliga
erövringar ligga i hans poetiska verk. Tillråkneligheten av hans
nederlag åter förblir problematisk. Var månniska vill åtminstone sig
sjålv vål och stråvar att utöka sin makt i livet. Men når någon
mot sin vilja finner sig göra sig sjålv illa, så förråder detta en ödese
diger splittring i det psykiska systemet: det finns dunkla områden
i individens sjål vilka hans medvetenhet och vilja ej behårska. En
sådan dubbelmånniska år sjuk. Det år antagligt att livets krafter
rinna ur henne lika fullt vad hon ån gör med sig. Men detta år
något en personlighets stolthet ej gårna, åtminstone ej till en början,
förstår: hellre tar hon på sig hela skuldens jåttebörda ån hon er
kånner det förintande faktum att hon år sjuk och oansvarig. Och
lika svårt som stoltheten har också hoppet att fördraga en sådan
kunskap: ty stoltheten och hoppet åro frihetsmedvetandets begge
tvillingbarn. Månniskohjårtat, som ej förutskådar det kommande,
upphör i det sista ej gårna att hoppas på ett båttre. Att månniskan
tar skulden på sig sjålv, det betyder att hon i grunden ånnu hoppas.
Försåvidt var skuldkånslan hos Fröding ett av de friska skotten hos
«den sjuka linden som ung ånnu förtorkar».

Det mest typiska exemplet på den Frödingska skuldkånslans
art ger dikten En syn. Diktaren ser helvetet ligga öppet framför
sig och hör och skådar de fördömdas ångest och marter. Då reser
sig en midt ibland dem, Lucifer sjålv:

Då reste sig en av de pinade,
hans drag voro djåvulens drag,
förvridna, förstörda, förtvinade
med spår av ett stolt behag.
Det flög som ett sken över dragen,
det var liksom åter dagen

lyst in i hans skuggade sjål
och bådat ett nyfödt vil.

Han sade: «Det år ju vi sjålva,
som slipa vårt pinostål,

som elden och marterna vålva
omkring vårt eget bål,

263

Google

JOHN LANDQUIST

men låtom oss sjålva förlåta oss
så varda vi marterna loss,

och låtom oss alltid stråva

och låtom oss aldrig gråva

i gammal synd och skam

men blott se fram.»

Och lågorna slocknade sakta
kring Djåvulens gestalt,
och skönt det var att betrakta
hur ljust det blev i allt,
hur årkeångelns pannas valv
blev åter vitt och klart
och hur hans låpp av lycka skalv
och smålog underbart
— det gick genom allt som en salig flåkt
och helvetet var slåckt.

Denna dikts betydelse ligger ej dår dit skalden antagligen trott
sig förlågga den. Eller kan någon finna att detta Lucifers förslag
innebår en antaglig lösning av den reella skuldens problem? Och
förnimmer man ej att dessa marter om vilka Djåvulen talar, ha en
egendomligt hallucinatorisk och overklig karaktår, att denna helvetets
eld år irrblosslik och att detta pinostål, varom han såger att «vi
sjålva» slipa det, år sjålvplågarens oanvånda kniv men inte det vapen
som en gång sårat ute i vårlden och nu flåckadt vånder tilbaka till
den skyldiges hjårta? En verklig skuld, ett faktum, som förblir
eller våxer dår det blivit till, kan inte avlågsnas genom ett inre be»
slut, genom att man «förlåter sig sjålv»: det vore den uppenbaraste
moraliska Minchhausiad. Denna Lucifer år fråmmande för den onda
vårlden och sluten inom sitt eget grubbel. Han år den mest oförs
tjånt lidande av varelser. Han år det godas olyckliga ålskare. Ene
ligt den poetiska situationens nödvåndiga logik saknar också hans
anlete varje antydan om något ondt och lågt: hans förtvinade drag
båra «spår av ett stolt behag» på samma sått som stoltheten ligger
som ett dröjande minne kvar på Dolores di Colibrados rynkiga
panna. Han år en symbolisk bild av Frödings egen sjål. De hel-
vetets marter som plåga denna Lucifer åro melankoli, ångestkånslor,
sorgen över en sjålens söndring, vars grund han ej sjålv kan fatta.
Han hoppas Övervinna sitt onda genom att «stråva och blott se
fram». Han kånner vid denna tröstande tanke «en salig flåkt», det
år den svala flåkten av sjålens hålsa; och han ler, ty han vaknar ur

264

Google

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

feberns spånning; och hans panna blir klar, ty apatiens gråa och
tunga skymning hade slåppt honom och löst upp sig.

Det år detta uppsåt att stråva och se framåt som i den Frös
dingska dikten regelbundet uppstålles mot anloppet av de sjuka böjel»
serna eller av ångern. I Hydra, dår med ohygglig åskådlighet
skildras en skråckdröm av slåkttycke med i månskligheten sen ur
gammal tid bekanta ångestdrömmar av sexuell innebörd om drakar
eller ormar, försåkras vid varje nytt upptagande av brottningen med
vidundret: «Dock skall jag aldrig ge mig.» «Sjungen hoppfullt
sånger» innehåller hans stråvande andes mest passionerade stridsföre
klaring mot den ånger han kånt:

Sjungen hoppfullt sånger,
ej om kval och nöd,

jag vill slå min ånger,
mig till fota död.

År en tron att hinna
ån min sjål för feg,

skall jag vålde vinna
kanske steg för steg.

Och om tusen gånger
jag på fall blir bragt,
skall jag dock min ånger
bryta ned med makt.

Men vad hår beröres år en rent inre sjålsstrid och den ånger
hår bekåmpas har tydligen ej sitt ursprung i en reell skuld. Om en
sådan ånger kan man ej försåkra att man vill bryta ned den «med
makt» och slå den «till fota död»: ty den förblir liksom skuldens
faktum förblir. Den ånger hår talas om år en sjuk grubblares sjålv»
plågeri som riktar sig till någon del mot vissa förvånda handlingar
av mer eller mindre avgjord tvångskarakter men framför allt ruvar
över den egna sjålens olycksdigra depression och apati. Denna
ånger måste bekåmpas dårför att den blott kan förvårra det onda
och den förtvivlan den utbreder hotar att fullånda förstörelseverket.
Denna ånger suger sin kraft ur samma depression, varur de förtvivs
lade handlingarna hårleda sig. Denna kamp mot samvetskvalen år
en kamp i ny stållning mot sinnets sjukdom som från sidan hotar att
angripa honom, sedan han en gång lockats utom sina befåsta posi»
tioner: ångern står i förrådiskt förbund med de ångrade handlingarna.

18 — Edda. IV. 1915. 265

Google

skors tal och dagens ljus».

sjål.

JOHN LANDQUIST

Den verkliga karakteren av sitt svårmod har Fröding givit dik»
tens förklaring i sången om Saul och David (Nya Dikter 1894).
Melankoliskt grubbel, en apatisk likgiltighet, en dolsk bitterhet mot
allt och alla som stiger till hatfyllt trots mot Herran, av vilken han
kånner sig Övergiven, bemåktiga sig Sauls sjål; han «skydde måne
Någon skuldkånsla antydes icke, och
David, som tillkallas, söker ej heller låtta hans sinne med tal om
någon försoning: han vill tvårtom besvårja «den onda anden» i hans
David sjunger om hur han sjålv kånt denna svårmodets ande

och hur han Övervunnit den:

266

Si natten kom
och på min ögon lade mörkret handen
och allt var töcken når jag såg mig om,
och jag gick vilse över ökensanden.

Det fanns ej tröst, det fanns ej vån,
min gång var trött, mitt hjårta var bedrövadt,
min våg var irrande, jag vet ej ån,

hur långt och vida mina fötter strövat.

Men ett jag vet, att jag var hård
och intill döds mitt sinne var förbittrat.
Min sjål var lik en tom och öde gård,

som Herrans vredes ljungeld brånt och splittrat

Och glömdt var allt vad förr mig glat.
Jag sade vilse vandra månskors öden,
och nu år kommen Herrans vredes natt,
jag vill förhårda mig och ge mig döden!

Då såg jag morgonstjårnan stå

och lysa mildt och vanligt över landen
och tog mig mod och såg en våg att gå,
ty från min ögon lyste mörkret handen.
Jag tånkte glad: hvi sörjde jag,

hvi var jag fången i min sjåls elånde?
Si, efter natten kommer altid dag

och såret låks och sorgen har en ånde.
Och konungen skall fatta mod,

ty många åro som med Saul lida

och han år vis och år av hjårtat god,
och har en sjål, som skapades att strida.

Google

beret am

Å å ob
; n

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

Svårmodet år sålunda ett tecken på kraftlöshet, en nattens ångest
dröm eller en sinnets förstockelse. Det år en plikt att söka lösa sig
dårur och det finnes skilda möjligheter till befrielse. David fik det
genom att vånta ut de svåra stunderna: kraften rann till från hans
våsens oskadade kållor och hans förlamning löste sig av sig sjilv.
Gentemot Saul begagnar han uppmuntrans metod: denna förstelnin»
gens och ondskans ande år en fråmmande ande och en fiende, som
det fråmst höves den att öÖvervinna som skapades att strida. Men
framför allt var det sångens egen makt som förjagade den onda
anden «för denna gången» från Saul, ty, slutar diktaren,

det var sorgebot fördold i sången
och det var balsam gömd i harposlagen,
och det var låkedom i Davids röst.

Dårmed har Fröding angivit den makt som tröstat och stårkt
honom sjålv och den art av befrielse som varit honom tillgånglig.
Diktningen gav honom kompensationen för de hinder, kval och
nederlag verkligheten bjudit; han sjöng sig till mod och till ådelmod
gentemot livet; och hans sång var slutligen den insats som tillåt
honom att bevara sin stolthet som medborgare på denna jord.

Men ondskans ande skulle icke alltid lika lått låta sig förjagas
som skalden ånnu hoppades i denna ungdomligt veka sång. Klyf
tan mellan det höga och låga i hans sjål skulle bli allt större, mörk»
ret skulle lågga sig tåtare och envisare dåröver och trotset stiga allt
bittrare och hårdare mot höjden. I Herran steg över Khorasan i föle
jande diktsamling Stånk och Flikar (1896) har skalden sjålv flyttat
in i den sjuka konungens trots och hat mot Herran och slungar
mot den vredgades tron den förbannelse med hvilken Saul hotade:

Du sjålv har gjort mig till Belial,
du sjålv har skapat vårlden all
och ondt och godt i mig och allt,
och har du eld för ondt befallt,
så vråk dig sjålv i Hinnom,

att vi tillslammans brinnom

Detta utbrott år den sjuka skuldkånslans sista fas hos Fröding:
han svår sig fri från skulden och slungar den i trots mot vårlds»
styrelsen.

267

Google

JOHN LANDQUIST

Skuldkånslan hade kommunicerat med och stundom fallit till
baka på och upplöst sig i vad som var dess grund: förnimmelser
av mindervårdighet eller bristande duglighet för det verkliga livet,
av isolation, av melankoli, av leda och plåga. Diktaren hade stån»
digt sökt kuva dessa svarta kånslor. Men når det slutliga nederlaget
blev en visshet för honom och han såg all sin stråvan fruktlös, då
grep honom nödvåndigtvis begåret att revidera råkningen med livet.
Man tilldelar sig skuld under förutsåttning att åga fri vilja; men
han kunde ej undgå att kånna sitt öde som mer eller mindre oför
vållat: han förnam oråttvisan dåri. Och denna kånsla blev nu
hos honom långt mera konstant och klar ån skuldkånslan. Han
måste fråga sig: vad ondt har då i grunden funnits hos mig, att
livet skulle nekas mig och himlens blixt drabba mig? Han har
dock endast sökt bli delaktig av de livets gåvor som eljes skånkas
månniskorna. Hur kan denna drift till liv bli ond? Detta grubbel-
problem blir utgångspunkten för hans Gralfilosofi.

Efter den våldsamma krisen, biktad i Stånk och flikar, söker
han dock ånnu en utvåg. Kanske försakelsens och sjålvförnekelsens
låra likvål gömmer någon sanning vård att pröva. Han nårmar sig
ett ögonblick den kristna religionen. I Min stjårnas sånger bekåne
ner han sin otillfredsstållelse. Han har icke försport några vålgö»
rande verkningar av botgöringen. Han finner att den religiösa
sjålvuppgivelsen om den tar bort det onda också tar bort sjålva
kårnan och kraften i hans våsen. Han avvisar den kårlek och det
hågn fadersgården bjuder:

Med slag du renar, med knivar du tvår,
mot din kårlek jag hårdt vill mig vårna,
det kånns som du tvådde så Ølåckar och sår
som livskraft och ljus ur min stjårna.

Denna jordens son som försmåktade hade ett alltför sundt och
årligt hjårta för att låta bedraga sig av eller låna sig åt någon relis
giös romantiks maskeringar av det sinnliga begåret; och hans lidande
var också för brutalt för att tillåta någon religiös sublimering av
jordisk livskånsla. Han fördolde ej sin stoftbundna natur, och i ett
efterlåmnat diktfragment från sin sista tid ber han en bön, bevekande
och upprörande i sin anspråkslöshet och uppriktighet, om «litet
jordiskt liv»:

268

Google

vr CL

SKULDKAÄNSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

Och i höjden med de renas
helga ande vill
ej mitt arma våsen enas

år för lågt dårtill.

Tungt och trögt och stoftuppblandadt
ålskar stoftets son,

alltför heligt genomandadt

stöts hans sjål ifrån.

Dirför, liv, om du det måktar,
ån till avsked giv

åt den jordson som försmåktar
litet jordiskt liv!

Det år i hög grad oriktigt att anföra Fröding som ett exempel
på de religiösa omvåndelserna vid sekelskiftet. Slagen, bruten och
tidvis omtöcknad hade han försjunkit i grubbel; men i grunden
uppgav han icke sina gamla tankar och fordringar. Föroråttad av
ödet och bragt till det yttersta reste sig några ögonblick hans måke
tiga natur till ett gammaltestamentligt trots mot Herran. Men han
var en alldeles för mild och högsinnad sjål för att bevara något
agg; åter bragt till relativ jåmvikt tråtte han icke med ödet. Då
han med klarnad sjål steg fram ur sin töckenvårld finna vi honom,
om ock försvagad och med svalnade lidelser, densamme som förr.
Till någon religiös tro kom han aldrig. Hans metafysiska spekulas
tioner befåstade honom blott i hans avböjande av den judisktskristna
gudsförestållningen. I en för hans ståndpunkt representativ uppsats
om Gudsmedvetandet (Efterlåmnade skrifter, I), skriven på Uppsala
hospital, visar han oförenligheten av epiteten allgod och allsmåktig
hos Gud: «Han skulle i senare fallet [som allsmåktig] icke frame
kallat våsen som misslyckats och på grund av misslyckandet över
låmnats åt mer eller mindre oerhörda och oerhördt långe råckande
plågor» Med stor klarhet utvecklar han sin egen panteistiska
åskådning:

«En annan som såger sig åga Gudsmedvetande, tör dirmed mena endast en
aning om möjligheten av en allra högsta fullkomning av sitt våsen och en kånsla
av samhörighet med allt det och alla dem han anar vara högst och fullkomligast,
med ett ord en sådan som tror på vad han kallar gudomens immanens, den i allt

inneboende kraften och driften till fullkomning och allomfattning. — — Efter min
mening år Gud icke en dylik mera yttre bestraffare och belönare, utan innebor
269

Google

JOHN LANDQUIST

både i dem vi kallar onda och i dem vi kallar goda — några satans barn vet jag
icke om, endast gudomens åttlingar, om ni så vill eller råttare visen med gudomss
liv inneboende, vilka under sin utvecklingsfård råkat i missriktning på sidan om
målet eller i rent motsatt riktning. Huruvida de helt kunna förödas vet jag icke
— å så fall år det något av det gudomliga som förödes.»

Man finner hur sjålvreflexionens resultat beståimt och genom
trångt hans metafysiska tankar: hans eget öde har gett honom grund
argumentet mot Guds tillvaro och hans egen stråvan mot det goda
har gett honom bilden av och vissheten om en gudomlig fullkom»
lighetsstråvans immanens i vårlden. Någon syndaånger och förkross
selse förråder visserligen icke denna metafysik. Den avspeglar en i
grunden sund och besinningsfull personlighet: anspråkslös, men med
en kårna av fast sjålvkånsla, icke sjålvråttfårdig men dock förnime
mande sitt vårde. Hans livskånsla var, sedan blott grumset efter
skakningarna åter sjunkit till botten, klar och alldeles oförgiftad av
skuldkånsla. Illa medfaren hade dock urnan hållit och dess innes
håll hade inte runnit ut för vår Herre och lagt sig platt av öde
mjukhet.

Nej, återkommen till relativ hålsa, har Fröding bevarat sitt skep»
tiska, humoristiska, till revolt beredda lynne och behåller samma in
stållning som förr emot tillvaron. Frånsett att sjukdomstillståndet
eller sorgen dåröver inspirerat några dikter med nya motiv (såsom
Våxtliv) och att han tolkat syner ur «det nedanför månskligas» vårld,
genom vilken han svåvat under sjukdomens drömtillstånd, så år hans
åmneskrets i huvudsak densamma som förr. De två större dikter
han under sina sista år skrivit åro bearbetningar och förtåtningar av
motiv som tidigare upptagit honom. I «Ghaselens makt» prisar han
en sista gång sångens kraft. «Magister Blasius» år hans tidigare
«munk från Skara» i ny gestalt. Man kan långt ifrån såga att
under mellantiden denne kyrkans förolyckade son fördjupat sin syne
dakånsla och blivit mer åkta 1 sin ödmjukhet. Tvårtom år trotset
mot renlårigheten, mot de måktiga, mot samhållets tadellösa mede
borgare hår betydligt starkare och öÖppnare, den förra något sentis
mentala tonen år bortblåst och Magister Blasius' syndiga och uppro
riska leverne utmålas med tydligt humoristiskt vålbehag. Diktarens
gamla förnimmelse, som han så ypperligt analyserat och gestaltat i
ungdomsskizzen Fångar (1892) att med genierna, skalderna, åventyrare
och neurotiker av alla arter tillhöra ett sårskilt folkslag, jågarmånni»
skorna, som aldrig låra sig trivas i det samhålle som bildats av

270

Google

SKULDKANSLAN I FRÖDINGS DIKTNING

«arbetss och samfundsmånniskorna», de som för tiotusen år sedan
började gråva i jorden och blevo bofasta, denna kånsla bår också
hans sympati för det oregerliga poetsnillet Magister Blasius. Når det
slutligen om Blasius heter att han «torde mestadels hava haft sig sjålv
att giva tacken för sin levnads vedermöda och ynkedom», så ligger
i denna fras en dold ironi och vidare år den en avvåpnande gest,
som vill förtaga Blasii högmod skårpan av en tendensiös mot diktens
humoristiska anda stridande anklagelse. Men diktarens egen hemliga
mening ligger tydligen i den följande satsen: «Sådana som han
torde förmena sig vara förföljda av någonting de kalla fatum och
mera sådant som icke synes hava någon bestyrkan i Skriften.»

Den moraliska erfarenhetens och spekulationens slutresultat var
i sjålva verket för Fröding att han var förföljd av ett fatum. Den
moraliska grundfrågan hade för honom från begynnelsen och till det
sista varit: vad har jag förbrutit mot mig sjålv? Hans ångerkånslor
och hans moraliska eftertanke gingo aldrig utom det egna jagets
sfår. Ingenstådes i hans produktion finnes ett djupare övervågende
av de förhållanden som skapa fasta plikter och ge risken av förblis
vande skuld, nåmligen förbindelsen med andra månniskor. Det
bevisar att han ingenting heller förbrutit i verklighetens vårld. Han
förblev dår en blyg fråmling; hans rike var drömmens vårld. Han
satte icke som enskild månniska in någon makt i livet; dårför förblev
han också oskyldig. Den makt månniskan såtter in i livet år en
makt som i kanhånda flertalet fall gör ondt, åtminstone någonstådes.
Det år de verksamma och stridande, de som begåra och som bes
gåras, det år de som göra det onda och som låra kånna ångern över
verkliga och ofrånkomliga ting. En sådan den reella skuldkånslans
diktare år Strindberg: hos honom finnes den i sitt skiftande och
sammansatta liv, med sina påtagliga krav och med den outtröttliga
analys, varmed den skyldige våger för och mot och söker skilja dår
intet kan skiljas i realitetens helhet. Vi ha sett den overkliga skuld.
kånslan manifesterad i Frödings helvetessyn; om man vill finna hur
en mera verklig ser ut, må man låsa scenanvisningen till scenen i
Asylen, akt III av Damaskus I, dår den okånde sitter tillsammans
med de föroråttade skuggorna ur sitt förflutna liv, skuggor åven de
men skuggor av verkliga månniskor och som dårför åga makt och
varaktighet, icke den beklåmda sjålens sjålvalstrade och våxlande

fantasmer.
Frödings skuldkånsla kunde aldrig trots de fruktansvårda kriser

271

Google

JOHN LANDQUIST

han genomgått leda till någon art av religiös omvåndelse: ty den
var overklig. Han törstade med naiv tillit alltjåmt efter livet: ty
han var oskyldig. Trots de största anstrångningar kom han aldrig
till rått klarhet om vad som var ondt: helt naturligt dårför att han
aldrig begått något.

John Landquist.

272

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

kepticismen har een udpræget Repræsentant blandt Israeliterne,

nemlig Forfatteren af Prædikerens Bog. At vi i hans Skrift har en
karakteristisk israelitisk Form for Skepticisme vil formentlig fremgaa
af det følgende, men foreløbig bliver Opgaven at forstaa, hvad der
er Grundtrækkene i hans Opfattelse.

Prædikerens Bog er en Afhandling, der anstiller Betragtninger
over Tilværelsen. Derfor henregnes den til Visdomslitteraturen. Men
skønt den for saa vidt tilhører en kendt israelitisk Litteraturkreds,
har den dog sit Særpræg. Medens Ordsprogene fremsætter deres
Erfaringer kort og fyndigt, uden indre Sammenhæng, og Jobs Bog
lader de forskellige Standpunkter fremtræde og virke hvert ved sin
indre mere eller mindre overbevisende Kraft, har Forfatteren af vort
Skrift opstillet en Thesis, som han vil forsvare og bevise. Hele hans
Skrift er et Forsvar for een enkelt Paastand, nemlig at Livet er lutter
Tomhed. Saadanne reflekterende og bevisende Afhandlinger fores
kommer ellers ikke i det gamle Testamente.

Men paa den anden Side har Prædikerens Bog dog allerede i
det formelle ingenlunde fornægtet sin jødiske Karakter. I en græsk
eller moderne Afhandling vilde man kræve en successiv Opbygning
af Beviserne, indtil man mere og mere nærmede sig Resultatet, der
sluttelig fremgik som den nødvendige Konsekvens af det foregaaende.
Karakteristisk for semitisk Tænkemaade er det, naar Prædikeren strax
siger hele den Sandhed, han har paa Hjerte, og dernæst anfører sine
Beviser løst sammenkædede, uden Fremskridt, bevægende sig frem
og tilbage, kun forenede ved Association, saa at det synes Læseren
ret tilfældigt, om han standser det ene eller det andet Sted; ved

273

Google

JOHS. PEDERSEN

Slutningen er vi dog ikke naaet videre, end vi var ved Begyndelsen.
Mindre Modsigelser vil derfor kunne forekomme, uden at Forfattes
ren vil gøre sig Bebrejdelser derfor. Begge Dele kan være sande
hver paa sin Maade. Dette maa man tage i Betragtning ved det
følgende Referat af Tankegangen i Prædikerens Bog. En helt igen.
nem sammenhængende Konstruktion maa ikke ventes.

De første Ord af Prædikeren lyder saaledes: Fuldstændig Tomhed
(egl. Tomheders Tomhed), siger Qohelet, fuldstændig Tomhed| Alt
er Tomhed! — Han spørger dernæst: Hvad Udbytte har Mennesket
af alt det Besvær, det gør sig under Solen? med andre Ord: Er
Livet værd at leve? hvilket han besvarer med et afgjort Nej, idet
han henviser til Naturen og Historien: der kommer intet Resultat
ud af nogen af Delene. Solen staar op og gaar ned og begynder
saa forfra igen. Strømmene bliver ved at flyde mod Havet, men
faar det dog aldrig fyldt. Menneskene anstrenger sig uinaadeligt,
men dog kommer de aldrig af Stedet. Historien er en stadig Køren
i Ring, «der sker intet Nyt under Solen». Naturen gaar sin Gang,
og Historien synker i Glemsel, hvor er da den endelige Værdi?
(1, 2—11).

Qohelet beretter nu om sine Forsøg paa at finde en fast Værdi
i Livet. Han stræbte efter Visdom, men fandt, at jo større hans
Indsigt blev, des stærkere blev kun Smerten, thi Visdommen lærte
ham kun at se Afmagten: «Det krumme kan ikke blive lige, og
man kan nu engang ikke regne med det, som mangler» (1, 15).
Hvad der er, kan ikke ændres, og hvad der ikke er, kan man lige
saa godt lade ude af Betragtning (1, 12—18).

Qohelet prøvede da at finde Værdien i Nydelserne, men de
efterlod kun Tomhed, thi hvad kan Glæden udrette? Det maa ud
trykkelig bemærkes, at her ikke tænkes paa Nydelser, som ifølge
deres Natur svækker og vækker Lede, men tværtimod paa de almin»
delige israelitiske Former for Livsglæde, især Erhvervelse af Magt og
Rigdom. Han byggede Huse, plantede Vinhaver, anlagde Parker og
Haver med Frugttrær og endog Vandbeholdninger for at kunne
vande sine Træplantninger. Han havde Slaver og Slavinder, Kvæg,
stort og smaat, i større Mængde end nogen tidligere, endvidere Sølv
og Guld og et stort Harem. Saaledes udfoldede hans Magt og Vis»
dom sig. Han behøvede ikke at nægte sig noget, og hans Hjerte
havde virkelig Glæde deraf. «Men da gav jeg Agt paa alle mine
Værker, som mine Hænder havde øvet, og paa den Mgøje, som jeg

274

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

havde taget mig for at gøre mig, og se: alt var Tomhed og Jagen
efter Vind! der er intet Udbytte at vinde under Solenl» (2, 1—11).

Han betragtede den Vises Fortrin frem for Daaren og fandt,
at Visdom er lige saa meget bedre end Daarskab, som Lys er bedre
end Mørke. Men han indsaa derefter, at de begge naar samme
Resultat, nemlig at dø, forsvinde og glemmes — hvorfor da ans
strenge sig? (2, 12—16).

Manden kan ikke engang nyde Resultatet af sit eget Arbejde.
Naar han dør, tilfalder hans Værk en anden, muligvis endog en
Taabe, som vil fordærve det (2, 17—23).

Altsaa hellere bestræbe sig for at spise, drikke og more
sig. «Dog har jeg indset» hedder det, «at endog dette kommer fra
Guds Haand. ,Thi hvem kan spise, og hvem kan fornemme Lyst
uden ved mig.'" Det Menneske, han finder Behag i, giver han Viss
dom og Indsigt og Glæde, men Synderen giver han Mpøje, saa denne
maa samle og hobe op for at give det til En, som Gud finder Behag
i. Ogsaa dette er Tomhed og Jagen efter Vind» (2, 24—26).

«Alt har sin Tid», d. v. s. alt, hvad der sker, gaar efter
sine bestemte, fastsatte Love: Fødsel og Død, Graad og
Latter, Elskov og Had, Krig og Fred osv. «Hvad Udbytte har da
den, der tager sig noget for, af sin Møje? Jeg indsaa, hvad for en
Møje Gud har givet Menneskebørnene at plage sig med. Alt har
han gjort smukt til dets Tid, og dertil har han lagt Verden i deres
Hjerte — dog uden at Mennesket kan naa det Værk, som Gud har
øvet fra Begyndelsen til Enden.» Saa er der altsaa ikke andet at
gøre end at se at nyde Livet. «Dog selv naar Mennesket spiser og
drikker og nyder Livet for al sin Møje, er det en Guds Gave. Jeg
erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver evindelig, saa man hverken
kan gøre til eller fra med det, og Gud handler saaledes, forat man
skal frygte for ham.» Det, som sker, har allerede fundet Sted, og
saaledes vil det ogsaa gaa i Fremtiden, thi «Gud søger det forsvundhe
frem igen» — en Udtalelse, der genoptager den tidligere Bemærkning
om Naturens Kredsløb (3, 1—15).

Fremdeles gjorde Prædikeren den Erfaring, at det kan gaa de
retskafne slet, de onde godt. Han tænkte da, at Gud senere
vilde dømme dem, thi alt har jo sin Tid. Men han kom til den

* Enten Citat, hvori Gud er den talende, eller Skrivefejl for «ham». hish, som
her gengives: fornemme Lyst, betegner rimeligvis Fornemmelsen af Lyst og Ulyst i
det hele, som arabisk hassa.

275

Google

JOHS. PEDERSEN

Indsigt, at Gud anordnede det saaledes for at vise Menneskene deres
Elendighed, nemlig at de ikke er anderledes end Dyrene. Thi Mens
neskenes Skæbne er som Dyrenes. Som Dyrene dør, saaledes dør
ogsaa Mennesket, og «een Aand har de alle». «Menneskets Fortrin
for Dyret er intet, thi det er altsammen Tomhed. Alle gaar de til
eet Sted, alle er de komne af Jorden, og alle vender de tilbage til
Jorden.» De fødes, lever og dør, og saa er det forbi. Derfor maa
Mennesket se at faa saa meget som muligt ud af sit Arbejde her
i Livet. At regne med noget efter Døden vilde være taabeligt
(3, 16—22).

Denne Tilstand forværres yderligere derved, at den enkelte
staar alene. Verden er fuld af Undertrykkelse, og den fortrykte
finder ingen Hjælp eller Medlidenhed. Drivkraften i Menneskenes
Arbejde er ikke Lysten til at hjælpe hinanden, men tværtimod gene
sidig Misundelse, Konkurrencenid.*" Hvor herligt vilde det ikke være
at have Fællesskab, at have en Broder! At føle sammen, at hjælpe
hinanden! En trestrenget Snor brister ikke let (4, 1—12).

Hidtil har der været en meget god Sammenhæng i Skriftet, og
den ene Tankegang har naturligt kædet sig til den anden. Nu følger
der en Række løsrevne Tankesprog. De første indskærper, at man
skal frygte Gud. Har man lovet ham et Offer, skal man ogsaa
bringe det, men først og fremmest skal man overfor Gud være forsigtig
og tage Vare paa sin Mund (4, 17—5, 6). De følgende drejer sig
navnlig om Rigdommens Mangel paa Evne til at give
Livsindhold. «Den der elsker Sølv, bliver ikke mæt af Sølv, og
den, der elsker Rigdomme, faar intet Udbytte deraf. Ogsaa det er
Tomhed.» (5, 9). Mister man sin Rigdom, er man værre stillet, end
om man aldrig havde haft den. Og selve Rigdommen hjælper 1 og
for sig intet, hvis Gud ikke tillige giver Evne til at nyde den. Da
har man kun sin utilfredsstillede Trang, som volder en stadig Smerte.
«Øjnenes Skuen er bedre end Sjælens Uro» (6, 9). For saa vidt
kan det være lige meget, om man er rig eller fattig. Om man faar
Lykken, afhænger helt og holdent af Gud. «Alt, hvad der sker, er
forlængst nævnt ved Navn, og hvad et Menneske bliver til, er forud
kendt. Og det kan ikke gaa i Rette med den, der er stærkere end
det selv» (6, 10). Denne tilfældige Vilkaarlighed, som behersker

14,5: «Daaren lægger Hænderne i Skødet og fortærer sit eget Kød» maa
opfattes som en Talemaade, hvori de her omtalte Menneskers Virksomhedsiver

giver sig Udtryk. 4,6 giver Forfatterens Svar derpaa.
276

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

alt, gør det umuligt for et Menneske at lægge en fornuftig Livsplan
(6, 12). Det ene kan være lige saa godt som det andet. Mennesket
er raadløst.

Her staar vi nu ved et Afsnit. I de foregaaende Capitler (1—6)
har Forfatteren væsentlig meddelt sine Erfaringer og sine teoretiske
Betragtninger over Menneskets Stilling i Verden; i det følgende be
skæftiger han sig i overvejende Grad med de praktiske Konsekven»
ser af disse Overvejelser.

Den fuldkomne Pessimisme, som har gennemtrængt hele Skrifs
tets første Halvdel, faar sit praktiske Udtryk i følgende Sætninger,
hvormed Cap. 7 begynder: «Bedre er Sørgeklæde' end kostelig Olie,
bedre er Dødsdag end Fødselsdag. Hellere gaa til Sørgehus end til
Gildehus; der kommer dog alle Mennesker tilsidst, og det bør man
tage Hensyn til, saa længe man lever. Græmmelse er bedre end
Latter; naar Ansigtet er bekymret, staar det ret til med Hjertet. Vise
mænds Hjerte er i Sørgehus, Daarers Hjerte i Glædeshus. Hellere
høre Vismands Skælden end at skulle høre paa Daarers Syngen.
Naar Daarer ler, er det, som naar man hører Tjørn knitre under
Gryden. — Ogsaa det er Tomhedl» (7, 1—6).

Saaledes lyder altsaa Vismandens Ord. Hans Visdom bestaar
i hans Resignation. Før Resultatet foreligger, gør han sig ingen
Forventninger om, at hans Arbejde skal føre til noget. «En Sags
Udgang er bedre end dens Indgang, det er bedre at være taalmo»
dig end hovmodig» (7, 8). Han bøjer sig for det faktiske: hvad
Gud har krummet, kan intet Menneske rette (7, 13). Derfor gælder
det om at nyde det gode, saa godt man kan og saa længe
man kan og aldrig græmme sig over Lidelsen, naar den kommer, saa
klarer man sig bedst med Forholdene. Gud sender snart det ene,

1 I den hebr. Text staar der: «Et Navn (shém) er bedre end kostelig Olie
(shæmæn)», hvori der altsaa ligger et Ordspil. Er Læsemaaden (som ogsaa findes
i Septuaginta) rigtig, er det antagelig et Ordsprog, som citeres. I den ældre Tid
vilde et saadant Ordsprog være paafaldende, thi da hørte Glædens Olie normalt
sammen med den, der havde det gode Navn. Men i en senere Tid er det vel
tænkeligt og har en Analogi i Ordspr. 22, 1: Et Navn er bedre end megen Rig»
dom. Ifølge al hebraisk Analogi skal imidlertid første Halvvers udtrykke den
samme eller en lignende Tanke som andet Halvvers, saaledes som Tilfældet ogsaa
er i de følgende Vers. Jeg formoder såq for shém. Det kræver i Texten kun
Ændring af m til q. Afskriveren er bleven vildledt af det følgende Ord, hvorved
«Ordspillet» er fremkommet.

277

Google

JOHS. PEDERSEN

snart det andet, for at vi ikke, hvis Lykken varede ved, skulde blive
for trygge i den (7, 14).

Livsvisdommen bestaar da i at være saa tilbageholdende som
muligt. Ikke for retskaffen — det koster for meget og giver dog
ikke Løn, ja kan endog udfordre Gud, paa den anden Side heller
ikke for ryggesløs — det kan ogsaa hævne sig. Den, der fryg:
ter Gud, klarer sig til alle Sider, hedder det 7,18. Og dette
gør man ved at holde sig tilbage, være beredt paa alt og undlade
at udfordre eller give sig Blottelser. — Denne Visdom er nødvendig
for, at man kan klare sig her i Livet. Den giver mere Styrke end
Rigdommen. Ingen kan forlade sig paa sin naturlige menneskelige
Styrke. Det kan pludselig glippe for ham, og den «retfærdige» kan
forsynde sig (7, 19-20). Og som et praktisk Exempel paa denne
vise Forsigtighed nævnes det, at man saa vidt muligt bør undgaa at
høre alt, hvad Folk siger om En. Man vilde derved risikere at høre
Forbandelser over sig, endog fra sin Slave. Det kan man slutte af,
at man selv saa tit har forbandet andre (7, 21—22).

Skønt Prædikeren her synes at have givet Leveregler, der skal
bære Præg af Vismandstale, siger han derpaa: «Alle disse Forsøg
gjorde jeg med Visdommen. Jeg sagde: Jeg vil se at blive viis! Men
den holdt sig fjernt fra mig. Fjern er Virkeligheden, dybt, dybt
nede, hvo kan gribe den!» (7, 23—24). Og uden nogen tilsynelas
dende Overgang begynder han paany forfra: «Jeg gav mig til at ere
kende og overveje og forske Visdom og at erkende Ryggesløshed
som Taabelighed og Daarskab som Afsind» (7, 25). I Tilslutning
hertil fremsættes nu atter visse Læresætninger af praktisk Karakter.

Den første gaar ud paa, at man skal vogte sig for Kvinden.
«Og bitrere end Døden fandt jeg Kvinden; thi hun er et Fangegarn,
hendes Hjerte et Net, hendes Arme Lænker. Den, som er Gud til
Behag, undslipper hende, men Synderen hildes af hende» (7, 26).
— Den anden Leveregel er, at man skal vogte sig for at lægge sig
ud med Magthaverne. Man skal lyde Kongen, især fordi man
har svoret ham Troskab. Man skal ikke svigte ham, ikke stifte Ope
rør imod ham, «thi han kan gøre alt, hvad han vil» (8, 3).

Dette fører over til nye Betragtninger over Skæbnen, som pludselig
kan hjemsøge Mennesket, uden at det ved det eller formaar at ændre
noget derved. «Mennesket er ikke Herre over Vinden, saa det
skulde kunne spærre den inde, ej heller har det Herredømme over

278

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Dødsdagen, og det kan ikke slippe for Krigen, saa lidt som Ryggese
løshed frier sin Mand» (8, 8).

Til denne Udtalelse om Skæbnens Vilkaarlighed slutter sig nogle
Bemærkninger, som væsentlig gaar i samme Retning og klager over
Misforholdet mellem Menneskenes Værd og deres Skæbne. I 8, 10
fremsættes den lagttagelse, at det ofte er de ryggesløse, der opnaar
den Lykke at faa en harmonisk Livsafslutning med en hæderlig Be
gravelse, medens de retskafne lige saa ofte gaar over i Glemselen.
Og dette, at den onde Gerning ikke strax fører sin Straf med sig,
forleder mange Mennesker til at gøre det onde, hedder det derpaa
(8, 11).

De følgende Vers synes rent umiddelbart ikke at harmonere med
denne Tankegang. Det hedder: «Hvad det angaar, at en Synder kan
handle ondt hundrede — —! og blive længe ved dermed, da ved jeg,
at de, der frygter Gud, faar det lykkeligt, fordi de frygter for ham.
Og den ryggesløse faar ingen Lykke, og hans Livsdage bliver ikke
lange som Skyggen, naar han ikke frygter for Gud» (8, 11—13).
Den nærmere Forklaring af dette Sted maa opsættes til senere. — I
de følgende Vers fremtræder Hovedtanken atter klart: hvor «tomt»
er det ikke, at det ofte gaar de gode slet og de onde godt! Altsaa
skal man tage Glæden, hvor man kan faa den. «Der er ingen anden
Lykke for Mennesket under Solen end at spise, drikke og more sig»
(8, 15). |

I denne Prædikerens Yndlingssentens har vi naaet en Slags Af
slutning paa en Række Overvejelser over, hvad Visdom er, og hvad
der er viist. Traaden afbrydes, og nu begyndes der paany: Alle
hans Bestræbelser for at fatte den egentlige Visdom strandede.
«Saa ofte jeg lagde mig paa Hjerte at erkende Visdom og faa Inds
sigt i det Værk, som øves paa Jorden — thi hverken Dag eller Nat
kan man unde sine Øjne Søvn — indsaa jeg, at intet Menneske kan
fatte alt Guds Værk, alt det, som foregaar under Solen; thi hvad
Mennesket end gør for at udforske det, kan det ikke fatte det; og
selv om Vismanden sætter sig for at ville erkende det, kan han ikke
fatte det. Thi alt dette lagde jeg mig paa Hjerte, at udforske alt
dette: de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i Guds
Haand. Hverken Kærlighed eller Had kender Menneskene. Alt

1 Her er et Ord faldet ud, «Gange» ell. lign. Septuaginta læser mé'åz «fra
den Tid» for meat «hundrede».
279

Google

JOHS. PEDERSEN

(bestemmes) forud for dem. Alle gaar det ens. Der er een Skæbne
for den retfærdige og den ryggesløse, for den gode [og den onde],
for den rene og den urene, for den, der ofrer og for den, der ikke
ofrer. Som den gode gaar det Synderen, den sværgende som den,
der frygter Eden. Det er det som er det ulykkelige ved alt, som
sker under Solen, at alt faar samme Skæbne; saa er ogsaa Menneske:
nes Hjerte fuldt af Ondskab, og i deres Hjerte er der Afsind, saa
længe de lever, og derefter (gaar de) til de døde» (8, 16—9, 3).

Og dette sidste er det værste ved det hele. Ganske vist har
intet i Livet nogen dybere Værdi, men det er dog altid bedre end
Døden. «En levende Hund er bedre end den døde Løve» (9, 4).
De døde har nemlig mistet al Bevidsthed og Følelse, de levende har
dog noget; om ikke andet, saa ved de i hvert Fald, at de skal dø,
hedder det derpaa med tydelig Ironi.

Den praktiske Konsekvens, som drages heraf, er stadig den
samme: Nyd Livet, spis og drik, thi saaledes har Gud godkendt
det! Salv dig, vær glad, nyd en Kvindes Elskov; anvend dine
ringe Kræfter paa at skaffe dig nogen Glæde; naar du er død, bliver
det dog endnu ringere! (9, 7—10). Men atter vender Prædikeren
tilbage til sin Hovedtanke: Det er ikke dem, der anstrenger sig mest,
som har mest Glæde, «men Tid og Tilskikkelse rammer dem alle».
«Thi», fortsættes der, «Mennesket kender lige saa lidt sin Tid som
Fiskene, der fanges i det fjendtlige Garn, og som Fuglene, der hildes
i Snaren; ligesom disse fanges Menneskene ved en ond Tid, naar
den pludselig falder over dem» (9, 12).

9, 13—10, 20 bringer en Række for største Delen løst sammen»
hængende Tankesprog, mest af praktisk Art og i Skriftets sædvane
lige Aand. De indskærper Fordelene ved Visdom, idet en Vismand
tit kan klare en vanskelig Situation, medens en Daare fordærver alt,
ligesom Giftfluer fordærver Salvehandlerens Olie. En Del af Senten»
serne handler om Konger og Magthavere. Det Land, som har en
ædel Konge, er at prise i Modsætning til det, «hvis Konge er en
Dreng, og hvis Stormænd holder Maaltider om Morgenen» (10, 16).
Over for Herskeren maa man give efter, naar han bliver vred (10,
4). Hans Vilje er nemlig vilkaarlig. Den fornemste kan han plude
selig gøre til Slave. Altsaa maa man være forsigtig.

I alt, hvad man foretager sig, er Forsigtighed tilraadelig. Den,
der graver en Grube, kan falde i den, den, der nedbryder en Mur,
kan blive bidt af en Slange, som skjuler sig under Muren osv., men

280

Go ogle

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Forsigtigheden skal vises i Tide. «Hvad har Slangebesværgeren ud
af det, hvis Slangen bider inden Besværgelsen?» (10, 11). Derfor
«maa du end ikke i din Tanke forbande en Konge, end ikke i dit
Sovekammer forbande en rig. Himlens Fugle kunde bringe det ud,
de bevingede røbe, hvad der blev talt» (10, 20).

Til denne Opfordring til Forsigtighed føjer sig nu til Slut to
andre praktiske Formaninger, der begge bygger paa samme Forud:
sætning, selve Bogens Grundidé. Den første (11, 1—6) gaar ud paa
følgende: Da du ikke kender Guds Virken og Tingenes Lov, saa
lad intet uforsømt! Hvis det ene slaar fejl, vil det andet
maaske lykkes. «Ligesom du ikke kender Vindens Vej eller Benene
i den svangres Liv, saaledes kender du ikke Guds Virken, hvorledes
han virker alt. Saa din Sæd om Morgenen, og lad ikke din Haand
hvile ved Aftentide, thi du ved ikke, om det ene eller det andet vil
lykkes, eller om begge Dele er lige gode» (11, 5—6).

Den anden Opfordring er en Gentagelse af Prædikerens stadige
Refrain: Nyd Livet! Lys og Sol er liflige; men ingen kender Gud.
Inden man aner det, sender han En de onde Dage, og saa er det
forbi med Nydelsen. Derfor skal den unge tage Livsglæden,
medens han endnu formaar det. «Tænk paa din Skaber i
din Ungdoms Dage, inden de onde Dage kommer, inden der ind
træffer Aar, om hvilke du maa sige: Jeg har ingen Glæde af dem»
(12, 1). Og under ejendommelige Billeder skildres Alderdommens
Affældighed. «Husets Vogtere», d. v. s. Lemmerne, skælver, Slavines
derne ved Kværnen bliver for faa og kan ikke mere, og de, der plejer
at se ud ad Vinduet sløves, d. v. s. Tænderne falder ud og Øjnene
svækkes. Gadedørene lukkes, Kværnen høres kun svagt, d. e. Hørele
sen bliver tung og Mælet besværligt. Han kan ikke mere nyde
Elskovens Glæder. Til sidst «vender Støvet tilbage til Jorden, som
det var før, og Aanden vender tilbage til Gud, som har givet den»
(12, 7).

Altsaa: Ynglingen skal benytte Tiden, følge sit Hjertes Tilskyne
delser og gaa efter, hvad der lokker hans Øjne. «Men vid, at paa
Grundlag af alt dette vil Gud føre dig til Doms» (11, 9). Han maa
ikke være umaadeholden i sine Nydelser, det bringer Tilbageslag og
Svækkelse. Tværtimod «hold Græmmelse fjernt fra dit Hjerte, og
hold det onde borte fra dit Legeme, thi Ungdom og sorte Haar' er

! Denne Overs. af shachorut er ikke helt sikker, men i hvert Fald er Talen

om noget, der hører Ungdomskraften til.
19 — Edda. IV. 1915.

281

Google

JOHS. PEDERSEN

Tomhed» (11, 10), d. v. s. de svinder hastig, fordærv ikke den
korte tid. |

Dermed er Skriftet til Ende, men der følger endnu en Efterskrift,
som først giver et Par Notitser om Qohelets andre Tankesprog, ders
næst advarer mod at studere for meget. «Der er ingen Ende paa
alle de Bøger, der skrives, og megen Studeren trætter Legemet», og
efter dette Hjertesuk ender Bogen med dette: «Enden paa Sagen,
naar alt er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud! thi saa
ledes er alle Menneskers Lod. Thi alt, hvad der gøres, vil Gud
bringe til Doms; det gælder alt det dulgte, enten det er godt eller
ondt.»

Naar vi skal søge at klargøre os dette Skrifts Stilling i det israe
elitiske Aandsliv, ligger det nær at begynde med det Spørgsmaal:
hvem er Forfatteren, og hvornaar levede han? Det første af disse
Spørgsmaal kan vi absolut ikke besvare, og det andet kun med
omtrentlig Sikkerhed. Bogen er overleveret anonymt. Dens Forfatter
har anlagt den litterære Form at fremsætte sine Betragtninger som
Udtalelser af «Qohelet, Davids Søn». Og om den Qohelet hedder
det, eller rettere han siger om sig selv, at han «har været Konge
over Israel i Jerusalem» (1, 12). Den jødiskskristelige Tradition
har heraf sluttet, at Qohelet maatte være Salomo, men efter
hebræisk Sprogbrug kan «Davids Søn» ligesaa godt betegne en hvile
ken som" helst Davidsætling, d. v.s. Konge, og maaske ligger der
ikke andet i Udtrykket.

Selve Betegnelsen Qohelet kan ikke med Sikkerhed tydes. Den
er efter Formen Femininum, men tilkendegiver dog tydelig en mand:
lig Person, et sprogligt Fænomen, som er hyppigt 1 Arabisk, men
uden sikker Analogi i Hebræisk; Ordets Rod betyder «Forsamling»,
det tilsvarende Verbum «forsamle», og paa det Grundlag har man
forsøgt forskellige Tydninger. Den græske Oversættelse gengiver det
ved "'ExxAoiaotig «Medlem af en Forsamling». Andre Forsøg er: For:
samling, Akademi (der dog næppe kan kaldes en Davidssøn!), Sams
ler af Sentenser, den, som sammenkalder (og leder) en Forsamling,
eller den som taler i en Forsamling. I Tilslutning til den sidstnævnte
Tydning, som bl. a. findes i den jødiske Midrash Qohelet' og i
Hieronymus” Oversættelse «concionator», oversætter Luther det ved
«Prediger», hvilket siden hans Tid er blevet den almindelige Betege

" Overs. af A. Wiunsche, Leipzig 1880, p. 2.
282

Google

Qun å

part!

ø
287

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

nelse. Om den har truffet det rette, er højst usikkert. Renan har
ment, at vi her har et kunstigt Ord, dannet kryptografisk efter lig»
nende eiendommelige Regler som de, der senere er velkendt hos Jøderne
under Betegnelsen albam eller atbash, men maa ganske vist opgive
at finde den her anvendte Regel." Sikkert maa vi foreløbig renon-
cere paa at finde Ordets Mening.

Kun det kan vi sige, at Bogens Udtalelser lægges en Konge i

. Munden. Men mærkeligt er det, at denne Form kun spiller en

Rolle i de to første Kapitler, medens den senere synes ganske glemt.
Navnlig er dette klart, hvor der er Tale om Konger og Herskere.
Alt er her set fra Undersaattens Synspunkt, og de høje Herrer, som
selv nyder Livet, men gør det usikkert for deres Undergivne, spares
ikke. Man vilde i hvert Fald her have ventet en Antydning af, at
den Talende havde særlige Erfaringer paa det Omraade.

Dette Forhold har man søgt at klare paa forskellige Maader, af
hvilke vel den ejendommeligste er den, som er anvendt af Gråtz.
Han betragter hele Skriftet som en politisk Satire, skrevet mod Heros
des d. Store," og til Satirens Form hører det, at man lader ham selv,
Kongen, udtale den; Navnet Qohelet skulde da være et Slags Øges
navn, som kun de Indviede forstod.

Denne Opfattelse klarer imidlertid kun tilsyneladende Vanskelighe»
derne. Skriftet, der iøvrigt kun i Forbigaaende berører det politiske,
mangler ganske Satirikerens aggressive Karakter. Det klager over den
elendige Tilstand — og anbefaler Underkastelse under Magthaverne som
det klogeste. Det er ikke det, man ellers plejer forstaa ved en
Satire.

Man maa ikke glemme, at Anvendelsen af Kongen som talende
i Qohelet er en rent litterær Form. Forfatteren har næppe tænkt
paa nogen bestemt Konge, som han ønskede at fremstille som Ops
havsmand til sine Betragtninger. Han taler om en Mand, der har
været Konge, og nu ser tilbage paa sine Oplevelser (1, 12). Man

I L'Ecclésiaste, Paris 1882, p. 11 f. Det nyeste Forslag gaar ud paa at tolke
det som «den, der holder (Menneskehjorden) sammen» d. e. «Menneskehyrden»,
svarende til det bekendte Poimandres (L. Levy: Das Buch Qoheleth, Leipzig 1912,
p. 36). Imidlertid er ved denne Oversættelse det afgørende underforstaaet.

2 Ejendommeligt nok har Luther i sine «Tischreden» lejlighedsvis udtalt en
lignende Opfattelse: «— -- dies ist geschrieben, Könige, Firsten und Herren zu
schrecken. So hat er selbst das Buch, den Prediger, nicht geschrieben, sondern
ist zur Zeit der Makkabåer von Sirach gemacht. — — —» (Erlangerudg. 62, p. 128).
Om Luthers Opfattelse se iøvrigt S. 286.

283

Google

JOHS. PEDERSEN

skal ikke spørge ham, hvad det vel er for en israelitisk Konge, der
har trukket sig tilbage for at anstille filosofiske og pessimistiske Be
tragtninger over sin egen Regeringstid og Magthavernes Vilkaarligs
hed, lige saa lidt som man spørger Eventyrfortælleren, hvem han
egentlig tænker paa, naar han begynder: der var engang en Konge.
Grunden til, at det er en Konge, der benyttes som Talerør, er rimer
ligvis den, at Forfatteren behøver en Mand, som har haft alle Livets
Midler til Raadighed og altsaa haft alle Chancer for at kunne ud
nytte dets Muligheder. Denne Konge overgik i Magt og Rigdom
alle andre Konger, som havde været i Jerusalem (2, 9). Han kunde
tømme Glædens Bæger til Bunds. Naar en saadan Mand erklærede,
at det hele var Tomhed, hvem kunde saa tage til Genmæle.'

Men, som det ofte er Tilfældet i orientalske Fortællinger: Et
Motiv benyttes, saa længe man har Brug for det, og saa lader man
det ganske rolig ligge uden Hensyn til de Læsere, der ønsker bestemt
Besked om, at det nu er forladt. Derfor kan Forfatteren ganske
roligt gaa videre med sine Betragtninger uden Hensyn til, at Læseren
maa tro, at det stadig er en Konge, der har Ordet.

Hvornaar har den Mand levet, som har forfattet disse Betragt
ninger? Man har ud fra Enkeltheder i Skriftet villet konstruere den
historiske Situation, hvori det hører hjemme, men disse Forsøg mang:
ler tilstrækkelig sikre Holdepunkter, da alle Bogens politiske Udtae
lelser er af en ret almindelig Art. 4, 13 fl. taler om en gammel
Konge, som ikke lader sig advare, og til Efterfølger faar en ung
fattig, men viis Mand, som kommer ud af Fængslet. Dette kan jo
sigte til et Eventyr eller hvad som helst andet, og selv om det skulde
være Historie, da behøver det ikke at sigte til Tilstanden i Israel
paa Forfatterens Tid. Og lige saa ubestemt er det lille politiske
Portræt 10, 16: «Ve dig, Land, hvis Konge er en Dreng (eller: Træl),
og hvis Stormænd holder Maaltider om Morgenen!» Det kunde
unægtelig passe til flere Epoker af Israels Historie.

Hvad man med Sikkerhed kan fastslaa er, at Skriftet tilhører en

! Kun å Forbigaaende skal det nævnes, at man for at fastholde «Kongen»
som talende gennem hele Skriftet har villet hævde, at «Konge» her betyder Viss
mand (Levy: Das Buch Q. p. 34 fl.) eller «Schuloberhaupt» (P. Haupt: Koheleth
oder Weltschmerz in der Bibel, Leipzig 1905, p. IV) med Henvisning til, at Rabbi-
nerne nogle Steder i Talmud kalder sig Konger. Saaledes kunde man af Mishna,
Traktat Shabbat 14, 4, hvor det hedder, at hele Israel bestaar af Kongesønner,
slutte, at «Konge» blot betød «Israelit».

284

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

sen Periode af Israels Historie. Dette fremgaar af hele Skriftets
Karakter. Pessimisme og Skepticisme hører hjemme i de senere Peri»
oder af et Folks Liv. I samme Retning fører en Betragtning af Spros
get, der baade grammatisk og lexicalsk slutter sig til den senere,
aramæisk paavirkede Sprogform, og endog har utvivlisomme Græcis»
mer." Dermed er vi henvist til Hellenismens Tid, og Sandsynlig-
heden taler for, at Skriftet tilhører 3die Hdr. Palæstina var i disse
Hundredaar som allerede i 2det Tusindaar f. Chr. et Stridens Æble
mellem Ægypten og Syrien. I 3die Hdr. havde Agypten, d. v. s.
Ptolemæerne Overhaand. Landet havde under dem ret rolige, om
end ingenlunde ideelle Kaar. Den græske Kultur virkede stærkt, men
i Stilhed uden at vække voldsom Reaktion. I denne Periode passer
Prædikerens Bog bedre end i det næste Hdr., da Syrerne, d. v. s.
Selevkiderne, var Herrer, og ved deres udfordrende Optræden vakte den
voldsomme nationale Reisning under Makkabæerne. Ganske vist er
dette ikke afgørende, men i samme Retning fører lagttagelsen af det
litterære Slægtskabsforhold mellem Qohelet og Sirachs Bog, som
forfattedes omkring 200 f. Chr. Dette har ganske vist ikke hindret
andre i at hensætte det til ca. Aar 100 eller endog til Herodes' Tid
(39—4).

Naar Qohelet optoges i den jødiske Samling af hellige Skrifter,
skete dette ikke uden stærk Modsigelse. De ældre jødiske Skrifter"
giver os Efterklangen af Diskussionen om, hvorvidt Qohelets Bog
«gør Hænderne urene», som Tilfældet er med hellige Skrifter. Rabbi
Shammaj var derimod, men Hillel var for Skriftets Hellighed, og
han sejrede paa Synoden i Jamnia (ca. 100 e.Chr.). Ikke desmindre
fortsattes Diskussionerne. Man henviste til Modsigelser med andre
kanoniske Skrifter. Opfordringen til at nyde sin Ungdom (11, 9)
syntes at stride mod Num. 15, 39: Vandrer ikke efter eders Hjerter
og eders Øjne* Men en særlig Rolle synes det at have spillet, at
Skriftet selv er fuldt af indre Modsigelser.* 7, 3 siger Qohelet, at

I jåfæ, «skøn», som xaldés i Betydningen «god»; tir, «speide» som oxéntesdar
i filosofisk Betydning; holelöt brugt som puavia, "åså föb som åv mpårtew «have det
behageligt». Andre se senere.

? Mishna Jadå'im III 5; Edujot V 3 Tosefta Jada'im II; bal. Talmud Megilla
fol. 7a; Shabbat 30a.b. Disse og senere jødiske Vidnesbyrd som overhovedet
det meste Materiale angaaende Qohelet findes omhyggelig samlet i E. Podechard:
L'Ecclésiaste, Paris 1912 (Études bibliques).

* Midrash Qohelet til 1, 3.

* Ibd. Wunsches Einleitung p. XV £.

285

Google

JOHS. PEDERSEN

Græmmelse er bedre end Latter, og 2, 2, at Glæden intet kan ud:
rette, men 8, 15: jeg priste Glæden. 4, 2 prises de døde lykkeligere
end de levende, andetsteds hedder det, at en levende Hund er bedre
end en død Løve (9, 4). Det, som reddede Qohelet for Kanonicites
ten— og dermed for Efterverdenen —, er uden Tvivl Slutningsordene
om, at man skal frygte Gud og holde hans Bud (12, 13). Det hedø
der da ogsaa," at man optog Skriftet «fordi det begynder med Lo»
vens Ord og ender med Lovens Ord». Med det første sigtes til
1, 3: hvad Udbytte har Mennesket af al sin Møje under Solen, hvor
man fandt negativt udtrykt, at Mennesket har Udbytte af det, som
er over og før Solen >: Toraen. Skniftet vil vise fra denne Verdens
Intethed hen til Loven.

Paa lignende Maade kunde Kirkefædrene finde Kirkens Idé ud:
trykt i Skriftet: det paaviste den naturlige Verdens Værdiløshed og
viste hen til den anden, højere Verden, som Kirken repræsenterede.
Da Luther havde bragt et nyt Syn paa Verdenslivet, hævdede han
ogsaa et nyt Syn paa Prædikerens Bog. Han polemiserer mod de
Theologer, som i den vil finde Foragt for denne Verden og Fors
svar for Munkevæsenet. Tværtimod, den raader os til at benytte,
hvad Gud har skænket os, med Taknemmelighed, uden Bekymring for
Fremtiden, saa at vi har et roligt Hjerte, et glædefyldt Sind i Til
fredshed med Guds Ord og Værk. Vi formanes til «at spise og
drikke og glæde os med vor Ungdoms Hustru, ikke lade det
mangle paa Olie til at salve vort Hoved, til at bære hvide Klæder,
i Overensstemmelse med Christi Ord: hver Dag har nok i sin Plage».
— — — I Stedet for dette plager Mennesket sig dobbelt, for det
første ved at berøve sig Nydelsen af det forhaandenværende —
eller ogsaa nyde saaledes, at Nydelsen bliver bitter, for det andet
ved unyttig Bekymring for Fremtiden." — Det er en betydelig Del
af Luthers Livsanskuelse, som her har fundet Udtryk.

Det har sin Interesse at fremdrage nogle Exempler paa, hvor
ledes senere Tidsaldre opfattede Skriftet.

» Shabbat 30 b.

? Saaledes i Fortalen til den latinske Forklaring af Skriftet (1532), Frlanger
Udg., lat. Værker 21, 1 £. 12. Paa lignende Maade udtaler han sig i Fortalen til
den tydske Udgave af Skriftet (1524), Erlanger Udg. 63, 40 f. Han betegner der,
for Bogen som «et Trøsteskrift». I en noget ændret Form er den samme Opfattelse
fremsat i den senere Tid af Gråtz, der mener at Skriftet er affattet til Trøst i

en elendig Tid, idet det viser, at det tidligere har været lige saa slemt, og opfordrer
til ikke at fortvivle og forsage Verden, men nyde de Glæder, den byder.

286

(Go ogle

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Oplysningstidens mest fremragende Orientalist var Johann
David Michaelis. Han har skrevet «poetischer Entwurf der
Gedanken des Predigers-Buchs Salomons» (2 Opl. 1762). I Fortalen
til dette Værk angiver han som Prædikerens Formaal: at fremstille
de store Mangler ved et til sig selv overladt og fra Gud afsondret
Menneskes Lyksalighed og anvise Midler til en sand og varig
Lyksalighed i dette Liv, nemlig gennem Religionen. Man skal
«sein Gemith unterhalten» ved Lærdom og Visdom og, for saa
vidt det kan forenes med Visdommen og Gudsfrygten, ved sanselige
Glæder; ved Flid og Arbejde skal man betræde Vejen til Lykken
uden at lade sig alt for meget afficere af «det tilsyneladende Onde,
som er i Verden». Dette er jo god rationalistisk Filosofi. Ja, et Sted
finder Michaelis Leibnitz's Lære om den bedste af alle Verdener ude
trykt. Det er i 3, 11: «Alt har han skabt smukt i sin Tid. Og
han har lagt Verden i Menneskenes Hjerte, og dog kan de intet
fatte fra først til sidst af det Værk, som Gud har dannet» Dette
lyder i Michaelis' «poetiske» Omskrivning saaledes:'

Er hat zwar alles schön gemacht,

Sein unverbesserliches Wåhlen

Hat es zu rechter Zeit zur Wirklichkeit gebracht

Das Ungliick selbst, selbst Schmerz und Quålen

Ist in der Zeit, in die er es gestellt,

Ein unentbehrlich Glied der Kette dieser Welt.

Wenn wir das Meister:Stiick untadelhafter Hånde

Vom Anfang bis zum spåten Ende,

So wie es sich zusammen kniipft und figt,

Auf einen Blick durchschauen sollten:

So wiurde unser Murren leicht besiegt,

Dass wir der Weisheit Dank, und Lob und Liebe zollten,
Die diese beste Welt aus allen,

So möglich sind, erschuf, die Welt, die ihr gefallen.

Er hat der Menschen Hertz, ich weiss nicht, wie? gelenckt,
Des grossen Uhrwerks Kunst, die Råder, die es riihren,
Sammt ihrem Endzweck auszuspiiren.

I en Anmærkning gør han udtrykkelig opmærksom paa, at dette
ikke er noget, han lægger ind i Texten, men at Prædikeren indehol»
der Leibnitz” Lære. Naturligvis kan Prædikeren da ikke fornægte
en saa fundamental Læresætning som den om Sjælens Udødelighed.
3, 20, hvor det hedder, at Mennesket dør som Dyret, forklarer han

I Optrykt med faa Ændringer i hans tydske Overs. af det gl. Test. «Spriiche
und Prediger» 1778, Anm. p. 119 f.

287

Google

JOHS. PEDERSEN

saaledes, at Sjælens Udødelighed ikke fremgaar af dens egen Beskaf»
fenhed, om den end staar fast ad anden Vej.

Her kan Michaelis endog paaberaabe sig Voltaire, der ogsaa
har givet en versificeret Omskrivning af Prædikeren, «Précis de

I Ecclésiaste»; han gengiver det omtalte Sted saaledes (Oeuvres ed.
M. Beuchot tome 12, 218 f.):

Quel homme a jamais su par sa propre lumiére
Si, lorsque nous tombons dans l'éternelle nuit,
Notre åme avec nos sens se dissout tout entiére,
Si nous vivons encore, ou si tout est détruit.

I en Note (fra 1761) forklarer han, at Prædikeren her synes at
udtale sig «avec une dureté qui convenait sans doute å son temps,
et qui doit étre adoucie dans le nötre». Prædikerens Mening er, siger
han: «L'homme ne sait rien par luisméme, il a besoin de la foi.»
Her mødes altsaa den orthodoxe og den kætterske Rationalist.

Gaar vi et Hundredaar frem i Tiden, ser vi, at en moderne
Skeptiker som Renan karakteriserer Skriftet som «profondement
moderne». «Le pessimisme de nos jours y trouve sa plus fine exs
pression. L'auteur nous apparait comme un Schopenhauer résigné,
bien supérieur å celui qu'un mauvais coup du sort a fait vivre dans
les tables d'höte allemandes. Cohélet, comme nous, fait de la tristesse
avec de la joie et de la joie avec la tristesse; il ne conclut pas, il
se débat entre les contradictoires; il aime la vie tout en voyant
la vanité» (L'Ecclésiaste p. 90). Han er den moderne Jøde; «de lui
å Henri Heine il n'y åa qu'une porte å entr'ouvrir» (p. 91). Renan
sparer ikke paa Sentimentaliteten i sine Lovprisninger af denne «délis
cieuse fantaisie philosophique», som er «un des ouvrages les plus
charmants que nous ait légués I'antiquité» (p. 85 £,).

Det er saaledes højst forskellige Typer, der har genfundet sig
selv i Prædikerens Bog. Det er værd at lægge Mærke til, at ingen
af de omtalte Grundopfattelser kan siges helt at svæve i Luften.
Skriftet har forskellige Sider; de forskellige Fortolkere har fremdraget
den Side, som det laa dem og deres Tid nærmest at lægge Vægten
paa, og har naturligvis forstaaet den ud fra deres Forudsætninger.

Men enten man nu har fremdraget den ene eller den anden
Side af Skriftet og gjort den til det egentlige, har det stadig gennem
hele Fortolkningens Historie voldt Vanskeligheder, at der ogsaa var

288

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

en anden Side, som man havde svært ved at forene med det, man
ansaa for Kernen. Saaledes siger Renan, at Konsekvensen af Præs
dikerens Præmisser maatte være l'impiété (anf. Skr. p. 87). Renan
kommer imidlertid noget lettere over Vanskeligheden end de fleste
andre, idet han finder en saadan Inkonsekvens særlig beundringss
værdig.

Vi har set, hvorledes Michaelis og Voltaire klarede sig med et
Sted, der for dem var meningsløst efter sin umiddelbare Forstaaelse.
De gamle Fortolkere i Oldtid og Middelalder betragtede alt det, der
ikke passede til deres Opfattelse af Skriftet, som Citater af «Daarernes
Tale» eller som onde Indskydelser hos Forfatteren. Denne Tves
deling af Bogen førtes videre af Herder, der betragtede det hele
som en Dialog. Herder skrev jo just selv sine Betragtninger i den
Form. Den ene af de to talende er da en ung Sandhedssøgende,
som fremsætter sine Tvivl og Ængstelser, den anden en ældre, en
Lærer, som afbryder ham og fremsætter sin Livsvisdom (det llte af
Herders «Briefe das Studium der Theologi betreffend»). Denne Betragt»
ning er senere (af Plumptre) bleven udformet til, at der er 3
Stemmer: en blaseret Pessimist, en epikuræisk Vismand og en gud:
frygtig Jøde.

Andre har øptaget denne Leddeling, men ment, at de enkelte
Stykker ikke oprindelig hørte sammen. Her forelaa senere Bearbej-
delser og Sammenarbejdelse af forskellige Forfattere. Denne Anta
gelse er bleven ført ud i den yderste Konsekvens i den senere Tid,
da man er tilbøjelig til at antage en hel Række forskellige Forfattere
i Bogen.

En særlig typisk Repræsentant for denne Maade at behandle
Skriftet paa er Siegfried. Han finder i Bogen 4 forskellige Fors
fattere (1 oprindelig Forfatter og 3 Bearbejdere) og en Glossator
foruden 3—4 Redaktører.

Den første Forfatter, som væsentlig har skrevet cap. 1—3 for»
uden enkelte Dele af det øvrige Skrift, er en pessimistisk Filos
sof, som ikke kan forene den jødiske Religions Lærdomme med
Kendsgerningerne: alt gaar paa Jorden efter Kredsløbets ubrydelige
Lov, og alle den menneskelige Visdoms Anstrengelser for at finde
en fornuftig Grund til denne Ordning strander. Selv Forsøgene
paa gennem Nydelse at ophæve den pessimistiske Stemning slaar
fejl. Alle Anstrengelser modarbejdes ved de af Naturen givne Mod:
sætninger: paa Fødsel følger Død, paa Plantning Oprivning osv.,

289

Go ogle

JOHS. PEDERSEN

d.e. Naturen ødelægger igen alt Værk. Og i selve Verdensordenen er
der ingen retfærdig Plan. Det er en Jøde, som har lidt Skibbrud
paa sin Tro under Indflydelse af græsk Tænkning og viser os Tins
gene i Virkelighedens kolde Lys.

Den anden Forfatter (første Bearbejder) staar den første nær.
Kun mener han, at der dog er noget, som har Værdi, nemlig Nydelsen,
som man skal tage, før Alderen hindrer det. Han er epikuræisk
Saddukæer. «Det er sødt at skue Lyset» (11,7), siger han, og «en
levende Hund er bedre end en død Løve» (9, 4), medens for den
første «Dødsdagen er bedre end Fødselsdagen» (7, 1) og «de døde
lykkeligere end de levende» (4, 2). Det er en virkelig Glæde at
spise og drikke, og det er Lønnen for Menneskets Møje, ligesom
Arbejdet selv er en Glæde. Derfor skal man tage de gode Dage i
Agt og ikke opgive alt i de onde (7, 14); det er denne Forfatter,
som modarbejder kultiske Overdrivelser.

Den tredje Forfatter (anden Bearbejder) er en Tilhænger af
Visdommen, en chåkåm, som giver forskellige gode Raad. Han
hævder, at en Vismands Ord vækker Yndest, medens Daaren brine
ges i Fordærvelse af sine Ord.

Den fjerde Forfatter (tredje Bearbejder) er en Repræsentant
for Fromheden, en chåsid, som ikke kan gaa ind paa, at al Møje
er forgæves. Han betoner nemlig, at alt er i Guds Haand, og at
det kun er Synderen, hvis Møje er forgæves (2, 24 f.). Mennesket
skal tage hver Glæde, som Gud skænker, men ikke rokke ved hans
Anordning. Guds Dom lader sig dog mærke, den kommer blot
ikke strax, og de ugudelige gaar det ilde.

Hertil skal saa være kommet nogle Tilføjelser og de forskellige
Redaktørers Bemærkninger, som gav Bogen Begyndelse og Ende,
allersidst Indskærpelsen af, at man skal holde Guds Bud (12, 13 £.)".

Det er den i Mosebøgerne anvendte Kildesondering, som her
er overført paa Prædikerens lille Skrift, og Siegfried angiver med
stor Sikkerhed, hvilke Vers og Halvvers der tilkommer hver af Bear»
bejderne. Naar jeg har refereret ham lidt udførligt, er det fordi han
virkelig i alt væsentligt har fremdraget Bogens forskellige Sider:

I C. Siegfried: Prediger und Hoheslied ibersetzt und erklårt (i Nowack's
Handkommentar), Göttingen 1898. En anden Vej gaar Haupt i sit ovenfor om:
talte Skrift, idet han udelukker alt, hvad han ikke kan forene med Forfatterens
Grundtanke, ialt ca. ”s af Bogens Indhold, og ved en fuldstændig Omstilling af
Resterne naar til «det oprindelige Værk».

290

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Pessimismen, Hedonismen, Visdommen og Fromheden. For at be-
svare Spørgsmaalet om disse Siders Forhold til hinanden maa vi søge
en virkelig Forstaaelse af, hvad de indeholder.

Allerede i det 18de Hdr. begyndte man at søge Forstaaelsen af
Prædikerens Bog ved at henvise til Paavirkning fra græsk Filosofi.
Skriftet er jo fremgaaet af den græske Tid og indeholder, som oven:
for nævnt, græsk paavirkede Termini. Først og fremmest har man
henvist til Stoicismen og Epikuræismen.!

For Stoicismen har man endda kunnet gøre opmærksom paa,
at Zenon var fra Kition paa Cypern og skal have været Føniker
af Fødsel; tilmed hørte de fleste fremragende Stoikere fra ældre Tid
hjemme i det østlige Archipelag, Lilleasien og Syrien. Hovedpunks
tet i den stoiske Ethik er at leve i Overensstemmelse med Naturen.
Heri vil man søge Vejledning til Forstaaelsen af Qohelet, og navnlig
til cap. 3 («der er en Tid til at fødes» osv.), som da opfattes saales
des: Alle menneskelige Handlinger har en Tid, der er bestemt af
Naturen, og enhver Handling skal udøves paa sit dertil bestemte
Tidspunkt. I det samme Capitel finder man ogsaa den anden Side
af den stoiske Filosofi, Betragtningen af Naturens Gang: Naturen
følger sin bestemte, urokkelige Orden, idet alt gentages i bestemte
Perioder, Cycler. Derfor staar alt under Determinismens strenge Lov,
«alt, hvad der hænder dig, var bestemt for dig fra Verdens Begyn:
delse».

Faktisk kan der anføres en Del Citater af Stoikere, som minder
stærkt om vort Skrift. Marc Aurel siger: «Alle Ting er evig de
samme og gentages periodisk» (II, 14), «Alt, hvad der sker, er altid
sket og vil altid ske» (XII, 26), derfor ogsaa: «Alt falder snart i
Forglemmelse. Hvad er evig Ihukommelse andet end fuldkommen
Tant» (IV, 33).

Jævnsides med disse Forsøg paa at finde stoisk Indflydelse gaar
Bestræbelserne for at finde Paavirkning fra Epikuræismen. Sære
lig henviser man her til den udtrykkelige Benægtelse af, at Sjælen
skulde være udødelig, og af at der skulde være en principiel Forskel
mellem Mennesker og Dyr (3, 18 ff.); det samme nægtede just Epis
kur i Modsætning til Stoikerne. Og i Prædikerens praktiske Fors
maninger genfinder man de epikuræiske Idealer: Nydelse og åtapagia.,
Som Epikur anbefaler Prædikeren Arbejde og Maadehold og lov»

) Litteratur hos Podechard p. 84 ff., Siegfried p. 8 ff., Grunde for og imod
hos Zapletal: Das Buch Kohelet, 2 Opl. 1911, p. 38 ff.

291

Google

JOHS. PEDERSEN

priser Venskabet. Det er endog bleven hævdet, at der skulde være
en Lighed i Gudsopfattelsen, idet Prædikeren ligesom Epikur skulde
nægte, at Gud giver sig ret meget af med Verden.

Antagelsen af epikuræiske Ideer udelukker ikke Forestillingen
om stoisk Indflydelse. I det hele taget maatte man, som det i nyere
Tid er bleven fremhævet, ikke just tænke paa en direkte litterær og
skolemæssig Indflydelse. Græsk Aand er næppe trængt ind i Palær
stina under een bestemt Form. Faktisk har man da ogsaa gjort op»
mærksom paa mange andre Former af græsk Tænkning end de to
ovenfor angivne. Bl. a. er der bleven henvist til den populære
kyniske Propaganda, og Kynikernes Opfattelse af det verdslige
som Illusion og Tant.'

Skal vi søge at danne os en Dom angaaende disse og andre
Forsøg paa at udlede Qohelets Karakter af græsk Filosofi, maa vi
først gøre os klart, at der er et vist ikkesisraelitisk Præg over vort
Skrift. Det har en for et jødisk Skrift mærkelig almenmenneskelig
Art. Gud kaldes med den almene Betegnelse Elöhim, ikke med
Navnet for Israels Gud Jahve. Over Fremstillingen er der en ejene
dommelig Ro, og Sproget har en mere dialektisk udformet Karakter
end det sædvanlige Hebræisk. Det er saaledes forlængst blevet iagte
taget, at den i almindeligt Hebræisk hyppigst forekommende Kone
struktion, det saakaldte imperfectum consecutivum, sjældent fores
kommer i Skriftet. Om adskillige Sætningskæder maa vi sige, at de
har en uhebræisk Klang. En Sætning f. Ex. som denne: «Se, dette
har jeg udfundet, sagde Qohelet, (ved at føje) det ene til det andet
for at drage min Slutning» (7, 27) vilde man næppe kunne finde i
de ældre hebræiske Skrifter. Og en Forfatter, som levede i en Tidss
alder, da man af Snobberi gav sine hebræiske Navne græske For»
mer, maa vel ogsaa have stiftet Bekendtskab med græsk Tanke
gang.

Og dog hjælper Henvisningen til Grækerne ikke, naar vi tilfulde

* Til den kynisksstoiske Diatribe henviste Kleinert i ovennævnte Afhand:
ling. Forholdet til Kynikerne er derpaa taget op til nærmere Undersøgelse af L.
Levy: Das Buch Qoheleth p. 11-25. Han henviser til, at visse af Qohelets Ter
mini belyses af de kyniske; saaledes bl. a. hæbæl svarende til det kyniske töq06,
egl. Damp, men brugt å Betydningen: Illusion, Tomhed; endvidere r*'tit rutch, som
man plejer at overs.: Stræben efter Vind. Levy overs. det «Sinnen, Begehren des
Geistes, Spiel der Phantasie, Finbildung» og jævnfører det med det kyniske xevh
döka, et Sidestykke til 10406.

292

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

vil forstaa Prædikerens Karakter. Ser vi paa de ovenfor anførte
Analogier med forskellige græske Tankeretninger, vil det vise sig, at
Talen kun er om mere eller mindre overfladiske Ligheder. Det kan
ikke siges om nogen af de omtalte Retninger — trods deres Skep»
ticisme overfor Verdenslivet, — at de er pessimistiske, og derfor bety
der de tilsyneladende Analogier i Virkeligheden noget forskelligt i
de to Kulturkredse. Der er nemlig en afgørende Forskel paa græsk
og semitisk, som stadig gør sig gældende.

Denne Forskel kan maaske bedst klargøres ved en Sammenlige
ning mellem Prædikeren og en ældre græsk Tænker som Heraklit
(+ 477 f. Chr.), hvis Tanker frembyder visse ydre Lighedspunkter
med Prædikerens, og som derfor ogsaa hører til dem, der er blevne
ansete for vor Forfatters Læremestre, nemlig af Pfleiderer (i hans
«Die Philosophie des Heraklit von Ephesus», Berlin 1886).

Heraklits Filosofi har to Poler. Den ene er Læren om, at alt er
i Bevægelse. Man kan ikke stige ned i den samme Flod to Gange,
thi anden Gang er det en ny Flod, ligesom der er en ny Sol, der
for hver Dag viser sig paa Himlen. Den anden Pol er Erkendelsen
af Modsætningernes Betydning. Til enhver Ejendommelighed svarer
dens Modsætning, til Kulde svarer Hede, som Lys til Mørke. «Gud
er Dag og Nat, Vinter og Sommer, Krig og Fred, Mættelse og Hune
ger» (Diels: Fragmente der Vorsokratiker S. 71). Livet bestaar i, at
Modsætningerne mødes og brydes. Derfor præges Livet af Kamp.
Men just gennem Kampen opretholdes Ligevægten og Harmonien.
Sulten gør Mættelsen behagelig, Trætheden Hvilen, Sygdommen
Sundheden. Derfor bliver alting relativt: «For Gud er alt godt og
smukt og retfærdigt, men Mennesket har opfattet det ene som retø
færdigt, det andet som uretfærdigt» (Diels: Fragmente S. 76).

Denne Hævdelse af Relativitetens Lov paa det moralske Omraade
har man (d. v. s. Pfleiderer) sammenlignet med Qohelets Paastand,
at Mennesket ikke kan fatte Guds Værk (3, 11; 11, 5 0. a). Og
den Lære, at alting flyder, er — ligeledes af Pfleiderer — bleven bes
tragtet som Oprindelsen til Qohelets Betragtninger over Livets uendes
lige resultatløse Strøm; «alle Strømme rinder mod Havet, og dog
bliver det ikke fuldt» (1, 7). Dertil kommer endelig, at Læren om
Modsætningerne skal genfindes i Qoh. cap. 3, hvad vi vil høre nære
mere om nedenfor.

Hvor nærliggende eller hvor søgte disse Sammenligninger imelø
lem Heraklit og Prædikeren nu end er, saa er der 1 hvert Fald den

293

Google

JOHS. PEDERSEN

afgørende Forskel paa dem, at Livets Strømmen for den sidste er
Kilden til fuldstændig Selvopgivelse, medens den for den første er
Livets højeste Lykke.

Dette har en dybtliggende Aarsag. Grækeren Heraklit kan i Mod
sætning til Semiten tænke sig en Harmoni i Strøm. Harmonien bestaar
i, at Modsætningerne ved deres indbyrdes Kamp holder hinanden i
Ligevægt. Livets Modsætninger giver ingen Anledning til Pessis
misme, de er et Gode, de er Gud. Derfor er Kampen glædelig, og
Heraclit skyer ikke den Konsekvens, at Krig er den største Kultur:
faktor. Livets Værdi er selve Kampen, og Livets Lykke bestaar i at
være med i den og holde sig oprejst under den. At Livets Love er
relative gør dem ikke ringere for Mennesket. Mennesket staar fast
paa sit Væsen og sine Love i den Overbevisning, at «alle menneske»
lige Love næres af den ene Guddommelige», og «Folket skal kæmpe
for sin Lov som for en Mur». (Diels: Fragmente S. 78,68). At det
hele muligvis ser anderledes ud fra Guds Standpunkt, er en Sag for
sig, der vel angaar Gud, men ikke det levende og virkende Men
neske.

Til den Sikkerhed, hvormed Grækeren hævder sit eget menne
skelige Selv under alle Omstændigheder, svarer hans Forhold til
Naturen. Just fordi han hviler saa sikkert i sig selv, kan han forene
en levende Interesse for Naturen, hvori han fører sin Kamp, med
en vidtgaaende Anerkendelse af dens Selvstændighed, som et sam»
menhængende Liv for sig, uafhængigt af hans og Genstand for hans
Forsken. Hans Liv er ikke bundet til eet bestemt Resultat af denne
Forskning. Dette giver hans Aand Bevægelighed og Frihed. I den
græske Verden kan en vidtgaaende Skepsis over for Omgivelserne
forenes med en kraftig Hævdelse af Livets Værdier.

I Virkeligheden finder vi disse Karaktertræk ikke blot hos
Heraklit, men ogsaa i de senere græske Systemer, som man har sam
menstillet med Qohelet. De kan alle siges at have det praktiske Formaal
at vise, hvorledes Mennesket kan bevare sig selv under Livets Kaar.
Derfor er de alle enige om at lægge Livets Tyngdepunkt i selve det
menneskelige Indre. Stoikeren siger, at hele Verdensløbet er fast
determineret, men Mennesket hævder sig selv ved Dyden, idet det
handler i Overensstemmelse med sin Natur. Epikur siger ogsaa, at
Naturen er urokkelig, men Mennesket skal skaffe sig ædle Nydelser
og derved gøre sig uafhængig af alt ydre; og naar han polemiserer
mod Religionen, er det kun for at udfri Menneskene af den Frygt,

294

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

som den indgiver dem; lad Guderne passe deres og lad Mennesket
sørge for at bevare sig selv.

Og nøjagtig samme Formaal har Kynikeren: Verden og Verdens»
livet er noget altfor usikkert og indholdsløst til, at Livets Midtpunkt
kan ligge i det. Man skal søge Lykken i sit eget Indre og lære at
undvære alt ydre; derved bliver man uafhængig af det. Den, der er
ophøjet over Fattigdom og Rigdom, Ære og Skam, Anstrengelse og
Nydelse, Liv og Død, d. v. s. er uafhængig af alt ydre, han fryg»
ter intet, nærer ingen Bekymring og byder derfor ikke Skæbnen
Blottelser. Kynikeren er Konge, fordi han kan afstaa alt. Han har
en ren Samvittighed og Bevidstheden om Samfund med Gud.

Det er ikke svært at se, hvor langt Qohelet staar fra denne
Tankegang. Thi det ejendommelige for ham er jo netop hans Man:
gel paa Evne til at finde en Plads, der er Mennesket værdig, midt
i Naturens Kredsløb, «alt er Tomhed», ogsaa de menneskelige
Værdier.

Der kan ikke være Tvivl om, at denne afgørende Forskel mel»
lem græske «Skeptikere», om man saa vil, og en israelitisk Skeptiker
som Prædikeren hænger sammen med en Forskel i Opfattelsen af
Menneskets Forhold ikke blot til de guddommelige Magter, men
ogsaa til Naturen og den standende Livskamp.

Intet semitisk Folk er naaet til at betragte Naturen som noget
selvstændigt og sammenhængende. Disse Folks Interesse strækker
sig paafaldende lidt ud over Menneskenes egen Verden og omfatter
kun Naturen, for saa vidt som Mennesket har direkte Nyttevirkning
af den. Mennesket skal beherske Naturen og gøre sig den undere
danig. Dermed er i alt væsentligt Semitens Naturbetragtning udtømt.

Den israelitiske og overhovedet den semitiske Horisont er ikke
vid. Ulykken for Prædikeren er, at denne Horisont er sprængt,
men derved er han kommen ud paa Omraader, hvor han ikke mere
føler sig hjemme. Han har opdaget, at Naturen ikke er til udeluks
kende for Menneskets Skyld. Den har sit eget Liv og gaar sit eget
Kredsløb uden ham. Denne Situation kan han ikke blive Herre
over og ved ikke bedre end at give fuldstændig op.

Israeliten vil have noget direkte ud af Naturen, hvis han skal
interessere sig for den. Der er en Sammenhæng mellem dette og
hans hele Livsopfattelse. Livets naturlige Vækst og Udfoldelse, Are
bejdet og Kampen under de forskellige Modsætninger, hvori Heras
klit saa selve Livets Værdi, finder liden Interesse og Sympati

295

Google

JOHS. PEDERSEN

hos Israeliten. Han glæder sig kun over den færdige Størrelse.
Det fuldkomne er for ham det afsluttede. Skal der være Harmoni,
maa der være Hvile. Derfor kan man sige, at Israeliten fører Livs
kampen for at opnaa Hvilen. Selve Kampen er for ham intet Gode,
han kæmper ikke for Kampens Skyld, men for Resultatets.

Disse Fjendommeligheder præger i høj Grad de gammeltestar
mentlige Skrifter. Gud skabte hele Verden, hver Art for sig fuldt
færdig, og saa stod den der. Vi hører intet om de forskellige Livse
formers Udvikling og Tilblivelse, kun at de blev tilvejebragt i fære
dig og afsluttet Form; og da Gud var færdig med sit Værk, hvilede
han, ligesom Israelitens Ideal er efter et langt roligt og uforstyrret
Liv at kunne gaa ind til Hvilen hos sine Fædre. Ja, hele Israels
ældste Historie er skrevet ud fra Hvilens Synspunkt. Den lange
Kamptid, inden dets Stilling i Kana'an var fæstnet, var Tiden inden
det «fik Hvile for sine Fjender». Historien inddeles ligefrem i den
Tid da det havde Hvile, og den Tid da det maatte kæmpe for at
naa til den.

Og ser vi nu paa de første Capitler af Prædikerens Bog, da
finder vi just, at hans Smerte ved Betragtningen af Naturen kommer
fra, at det hele gaar og gaar, uden at der naas noget Resultat.
Mennesket kæmper og arbejder, men hvad Resultat har det af al
sin Møje? Floderne løber ud i Havet, men de bliver aldrig fær»
dige, og hvad Resultat kommer der ud af det? Havet bliver jo als
drig fuldt.

I Smerten over Livets Mangel paa Resultater har vi foreløbig et
Holdepunkt for Forstaaelsen af Prædikerens Pessimisme. Den maa
forstaas ud fra hans israelitiske Forudsætninger. Vil vi søge videre
i Forstaaelsen af Skriftet, maa vi stille det over for det gammel»
israelitiske Ideal.

Israeliterne benævner dette med Betegnelsen sedåqå, som vi plejer
at gengive ved «Retfærdighed», i Tilslutning til den græske Over
sættelse. Men rigtig nok ligger der noget ganske andet i det end
det, vi almindeligvis forstaar ved Retfærdighed. Det indeholder paa
een Gang noget indre og noget ydre: den moralske Kraft og den
ydre Fremgang. Ganske vist er det senere ved Forholdenes Udvike
ling bleven slaaet i Stykker, saa det snart betegner det ene, snart det
andet. Men selve det, at det kan betegne baade det indre og det
ydre er et af Kendemærkerne paa, at de to Sider oprindelig hører
sammen.

296

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Naar det hedder, at Jahve ifører sig «Retfærdighed» som Pan»
ser, Frelsen som Hjelm, vil det sige, at han ifører sig Sejrskraft, og
at han «retfærdiggør» sit Folk i Kampen mod dets Fjender vil sige,
at han skaffer det Sejr. Denne Betydning af Kraft, Evne til at gen»
nemføre sin Sag ligger tydelig i Ordet, naar det hedder, at der af
Jahves Mund er udgaaet «Retfærdighed», et Ord som ikke vender tils
bage (Jes. 45, 23), d. v. s. et Ord som ikke falder til Jorden, men
bliver ført igennem. For de gamle er det derfor en Selvfølge, at
det gaar de «retfærdige» godt, eller rettere det har oprindelig ligget
i selve Begrebet: en «retfærdig» er en som det gaar godt.

Den Israelit, som hans Landsmænd ser op til, er Manden med
talrigt Afkom, Sønner som lever om ham, som ejer Rigdom i Mængde,
hvis Myndighed er almindelig anerkendt, og som har Evne til at
hjælpe de svage i Samfundet og til at nedslaa sine Fjender. Særlig
maa Kongen sidde inde med en saadan «Retfærdighed». Hans Trone
er bygget paa Retfærdighed, at han kan nedslaa sine Fjender og
Landet have Trivsel.

Alt dette viser os Foreningen af det indre og det ydre i Ret»
færdighedsbegrebet. Lykken tilhører den retfærdige, og det vil sige,
at Naturen bøjer sig for ham.

Men Garantien for, at dette virkelig sker, er Gud. Israels Gud
er selv retfærdig. Han har Kraft til Hævdelse af sig selv, og dette
udøver han netop ved at hævde sit Folk, «retfærdiggøre» det. Jahves
Retfærdsgerninger kaldes det, naar han skaffer Israeliterne Sejr over
Kana'anæerne (Dom. 5, 11), eller naar han lader dem sejrrigt drage
ud af Ægypten (1. Sam. 12, 7). Et Udtryk for det samme er Tros
fasthed (æmunå). Habakuks Udtalelse, at «den retfærdige skal leve
ved sin Trofasthed» vilde i den gamle Tid have været en Tautologi.

Ganske vist er Mennesket ogsaa i ældre Tid ringe overfor Jahve og
giver ham Æren, men dog ikke ringere, end at der er en umiddelbar
Samvirken mellem dem. Paa denne Harmoni mellem den guddommes
lige og den menneskelige Virken beror den gammelisraelitiske Ethik.
Igennem den behersker Mennesket Naturen.

Udviklingen i Israel gik imidlertid tidligt henimod en Opløss
ning af Harmonien. Det politiske Tryk, Usikkerheden, som allerede
truede Folket i 9de Hår. fra den assyriske Verdensmagts Side og
de talrige Ulykker, som dermed fulgte, satte det paa en haard Prøve.
Bykulturen, som efterhaanden tog Overhaand, virkede opløsende paa
de gamle Sæder og den simple og ligefremme Ethik. Oplevelserne

20 — Edda, IV, 1915. pes

Google

JOHS. PEDERSEN

og Følelserne blev mere sammensatte end før. Man gjorde Erfarin»
ger, som gik ud paa, at det indre og det ydre ikke altid svarede til
hinanden. En Mand kunde have alle de indre Forudsætninger for
at eje Lykken, og dog fik han den ikke.

Dette vil med andre Ord sige, at den guddommelige og den
menneskelige Virken ikke mere gaar Takt i Takt som i den gamle
Opfattelse. Det guddommelige og det menneskelige bliver adskilt.
Og her sker der nu det, at Israeliterne ikke som Grækerne lægger
Tyngdepunktet i det menneskelige, men lader det mere og mere
rykke over i det guddommelige.

Af afgørende Betydning blev Profeternes Virksomhed. Den gik
netop ud paa, at de under ingen Omstændigheder, hvad der end
hændte, maatte give Slip paa den gamle Troskab mod Jahve og
Troen paa hans Virken. I den profetiske Forkyndelse bliver Gud
mere og mere ophøjet samtidig med, at Mennesket bliver mere og
mere ringe. Der bliver et Svælg mellem guddommeligt og menne
skeligt, mellem Guds Tanker og Menneskets Tanker, deres «Retfær»
dighed» gaar ikke mere parallelt. Hvor langt det israelitiske har
fjernet sig fra det oprindelige, træder f. Ex. klart frem i de Bønner,
vi har fra Tiden efter Exilet. Der kan man finde en Sætning som
denne: «Ikke i Tillid til vore sedåqot («Retfærdsgerninger») beder
vi dig, men i Overensstemmelse med din sedåqå («Retfærdighed»)»
- (Dan. 9, 18). Ytringer, som gaar i samme Retning, haves fra betyde»
lig ældre Tid, men efter den gamle Opfattelse, da den oprindelige
Betydning af «Retfærdigheden» endnu var livskraftig, har en Sæt»
ning som denne været meningsløs.

Retfærdighedsbegrebet er undergaaet en radikal Forandring.
«Retfærdig» er ikke den, der har den umiddelbare moralsksfysiske
Livskraft. Tyngdepunktet ligger jo ikke her i Livet, men i noget
udenfor eller over Livet. Retfærdig bliver den, der retter sig efter
denne over Livet hvilende Magts Forskrifter. Ikke den, der behere
sker Skæbnen, men den der retter sig efter en af Gud vilkaarlig sat
Lov, er den retfærdige. Derfor er det ingenlunde givet, at den ret»
færdige har Lykken med sig — tværtimod, det er ofte ham, det gaar
mest ilde.

Følgen af dette er et fuldstændigt Omslag i Stemningen overfor
dette Liv. Rigdom, Magt og Ære, det som tidligere udgjorde Sume
men af Livslykken, bliver ikke mere det højeste, ja bliver undertiden

298

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

noget helt ringe. Denne pessimistiske Betragtning af det naturlige
Menneskeliv har bl. a. fundet Udtryk i nogle af Salmerne:

«Du skænker mig mine Dage i Haandsbredevis, mit Liv er for
mig som et Intet. Idel Tomhed er Mennesket — — — —. Som et
Billede vandrer Mennesket om, der gør Larm om Ingenting. De sams
ler til Bunke og ved ikke, hvem der skal tage det i Eje — — — —.
Befri mig for din Plage, jeg forgaar under din Haands Angreb. Naar
du tugter en Mand med Straf for hans Synd, smuldrer du hans
kostelige Gods som Møl. Lutter Tomhed er alle Mennesker»
(39, 6 8).

Saadanne almindelige Betragtninger over Menneskelivets Intethed
har vi ogsaa i den berømte 90de Salme:

«Du fører Menneskene tilbage til Støvet, og byder: Kom tile
bage, I Menneskebørn! Ja, tusind Aar er for dig at regne som den
Dag igaar, naar den forsvinder, ja, som en Nattevagt! — — — Alle
vore Dage forgaar i din Vrede, vore Aar svinder hen som et Pust.
Vore Leveaars Dage udgør 70 Aar, 80, om det kommer højt, deres
Herlighed er lutter Møje og Besvær; thi hastigt iler de afsted, og vi
farer hen. — — — — Lær os at tælle vore Dage, at vi kan faa Vise
dom i Hjertet» (90, 3 f., 9 £)).

Atter den samme Klage over Menneskelivets Tomhed og Intets
hed, kuet som det er af Guds vældige Haand. Rigdom, i gamle Dage
Mandens Stolthed, identisk med hans Ære, bliver ligesom et Symbol
paa Menneskets Vilje til at være noget for sig selv, paa Opsætsighed
mod Gud.

Det hedder: «de, der stoler paa deres Velmagt, praler af deres
store Rigdom — intet Menneske kan forløse sin Broder, give Gud
Løsepenge for ham. Udløsningen af deres Sjæl er for kostbar, saa
han skulde leve evigt — — — og aldrig faa Graven at se — — —
Vismænd dør, Daarer og Taaber forgaar og overlader deres Gods
til andre. Deres Grav er for evigt deres Hus, deres Bolig fra Slægt
til Slægt, de der nævnte Landstrækninger med deres Navne. Men»
nesket bestaar ikke trods sin Herlighed, det bliver som Dyrene, maa
forstumme» (49, 7 ff. med enkelte Udeladelser og Textændringer).

En Salme spørger, hvorfor Nutiden er saa elendig, da dog For:
tiden var saa stor (77). Hvor langt er vi ikke her fra Deborasane
gens selvsikre Tillid!

Her staar vi ved Rødderne til den israelitiske Skepticisme, ja, ikke
langt fra dens Udfoldelse: Mennesket formaar intet, det er kun et

299

(Go ogle

JOHS. PEDERSEN

magtesløst Redskab i den Vældiges Haand. Springet herfra til Præ»
dikeren er ikke stort. Blot vi tager lidt mere fra Mennesket og læge
ger noget mere over i Gud, staar vi ved Prædikerens Livsanskuelse.
I Salmerne er der et stadigt Haab om, at Gud dog vil gøre den
«retfærdiges» Ret gældende. I Qohelet er denne sidste Rest af det
gamle Retfærdighedsbegreb helt opgivet.

Hvad der i Salmerne er Genstand for Haabet, er i Jobs Bog et
Problem. Forudsætningen er begge Steder den samme: man kan
være retfærdig indadtil uden at kunne sætte det igennem udadti.
I Forhold til Qohelet viser Jobs Bog sig som den ældre. Den staar
endnu det gamle saa nær, at det er et Problem, hvorfor Livet gaar
anderledes — et Problem fuldt af Bitterhed og Smerte. For Prædi-
keren er det intet Problem. Han nærer ikke mere Illusioner, men har
forlængst opgivet det hele. Det gamle Retfærdighedsbegreb existerer
ikke mere for ham.

Ud fra dette Synspunkt kan vi forstaa Prædikerens Karakter.
Bogen handler om Menneskets fuldstændige Afmagt og Afhængig
hed. Og vi møder det samme Synspunkt, enten vi ser paa Mennes
sket i dets Forhold til Naturen og Omgivelserne eller i dets Forhold
til sig selv eller overfor Gud. Et nøjere Eftersyn vil bekræfte dette.

Menneskets Forhold til Naturen og Verdensløbet har
faaet sit stærkeste og klareste Udtryk i det berømte cap. 3:

«Alt har sin Tid, alt hvad der foretages under Himlen har sin
særlige Tid. At fødes har sin Tid, at dø har sin Tid, at plante har
sin Tid, at oprykke det plantede har sin Tid. At dræbe har sin
Tid, at helbrede har sin Tid, at nedrive har sin Tid, at opbygge
sin Tid. At græde har sin Tid, at le har sin Tid. At holde
Klage har sin Tid, at danse har sin Tid. At kaste Sten har
sin Tid, at samle Sten har sin Tid." At favne har sin Tid, at
holde sig fra at favne har sin Tid. At skaffe hid har sin Tid, at
miste har sin Tid, at bevare har sin Tid, at bortkaste har sin Tid.
At sønderrive har sin Tid, at sy sammen har sin Tid, at tie har sin

Tid, at tale har sin Tid. At elske har sin Tid, at hade har sin Tid,

* Midrash Qohelet forklarer de to Udtryk ved: at søge Omgang med sin
Hustru og holde sig derfra. Sammenhængen med det følgende gør denne Tyd:
ning meget passende; muligvis beror den paa et Ordspil mellem bånim (Sønner)
og "bånim (Stene). Levy har ofret et Anhang paa at vise Berettigelsen af denne
Oversættelse (Das Buch Kohelet p. 144—152), men intet af det han fremfører er af
nogen Betydning.

300

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

der er Krigs Tid og Freds Tid. Hvad Udbytte har da den, der
arbejder, af al sin Møje? — Jeg har set det Besvær, som Gud har
givet Menneskene at besvære sig med. Alt har han skabt smukt til
sin Tid. Og han har lagt Verden i Menneskenes Hjerte, og dog kan
de intet fatte fra først til sidst af det Værk, som Gud har dannet.
Saa erkendte jeg, at Menneskene ikke har anden Lykke end at fors
nøje sig og nyde Livet. Men selv det, at et Menneske kan spise og
drikke og skaffe sig Nydelse under alt sit Besvær, er en Guds
Gave. Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, bestaar evindelig. Man
kan intet lægge til og intet trække fra, og Gud har indrettet det
saaledes, for at man skal frygte for ham. Det, som sker, har alles
rede existeret, og det, som i Fremtiden vil ske, har ogsaa tidligere fun
det Sted. Gud opsøger paany det forsvundne» (3, 1—15).

Grundtanken i dette Stykke er, at alt gaar sin egen Gang efter
den af Gud fastsatte Bestemmelse, uaf hængigt af Mennesket. Det
udtrykkes ved, at alt har sin Tid. Denne Udtryksmaade har været
Genstand for forskellige Fortolkninger. Man har i dette Afsnit fun
det Heraclits Lære om Modsætningerne (Pfleiderer) Andre har
ment, at der tales om altings Forgængelighed: hvad hjælper det at
blive født, man skal jo dog dø osv. Imidlertid vilde det være en
Fejl at fæste Blikket paa alle de Enkelttilfælde, som opregnes. De
nævnes nemlig kun som Exempler. Ligesom Prædikeren begynder
sit Værk med at udsige Hovedsummen af alt, hvad han har paa
Hjerte, saaledes siger han her strax den hele Sandhed: alt har sin
Tid, og varierer derpaa Temaet ved at nævne en Række Modsæts
ninger, som tilsammen skal betyde: alt hvad der sker.

Dette er en stilistisk Form, som er ganske almindelig hos Isras
eliter og Arabere. Naar man vil betegne noget som gældende en
Helhed, deler man denne i to Halvdele og siger, at det gælder dem
begge. «O, Herre over alle, trygge og frygtsomme» (d. v. s. over
alle Mennesker) er en Vending, der ofte forekommer 1 arabiske
Digte. Profeten kaldes «den bedste af alle Skabninger, de herskende
som de beherskede» eller «af dem, der bærer Sandaler og dem, der
ikke gør det». Den arabiske Litteratur vrimler af saadanne Tales
maader, som betegner Helheden uden Undtagelse. Det mest kendte
Exempel paa denne Udtryksform i israelitisk Litteratur er «bundne
og fri» som Betegnelse for alle Mennesker. Jahve vil udrydde
«bundne og fri» for Jarob'åm (1. Kong. 14, 10) og senere for Achab
(1. Kong. 21, 21). Det vil sige, at ingen er undtaget.

301

Google

JOHS. PEDERSEN

Paa denne Maade er det, vi maa opfatte de mange Modsætnin»
ger, som nævnes i Præd. cap. 3. Meningen med dem er ikke, at
de skal vise os, hvorledes Livet bestaar af indbyrdes kæmpende, hins
anden ødelæggende Magter. De nævnes ikke som dem, der ber
kæmper, men som dem, der udfylder hinanden og derfor tilsammen
udtrykker hele Verdensløbet. De bringer intet Fremskridt i Tan
ken, men varierer det angivne Tema, idet de med stadig Gentagelse
siger det samme som Overskriften: alting har sin Tid.

Den Sætning, at alting har sin Tid, kan vi ud fra vore Foruds
sætninger rent umiddelbart kun forstaa saaledes, at der for alt, hvad
der foregaar, er et særligt, dertil bestemt Tidspunkt. Men man for
staar ikke, hvorledes Prædikeren heraf kunde drage den pessimistiske
Lære, at Mennesket intet har ud af sit Arbejde. Der kunde jo endda
være Plads for menneskelig Virken. Prædikerens Konklusion er
imidlertid ganske logisk. Men Misforholdet kommer af, at «Tid»
for ham betyder noget andet end for os. For at klargøre dette Fors
hold maa vi foretage en lille Digression.

For os er en Tid enten et Tidspunkt eller et Tidsrum, en Peri
ode. «Tiden» som saadan er en Abstraktion; vi forestiller os den
som noget ubestemt strømmende, der flyder med os, og hvori vi Øy»
der. Hvor vi ikke anvender billedlig Tale, skelner vi skarpt mellem
Tiden og de Begivenheder, som sker i Tiden. Men dette gør de
gamle Semiter ikke.

Med særlig Klarhed kan vi se det hos Araberne. Naturligvis
er Tiden for dem ogsaa Tidspunkter og Tidsperioder, men altid saa
ledes, at Tiden og dens Indhold er identiske. Tiden er Indbegrebet
af det, som sker. Det kan bruges om det rent personlige: «min
Tid» kan betyde: min Ejendommelighed, det som jeg plejer at gøre.
Men hvor «Tiden» omtales i Almindelighed, er den Begivenhedere
nes Strøm, ikke blot som noget vi gør og noget, der sker med os,
men ogsaa som noget, der rammer os, altsaa paa een Gang Histo»
rien og Skæbnen.

Araberen kan derfor sige, at Tiden skaber Begivenhederne.
«Tiden lader Sorgens smertelige Slag hvile paa Mandens Lemmer.»
«Tidens Slag bringer hastigt Døden.» «Tiden har bragt Forening
imellem os, og ligeledes har Tiden bragt Adskillelse mellem os.»
«Tiden og Dagene vil ikke, at jeg skal finde Fred» «Mod Tiden
er der ingen Udvej.» Intet Begreb spiller en større Rolle i de gammel»

302

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

arabiske Digte end denne ubønhørlige «Tid» eller Skæbne, som
rammer Manden med sine Slag pludseligt og uden at han kan
værge sig.

For Muhammed var denne megen Tale om, at Tiden skaber,
hvad der sker, forargelig, og det hedder i Koranen: «De siger: Vi
har kun vort jordiske Liv, vi dør og lever, og det, som bringer os
Døden, er kun Tiden. Men de har ingen Viden, det er kun noget,
de bilder sig ind. — — — — Sig: Gud gør eder levende, derpaa
lader han eder dø, derpaa forsamler han eder ved Dommedag; der
om er der ingen Tvivl, men de fleste Mennesker er uden Viden»
(45, 23—25).

Af det i saadanne Forbindelser hyppigst anvendte Ord for Tid
dahr dannedes senere Ordet dahrit, og under dette Navn optræder
Tilhængere af den i Koranen fordømte Betragtning som en filosos
fisk sekt.

Denne Opfattelse af Tid, der til en vis Grad kan karakteriseres
med Udtrykket «évolution créatrice», foreligger ogsaa paa Persisk,
hvor zerwån bruges paa samme Maade som det arabiske dahr, ome
fattende baade Tiden og Skæbnen, saa at «Zerwaniterne» paa persisk
Omraade indtager en lignende Stilling som «Dahriterne». Ifølge
Geiger & Kuhn (Grundriss der iranischen Philologie II, 630) er det
en gammel persisk Brug, der kan paavises i Avesta. Og hele Be:
tragtningen passer saa godt i almindelig primitiv Opfattelse, at den
sikkert ogsaa kan paavises hos andre Folk.

Da imidlertid Forskellen mellem denne og vor Tankegang kun
bestaar i en, ganske vist meget betydningsfuld, Nuance, der ingene
lunde træder tydeligt frem overalt, er den ikke altid let at paavise,
saa meget mere som vi i overført Betydning kan bruge Udtryk,
der falder sammen med nogle af dem, som de andre bruger i egent
lig Betydning.

Dette mærker vi, naar vi betragter det gamle Testamente. Ogsaa
vi kan jo tale om en ond Tid og gode Dage, skønt vi mener, at
Tiden egentlig er farveløs. Og vi kan anvende Israeliternes Ord
om at være «mæt af Dage» uden at bemærke den Forskel, der er mel-
lem de to Opfattelser: mæt af at have existeret længe, og: mæt af
Oplevelser, af Livsindhold.

Men der er andet, som tydeligere viser, at Tiden ogsaa hos
Israeliterne er noget fyldigt, identisk med sit Indhold. Naar det
hedder: «han vender tilbage til sin Ungdoms Dage» (Job 33, 25)

303

Google

JOHS. PEDERSEN

eller «forny vore Dage, gør dem som fordum» (Klages. 5, 21), da
gaar det tydeligt ud over, hvad vi kan sige, idet Dage her betyder:
Oplevelser, Historie, og samme Betydning har Ordet «Dage» i den
kendte Bogtitel: seéfer dibre hajjåmim lemalke jehudå «Bogen med
Fortællingerne om Juda Kongers Historie (egl. Dage)».

Endnu et Skridt videre føres vi ved et Ord som dette: «I din
Haand er mine Tider» (Salme 31, 16), eller naar det hedder, at Jahve
kender, d. v. s. tager sig af de retskafnes Dage, saa de evindelig kan
beholde deres Arvelod (Salme 37, 18). Her har vi helt den arabiske
Brug af Ordet som Betegnelse for Skæbnen, og det samme er Til
fældet et Par andre Steder, nemlig Ester 1, 13, som taler om de vise,
der kender Tiderne, og 1. Chron. 12, 33, der omtaler Issakars Børn som
dem, der har Indsigt i Tiderne, saa de kender, hvad Israel skal gøre.
Her maa vi for «Tiderne» sige «Skæbnen», ligesom i Job. 24, 1:
Hvorfor er Tiderne ikke skjult for Shaddaj, medens de, der kender
ham, ikke ser hans Dage.

Vender vi os derefter igen til Prædikeren, da finder vi et karake
teristisk Sted 9, 11—12: «Fremdeles saa jeg under Solen, at Løbet
ikke vindes af de hurtige og Kampen ikke af Heltene, ej heller faar
de vise Brød eller de forstandige Rigdom, eller de indsigtsfulde Yn.
dest; men Tid og Tilskikkelse møder dem alle. Thi Menne-
sket kender lige saa lidt sin Tid som Fiskene, der fanges i det
fjendske Net, og som Fuglene, der hildes af Snaren. Som disse
fanges Menneskene i Overensstemmelse med en ond Tid, naar det
passer den at falde uformodet over dem.» Ved Siden af dette kan
stilles 8, 5—6: «Den, som holder Budet, kender intet ondt: et viist
Hjerte kender Tid og Sædvane. Thi alting har sin Tid og Sæd:
vane — — —.»

Naar vi ser disse Steder i Sammenhæng med det ovenfor ud
viklede, er det klart, at «Tid» her betyder «Skæbne», og dermed er
vi naaet til Forstaaelse af Ordet: Alting har sin Tid. Det betyder
ikke blot, at der er et særligt Tidspunkt til alt, hvad der sker, men
at alt har sin ejendommelige Art og Bestemmelse, at alt gaar efter
sin særlige Skæbne.

Cap. 3 siger altsaa, at der er en fastsat Skæbne for alt. Nu
bliver Konsekvensen, som Qohelet drager deraf, forstaaelig: naar alt
dog er bestemt paa Forhaand af Skæbnen, hvad udretter saa Mennes
sket? Gud har skabt alting smukt, d. v. s. godt, saaledes at det hele
kan gaa efter sin Bestemmelse; og det bestaar evindelig, uden at

304

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

man kan lægge til eller trække fra. Det hele gaar rundt i sit Kreds
løb for det første uden at naa til et Resultat, for det andet uden
at Mennesket har Indflydelse derpaa. At det er her
Smerten stikker, siges i V. 11: Gud har lagt Verden ('ölam) i Mens
neskets Hjerte, men intet som helst deraf kan det «naa».

Forsøgene paa at forstaa denne Udtalelse har været talrige, og
man har kaldt Stedet et crux interpretum. Det har været oversat
ved «Evighedslængsler», «Fremtiden», «Verdslighed», eller: «Gud har
gjort Menneskehjertet til en Mikrokosme». Eller man har ændret
det besværlige Ord og derved faaet saa forskellige Betydninger frem
som «Visdom», «Uvidenhed», «Besvær», eller: «han har tilhyllet
deres Forstand». — En absolut sikker Forklaring af det vanskelige
Sted kan næppe gives, men taget ligefrem som det staar, giver det
dog en brugbar Mening.

«Hjerte» er et Udtryk for Sjælen med dens Kræfter, navnlig til
Erkendelse, og dens Attraa. Gud har indrettet Menneskesjælen saa
ledes, at den vil optage Verden i sig, d. v. s. kende den og beher+
ske den. Men Verden gaar af sig selv langt uden for det menne
skelige Hjerte. Det kan ikke faa fat paa den. Saaledes giver Sætnin»
gen Mening i Sammenhængen.

Alle de Steder, hvor Qohelet taler om Naturen, er Tanken denne
samme, saaledes navnlig 1, 3—15: Mennesket har intet ud af sit Ars
bejde, thi alt bevæger sig i et i sig selv resultatløst Kredsløb, som
det intet kan ændre i, «det krumme kan ikke blive lige» (V. 15).

At kende og at beherske er to Begreber, som ligger nær op ad
hinanden i gammel hebræisk Sprogbrug. De mødes begge i Begres
bet Visdom. Den vise er den, der har Evne til at finde de Mid:
ler, som fører til det rette Resultat. Han forener i sig Kenden og
Kunnen. Begrebet ligger ikke langt fra «Retfærdigheden». Qohelets
Mening om Forholdet til Naturen kan altsaa udtrykkes ved, at Mens
nesket ikke kan naa den virkelige Visdom. Og det Udtryk brus
ger han netop. «Alt dette forsøgte jeg med Visdommen: Jeg sagde:
Jeg vil søge at erhverve Visdom! men den var fjernt fra mig. Det,
der sker, er fjernt og dybt, dybt hvem kan naa det?» (7, 23—24).
«Dybt»" har ikke den mystisksromantiske Betydning af det uudtøm:

I En ganske tilsvarende Brug af Ordet forekommer Ez. 3, 5 £. I V. 6 hedder
det: [Du sendes] ikke til talrige Folk med «dybe» Sprog og besværlige Tunge
maal, hvis Ord du ikke forstaar. Omvendt bruges i Arabisk «fjern» i Betydningen
«dyb», f. Ex. en «fjern» Brønd.

305

Google

JOHS. PEDERSEN

meligt indholdsrige, men betyder det samme som fjernt, nemlig : van»
skeligt at begribe, og Stedet siger altsaa det samme som 3, 11: Men:
neskesjælens Forsøg paa at drage Verden ind under sig, kende den
og beherske den, er forgæves. «Og jeg hengav mit Hjerte til at
erkende Visdom — — — —, og jeg saa alt Guds Værk: at Mennesket
ikke kan naa det Værk, som sker under Solen» (8, 16 f.). At den
gamle Visdom ikke eksisterer, udtrykker Qohelet paa en anden Maade,
naar han siger, at det «ikke er de Vise, der faar Brød og ikke de
Forstandige, der faar Rigdom, og ikke de Kyndige, der faar Yndest»
(9, 11).

Den Styrke, som den normale Israelit havde, hang sammen med,
at han ikke stod isoleret. Han havde sit Tyngdepunkt i Slægten,
og den stod urokkeligt sammen. Qohelet føler selv, hvilken Varme
og Kraft denne Samfølelse vilde give, «en trestrenget Snor I rister
ikke let», men det forøger kun hans Smerte, thi ogsaa her er det
gamle faldet sammen, Menneskene betragter ikke hinanden som
Brødre, men som Fjender og Konkurrenter (4, 1—12). Altsaa ogsaa
dette er glippet.

Qohelets Paastand om Menneskets Afmagt virker endnu langt
radikalere, naar Spørgsmaalet bliver om Menneskets Forhold
til sig selv. Det er galt nok, at Menneskets Sjæl ikke fyldes ved
at optage Omgivelserne i sig. Og Prædikeren plejer at slutte sine
Betragtninger derover med, at der altsaa ikke er andet at gøre end
at se til at nyde Livet. Men saa tilføjer han: Men selv dette, at
spise og drikke osv. er en Guds Gave. Selv den Evne at nyde er
ikke noget, Mennesket selv behersker, men det skænkes af Gud rent
vilkaarligt til dem, som det ham behager (2, 26; 3, 13; 5, 18; 6,
2. 10). «Selv naar Gud har givet et Menneske Rigdom og Skatte
og givet det Evne til at nyde deraf og tage sin Part og faa Glæde
ved sit Besvær, saa er det en Gave fra Gud. Thi selv ihukommer
det ikke meget sit Livs Dage, men det er Gud, som tager sig af
dets Hjertes Glæde» (5, 18 f.). Og naar han siger, at Mennesket
ikke engang selv er Herre over sin Kærlighed og sit Had (9, 1),
har han vel givet saa stærkt et Udtryk for Menneskets Afmagt, som
det er muligt at finde.

Enten vi ser paa Naturen eller paa Mennesket selv, møder vi
saaledes stadig Gud. Det er af afgørende Vigtighed for Forstaael»
sen af Skriftet at blive klar over, hvad Gud er efter Qohelets Ane
skuelse.

306

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Gud er først og fremmest om ikke Skæbnen, saa den, der sen»
der Skæbnen; thi alt, hvad der sker med Mennesket, er Skæbne.
I intet gammeltestamentligt Skrift forekommer der saa hyppigt Be
tegnelser herfor som i Prædikerens Bog." Det vilde være forkert
ud fra Capitlerne om det af Gud satte naturlige Kredsløb at slutte,
at Gud var en Slags Personification af Naturlovene. Tværtimod: det
er ikke Qohelets Mening at ville betone Lovmæssigheden i Verden,
men kun, at der ingen ethisk Lov er: Mennesket er uden Indflydelse
paa Verdens Gang eller Forstaaelse af den. Det er altsaa netop det
menneskeligt set lovløse, som han finder i Naturen: det hele er
uberegneligt, ingen ved, hvad der skal komme. Man kender lige saa
lidt det, Gud gør (og vil gøre), som man kender Vindens Vej eller
Fostrets Udvikling (11, 5). Rigdom kan man vinde, men lige saa
let (og uberegneligt) tabe (5, 12 f.). Menneskene er ikke anderledes
stillet end Fugle og Fiske, som fanges i Net: Skæbnen rammer dem
tilsyneladende blindt (9, 20).

Det karakteristiske for Gud er, at han ikke er bunden af nogen
Lov, han handler rent vilkaarligt. Intet sker i Verden, uden at det
er hans Værk. Han anordner Naturens og Historiens Begivenheder,
han skænker Rigdom og giver Evnen til at nyde den — eller han
forholder den rige denne Evne; ingen kan gøre fra eller til, man
kan ikke gøre lige, hvad han har krummet.

Og han skænker sine Gaver vilkaarligt. «Den, han har Behag
i, giver han Visdom og Erkendelse og Glæde, men Synderen (d. v.
s. den, han ikke har Behag i)* giver han Besvær, at samle og sanke
sammen for at give det til En, som Gud har Behag i» (2, 26).
Det ulykkelige er, at Gud har taget alt for sig. Intet er der levnet
Mennesket af fysisk eller ethisk Evne. Det er altsammen en Gave
fra Gud.

Gud handler vilkaarligt, men ikke blindt. Dette fremgaar bl.
a. af Steder, hvor det hedder, at han dømmer Menneskene. Da et
Liv efter dette udtrykkelig benægtes, kan der kun menes en Dom i
denne Verden. Meningen er den: ved at krænke Gud opirrer man

* miqræ 2, 14—15; 3, 19; 9, 2—3; chélæq 2, 10—21; 3, 22; 5, 17—18; 9, 6-9;
11, 2. pæga 9, 11. Om Begrebet Tid i samme Betydning se ovf. S. 304.

* En Synder er paa een Gang den, der handler uethisk, og den, der krænker
Gud, to Begreber, der i den gamle Tid maatte falde sammen. Naar det ethiske
og det guddommelige bliver to forskellige Ting, kan «en Synder» snart være den
umoralske (som i 8, 12), snart den, der mishager Gud (som her og 2, 26).

307

Google

JOHS. PEDERSEN

ham til at sende En Ulykker. Ved et ubesindigt Ord kan man
vække hans Vrede, saa han fordærver Ens Værk (5, 5); man maa
altsaa tage sig i Vare og betænke, at Gud iagttager Ens Handlinger
og vil dømme derefter (11,9). Men det nedtrykkende er, at denne
guddommelige Virken og Dømmen er blottet for ethisk Lovbestemt»
hed. Guds Ledemotiv er kun at hævde sin despotiske Magtfulds
kommenhed og ret lade Menneskene mærke den. «Gud handler saas
ledes, for at man skal frygte ham.»

Er vi blevne klare over dette, at Prædikerens Gud er hævet over
alle ethiske Love, da har vi Forudsætningen for at forstaa det vane
skelige Sted 8, 12—13, der som ovenfor nævnt tilsyneladende ikke
stemmer med Prædikerens Livsfilosofi, idet det siger, at det gaar de
gudfrygtige godt, fordi de frygter Gud, og de ryggesløse ondt, naar
de ikke frygter ham.

De to Vers skal ses i deres Sammenhæng. Umiddelbart i For
vejen siges det, at det ofte gaar brave Folk slet og Nidinger godt;
den onde Gerning fører ikke sin Straf med sig. 8, 12 f. fortsætter saa
med, at det paa den anden Side heller ikke er en Lov, at det gaar
de onde godt; det, som det kommer an paa, er ikke, om man er god
eller ond, men udelukkende, om man frygter Gud og forstaar at tage
sig i Agt for ham. «Hvad det angaar, at en Synder kan handle ondt
og blive ved dermed, da ved jeg, at [Forklaringen er den, at] naar
man blot frygter Gud, faar man det godt, fordi man frygter [og forstaar
at klare sig] for ham. Og den ryggesløse faar ikke [den] Lykke
[som han plejer at have], naar han ikke frygter Gud [og sørger for at
tage sig i Agt for ham].» I god Traad hermed kan Prædikeren saa
fortsætte: Det er det ulykkelige, at det gaar retfærdige og rygges
løse ens, d. v. s. at det slet ikke er det ethiske Værd, det kommer
an paa.

Det er ikke langt fra, at Gud for Qohelet er en fjendtlig Magt.
Den gamle israelitiske Gud, Israels Konge, Beskytter af sit Folk ud»
adtil og Vogter af dets ethiske Kræfter indadtil, er bleven en fjern og
indifferent Despot, som Jøderne kendte dem i Diadochrigerne. Alle
Skabninger, Mennesket indbefattet, er overfor ham som Trællen over
for Herren, ja bogstavelig som Leret i Pottemagerens Haand.

Menneskets Stilling er altsaa virkelig som Dyrets, saaledes som
det udtrykkelig siges 3, 19 f. Det er ligegyldigt, om det er retskaf»
fent eller ikke, thi det gaar dog alle ens. Hvad bliver da Menne
skets Opgave? Prædikeren kan ikke som f. Ex. Kynikerne an»

308

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

befale at opgive denne Verden og henvise til det menneskelige
Indre. Den menneskelige Sjæl er jo netop intet for ham. For Præs
dikeren bliver Spørgsmaalet dette: hvorledes skal Mennesket klare
sig over for den vældige Overmagt? Og hans Svar lyder: Det skal
underkaste sig. Man skal i egentligste Forstand frygte Gud. I
ældre gammeltestamentlige Skrifter hedder det: Du skal frygte og
elske Gud. Prædikeren har kun beholdt Frygten. Gud viser jo,
som jeg allerede har fremhævet det, sin Vilkaarlighed i Verdensstys
relsen for at Menneskene skal frygte ham (3, 14).

Derved bestemmes Menneskets Handlen. Det maa først og
fremmest ikke udfordre Gud, men skal vise en forsigtig Tilbagehole
denhed overfor ham. Man skal ikke komme med ubesindige Ord
overfor Gud og være for hastig til at love ham Ofre. Men har
man lovet ham et Offer, maa man endelig indfri det, ellers slipper
man ikke for hans Straf (4, 17—5, 7), og man skal holde de Bud,
han har paalagt. «Frygt Gud og hold hans Bud, thi saaledes er nu
engang Menneskenes Kaar» (12, 13).

Mennesket staar overfor den jordiske Despot paa samme Maade
som overfor den himmelske, og Qohelet anbefaler samme Adfærd
over dem begge. Man skal adlyde Kongen, thi han har Magt til at
gøre, hvad han vil med En, og ved sin Ed til ham har man oven i
Købet gjort Gud til Garant for Lydigheden (8, 2 f.). End ikke i
dybeste Hemmelighed maa man tale ondt om ham, — ikke fordi det
strider mod Menneskets Værdighed at gøre sligt i det skjulte, men:
det kunde jo altid komme ud (10, 20).

«Den, der frygter Gud, klarer sig til alle Sider» (7, 18), saaledes
har Qohelet udtalt sin Livsregel. Negativt bliver Hoveddyden Re:
signation, «Taalmod er bedre end Hovmod» (7, 8, jf. V. 14),
positivt Forsigtighed. Ikke for retfærdig, ikke for ryggesløs
(7, 16 £.), begge Dele kan virke udfordrende. Men man maa tage
alle Chancer i Agt. Har man Gods, skal man fordele det, saa gaar
det dog næppe til Grunde paa een Gang (11, 1£.). Og da alt er ubes
regneligt, maa man intet forsømme, men forsøge med alle Mulighe»
der (11, 3—6). Og man maa endelig ikke lade Nydelsen gaa fra sig,
naar man kan slippe til den.

Her ser vi altsaa, at Prædikeren dog ender med at anbefale baade
Arbejde og Nydelse, om hvilket han har sagt, at de intet Livsind»
hold giver. Men Grunden er den, at der heller ikke er andet, som
giver Livsindhold, og saa maa man i Mangel af bedre tage, hvad

309

Google

JOHS. PEDERSEN

man kan faa; saaledes klarer man sig bedst. Saaledes er der dog
en Livsvisdom, selv om den egentlige Visdom er uopnaaelig. Thi
det at kunne klare sig kræver netop Visdom, og det er den Visdom,
Qohelet anbefaler.

Der er altsaa ingen Strid mellem Skepticisme, Visdom og «From»
hed» hos Prædikeren. Tværtimod, det ene er betinget af det andet.
Naar man ofte har fundet saa store Vanskeligheder ved at forene
dem, kommer det navnlig af, at man forudsætter et andet Gudsbes
greb end det, Prædikeren opererer med. Og naar der f. Ex. er Tale
om, at alt er en Gave fra Gud, kan man kun tænke sig det som
Udtryk for en hengiven, taknemmelighedsfuld Fromhed.

Hvis Renan med sin Bemærkning om, at l'impiété maatte være
Prædikerens Konsekvens, mener Atheisme, da rammer han meget ved
Siden af. Guds Virken hører til Qohelets sikre Udgangspunkter.
Den mærker han i alt, hvad der sker, og deraf betinges hans Tan»
kes Sammenhæng. Gud er for ham ikke noget, hvorom der kan
disputeres, men den stadigt virkende Magt, som staar bag ved alt,
hvad der sker. Den Forskel mellem naturligt og ikke naturligt, som
gennemtrænger os, ligger ham fjernt. Hvad der faktisk er, er fra
Gud. Det er ham lige saa sikkert, at Gud har givet positive, maaske
uforstaaelige Love, der kræves overholdt, som at det behager ham
at lade Dag følge paa Nat og i det hele lede Naturens Gang. Det
Slutningsord, som anbefaler at holde Guds Bud, stemmer ganske
med Opfordringen til at bringe ham de Ofre, man har været letsin»
dig nok til at love ham, og indordner sig fuldstændig i hans hele
Tankegang.

Hvis vi nu paany opkaster det Spørgsmaal, hvilken Indflydelse
den græske Tænkning har haft paa Prædikerens Bog, da kan vi efter
alt det foregaaende afgjort besvare det med, at denne Indflydelse
kun har virket i det negative. Prædikeren har paa intet Punkt for
maaet at optage positiv græsk Aand i sig, men det er højst sandsyne
ligt, at den græske Tænkning har virket med som en opløsende Faks
tor over for gammelrisraelitisk Aandsliv. Jeg har søgt at vise, hvor
ledes de politiske Begivenheder og selve den indre Udvikling af
Israels Kultur tenderer i Retning af Prædikerens Standpunkt. Denne
fortsatte Opløsning af det gamle kan paa flere Punkter være bleven
fremskyndet af græsk Paavirkning. Den Tids græske Aandsretnin»
ger havde Elementer, som kunde virke nedbrydende paa en Kultur, der
ikke havde samme Forudsætninger som de i Betragtningen af Naturen og

310

(20 ogle

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Mennesket. I den hellenistiske Verden var der to Ting, som spile
lede en fremtrædende Rolle: Individualismen og Skæbnetroen. Og
begge Dele indtager en fremtrædende Plads i Prædikerens Betragt-
ninger.

Det er derfor højst sandsynligt, at græske Tankers Optagelse i
jødisk Aandsliv har været med til at skabe Forudsætningerne for en
Type som Qohelet. Naar det er bleven sagt, at han er en Jøde,
som har lidt Skibbrud paa sin Tro under Indflydelse af græsk Tænke
ning, er det vel saaledes 1 det hele rigtigt, kun at dette Skibbrud var
forberedt i Jødedommen selv. Om det er rigtigt at betegne hans
Standpunkt saaledes, at han «viser os Tingene i Virkelighedens kolde
Lys», er en Sag for sig, der afhænger af, hvad man selv forstaar ved
Virkeligheden. Maaske vi kommer Sandheden nærmere, hvis vi siger,
at det, vor Forfatter mangler, er Forhold til Virkeligheden. «Virke
ligheden er fjern», siger han. Den gamle Maade at optage den paa
kan han ikke bruge, og der har ikke dannet sig nogen ny.

Saaledes betegner Prædikeren et Overgangsstadium i det jødiske
Aandsliv. Han har ikke formaaet at anvise nye Veje til en Genop»
rettelse af Harmonien, men kun kunnet konstatere, at det gamle ikke
mere bestod for ham. Hvad han kendte af fremmed Kultur, har
ikke været nogen Hjælp for ham, og det er vel derfor, han klager
over de mange Bøger og den megen Studeren, som kun trætter Les
gemet. Men hans Pessimisme har jo en egen Art. Han siger, at
Nydelsen intet er værd, og dog siger han, at man skal tage de Nydel»
ser, man kan faa. Og han siger, at Verdensstyrelsen er meningsløs,
vilkaarlig og uretfærdig — og anbefaler saa netop derfor Under
kastelse under den mægtige Verdensstyrer. Den Maade at tage Livet
paa er ikke den græske, men det er ikke vanskeligt, at finde Analogier
til den hos Semiterne.

Den Livsfilosofi, at Mennesket er underkastet vældige Magters
Luner, som det maa underordne sig blindt, at Livet intet er værd,
men at man forresten skal se at klare sig med det og tage af dets
Nydelser saa rigeligt, som det er muligt, den møder os Gang paa
Gang hos Araberne henimod Profetens Tid. Et Par Exempler kan
illustrere det.

Den berømte Zuhajr siger:

«Ak, gid jeg vidste, om Menneskene ser, hvad jeg ser af de
virkelige Forhold, og om det, som staar mig klart, ogsaa er dem
aabenbart. Mig er det klart, at Menneskene forsvinder, de selv saa

311

Google

JOHS. PEDERSEN

vel som deres Gods, men jeg ser ikke Skæbnen (egl. Tiden) fore
svinde. Og at naar jeg drager ned i en Dal paa Jorden, saa finder
jeg Spor foran mig, nye og gamle. Jeg ser, at naar det er Nat, saa
har jeg en Nat fuld af Begæringer, og naar det er Morgen, da har
jeg en Morgen paa samme Vis, indtil jeg naar en Hule, som jeg
føres til, og som bliver, og til hvilken de, der gaar forud, drager
dem, der kommer efter. Det er, som om jeg, selv om jeg fik 90
Aar bag mig, havde anvendt dem til at drage min Kappe af Skule
drene. Det er mig klart, at jeg aldrig griber det, som er svundet, ej
heller noget af det, som endnu passerer forbi, naar det kommer. Jeg
ser, at jeg saa tit jeg vil kan møde et Tegn, der minder mig om det, som
jeg havde glemt. Og jeg ser, at min Styrke er ude af Stand til at værge
min Sjæl; ej heller mit kostelige Gods formaar at værge min Sjæl.

Ak, ved alt, hvad der sker, ser jeg intet der bestaar, intet som er
evigt undtagen de dybt rodfæstede Bjerge og Himlen og Landene
og vor Herre og vore Dage, som tælles, og Nætterne.» — — — —
(Zuhair, Ahlwardt Udg. No. 20).

Saaledes taler en forislamisk Digter, og stort anderledes er Tanker
gangen ikke hos den kendte Skeptiker Abu l”Alå alsMa'arri fra den
muhammedanske Tid (+ 1057). Han siger f. Ex.:

«Naar Menneskenes Viden intet nytter eller udretter, saa Skam
over de lærdel Gud tager sin Bestemmelse med os, som han finder
for godt. Magtesløs og svag er de Vises Visdom. Kan noget Men:
neske redde sig ud af sin Herres Vold, saa han slipper ud af Him»
mel eller Jord? Vi maa følge Sporene af de tidligere Trælles og
Trælkvinders Tog, som har slæbt deres Byrder i sluttet Trop. Længe
undredes jeg over disse Skabninger. Hvor higer de dog efter at faa
stillet deres Tørst! — — — — Hvor aabenbart er det, at Skæbnen
aldrig giver sig Rol den drejer Fornuftvæsnernes Stjerner. Viser
nogen Ædelmod med det lidet han har, aldrig regnes det for ædel
Daad. — — — Vær paa Post mod Venner og fremmede, vig ikke fra
de kloges Vej» (Zeitschr. d. deutsch. morgenl. Gesellsch. Bd. 30,
S. 40 £).

Ingen af de citerede Forfattere anbefaler Nydelsen; i den Hen:
seende har vi en bedre Parallel til Qohelets Visdom i følgende Digt:

«Steg og Vin og en paalidelig 9-aarig Kamels Traven, naar Mans
den i sit Begær efter Vinding lader den slæbe Byrder hen over den
vidt udstrakte Jord, og hvide Kvinder, der bevæger sig stolt som
Statuer i deres folderige Klædning, deres guldbroderede, veltilpassede

312

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Kaabe, og Rigdom og Velvære i Tryghed og den klingende Luths
Strengeleg — det udgør Livets Nydelser. Men Manden er i Skæb»
nens Vold, og Skæbnen er omskiftelig. Nød er som Lykke, Rigdom
som Armod, den levende gaar Døden imøde» (Hamasa, ed. Freytag
S. 506 £.).

Der kunde anføres adskillige andre arabiske Citater af samme
Art; men af større Interesse er det at lægge Mærke til, i hvor hø;
Grad selve Koranens Livsbetragtning stemmer med Qohelets.

Muhammeds Allah og Prædikerens Gud er meget nær ber
slægtede. Allah er den ophøjede Despot, hævet over alle mennes
skelige Begrænsninger og ethiske Love, kun handlende efter sine egne
Luner. Han gør, hvad han vil, og Menneskene er hans Trælle, une
dergivne hans Vilje som Leret Pottemagerens. Han kræver af Men»
neskene først og fremmest Frygt og Underkastelse; det er i Grunden
hans eneste Krav til dem. Derfor er Hoveddyden hos Muhammedas
neren som hos Qohelet Resignation, sabr, den ydmyge Under
kastelse under den guddommelige Vilje, som er det modsatte af Hov:
mod. Ganske vist er der den Forskel mellem Koranen og Prædikes
ren, at den første saa stærkt hævder et Liv efter dette med dets
Belønninger og Straffe: Men denne Forskel er ikke saa dybts
gaaende, at den berører Gudsbegrebets Art.

Paa samme Maade er det med Muhammeds Udtalelser om denne
Verden og hvad dens er. Det hedder, at det verdslige Liv er Tant
og Leg (Sure 29, 64; 47, 38; 57, 19), kun et Værktøj for Bedrag
(57, 20). Men Muhammed drager ingenlunde den Konsekvens, at
Verden skal fornægtes. Tværtimod, han forkaster afgjort al Askese
og paalægger sine Troende at tage af Verdens Goder. Vi har her
ganske den samme Dobbelthed som hos Prædikeren: Verden og dens
Lyst er et Blændværk uden Værdi. Og dog skal man se at nyde
den, hvor Lejligheden byder sig. Muhammeds og Prædikerens Op»
fattelse af Menneskets Stilling i Verden er saaledes den samme. For
dem begge bliver det praktiske Livsproblem dette: hvorledes klarer
man sig bedst under den Vældiges Vilje?

Men det er karakteristisk for Prædikeren som Jøde, at han trods
al sin Bitterhed, trods al den Selvopgivelse, hans Teori indeholder,
dog i det praktiske ikke gav op, men tog Ordet for en sejg Udholdene
hed, en utrættet Forsøgen med alle Muligheder (11, 1—6). I Teorien læge
ger han Hænderne i Skødet, i Praxis advarer han mod at gøre det.
Hans Teori synes saaledes ikke at være voxet direkte ud af hans

21 — Edda, IV, 1915. aG

(Go ogle

JOHS. PEDERSEN

Praxis. Der er en slaaende Forskel mellem den Oplevelsens Smerte,
som lyser ud af Jobs Bog, og den kølige Ro, hvormed Prædikeren
meddeler at have prøvet al Verdens Nydelse og al Verdens Visdom,
vejet den og fundet den for let.

I denne Mangel paa fuld Harmoni mellem Prædikerens Teori
og Praxis ligger Spiren til en Overvindelse af hans eget Standpunkt.
Hans teoretiske Betragtninger ligger, som vi har set, i lige Fortsæt»
telse af det israelitiske Aandslivs Udvikling. Men de blev ikke
Jødedommens sidste Ord. Det er et Spørgsmaal, hvor stor en Kreds
han har repræsenteret i sin Samtid. Den maa næppe anslaas for
højt. Og i hvert Fald har hans Pessimisme ikke behersket den føle
gende Tid.

I det andet Hundredaar f. Chr. oplevede Jødedommen under de
ældre Makkabæer en stor Rejsning og national Fornyelse i Kampen
mod den indtrængende græske Kultur. Der kom nye positive Kræfe
ter op i Folket, paa hvem Overvejelser som de af Prædikeren frems
satte ingen Virkning kunde have. Et Vidnesbyrd om denne nye
Aand har vi efter alt at dømme for os i Visdommens Bog. I «Vise
dommen» genoplivedes meget af det gamle, som havde været knyttet
til dette Begreb; det kom til at spille en lignende Rolle som «Ret»
færdigheden» 1 sin Tid havde spillet. Visdommens Bog prædiker
med stor Styrke Livstillid, «thi Gud har ikke skabt Døden og glæ
der sig ikke ved de levendes Fordærv» (1, 13), og «Visdommen er
en menneskevenlig Aand» (1, 6). I Forbindelse hermed siger han:

«Men de ugudelige søger at hidkalde Døden med Fagter og
Ord: de anser den for en Ven og hentæres af Længsel efter den.
De slutter Pagt med den, thi de er værdige til at tilfalde den som
Ejendom. De siger nemlig ved sig selv i deres falske Overvejelser:
Kort og kummerfuldt er vort Liv, ved Menneskets Død gives ej
Lægemiddel. Den er ikke kendt, som kan udfri fra Dødsriget. Thi
planløst er vi komne ind i Verden, og sidenhen skal vi blive, som
havde vi ej existeret. Thi Røg er Aanden i vor Næse, og Fornuften
er en Gnist i vort Hjertes Bevægelse. Naar den er slukket, bliver
Legemet til Aske, Aanden opløses som tynd Luft. Vort Navn glem
mes med Tiden, ingen vil mindes vore Værker. Vort Liv svinder
hen som Sporet af en Sky, det splittes som en Taage, naar den for»
drives af Solens Straaler og bringes til at synke ved dens Varme.
Vort Liv er en Skygges Forbigliden, naar vi dør, er alt forbi, fordi
det er beseglet, og ingen vender tilbage. Kom da, lad os nyde Livets

314

Google

GAMMELTESTAMENTLIG SKEPTICISME

Goder, lad os hastig udnytte Verden som i Ungdomstiden. Vi vil
fylde os med kostelig Vin og Salve, ingen Foraarsblomst vil vi lade
sidde. Vi vil bekranse os med Rosenknopper, førend de visner.
Ingen af os skal holde sig fra sin frittlevende Færd, overalt vil vi
efterlade Minder om vor Lyst, fordi dette er vor Lod og Del. Vi
vil forurette den fattige retfærdige, ikke skaane Enker, ikke blues
for Oldingens hvide Haar. Vor Kraft skal være Retfærdighedens
Lov, thi det svage viser sig værdiløst — — — Lad os efterstræbe
den retfærdige — — Han priser de retfærdiges Endeligt lykkeligt.
Lad os se, om hans Tale er sand, og afvente hans Skæbnes Udfald.
Thi hvis den retfærdige er Guds Søn, vil han antage sig ham»
(Visd. 1, 16—2, 18).

Visdomsbogen bekæmper her Folk, som stod Prædikerens Tanke»
gang nær. Det er Pessimismen, Nydelsessygen, Lovløsheden han
vender sig imod for at hævde Tilliden til Livet. Denne og Viss
domslitteraturen i det hele har en gennemgaaende optimistisk Ka
rakter: Visdommen regerer i Verden, og Gud vil hjælpe de gode.

Ved Siden af Visdomsretningen blomstrede der i denne Tid en
anden Aandsretning, som gav Jødedommen nyt Liv, nemlig den apo»
kalyptiske. Denne er i Modsætning til den første behersket af, at
denne Verden er langt fra den ideale Tilstand. Men engang, plud.
selig, vil der indtræde en Katastrofe, og saa skal der indføres en Til+
stand, i hvilken de jødiske Idealer er virkeliggjorte, da det gaar den
gode godt og den onde slet. Apokalyptikerne, hvis første udprær
gede Repræsentant er Daniels Bog, fortsætter Stemninger, der bes
herskede Profeterne og mange Salmer: den stadige Forventning om
en bedre Fremtid, Stemninger der har gjort Jødedommen til en Haas
bets Religion mere end nogen anden.

Paa Christi Tid var Jødedommen ved at antage den faste og
rigorøse Form, som blev bestemmende for dens senere Liv. Fra den
Proces, som gik forud for dette, afgiver Prædikerens Bog et interess
sant Vidnesbyrd. Den tilhører hverken det gamle Israel eller den
senere Jødedom, men Overgangen mellem dem begge.

Johs. Pedersen.

315

Google

«OM TRÅDEN»

EN NATURBETRAKTELSE AUS DER TIEFE DES BEWUSSTSEINS

inledningskapitlet till sitt 1913 utkomna arbete «Det estetiska

livet», framhåller prof. Yrjö Hirn bland orsakerna till estetikens
vanrykte för nårvarande åven den, att de systembildande estetikerna
från 1800stalets förra hålft både vad terminologi och synpunkter bee
tråffar anvånt begrepp, som vi nu ej förstå, dårför att vårt tånkande
rör sig i andra former ån deras, år empiriskt, skulle man ju kunna
såga. Det fordras verkligen också god vilja för att ej bliva av
skråckt, når man redan vid intrådet till de systematiserande natur
filosofernas skönhetsvårld möter sådana definitioner på det sköna
som t. ex. denna (Ljunggren: De estetiska systemerna, II, s. 36):
det sköna år — — — «den sig sjålv åskådande idén, den genom den
åskådande bildens medium sig med sig sjålv sammanslutande anden».
Knappast mycket begripligare torde det förefalla, då det natursköna
såges vara «den objektiva sidan av det sköna i ensidig existens».

Vid ett studium nu av den tidens estetiska system framståller
sig dårför av sig sjålv den frågan: hur uppfattade den tidens månni-
skor det sköna; hår nårmast: vad kånde de inför (vad vi kalla)
vacker natur genom detta tjocka hölje av metafysiska idéer? Att
de ej voro okånsliga för skön natur visar både vår egen och t. ex.
den tyska romantikens stållvis utomordentliga naturlyrik. I sjålva
verket vore också intet oriktigare ån att frånkånna romantiken natur
kånsla. Men det år de av Hegels m. fl.s systematik påverkade ut
trycken hårför, som låmna oss oberörda, och som dårför göra det för
oss svårfattligt, att så utspekulerade definitioner, som de filosofiskt skos
lade estetikerna anvånda, kunnat slå an några strångar i månniskors

316

Google

«OM TRÄDEN»

inre. Att också denna spekulation ofta gjorde tidens — egentligen
en gren av den yngre romantikens — naturuppfattning ensidig samt
hindrade månniskor från att bli delaktiga av skönhetsvården, som
vi uppfatta, vill efterföljande studie över några små naturskisser av
Louis de Geer visa.

Det brukar stå i våra litteraturhistoriska låroböcker, att om ej
statsmannavårv och andra offentliga angelågenheter gjort det omöjligt
för författaren till «Hjårtklappningen på Dalvik», «Karl XIl:s page»
m. m. att fortsåtta sin skönlitteråra produktion, så hade kanske
Sverige i — vilket han i stållet blev — excellensen Louis de Geer
fått en romanförfattare av ej obetydlig rang. Hårmed må vara hur
som hålst, Louis de Geer har emellertid, vilket torde vara mindre
kånt, utom dessa romaner skrivit en rad mindre studier över olika
åmnen, sedermera samlade i Valda skrifter I-II, Sthlm 1892. Bland
dessa finnas åven några naturstudier: Om tråden (1839), Två vånner
på vågen (1841), Landskapsteckningar (1843) och den betydligt
senare författade Naturbetraktelser (1878). Av dessa år det den
tidigaste, Om tråden, som skall bliva denna undersöknings föremål.

Först torde dock några ord behöva sågas om ett par av de för
den naturfilosofiska romantiken mest karaktåristiska synpunkterna
vad naturuppfattningen betråffar, de vilka göra denna olik vår. (Jag
åsyftar då den av Hegel påverkade naturuppfattningen, ej Schellings,
vilken senare hår i Sverige framförallt representeras av Atterbom.)
— Den ena år vad man kan kalla motsatssynpunkten. Hegels dia
lektiska metod: att hos varje begrepp leta efter och försöka uppvisa
dess motsats samt genom dessa tvånnes sammanfattning, det positie
vas og det negativas, få fram ett högre begrepp — denna metod
ledde vad naturuppfattningen betråffar till den ensidigheten, att i
naturen det, som skulle förtjåna namn av skönt, mer eller mindre
tydligt måste låta ana sin motsats. Så heter det t. ex. i Vischers,
Hegels lårjunge, estetiska system (Ljunggren o. a. a. II, s. 131) just
om tråden, att «skall en grupp av tråd vara skön, måste gruppen
vara en enhet av motsatser; åro tråden av samma slag böra de dårför
vara olika till ålder, storlek, byggnad, fårg, stållning. Det starka
bör vara förenat med det veka, det mörka med det ljusa o. s. v,,
och det helas konturer böra visa ett våxelspel av varandra supplerande
linjer samt avslutas i en spets». Tydligare ån hår kan ju ej fordran
på både motsatta element och en högre enhet, som 'avslutas i en
spets', uttryckas. — Och når det gåller den enskilda våxtens struktur

317

Google

MATHIAS FEUK

så betraktas åven denna ur motsatssynpunkten. Det heter sålunda i
nyss a. a.: «våxtens gestalt visar sig i allmånhet som en motsats
emellan den lodråt uppstigande linjen och den från denna linje i
mer eller mindre skarpa vinklar utskjutande horisontella linjen. Den
förra ser man i stångel och stam, den senare i grenarna med deras
kvistar och blad.» Följaktligen blev t. ex. bladens roll den att uts
trycka en del av den horisontella linjens skönhetsvårde i motsats till
stammens eller stångelns uppåtstigande, och endast ur denna mot
satssynpunkt ville man tillerkånna dem någon skönhet. Det heter
också i samma stycke, som sist citerats, att «bladen kunna icke, om
ån så fint bildade, grunda någon sjålvståindig skönhet, men de med:
verka dock genom sin stållning, storlek, textur, rörlighet o. s. v. til
totalintrycket».

Den andra, kanske ån våsentligare olikheten mellan denna spe
kulativa naturbetraktelse och vår grundar sig på den idélåra, som
låg bakom hela den systembildande filosofien. Bakom tingen funnos
dessas idéer, och med idé i allmånhet menades då «den verklighet
som rent och utan alla brister uttrycker sitt inneboende begrepp».
På ett för oss kanske låttfattligare uttryckssått vill detta såga, att
tingen egentligen voro ett slags bilder av preexisterande, tånkta be
grepp, idéer. Tingens skönhetsvårde kom då att bestå dåri, att de
så rent som möjligt uttryckte sin idé. «Inom naturlivet, såger
Vischer, upptråder den beståmda idén som slåktet», och dårför kan
ett tråd «vilket rent uttrycker sitt slåikte» sågas vara skönt. Alltså:
ett tråds skönhet kom att bestå i trådets Ööverensståmmelse med sitt
slåktbegrepp, d. v. s. bero på om trådet såg ut så, som just ett tråd
av denna art borde se ut, når det vuxit upp under normala betine
gelser, utan något hinder för sin våxt eller dylikt. I realiteten kom
nog då trådets idé att sammanfalla med det allmånbegrepp den
dömande hade om ett tråd av den ena eller andra arten.

Det var dock icke så, att denna estetik helt och hållet förbisåg
det tillfålligas betydelse, att den ej förstod, det varje individ hade
något såreget, som skilde den från andra, utan att detta 'tillfalliga'
nödvåndigtvis behövde störa skönhetsintrycket. Just Vischer har,
betydligt starkare ån Hegel, håvdat det tillfålligas betydelse för det
sköna. Dock framhåver han samtidigt, att en motsågelse måste upp:
komma emellan den i idéen liggande regeln för ett slåktes eller en
arts skönhet och den tillfålliga, av individualiteten beroende avvikel»
sen från denna regel. «Det sköna kan dårför endast dårigenom

318

Google

—— — — ÆR?RNTÄ]])-” me ike

«OM TRÄDEN»

begripas, att man uppsöker det specifika sått, på vilket slåktregeln
och den enskilda bildens tillfållighet genomtrånga varandra och bilda
det skönas enhet.» — Men hur detta skall göras i de enskilda fallen
har Vischer, så vitt jag kunnat finna, ej rett ut, och överhuvud synes
mig motsatsbegreppet hår ha lett honom in i en passage, vilken han
ej kommit ur — 1 varje fall ej vad betråffar avvikelser från slåkt»
begreppet på det naturskönas område. Han anger dock, att avvikels
sen ej får erinra om ett behov, om ett beroende av denna tillfållighet.
Då blir den nåmligen verkligt störande, d. v. s. upphåver skönheten.
Det förefaller mig dock, som om denna estetik vid granskningen av
naturföremålens, t. ex. trådens, skönhet vore något oviss just om det
"specifika sått", på vilket de två nåmnda motsatserna böra genom:
trånga varandra, och som om den dårför ogårna såge det tillfålliga
och ej sållan betydligt underskattade det. Men teoretiskt gör åt:
minstone icke Vischer detta.

Når nu åven, och hår dyker motsatssynpunkten med sin högre
enhet åter fram, idéernas vårld var en serie av lågre och högre idéer
ånda upp till den absoluta idéen, så kom detta Överfört på natur
betraktelsen att betyda, att «ju högre idéen står, ju högre år sköns
heten» eller m. a. o. sagt, ju högre på utvecklingsskalan ett naturligt
slåkte inom våxts eller djurvårlden står, dess skönare år det. För
att taga ett exempel från våxtvårlden så år alltså gråsens, moss
sornas, ormbunkarnas estetiska vårde ett lågre ån buskvegetationens
och dennas åter lågre ån trådens. Och hela våxtvårldens skönhet
år av lågre art ån djurvårldens (dock med vissa modifikationer; jfr.
Ljunggren o. a. a,, s. 15), ty djurvårlden åger kånsla och medvetande
och står alltså nårmare de personliga våsendena, månniskorna. Hegel
sjålv, som knappast hade några djupare kånslor för naturens skönhet,
uttrycker detta om våxtvårldens lågre skönhet så, att eftersom våxe
terna alltjåmt bilda nya grenar, blad och blommor etc., så åro de ej
i sig avslutade organismer och dårigenom «fehlt der Pflanze die
beseelte Subjektivitåt und deren ideelle Finheit der Empfindung».
Atterbom har (i sina Ästetiska avhandlingar, 1866, s. 15) ett liknande
uttalande om huru endast inom månniskolivet de högsta yttringarna
av det sköna kan förekomma.

Då nu «det sköna år personligt», så få «de föregående graderna
(av det sköna) den betydelsen, att de antyda personlighetens bli
vande». Hår möter oss något, vilket nog ofta frapperar den, som
har att göra med 'studerad” naturskildring från föreliggande epok:

319

Google

MATHIAS FEUK

den stindigt återkommande jåmförelsen med månniskans sjålsliv och
andliga funktioner över huvud. Ja, åven de yttre. Enligt Ljung:
gren uttrycker Vischer detta, i vad det angår våxtvårlden, så att «då
till våxtens våsen hör, att hon, utan kånsla och medvetande, år bun»
den vid den oorganiska substansen, så måste denna medvetslöshet
överflyttas åven på dess lånade sjål, och dårför synes oss våxten
hemlighetsfull, erinrande om månniskosjålens dunkla tillstånd: om
sömn och dröm». Dylika jåmförelser, dår alltså ett naturföremåls
skönhetsgrad vårderas efter dess likhet med de personliga våsendes
nas uttrycksformer, möter man ofta hos denna naturfilosofi. På ett
sårskilt sått år ju tanken utbildad av Schelling, som, med utgångs
punkt från Leibniz, försökt konstruera fram ett helt system av allt
högre former inom naturens vårld, genom vilka denna så småningom
arbetar sig upp till medvetet sjålsliv. 1 stållet för ett vetenskapligt
system blev dock detta försök att finna 'anden i naturen" mera en
poetisk symbolik, vilken emellertid som sådan haft ofantlig betydelse
för skönlitteraturen.

Louis de Geer har visserligen i skildringen av sitt livs öden,
«Minnen», sagt sig ej ha fått något ut av den tidens filosoferande
estetik. Det heter bl. a. i kap. om studentåren i Uppsala: «Första
terminen — — — låste jag mest vitterhet och estetik. Vid de filosos
fiska estetikerna ledsnade jag dock snart till följd av svårigheten för
mig att fasthålla abstrakta begrepp, uttryckta med tekniska termer.
Hela metoden att börja med det absoluta och dårifrån konstruera
det konkreta har alltid bjudit mig emot.» Detta påstående år dock
en sanning med modifikation. Just den tidigaste av de Geers små
naturbetraktelser, den Om tråden, år, som hår skall visas, ganska
tydligt påverkad just av den filosoferande estetikens uppfattning.
För att göra de Geer råttvisa bör det dock tillåggas, att hans nu
citerade yttrande år skrivet fyrtiotvå år efter hans första students
termin, och han kan naturligtvis i någon mån ha förgåtit den tidens
intryck. Detta så mycket mer som han så småningom, vilket hans
senare naturskisser tydligt visa, kom bort från det spekulativa filoso»
ferandet och över till vad han sjålv riktigt karaktåriserar som en
mera konkret naturuppfattning. Dock finnas åven i hans så sent
som 1878 skrivna Naturbetraktelser rester av "systemet" kvar.

Hans studie Om tråden synes mig i varje fall vara ett ovanligt
givande exempel på hur en aus der Tiefe des Bewusstseins kon:
struerande uppfattning såg tingen och deras skönhet. — Redan innan

320

Google

«OM TRADEN»

förf. ger sig in på granskningen av olika trådslag ur skönhetssyn»
punkt formulerar han några allmånna teser, vilka tydligt nog visa
hans utgångspunkter. Det heter: «ett tråd år den skönaste förebild
för ett system i sin fullkomlighet. Man tycker sig hava en levande
logik för ögonen. Stammen utgör det allmånna begreppet, som i
sig innefattar alla de övriga ånda till bladen, som åro blotta åskåd
ningar» — Redan detta ådagalågger ju ganska tydligt, på vilken
mark man befinner sig. Att det för övrigt år just allmånbegreppet,
som år det normerande, d. v. s. att det trådslåkte, som visar minst
avvikelser från trådets idé, förklaras skönast framgår av den följande
karaktåristiken. Trots det att eken kallas trådens konung och boken
deras drottning, så tillerkånnes nåmligen lönnen skönhetspriset. Och
varför? Jo, dårför att den «visar 1 allt detta lagom, som intager
mer ån de största förtråffligheter. Grenarnas vinklar åro varken för
skarpa eller för litet markerade» o.s.v. Hur orimligt, från vår syn-
punkt, förf. betraktar en avvikelse från trådets idé, framgår vidare
av vad han såger om eken. Trots det vackra i lövverkets anordning
m. m. hos eken, hvilket erkånnes, heter det om trådets form: «i vårt
nordliga klimat har han ofta ett förvåxt utseende; bland annat den
ovanan att låta stammen, strax innan utgreningens början, bliva bes
tydligt tjockare, ån den år vid roten, vilket åsttadkommer klumpighet
och osåkerhet för ögat; ty grensystemet skall för att vara vackert,
hava det avsmalningsförhållande, att alla grenarna synas liksom ute
spjålkade ur en jåmntjock stock, d. v. s. att om jag i en hast kunde
göra alla trådets grenar mjuka och kunde med en stor hand taga
om stammen nertill och draga så uppåt, så skulle jag få en rak och
överallt lika tjock kolonn.» Kan något mera utspekulerat ån en
dylik jåmförelse göras! Ett tråd skall för att vara skönt kunna
identifieras med en kolonn, denna månniskoskapelse, som vål danats
just med trådet som förebild! — Med de synpunkter, från vilka
de Geer betraktar tråden, år det åven naturligt, att t. ex. de odlade
frukttråden skola förefalla mycket fula. Han kallar dem också «nåra
nog ohjålpliga i estetiskt avseende», om man ej fåster sig vid deras
blommor eller frukt. Och dårvid fick man egentligen ej fåsta sig, ty,
som Vischer uttrycker det, dessa voro mera «stoffartade» och dåris
genom «av ringare estetisk betydelse». Liksom nu trådstammen
Jåmte grenverket, enligt de Geer, bör kunna formas om till en kos
lonn, så bör sjålva trådkronan vara ett så vitt möjligt avrundat helt.
Frukttrådens fulhet såges dårför åven ligga i att de ha «kvistar, som

321

(Go ogle

MATHIAS FEUK

enstaka skjuta ut i luften, såsom om de vore åmnade till klåde
hångare». I analogi dårmed heter det om aspen, att den «ej alltid
har nog karaktår. utan skickar ut långa ensamma grenar, hur det
faller sig».

Ännu ett exempel på varthån kravet på motsvarighet med idéen,
slåktbegreppet, förde denna estetik, utgör teckningen av björken.
Det såges om den, att den år «ett uttryck av nordens karaktår», en
«anspråkslös skönhet» med oskyldig grönska, spåda blad etc. Men
vidare: «i sin ordning tål han dåremot ej ett vekligt levnadssått.
I ett sydligare klimat och en bördig jordmån skjuter han vål upp
till en stor höjd och grenar ut sig som ett annat tråd men blir just
dårigenom fulare, emedan det icke ligger i hans natur att spela någon
stor roll.» Alltså: ej dårför att björkens former med nödvåndighet
bli fulare, om den under andra klimatiska betingelser ernår en större
utveckling, utan dårför att de björkar vi vanligen se bl. a. på grund
av sin spådhet, oansenlighet etc. ej ”spela någon stor roll”, dårför får
ej heller björken göra detta, ty då avlågsnar den sig från sin idé —
d. v. s. blir oskön. Man kan ju visserligen giva de Geer rått i att
björkens spådhet år en av dess mera karaktåristiska egenskaper, men,
för oss åtminstone, torde ej det låtta, vajande i grenarnas stållning,
hela det graciösa, svåvande hos björken på något sått behöva gå
förlorat, dårför att trådet ernår andra storleksproportioner.

Motsatssynpunkten, vilken, som ovan angivits, vad tråden bes
tråffar, borde visa sig i ett vål avvågt förhållande mellan å ena sidan
den lodrått uppstigande stammen å andra det mer eller mindre horis
sontella grenverket, denna synpunkt framtråder hos de Geer sårskilt
i skildringen av granen. Det heter om den: «granen år en stor
pedant, emedan han går raka vågen till sitt mål — — — det har
blivit honom ålagt att vara ett tråd, och hela hans stråvan tycks gå
ut på att komma ifrån denna skyldighet med så litet besvår som
möjligt; han drager dårför upp en rak odelad stam och skickar i
stela vinklar ut små grenar, alltför oordentligt för att vinna regus
laritetens skönhet och alltför stelt för att vinna ledighetens behag.»
Samma ensidighet, d. v. s. stråvan att, i strid mot motsatspropore
tionerna, utbilda stammen på grenverkets bekostnad tillvitas åven
poppeln.

Granen har för Övrigt liksom tallen — för att ej tala om «den
puckelryggiga enen, som knappast förtjånar namn av tråd» — åven
det emot sig, att den år beklådd med barr. Hår stöta vi på ånnu

322

(Go ogle

«OM TRÄDEN»

ett, från vår synpunkt nåstan löjligt orimligt, utslag av vart idélåran
förde denna estetik. Ett blad skulle vara ett blad: nu år ett barr
ett förkrympt blad, alltså år det fult. Det år lustigt att se, hur det
rentav gör förf. till Om tråden ont, att ej tallen, som «vore vård ett
båttre öde», har fått ordentliga blad som ett annat hederligt tråd.
«Tallen skulle, heter det, med ett vackert lövverk bilda ett lika oris
ginellt tråd som palmen, och ett långt vackrare. Men som man år
klådd så blir man hådd, och nu hör man sållan tallens lov besjune
get.» — Nej, det var en annan skönhetsuppfattning förbehållet. Den,
som kånner till John Ruskin, erinrar sig nog, vilken utomordentlig
karaktåristik han givit av barrtråden på Alpernas sluttningar. Skös
nare har nåppeligen deras våsen skildrats. Hos oss har bl. a. Geller»
stedt vackert givit uttryck åt en råttvisare uppskattning av barrtrådens
skönhet.

Ovan har vidrörts denna estetiska riktnings speciella förkårlek
för jåmförelser mellan naturföremålen och dessas egenskaper samt
olika sidor av det månskligas uttrycksformer. Aven hårpå erbjuder
Om tråden åtskilliga exempel. Eken, «trådens konung», liknas vid
«en skön manlig herkulesgestalt, som stållt sig i en såker nåstan
hotande stållning med spånda muskler och knutna nåvar». Om
boken, «trådens drottning», heter det bl. a., att den «har ånnu en
av kvinnans egenskaper, som berövar honom likasom henne mycket
av deras behag — det år jalusien. De tåta löven vilja nåmligen ens
samma rå om sin ålskling, solen, och tillåta icke, att hon kastar
någon vånlig blick på marken vid bokens fot». Björken såges, når
den år som vackrast, «likna en flicka, som visar sin blonda skönhet
i en lått balklådning, och ehuru man icke precis kan såga, att hon
ser snörd ut, så år hon likvål så smal, att en hårsmån mera vore för
mycket». Att linden «stådse ser planterad ut» kommer förf. att
kalla den «ett slags husdjur ibland tråden». Linden kommer således
ej högre ån till jåmförelse med djurvårlden, men enligt denna syste»
matik år det dock ett slags upphöjelse, eftersom det med sjål ute
rustade djuret var trappsteget mellan den sjållösa våxten och den
med ande begåvade månniskan. — Jag vill hår betona, att en jåms
förelse mellan våxtvårlden och månniskan naturligtvis ej i och för
sig år något enbart för denna estetiska åskådning utmårkande. De
båda vålkånda stilistiska uttrycksmedlen personifikation och antropo»
morfisering eller besjålning innefatta ju bågge en dylik parallelisering.
Men vad som för vår tids månniskor gör sådana jåmförelser, som

323

Google

MATHIAS FEUK

nu exemplifierats, onjutbara år vål, trots den idelåra, som ligger
bakom dem, deras brist på sjål, på kånsla. De bli ej annat ån en
personifikation i rent yttre mening. Det som för en nutida månnis
ska med naturkånsla kallas fram vid tanken på ett tråd: glansen,
doften, behaget eller lugnet i en vacker konturlinje — hur förflyktis
gas ej allt detta 1 stållet för att fördjupas, om man försöker same
manfatta dessa intryck under bilden av en blond skönhet i lått bal
klådning — för att nu ej tånka på hennes snörliv ocksål — Det bör
måhånda understrykas, att romantikens naturuppfattning naturligtvis
ej alltid eller ens oftast blev dylik yttre personifikation. Det håvdas
ju, och med råtta, att en av romantikens våsentligaste insatser gente
emot den torra pseudoklassiska personifikationen var just den be
sjålning, som den skånkte naturen. Dock kan det nog ej förnekas,
att i och med det schematiska estetiserande som genom filosofien,
och nårmast då Hegel samt dennes lårjungar, från omkring 1830 gav
romantiken en delvis annan fårgning kom åven besjålningen stune
dom att förlora sin intensitet och omedelbarhet och blev sådan yttre
personifikation, som hårovan exemplifierats.

Vad sjålva stilen i de Geers studie betråffar, skall om den ens
dast anmårkas, att åven dår motsatsbegreppet går igen. E.G. Geijer
har på ett stille i sina «Minnen» det uttalandet om Jean Paul, att
denne hade «en stor populår egenskap, nåmligen en innerlig, djup
förening av kånsla och kvickhet, vilken kanske i våra dagar mest av
allt behagar». Vischer, som skiljer på två stilar: den klassiska och
den karaktåristiska, såger ock, att den senare, som «visar oss en
brokigare vårld» år den, som «fortgår ånda till de djårvaste förenins
gar av allvarsamt och komiskt». Just denna förening av motsatta
element — en innerlig kånsla eller med a. o. personlig gripenhet av
åmnet samt en från vår synpunkt ganska ytlig kvickhet, vilken stuns
dom övergår i det vitsiga — utmårker flerstides de Geers uppsats.
Ett typiskt exempel utgör vad som såges om lönnen, vilken som
förut nåmnts, på grund av sina egenskaper prisas som det mest till»
dragande av alla tråd. Det heter om dess blad: «och vem kan nog
beundra de stora glinsande bladen, som förmå sjålva den milda
midsommaraftonen att bliva lönnsmördare för att dårmed pryda den
stång, som utgör medelpunkten för aftonens glådje och dans.» Av
slutningen av studien erbjuder ett annat ex. på samma på oss nåstan
som en kalldusch verkande öÖvergång från det verkligt kånsliga till
en kvickhet. Att sådant som detta dock på den tidens publik ej

324

Google

«OM TRADEN»

verkade så, torde man kunna sluta sig till åven av vad de Geer
sjålv i sina «Minnen» såger om denna uppsats, att den nåmligen
«gjorde lycka och fåste en viss uppmårksamhet vid min person».

I de avslutande reflexioner, som sammanfatta de Geers tankar i
hans studie, heter det: «låsare, vill du njuta av trådens skönhet, så
gå ut en vacker sommarmorgon, och du skall, om du år så ståmd,
av vilket tråd som hålst bliva hånryckt; du skall fattas av en magisk
trollkraft, då du hör den låtta susningen i löven, då du ser grenar»
nas sakta vaggning och solen, som då och då kastar på dig en
vånlig, förstulen blick mellan de rörliga bladen» — — — etc. Hår
framtråder ju en anmårkningsvård frigjordhet från systematiserandet,
en frigjordhet, som visar hur man kunde se och kånna för naturen,
når man blott låt bli att spekulera. De Geers senare skrivna natur
studier fulltyga åven, att han verkligen mer och mer lyckades frigöra
sig från systemet och se och njuta av naturen utan alla spekulativa
jåmförelser. Redan den två år senare ån Om tråden skrivna Två
vånner på vågen (1841) tyder på en brytning med hans förra synes
punkter, så åven Landskapsteckningar (1843) och den långt senare
författade Naturbetraktelser (1878). Vissa moment av hans tidigaste
åsikter finnas dock kvar ånnu i den sista studien. Sårskilt gåller
detta vad hår benåmnts motsatssynpunkten. — De Geers Om tråden
får visserligen ej, jag upprepar det, betraktas som på något sått res
presentativ för romantikens naturuppfattning 1 stort. Sårskilt den
tidigare romantiken har ju att uppvisa något av den mest intima och
omedelbart kånda och återgivna naturbesjålning, som vål någon tids
diktning ågt. Men å andra sidan medförde, som ovan nåmnts, den
från omkring 1830:talet starkare estetiseringen med spekulativtsfilosos
fisk bakgrund just sådana sårlåggningar av det naturskönas art och
våsen, som den hår behandlade uppsatsen år ett exempel på. Och
den år ej ensamstående.

Synnerligen intressant, ehuru liggande utanför denna uppsats
syfte, vore en nårmare undersökning av varifrån impulserna till de
Geers studie stamma. Overhuvud år ju ånnu historien om Hegels
inflytande på svensk kultur oskriven. Att emellertid de Geer blivit
påverkad av sin samvaro med B. E. Malmström, C. J. Bergman
m. fl. (jfr. hans Minnen, s. 47—48), vilka introducerade hegelianiss
men i Uppsala, torde vara otvivelaktigt.

Yn5ö Him har i Det estetiska livet betonat, att åven om den
spekulativa estetiken står vår uppfattning fjårran, så måste det råtte

325

Google

MATHIAS FEUK

visligen erkånnas, att den dock i detaljbehandlingen ofta har att
framvisa konkret uppfattade och återgivna intryck. Jag anmårker
detta hår, dårför att just den skildring av tråden, som hår skårskås
dats, riktat min uppmårksamhet på ett par dylika detaljer, vilka jag
ej förut lagt mårke till. Så t. ex. den observationen, som de Geer
gör, att spetsarna av askens grenar och kvistar åro böjda bågformigt
uppåt. Likaså anmårkningen om de darrande asplöven, att genom
deras rörlighet frestar blåsten mindre på grenarna, varför dessa kunna
utbilda sig djårvare.

Och dock — om man frånråknar dessa konkreta detaljer — hur
olik år ej denna uppfattning av tråden vår! Av modårna estetici
vet jag ingen, som givit denna djupare och skönare uttryck ån Ruskin.
Men åven bland romantikens diktare tråffar man förvisso en liknande
kånsla för tråden som hos honom: trådet som något vördnadsbju
dande, dår behaget av dess svala skugga eller graciösa båglinjer €j
bedömes efter om bladen sitta «reguliårt i klasar», eller om «grenare
nas vinklar varken åro för skarpa eller för litet markerade». Vår
svenska romantiska litteratur har åtminstone ett par utomordentligt
sköna dikter om tråd: Tegnérs Tråden och V. Rydbergs Vårdtrådet.
Även om anslaget i den förres dikt: «Dodonas ekar talade fördome
dags» leder tanken till antiken, så år det i alla fall en rent roman
tisk, må vara något schellingianskt fårgad, grundsyn bakom den:
naturen en skapelse av anden, en tillvaro som år en återspegling av
andens högre liv. Det heter också hår om tråden:

Hör, hur det vandrar! Gången år andars gång.
Hör, hur det talar! Rösten år andars röst.

Och vilken vacker och omedelbar naturkånsla år det ej, som
tagit gestalt i denna strof:

Hur ofta låg ej min sorgfria barndom förr
i edra skuggor! O huru ofta såg

jag till de eviga stjårnor genom

dallrande taket av edra kronor!

Och Viktor Rydberg! Vilken skön och vördnadsfull pietas
ligger det ej i hans kvåde om Vårdtrådet, det hårliga trådet, som
lyftat slåkte efter slåkte «av lyssnande andar till evighetstankar».
Ja, det år ju nåstan en verbal likhet med tankegången hos Tegnér i
ord som dessa:

326

Google

«OM TRADEN»

Som barn jag sövdes

av ditt sus:

tyngda ögon

sökte ånnu

i saltakets glugg

ditt gungande bladverk,
dår det dallrade

i dåjligt solljus

eller skymtade

mot skymningens stjårnor.

Även om man ej vill råkna Tegnér och Rydberg till våra årke
romantici, åtminstone ej den förre, var ju dock deras grundsyn på
tingen romantisk. Vad som emellertid skiljer deras naturuppfattning
från den i Om tråden år vål, att den senare, för att anvånda ett av
de Geer citerat ord från Thorild: «begrip ej för tydligt skönheten»,
genom sin fordran att förståndet skulle normera skönhetsbegreppet
förflyktigade intimiteten, sjålva doften av naturintrycket. Det an
mårkningsvårdaste, hittills kanske ej tillråckligt framhållna, hos denna
förståndsmåssiga teoretiserande estetik synes mig vara, att den upp»
tråder inom den litteråra strömning, som vars mest karaktåristiska
drag annars brukar anföras, att den var en kånslans reaktion mot ett
föregående skedes ensidiga förståndskultur. Så oförklarligt år dock
detta icke, då det sammanhånger med orsaken till uppkomsten av
den idélåra, vari en sida av den romantiska filosofien utmynnade.

. Mathias Feuk.

327

Google

HENRIK IBSEN, DRØM OG DAAD

«Ak det er gøglerværk og nattens drømme
og ensomhedens tankefostre kun.

Ved mindste lyd fra virklighedens rige

de flygter ned i sjælens stumme dyb».

Catilina I, 1.

en første tanke som rigtig grep den unge Henrik Ibsen, var
D sikkert nok motsætningen mellem drømmen, den stolte,
himmelstormende drøm, slik som han kjendte den fra ensomme
nattetimer ved arbeidsbordet, og det liv som møtte ham i virkelige
hetens golde Grimstad. De menneskelige lidenskaper, dem han
følte som selve livskræfterne, fandt han igjen i karikatur, og det skum
mende, flommende liv fandt han størknet til smaaborgerlig skik og
vane. Istedenfor den store kjærlighetsdrøm fandt han en praktisk,
en betryggende ordning, forlovelse, bryllup og barnedaap. Isteden
for frihetselskende borgere fandt han næringsdrivende, som passet
sin dont, sit apotek eller sit kjøbmandskap. Intet under at Henrik
Ibsen, som alle unge digtere, elsket drømmen. Og netop fordi han,
som elsket drømmen, samtidig saa virkeligheten saa skarpt, fik han tema
til sin spot, leilighet til at maale det trivielleste smaa mot det største
store, Ja han fandt fryd ved at prøve de usleste kryp under lupen.

Den ibsenske produktion har sit opkomme her, i den evige
strid mellem drøm og virkelighet. I hans ungdomsdigtning, ja i
alt det rikeste han har digtet, gjælder tankerne mere end tingene,
og den verden hvor han lever sterkest og helest og friest, er hans
egen drømmeverden, som han ogsaa i sin tungsindige alderdom ven
der tilbake til som den skjønneste. Vi faar av og til indtryk av at det

328

Google

HENRIK IBSEN, DRØM OG DAAD

kun er ugjerne og motvillig han lar sig tvinge ind i virkelige
heten, «den jerntunge, drømmeløse virkelighet», som Borkman taler
om. Nu var vistnok Henrik Ibsen aldrig drømmer i den forstand
at han blev fremmed for virkeligheten. Tvertimot, han næret baade
sin drøm og sin bitterhet ved at utforske virkeligheten. Han var
lydhør og skarpsynt og vår som faa for indtryk fra virkelighetens
verden. Men han elsket den aldrig — ialfald ikke før han hadde
grublet saa længe over dens tvilsomme værd at natteskyggerne bes
gyndte at sænke sig over hans liv. Fra første færd av saa Ibsen
paa menneskene med et iskoldt og mistænksomt øie, mens han
glødet i sit tankeliv, der hvor hans drømme eller «idealer» kunde
seile som frie fugler, kløve skyerne som ørnen. Et av sine digt
kalder han «Fra mit husliv». Hvad er saa dette for et husliv eller
hjemliv? Digterens lek med sine egne digterbarn:

«De kom, mine vingede børn, paa rad,

Hej, hvor legen gik yr og glad
gennem alle de deilige riger.»

Men leken er forbi i det øieblik refleksionen — speilet — bringer
virkeligheten ind. Atter og atter forkynder Ibsen at det er mens
neskets egen tankeverden som er den rikeste, den egentlige, den
det kommer an paa. Virkeligheten er tilfældig, forholdsvis likegyldig,
jalfald ringere. I et brev til Georg Brandes hvor Ibsen taler om
Stuart Mill's filosofi, siger han: ««Tingen» er jo dog noget ganske
andet end alskens urene forekomster og tilfældigheter». (Breve I p.277.)
Denne tanke spinder sig ind i Ibsens digtning paa mange maater,
faar mange forskjellige uttryk. Snart dvæler han ved alt det skjønne,
det uendelig rike, det himmelstræbende i menneskets sind, snart
skuler han mistænksom til de i handling omsatte idéer, som er
blit anløpet i virkelighetens urene luft. Intet er forfærdeligere end
at en drøm blir kvalt — ikke faar utfolde sig som den skulde; i
digtet «Uden navn» heter det:

«Martyrdom, af purpur dækket —
kval i taushed, fængslet trang
drøm, til livets drøihed vækket,
sættes kors ved i min sang.»

22 — Edda. IV. 1915.

329

Google

SIGURD HØST
Og i et andet vers:

«Mer end livet, mine herrer,
er en drøm som ej fik liv.»

Derfor skal et menneske dømmes efter sine drømme, d. v. s.
efter sit indre liv, sine hensigter, sin vilje. Den som er ren og hel
i sin stræben og sin længsel, er hævet over enhver dom fra døgns
livets trælle, fra virkelighetsmenneskene og deres beskikkede dommere.
Der er aldeles ikke bare ironi i den maate hvorpaa Borkman siger
at han «har frikjendt sig selv». Der er noget egte ibsensk og
noget dypt følt i ord som disse: «Men saa stiger min inderste,
sejrende bevidsthed op igen, og den frikender mig.» Borkman faldt
i virkelighetens verden netop fordi han var en drømmer, en digter.
Saa uretfærdig er verdens dom; den frikjendte ham for det som var hans
virkelige brøde: at han dræpte sin egen og Ellas kjærlighetsdrøm.

Men til gjengjæld for at det indre liv saaledes kan godskrives
nogen, maa ogsaa menneskene hefte for sine ønsker og begjær, selv
om de tilfældigvis ikke blir omsat i verdslig handling. Saaledes
Peer Gynt likeoverfor Dovregubbens datter. De som i den ydre ver»
den har naadd storhet og ære, kan i sig selv føle den indre brist, de kan
være forbrydere i sjælen. Tanker av denne art dukker op igjen endnu
sterkere end før i Ibsens senere skuespil, først og fremst i «Bygmester
Solness», hvor den jord der trædes paa, er underminert av sykelige sjælss
tilstande, hvor hypnotiske kræfter er med i spillet, hvor vilje og ønsker
fra sjælens dybder griper ind og spiller med i virkelighetens verden paa en
maate som kan gjøre én rentør. Solness vet jo ingen anden løsning
paa alle de underlige historier end denne: «Jeg må ha tænkt på alt
dette her. Jeg må ha villet det. Ha ønsket det. Havt lyst
til det. Og så —. Skulde det ikke hænge slig sammen?» Og i en
senere replik: «Tror ikke De også det, Hilde, at der findes
enkelte udkårne, udvalgte mennesker, som har fåt nåde og magt og
evne til at ønske noget, begære noget, ville noget — så ihære
digt og så — så ubønhørligt — at de må få det til slut? Tror De
ikke det?» — Men der er et forfærdelig ansvar ved at ønske og
ville slik. Solness: «Ja, sæt nu som så. At jeg havde skylden.
På en måde da.» Hilde: «Del For brandenl» Solness: «For
det hele. For altsammen. — Og så kanske — så rent uskyldig
alligevel.» — — — Solness: «Hvem ropte på hjælperne og tjenerne?
Det gjorde jeg! Og så kom de og føjed sig under min vilje.

330

Google

HENRIK IBSEN, DRØM OG DAAD

(i stigende oprør): Det er det som godtfolk kalder at ha lykken
med sig.» —

Det var i det hele ikke andet at vente end at den ibsenske
dualisme glimtvis maatte føre til troen paa hypnotiske evner, paa
sjælskræfternes selvstændige magt ogsaa 1 den fysiske verden.

Om drømmelivet, tankelivet er aldrig saa skjønt, kan dog ingen
i længden leve uten forhold til verden. Saart og dypt har Ibsen
følt at den rene idealist som er uten ethvert forhold til tingene om
sig, og hvis aktiva i det høieste er de udigtede kvad, — at han vil
komme til at leve det rene skyggeliv, at alt hans guld og glimmer
blir til vissent løv. De skjønneste seire i tankens verden flytter
dog ikke tingene i virkeligheten. Det hænger sammen hermed at
der er noget vist drømmeagtig, skyggeagtig ved enkelte av de ib»
senske skikkelser som Brendel og Borkman.

Det egentlige livsproblem, det hvori alle andre bunder, er spørs
maalet om hvorledes den enkeltes indre sjæleliv forholder sig
likeoverfor den omgivende verden. Idealerne og virkeligheten maa
paa en eller anden maate træ i forhold til hinanden, idealisten maa
til slut handle, hvor farlig og skjæbnesvangert det end kan bli. Da
Brand fristes i femte akt, spør skikkelsen: «Brand, hvad vil du?»

Brand: «Hvad jeg må:
leve hvad til nu er drømt,
gøre sandt, hvad end er skrømt.»

Drømmen maa bli til daad, det krav kan ikke avvises. Hos kvin
den er daaden gjerne den fulde hengivelse. I «Gildet på Solhoug»
siger Margit:

«Den fagre prinsesse — se hun var vild,
mod hende var jeg som lammet mild.
At længes og hige hun voved ei blot,
hun pønsed på daad. — — —»

Hedda Gablers «argeste feighed den aften» var at hun ikke lot
sit ønske bli til virkelighet.

Der er fare ved den drøm som ikke kan omsættes i handling.
Drømme, tanker og ønsker kan vistnok frikjende eller fælde; men
er de av den art at de ikke er drømt eller tænkt for at utføres i
handling, er de dog uten værdi, døde og magtesløse. Bare at ønske

331

Google

SIGURD HØST

og ville er halvhet, tegn paa sjælens lamhet. Selv den elendige
stakkar som hugger fingeren av sig for at slippe at gaa i krigen,
staar over Peer Gynt, som vel kan ønske og ville, men ikke mage
ter at føre sit ønske ut til en avgjørende handling. Hin «brotsling
imot landets lov» blir ogsaa virkelig mere til kar end fantasten;
paa sit vis kan han øve daad, mens Peer Gynts liv er en tom perles
snor med ugjorte eller i høiden halvgjorte handlinger. I «Kærlige
hedens komedie», hvor ellers idéen og trods mot virkeligheten be
synges i et utal av vers, siger dog Falk ogsaa:

«Ja det er gammelt. I den stille tanke

der ænser ingen af os grind og skranke:
der ræddes ingen for at bruge sporen,

i gerning holder vi os smukt til jorden.»

Til syvende og sidst duer det ikke med djervhet i drøm, men ræde
sel og lamhet i virkelighetens dagslys — slik som Ibsen leilighetsvis
antyder om sig selv f. eks. i digtet «Lysræd».

Den store krise i Henrik Ibsens liv — kanske den avgjørende
for hans digterliv — var utvilsomt den som blev skapt ved Dane
marks ulykker i 1864 og ved at frændefolkene, trods løfter og fagre
ord, ikke ydet hjælp. Det var motsætningen mellem drøm og daad
som nu traadte frem, grellere og forfærdeligere end mnogensinde,
og opskaket Ibsens hele sjæleliv. Da kommer forbandelserne over
de tomme drømme, drømmerierne bak hvilke feigheten skjulte sig.

«Se, derfor har jeg vendt mit Syn og Sind
bort fra vor Fortids sjæledræpte Sage,

bort fra vor Løgndrøm om en Fremtids Dage,
og gaar i Nuets Taageverden ind. — — —

Den episke Brand, Til de medskyldige v. 58—62.

Fra det tidspunkt er det som digterens mistænksomhet likeoverfor
drømmen er mere paa vakt end før. Den feige og dovne drømmer
hudflettes i «Peer Gynt» og senere atter og atter. Men allikevel
opgir Henrik Ibsen aldrig troen paa at det egte, det værdifulde
menneske maa ha en drøm eller et ideal i sit indre. Det gjælder
da om at denne drøm springer ut som levende liv, hel og skjøn.
Idéen maa ikke forfuskes idet den føres over i virkeligheten.
Som en staalkule skal den gaa tvers gjennem alle hindrende hensyn,

332

Google

HENRIK IBSEN, DRØM OG DAAD

ubrutt fortsætte sin bane fra idéernes sfære og ind i menne»
skenes verden uten at bøie av for virkelighetens haarde panser.
Kun saaledes realiserer det aandelige adelsmenneske sit jeg 1 verden.
I de tidligere digtninger, mest kanske i «Kærlighedens komedie»
og i «Brand», er skjønhetsdrømmen og den ideale, ubændige vilje
nok i sig selv, idet den trodser en ussel og forkrøblet virkelighet.
Verden er idealernes kirkegaard, men ogsaa en effektfuld bakgrund for
de flammende idealister. Flaubert sa at verden var til for at be
skrives. Ibsens syn er i grunden like saa artistisk, idet han kun lar
verden faa lov til at være til for at reddes, eller for at sætte uop»
naaelige maal for høispændte viljer. Brand er for Ibsen mere værd
end den verden han skal redde. De synes ofte at være virkelig»
hetens indbitte fiender disse ibsenske helter, de trodser livet like
saa meget som døden, de regner for alvor kun med det umulige.
Helten er den som lever efter sin egen vilje, den som ikke paa
nogen maate lemper sig, hvor meget han end maatte komme til at
lide havari i denne usle jordseksistens. Falk og Brand hader i
samme grad al fornuftig livsførelse, fordi den nødvendigvis maa
gaa paa akkord med idéen. Netop det umulige, det ravgale, det
som al livserfaring og alle tanter trækker mest paa skulderen av —
det kommer fra høiere luftlag, idéens, tankens skjønne og ubesmit»
tede verden.

Ibsen har selv sagt at «Kærlighedens komedie» kan betragtes
som en forløper for «Brand» ”. Falk vil lære verden at enhver
skjønhetssidé som der kommer mindste fnug av beregning ind i,
nyttehensyn, forsynlighet — enhver idé som skjeler til virkeligheten
— blir ødelagt, gjort hæslig. Vaaren er herlig, men glæden ved
den forfuskes av tanken paa høsten og frugten. Kjærligheten —
«som ildnet selv kontorets søn til sang» —er livets skjønneste drøm,
men den kan ikke og skal ikke være noget andet. Som funktion i
den sociale organisme er den hæslig. Det skjønne navn, Svanhild,
er som et memento mori for den som bærer det — ungdommen,
drømmen, kjærligheten maa forgaa. Drømmen gir rus, virkeligheten
kjender kun maatehold. Til sin forlovede vens ord: «Min ven, jeg
går som i en salig rus», siger Falk:

«Hys, som forlovet mand der medlem er
af salighedens mådeholdsforening
lyd laugets love; ingen orgier her.»

å brev til Hegel 22. aug. 66.
333

Google

SIGURD HØST

Falk optrær først som spotter. Han ser hvor litet tingene svarer
til sin idé, og morer sig over den faktiske antiklimaks der eri
ordene kjære — kjæreste eller over den egentlige og den blandt
embedskandidater gjængse betydning av ord som kald og offer.
Men Falk vokser ved sin kjærlighet til Svanhild fra at være en
aandfuld paradoksmaker, som ryster sarkasmer av sig, til at bli
digter. Og vel at merke ikke digter med blæk og papir:

«Nu er min døde stuedigtning endt,
min vår er kommen og min sjæls forvandling,
herefter digter jeg i dåd og handling.»

Og helt brand'sk lyder Falks ord i slutningen av anden akt:

«Endt er min digtning indfor stuevæg;
mit digt skal leves under gran og hæg,
min krig skal føres midt i døgnets rige;
jeg eller løgnen — en af os skal vige.»

Hvorefter Svanhild vier ham til den store gjerning:
«Så gå da signet frem fra digt til dåd.»

Naar slutningen gaar de to elskende imot, blir det vistnok en
seir for verdenserfaring, forsynlighet og fornuft i Guldstads skikkelse.
Men de tre liv bevares for lykken — saa tillater digteren os virkelig
at tro. Nu later jo idealisten i grunden haant om lykken og har
tidligere stolt avvist Stråmands kjæremaal saaledes: «Jeg planter
sandheds urt i lykkens sted» Og dog, naar alt kommer til alt,
seirer jo netop den skjønne tanke. Det er ved adskillelsen at
kjærligheten gjøres evig og skjøn, som et stjernebillede der skal lyse
over de elskendes liv og kamp i fremtiden. «Evig eies kun det
tabte.» Eller for at bruke Falks egne ord:

«Som grav er vei til livets morgenskær,
så er og elskov først til livet viet,

når løst fra længsler og fra vildt begær
den flyr til mindets åndehjem befriet.»

Alt i alt kan vi utdrage følgende livsfilosofi av digtet: Kjærlighetse
drømmen, vaarrusen er skjøn, mens virkeligheten — i dette tilfælde
naturens egen lov — omformer og forstygger den. Ubekymret at
drømme og digte er uendelig skjønnere end den virkelighet som
i grunden er spiskammersforsynlighet. Dog endnu skjønnere, det

334

Google

HENRIK IBSEN, DRØM OG DAAD

høieste av alt, er at leve digtet, digt i daad. Kjærlighetens tilskud
til et slikt daadrikt digterliv er det én gang at ha hvælvet den
høieste himmel over en mands liv — for siden at leve evig og
uplettet som minde og drøm. Forøvrig faar folk flest være fore
sigtige med sine egteskaper og huske paa at elskov er én ting og gifs
termaal en anden. I forbigaaende sagt maa det ingenlunde for»
undre os at Falks forskjellige propos vakte anstøt blandt skikkelige
mennesker, f.eks. naar han kroner baldronningen paa bekostning
av moren som ammer sit barn.

«— thi idealet spænder gyldne garn
i ballets sal, men knapt i ammens stue.»

I sin trods mot naturen blir Ibsen — om end paa andre præmisser
— like saa kynisk som en Maupassant likeoverfor det jevne, mens
neskelige kjærlighetsliv og familieliv. Da almindelig borgerlig livse
førelse er idealsmord, blir det at opdrage barn det unyttigste og
haabløseste av alt stræv:

«Sligt kalder de at leve! Himlens magter,
er slig en lod da værd de tusend fagter?
At drætte børnehjorder op til sligt,

at fede dem med retsind og med pligt,

at gøde dem med tro en stakket sommer
til brug, naar sjæleslagtningstiden kommer.»

Der er en brutalitet som minder om Swift i den maate hvorpaa
billederne er ført ut i sin yderste konsekvens.

Alle dage vedblir Ibsen at ha en hemmelig kjærlighet til de
ravgale, de umulige, de som slet ikke klarer livet. Ingen indbilde
sig andet end at Ulrik Brendel — like fuldt som Brand — er
Ibsens intime og kjære ungdomsven ; kanske det er indiskret at nævne
at navnets rytme minder om en stor digters. Brendel, som er for
meget sig selv til at kunne indgaa noget kompromis med verden, har
slegtskap med alle de store ibsenske oprørere. Ja, man faar uvile
kaarlig et indtryk av at den store mester selv engang, paa ett eller
andet tidspunkt i sit liv, har været fristet til at opgi alt arbeide i
virkeligheten for at leve Brendels overdaadige, uforfalskede drømme»
liv. Allmers i «Lille Eyolf» uttaler følgende: «Det at tænke,
det rummer det bedste i én; hvad som kommer paa papiret, duer
ikke stort» Og Jatgeir skald siger med dyp inderlighet at de

335

Google

SIGURD HØST

udigtede kvad er stedse de fagreste. Derfor er ogsaa sybariten
Brendels vidunderlige verker uskrevne. «Dette platte skriverhånde
værk har altid vakt en kvalmende ulyst i mig. Og hvorfor skulde
jeg ogsaa profanere mine egne idealer, naar jeg kunde nyde dem
i renhed og for mig selv?» La gaa at der er ironi over Brendels
skikkelsen. Han er dog av Brands og Falks æt ved sin uborgerlige,
uverdslige tumlen med indbildninger og idealer. Aandspræget hos
denne lazzaron i det jordiske gir ham helterang, selv om hans
mere verdenskloge ungdomsven morer sig en smule over hvor
litet langt han har drevet det i denne verden, og over de smaa svaks
heter han har lagt sig til paa sin vandring mot stjernerne. Men
nogen daad eller handling blev det altsaa ikke til med Brendel.
Og det fulde liv lever jo egentlig kun den som baade kan drømme
stort og handle stort.

Alle Ibsenskjendere vil være fortrolig med den tanke at det
at gjøre digt til daad er det høieste av alt. Drømmen, digtet er
vistnok uendelig skjønnere end den graa virkelighet uten idealer;
men en endnu høiere top hæver sig bakom dette: det at kunne leve
sin drøm eller sit digt — det er det høieste et menneske kan naa til.
Det vil være bekjendt at Ibsen — til sine tider — saa Bjørnsons
livsfærd som det ideale digterliv. «Hans skjønneste digt var hans
liv» Undertiden er det som Ibsen hungrer og tørster efter hand
ling og gjerninger istedenfor ord og penneverk. Paa ett tidspunkt
av sit liv — like efter 1864 — følte han en kvalmende lede ved de
store og skjønne ord, den daadløse drøm, og hans søkende sjæl
hvilte sig som den trætte due ved en slik skikkelse som Garn
baldi, «hin drømmer og hin dådsmand paa Caprera» (i digtet
«Til Tusenårsfesten»). Der var altsaa dog mænd ogsaa i samtiden
som baade hadde drømt og handlet, digtet og ofret. Han søkte
senere at egge de unge i Norden ved at peke paa Tysklands og
Italiens mænd, som «vilde sin drøm», mens vi her oppe i Norden
ingen vei kommer.

«Der går vi og drømmer og véd ikke råd
til en bristende eller bærende dåd.»

(digtet «Langt borte» 1875.)

Dog — der er tusen farer for dens fot som skal gjøre sin drøm
til virkelighet. Se paa mutter Stråmand og sig saa om det ikke hadde
været bedre at nøie sig med beundring paa avstand. Se paa

336

Google

HENRIK IBSEN, DRØM OG DAAD

Stråmand, paa Stensgård, paa Hjalmar Ekdall! Alle disse har hat
et slags idealer fra først av, men deres handlinger er blit forfusks
ning; det at utsættes for dagslysets paavirkning har ødelagt dem.
Og her blir stof til komedie. Av Hjalmar Ekdals kunstnerdrøm er
der bare blit igjen en smørret sangerbroder, og dissonanserne skriker,
motsætningen mellem de glinsende ord og den lurvede tillempning
til verden. En fryd for Ibsens bitre tvisyn.

Men Ibsen har ogsaa digtet om den store, hele, rike personlig»
het hos hvem idé og virkelighet er forenet til harmoni og handles
kraft. Helt utformet er kun denne skikkelse én gang, i kong
Haakon, den ibsenske Aladdin, som er i pakt med alle gode
magter og kronet av tiden, den eneste magt Ibsen bøiet sig for i
sin ungdom. Ellers er saadanne skikkelser mere antydet, de er
gjerne ræsonnerende bifigurer som f. eks. doktor Fjeldbo i «De
unges forbund». Fjeldbo taler om Stensgård som et av de bes
gavede mennesker «der går halvfærdige omkring og er ét i følelser
og stemninger og noget ganske andet i værk og handlesæt». Om
sig selv og sit hjem siger han: «Jeg er vokset op under ro og
harmoni, ...... hjemme hos os har der aldrig været ønsker udover
evnerne; intet krav er forlist på forholdenes skær.» Dette saa
ofte — ogsaa av Ibsen selv — omtalte forhold mellem higen og evne
hænger netop sammen med forholdet mellem idé og virke
lighet.

Men i disse replikker hævder Ibsen aabenbart gjennem Fjeldbo
en anden formel for ædel livsførelse end den brand'ske, som lød slik:

«Thi hjælp er haabløs for en mand
som ikke vil hvad ei han kan.»

Han peker tvertimot paa faren ved at hige utover sine evner, faren
ved at nære i sit sind en drøm som man paa ingen maate formaar
at gjøre til levende virkelighet. Paa lignende maate siger Allmers
om lille Eyolf: «Jeg vil hjælpe ham til at bringe samklang mellem
hans ønsker og det som ligger opnåeligt for ham . . . jeg vil skabe
lykkefølelse i hans sind.» Der foreligger saaledes aabenbart to fors
skjellige løsninger av det problem som opstaar ved at tankens og
virkelighetens verden er saa vidt skilte fra hinanden. Manden kan
bli stor som himmelstormer og ren idédyrker, men gaa tilgrunde
likeoverfor virkeligheten — eller han kan bli det harmoniske, lyke
kelige og handlekraftige menneske, i hvem idé og virkelighet fore

337

Google

SIGURD HØST

sones enten i stor og vidtsrækkende handling, som hos Haakon,
eller i jevn, harmonisk livsførelse (Fjeldbo).

Men likesom der var farer ved ikke at handle, saaledes taarner
der sig op uendelige vanskeligheter for den som skal gripe ind
i virkeligheten. Verden kan virke paa det lave i menneskenes natur,
saaledes at handlingen bare blir en forfuskning av idéen, og det
ideale menneske gaar kanske tilgrunde i en sogneprest eller en komité»
formand. Man maa mindes SaintesBeuve's ord som Alfred de
Musset har gjort udødelig:

«Il existe, en un mot, chez les trois quarts des hommes
Un potte mort jeune å qui I'homme survit.»

Saa farlig er drømmen, saa farlig er ogsaa handlingen. Nu er det
av interesse at se hvorledes Ibsen paa den ene side beundrer dem
som griper ind og «realiserer sig selv», og paa den anden side hvor
dypt han mistænker dem som forstaar den tillempningens kunst
som er nødvendig for at gripe ind med praktisk resultat. Vi vet
at Ibsen har beundret i høieste grad Bjørnsons handlekraft, det
at han var i samhug med sin tid, en fører for sit folk, og det er
vitterlig for alle at han skapte sin Haakon i hans billede. Men
Henrik Ibsens muse var mistænksomhetens." Da Ibsen var blit op»
revet av bitterhet over hvorledes Bjørnson dømte om «Brand»
og derefter av Bjørnsonsbeundreren, Clemens Petersen's kritik
over «Peer Gynt», saa gaar han handlingens mand nøiere efter i
sømmene, ser ham fra alle sider, lar lyset falde litt anderledes, op
dager en brist etsteds, en sprukken eller hul klang, indtil han til+
sidst faar vrængt sin Haakon ut ind. Han digter Stensgård.
En behøver bare at læse nogen av Stensgårdsreplikkerne for at se at
Stensgårds naive egoisme og «gode gaver» i grunden er det samme
som Haakons uryggelige tro og forbund med himmelens magter —
det er det samme set paa vrangen. Da Lundestad for Stens-
gård slaar paa at et rikt gifte i bygden var middelet til at komme
frem politisk, siger Stensgård: «For Guds skyld!... De åbner
vidder for mig, store syner! Alt det jeg har håbet og higet efter;
at gå som en frigører fremst i folket» Da kammerherren avviser
Stensgård som svigersøn, siger denne: «Vorherres vrede er i mig.
Det er hans vilje, De står imod. Han har tænkt det lyseste med
mig. Skyg ikkel» Og da Stensgård endelig beslutter sig til at

Georg Brandes's uttryk.

338

Google

HENRIK IBSEN, DRØM OG DAAD

sluke madam Rundholmen, heter det i ordelag som atter gir min
delser om kong Haakon: «Min livsgerning ligger afstukken foran
mig, og den går mig for alting» Om det end vilde være urigtig
at si at Stensgård er Bjørnson, kan det ikke negtes at der er tyde»
lige bjørnsonske træk i ham, at han er inspirert av Ibsens uvilje
mot meget og mangt i Bjørnsons færd og væsen, delvis kanske av
rent personlig art. Bjørnson har været modellen baade for Haakon
og for Stensgård. Den ene er digtet i tro paa handlingens mand,
den anden i den dypeste vantro. Der hvor den ene har sit høie
kald for øie, tænker den anden paa matfatet og valgmandsvalget.
Jeg antydet hvorledes rent personlige forhold her spiller ind, hvor
ledes Ibsen fra enkelte hold saa sine største aandsydelser under:
kjendt, mens Bjørnson seilte frem i sol og medbør, fik tid baade
til at digte og redigere «Norsk Folkeblad», politisere med politikerne
og heie op med grundtvigianerne. Bjørnsons evne til at danne parti
og holde en flok sammen, til at dirigere andre og ringere mennesker,
tildels vel ogsaa til at bruke dem — alt dette var i slegt med en
praktisk livskunst, som for et mistænksomt øie nok kunde fortone
sig som almindelig vulgær opportunisme." Denne mangfoldighet,
dette frugtbare arbeidsliv, dette egte bjørnsonske armeisarm med
tross og partifæller, denne evne til at kaste av i de nærmeste krav,
nytte sit pund ogsaa i dagens gjøremaal — det gav stof til mistænke
somheten og tvilen hos Ibsen. Og han digtet saaledes Stensgård
i protest mot sin egen Haakonsskikkelse.

Men hermed er ikke Ibsen færdig med sin analyse av hand
lingens mænd og av drømmerne. I hele sit digterliv svinger han
mellem beundring for de mænd som vil sin drøm, som realiserer
sig selv (Bjørnson«Haakon) — og foragt for den praktiske livskunst
som forstaar at avfinde sig med livet (BjørnsonsStensgård).”

I «Rosmersholm» mere end i noget andet drama dreier alt sig
om evnen til at handle og de forskjellige menneskers forhold til
idé og virkelighet. Der kommer Brendel dukkende op, drømme»
ren, fantasten, netop i det øieblik da han staar ved det store
vendepunkt i sit liv. «Jo du, nu vil jeg iføre mig et nyt menneske.

" I et brev til Brandes 15. juli 69 skriver Ibsen: «Hvad De fortæller mig
om Bjørnson, har ikke overrasket mig; for ham eksisterer der kun to slags mens
nesker: de, som han kan drage nytte af, og de, som kan være generende for ham.»

* Jeg kan her kun antyde at den ene linje fører til Stockman, den andre til
Mortensgård.

339

Google

SIGURD HØST

Træde ud af den reserverte tilbageholdenhed, som jeg hidtil har
iagttaget» Rosmer: «Hvorledes?» Brendel: «Jeg vil gribe ind
i livet med en virksom hånd. Træde frem. Træde op. Det er en
stormbevæget solhverstid vi ånder i. — Nu vil jeg lægge min skærv
på frigørelsens alter. . . .»

Rosmer vil heller ikke nøie sig med at leve som den stille
forsker, «. . . jeg vil være med i livsstriden en gang, jeg også».

Det er netop det som har skapt fortroligheten mellem Rebekka
og ham, det var det de la planer op sammen om. Rebekka:
«Du vilde gribe ind i det levende liv — i dagens levende liv, som
du sa» Og hun, som har vist at hun har kunnet handle, hun raar ham
til at skape sig nye forhold til verden utenfor. «Leve, virke, handle.
Ikke sidde her og gruble over uløselige gåder» Men ingen av
dem har evnen til at handle, Rebekka mister den med sin følelse
av skyldfrihet. Hvorledes gik det saa Brendel og det nye liv i
handling han skulde begynde? Han knuses mot virkeligheten.
Han er en avsat konge paa askedyngen av sit slot, da han
kommer anden gang, for han har møtt verden og livskunsten
i Peder Mortensgårds skikkelse. Alle hans idealer, alle hans
drømme blir til røk. Og da kan han ikke leve. Han har faat
hjemve efter det store ingenting. Bare én kan virkelig handle.
«Peder Mortensgård er fremtidens høvding og herre. Aldrig har
Jeg været stedet for en størres åsyn. Peder Mortensgård har almæge
tighedssevnen i sig. Han kan gøre alt, hvad han vil.» Rosmer:
«Å, tro dog ikke det.» Brendel: «Jo, min gut! For Peder Mor
tensgård vil aldrig mere end han kan! Peder Mortensgård er ka
pabel til at leve livet uden idealer. Og det — ser du — det
er just handlingens og sejrens store hemmelighed. Det er summen
af al verdens visdom.»

Dette er den bitre facit av Henrik Ibsens grublen gjennem et
helt liv over idé og virkelighet. Mortensgård seirer i verden med
sin formel, mens Brand gik tilgrunde med sin, som sa at

«hjælp er håbløs for en mand
som ikke vil hvad ei han kan».

Saa dypt nede saa Ibsen i Rosmersholm den virkelighet som menne»
skene lever i. Jo mere drøm, jo mere digt, jo mere ideal der er i
et menneske, des mindre passer han for det levende liv. Ibsen er i

340

Google

HENRIK IBSEN, DRØM OG DAAD

«Rosmersholm» like uforsonlig mot verden som i sin første, brændende
ungdomstid.

Peder Mortensgård hylder den sunde livsvisdom at man ikke
skal strække sig længer end skindfelden rækker, for Ibsen en vedere
styggelighet som trækker livet ned i ren usseldom. Intet er for ham
ynkeligere end at nøles med noget, at opgi det høieste og største.

Hør hvad Borkmans elendige fjog av en ven siger om sig
selv da Borkman antyder at han gjorde et daarlig valg da han giftet
sig: «Der var jo omtrent intet valg for mig. Og desuten — gifte
sig vil en jo gjerne, når en begynder at trække på årene. Og så
reduceret, så dypt på knærne som jeg dengang var —» Værre end al
Hjalmar Ekdals forlorne tale er at han har nøiet sig med at bli
fotograf, skjønt han egentlig skulde blit kunstner, og at han har
nøiet sig med Gina, om hvem han bruker disse ord: «Og hun
er aldeles ikke uden enhver dannelse.» Nøisomhet og forsynlighet, disse
borgerlige kardinaldyder, var altid den røde klut for digteren i
Ibsen. Trods al beundring for Georg Brandes kan han ikke
døie hans oversættelse av Stuart Mills bok om nyttemoralen.
«Jeg begriber ikke at De har villet påtage Dem den møie at oversætte
dette skrift, der i filistrøs vismandsmæssighed synes at minde om
Cicero eller Seneca» (Breve I p. 277). Sandelig! Henrik Ibsen
var filistrenes arvefiende trods nogen gammel romantiker. Bedre end
smaaborgerlig lykke, bedre end at nøies med hvad man har faat, var
kampen for at naa det høieste — førte den end aldrig saa meget til
undergang. Han saa skjønheten i alt det som var fuldkomment i
sit slags, enten det nu var offerviljen og forsagelsen eller livsglæden
og rusen. Han lar bakkanternes sang og martyrernes salme møtes i
«Keiser og Galilæer», han finder dem begge eventyrlig skjønne. Da
livet var saa fattig paa fuldkommenhet, elsket han drømmen. Han
syntes ikke livet var værd at leve uten drømmen. I sin stormende
og bitre ungdom drømmen om den straalende nytid, i sin alderdom
den store uopfyldte livsdrøm fra de unge aar, før han stængte sig
av for verden og menneskene.

Sigurd Høst.

341

Google

HOLBERG OG ENGLAND

M*' Frankrigs Svækkelse efter den spanske Arvefølgekrig bes
gyndte en ny Aand at brede sig over Europa. Fra «Solkon
gen» i Versailles vendte Opmærksomheden sig til hans sejrrige Mods
standere, Holland og England. Overfor Enevældet gjorde man Fol»
kets Rettigheder, de engelske constitutionelle Principer til Gjenstand
for Drøftelse; den kirkelige Autoritet undergravedes paa den ene
Side af individualistiske og pietistiske, paa den anden Side af Deiss
mens fritænkerske Rørelser. Litteraturen antog et borgerlig demo»
kratisk Præg i de almenoplysende Tidsskrifter, den sentimentale Ros
man og det rørende Familiedrama, der satte Fornuften og Moralen i
Højsædet. Det er Oplysningstiden, der dæmrer, og det er rigtigt
bemærket af Prof. Sars i Festtalen ved Holbergjubilæet 1884, at Hol:
berg var blandt de første, der fik Øje paa dette Gry og dets Ude
spring i England, endnu før Montesquieu og Voltaire begyndte deres
Virksomhed for at gjøre de nye Grundsætninger til europæisk Fæl»
leseje. Holbergs Englandsophold i de modtagelige Ungdomsaar
1706—8 fik afgjørende Indflydelse paa hans Livsanskuelse og hele
Aandspræg. Hans Naturlighed, hans praktiske og psychologiske
Sans, hans altid vaagne Virkelighedsinteresse og hans moraliserende
Anlæg var engelske Charaktertræk, der tildels stod i Modsætning til
den her tillands endnu ikke overvundne metafysiske Aandsretning.
Selv fremhæver han oftere, hvor vel han følte sig blandt Englæn»
derne, og hvorledes han baade aandeligt og fysisk passede sammen
med dem («he looks as an Englishman»).

Men hvad der knyttede Holberg til England, synes dog mere
at have været Aandsslægtskab i Almindelighed og en vis Sympathi

342

Google

HOLBERG OG ENGLAND

med det nye, fornuftmæssig individualistiske Livssyn, end nogen syne
derlig directe Paavirkning i det enkelte. Og selv denne Sympathi
var stærkt betinget ved den Atmosfære af Autoritet og Tradition,
hvori han var opvoxet, og som stadig omgav ham her hjemme. I
politisk Henseende forblev han hele sit Liv en Tilhænger af det
oplyste Enevælde: Kongen havde sin Magt for Folkets Skyld, men
Folket kunde ikke kræve nogen Del i Magten. Den engelske Con:
stitutionalisme hyldede han ikke, og den vidtgaaende Skrive: og
Ytringsfrihed i England frastødte ham ikke mindre end den danske
Censur. Rationalist var han, men ikke Deist; Religionen skulde
helst bringes til at stemme med Fornuften, men den udprægede en
gelske Fritænkning og Vantro udtaler han Afsky for. Naar det var
Studier i Oxford, der gav ham Impulsen til hans første historiske og
statsretlige Arbejder, maa det heller ikke glemmes, at dette Univer»
sitet, som det bl. a. er oplyst af Listov i Dansk Maanedsskrift 1857,
var højconservativt og nærmest jacobitisk sindet, ligesom Holberg
senere fortæller, at han havde sine nærmeste Forbindelser mellem
Irere og Tilhængere af Stuarterne. I videnskabelig Henseende stod
Universitetet saa langt tilbage, at det endog var forbudt at læse over
Lockes nye Filosofi, hvori hele Oplysningsbevægelsen har sin Rod.
I det hele taget synes def snarere at have været tyske end engelske
Forfattere, Holberg studerede i Oxford, og da han efter sin Hjem»
komst fortsatte disse Studier under Ledelse af Thomasius's Discipel,
Prof. Reitzer, og ved Hjælp af dennes Bibliothek, var det utvivle
somt Grotius, Pufendorf og Thomasius, der var hans fornemste og
næsten eneste Kilder. Det er disse Forfattere, han i sine første Skrifs
ter fornemmelig beraaber sig paa, selv om England i Introductionen
og især i Anhanget til de europæiske Staters Historie er behandlet
med mere Interesse og Kyndighed end andre fremmede Lande, til
dels med Benyttelse af engelske Kilder. For Naturs og Folkeretten
har Prof. Gran (Hist. Afhdl. til J. E. Sars, 1905) paavist, at Pufen»
dorf og delvis Thomasius saa godt som udelukkende ligge til Grund,
og at alle andre, ogsaa engelske, Forfattere er citerede paa anden
Haand efter dem.

I Holbergs senere historiske Production, hvor han har frigjort
sig fra den tyske Indflydelse, er det hovedsagelig franske Mønstre,
han følger. Som de vigtigste Forbilleder nævner han (foruden Plus
tarch) de Thou, Rapin og pére Daniel, og heller ikke gjennem Bulls
og Høsts omhyggelige Undersøgelser er der bragt synderlig andre

343

Google

J. PALUDAN

frem; kun for Jødehistorien spiller Humphry Prideaux og for Kirkes
historien en stor engelsk Universalhistorie en Rolle. I Betænkning
over nogle europæiske Nationer sætter han den franske Historier
skrivning over den engelske, som trods den større Skrivefrihed lider
af Partiskhed og Mangel paa Orden og snarere frembringer tørre
Krøniker end virkelig Historie. Et omtrentligt Begreb om Holbergs
Læsning af engelsk Historie kan man maaske danne sig efter den af
C. Bruun 1869 udgivne Fortegnelse over en Del af L. Holbergs
Bibliothek, saavidt dette kan efterspores siden Sorø Akademis Brand
1813. I den rigtignok ufuldstændige historiske Afdeling forekomme
blandt i alt 59 Værker i alle europæiske Hovedsprog kun 4 paa Ene
gelsk, nemlig Molesworth, 1694, Chamberlains State of England,
1682, Will. Temples Observations upon the United Provinces of
the Netherlands, 1704, og Crull State of Muscovy, 1698. Desuden
3 latinske Værker til Storbrittaniens Historie: Rerum Anglicarum
post Bedam scriptores, Francof. 1601, Camdens Anglica, Hibernica
etc., til Dronning Elisabeths Historie, Francof. 1602, og Buchanans
Rerum Scoticarum Historia, Amstelod. 1643. Det er jo unægtelig
et magert Resultat, som i Forbindelse med den Kjendsgjerning, at
Holberg gjentagende citerer Filosofen Locke i en fransk Udgave
(Ep. 17, 144), ikke tyder paa, at han efter sin engelske Rejse har
givet sig meget af med Sproget.

Med Hensyn til Filosofiens populære Fremstilling og praktiske
Anvendelse paa det virkelige Liv og Dagens Spørgsmaal var det Eng
lænderne, der havde vist Vej. Locke havde ført den ind paa poli
tiske, moralske og pædagogiske i Stedet for metafysiske Emner, og
Spectatorerne havde i folkelig og underholdende Form gjort den til+
gængelig for de bredere Lag. Hvor stor almen Betydning dette har
havt for Holberg, er tidt nok fremhævet, medens det snarest er overs
set, at Tilknytning i det enkelte oftest mangler. Det empirisk na
turvidenskabelige Grundlag for Lockes Filosofi yder Holberg vel i
al Almindelighed sin Anerkjendelse, men han stod det ifølge hele
sin Dannelse fjern; som bekjendt tør han end ikke slutte sig til New»
tons Tyngdelære. I speciellere Spørgsmaal, om Tolerance, Opdragel»
sesprinciper o. s. V., følger han Locke, men forkaster dennes Hoved:
sætning, Benægtelsen af alle medfødte Ideer. Med Spectatorerne har
han den folkelig moraliserende Retning tilfælles, men optager hver
ken den fortællende Ramme eller den typiserende Menneskeskildring,
som er saa charakteristisk for denne Litteraturgren; kun et Par Ste»

344

Google

HOLBERG OG ENGLAND

der nærmer han sig til den (Ep. 158 Metrodorus, 496 Georgius
Retsuchs). Med Hensyn til Form og Fremstilling, tildels ogsaa i Ind»
hold, minde Epistlerne og Moralske Tanker langt mere om de franske,
moralsk psychologiske Essayister, navnlig Montaigne, hvem Holberg
ogsaa fremhæver hyppigere og med mere Varme. Den engelske
Spectator omtaler han kun i Forbigaaende og ret forbeholdent:
«nogle Materier . . . kand passere for Mester-Stykker, andre derimod
ere kun maadelige, og den største Deel udaf ingen Betydning.» At
de «ephemerides» (Journaler), der i et Par Aar (1716—18?) udgjorde
Holbergs væsentligste Læsning, nødvendig skulde være engelske Specs
tatorer, er en ganske løs Formodning. Det ligger langt nærmere at
tænke paa Forfattere, af hvilke han vitterlig har været stærkt opta
gen, Thomasius's Monatsgespråche eller endnu snarere Bayles og
Leclercs berømte franskshollandske litterære Journaler. Ep. 512,
Drømmen om et Besøg i Underverdenen, staar i Planen Rabelais (éd. Ja-
cob 1841, II 30) langt nærmere end noget tilsvarende Spectatorsted,
og angives af Holberg udtrykkelig som foranlediget ved Læsning af
Fontenelles Dødcsamtaler, skjøndt han lader den engelske Spectator
optræde som Vejviser i de dødes Rige. Naar han siger, at han i
sin Ungdom har set denne i London, er det ikke bogstaveligt at
forstaa, da han forlod London 1708, men Steeles Tatler begyndte
først 1709 og Spectator 1711. At der i Holbergs Ord skulde ligge
Antydning af personligt Bekjendtskab til Addison, er mere end usands
synligt.

Paafaldende er det unægtelig, at Holberg i sine Skrifter ikke
en eneste Gang har nævnt Addison, skjøndt han kjender mange
andre samtidige engelske Forfattere. Som Foregangsmand for den
gryende borgerlige Oplysning og som Spectatorlitteraturens Grund
lægger maa Addison jo dog have havt stor, i alt Fald indirecte Be
tydning for ham. V. Olsvig i «Holberg og England» vil endog
hævde, at Holberg aldrig har beundret noget andet Menneske som
denne Mand, og at han i sine Skrifter uafladelig har ham i Tanke.
Addison og Swift er Mønstrene for den sokratiske Ironi og den
lukianske Satire, som er Nerven i hele Holbergs Livsgjerning, skjøndt
han ikke tør nævne sine engelske Forbilleder, men holder sig til de
klassiske. Forsigtigere og grundigere behandlede den amerikanske
Docent O. J. Campbell Addison og Holberg i et Foredrag her i
Kjøbenhavn for nogle Aar siden, hvilket senere tildels er indgaaet i
hans Bog The Comedies of Holberg, 1914. Han fremhæver de als

23 — Edda. IV. 1915.
345

Google

J. PFALUDAN

mindelige Overensstemmelser i Emne og Tone: Holberg ligesom
Spectatorerne beskæftiger sig mindre med de højere ethiske Spørgss
maal end med det daglige Livs Moral, Sæd og Skik, skildrer Narre,
ikke Slyngler, og Satiren er derfor begge Steder human og lunefuld,
ikke bitter som saa ofte hos Moliére og Swift. Det første er jo
imidlertid et Fællestræk i hele den populære Moraliseren, som havde
sit Udspring fra England, og det humane og urbane Syn beviser
vistnok Aandsslægtskab mellem Addison og Holberg, men ingene
lunde directe Paavirkning, som i det hele turde være ganske upaas
viselig. Blandt Emner, der er fælles for Satiren i Spectatorerne og
hos Holberg, nævner Campbell Overtro (men Motivet til Uden
Hoved og Hale stammer dog snarere fra Chamberlains State of Enge
land), Snakkesalighed, Skødehunde (Melampe), paatrængende Syges
visiter, Dueller, overspændt Erotik (det fransksspanske Motiv i De
Usynlige) og Forsvar for den satiriske Skrivemaade. Men alle disse
Emner laa saa at sige i Luften, i Samtidens fælleseuropæiske, især
nordeuropæiske Cultur, og frembød sig ganske af sig selv for Skris
benter, der behandlede det daglige Livs Moral, uden at Behandlin»
gen nogetsteds viser nærmere Berøring, hvad ogsaa Campbell selv
indrømmer. — Olsvig derimod finder Beviser for en saadan Berøring
ikke blot i Omtalen af Spectator i Ep. 512, men i Holbergs Hens
visning til «en engelsk Autor» for Epigr. VI 40, 41 og 43, hvor
han behandler det almindelige Emne om Modens Omskiftelighed i
Udtryk, der noget ligne, hvad der i Spectator siges om en bestemt
Mode i Haaropsætning, samt endelig i, at Adjektivet «pusillus» fores
kommer baade hos Addison og Holberg (). Ligesaa futile er Olss
vigs Antydninger af «Suggestion» fra Swift udenfor Niels Klim.
Swift har skrevet «Directions to servants», og Holberg har ogsaa
omtalt Lakajer i en helt anden Forbindelse, og Swift lader i en lille
Fabel Dyrene tale ligesom Holberg i Metamorphosis — og alle an
dre Fabeldigtere Verden over. Endelig peger det underjordiske «Dol»
hus» i Ep. 512 «tydelig nok» paa Swifts Satire «An hospital for in»
curables». Swift anstiller her statistiske Beregninger over Antallet
af Narre i England og Bekostningerne ved deres Anbringelse i et
Galehus, hvad der ikke er Antydning af i Holbergs Par Linier om
Skeptikere og Fanatikere. Den i og for sig nærliggende satiriske Op»
fattelse af Verden som et Galehus havde jo faaet sin europæisk bes
rømte Udformning i Boileaus 4de og S8de Satire, som ogsaa hos os
er efterlignet baade af Reenberg og Holberg, og som denne sidste

346

Google

HOLBERG OG ENGLAND

udtrykkelig henviser til i Fortalen til sine Skæmtedigte. Men Boi
leaus Tilværelse synes Olsvig ikke at kjende, og dette er typisk for
hele hans Bevisførelse. For at sandsynliggjøre sin Paastand om, at
Holberg var særlig og saa godt som udelukkende paavirket fra Eng-
land, underskyder han overalt paa den mest haartrukne Maade en=
gelske Ideassociationer og engelske Paralleler. Hver Gang en engelsk
Forfatter har behandlet et Emne eller benyttet en Titel, der nærmere
eller fjernere minder om Holberg, paaberaabes dette uden Forsøg
paa nogen videre Sammenstilling, medens hele den øvrige europæiske
Litteratur lades ganske ude af Betragtning. For Olsvig existerer kun
Norge og England, og saa maa Holberg naturligvis ogsaa blive en
norsk Englænder. Man mindes uvilkaarlig Wessels Ord i «Brodne
Kar i alle Lande»:

Jeg den kjække Normand priser,
At han stedse ivrig viser,

Han sit Fødeland har kjær;
Men jeg tror, han gjorde ilde,
Hvis han vilde sig indbilde,

At der fødes Mennesker

Kun i Engelland og der.

Med Hensyn til engelsk Skjønlitteratur har man med en vis
Føje undret sig over, at Holberg, der dog havde faaet sin første
egentlige Uddannelse i England og baade ved personlig Sympathi
og videnskabelig Paavirkning var knyttet til dette Land, røber saa
faa Spor af Interesse for engelsk Digtning. - Hidtil er det dog ikke
lykkedes den nyere Forskning at paavise nogen Berøring af Betydens
hed ud over, hvad der allerede længe har været kjendt. Docent
Ad. Hansen holder sig i sit Foredrag om engelsk Indflydelse paa
dansk Litteratur og Aandsliv i det 18. Aarhundrede (Dansk Tids
skrift 1906) forsigtigt og moderat til de store Træk, uden at indlade
sig paa Enkeltundersøgelser, og ved en af Universitetet udsat Priss
opgave 1910 kom der heller intet nyt frem. Saa optog V. Olsvig i
sin Bog om Holberg og England, 1913, Spørgsmaalet til udførlig Bes
handling. I sin Beundring for Holberg, sit ihærdige Arbejde med
hans Værker og sit nøje Kjendskab til England og engelske Forhold
i det 18de Aarhundrede har Forfatteren gode Betingelser for at løse
sin Opgave; men hans fanatiske Ensidighed og fuldstændige Mangel
paa videnskabelig Kritik og Methode gjør ham det umuligt at naa

347

Google

J. PALUDAN

virkelige Resultater. Skjøndt han Gang paa Gang fremhæver og
optrykker Holbergs hyppige Udtalelser af Sympathi for England,
gaar hans Bevisførelse dog først og fremmest ud paa, at Holberg var
nødt til at skjule og fortie denne Sympathi af Hensyn til danske
Fordomme og Enevældets Tryk. Thi under det danske Enevælde
var de Lande ikke vel sete, hvor politisk Frihed havde sit Hjem, og
fremfor alt hadede og afskyede man England og alt, hvad engelsk
var; blot at nævne det kunde udlægges som Landsforræderi og
Majestætsforbrydelse, og dette indædte Had gaar igjen i den danske
Presse lige indtil vore Dage. Bortset fra den tykke Uvidenhed om
danske Stemninger i Nutiden, hvorom den sidste Ytring vidner, har
allerede Overbibliothekar C. Bruun i sin Bog om L. Holbergs trende
Epistler, 1895, taget Grunden bort under hele denne Bevisførelse.
Forholdet var nemlig det, at Personalforandringen i den danske Ad:
ministration 1721, da Anna Sophies Parti, Holsteinerne og deres
Venner, kom til Magten, betegner en afgjort engelskvenlig Retning.
I Mai 1726, just da Holberg ifølge Olsvig skal have skrevet sit første
Levnetsbrev, hvor hans Fortielser skulle være særlig tydelige, kom
en engelsk Flaade til Østersøen for at støtte Danmark mod Ruslands
Trusler i Anledning af HolsteinsGottorp, og næste Aar sluttedes et
formeligt Forbund med England og Frankrig. Da Georg I døde s. A,,
siger Holberg selv i 2. Udg. af Introduction til de europæiske Rigers
Historie, at Kongen altid havde været en Ven af Danmark, der havde
Grund til at begræde hans Død.

Beviset for, at Holberg var væsentlig engelsk paavirket, søger
Olsvig altsaa mindre i, hvad Holberg udtaler, end i, hvad han ikke
har udtalt, og naar man saaledes læser mellem Linierne, kan man
naturligvis faa ud af Holbergs Skrifter, hvad det skal være. Naar
det første Levnetsbrev unægtelig er noget fragmentarisk og anekdo:
tisk, ogsaa med Hensyn til Rejseoplevelser, giver Holberg selv netop
i Anledning af Englandsrejsen den naturlige Forklaring: «Dersom
det havde været min Hensigt at pynte dette lille Skrift med Beskri
velser af Lande og Steder, kunde jeg behandle visse Institutioner,
som maaske ikke vilde være uden Interesse; men jeg har kun lovet
en kort og simpel Fortælling om det, som angaar mit eget Levnet.»
Med andre Ord, han vilde ikke give udtømmende Memoirer og
Rejsebeskrivelse med Bidrag til Tidshistorien, men kun mere tilfæle
digt, for sin egen eller en Vens Fornøjelse, optegne personlige Erindrin-
ger, saaledes som de nu faldt ham ind og morede ham i Øjeblikket.

348

Google

HOLBERG OG ENGLAND

Men dertil kommer, at han jo har suppleret Levnetsbrevet med en
Række andre Udtalelser, lige fra Introductionen 1711 til Betænknine
gen over nogle europæiske Nationer 1743, og her lægger han intet-
somhelst Skjul paa sin Forkjærlighed for engelsk Nationalcharakter,
engelsk grundig Tænkning og Tolerance. Det skulde altsaa særlig
være engelske Digtere og engelsk Skjønlitteratur, det var politisk far»
ligt at omtale i Danmark, og det i den Grad, at naar Holberg som
sagt aldrig har nævnt Addison, bliver dette hos Olsvig nærmest et
Bevis for, at denne Forfatter Livet igjennem har været hans store
Mønster og Forbillede.

Alt vel overvejet er det ikke saa mærkeligt, at Holberg staar
temmelig fremmed overfor engelsk Digtning. At hans Studier i Eng
land have været af udelukkende videnskabelig Natur, og at han un:
der sit Ophold der «ikke har skænket Skjønlitteraturen en Tanke»,
som det hedder hos Just Bing, fremgaar ikke blot af hans Taushed
om dette Emne i første Levnetsbrev, men ogsaa af den directe Ud:
talelse, at han i sin Ungdom havde en udpræget Afsmag for Poesi
og gabede ved Læsningen selv af det skjønneste Digt. Sin Digtere
virksomhed begyndte han efter lange Rejser paa det europæiske
Continent ganske naturligt under hovedsagelig Indflydelse af den der
herskende fransksklassiske Smag, i Skæmtedigtene af Horats og
Boileau, i Komedierne af Moliére og Italienerne, i P. Paars af Æhneis
den og den franske burleske Digtning fra Scarron til Le Lutrin. Dette
sidste Digt skylder han ikke alene, som han selv siger, Ideen til Bog:
slaget, men ogsaa en Del af Planen og visse Enkeltheder, især i Bes
gyndelsen af P. Paars. Swifts «Battle of the books» har derimod,
trods Titelens Lighed, og skjøndt Satiren ligesom de franske Burlesker
er et Indlæg i Striden mellem «les anciens et les modernes», intet at
gjøre med Bogslaget i P. Paars. Swifts Arbejde er en allegorisk Kamp
mellem klassiske og moderne Digtere, ikke et Slag med Bøger som
Kastevaaben. Butlers Hudibras og Popes «Rape of the lock» ligge
baade i Emne og Tone P. Paars saa fjernt, at al Paavirkning er ude:
lukket; Holbergs Biograf og Omgangsfælle Scheibe vidner jo ogsaa,
at P. Paars's Digter endnu ikke havde læst noget af disse Værker,
og naturligvis da endnu mindre andre samtidige, højst ubetydelige
og udenfor England saa godt som ukjendte «mocksheroics».

Det egentlig nye i Tidens engelske Skjønlitteratur var Romanen,
og her er ogsaa det eneste Punkt, hvor Holberg som Digter staar i
Gjæld til England. Niels Klim hører jo imidlertid hans ældre Alder

349

Google

J. PALUDAN

til og har intet med Opholdet i Oxford at gjøre; de berømte nye
engelske Romaner faldt ogsaa adskillige Aar senere end dette Ophold. -
For den borgerlig rørende Familie» og Kjærlighedsroman kunde Hol»
berg efter hele sin Natur ingen videre Sans have, hvad der ogsaa
fremgaar af hans Udtalelser om Richardsons Pamela. Det var den
satiriske og didaktiske Romandigtning, der blev hans Mønster, og
navnlig har som bekjendt Swifts Gullivers Rejser afgivet Tanken og
Planen til Niels Klim, medens Bogen i Enkeltheder har laant nok
saa meget af tidligere utopiske Romaner fra Lukian til Rabelais, Bi
skop Halls «Mundus alter et idem», d'Allais' «Histoire des Sévarame
bes», d' Ablancourts «Supplément de I'Histoire veritable» (de Lucien),
samt en fransk Efterligning af Swift, Desfontaines «Nouveau Gullis
ver». Et Afsnit af Niels Klim, Rejsen til Qvama, er aabenbart an
lagt efter Defoes Robinson eller rettere dennes Fortsættelse, hvor
Robinson danner et Statssamfund paa sin Ø, og Efterligningerne
deraf, Robinsonaderne. Endelig slutter Tanians Rejse sig til den
saakaldte «Spionlitteratur» i Italien og Frankrig, som culminerede og
afsluttedes med Montesquieus berømte Lettres persanes.

Det ses saaledes, at endog i Niels Klim blander fransk Indfly»
delse sig med den engelske. V. Olsvig har hævdet, at Holberg med
Potu i Niels Klim særlig skulde sigte til England, ligesom Martinia
ustridig betyder Frankrig. Han støtter sig bl. a. til en Udtalelse om
Agtelsen for de ældre i Potu, som ordret gjenfindes 1 første Levnets»
brev om Opholdet i Oxford og derfor skal bevise, at Holberg har
havt sine Ungdomsminder fra England i Tanke. Olsvig synes imide
Jertid ikke at vide, at dette ikke er Holbergs egne Ord, men et Citat
af Ciceros Cato major (C. W. Smith i Dsk. Maanedsskr. 1866, 394),
der ligesom mange andre latinske Citater kan være faldet Holberg
ind ved flere forskjellige Lejligheder. De andre «selvbiografiske Min:
delser», som Olsvig vil finde i Beskrivelsen af Potu, er ganske be
tydningsløse, og medens denne Forfatter ellers overalt i England ser
det europæiske Fremskridtss og Foregangsland, er Holbergs Potu jo
netop Udtryk for en Conservatisme, der grændser til Stagnation.
I det hele sigtes der i Niels Klim neppe til enkelte bestemte Lande;
ligesom Martinia, ifølge Vilh. Andersen i Tider og Typer, ikke blot
er Galanteriets, men ogsaa Theologiens og Formalismens Hjem, altsaa
Tyskland (og Danmark), saaledes har Potu ogsaa Træk af P. Paars's
Danmark og er neppe nogen Mønsterstat, men en construeret Mod»
sætning til den franske Overfladiskhed og Nyhedssyge, hvis Over

350

Google

HOLBERG OG ENGLAND

drivelse i Holbergs Alderdom havde gjort ham ligesaa conservativ,
som hans Ungdom havde været reformatorisk.

Særlig i Holbergs Komedier har man tænkt sig, at der maatte
kunne findes Spor af Tidens blomstrende engelske Lystspildigtning,
uden at nogen dog hidtil har kunnet naa videre end til, hvad den
litterært vel bevandrede Rahbek allerede for hundrede Aar siden har
oplyst, og Skavlan og Jul. Martensen senere tildels suppleret. Hol»
berg udtaler sig kun lejlighedsvis om engelsk Skuespil: skjøndt
det ingenlunde mangler «Klygter og Indfald», finder han det dog
uskikket til Optagelse hos os paa Grund af dets Frivolitet, dets Brist
paa Enhed i Handlingen og paa fint og smagfuldt Sprog (Levnet v.
Levin 235. Ep. 241), >: dets Uoverensstemmelse med den herskende
franske Smags Fordringer til Correcthed og Stil. Af samtidige en
gelske Stykker nævner han vel egentlig kun Farquhars «Recruiting
officer» og Congreves «Way of the world» saaledes, at han maa fors
modes at kjende dem. For nu ogsaa her at vende op og ned paa
alle hævdvundne Forestillinger gaar Olsvig uden videre ud fra den
haarrejsende Paastand, at Holberg aldrig har erkjendt, at den franske
Komedie var Moder til hans danske Skueplads, eller at han nogen.
sinde har efterlignet Moliére (1), hvis Komedier han dog, foruden
mange andre Steder, i Ep. 296 ligefrem kalder «den Plan, hvor
efter jeg mig i mine Skuespil haver rettet». Livsindholdet i Hols
bergs Skuespil er ifølge Olsvig engelsk (ikke dansk?) og kun Fore
men laant fra Frankrig. Endvidere henleder han Opmærksomheden
paa en Bemærkning i Betænkningen over nogle europæiske Nationer:
«Medens den danske Skueplads var i Flor, forsøgte vi at oversætte
nogle engelske Skuespil, men der var ingen, som fandt Behag i dem.»
Dette forstaar Olsvig saaledes, at «Holberg selv og ingen anden»
har oversat og rimeligvis ogsaa ladet opføre engelske Stykker. Men
hverken hos Holberg selv eller nogen af hans samtidige, hverken i
de bevarede gamle Plakater og Spillelister eller i den omhyggelige
Repertoirefortegnelse hos Overskou findes der Antydning af, at der
før 1747 er opført andre engelske Skuespil end Reenbergs Oversæt:
telse af Vanbrughs Æsop. Det maa være den, Holberg sigter til, og
maaske den anonyme Oversættelse af Gyllenborgs «En båttrad
villhjerna», 1725, bearbejdet efter Steeles «Lying lover», men aldrig
opført. Olsvig kjender aabenbart intet af disse Stykker; Holberg
selv har ikke det mindste med dem at gjøre, og oven i Kjøbet gaa
de ikke tilbage til engelske Originaler, men til Bearbejdelser af

351

(Go ogle

J. PALUDAN

Boursaults Ésope og Corneilles Menteur (Carl S. Petersen «Ogsaa
en Holbergforsker», i Tilskueren 1914). Skulde der kunne tænkes
paa andre, nu ukjendte Oversættelsesforsøg, saa maa det være gaaet
med dem som med de engelske Komedier, Holberg efter Skueplad»
sens Gjenaabning 1747 gjennemløb og fandt ubrugelige (Ep. 241).

Forresten indskrænker Olsvig sig væsentlig til gjentagne Gange
at opregne Rækker af engelske Skuespil, der i Titlen have en vis
Lighed med Holbergs, og som «ved Suggestion», om ikke som Møn»
stre, kunne have paavirket ham. Men aabenbart har Olsvig ikke læst
et eneste af disse Skuespil, end sige jævnført dem med Holbergs,
hvorved han vilde have opdaget, at Ligheden i Titel er rent tilfæl»
dig eller endog en blot Misforstaaelse, naar f. Ex. John Dennis's
«A plot and no plot» sammenstilles med Uden Hoved og Hale i
den Tro, at Ordet «plot» her betyder Komedieintrige, medens det i
Virkeligheden betyder en Sammensværgelse, som man bilder Hoved»
personen ind, at han er anklaget for.

Af en ganske anden Lødighed end Olsvigs Arbejde er den før
nævnte Amerikaner Campbells nys udkomne Bog, «The Comedies of
Holberg», 1914, der behandler Spørgsmaalet ikke blot objectiv viden»
skabeligt, men ogsaa alsidigt, med ligelig Fremhævelse af alle frem-
mede Paavirkninger, uden at en enkelt helt overskygger de andre.
Det er jo i og for sig interessant her at se vor store Komiker gjene
nem engelske, ligesom i sin Tid Robert Prutz 1857 har set ham
gjennem tyske, og Legrelle «Holberg considéré comme imitateur de
Moliére», 1864, gjennem franske Briller. Men derhos bringer Camp»
bell paa sine Steder, især i Afsnittet om Holbergs Forhold til den
italienske Maskekomedie, nye Iagttagelser, som i alt Fald er Op:
mærksomhed og nøjere Prøvelse værd. Her er det jo imidlertid kun
Forholdet til det engelske Skuespil, der kommer i Betragtning, og i
saa Henseende opstiller Forfatteren ubestridelig virkelige Synspunks
ter, ikke som Olsvig blot løse Antydninger og Paastande. Af Be
tydning er saaledes hans Adskillelse mellem det egentlige, raffinerede
og frivole «Restorationsdrama», som er det, Holberg tager Afstand
fra, og Ben Jonsons mere folkelige Retning, der ligesom Holberg
selv staar i en vis Modsætning til det franske Theaters aristokratiske
Tone. At der her baade i Charaktertegning, dramatisk Bygning og
Stil er Slægtskab med Holberg, lader sig neppe benægte. Men, som
Campbell selv bemærker, man tør fra saadanne almindelige Ligheder
ikke slutte til personlig Paavirkning. Det stereotype i Charakter»

352

(Go ogle

HOLBERG OG ENGLAND

tegningen, den «herskende Evne», som hos de komiske Figurer slus
ger alle individuelle Nuancer, er et Fællestræk i Tidens Komedie;
end ikke Moliére var endnu naaet saa vidt i psychologisk Iagttagelse,
at han overalt kan give mere end Figurens grovere Omrids. Ikke
heller behøvede Holberg nogen Impuls fra Farquhar for at lære at
drage alle Stænder og Stillinger i det danske Samfund, ikke blot det
dannede Selskab, ind under sin Satire, og hans djærve, noget plumpe
Realisme gjenfindes hos de fleste af vore samtidige Poeter, hvor ene
gelsk Indflydelse er ganske udelukket.

Til at bevise Efterligning maa der kræves saadanne Enkeltovere
ensstemmelser i Replik eller Situation, som ikke godt kunne være
tilfældige, og dem har Campbell ikke fundet hos Ben Jonson eller
hans Skole. Naar han alligevel i næsten ligesaa stærke Udtryk som
Olsvig hævder, at engelsk Indflydelse ikke har været mindre betyd»
ningsfuld for Holberg som Digter end som Videnskabsmand, og at
den i ikke ringere Grad end den franske er grundlæggende for Ko»
medierne, saa kan man ikke værge sig mod en Fornemmelse af, at
han tildels har ladet sig suggerere af Olsvig, hvis vilde Hypotheser
han ellers stiller sig kritisk til. I ethvert Tilfælde er det tydeligt, at
han stærkt overvurderer Indflydelsen fra den Litteratur, han er særs
fig kjendt med, og at han som Udlænding ikke er fuldt bevandret
i den dansksnorske Litteratur, der behandler Spørgsmaalet, ikke ene
gang altid tilstrækkelig benytter Arbejder, som han selv har citeret.
Om end ikke med en Olsvigs Løshed og Lettroenhed forfalder dog
ogsaa Campbell til den almindelige Fejl at slutte for meget ud fra
Emnefællesskab, fra de mangfoldige Vandremotiver, som Holberg
benytter i sine Stykker ligesom saa mange andre Forfattere til for»
skjellige Tider og i forskjellige Lande, og da naturligvis ogsaa i Engs
land.

Lad os da se lidt nærmere paa de Tilfælde af directe Paavirke
ning fra Engelsk, som Olsvig og Campbell mene at kunne paavise.
Begge nævne den noksom bekjendte Lighed i Handling mellem
Shakespeares Forspil til «Taming of the screw» og Jeppe paa Bjere
get. Motivet er lige fra Middelalderen vidt udbredt over Orienten
og Europa; endog i Danmark findes det længe før Holberg i Aneke
dotform, 1 det l6de Aarhundrede i en Krønike, der tillægges Humas
nisten Henrik Smith, og 1613 i Claus Pors's Levneds Compas (pag.
N VI, s. Dansk hist. Tidsskr., 6 R. II 8). Holberg selv opgiver
Bidermanns Utopia som sin Kilde, men efter Philipsens Holberg»

353

Go ogle

J. PALUDAN

bibliografi anfører Campbell nogle Enkeltheder i Handlingen, som
ifølge Philipsen pege hen paa et ældre engelsk Forbillede for
Shakespeare, efter Campbells Mening derimot paa denne selv. Rahbek
har i sin udførlige Sammenstilling ikke fundet Bevis for nogen
Paavirkning, og Ligheden i Replikerne synes ikke saa slaaende, at
hver af Forfatterne jo kunde have fundet paa dem uafhængig af den
anden, ud fra den fælles Situation. Men at Holberg et enkelt Sted
skulde have faaet saadanne Detailler fra Shakespeare, hvem han ellers
aldrig nævner eller synes at kjende, er paa Forhaand højst usande
synligt.

Olsvig nævner to Lystspil af Fielding, der egentlig ikke komme
Sagen ved, da begge er senere end Holbergs tilsvarende, saa det i
alt Fald ikke er Holberg, der her er Efterligneren. «The justice
caught in his own trap» bærer imidlertid kun i nogle enkelte Exeme
plarer Undertitlen «The coffeeshouse politician», og den politiserende
Borger er en blot Bifigur i Stykket, uden videre Berøring med den
politiske Kandestøber. Som Forbilleder for denne henviser Olsvig
end videre til St. Évremonts «Sir Politick wouldsbe», som dog er et
fransk Stykke, der blot har engelsk Titel og, som allerede Rahbek
udførlig har vist, kun har Emnet i bredeste Almindelighed, men ikke
eet Træk i Udførelsen til fælles med Holberg. Noget mere Lighed
frembyder (Addisons?) lille Skizze «The politic upholsterer» i The
Tatler, som især Campbell lægger stærk Vægt paa i den Tro, at den
«ikke tidligere er bemærket». Den er dog allerede aftrykt og same
menstillet med Den politiske Kandestøber af E. Brandes i «Det 19.
Aarhundrede» 1874—75. Her er vistnok Tale om en Haandværker,
der forsømmer sit Hus og sin Gjerning for politiske Kandestøberier,
som minde om Herman v. Bremens; men hverken i Situation eller
Handling findes nogen saadan Overensstemmelse, som gjør Paavirke
ning sandsynlig. Campbell mener ogsaa kun, at Holberg fra den
lille Fortælling har faaet Impuls til at behandle Emnet dramatisk,
hvad i øvrigt Arthur Murphy netop har gjort i England 1758, fire
Aar efter Holbergs Død. Men Impulsen ligger langt nærmere. Med
den voxende Almenoplysning først i det 18. Aarhundrede bredte
ogsaa Interessen for ydre Politik sig i den lavere Borgerstand hele
Nordeuropa over, og antog naturligvis ofte komiske Former. Nors
dahl Olsen og Olsvig ville søge Motivet til den politiske Kande-
støber i Bergen, Tyskere som Walther og Gaedertz i Hamburg, men
særlig var det kjøbenhavnske Publikum paa Holbergs Tid ligefrem

354

Google

då tå EE "å

HOLBERG OG ENGLAND

europæisk bekjendt for sin Lyst til at politisere (Stolpe, Dagspressen
IV 19 f1.), og i denne Henseende at ville søge engelske Impulser er
at gaa over Åaen efter Vand.

I det andet fieldingske Stykke, Olsvig henviser til, «The intris
guing chambermaid», er Kammerpigens Rænker ogsaa kun et undere
ordnet Bimotiv af den Art, som gjenfindes hvert Øjeblik i Tidens
Lystspil efter Plautus og Moliére. Men dersom Olsvig havde læst
Stykket, vilde han deri have fundet en anden Bihandling, der min
der mere om Holberg, nemlig en Jean de France, som en Rufferske
holder for Nar ved at give sig ud for en fornem fransk Dame. Hel»
ler ikke dette er dog andet end et europæisk Fællesmotiv, der gaar
igjen i Wycherleys «Gentleman dancingsmaster», i Footes «The Eng-
lishman returned from Paris», i Howards «The english Monsieur»
o. Ål. St., overalt uden virkelig Tilknytning til Holberg. Nærmere
end de engelske Stykker staar, som bemærket af Dr. Gigas, Moretos
Lystspil «El lindo Don Diego» og især Farcen «L'Italien francisé» i
Nouveau Théåtre italien (Jul. Martensens Komedieudgave X 86).

Baade Olsvig og Campbell anfører en Anekdote i Tatler No.
108 som sandsynlig Kilde til Erasmus Montanus, uden at være blevne
opmærksomme paa, at der allerede for længe siden baade fra tysk
og fransk Litteratur er paavist ligesaa og fuldt saa nærliggende Pa»
ralleler i et Par gamle Farcer (Dansk hist. Tidsskr., 6 R. II 15 f1.).
Nu er det ganske vist, at Holberg snarere har kjendt The Tatler end
middelalderlig Farcedigtning, men Hovedsagen er den, at vi atter her
have at gjøre med en almenmenneskelig Erfaring om den pedantiske
Lærdoms latterlige og skadelige Følger, der i forskjellig anekdotmæse
sig Indklædning er vandret gjennem alle Lande og alle Tider. Erasmus
Montanus's syllogistiske Beviser for, at man er sine Forældre Hug
skyldig, at Degnen er en Hane og Morlille en Sten, kunne forfølges
lige op til Aristofanes's «Skyer» og Vitalis's latinske «Elegikomedie»
Geta, c. Aar 1000 (J. P. Jacobsen Det komiske Drama i Frankrig, 19),
hvor vi forresten ogsaa finde en Prototyp for Jeppe paa Bjergets
berømte Monolog om «Jeg og ikkesjeg». Men i sin egen nærmeste
danske Omgivelse havde Holberg saa rig Anledning til at gjøre den»
slags Iagttagelser, at han ikke behøvede at søge dem udenlands.

Endelig nævner Olsvig Farquhars «The inconstant or The way
to win him», som handler om en ustadig Elsker og har ligesaa lidt
med Den vægelsindede at gjøre, som Den stundesløse med Mrs.
Centlivres «Busysbody», der allerede forlængst af Rahbek er afvist

355

Google

J. PALUDAN

som ganske uvedkommende. — Ravenscrofts «Wrangling lovers or.
The invisible Mistress» har heller ikke andet til fælles med De usyne
lige end en løselig Benyttelse af den spanske, gjennem Scarron fore
plantede Fortælling om den tilslørede Dame.

Tilbage bliver da kun Paavirkningen fra Swift gjennem Niels
Klim paa Sganarels Rejse til det philosophiske Land, hvor dog Scenen
med den skeptiske Filosof er laant fra Moliéres Mariage forcé. End
videre den først af Rahbek paapegede Mulighed af, at Handlingen
i Julestuen kan staa i Forbindelse med et Brev om Blindebukleg +
Spectator No. 245, og at Hververscenen i Erasmus Montanus gjens
nem P. Paars kan stamme fra Farquhars «Recruiting officer». Efter
Olsvig «opgiver Holberg selv en engelsk Kilde» til Uden Hoved og
Hale, idet der i Rathlefs tyske Levnetsbeskrivelse af Holberg, som
efter Olsvigs Hypothese skal skyldes denne selv, henvises til en
Anekdote i Chamberlains State of England. At Intrigen i Henrik
og Pernille har paafaldende Overensstemmelser med Fletchers «Rule
a wife», er bemærket af Rahbek, men Holberg har den dog snarere
fra Gil Blas (Martensens Komedieudg. IX). — Til sidst har Skavlan
peget paa et almindeligt Træk, som synes at have sit nærmeste For:
billede i engelsk Lystspildigtning, nemlig den versificerede Slutnings»
moral i flere holbergske Komedier.

I det hele er det jo ingenlunde Meningen at benægte, at Hol:
berg kan have havt et vist Kjendskab til engelsk Digtning saa vel
som til Addison og Spectatorerne, og at dette ogsaa kan have ind
virket paa hans Komedier. Men at et fyldestgjørende Bevis derfor
ikke lader sig føre, synes — meget mod Forfatternes Villie — netop
fastslaaet gjennem Olsvigs og Campbells indgaaende Undersøgelser.
Her maa Bunden vistnok siges at være skrabet; men trods kramp»
agtige Anstrengelser, navnlig fra den førstes Side, er det ikke lykke»
des at fremdrage et eneste positivt og sikkert nyt Factum af nogen
Betydning. De engelske Forbilleder og Paralleler, der henvises til,
er dels tvivlsomme og lidet eller intet sigende, dels ikke andet end
Udløbere af fælleseuropæiske Vandremotiver og litterære Strømnine
ger, som ofte staa Holberg langt nærmere i anden, især fransk Form.

J. Paludan.

356

Google

HALFDAN KJERULF OG POESIEN

Iverdens komponister kan komme i skade for at benytte tekster

som maa forekomme de fleste andre temmelig værdiløse, og
netop de ypperste melodikere — av litt ældre datum — har drysset
sine rigdomme over ufortjente rimsmeders hoder. Schubert er et
eksempel fremfor andre. Hos os har Grieg stundom gjort underlige
valg blandt «digterne». Den grundstemning verset trods alle mangler
kan eie, har vel slaat an lignende strenge hos disse komponister, og
git dem lyst til at utforme hvad der mislykkedes for versemakeren
trods al hans grepethet i inspirationsøieblikket.

Hos Kjerulf forekommer næsten ikke daarlig poesi. Han var
yderst kræsen i sit valg. Over 20 Welhavensdigte, næsten like mange
av Bjørnson, en række av Jørgen Moes, broren Theodors Kjerulfs
og Winthers bedste poesier er vidnesbyrd nok om hvad denne vor
romances skaper søkte i digtningen.

Det som særlig vakte hans musikalske aana, var kjærlighetsdigtet
og naturmaleriet. Grundtonen hos ham maa vel trods udmerkede
vidnesbyrd om evne til folkelivsskildring og humoristisk karakteri+
sering (se f. eks. «Brudefærden» og «Ingrids vise») sies at være
vemod, resignation eller stille klage. Hjertegripende kan han tolke
stemninger som Byrons «Serenade», der aander en sælsom hengivelse
i elskoven, eller uttrykke den evig romantiske grundtone i «Svundne
dage» med dens beskuen av det tapte som en skat der ikke kan
mistes. Hans melodi til «Han tvær over bænkene hang» fortæller
baade ved sin utformning og den stadig tilbakevendende figur i akkome
pagnementet: saa haardt er livet!

Den fine kjender og elsker av poesi hadde dog ikke en tilsvas

357

Google

O. M. SANDVIK

rende sans for selve sætningens fald eller ordets naturlige vegt. Han
deklamerer (akcentuerer) ofte alt andet end godt. Av de mangfols
dige eksempler herpaa kan nævnes: «blot ved din stemmes magt»
— «paa rosenmunden» — «men om din røst blot svæver» —
«trængte til mit bryst».

Dette kan forklares først og fremst av tidsforholdene. Først
Wagner bragte komponisterne til for alvor at interessere sig for den
indtrængende belysning av ordet som i saa høi grad er mulig for
musikkens mange virkemidler, og som ikke bare gir teksten dens fulde
ret, men løfter den op i et høiere plan. Blandt tyskerne har fremfor
alle Hugo Wolff anvendt paa romancen hvad Wagner indførte i
musikdramaet. Og skal man faa indtryk av hvad den moderne sang
kan byde av en fuldstændig sammensmeltning av ord og tone, maa
man studere ham. Hos os har vi først og fremst Grieg i hans senere
verker. «En svane» saavelsom Vinjesangene aabenbarer den rike
skjønhet som ligger i en naturlig fortælling av digtet i toner. Man
kan vel neppe peke paa noget mer fuldendt end disse — og lignende
— verker av ham, naar dertil melodiens kraft og akkompagnementets
hele rigdom tages med i betragtning. Av de nyere maa fremfor alle
Hjalmar Borgstrøm nævnes for sin indtrængende forstaaelse av digtets
egen musik og sin pointering av det hemmelighetsfulde liv en liten
brytning av rytmen kan meddele en verslinje.

Men ikke i al poesi er denne slags deklamation like betydningsfuld.
Folkevisen og med den beslegtede vers forlanger gjennem sin jevne
rytme og sit enkle indhold en melodi der fortæller i store træk
slik folketonen gjør det. Dennes eiendommelighet er en viss suves
rænitet overfor teksten, den synes at paavirke vor fantasi netop i
kraft herav, den drysser av sin musikalske overflod over den tekst
som den dog til nød kan leve foruten.

Hvor Kjerulf anslaar denne folketone, er han ogsaa heldig i sin
deklamation av enkeltheter. Allikevel kan det ikke undgaa opmerks
somheten at han ikke hører til de fødte melodikere, slike som Nord:
raak og Grieg. Den førstnævntes «Synnøves sang» er kanske ikke
saa bedaarende som Kjerulfs, men den lever mer helt paa egenhaand,
uten akkompagnementets understøttende virkning. Og Griegs «Prins
sessen» har det samme fortrin. Den er dertil i 1 takt, hvad der
gir en naturligere fortælling end Kjerulfs *.

Kjerulf mangler ikke melodi, men han er ikke saa bredbarmet i
sin sang som vore to mestersangere. Det er derfor en misforstaaelse

358

Google

HALFDAN KJERULF OG POESIEN

at forklare hans forhold til samtidens poesi ut fra et «aristokratisk»
syn, slik det paany kom frem i jubilæumsartikler (hvor det bl. a. het
at «den nationale tone som klang hos Wergeland, Vinje og Ole Bull
med hans forkomne Møllargut, var altfor grov og plump for Kjerulfs
følsomme øre», eller at det trods hans forhold til folkemelodien laa
fjernt fra ham «at braute og skrike høit»—71). Han sang den første
mer spæde romantik ut og grep emner fra den unge Bjørnsons poes
sier; men helt at tolke den vælde, det blussende liv som efterhvert
utfoldet sig i poesien, var andre forundt. At Kjerulf ikke kom
endnu mer med end han gjorde, hænger sammen — ikke med smag,
men — med en spædere melodisk aare. Ellers kunde han fremfor
nogen netop sat enkelte av Vinjes digte i musik.

— Hvad kjendetegner da Kjerulfs musikalske iklædning av poes
sien? Jo, den eier egenskaper som er yderst sjeldne, og som
opveier hvad han maatte mangle i skarp deklamation eller melodisk
friskhet.

Hans dype forstaaelse av digtet ytrer sig i helhetsopfatningen, i
evnen til at gi situationsbilledet, i anvendelsen av de mange smaa,
men overordentlig karakteriserende tekniske midler.

Et digt som «Vidste du vei du liten fugl» (Theodor Kjerulf) gir
han i % takt, idet han punkterer «vidste» og omtrent alle følgende
første ord i linjerne. Længselen og uroen bringes herved til
uttryk, og understrekes av den fantasivækkende bølgen i melodien
der maler fuglens flugt og hjertets uro. Den dæmpede sorg avløses
av et litet skrik tilslut ved ordene «ei brister nu».

Denne fastholden av hovedstemningen i digtet har netop skapt
den eiendommelige (digterisk set ikke fuldt tilfredsstillende) rytme;
og om den strengt fastholdes i foredraget (hvad der synes vanskelig
for sangerinderne at opfatte eller gjennemføre), gir det ved sin blan»
ding av enkelhet og energi digtet en øket fortryllelse.

Welhavens digt «Hvile i skoven» har først og fremst virket
paa ham ved ordene «svæver en luftning hid og did». Melodiens
gang og akkordernes merkelige enkle dybde gir en sommerlig
stemning, et billede av den svale viften. Den tone et mottagelig
øre synes fornemme i det vakre digt, har tat gyldig form i Kjerulfs
musik.

Endnu tydeligere kan han fortælle selve situationen, naar han
som i: «Jeg kunde slet ikke sove for nattergalens røst» ved ordene
«jeg aabnede vinduet stille» lar melodien efterligne fuglesangen.

359

Google

O. M. SANDVIK

Menneske og fugl møtes likesom, idet akkompagnementet samtidig
lar høre fuglekvidderet i sin ellers sommervindøskildrende bevægelse.

Rent naturalistisk kan han stundom virke. «Lokkende toner» ender
med et «tirilil tove» som flytter tilhøreren langt tilfjelds. Likedan i
Riåckerts «Liebespredigt». «Was singt und sagt Ihr mir Vögelein
vom Liebe?» akkompagneres av et fuglekor, og de sidste otte takter
til ordet «Liebe» tegner den elskendes længsel slik den lever i
vaarjubelen.

Disse eksempler viser Kjerulfs dramatiske virkemaate. Ikke melo»
dien alene, men oftere den karakteristik som rytmen, smaafigurerne, ake
korden gir anledning til, arbeider sammen paa at belyse digtet. Almine
deligvis aapnes kompositionen med et høist betegnende forspil; med
nogen faa takter kan han forberede den stemning sangen skal hen
sætte digtet i. Hans indledning fører os som til et utsigtspunkt
hvorfra det hele skal sees, og hans kunst evner at fastholde billedet
sangen igjennem. Hans rytmiske akcent er her overordentlig vigtig.
«Og mine taarer trilled, da grenen fik et ryk», — den nye glæderike
situation betegnes ved en tver pointering av «da», mens melodien
løper videre i samme leie. Runebergs digt «Det var då» gjengives
i % takt, men midtpartiet fortæller i valserytme om hvad der
engang var. Og Kjerulfs smagfulde sammenstilling redder helhets-
billedet.

Et av hans mest dramatiske arbeider er «Fagre dal, lyse sommer —»,
hvor han gir en blanding av frit recitativ og jevn melodi. Welhavens
i formen symmetriske, men livfuldt bevægelige vers opfatter Kjerulf
meget fint, idet han lar det dramatiske recitativ naturlig brytes av
melodi hvergang tanken paa den savnede «hjertets tryllerinde» lægger
sin vemodige skygge over sommerglansen, og han gjør digtet dobbelt
eiendommelig.

En skiften mellem moll og dur er jo et kraftig musikalsk middel.

Kjerulfs fine øre kan her rigtig dokumentere sig. Netop hvor
fortvilelsen kommer fuldt til orde i Runebergs «Saknaden», synger
han ut i dur, og det pludselige utbrud faar en egen bred vælde.

— Som jeg her kortelig har søkt at vise, raader Kjerulf over et
helt arsenal av virkemidler — fra den bedaarende lille melodistump
til rytmens mange underfundige pointer og akkordverdenens uene
delige farverigdom. Hans sikre kunst holder apparatet sammen, han
har sterk sans for enkelhet allikevel. Men det nøiagtigst mulige uttryk
er det han sigter paa. Han er dramatisk i sjelden grad, og han kan

360

Google

HALFDAN KJERULF OG POESIEN

dele op et digt paa en maate som minder om helt moderne mesteres
dissektionsmaate.

Alt sammen bunder i hans fine poetiske forstaaelse. Digtene er
hos ham i nænsomme hænder, han belyser teksten, særlig træffer
han med næsten usvikelig sikkerhet grundstemningen i den. Og hvor
hans melodi stundom kan virke spinkel, lever dog «digtets aand»

i pianoledsagelsen.
O. M. Sandvik.

24 — Edda. IV. 1915.

361

Google

BREVE FRA HENRIK IBSEN TIL TEATERCHEF

SCHRØDER
(Universitetsbiblioteket, Kr.a.)

Meddelt ved Francis Bull.

and. mag. H. F. L. Schrøder (1836—1902) var chef for Christiania Theater
é fra 1879 av, like til teatret paa Bankpladsen lukket i 1899. Han var en forsigtig
og konservativ natur, og det blev snart et vanskelig forhold mellem ham og
Ibsen, da han i 1881 ikke vilde eller turde la Gengangere opføre. Pressepolemik 1881 og
pipekonsert i 1883 var en følge av Schrøders holdning. Ibsen blandet sig som vanlig
ikke ind i striden, men han bevarte vistnok altid en viss bitterhet overfor den fore
sigtige teaterchef. Da Schrøder i «Erindringer fra mit Theaterliv» (Aftenposten 1900
nr. 151, 158 og 162) hadde fremstillet sit syn paa Gengingentriden. skal Ibsen ha
talt om «den gamle klosterfrøkens erindringer». Utad var dog forholdet mellem
Ibsen og Schrøder altid høflig og venlig, og ved en tale for Ibsen efter den 100de
opførelse av «De Unges Forbund» (Mgbl. 1891 nr. 562) søkte Schrøder at gi ut
tryk for sin dype beundring for den lange række av mesterverker som skyldtes
Ibsens rike digtergenius, og som hadde gjort ham til en av teatrets grundpiller.
Tre smaa billetter fra aarene 1892—98 er ikke tat med. Et navn er utelatt i
brevet av 14. november 1884. Ellers er gjengivelsen fuldstændig.

Bozen i Tyrol, 5. november 1884.
Herr teaterchef Schrøder I

Deres meget ærede skrivelse af 22. oktober kom mig først i hænde
den 31. netop som jeg stod i begreb med at forandre opholdssted.

Disse omstændigheder må tjene mig til undskyldning for at jeg har
ladet Deres brev henligge ubesvaret indtil idag.

Mit svar er for øvrigt i det faktiske givet i en til «Dagbladet» ind»
sendt erklæring, * hvilken formentlig er kommen Dem for øje og hvortil
jeg herved henviser. En vidløftigere udvikling ansér jeg for overflødig.

Mit nye skuespil er Dem forhåbentlig tilstillet.* Min postadresse
er: Consolato di Svezia & Norvegia. Rom.

Deres ærbødigst forbundne
Henrik Ibsen.

! Dagbl. 2. november 1884, nr. 382. Ibsens Breve II s. 141. Ibsen uttaler her
at der ingen sandhet er i forlydendet om at han skulde være villig til at overta
posten som chef for Christiania Theater.

å «Vildanden», som kom å bokhandelen 11. novbr. 1884.
362

Go ogle

BREVE FRA HENRIK IBSEN TIL TEATERCHEF SCHRØDER

Rom, den 14. november 1884.
Herr teaterchef Schrøder!

Ved min tilbagekomst hertil igår aftes forefandt jeg Deres telegram,
i anledning af hvilket jeg skal tillade mig at bemærke følgende.

Jeg nærer ikke noget ønske om selv at besætte rollerne i mit nye skuer
spil * og vilde heller ikke godt kunne påtage mig dette, da jo flere medlem-
mer af personalet ér mig ubekendte og jeg for andres vedkommende ikke
har havt anledning til at følge deres udviklingsgang anderledes end gen»
nem avisernes recensioner, der meget ofte ikke gir noget pålideligt billede.

Jeg har imidlertid tænkt mig at Hjalmar må spilles af Reimers.
Denne rolle må endelig ikke gives med noget slags parodisk i udtrykket;
ikke med spor af bevidsthed hos skuespilleren om at der i yttringerne
ligger noget som helst af komisk anstrøg. Han har dette hjertevindende
i røsten, siger Relling, og det må frem for alt fastholdes. Hans føl-
somhed er ærlig, hans tungsind smukt i sin form; ikke fnug af affek-
tation. I fortrolighed vil jeg henlede Deres opmærksomhed på.......... ;
der lige frem kan være dejlig når han våser som værst. Dette er et
fingerpeg for vedkommende skuespiller. — Gina må kunne spilles godt
af fru Wolf. Men hvor tar man en Hedvig fra? Det ved jeg ikke.
Og fru Sørby? Hun skal være smuk, kvik, og ingenlunde simpel.
Kunde frøken Reimers løse opgaven? Eller kan fru Gundersen det?
Gregers er stykkets vanskeligste karakter med hensyn til gengivelsen.
Undertiden tænker jeg på Hammer undertiden på Bjørn B. Gamle
Ekdal kan gives enten til Brun eller til Klausen; Relling måske til Sel-
mer. Jeg vilde helst ganske være fri for Isachsen, fordi denne altid går
og gebærder sig som en underlig skuespiller og ikke som et almindeligt
menneske; men han kunde dog måske få noget ud af Molviks få re-
plikker. Begge tjenerne må ikke negligeres; Pettersen kunde kanske
gives til Bucher, og Jensen til Abelsted, hvis ikke denne behøves til en
af herrerne i middagsselskabet. Ja gæsternel! Hvad gør man med dem?
Simple statister kan jo ikke bruges uden at fordærve hele akten. Og
så grosserer Werle?” Man har jo Gundersen. Men jeg ved ikke om
han hos denne mand magter at få frem, hvad jeg har villet og således,
som jeg har villet det.

I sammenspillet og scenesætningen kræver dette skuespil natursands
hed og virkelighedspræg i enhver henseende. Også belysningen har sin
betydning; den er forskellig for hver akt og er beregnet på at svare til den
grundstemning som præger med en særlig karakter hver af de fem akter.

Disse løse bemærkninger har jeg ikke villet tilbageholde, men beder
Dem for øvrigt ordne alt efter eget skøn.

Deres ærbødigst forbundne
Henrik Ibsen.

! Ved premieren paa Vildanden 11. Januar 1885 var rollebesætningen følgende:

Werle — Gundersen, Gregers — Hammer, al — Johannes Brun, jane — Arnols
dus Reimers, Gina — fru Wolf, Hedvig — frk. Krohn, fru Sørby — fru Selmer, Rels
ling — Isachsen, Molvik — Selmer, Graaberg — Rasmussen, Pettersen — Bueher Jen
sen — Jean Berg, En blegfed herre — Henrik Klausen, En tyndhaaret herre — Hans

Brun, En nærsynt herre — Abelsted.

363

Google

BREVE FRA HENRIK IBSEN TIL TEATERCHEF SCHRØDER.

Rom, den 30. november 1884
Herr teaterchef Schrøder!

Tillad mig i anledning af den forestående indstudering af «Vilde
anden» at gøre opmærksom på at stykket af mig er tænkt arrangeret fra
tilskuerpladsen og ikke fra scenen. Dette er af vigtighed navnlig for op*
trinene efter at Hedvig har skudt sig.

En trykfeil bedes rettet. Side 167 står i Hjalmars 2den replik:
Men du må jage på mig. Dette skal naturligvis være: Men du må ikke
jage på mig.'

Hvad rollebesætningen angår, må jeg gentage fra mit forrige brev
at jeg helt og holdent lægger den sag i Deres hænder. Det er blevet
mig meddelt som et rygte at man tænker på at besætte grosserer Were
les rolle med Isachsen, og dette har jeg intet imod når han blot til»
holdes ikke at fremstille ham som påfaldende eller forunderlig.

Med hensyn til iscenesætningen håber jeg at man fører sig til nytte
den metode, som nutildags anvendes ved de bedste udenlandske teatre.

Deres ærbødigst forbundne
Henrik Ibsen.

Miinchen, den 6. Februar 1889.
Herr teaterchef Schrøder I

Undskyld at jeg med et par ord ulejliger Dem i anledning af en
trykfejl, den eneste, som forefindes i «Fruen fra havet». Side 193 står
nemlig i en parentés ved en af Bolettes repliker: halvt for sig selv.
Dette er urigtigt. Der skal stå: halvt fra sig selv." Hvis man ikke
under prøverne har gættet fejlen bedes vedkommende skuespillerinde
godhedsfuldt gjort opmærksom på samme.

Deres ærbødigst forbundne
verte I Henrik Ibsen.

I «Morgenbladet» findes en række af artikler,” hvori de i mit
stykke forekommende personer er ganske fortræffeligt og korrekt karakterie
serede således som jeg har ment det. Skulde derfor nogen af de rolles
havende svæve i uvisshed om den rette opfatning, kan jeg kun henvise
til disse artikler, hvilke først for nylig er komne mig i hænde.

Deres

H. 1.

! Feilen findes endnu i 2det oplag s. 167, og i Samlede Verker VII s. 330,
men er rettet, idet ikke staar i klammer, i Mindeudg. IV s. 287, og endelig helt
rettet i 3dje opl. (1914) s. 77 og Smlde Verker 1914 s. 237.

3 Feilen er gjentat i 2det oplag 1902 s. 163, i Smilde Verker IXs. 327, Mindeudg.
Vs. 74, Smlde Verker 1914 VII s. 175.
* Mgbl. 1888 nr. 675, 683, 685, 688, 691, av —*— (auditør Alfred SindingsLarsen).

364

Google

BREVE FRA HENRIK IBSEN TIL TEATERCHEF SCHRØDER

Miinchen, den 27. December 1890.
Herr teaterchef Schrøder I

Jeg har havt den ære at modtage Deres venlige meddelelse om at
Kristiania teater ønsker at opføre mit nye skuespil «Hedda Gabler» og
bringer Dem hermed min forbindtligste tak for forespørgselen i så hens
seende. Mit foreløbige telegramsvar håber jeg er kommet Dem rigtig i hænde.

En ganske særdeles tilfredsstillelse var det for mig af Deres udførs
lige fremstilling at erfare at Deres opfatning af stykkets personer falder
fuldstændig sammen med, hvad jeg har villet og tilstræbt.

Som følge heraf tiltræder jeg også på ethvert punkt Deres mening
om, hvad der med de forhåndenværende kræfter ved teatret må bes
tragtes som den rigtigste rollebesætning."

«Hedda» bør utvilsomt spilles af frøken Bruun, der forhåbentlig vil
bestræbe sig for at finde udtryk for det dæmoniske underlag i karak-
teren. Fru Heiberg har jeg for fem år siden sét på Bergens teater og
jeg modtog da et meget stærkt indtryk af hendes naturbegavelse. Men
både for mit stykkes og for hendes egen skyld holder jeg det for øn:
skeligt at der ikke tildeles hende en opgave, hvori hun på flere hoveds
sagelige områder næppe for tiden vil kunne gøre fuld fyldest for sig.

Om den øvrige rollebesætning kan der vel ikke være nogen tvil.
Jeg samstemmer i et og alt med, hvad De i så henseende i Deres brev
har foreslået. Naturligvis bør frøken Parelius og ikke fru Gundersen
spille frøken Tesmans rolle.

Der er blot et eneste punkt som står mig for hovedet og det er
at herr Reimers i sit ydre så lidet svarer til det billede, jeg gerne vilde
man skulde modtage af Ejlert Løvborg. Men ved hjælp af maskerings-
og påklædningskunster må der vel kunne bødes adskilligt herpå.

Jeg skal bemærke at stykket allerede er antaget ved det kgl. teater
i København. Men kammerherre Fallesen har ikke hidtil fremsat nogen
fordring på at stykket dersteds skal spilles først undtagen, som sæd:
vanligt, for Danmarks vedkommende.

At et exemplar af bogen forinden dens udkomst i handelen ikke
blev Dem tilsendt fra forlæggeren, beder jeg Dem om ikke at mistyde.
Kammerherre Fallesen fik heller ikke noget exemplar udleveret. Overs
hovedet absolut ingen. —

Hvad honorarspørgsmålet angår skal jeg tillade mig at foreslå at
Kristiania teater en gang for alle erlægger et beløb af 2,500 kroner, der
indbetales til boghandler Nils Lund i Kristiania så snart første gangs op*
førelse af stykket har fundet sted.

Med erkendtlig tak for den omhu, hvormed De øjensynlig allerede
har sat Dem ind i mit nye arbejde har jeg den ære at tegne mig

Deres særdeles forbundne
Henrik Ibsen.

! Ved premiéren 26. februar 1891 var rollebesætningen: Tesman — Selmer,
Hedda — Constance Bruun, frk. Tesman — frk. Parelius., fru Elvsted — fru Dybr
wad, Ejlert Løvborg — Arnoldus Reimers, Brack — Olaf Hansson, Berte — fru Selmer.

365

Google

BREVE FRA HENRIK IBSEN TIL TEATERCHEF SCHRØDER

Efter premiéren paa Hedda Gabler sendte Schrøder telegrafisk med»
delelse til Ibsen om publikums store begeistring, og fik som svar føl»
gende telegram:

Miinchen */s1 1891.

Udfaldet med stor glæde erfaret. Tak og hilsen til dem alle!
Haaber paa god fremtidig samvirken i forstaaelse.

Henrik Ibsen.

[Kristiania] 27. 5. 93.
Herr teaterchef.

Af aviserne sér jeg at «Vildanden» skal spilles på fredag. Jeg bes
der Dem i den anledning om godhedsfuldt at forhindre at den skræke
kelige Isachsen kommer til at spille dr. Relling. Han har jo tidligere
fordærvet halve stykket for mig |

Deres ærbødigst forbundne
Henrik Ibsen.

[Kristiania] 15. 5. 94.
Ærede herr teaterchef!

Jeg har i opdrag at henvende en ærbødig forespørgsel til Dem.
Det er fra dr. Edvard Brandes, som opholder sig her og spørgsmålet
gælder om det skulde være ham muligt at få sé «Et Sukkekjeme eller
«Vildanden» da han agter at skrive om vort teater, hvilket han omfatter
med levende interesse.

Deres særdeles forbundne

Henrik Ibsen.

Kristiania, den 5. 11. 97.
Herr theaterchef Schrøder!

Det er kommet mig for øre at teatret tænker på at opføre mit
skuespil «Gildet på Solhaug». Skulde dette forlydende medføre sand:
hed, må jeg begære at den af mig reviderede 2den udgave af stykket
benyttes ved indstuderingen. Ligeledes henleder jeg opmærksomheden
på den af den danske musiker LangesMiiller komponerede ouverture og
mellemaktsmusik samt melodier til de i stykket forekommende sange og
kor, m. m.*

Deres meget forbundne

Henrik Ibsen.

! Relling var alt ved gjenoptagelsen av «Vildanden» 1889 overtat av Fr. Garmann.

* Gildet paa Solhaug (med LangesMiillers musik) blev efter 31 aars hvile

gjenoptt paa Christiania Theater 6. decbr. 1897, og blev i løpet av et aar spillet
ganger.

366

Google

FINLÄNDSK LITTERATURFORSKNING 1914—1915

D: mårkligaste arbetet på den finlåndska litteraturhistoriens område
under senaste tid år otvivelaktigt andra bandet av professor Vals
frid Vasenius' stora biografi över Zachris Topelius. Det begynner
då Topelius sommaren 1833, femton år gammal, blivit student, och går
tolv år framåt i tiden till hans giftermål i slutet av år 1845; det om*
fattar sålunda hans egentliga utvecklingsperiod, då både hans karaktår
och hans diktning forma sig och antaga sin slutliga gestaltning. Mate-
rialet har för denna del varit nåstan övervåldigande stort; dagböcker
för åren 1832 till 1840, en trågen brevvåxling med modern, med vån*
ner och med fåstmön, en mångd dikthåften i manuskript och an*
dra samlingar av biografiskt och litterårt intresse, vilket allt stått
till Vasenius' disposition, ha möjliggjort en ytterst detaljerad skildring av
alla sidor av Topelius" yttre och inre liv och dessutom av den allmånna
kulturella miljö, i vilken han levde. Dagbokens utförliga och oskatt*
bara upplysningar i detta senare hånseende ha dock hår sjålvfallet icke
kunnat helt utnyttjas, varför den nödvåndigt borde bli fullstindigt publi-
cerad som en dokumentarisk kålla av första rang för kånnedomen om
Topelius och Finland på hans tid. Det hade nog lånt biografien till
fördel om dagboken utgivits före biografien eller åtminstone samtidigt
med denna, då dess omfång i så fall kunnat något nedbringas genom
förkortning av citat o. dyl. till fromma för överskådligheten; nu omfatta
de två första delarna, som stråcka sig till skaldens tjuguåttonde år, icke
mindre ån 1000 sidor.

I ett arbete som detta — en levnadsteckning som allt igenom byg:
er på obegagnat material — kommer givetvis det rent biografiska att
å en framtrådande plats. Alla hithörande omståndigheter meddelas

också utförligt och noggrannt: studier och examina likavål som det glada
ferielivet i Nykarleby med alla dess tilldragelser. Inga detaljer, som på
något sått kunnat karakterisera Topelius, ha varit för små att tagas med:
varken de 700 flugorna han en dag dödade eller hans rika fiskafången
eller slutsummorna i hans bokslut år 1842. Men det år åndå icke dessa
pr som giva levnadsteckningen dess ton: det er den inre utveck*
ingen och de inre upplevelserna, som för författaren åro det våsentliga.
Redan de strångt Topelianska kapitelrubrikerna angiva den ideella flåkten

367

Google

GUNNAR CASTRÉN

över det hela — avdelningen «Det högre livet» består sålunda av kas
pitlen «I ljusets faders tjånst», «Strångaspel i skaldehjårtat» o. s. v.
Det ligger en viss stilfullhet i dessa symboliska rubriker, men de göra
det icke alldeles lått att finna sig tillråtta i det digra verket, åtminstone
så långe ett register icke finnes.

Vid förklaringen av Topelius' syn på tillvaron har det för Vasenius
varit en huvuduppgift at visa hur Topelius företråder kontinuiteten i
den sårskilt finlåndska kulturutvecklingen dårigenom att den Porthane
Franzénska nyhumanismen på hela hans andliga låggning utövat ett av»
görande inflytande. Bevisen åro i huvudsak övertygande — att Topelius
av Franzén mottagit starka intryck år ju genast vid Forsta ögonkastet tyde
ligt och förklaras lått genom den påtagliga överensstimmelsen mellan de
två skalderna i lynne och liggning. Hos Topelius och hans samtid
uppgår emellertid nyhumanismen i den studentidealism, som vid denna
tid, på 1830s och 1840stalen, behårskar ungdomen i Skandinavien och i
viss mån i hela Europa — den studentidealism som i «Vi åro andens
fria folk» fått ett av sina klaraste och vackraste uttryck. Karakteristiskt
nog har Topelius för denna stimning skapat en egen term, då han
efter ett större studentmöte som uttryck för sina kånslor i dagboken ane
tecknar «studentasinne». I Sverige och i Danmark samlade sig denna
entusiasm kring skandinavismens idéer; i Finland fick den av förhållans
dena en annan prågel: den blev nationell fosterlåndsk hånförelse, som
negativt tar sig uttryck — hos Topelius som hos andra — i ett ivrigt
och hånfört rysshat och mer positivt i en allmån frihetskårlek och i ett
konkret intresse för det finska språket, vilket senare dock hos Topelius
på denna tid huvudsakligen år platoniskt och lyriskt.

Förhållandet till de nationella och patriotiska idéerna var en av de
punkter, som blevo avgörande för den enskildes stållning till tidsrörel=
serna under denna period; en annan — och en för Finland mer egen*
domlig — var förhållandet till den religiösa våckelse, som pietismen på
denna tid åstadkom bland bildade och obildade. Topelius stållning år
hår som i de flesta frågor mycket moderat; då pietismen, genom att hans
syster anslutar sig till den, kommer honom in på livet, finner han utan
större svårigheter sin ståndpunkt: en allmån sympati, som dock avvisar
«Överdrifterna». Påfallande år att han över huvad. icke behöver genomgå
någon djupare kamp för att vinna sin vårldsåskådning; den kristna tro,
i vilken han vuxit upp, behåller han utan att ansåttas av några tvivel.
Och anmårkningsvårt år att tidens filosofiska strömning, hegelianismen,
som bland hans nårmaste bekanta hade en så betydande företrådare som
Snellman, låmnade honom oberörd — ett tecken på det som också av
hans diktning — och icke minst hans tankediktning — bekråftas, att han
icke var filosofiskt anlagd.

Den djupaste rent personliga upplevelsen under den ungdomstid,
varom hår år fråga, var hans kårlek — först till en barndomsvåninna och
kusin, sedan till henne, som blev hans maka. Aven hår skönjes den
lyckliga förmåga att snabbt återvinna jåmviktspunkten och harmonien,
som på alla områden år så karakteristisk för honom. Så snart han mår»

368

(40 ogle

FINLANDSK LITTERATURFORSKNING 1914—1915

ker att en av hans vånner år hans rival — och han mårker det båda
gångerna — år han fårdig att resignera. Och det kapitel, i vilket den
sista tiden av hans kårlek till kusinen skildras, har med fullt beråttigande
fått namnet «Bleknande sol» — så långsamt og stilla dör den bort utan
strider och konflikter.

Också för litteraturforskningen i inskrånktaste mening — den som
omedelbart tar sikte på diktverken — har denna del mycket att bjuda
på. Någon ene skildring av Topelius" ungdomsdiktning ger
den visserligen icke ånnu — hans första diktsamling utkom ju också
först senare — och icke heller beröres utförligare hans verksamhet som
tidningsredaktör, vilken delvis hör till denna period. Men de biogras
fiska fakta hår meddelas låta oss redan se grundupplevelserna för de flesta
av Ljungblommors dikter, och desutom kunna vi hår följa utvecklingen
av hans litteråra smak och av hans egen stil. Dagboken omtalar så
gott som alla de böcker Topelius låste under den tid han förde den,
och hans intryck av dem, och ger sålunda en trogen bild av hans litte»
råra skolning — så mycket trognare som vi i dagboksutdragen ofta
tydligt kunna se huru han försöker sig på olika författares stil samtidigt
med det att han utbildar den stil, som för oss framtråder som hans egen.
Att Franzén år den skald som djupast tilltalat honom, framgår av vad
ovan nåmnts, och att Runeberg snart får en kanske lika stor betydelse
år lått att förstå — så mycket låttare som Topelius kommit i nåra pers
sonlig beröring med honom redan vid sin allra första vistelse i Helsing
fors. Men bland de mer tillfålliga inflytandena år det ett som frapperar
dårför att det en tid tydligen varit så anmårkningsvårt starkt: det år Alm
qvists, som från ungefår 1839 under några år gör sig gållande både i
stilimitationer och i annat. En episod i Topelius' liv, som i levnadse
teckningen för första gången omtalas, tyckes i våsentlig grad böra till
skrivas detta litteråra inflytande, i någon mån vål förenat med intryck
från Byron: hans kårlek till eller svårmeri för en vacker bondflicka, som
han några gånger tråffade under sina resor mellan Nykarleby och Hele
singfors. Den har i hans förestållning över sig något «demoniskt», som
erinrar om dessa författare; hans tankar från denna tid visa, som i bio»
grafien också framhålles, påtaglig slåktskap med Almqvists i flere hån
seenden, och sjålva det uttryck, «mörksköna flicka», med vilket han bes
tecknar den vackra Greta, erinrar så tydligt som möjligt om denne.
Av sin kårlek inspirerades han sedan till en stor dikt, som dock aldrig
såsom sådan blev tryckt, men varav spillror ingå i Ljungblommeor.
Och några dikter i denna samling, vilkas ton ganska bjårt avsticker
från den annars i Topelius' lyrik förhårskande, ha sitt ursprung ur dessa
upplevelser: så Demonen, Irrskenet på heden och Den resande studenten.
Den gåta dessa dikter tyckts erbjuda löses genom biografien åtminstone
i det våsentliga.

Professor Vasenius har med den största omsorgsfullhet behandlat
sitt rika material liksom han fullstindigt behårskar den ifrågavarande ti”
dens finlåndska kulturliv, och levnadsteckningen år dårför i sakligt hån”
seende mönstergill, full av liv och tidsfårg och instålld på att visa sams

369

Google

GUNNAR CASTRÉN

manhanget mellan Topelius och hans samtid. Den vittnar också om
den varmaste och mest förstående beundran och vördnad för sitt föremål.
Vad man kanske kunde diskutera år dock uppfattningen av enskilda
drag i Topelius" personlighet och de proportioner författaren ger denna
personlighet. Det tyckes mig som ville han göra de strider og kriser
Topelius haft att genomgå djupare og svårare ån de i verkligheten
varit; om Topelius också sjålv talar om «stormarna» i sitt liv, så visa
dock både dagboksutdragen och hela hans diktning ganska klart, att till
och med stormen hos honom blev fridfull och idyllisk. Till någon ut
pråglat manlig karaktår kan man icke göra Topelius, huru mycket man
ån må beundra hans diktning ur andra synpunkter.

Gillde det i fråga om Topelius ånnu att ligga sjålva grunden för
litteraturhistorisk behandling av hans person och verk, så år i fråga om
Runeberg detta arbete redan fullbordat genom Estlanders och Söder
hjelms verk. Men uppgifter finnas ånnu för specialundersökningar, vilka
kunna giva ett mer eller mindre rikt utbyte, och som en sådan uppgift
påpekade Söderhjelm vid fullbordandet av sin biografi undersökningen
av Runebergs stil. Åt denna uppgift har fröken Ruth Hedvall åg»
nat sin akademiska avhandling Runebergs poetiska stil.

Den stilistiska litteraturforskningen, som under senaste tid bedrivits
med sådan iver, har ju att uppvisa många intressanta resultat, men det
oaktat kan man knappast såga att utbytet vore i högre grad impone-
rande. De stilistiska undersökningarna innehålla ett vidlyftigt hop»
samlat material, ur vilket slutsatser om författarnes fantasiverksamhet och
konstnårliga teknik skola dragas, men det förefaller mig som om dessa
slutsatsers innebörd vanligen icke stode i någon gynnsam proportion till
materialets storlek och den nedlagda mödan; alltför ofta blir undersök*
ningens hela vårde det att den bekråftar iakttagelser, som kunnat göras
med mindre apparat — och också blivit gjorda. Under låttförklarlig på*
verkan av filologiens metoder har man förletts till tro på att också inom
litteraturforskningen en rent mekanisk bearbetning kunde ha beråttigande
och leda till exakta resultat. Men undantag finnas visserligen. Och
fröken Hedvalls avhandling år ur dessa synpunkter mycket glådjande:
den har mycket litet av skematism och den år allt igenom pråglad av
stråvan att nå fram till det innersta levande hos Runeberg. I sin upp»
stållning följer hon i stort sett andra stilistiska arbeten, men hon modi
fierar och individualiserar den efter sitt åmne och ger naturskildringen
och månniskoskildringen den dominerande plats de i en karakteristik av
Runebergs diktning böra få. Blott i den sista avdelningens orduppråks
ningar, som icke giva något egentligt utbyte, och i en del onödigt vids
lyftiga citatsamlingar tidigare finner man en alltför stor undfallenhet för
traditionerna på området.

Det finnes i avhandlingen en mångd goda iakttagelser och reflexios
ner, som belysa både grundkaraktåren av Runebergs stil och dess success
siva utveckling. Det båsta partiet år kapitlet om naturskildringen, dår i
synnerhet belysningen över hans landskap och hans uppfattning av ödes

370

(Go ogle

FINLANDSK LITTERATURFORSKNING 1914—1915.

markslandskapet karakteriseras tråffande och med kånslighet för de estes
tiska valörerna, något som för Övrigt över allt i arbetet tydligt fram»
tråder, klarast kanske i den vårme fröken Hedvalls stil alltid får, då
Kung Fjalar omtalas. Och åven annars vittnar arbetets ton om att det
icke enbart år ett lårdomsprov utan verkligen gripits an med den kårlek,
som ensam kan nå till kårnan. Fröken Hedvalls uppmårksamhet stråvar
också alltid från detaljerna till de större sammanhangen i skaldens per*
sonlighet och utveckling. Men de goda slutsatser hon i denna våg gör
komma icke till sin fulla rått dårför att sammanfattande karakteristiker
alltför mycket saknas och slutordet alls icke uttömmer avhandlingens
verkliga huvudinnehåll. En svårighet för författarinnan har vål också
legat i att många spörsmål, som fallit inom ramen för hennes åmne, rer
dan mer eller mindre ingående upptagits av Söderhjelm, vars arbete ut-
gör grundvalen för hennes, och dårför hår kunnat avfårdas med en hån:
visning eller ett citat. Den ojåmnhet, som hårflutit hårav, kommer sår”
skilt till synes vid redogörelsen för de litteråra inflytandena.

Men de invåndningar, som kunna göras, åro huvudsakligen av mer
formell natur och förringa icke mycket avhandlingens sakliga vårde. Den

er en i många avseenden ny belysning åt detaljerna i Runebergs poetiska
Fn och utfyller sålunda bilden av hans skaldepersonlighet med
nya nyanser.

Ett annat vackert bidrag till Runebergsforskningen har limnats av
skalden Jacob Tegengren i hans föredrag på Svenska Litteratursållskae
pets årshögtid Runeberg som naturdiktare (tryckt i Förhand-
lingar och Uppsatser 1914). Det ger en fint utförd helhetsbild av Ru
nebergs naturuppfattning, byggd mera på det omedelbara intrycket ån
på den metodiska analysen — fastån denna icke alldeles saknas — och
bildar dårigenom ett mycket intressant komplement till motsvarande delar
av fröken Hedvalls arbete. De två författarnes uppfattning överensståm=
mar i så gott som allt; men under det hos fröken Hedvall mångsidig-
heten och skiftningarna jåmförelsevis starkt framtråda, blir det i föres
draget huvuddragen som få betoning.

Vår litteraturhistoriska forskning har sjålvfallet i fråmsta rummet
ågnat sig åt den inhemska litteraturens stora förgrundsfigurer. Men
några arbeten, förtjånta att uppmårksammas, finnas åven från andra om*
råden. Fråmst vore att nåmna Werner Söderhjelms Levertinbiografi, som
emellertid redan i denna tidskrift blivit omtalad i annat sammanhang.
Ett åmne från den moderna svenska litteraturen har också upptagits av
fröken Agnes Langenskjöld i hennes utförliga studie över Det
romantiska elementet i Viktor Rydbergs dikter (tryckt i
Föthandlingar och Uppsatser 1914). Den utgår ifrån den i synnerhet
av Vetterlund håvdade uppfattningen att Rydbergs natur i några av sina
viktigaste grunddrag var avgjort romantisk och att han dårför under real»
ismens tid i Sverige företråder kontinuiteten från romantiken i århundras
dets början. Genom en ingående och noggrann analys av hans diktning
i bunden form vill fröken Langenskjöld nu uppvisa alla de drag i denna,

371

Google

GUNNAR CASTRÉN

som åro tydligt romantiska — en uppgift som hon löser med klokhet
och gott omdöme. —

Från den allmån-europeiska litteraturhistoriens fålt år att anteckna
blott ett betydande arbete — doktor Olaf Homéns digra akademiska
avhandling Studier i fransk klassicism (1630—1665), som
utgör den första deler. av ett planlagt större verk. Dess grundproblem
— om vilket titeln visserligen ger en mycket ofullståndig upplysning —
år frågan om det fransk-klassiska månniskoidealets uppkomst och inne
börd, frågan om begreppet I'honnéte homme och dess utveckling.
Men detta problem ser Homén under ett så vitt perspektiv att hans uns
dersökning samtidigt visar huru renåssansens individualism på moralens
område småningom under påverkan av olika faktorer dåmpas och socias
liseras så att den klassiska tidens moral blir en kompromiss mellan rent
vårldsliga, naturalistiska element och kristliga, som alltifrån medeltiden
bevarats på djupet av vårldsåskådningen. Denna förskjutning söker han
följa i dess olika stadier: på renåssansens absoluta förvårld

Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Edda. Nordisk tidsskrift for litteraturforskning"

See other formats